Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Sri Lanka

  • Dejlige dage og suveræn surfing på Sri Lanka

    (Bedømt af 4 personer)
    14.08.13: Lotte Kaa Andersen
    De bedste rejseoplevelser har jeg tit haft ved at lytte til personlige anbefalinger - opholdet på Bougainvillea Retreat var en af de anbefalinger. Vi ankommer fra Colombo efter at have kørt fire-fem timer gennem travl storby, bittesmå byer og landskaber med templer, te- og bananplantager.
    Se hele rejsetippet
  • Håndfodring af havskilpadder - Sri Lanka

    (Bedømt af 6 personer)
    16.03.13: jens andersen
    I badebyen Hikkadsuwa på sydvestkysten er der mulighed for at fodre store havskilpadder der kommer ind om morgenen og forventer en godbid!
    Se hele rejsetippet
  • Smukke Sri Lanka

    Vinderrejsetip Februar 2013
    (Bedømt af 51 personer)
    03.02.13: Ida Andersen Tambjerg
    Emeraldgrønne temarker, horder af elefanter, eksotiske templer og hvide strande – Sri Lanka er et lille, indbydende stykke af Asien. Skynd dig derned, før hele verden opdager det!
    Se hele rejsetippet

Læs mere om rejser til Sri Lanka

Rejsetips af samme forfatter

De hvide smils ø
Rejsetips indsendt af:
Gentofte
12. jan. 2014

De hvide smils ø

Sri Lanka har alt. En venlig befolkning, fantastisk klima, kridhvide strande, vidunderlig natur, gammel kultur, et spændende køkken og meget lave priser. Så hvorfor er paradisøen ikke overrendt som fx Thailand? Måske fordi den lidt sværere at angribe på egen hånd.
Men spring ud i det - Sri Lanka er i den grad anstrengelserne værd!
Knæfald for Buddha
Knæfald for Buddha

Brug 1 dag i Colombo

Det er let at bevæge sig rundt i den støjende srilankanske hovedstad. I modsætning til andre asiatiske storbyer kan du sagtens færdes til fods overalt, men ellers er det billigt og sikkert at hoppe på en af de allestedsnærværende tuctuc'er. Husk at aftale pris eller se til, at chaufføren slår taxameteret til.
Colombo vrimler med venlige, hjælpsomme mennesker, der smiler fra øre til øre, når du viser den mindste smule interesse. Her er masser af dejlige små spisesteder med krydret indisk-agtig mad til ingen penge. Vi spiste en vegetarfrokost med både vand og te til og blev propmætte for 16-18 kr. For to personer!
Colombo har umidlertid én enorm mangel, som er svær at kompensere for - nemlig indlysende grunde til at opholde sig i byen i stedet for at tage videre rundt på øen. Derfor vil min anbefaling være at nøjes med en enkelt hel dag, som rigeligt levner tid til at se det dramatiske hindutempel, det rodede buddhisttempel, den store moske, Nationalmuseet samt at shoppe lidt sjove, farverige effekter i Barefoot.
Vi boede i den forholdsvis tjekkede bydel Cinnamon Gardens på Austin Manor, der er et nyere boutique-agtigt hotel med kun 4 værelser. Stilen er mørkt træ og solide møbler, personalet er flinke, omend ikke vildt servicemindede, morgenmaden - i hvert fald den lokale - er herlig: Milk rice med kylling eller okse i stærk karry, et fad frisk frugt og en kop god te.
Glemte jeg at nævne, at Sri Lanka er et paradis for tedrikkere? De berømte Ceylon-teer kommer herfra, og det kan smages. Glem kaffen et par uger og forkæl smagsløgene med verdens bedste te, glohed eller isafkølet med lime og sukker.
Paradisisk udsigt fra toget
Paradisisk udsigt fra toget

