Svaneti – hvor verden ender. - Rejsetip Europa

Lad os gøre din ferie bedre

Svaneti, Georgien – hvor verden ender.

Kærlighed ved første blik kan også gælde hoteller.
Tanken om at vågne med udsigt til et af Europas højeste bjerge, fuldstændig uforstyrret af andet end de lokale køer, føder længslen efter at rejse til det nordligste Georgien.
Indrømmet, man kunne have gjort det nemmere med 2-motores fly fra Tbilisi til Mestia og videre derfra…
Men, alle oplevelserne undervejs var vi jo så gået glip af.
I stedet valgte vi den gængse land-rute, i bil fra Tbilisi til Gori, med tog fra Gori til Zugdidi og videre med minibus til det lille busstop der markerer at Bechu-dalen er denne vej.
Vi har været undervejs i 3 dage, både fordi ruten er lang, og fordi der skulle gøres passende stop undervejs.
Uplistsikhe
Uplistsikhe

Uplistsikhe

Uplistsikhe, ca. 10 km udenfor Gori, er et af de ældste dokumenterede bysamfund i Georgien. Området dateres til den tidlige jernalder og var beboet helt frem til mongolerne rasede hen over Asien i det 14. århundrede.
Uplistsikhe
Uplistsikhe

På sit højeste har her været omkring 20.000 indbyggere, fordelt på ca. 8 hektar. Den centrale del af byen øverst på bakketoppen, er hugget og gravet ind i klipperne og det er fantastisk at forestille sig det arbejde der er lagt i det.
Almindeligt forfald gennem små 600 år og et stort jordskælv i 1920 har lagt de lavere liggende dele af byen øde, men øverst troner stadig en lille kirkebygning fra omkring år 950.
Vores chauffør og hans kammerat lader til at nyde udflugten lige så meget som os, på trods af at de kun bor en times tid herfra, har de aldrig besøgt området.
Stalin Square
Stalin Square

Gori

Omvejen har så rigeligt været de ca. 100 kroner det har koste os værd, og vi kører videre mod Gori.

Første stop er Gori, Stalins fødeby. ”Byens bedste hotel” med 10-12 værelser og excellent service på georgisk og russisk. Alting lykkes med en russisk parlør, håndtegn og lidt engelsk.
Vi får værelse og får via en tolk i telefonen forklaret hvor stationen er, så vi næste dag kan komme videre med toget.

Hvor omverdenen har et mere ”nuanceret” syn på Josef Stalin og hans meritter, er der slet ingen tvivl om at i Georgien og navnlig i Gori er han en folkehelt. Museet der handler om hans liv, gøren og laden er ganske velbesøgt, og fødehjemmet er rekonstrueret på den mest maleriske vis.
Det er ikke nemt at mobilisere helt den samme overstrømmende begejstring når rundviserne løber løbsk i entusiasmen, men med almindelig høflig interesse går det hele alligevel.
Et ualmindelig ondsindet skybrud sætter en stopper for den helt store sightseeing tur, fæstningen i Gori må vente - men vi får fat i togbilletterne og er spændte på hvad turen bringer.
På vej mod Zugdidi
På vej mod Zugdidi

På vej mod Zugdidi

Her kommer ikke mange vestlige turister, en gammel mand underholder os mens vi venter på toget. Han graver en håndfuld æbler op fra sin sæk og vi viser postkort fra Danmark frem. Han smiler stort og tandløst, haps, havner de i hans inderlomme, og byttehandlen er på plads.
8 timer i tog for at tilbagelægge ca. 400 km, samlet ventetid ved stationer ca. 2 timer, nedsættelse af hastigheden over mange, mange broer og venten på modkørende tog der skal passere. Men, det er en smuk tur. Det ene bjerglandskab afløser det andet og på markerne langs ruten går tamsvin med en imponerende pelspragt og nyder livet.
Mænd og drenge fisker i vandløbene og fra broerne, alt ånder søndagsidyl.
Endelig nærmer vi os Zugdidi hvor vi skal tilbringe et par nætter
Green House

