Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Sydafrika

Læs mere om rejser til Sydafrika

Rejsetips af samme forfatter

  • Cornwall - det sydvestlige England

    (Bedømt af 12 personer)
    13.08.09: Hanne og Frede Lauritsen
    Vores sommerferie 2007 gik til England nærmere betegnet den sydvestlige del – Cornwall. Det skal blive spændende at se en del af det land, der i fordums tid hørte under kongeriget Danmark. Fordums tid vil i den forbindelse sige godt 1000 år, begyndende med de grumme Vikinger og derefter banditten Svend Tveskæg, der gjorde sig barskt bemærket, for han havde nemlig krigstogter som sin hobby.
    Læs hele rejsetippet
  • Lissabon - en smuk og alsidig by

    (Bedømt af 4 personer)
    17.07.09: Hanne og Frede Lauritsen
    Rejsen til Lissabon starter i strålende jysk majmorgensol. Første mål er Billund Lufthavn, men det endelige mål er Portugals hovedstad Lissabon.
    Læs hele rejsetippet
Sydafrika – en regnbuenation
Rejsetips indsendt af:
Hanne og Frede Lauritsen
Ringkøbing
19. aug. 2009

Sydafrika – en regnbuenation

Hver gang vi tager på ferie, er det med et håb om at få gode oplevelser, og turen til Sydafrika blev bestemt en fantastisk god oplevelse, der rager højt op på listen over gode ferier. Hvert land har sin unikke skønhed, det har også Sydafrika, hvad du vil opleve, hvis du altså orker at komme gennem herværende historie.

1. dag - Afrejsedagen til Sydafrika

Lørdag middag oprinder, vi tager en taxa til Kastrup Lufthavn. Første trip på turen går med Scandinavian Airline til Heathrow Airport i London, en to timers flyvetur. Med en times forsinkelse letter vi med South African Airways fra London med kurs mod Sydafrika.

Afrikas sydspids – Republic South Africa
Regnet fra Vest grænser Sydafrika op til Namibia, Botswana med Kalahariørkenen, Zimbabwe og Mozambique. Derudover omkredser Sydafrika to mindre selvstændige stater Lesotho og Swaziland. Sydafrikas areal er 1.219.090 km2, eller 28 gange så stor som Danmark.
2. dag - Ankomst til Sydafrika

2. dag - Ankomst til Sydafrika

Efter næsten tolv timers flyvning og en særdeles perfekt landing, der mærkes ved, at ørerne ikke har lidt særlig overlast, lander vi i Johannesburg i 280 C varme.

Turens første turistbesøg - Gold Reef City
Eftermiddagens oplevelser starter med en rundtur i ”Den Gyldne By,” Sydafrikas økonomiske centrum i Johannesburg med tætliggende kontorhøjhuse. I byens udkant ses slaggerbjerge og mineskakter. Vi er på vej til Gold Reef City, et frilandsmuseum bygget op omkring en af guldminerne i Johannesburg som den så ud i 1869, da guldfeberen rasede. Det var George Harrison fra Cape Town, der under arbejde på Long Lanta sparkede til en jordklump, og opdagede noget der glimtede, - det var guld.

Gold Reef Citys bygninger er alle rekonstrueret som et forsøg på at genskabe det miljø, der i årene 1886-1920 var kendetegnende for byen, de hvides gader med boliger fra victoriatiden, fort, kirke, en gade med hoteller og beværtninger, osv. Området med sine mange forlystelser, karruseller, radiobiler, gøglertelte, scene osv. minder os dog lidt for meget om et Disney World. På scenen ser vi falkoneropvisning, og en gruppe der optræder med trommehvirvlen og støvledans.

På vores videre vandretur gennem guldgraverbyen står en flot statue i sølv. Anna Lise går ganske tæt på, idet hun skal passere sølvstatuen, giver den et gevaldigt spjæt, der var vores gruppe tæt på at miste et medlem, med et brøl af dimensioner, der rungede gennem de 1.500 km. minegange, var Anna Lise med chok tæt på hjertestop og sit endeligt. Nu var det ret tæt ved kirken, så vi havde nok klaret også dette problem.

I en elevator på ca. 1x3 meter står vi 22 personer forsynet med hjelme og minelygter. 226 meter går elevatoren ned i undergrunden. Vi går en rundtur i de undertiden snævre og lave minegange, ser den ret beskedne lægevagt i en udvidet skakt og det kontrolsystem, man brugte for at konstatere, om alle var kommet op, et identitetspapir minearbejderen lagde, når han gik ned i skakterne, og som han skulle tage, når han igen kom op. Dermed kunne vagten se, om alle var kommet op, inden næste hold gik ned.
Et område af Soweto
Et område af Soweto

3. Dag - Soweto

Dagens tur starter med et besøg i den sorte bydel Soweto - SOuth WEstern Township. En uafhængig forstad i Johannesburg med eget bystyre. Her blev to mio. sorte arbejdere tvunget til at bo under apartheidregimet. I dag bor der mellem 3 og 4 mio. mennesker i Soweto. Ud over de fire guider vi i forvejen har, skal også en lokal guide for Soweto følge os, han hedder Bongani, der betyder taknemmelig, og han hævder, at navnet skyldes hans forældres glæde over, at han var kommet til verden.