Pas på hustlere undervejs

Fra Colombo går turen med tog til Hatton, en større by i nærheden af den flække, hvorfra vi skal 'bestige' Adam's Peak. Vi snupper en tuctuc til stationen, billetterne er allerede hjemme, så mens den ene passer på bagagen, går den anden ud og fouragerer i de mange små boder uden for stationen. Lækre kikærteboller, ostebrød, grøntsagskuverter, mandariner, druer, vand - 28 kr. for det hele, og vi har klart betalt turistpris.
Inde på stationen er toget forsinket, men en velklædt, døv mand har tilsyneladende adopteret os. Han kommer konstant og viser med fingrene, hvor lang tid der er, til toget kommer, og hvor på togstammen vores førsteklasseskupe ligger. Her tidligt om morgenen er den store centralstation et mylder af mennesker, og larmen er frygtindgydende, så på sin vis er det rart, at nogen tager sig af en. Ikke at det er nødvendigt, vi er erfarne rygsækrejsende, men et venligt ansigt er altid velkomment.
Toget kommer, den døve viser os vej gennem mylderet, og vi finder let vores pladser. Så kommer clou'et: Frem af lommen haler han et identitetskort, der viser, at han er officiel scout for en døveorganisation, samt en stak papirer, hvor andre rejsende - også fra Danmark - har sat deres navn og tegnet sig for en donation på 1.000 rupees (40 kr.). Befippede gør vi det samme, og først bagefter går det op for os, at det er en temmelig pæn sjat penge, han har bøffet os for. Så tror da pokker, manden er så velklædt.
Vi kunne snildt have klaret os uden fyrens hjælp, faktisk henvendte mange andre af vores kommende medpassagerer sig for at tilbyde information, så det er med en lidt flov smag i munden, vi må erkende, at vi er faldet for en meget dygtig og meget elegant hustler.
Togselskabet hedder ExpoRail, og servicen ombord er forbløffende. Sæderne er lækrere end på fly, her er wifi, og togstewarderne kommer konstant rundt med mad, vand, te, bolsjer og vådservietter. Vi kunne have sparet os indkøbene inden turen, men det var jo ikke til at gætte.
Udsigten undervejs er paradisisk. Surrealistisk grønne marker (te?), palmer, blå bjerge, små søvnige byer.
Adam's Peak er iskold lige inden solopgang
Adam's Peak er iskold lige inden solopgang

Nat på det hellige bjerg

Den lille by Dalhousies claim to fame er at være udgangspunkt for bestigningen af Adam's Peak - eller Sri Pada, som det hedder på singalesisk. På toppen af dette hellige bjerg satte Adam sit første fodaftryk, da han landede på jorden efter de fede tider i paradis. Det mener kristne og muslimer i hvert fald. Buddhister insisterer på, at fodaftrykket tilhører Buddha, og da de spiller den dominerende rolle i området, er det dem, der har anlagt de 5.200 trin, der leder pilgrimme og andet godtfolk trygt op af det 2.243 meter høje bjerg. Og templet på toppen er naturligvis buddhistisk.
Enhver i god form og med et par nyere løbesko kan snildt klare udfordringen, men det er hårdt arbejde. Man starter ved 2-3-tiden om natten og kæmper sig op af de mange trin for at ramme toppen omkring kl. 6, hvor solen står op, og munkene begynder at spille deres syrede musik. Det er et magisk øjeblik at befinde sig blandt de mange, ofte barfodede, pilgrimme i et af deres livs vigtigste momenter. Og udsigten fra den stejle klippe over andre bjerge, søer og temarker er i verdensklasse.
Selve fodsporet - Adams eller Buddhas - får man i øvrigt ikke lov at se. Det er dækket af et klæde, og både en buddistisk præst og en soldat bevogter det hellige sted med stor nidkærhed.
Adam's Peak er en af de rigtigt gode grunde til at besøge Sri Lanka. Det er en oplevelse for livet.
I pilgrimssæsonen, der starter i december, er trinene oplyst, så det kræver egentlig bare udholdenhed, masser af vand og lidt at spise at overkomme strabadserne. Og det er fuldkommen gratis, med mindre du undervejs giver en lille donation til de orangeklædte, glatbarberede buddhistmunke. Vi gav 100 rupees (4 kr.), og de så tilfredse ud.
I øvrigt er det nedstigningen, der tager livet af dine ben, især knæene, der ikke bryder sig om at gå ned af så mange ujævne, stejle trin. Folk går ret sjovt, når de igen når jorden.
Vi boede på Achinika Holiday Inn kun 150 meter fra startstedet. Genial beliggenhed, men de klamme, støjende værelser er ikke noget at skrive hjem om. Kokken laver heldigvis noget virkelig laber srilankansk mad både til morgen og aften, så alt i alt var vi ok tilfredse.
Fra stationen i Hatton til hotellet i Dalhousie koster en tuctuc 1.200 rupees (små 50 kr.), og turen tager cirka 1 time.
Buddhistisk munk i Kandy - med høj solfaktor
Buddhistisk munk i Kandy - med høj solfaktor