Green House

Zugdidi bliver det første af en række steder hvor vi skal tilbringe natten i et privat hjem der lejer værelser ud.
Det kan helt klart spænde af fra katastrofalt til fantastisk og alt der i mellem.
Vi bliver godt modtaget, og efter en lang dag er det vidunderligt at blive spurgt ”om man dog ikke er sulten?” og en halv time senere få serveret aftensmad.
Overetagen i det store grønne hus består af 4 værelser der bliver udlejet. De ligner forladte børneværelser med plakater og tegninger på væggene, men her er rent, det fælles bad er i god stand, vi har en lille altan der vender ud mod haven og familien er venlig og gæstfri.
Jason med det gyldne skind
Jason med det gyldne skind

Zugdidi

Zugdidi er provinshovedstad i Samegrelo, i store træk den provins der i oldtiden hed Kolchis, og som Jason i flg. sagnet sejlede til for at hjembringe ”Det Gyldne Skind”. Igen er vejret imod os, og vi når ikke ud til Sortehavskysten, men vi får til gengæld forklaringen på det med de gyldne skind.
Ganske vist siger sagnet at det handler om en vædder der blev kastet op på stjernehimmelen, men der er helt andre og mere praktiske baggrunde.
I mange af områdets floder vaskes der stadig guld efter den ældgamle og velprøvede metode, at man spænder et fåreskind ud på en ramme og lægger i flodbunden, guldstøvet lægger sig i skindet, og det bliver – i heldigste fald – gyldent.
Svaneti, Georgien – hvor verden ender.

Et par aftentimer med tørvejr og vi vandrer gennem parken omkring Dadiani paladset, der nu er museum. Hvis vi ellers havde været her i åbningstiden og ikke hen over en weekend, havde vi både kunnet se Napoleons dødsmaske og en mængde arkæologiske fund fra området.
I stedet havner vi på markedet der bestemt ikke holder lukket.
Mange steder går handlen dog lidt trægt, navnlig, ser det ud til, hos skomageren der er ved at dele en 5-liters dunk hjemmebrændt vodka med et par venner eller kolleger.
Stemningen er høj, og sådan et par turister som os ser man jo ikke hver dag, så det må fejres.

Et øjeblik efter er vi forsynede med nogle drabelige smagsprøver og i gang med at tage gruppebilleder, det betyder mindre at samtalen hakker lidt på forhåndenværende sprog, meningen er til at forstå. Den første slurk renser munden, den næste får hænderne til at sitre og den 3. tår føles som om den kan slå benene væk under en.
Men der er ingen undskyldninger, den sidste sjat skal ned også inden vi får lov at gå.
Allernådigst bliver der taget hensyn til at der er en kvinde i selskabet, nå ja hensyn er så meget sagt, for det betyder at jeg kommer til at tømme begge glas.
Let vaklende og med en følelse som om jeg havde sniffet cellulosefortynder, tager vi afsked med skomageren.
Svaneti, Georgien – hvor verden ender.

Markeder er altid spændende.
Ikke så meget fordi der er noget vi skal bruge, men fordi man her kan få et fuldstændigt overblik over hvad der egentlig udgør dagliglivet i den by man besøger.
Hvad er der sæson for, hvad er på mode, hvad er dyrt og billigt osv. osv.
Lige nu er det kirsebærsæson, og de kommer i alle sorter og nuancer, fra næsten sorte til gulligt lysrøde og stablet op i bunker, i pyramider, trukket på pinde og meget mere.
Vi køber rigeligt, til meget få penge, og kan glæde familien der huser os med friske kirsebær.

Næste punkt på dagsordenen er at finde ud af hvor den minibus til skal køre os videre afgår fra.
En ting at have et pejlemærke i form af et ”svan tårn”, noget helt andet er at komme med en bus der ikke kører alt for mange omveje.
Det lykkes at finde frem til den rigtige bus mellem de mange – og den kører klokken 8 næste morgen, planmæssigt altså, dvs. hvis der er passagerer nok til at fylde den.
Svaneti, Georgien – hvor verden ender.

Mandag morgen klokken halv otte tager vi opstilling foran en godt brugt rød minibus der er ved at få den sparsomme bagageplads fyldt op med kasser.
Det er næsten for meget at håbe på at vi kommer til at undgå at sidde med rygsækkene på knæene nogle timer… langsomt, meget langsomt dukker der passagerer op og klokken halv ti ruller bussen.

