Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Malmø

Læs mere om rejser til Malmø

Rejsetips af samme forfatter

  • Sommer i Berlin

    (Bedømt af 6 personer)
    I bydelen Prenzlauer Berg byder den økologiske café på brunch, hvor prisen er hvad du har råd til at betale for at spise dig mæt.
    Se hele rejsetippet
  • Forlænget weekend i Karlskrona

    (Bedømt af 7 personer)
    Sverige er et land, som de fleste danskere ofte ikke giver den rejsemæssige opmærksomhed, som landet faktisk fortjener.

    På trods af, at vores naboland mod øst ligner Danmark på mange måder er det alligevel et land, der har mange interessante byer og historiske seværdigheder, der kan gøre os klogere på landet hinsidan.
    Se hele rejsetippet
  • Gensyn med den evige stad

    (Bedømt af 18 personer)
    Den flimrende sommersol siver ind gennem mine persienner på Nørrebro, og da jeg ruller persiennen op hilser solen mig godmorgen og de gyldne stråler rammer mit ansigt.
    Se hele rejsetippet
Sommer i det sydsvenske
Rejsetips indsendt af:
København N
17. juli 2015

Sommer i det sydsvenske

Hvem siger man behøver at rejse langt væk for at få nye oplevelser?

Blot en halv times togtur fra København, så er man i Malmø, der er Skånes største by og den tredjestørste by i Sverige.
Selvom Malmø med sine 280.000 indbyggere næppe kan kaldes for en verdensby er det alligevel en by, der kan tilbyde spændende seværdigheder og nye input.

Selvom Malmø ikke er voldsomt stor er det en multikulturel by, hvor mange forskellige nationaliteter formår at leve sammen uden de helt store gnidninger. Denne multikulturelle atmosfære er med til at give byen charme og en vis rummelighed, der gør det behageligt at færdes i byen.

Velkommen til Malmø.
Værelse på Hotel Scandic Stortorget midt i Malmø
Værelse på Hotel Scandic Stortorget midt i Malmø

Hvor skal man bo i Malmø?

Hvis man kun er i Malmø et par dage kan det betale sig at booke sig ind på et hotel i midten af byen således at de fleste seværdigheder ligger i gåafstand fra hvor man bor.

Det kan anbefales, at bo på Scandic på Stortorget fordi hotellet har rummelige værelser, en fabelagtig morgenmadsbuffet med økologiske råvarer og en beliggenhed, hvor man kan gå til de fleste seværdigheder.

Er man ikke i humør til at gå kan man ganske gratis låne cykler på hotellet så man kan udforske byen på to hjul.
Stortorget
Stortorget

Stortorget

Som navnet antyder er Stortorget det største torv i Malmø, der ligger 500 meter fra byens banegård. Torvet blev anlagt i 1538, og selvom der ikke ligger cafeer på torvet er det alligevel et torv, der er værd at besøge fordi der ligger mange smukke bygninger, der er et besøg værd.

Midt på torvet troner en gigantisk statue af Kong Karl X Gustav, der sidder på en hest.

Den enorme statue er udført af John Börjeson, der var en kendt svensk kunstner, der både havde studeret i Rom og Paris. Dermed gjorde Börjeson det samme som vores egen Bertel Thorvaldsen - nemlig at tage til det vidunderlige Rom for at samle viden og erfaring om sit håndværk.

Fra torvet holder kongen øje med byens indbyggere og de gæster, der besøger byen.

Statuen er omkranset af store krukker med farvestrålende og duftende blomster, og statuen og blomsterne giver både sammenhæng såvel som pomp og pragt til torvet.
Rådhuset i Malmø
Rådhuset i Malmø

Rådhuset i Malmø

Rådhuset i Malmø er nok den mest prominente bygning på Stortorget.

Rådhuset blev opført i 1500-tallet og var på opførelsestidspunktet nordens største rådhus (jeg ved dog ikke om det stadig er tilfældet). 7

Rådhuset er opført i røde mursten og har i dag en nyklassicistisk facade, der er særdeles smuk at betragte.

Hvis man føler for det kan man gå ind i selve bygningen for at studere bygningens udsmykning nærmere, men man kan også vælge at besøge spisestedet Rådhuskælderen for at spise frokost mens man kigger ud over det harmoniske og rolige torv.
Apoteket Lejonet på Stortorget
Apoteket Lejonet på Stortorget

Apoteket Lejonet

En anden af Stortorgets interessante bygninger er Apoteket Lejonet, der befinder sig til højre for byens rådhus.