Vi passerer Freedom Square, pladsen, hvor ANC’s Frihedserklæring blev underskrevet i 1955, den der skulle ændre apartheid til - lige ret for alle. I dag er pladsen døbt Clip Town og indrettet med flere museer, et projekt der har fået økonomisk støtte fra bl.a. Danmark.

Områderne i Soweto er delt skarpt op mellem the upper class, de riges boliger med pigtråd omkring. The middle class hvor de fleste dog har murede huse, og the lower class et område hvor der er huse, der rummer 2-3 familier, men der er også huse af pandeplader, brædder, rester af gamle mure, asbestplader, kasserede døre og vinduer fundet på lodsepladsen, tættet med plasticsække.

I Soweto ligger den eneste gade i verden, hvor to Nobelpristagere har boet - nemlig Nelson Mandela (se 1918) og Desmond Tutu (se 1931). Tutu er flyttet til en forstad til Cape Town, så han bruger nu sit tidligere hus som sommerhus. Nelson Mandelas hus er indrettet som museum.

Vi møder apartheid
På et gadehjørne ser vi et monument til minde om, at her blev den 13-åige skoleelev Hector Peterson skudt 16. juni 1976 under en protestmarch mod regeringens lov om, at al undervisning skulle foregå på africaans. Africaans er det sprog hollænderne taler, men næsten ingen afrikanere. Med den nye lov ville afrikanerne ikke kunne tage uddannelser, og dermed blive holdt nede i samfundet. Monumentet består af en mur som symbol på sjælen.

Herfra kører vi til Hector Petersons Memorial et imponerende bygningsværk, der godt kunne fortjene en arkitektonisk pris. Foran bygningen ses også her mure i tilsvarende stil som symbol på sjælen, et springvand som symbol for forældrenes tårer og et vandløb som symbol for blodet. Museet er bygget op, så der skiftes mellem faste billeder af tusinder af demonstranter, Tv-optagelser af fredelige demonstrationstogter og hærens markante, militante modtræk. Alt sammen supplerende med forklarende tekstplancher.

Rundtur i Johannesburg
På hjemturen efter frokosten til hotellet kører vi gennem en anden del af Johannesburg. En enorm glasbygning bygget som en diamant kravler op foran os. De første vinduespudsere, man kunne få til denne opgave, var bjergbestigere, i dag bruges kæmpekraner. I betydelige områder af Johannesburg er der derimod ingen højhuse, netop fordi der under byen er gravet 1.500 km. minegange, der ligger i adskillige lag. Vi ser marken på Long Lanta, hvor George Harrison sparkede til den jordklump, der glimtede af guld.
Voortrekker Monumentet
Voortrekker Monumentet

4. dag - Voortrekker Monumentet

Dagens første stop er ved det kæmpemæssige nationale mindesmærke over boernes pionerer, det vil sige hollænderne, det 140 meter høje Voortrekker Monument er bygget i årene 1936-49. På afstand ligner monumentet en utiltalende kæmpebetonklods, der leder tankerne hen på de østeuropæiske betonkolosser. Da vi kommer nærmere, ændrer vi dog standpunkt. Også her ses mange symboler, lågerne består af zuluernes spyd, rundt om bygningen ses en mur med relief af 64 oksekærrer. Mellem denne mur og monumentet er der et charmerende haveterræn med strelitsia også kaldet papegøjeblomster, forskellige agavearter, svigermors skarpe tunge, pelargonie, petunia, den dekorative knudrede juttae blou-kobar og mange flere. Foran det kolossale monument ses en statue af en boermor med to børn som symbol på kvinden, der holder sammen på børn, hjem, familien og dermed hele samfundet. På den store bygning ses relief af gnuer som symbol på zuluernes grusomheder.

Da vi kommer indenfor i bygningen, møder os et kæmperum, de 140 meter til kuplens loft virker voldsom. Langs væggene ses et 92 meter langt relief, verdens længste relief, et imponerende flot arbejde der fortæller historien om boerne, der kom til Sydafrika, - boer der betyder bønder.

