Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 25.000 kr.

Guide - badning på storbyferien

Storbyferien kan nemt krydres med en forfriskende dukkert på stranden eller i byens badesøer. Her kan du se FDM travel udvalgte storbyer med bademuligheder.

Mange storbyer har bademuligheder

Sand mellem tæerne og en kølig dukkert samt shopping, museumsbesøg og caféliv på lune aftener i sydlandske storbyer kræver ikke nødvendigvis to forskellige ferier. På Copacabana i Rio, Promenade des Anglais i Nice og Santa Monica Beach i L.A. kan du dyrke strandlivet midt i storbyen.

Danmark er også med på storby-bade-bølgen med Aalborg havnebad og københavnske bystrande ved Svanemøllen og på Amager samt tre havnebade i København. I Stockholm kan du tage på stranden midt i storbyen i den trendy bydel, Södermalm, og i resten af Europa er der også masser af muligheder for at finde en storby med strand. Barcelona, Nice og Lissabon er nogle af danskernes foretrukne, hvor du kan slentre direkte fra byen ned på stranden.

Perfekt at kombinere storbyferie og strandliv

Storbyferier er efterhånden populære året rundt. Vi har mange rejsende, der gerne vil holde enten hele eller dele af deres sommerferie i storbyen - og som trods varmen foretrækker en ferie med storbyens tilbud inden for rækkevidde.

Når det er højsommer især i de sydlandske storbyer, kan det hurtigt blive tiltrængt at dyppe tæerne i vand eller blive kølet ned med en svømmetur. Vi har derfor oprettet denne guide med forslag til bademuligheder i de mest populære storbyer - både i Europa og udenfor Europa. Både til dig, der gerne vil finde et egnet sted, hvor du kan kombinere storbyferie og strandliv, og til dig der har købt rejse til en bestemt storby, og som gerne vil vide, hvor i byen, du kan blive kølet ned.

Guide til at finde storbyer med bademuligheder i Europa

Guide til at finde storbyer med bademuligheder i Europa

Barcelona

I Barcelona får man den perfekte kombination af strandliv og storbyferie, for byen byder på ikke mindre end 4,2 kilometer gylden sandstrand. Barcelona-stranden ligger tættest på byens centrum, faktisk så tæt at man kan nå den på 20 minutter til fods fra Ramblaens start ved Colombus-monumentet. Man kan også tage metroens gule linje L4. I højsæsonen kan det dog anbefales at søge til en af de andre strande lidt længere fra centrum, der er knap så tætpakkede, f.eks. Icaria-stranden eller Mar Bella-stranden.
Læs mere om Barcelona

Berlin

Der er rigtig mange badesøer i og omkring Berlin. Strandbad Wannsee lidt uden for Berlin er en af de ældste og absolut største baderesorts af sin slags i Europa med en 1200 m lang og 80 meter bred sandstrand. Den populære storbystrand har plads til 30.000 badende og tilbyder et 355.000 m2 stort, rekreativt område med vandrutsjebane, beachvolley, fodboldbane, legeplads, bådudlejning, restaurant m.m. Entrébilletten koster nogle euro, og der er p-pladser samt gode tog- og busforbindelser fra Berlin centrum til Wannsee.
Et andet af Berlins rigtig mange strandanlæg er Freibad Müggelsee, der ligger ved byens største badesø, hvor vandet er så rent, at berlinerne forsynes med drikkevand herfra. Her er legeplads, restauranter, naturistområde, beachvolleybane etc.  Der skal betales entre. Der er både parkeringsmulighed og tog- og busforbindelse fra centrum af Berlin. 

Et tredje badested i Berlin er Badeschiff – en flydende swimmingpool midt i floden Spree, der løber gennem den tyske hovedstad. Badeschiff har en tilhørende sandstrand, cocktailbar og hvad der ellers skal til for at holde beachparty midt i Berlin. Der skal betales entre. (Billedet er lånt fra luke7100)
Læs mere om Berlin

Budapest

På Margretheøen, der ligger som en grøn oase midt i Donau i Budapest, er der flere, populære strande med familievenlige poolanlæg. Palatinus er det største strand-resort i byen med bl.a. bølgebad, termiske bade og børnepools med vandrutsjebaner.

