Jeg har fire gange inden for de sidste år været med min familie på Tenerife og elsker den ø, da den har meget mere at byde på end traditionel charterferie.
Lej en bil og tag på opdagelse på øen – der er masser at se.
Teide - og fantastisk udsigt over skyerne
Besøg Teide – et must
Teide er en vulkan midt på Tenerife som er over 3,7 kilometer høj – den er bare så smuk. Man kommer let derop ad gode veje fra alle steder på øen. Fra cirka 2 kilometers højde kører en svævebane til toppen og det kan absolut anbefales at tage den. Kom tidligt, da der godt kan være kø. Der er en vidunderlig udsigt helt fra toppen. Teide er absolut en af Europas største natur attraktioner.
Glem Santa Cruz – tag i stedet til La Laguna
Den officielle hovedstad hedder Santa Cruz, men den er blot en normal storby. Besøg i stedet den gamle hovedstad La Laguna, som ligger lidt inde i landet. Her er en meget hyggelig gammel bymidte fra kolonitiden og den er på ingen måde overrendt af turister – men en rigtig spansk by. Vi har flere gange spist på Osteria da Andrea lige ved kirken i bymidten. Book evt. hotel her et par dage, og mærk den lokale stemning. "Ostería da Andrea" Calle Deán Palahí, 26. La Laguna
Masca – den smukke by i bjergene
Et andet must når man besøger Tenerife er den lille by Masca – den ligger smukt på en bjergside med flot udsigt til havet – der er de smukkeste snoede bjergveje derop. De fleste vælger at køre op fra Santiago del Teide og samme vej tilbage igen. Det kan dog anbefales at fortsætte gennem Masca og til Buenavista del Norte. Her ikke så mange turister og en meget flot vej. Ved at forsætte gennem Buenavista del Norte, kan man finde en lille restaurant helt ude til havet ved golfbanen og den lokale svømmehal (Piscina Municipal) – her kan man få en god frokost med den smukkeste udsigt, man kan forestille sig (sid udenfor om muligt) Restaurante El Burgado, Playa Las Areanas – 922 12 78 31.
Stranden ved San Andres
Urskov på Anaga halvøen
Et andet oplagt mål for en dagsudflugt i bil, er den nordlige halvø. Her er klimaet meget frodigt, og der er gamle smukke skove. Start med frokost på en fiskerestaurant i San Andres og evt. en badetur på den fine sandstrand nord for byen. Kør herefter op i bjergene, hvor man kommer helt op på toppen. Kør lidt mod Lomo del las Bodegas og stop ved et mintgrønt hus – her kan man se havet til begge sider og det er fantastisk flot. Kør herfra tilbage til La Laguna, hvor man kører oppe på bjergryggen – og det bedste er, at der ikke kommer ret mange turister her. Fisk på Restaurante Marisqueria – C./ Digue 23
Restauranter i Playa De Las Americas
Der er rigtigt mange dårlige steder at spise i denne turist magnet – vi har dog fundet et respektablet sted, som byder på god mad og stemning. Meson Castellano – byder på typisk spansk med – start med deres tapas, og derefter deres lam – det møreste jeg nogenside har fået. Husk at bestille bord – meget populært og en del lokale gæster. Meson Castellano – Residence el Caminson 922 79 63 05 Jeg kan også anbefale La Rana (ligger ved Parque del Santiago 4) – god international mad og super søde tjenere – specielt hvis man har børn med – prøv at spørge om I kan sidde inden for.