Pretoria
Pretoria, der ligger 1.300 meter over havet, blev grundlagt af boerne i 1835. Byen blev beskyttet af fire forter bygget i 1894, de har dog aldrig været i brug. Pretoria betragtes som Sydafrikas hovedstad, men det bør dog tages med et gran salt, for Sydafrika er på dette felt lige så tåbelig som EU, halvdelen af året er Pretoria regeringsby, og den anden halvdel flytter hele menageriet til Cape Town. Derudover betragtes også Bloemfontein som hovedstad, idet højesteret ligger her. Derfor siger sydafrikanerne, at de har tre hovedstæder.

Vi passerer et af Afrikas ældste universiteter Unisa, der blev bygget i 1893. Her har bl.a. Nelson Mandela studeret. I dag har Unisa 130.000 studerende, en stor del af dem bruger universitetet som fjernstudium og har så arbejde ved siden af, det har de fleste behov for, da det er dyrt at studere. Vi ser den gamle togstation fra 1912, hvor der blev udskrevet en arkitektkonkurrence, men ingen af forslagene fandt nåde for komiteens formand, Herbert Bacom. Derfor kom Bacom med sit eget forslag, som han godkendte og indkasserede den lovede pris. Ja, det må sandes, enhver er sig selv nærmest. På kirkepladsen i Pretoria står statuen af Andries Pretorius på hest og sønnen Martin Pretorius. Her ligger også rådhuset fra 1904, hvor den første retssag blev ført mod Nelson Mandela.

Vi passerer Transvaal Museum og postkontoret fra 1912. Samt det hus på Churchill Square hvor Churchill sad fængslet, da han som journalist dækkede Boerkrigen. Churchill flygtede og fortæller med drabelige vendinger, hvordan han under flugten måtte krydse floden. Her i Pretoria er fortællingen af en anden kaliber.

Paul Kruger House Museum
Vi besøger boerlederen Paul Krugers Hus, ham der har lagt navn til Krugers National Park. Huset er en gave fra Ungarn i 1884. I museet, der blev åbnet i 1934, ses mange af Paul Krugers (1825-1904) ejendele indsamlet på hans mange rejser.

5. dag - Tidlig morgenstart

Dagens mål er nemlig, at vi skal nå Krugers National Park 700 km. mod Øst inden kl. 18:00, hvor parkens porte lukkes. Fra Kruger National Park – Orpen Gate til vores første destination i nationalparken, Satara Rest Camp, ser vi allerede en del af Afrikas store vilde dyr. Vi indlogeres i rondavels, som er navnet på de charmerende, stråtækte, murede runde hytter med et soverum, badeværelse, udendørs køkken og terrasse.
Flodheste i Kruger National Park
Flodheste i Kruger National Park

6. dag - Kruger National Park

En af verdens mest berømte nationalparker er netop Kruger National Park, der rummer en af verdens største koncentrationer af fugle- og dyrearter. Ideen til nationalparken fik Paul Kruger i 1884, fordi han så, at vildtbestanden var faldende.

Ud i naturparken blandt dyrene
Mange forskellige ture bliver det til i Kruger National Park, ture i vores egen bus, ture i militærlignende åbne lastbiler uden ruder og med god udsigt, sunrise ture, sunset ture og en ren vandretur - en af de farlige ude blandt de vilde rovdyr, hvor to bevæbnede rangers er med på turen.

7. dag - En varm dag i Kruger National Park

Efter en god nats søvn går dagens tur i egen bus mod Nord til Letaba Rest Camp, der er næste mål i naturparken. En dag hvor temperaturen kommer op på 410 C. Også planternes verden er mangfoldige i parken, men her på turen er det mest dyrene, der fanger vores opmærksomhed. Dog bemærker vi lala palmen, der bruges til spiritusfremstilling.

Letaba Rest Camp
Et særdeles indbydende sted er vi kommet til, hytterne er præcis som i Satara, men lejren er væsentlig større, med supermarked og fin restaurant. Lejren har desuden den store fordel, at den ligger på et forbjerg med en fantastisk udsigt over Letaba Floden. Herfra kan vi sidde i timevis og iagttage livet omkring floden, hvor alle dyr på forskellige tidspunkter kommer for at drikke.

Elefantmuseet
Letaba Rest Camps attraktion er Elefantmuseet. På museet ses en oversigt over elefanters betydning i verdenshistorien. Her et beskedent udvalg af de mange oplysninger:

Gåsafari
Om eftermiddagen har en lille flok på syv meldt os til en tilsvarende gåsafari. I jeep kører vi et stykke ud i bushen. Ved en klippeformation gøres holdt, her får vi strenge instrukser om at bevæge os mest mulig stille og ikke snakke. Med de to bevæbnede rangers i front går vi i gåsegang op over klippens kant, her åbner et storslået vue sig ud over Letaba Floden, der løber hundred meter neden for os. Skønt vi vandrer så stille som vel muligt, er vi godt klar over, at i dyrenes verden kommer vi med udrykning.