Dagály badet kan også anbefales og ligger tæt på Árpád Bridge. Dagály har ti forskellige pools, bl.a. termiske bade, almindelige swimmingpools, forskellige børnepools for små og for store børn, geysere etc. I begge anlæg er skal betales entre, og der er åbent alle ugens dage. Fredag og lørdag er der desuden natåbent i Palatinus-badeanlægget. 
Læs mere om Budapest
Genève

Genève

Midt i Genève ud til den 582 km2 store Genève-sø ligger det smukke, eksotiske badeanlæg, Bains de Pâquis, med strand, badebro, udspringstårn, vandpolo, hammam massage, gode restauranter, vinterbadning og et varieret underholdningsprogram sommeren igennem. En enkelt voksenbillet koster nogle få euro.
Læs mere om Genève
Hotel Mundial
Hotel Mundial er et utroligt charmerende førsteklasses...
Se mere og bestil her

Lissabon

Du skal ikke langt uden for Lissabon, før du kommer til pragtfulde badebyer og strande med gode windsurfing-muligheder ud til Atlanterhavet. Cascais er et charmerende fiskerleje og mondæn badeby med alt fra gode restauranter, der serverer dagens fangst fra havet, til barer, butikker og diskoteker. Der er åbne strande med cafeer, parasoller og udlejning af f.eks. jetski og gode windsurfing-muligheder.

Estoril ligger også meget tæt på Lissabon og er kendt som Portugals Riviera, hvor aristokratiet holdt ferie. Estoril er en smuk by med et af Europas største kasinoer og gyldne strande ud mod Atlanterhavet.
Læs mere om Lissabon
Nice

Nice

Strandpromenaden i Nice hedder Promenade de Anglais. Navnet kommer sig af, at det var en gruppe rige englændere, der i 1820 begyndte at anlægge promenaden. Det er en flot bred strandpromenade, hvor der altid er et mylder af liv. Folk går ture, jogger, cykler, kører på rulleskøjter eller sidder stille på en bænk og studerer de forbigående.

Foran strandpromenaden ligger de mange strandafsnit i Nice. Flere strandafsnit ejes af hoteller og restauranter, og her skal du betale entré og betale for leje af solseng. Til gengæld er der flere steder servering af både drikkevarer og lette retter mad ved solsengen. Der er dog også flere afsnit på stranden, der er helt gratis. Det mest populære, gratis strandafsnit ligger ret centralt, lige overfor kasinoet. Alle strandene i Nice er stenstrande med ret store sten, og derfor anbefales det, at du lejer en solseng eller har madras med samt badesko. 
Læs mere om Nice
Adagio Paris Montmartre
Aparthotel Adagio Montmartre ligger midt i der...
Se mere og bestil her

Paris

Paris har hver sommer siden 2002 anlagt sandstrandene ”Paris Plages” langs Seine-floden midt i den franske hovedstad i fire uger fra ca. 20. juli. I perioden er tre områder omdannet til komplette strande med sandbred, legeområder, liggestole, beachvolley, koncerter, caféliv, kajakker, robåde, swimmingpools etc. 
Paris’ sommerstrande ligger fordelt på tre steder. Det drejer sig om Louvre / Pont de Sully, Port de la Gare og Bassin de la Villette. Strandbreden fra Louvre til Pont de Sully strækker sig over tre kilometer gennem historiske Paris. Bassin de la Villette i det 19. arrondissement strækker sig fra Rotonde de Ledoux (nærmeste Jaurès Metro station) til den tidligere Magasins Généraux (i Rue de Crimée) og har et godt vandsports kompleks med robåde, kajakker, vandcykler og joller samt restauranter og boules-baner. Der er gratis adgang til ”Paris Plages”.
Læs mere om Paris
Empire Palace
Unikt designerhotel tæt ved Den Spanske Trappe og Villa...
Se mere og bestil her