De sidste svinkeærinder rundt i forstæderne for at samle flere pakker og kasser ind er klaret på en lille times tid, og så er vi på vej nordpå.
Vore 14 rejsefæller er gamle mænd og koner, soldater, en ung pige med en kanin og et par unge amerikanere på gennemrejse.
Der er fyldt godt op i den smule gang der er mellem sæderne i en bus der er beregnet til 12 personer. Tasker og rygsække bytter jævnligt plads, alt efter hvem der skal af og på, men vi slap for at få dem på skødet.
Det går med tordnende fart op igennem serpentiner sving ad smalle veje med autoværn der har kendt bedre tider.
Svaneti, Georgien – hvor verden ender.

Så går det nedad igen, for derefter at stige og falde og stige nok en gang. Ikke alle passagerer er lige begejstrede for rutsjebaneturen, og der må jævnligt gøres stop.
Måske hænger det sammen med det georgiske mundheld, ”at der er to slags held når man kører i bjergene, i heldigste fald bliver man fundet og kan få en pæn begravelse…”.
Stenskred er almindelige og det virker som om chaufføren har en indre radar, for selv med høj fart i skarpe sving undviger han sikkert stendyngerne på vejen.
Efter 4 timer på den måde nærmer vi os efterhånden, og landskabet begynder at flade ud til et stort plateau. Ikke at svingene ikke stadig er skarpe og bliver forceret med hæsblæsende fart, men vi kører i det mindste ikke længere på kanten af afgrunden. Efter endnu en times kørsel kommer vi til en forgrening på hovedvejen og på et lille læskur står der; Bechu.
Svaneti, Georgien – hvor verden ender.

Der er små ti km fra stoppestedet til vores hotel, midt ude i ingenting. Buschaufføren har ringet til hotellet og fortalt vi er kommet frem, nu skal vi bare samles op og køre det sidste stykke vej.
Der går en rum tid hvor ingenting sker.
Vi indstiller os på at vi måske kommer til at hanke op i rygsækkene og begynde at gå, da der dukker en træt gammel Lada op.
Chaufføren og hans ven insisterer imidlertid på at vi skal vente på en tredje person der skal med, så vi venter. Og venter. Og venter.
Så kører Lada´en retur for at få nye instrukser og vi venter videre. En lille evighed senere kommer de igen og kan fortælle at 3.-personen allerede er nået frem af egen drift, eller rettere med et lift fra en lokal og vi kan altså komme af sted.
10 km kørsel, 2 gange hælden vand på køleren, 2 gange startbesvær og fjedre og støddæmpere der skriger i dødsangst. Alligevel kommer vi ad en hullet jordvej, der er et militært øvelsesterræn værdigt, endelig frem.
Svaneti, Georgien – hvor verden ender.

Der står det, Grand Hotel Ushba.
Særlig ”grand” virker det ikke, men det er også beliggenheden der udgør hele fascinationen.
En lille bygning i to etager med i alt 7 værelser, spisesal/opholdsrum og køkken, og lidt væk i en nyopført bygning 4 yderligere værelser.
Her er intet tv eller radio og dårligt nok mobildækning og alligevel er her alt man skal bruge. Hvidkalkede kampesten, bjælker og indvendig lyst og indbydende, alt ånder fred og ro.
Lige ind til….. det lokale politi rykker ind for at fejre 3 sammenlagte fødselsdage!
Festen står på fra midt på eftermiddagen og en 6-7 timer frem og den ene ret efter den anden kommer på bordet.
5-litersdunken med den klare væske som vi nu kender, er også med til bords, og selv om vi høfligt undslår os fra en del af løjerne, har vi nu beseglet det evige venskab med Bechus kriminalpoliti hen over nogle gevaldige sjusser.
Ethvert hjem med respekt for sig selv brænder. En god frugtvodka produceres på omkring 45 døgn, men hvis man har travlt kan det gå an med 30.
Alt under 65 procent er for børn – da bilerne forlader stedet er dunken tom og ingen virker synderligt påvirkede.
Svaneti, Georgien – hvor verden ender.