Oasen med det søde navn

Kandy føles som en oase med sin vidunderlige sø og smukke bygninger og templer omgivet af bløde, grønne bakker. Temperaturerne er moderate, udbuddet af gode, autentiske restauranter flot, de lokale er flinke - igen er det svært at bevare sin indgroede pessimisme.
Vi valgte at springe det herostratiske berømte, men meget overrendte tempel, der huser en af selve Buddhas tænder, over. I stedet futtede vi op på en bakketop og så en kæmpeudgave af Buddha himself, der overvåger hele byen. Under den 88 fod høje statue gemmer sig et galleri med billeder fra Buddhas liv. Der er forbløffende mange ligheder til kristendommen med både tilbedelse af et lille helligt barn, et helvede for de udstødte osv. - men kvinderne er utroligt jordnære og frodige med svulmende former og delikat udpenslede brystvorter.
Helga's Folly er et kombineret hotel og museum, skabt som en horror-agtig fantasi med skeletter, dunkle gange, skumle stuer med gigantiske kandelabre og edderkoppespindsstof over lamperne - som taget ud af en gammel Hollywood-film. Vi var lidt træt af templer og hellige steder og tilbragte en munter halv time med at gå rundt i det fantasifulde hotel. Hvorfor laver man ikke et H.C. Andersen-hotel med temaer fra de kendte eventyr i Danmark?
En vederkvægende godt 4 km lang spadseretur rundt om søen blev det også til. Undervejs så vi pelikaner, aber og et kæmpe reptil af en art - virkelig skøn tur! Kandy er klart et besøg værd, hvis du har et par uger på Sri Lanka.
Smuk vandretur i Ella ... men pas på toget!
Smuk vandretur i Ella ... men pas på toget!

Ella - smuk som en drøm

Hvis du er til vandreture i svimlende grønklædte bjerge og dale, er der ingen vej uden om at lægge vejen forbi Ella. Det er et af de smukkeste naturområder, vi har set uden for New Zealand.
Fra byen går en skøn 1-2 timers vandretur op på Little Adam's Peak, hvor udsigten over tinderne er gribende. Turen er moderat anstrengende, men kan klares af enhver uden tendens til hjerteslag. Mange børnefamilier vælger denne udflugt i stedet for den mere end dobbelt så lange og langt hårdere færd op på Ella Rock.
Det helt specielle ved turen op på The Rock er, at en del af den går via togskinnerne. Heldigvis kan toget høres lang tid i forvejen, så man kan nemt nå at springe i sikkerhed - men denne udflugtsform var nok ikke gået i Danmark. Vi tog kun godt halvdelen af Ella Rock-turen, men nåede da at opleve et nydeligt vandfald og adskillige fattige chili-dyrkende bønder, der alle sendte os varme, tandløse smil. Undervejs støder man på mange fyre, der hjertensgerne vil vise en den let komplicerede vej op på klippen; man lærer hurtigt at sige nej tak med et skævt smil.
Ella er egentlig bare en hovedgade med restauranter - forfriskende lille og rolig oven på de hektiske stunder i Colombo, Dalhousie og Kandy. Man kommer her for at vandre i naturen, intet andet.
Green Hill Hotel er småpebret og dejligt. Værelserne er ret basic, men udsigten fra den store terrasse med flyderstolene er på højde med Little Adam's Peak. Man sidder bare med åben mund og polypper og tænker, at paradis næppe kan være halvt så smukt. $45 for et standardværelse.
Strandene på Sri Lanka er i verdensklasse
Strandene på Sri Lanka er i verdensklasse