Rom

Der er ingen strande i Rom, men der er en række gode strande tæt på den italienske hovedstad, og de kan nemt nås med bil eller tog fra Rom. Ostia Lido er kendt for sit smukke mørke sand og har en dejlig havnepromenade, der fører til flere offentlige strande. Det tager ca. en halv time med tog fra Rom.
Derudover tiltrækker Fregene-strandområdet masser af mennesker fra det lokale Rom, da det kun ligger 20 minutters kørsel fra Fiumicino Lufthavn.

Hvis du leder efter en badeferie tæt på Rom, er Sperlonga en af de mest charmerende kystbyer at besøge. Dens fuldt servicerede strande er beliggende langs med kysten, der har klart og koldt vand og meget få bølger. Selve byen er også værd, da den er fyldt med smukke snoede trapper og hvidkalkede huse. Du kan tage toget fra Rom til Sperlonga. 
Læs mere om Rom
Split

Split

Hvis du trænger til at solbade på din ferie i kroatiske Split og måske supplere med en dukkert i Adriaterhavet, skal du bare bevæge dig ca. 15 min. østpå fra Split. Når du har passeret adskillige færger og den store busholdeplads, kommer du til Bačvice, der er Splits populæreste strand.
Læs mere om Split
Stockholm

Stockholm

Den trendy bydel, Södermalm, ligger på øen af samme navn og har både sandstrande og klipper med gode bademuligheder. Du kan bade ved Tanto-parken, men et af de helt gode badesteder på Söder er Långholmen, en grøn ø lige uden for Hornstull.
Læs mere om Stockholm
All Angelo
Romantisk 4-stjernet hotel i hjertet af Venedig....
Se mere og bestil her

Venedig

Der er flere forskellige steder at finde gode strande ved Venedig, bl.a. på øerne Lido og Pellestrina og sandstrandene i Cavallino og Sottomarina. Lido, en 11-kilometer lang ø, huser 20.000 mennesker og er sandsynligvis den mest populære strand i området. Det er hjemsted for to enorme offentlige strande på de nordlige og sydlige ender af øen, som hvert år tiltrækker tusindvis af besøgende. Den side af øen, der vender ud på imod Adriaterhavet er fyldt op af hoteller og resorts. 
Hvis du ønsker en Venedig-strand, som ikke er pakket med andre turister, kan du overveje at besøge Pellestrina i stedet. På denne lille ø finder du øde strande og en lille, hyggelig landsby. Tæt på Venedig på det italienske fastland, ligger Callavino med en kystlinje på 15 km smukke strande, hvor vandet fra Venedigs lagune løber sammen med Adriaterhavet.

Callavino er tilgængelig fra Venedig via en offentlige færge (overfarten tager ca. 40 minutter). Halvøen har masser af natur, som du kan udforske enten med båd eller på cykel.
Læs mere om Det nordlige Adriaterhav og Venedig

Guide til at finde storbyer med bademuligheder udenfor Europa

Guide til at finde storbyer med bademuligheder udenfor Europa

Agadir

Rejser du til Agadir kommer du til Marokkos største ferieby, med masser af hoteller og en pragtfuld gylden sandstrand ud til Atlanterhavet. Stranden er lang og bred, og Atlanterhavets bølger gør Agadir til et oplagt rejsemål til windsurfing og andre vandsportsaktiviteter.