Apoteket blev opført i 1896 og bliver stadig i dag anvendt som apotek, og selvom apoteket på opførelsestidspunktet var nordens største apotek kan det nok ikke påberåbe sig samme hæder i dag.
Apoteket Lejonet indefra
Apoteket Lejonet indefra

Til gengæld kan apoteket påberåbe sig, at være både velbevaret og smukt indvendigt såvel som udvendigt.

Indvendigt findes der stadig originalt glasloft og træpaneler, der vil imponere de gæster, der besøger stedet.
Lilla Torg i Malmø
Lilla Torg i Malmø

Lilla Torg

Et stenkast fra Stortorget ligger Lilla Torg, der som navnet antyder er et mindre torv, der ikke kan oppebyde prominente bygninger som byens rådhus, men som til gengæld har langt mere liv, charme og personlighed end Stortorget.

Lilla Torg er fyldt med cafeer og spisesteder, og især i sommerperioden er torvet og cafeerne fyldt med liv på alle tider af døgnet.

Lilla Torg er et oplagt sted at sætte sig på en tidlig morgen for at drikke sin morgenkaffe, men pladsen vil også være et velegnet sted til at indtage sin frokost fordi spisestederne fører sig nogle utroligt rimelige priser og nogle indbydende frokostmenuer.
Frokost på Steakhouse på Lilla Torg
Frokost på Steakhouse på Lilla Torg

Frokost på Lilla Torg

Et af de steder, der kan anbefales omkring frokosttid er Steakhouse, hvor man for 95 svenske kroner kan få sig en ret mad, f.eks. bøf med løgsovs, kartofler og tyttebær eller laksebøf med kartofler og grøntsager.

Hertil kommer, at kaffe ad libitum og hjemmebagte kanelsnegle hører med i prisen, og det gør det ærlig talt til et ganske fordelagtigt tilbud for gæsterne eftersom maden er både velsmagende og mættende - omend det måske ikke er den mest sofistikerede menu i hele verden.
Bindingsværksbygning på Lilla Torg
Bindingsværksbygning på Lilla Torg

Når man efter frokost slentrer rundt på Lilla Torg opdager man, at der er mange smukke, gamle bindingsværksbygninger på torvet, og det er derfor en fornøjelse for øjnene at kigge på de velbevarede bygninger, og den arkitekturinteresserede rejsende kan derfor få en del tid til at gå med, at studere de mange forskellige bygningsdetaljer.
Den Hedmandske Gård
Den Hedmandske Gård

Den Hedmandske Gård

I torvets ene hjørne finder man en indgang til Den Hedmanske Gård, som er en samling af gulmalede bindingsværksbygninger, hvoraf det ældste hus kan føres helt tilbage til 1596.

Den svenske forfatter Hacquin Bager boede i en af bygninger i 1700-tallet, og det er en fascinerende oplevelse at betragte de flotte bygninger og lade sig imponere af hvor godt svenskerne har formået at bevare disse enestående bygninger.
Springvand på Gustav Adolfs Torg
Springvand på Gustav Adolfs Torg

Gustav Adolfs Torg

Ikke langt fra Stortorget finder man Gustav Adolphs Torg, der er et relativt stort torv, hvor der er mange springvand, blomster og frugtboder.

Torvet er opkaldt efter Gustaf IV Adolf, der boede i Malmø i 1806 og 1807. På den tid var Malmø hovedstad i Sverige, og det har givetvis været derfor den prominente person beboede Malmø.
Frokost på Gustav Adolfs Torg
Frokost på Gustav Adolfs Torg

Frokost på Gustav Adolfs Torg

Selvom torvet ikke er lige så hyggeligt som Lilla Torg bør den rejsende bestemt tage sig tid til, at besøge Gustav Adolps Torg, om ikke andet for at sætte sig på en af torvets restauranter for at indtage sin frokost - hvor kaffen og de hjemmebagte kanelsnegle naturligvis også er inkluderet i frokostmenuen, der koster i omegnen af 100 svenske kroner.

De danske cafeer kunne i denne henseende godt lære noget af svenskerne hvad angår prisen på mad og kaffe og frokostmenuer.
Turning Torso er et af Malmøs kendte vartegn
Turning Torso er et af Malmøs kendte vartegn

Havnerundfart

Hvis man som turist bliver overmandet af trangen til at hvile benene lidt kan det anbefales, at bruge en time og 130 svenske kroner på en havnerundfart, der varer en times tid.

Nær banegården i Malmø kan man hoppe på en af de bådture, der sejler turisterne rundt i Malmøs kanaler, hvor man oplever byen fra vandsiden.