Skaldyr på bounty-stranden

Et par kilometer fra Tangalle, en af de større strandbyer på sydøen, ligger det lille badeområde Goyambokka. En samling små hoteller af større eller mindre kvalitet, hvis eksistens skyldes en palmesmykket strand med fint sand og dejligt, omend noget uroligt, vand. Det er en stilfærdig plet på landkortet, som især kan anbefales folk, der selv medbringer masser af læsestof og lyst til at vegetere i det uendelige. Her sker rent ud sagt ikke en dyt - og det har jo også sin charme.
Goyambokka Guest House & Restaurant er et veldrevet 4-værelses hotel. Room No. 1 skiller sig markant ud og kræver måneders bookning i forvejen. Til det ret ordinære værelse er knyttet en stor, charmerende terrasse med bløde møbler og grønne planter - og udendørs bruser. Det er superdeluxe til ca. 250 kr. i døgnet.
Maden på stedet er blandt områdets bedste. Om aftenen serveres der udelukkende fisk og skaldyr - og rice & curry til en afveksling. Restauranterne på de øvrige resorts er som oftest temmelig talentløse, og man sidder tit og venter 1 times tid på at få serveret det rene hundeæde til opskruede priser. Bedste måltid var uden tvivl, da den midterste strandbar en aften tilbød at holde åbent kun for os - og serverede langoustinos og rejer med sprød salat og koldt øl. 150 kr. for 2.
Goyambokka-stranden er superb. Men 15 minutters spadseretur ad en smal sti fører dig til Aman-stranden, der er overjordisk smuk som de flotteste strande i Caribien eller Filippinerne. Stranden er domineret af et enormt luksushotel, men kan snildt benyttes af os andre fattigrøve.
Galle Fort er en vidunderlig tidslomme
Galle Fort er en vidunderlig tidslomme

Galle Fort - en verden af i går

Den 3-400 år gamle fæstningsby Galle (gawl, udtalt på engelsk) er et lille mirakel af hollandsk bygningskunst anno dazumal. Da tsunamien i 2004 raserede store dele af Sri Lankas sydkyst og dræbte 35.000 mennesker, holdt Galle Fort stand og beskyttede sine indbyggere, som det altid har gjort.
Som afslutning på en ferie i det hektiske, støjende, snavsede, farverige, livfulde ørige er Galle Fort den perfekte overgang til europæisk ro, renlighed og regelmæssighed. Gaderne i det gamle fort er rene og pæne, butikker og cafeer henvender sig til mere velstillede turister, og prisniveauet er da også markant højere end alle andre steder på Sri Lanka.
Det kan måske lyde kedeligt, men er faktisk et dejligt helle, som absolut må anbefales for at få en helt ny vinkel på øen. Her myldrer med muntre, hvidklædte skolebørn, smukke kvinder i farvestrålende sarier, nygifte par, gamle tandløse gubber, der ser ud til at have boet her siden hollændernes tid, og godtfolk fra alverdens lande.
En timelang spadeseretur rundt på de græsklædte volde fører forbi et smukt fyrtårn, et ældgammelt klokketårn, et internationalt cricketstadion og mange andre større og mindre seværdigheder. Her er et glimrende overblik over et par pittoreske hollandske kirker og buddhistiske templer, en enkelt muslimsk helligdom og modernitetens afgudsdyrkelse - de gode spisesteder.
Vi købte en masse billige krydderier lige uden for murene og nød stegte ris til ingen penge på en lille snask ved busstationen. Inden for murene fik vi den bedste machiato nogen sinde på det hundedyre Amanwella Hotel serveret af en sværm af tjenere i kolonitidsdragter. Mojito kunne de også lave, og netop kontrasterne mellem det helt ydmyge og det überluksuøse er sjov at opleve.
Fra Galle er der er 2-3 timers køretur i taxa til lufthavnen i Colombo. Pris ca. 400 kr.
Typisk gadebillede - med tuctuc
Typisk gadebillede - med tuctuc