Agadir har alt hvad du forbinder med en moderne ferieby, med et væld af caféer, restauranter og butikker på strandpromenaden – kombineret med fransk inspirerede boulevarder i centrum og arabisk kultur. Der er også flere mindre strande nord for Agadir op mod Essaouira. Det er specielt på det stykke, de inkarnerede surfere drages til. 
Læs mere om Agadir

Tel Aviv

Tel Aviv

Tel Aviv er en moderne metropol og når du rejser hertil bliver du mødt af en fantastisk stemning og historie. Tel Aviv er et perfekt rejsemål hvis du ønsker at kombinere storbyferie og badeferie. Den gamle bydel Jaffa står i skarp kontrast til det moderne Tel Aviv. Her snor de smalle brostensbelagte gader sig som en labyrint igennem byen og du kan finde flere kirker og klostre, bl.a. Skt. Peters Kirken på den store centrale plads. På stranden kan du nyde solen og det azurblå middelhav eller gå en tur langs strandpromenaden, der bugner af caféer, butikker og isbarer.
Læs mere om Tel Aviv
Los Angeles

Los Angeles

Vil have ægte tilbagelænet californisk livsstil, fås det ikke meget mere autentisk end langs strandpromenaden i Venice Beach i Los Angeles. Her vises de smukke solbrune kroppe frem, gerne på rulleskøjter eller skateboards. Længere mod nord ligger den 5,8 km lange, Santa Monica strand, der dyrker en lidt mere mondæn stil, hvor du bl.a. finder den berømte Santa Monica Pier. Det hører med til historien, at især Venice Beach har mistet lidt af sin charme de senere år på grund af galoperende huspriser, der har spoleret meget af det oprindelige miljø med bl.a. sjove lokale butikker, som tidligere fandtes i området.
Læs mere om Los Angeles
Miami

Miami

Det klassiske Art Deco-distrikt i Miami Beach er et af de største trækplastre i Miami. På hovedgaden Ocean Drive, viser man sig frem, og det kan være fascinerende at sidde på en af fortovscafeerne og iagttage de mennesker, der går forbi. Den særlige Art Deco-stil i Miami Beach stammer fra 1930’erne, hvor de lave huse langs Ocean Drive skød op. Oprindeligt var husene hvide, men i dag er de fleste pastelfarvede. Selve stranden er bestemt et besøg værd med kilometervis af bred sandstrand, utallige liggestole, legepladser, beachvolley-baner, joggere, pastelfarvede livredder-huse, smykkesælgere og plads til alle.
Læs mere om Miami
New York

New York

Selvom New York ikke kan tilbyde en strandbred, hvor du kan få sand mellem tæerne, er byen med på denne liste, da du på en sommerferie i storbyen over alle storbyer, hurtigt kan få brug for en kold dukkert. Og det er der god mulighed for i Central Park i parkens offentlige, gratis swimmingpool, Lasker Rink & Pool, der ligger mellem 106. og 108. gade. 
Læs mere om New York
Rio de Janeiro

Rio de Janeiro

En af verdens bedste strande, der ligger lige op til en storby, er Copacabana i Rio de Janeiro med fire km badestrand med overraskende meget hvidt sand og en helt fantastisk stemning med plads til fodbold, volleyball, solbadning etc.

På de nærliggende strande Ipanema og Leblon er der færre turister end på den berømte Copacabana og en mere afslappet, familievenlig atmosfære. Leblon ligger langt væk fra centrum og er derfor lidt mere øde og god, hvis du vil have mere plads og ro. Ipanema er præget af en meget lokal stemning og kan desuden varmt anbefales.
Læs rejsetips om Brasilien og Rio de Janeiro
Sydney

Sydney

Blandt de mange flotte badesteder i Australiens største by, er Bondi uden tvivl den mest kendte. Bondi Beach er flere gange blevet kåret til verdens bedste strand og er et meget populært udflugtsområde for både lokalbefolkning og turister.

Lige uden for Sydney ligger desuden Manlys strande, som ligeledes varmt kan anbefales – både hvis du er til strand, surf og lækre laguner. Afsæt mindst en halv del dag og helst en hel. Manly er en forstad og ligger på en halvø som let nås med færge (tager 30 minutter) fra Circular Quay ved siden af Operahuset. 
Læs mere om Sydney
Denne side er udskrevet d. 1. oktober 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.