I eftermiddagssolen var det lunt, nu mærker vi rigtigt at vi er kommet op i bjergene og nyder de varme dyner og den stilhed der, endelig, falder over huset og den kulsorte nat.
Morgensolen kommer lidt efter lidt gennem de tætte tågeskyer der ligger omkring bjergtoppene.
Et par hunde gør og en flok køer kigger nysgerrigt på den anden side af stendiget der omgiver hotellet. Ellers intet.
I regionen Svaneti er intet som andre steder i Georgien.
Et selvstændigt folk, med eget sprog, der for et par tusind år siden, eller mere mener nogen, skilte sig ud af den fælles sprogstamme, i Svaneti mener man naturligvis at deres sprog er det oprindelige, men sikkert er at man her har den ældste bevarede kultur i Georgien.
Det skyldes ikke mindst at dalene har været så svært fremkommelige at nærmest ingen af de mange folkeslag der har invaderet Georgien gennem tiderne har fundet frem.
De karakteristiske ”svan tårne”, murede bloktårne, har gennem tiderne skjult og sikret både guld og utallige helgenrelikvier, der ellers ville være faldet i hænderne på fjenden.
Langt op i 90´erne var det øvre Svaneti et sted hvor man som fremmed levede livet farligt og gjorde klogt i at stå sig godt med de lokale hvis man ville slippe levende fra de røverbander der hærgede, nu er det heldigvis anderledes.
"Simple Living"

"Simple Living"

Vi skal stifte bekendtskab med – ikke georgisk – men Svaneti morgenmad.
Morgenmenuen er skrevet på både georgisk og svan, og for de udenlandske gæsters skyld også på engelsk og tysk.
Brød af eget korn, ost og yoghurt fra egen ko, te på mynte fra plænen og vandet er fra floden der løber bag hotellet.
Det er vist det man forstår ved ”simple living”, her er det bare hverdagen.
Vi skal intet foretage os, læne os tilbage og se op på Usbahs sneklædte tinder, gå ad skovstierne, mærke regnen og indsnuse duften af renhed og bare være til.
Og mærke regne kom vi til, tro mig vi mærkede den!
Svaneti, Georgien – hvor verden ender.

Ikke at vi var helt uforberedte på at det kunne være vådt, men vi havde dog satset på at det ville være tørvejr ind i mellem.
Det var det også… et par timer om dagen.
Til gengæld strålede engene så grønt at man næsten fik ondt i øjnene, bjergfyrrene strakte sig mod himlen og overalt var der tæpper af markblomster i alle farver.
I de få timer vi ikke stod i læ under store træer, nød vi duften af det våde græs, og synet af de mange køer der vandrede vildt om og gjorde sig til gode med det.
På et eller andet tidspunkt skal vi tilbage, senere på sæsonen vel at mærke, og gøre noget mere ud af hikingruterne, i denne omgang var det simpelthen for vådt.
Styrtregn til trods, er turen ikke spildt.
På alle sider af os er der bjerge og nærmest ikke en lyd at høre eller et menneske at se. De få vi møder er de lokale bønder der har spændt en slæde med tømmer efter et par stude, en gammel morlil med et knippe brænde på ryggen, eller børn der genner køerne hjem ad de mudrede veje.
Alle hilser de overstrømmende på os og overbeviser os om, at her er vi velkomne, her ude hvor ingen ellers kommer.
Svaneti, Georgien – hvor verden ender.

3 døgn med hjemmelavet mad, der kommer fra de friskest tænkelige råvarer, kæmpe tallerkener ”khachapuri”, brød med indbagt ost, simreretter og rent klart vand.
3 nætter hvor det bliver buldrende mørkt når solen går ned og der ikke er nogen byer i miles omkreds til at give genskin så stjernerne rigtigt får lov at skinne i gennem og 3 dage hvor vi får nye venner mellem mennesker og halvvilde hunde.
3 dage hvor skybankerne dagen i gennem langsomt spreder sig og afslører bjergtindernes sne.
Efter 3 døgn ved verdens ende er det tid at komme tilbage til Tbilisi hvor tempoet er et helt andet – og vi løber ind i en veritabel hedebølge.
En lidt mere jævn fordeling ville have været rart, men det er vi jo ikke herrer over.
Svaneti, Georgien – hvor verden ender.

Kommentarer til rejsetippet om Europa

meget spændende

01/09 2012 Marie-Louise
meget spændende
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mail-adresse)
Kommentar

Besøg Jacob Overmark Sebæks profilside

Læs mere om rejser til Europa

Rejser til Europa

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Europa

Læs mere om rejser til Europa

Rejsetips af samme forfatter

Denne side er udskrevet d. 14. juli 2014 fra

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.