Indien light - også gastronomisk

Sri Lanka minder på mange måder om Indien i en lidt fortyndet udgave. Hinduer, buddhister, muslimer og kristne lever side og side, i Sri Lanka er religionerne måske bare ikke så anmassende. Her er fattigt, bevares, men ikke helt så tænderskærende som i Indien, hvor man overalt møder tiggere uden arme eller ben. Meget få mennesker tiggede åbenlyst, faktisk ikke flere end i Danmark! Sri Lanka kunne være Indiens muntre, lidt overfladiske lillesøster med let til smil og enorm imødekommenhed.
Pudsigt nok blev vi, som i Indien, kontaktet af en nysgerrig muslimsk middelklassefamilie. Hvem var vi, hvad lavede vi, kunne de hjælpe os med noget, ville vi monstro besøge dem... Vi tog fotos af hinanden, udvekslede e-mailadresser, både de og vi havde en virkelig god og eksotisk oplevelse.
Timer inden havde en 88-årig kvindelig guide, der stadig førte pilgrimme op ad Adam's Peak (!), stoppet os for at ønske Merry Christmas - selv var hun hindu. Straks efter kørte vi i tuctuc med en kristen chauffør, der bekymret spurgte, hvor vi skulle fejre jul. Hvis vi ikke havde et sted, var vi mere end velkomne i hans hjem. Gid vi danskere dog kunne lære at blive så storsindede.
Også maden minder om Indien. Nationalretten er rice & curry, hvor sidstnævnte ofte består af et antal skåle med dhal, krydrede grøntsager og andre nipperier. Morgenmaden kan være string hoppers (tynde nudler) med curry dhal og coconut sambol (rå revet kokosnød, chili, lime, karryblade mv.). En specialitet er deviled chicken/fish, hvor kødet/fisken er hårdt stegt og ligger i en kraftig chili/tomatsauce med masser af løg. Overalt serveres lækre, friskbagte naan-brød, samosas og andre indbagte lækkerier - oftest med grøntsagsfyld, for som i Indien spiser man mest vegetarisk, og selv en mand med en hul kødtand som mig savner ikke kødet det fjerneste. Den delikate krydring, altid med et skud chili, og den udbredte brug af linser fjerner på genial vis fokus på kødet.
Og præcis som i Indien er der langt mellem de alkoholiske oplevelser. Vi er i te-land, og der brygges virkelig god te. Men husk at gøre opmærksom på, hvis du foretrækker din te uden sukker ... De imødekommer hjertensgerne dette inderligt underlige ønske, men forstår det vist ikke helt.
Det er let at komme rundt på Sri Lanka
Det er let at komme rundt på Sri Lanka

Hvordan gjorde vi? Praktiske tips

Rejsen fandt sted i 3 uger over jul og nytår, højsæson, så hvis man vil have de gode flybilletter - eller bare nogen overhovedet - må man være ude i god tid. Allerede i april finder vi på nettet et par pladser hos Turkish Airways til ca. 5.000 kr. pr. stk. Og Turkish er glimrende, skal vi hilse at sige!
Transport på Sri Lanka er en halvkompliceret affære at planlægge hjemmefra. Over sommeren finder vi via rejsetips hos FDM Travel og Lonely Planet frem til, hvilke dele af sydøen vi vil besøge; nordøen har regntid. Mellem flere af byerne kan man tage tog, men de skal også bookes god tid i forvejen, da sæderne hurtigt bliver udsolgt i højsæsonen.
Togselskabet ExpoRail har en fornem hjemmeside, hvor man let kan bestille førsteklassesbilletter - til små penge efter danske forhold. En lille bøvs i denne forbindelse: Vi kørte 3 togstræk, og de konsekvente forsinkelser varierede fra 1-3 timer. Lidt spild af god ferietid.
De resterende stræk, hvor der ikke er togforbindelse, må vi klare undervejs. Vi vil ikke give flere tusinde kr. for at lade professionelle lave en samlet transportpakke. Vi kan læse, at der går busser, og regner med, at taxa eller tuctuc kan køre os de sidste stræk. On location viser det sig, at du ikke kan gå mange skridt, før du bliver kontaktet af en tuctuc-driver, hvis fætter altid kan transportere dig hvor som helst hen for små penge. Derfor: Tag trygt afsted og løs transportbehovet på stedet - bortset fra de eftertragtede togbilletter.
Via blandt andet Tripadvisor finder vi hoteller i de forskellige byer. Næsten alle har e-mail, men det tager ofte uger, før mails bliver besvaret. Srilankanere har ikke så travlt som os. Igen - de gode steder bliver først udsolgt, så book i god tid.
De dyre malariapiller finder vi relativt billigt hos et engelsk online-apotek. Og sådan er det hele vejen: Nettet er en uvurderlig hjælp, når let komplicerede udfordringer skal overkommes. Så bare se at komme i gang - din næste rejse går til Sri Lanka, men du skal starte planlægningen allerede nu!

Kommentarer til rejsetippet om Sri Lanka

Inspirerende rejsetips på en kold vinterdag

02/02 2014 Jesper Møller
Hej Christian
Tak for en inspirerende beskrivelse af jeres rejse.
Vi drager af sted om to uger - og glæder os vildt!
De bedste hilsner
Jesper
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Sri Lanka

Hoteller på Sri Lanka
Rejser til Sri Lanka
Denne side er udskrevet d. 5. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.