Jeg søgte efter et godt sted at introducere min søn for sin første skitur og faldt for Idre Fjäll's gode beskrivelse som børnevenligt og Fjäldpakkens fantastiske gode pris - vi blev ikke skuffede !
Turen derop og indkvartering
Rejsen fandt sted i uge 6 lige før vinterferie. Vi valgte at overnatte i Karlstad hvilket var rart at dele køreturen op når man kun var 1 voksen. Derved ankom vi friske til destinationen om søndagen og kunne i ro og mag forberede skileje, booke skiskole, handle lidt og pakke ud så vi var klar til mandagen. Fjäldpakken har uspecificerede hytter men vi fik en 30 m2 hytte tæt på centrum og pisterne og bilen kunne holde lige til døren. Vi kunne sagtens have været 4 personer i hytten som var fint udstyret med køle/frys, komfur og microbølgeovn. Ski blev opbevaret i et fælles aflåst rum og der var endda tørreskab.
Oplevelser for små og store
Jeg har udelukkende stået på ski i Frankrig samt Isaberg så forventningerne til Sveriges "bjerge" var måske ikke så store men der er faktisk også sorte pister som burde kunne tilfredsstille krævne brugere. Der er 2 store 6 personslifter, et par gamle 3-4 personslifter og en masse slæbelifter. Skiskolen fungerede fint på trods af sproget og missionen med at gøre min søn skiinteresseret lykkedes over alt forventning. Vi kørte tit igennem Askeland som er en børnepiste gemmen skoven og nåede også bowling og div. andre aktiviteter selvom skiturene tog det meste af aktiviteten. Vejret var flot i uge 6 med 2 dage fuld solskin og klart vejr. Fredagen blev sluttet af med pølser og snescooterkørsel for skiskolen og turen hjem forløb også fint selvom den tog 13 timer uden overnatning. Der bliver overnatning begge veje næste gang.
Hjemme igen
Jeg er stadig imponeret over at man kan få en så komplet skitur i et ganske fint område for en fantastiks lav pris. Jeg kan ikke tro vi kan finde noget bedre til næste år så vi er nok at finde på pisterne i Idre Fjäld igen. Håber I alle vil få en tur som vores.
Mvh. Michael Hansen.