Man får faktisk et temmelig godt indtryk af byen og dens seværdigheder idet man bl.a. sejler forbi Turning Torso, der er den højeste skyskraber i både Sverige og hele norden. Bygningen er tegnet af arkitekten Santiago Calatrava, er 190 meter høj og bygningen bruges til beboelseslejligheder.

Det er et imponerende bygningsværk, hvor jeg forestiller mig, at man fra de øverste etager må have en fabelagtig udsigt over byen og vandet. Jeg kunne også forestille mig, at man til gengæld også må smide en pæn slat penge i husleje.
Slotsmøllen i Malmø
Slotsmøllen i Malmø

Udover at sejle forbi Turning Torso sejler havnerundfarten også forbi flere af Malmøs grønne parker (det er en meget grøn by), Malmø Høgskola, Malmøhus Slot, Slotsmøllen og byens politigård, der dog ikke ligefrem er et arkitektonisk vidunder.

Efter en havnerundfart er man parat til at fortsætte sin jagt på seværdigheder i Malmø - eller bare til at drikke en kop velduftende kaffe på Espresso House, der er en kaffekæde, der har filialer over det meste af byen.
Sankt Petri Kirke
Sankt Petri Kirke

Sankt Petri Kirke

I det centrale Malmø ligger en af byens ældste kirker, nemlig Sankt Petri Kirke, der blev opført i 1300-tallet.

Kirken blev istandsat i 1850´erne af arkitekten og kunsthistorikeren Carl Georg Brunius, og den enorme kirke er bestemt et besøg værd, og selvom kirken ikke er nær så rigt udsmykket som kirker i f.eks. Rom er der alligevel en del at se på når man kommer ind i kirken.
Sankt Petri Kirke indefra
Sankt Petri Kirke indefra

Man bør især lægge mærke til hovedalteret, der er nordeuropas største alter af træ (fra 1611), den smukke prædikestol fra 1599 og ikke mindst de flotte, bemalede ruder i kirkens højre side.
Sankt Petri Kirke indefra
Sankt Petri Kirke indefra

Selvom Sankt Petri Kirke måske ikke er byens flotteste bedehus er kirken alligevel et besøg værd af den enkle grund, at det er en af byens ældste kirker.
Malmøhus Slot set udefra
Malmøhus Slot set udefra

Malmøhus Slot

En af de seværdigheder, som absolut må besøges inden man rejser hjem er Malmøhus Slot.

Slottet, der er nordens ældste renæssanceslot blev opført i årene 1526 til 1539, og det blev oprindeligt bygget for at kunne fungere som et forsvarsværk for Malmø.

Det koster 40 kroner komme ind på Malmøhus Slot, hvilket faktisk er enormt billigt, især når man tager i betragtning, at billetten også giver adgang til Malmø Kunstmuseum, der ligger i forlængelse af Malmøhus Slot.
Riddersalen i Malmøhus Slot
Riddersalen i Malmøhus Slot

Riddersalen

Når man besøger Malmøhus Slot kan man bl.a. besøge den enorme riddersal (hvor man bl.a. kan se en bibel fra 1600-tallet), kongens sovegemak, hvor den originale seng er bevaret og kongens opholdsgemak, hvor de besøgende bl.a. kan beundre smukke malerier og en kopi af guldhornene.
Kongens sovegemak i Malmøhus Slot
Kongens sovegemak i Malmøhus Slot

Det kan varmt anbefales at lægge vejen forbi Malmøhus Slot, for det er spændende for de rejsende, der er interesserede i historie og arkitektur, men det er også en velegnet seværdighed at tage børn hen til fordi der hele tiden er noget nyt at se på.
Skulpturer på gågaden i Malmø
Skulpturer på gågaden i Malmø

Malmø er på mange måder et ideelt feriemål hvis man vil bruge en forlænget weekend et sted, der ikke er alt for dyrt og som ikke ligger voldsomt langt væk fra vores egne, hjemlige breddegrader.

Byen er både overskuelig og hyggelig, og der er noget spændende at opleve uanset hvad man interesserer sig for.

Der er smukke parker, spændende arkitektur, udmærkede museer, cafeer og restauranter for enhver pengepung og indbyggere, der er hjælpsomme og imødekommende.
Gågaden i Malmø
Gågaden i Malmø

Jeg kan kun anbefale, at andre besøger Malmø; det er en charmerende og livlig by, så der er kun en ting at sige, og det er:

God rejse

Seværdigheder
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Malmø

Hoteller i Malmø
Rejser til Malmø
Denne side er udskrevet d. 6. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/portugal/algarve/aktiviteter/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.