Pludselig rækker vores førerrangers en advarende hånd i vejret som tegn på, at vi skal stoppe og være helt stille. Knap hundred meter foran os står Afrikas farligste dyr en stor buffalotyr, også kaldet kafferbøffel, og drikker, og vi skal netop den vej, for bag os nærmer sig 30 brølende flodheste. Ganske forsigtigt nærmer vi os det dyr i Afrika, der har dræbt flest mennesker, men da vi ikke ønsker at blive talt med i den statistik, forstår vi alvoren og lyder nu ikke som en udrykning. Aldrig tidligere har vi været så omhyggelig med at sætte foden på det mest tyste sted. Efter at vi har lagt flodhestene og bøflen bag os, og hjertet har fundet sin sædvanlige rytme, kan vi igen koncentrere os om andet i naturen.

8. dag - En kølig morgen i Kruger National Park

Trods en morgentemperatur på 280 C føles morgenen hundekoldt, fordi vi på gårsdagens tur nåede 410 C. Vi er startet på vores sidste dag i Kruger National Park, også denne dag skal vi ud og opleve kæmpeskovens utallige vilde dyr. Der tales meget om - The Big Five, som er løve, leopard, bøffel, næsehorn og elefant. Vi har leoparden til gode.

Braai
Aftenens afskedsmiddag med Kruger National Park er arrangeret som en braai, der på dansk betyder en grillaften. I festligt selskab sidder vi under den sydlige stjernehimmel. Som sædvanligt får vi lækkert mad med salater, grillet kød, herunder en sydafrikansk specialitet boerwors en lækker pølse med en stor procentdel af kød. De sædvanlige herlige desserter bliver vi heller ikke i aften snydt for, ej heller en herlig vin.

9. dag - Fra Kruger National Park til Hazyview

Vi forlader Kruger National Park gennem Phalaborwa Gate og kører gennem Blyde River Canyon. Det er et fantastisk flot landskab af vulkanske klipper, der danner de mest fantasifulde, unikke, stejle, naturskulpturer, der spiller i et utal af farvenuancer, som vi sluger med åben mund.
Vi stopper ved The Three Rondavels. Tre klippeformationer der har fået dette navn, fordi de minder om de karakteristiske negerhytter rondavels. Vi står på en klippe overfor, hvor vi nyder det fantastiske skue, mens fotoapparaterne klikker omkring os, for der er ganske mange andre, der har fået samme gode ide.

Pilgrims Rest
I guldminebyen Pilgrims Rest gør vi et stop. Byen fungerer som et nationalt mindesmærke og et levende museum fra guldgravertiden. Uden for hotellet er der et stort opbud af boder med forskelligt håndværksarbejde, fine smykker, vævede tæpper, træskærerarbejder af masker, elefanter, flodheste, langhalsede negre og adskilligt andet.

Protea Hotel Hazyview
Ved aftenstid når vi frem til den lille by Hazyview i Sabie River Valley. Stedet er utrolig smukt og dejligt. I en stor park er der swimmingpool, legeplads og et kæmpeudbud af blomster og planter. Fra parken er der en fin udsigt over et behageligt landskab med frugtbare dale, bakker og landsbyer. Rundt i parken spankulerer emuer og masser af perlehøns. I træerne hænger hundredvis af væverfuglereder, der svajer for vinden.
Rondavels, i stil med dem vi boede i
Rondavels, i stil med dem vi boede i

10. dag - Shangaana Cultural Village

I dag går turen til Shangaana Cultural Village. En landsby for shangaanafolket, der fungerer som et levende museum, men hvor der i høj grad leves efter de gamle principper. Ved landsbyens port råbes ind til høvdingen, om vi må komme på besøg. Svaret er et velkommen. Porten åbnes, og vi går ind i fortiden. Hytterne er rondavels, præcis som dem vi tidligere har boet i.

11. dag - Fra Johannesburg til CApe Town

Denne morgen sætter vi kursen ad hovedvejen mod lufthavnen i Johannesburg hvorfra vi skal flyve til Cape Town.

Vi lander i Cape Town til en temperatur af 140 C, et mærkbart dyk på 100C. Straks køres vi mod vort hotel Protea Hotel Stellenbosch, der ligger ½ times kørsel NØ for Cape Town i byen Stellenbosch. Naturen er her, udover den kølige temperatur, meget anderledes, landbrugsjord med mange små vingårde og flotte bjerge som baggrund.
Området omkring Stellenbosch
Området omkring Stellenbosch

12. dag - Stellenbosch

Dagens tur går til byen Stellenbosch, der er Sydafrikas anden ældste by. Stellenbosch er en charmerende by med gamle hvidkalkede huse bygget i hollandsk stil med tagsten, skiffer eller meget fint lagte stråtag.

Vergelegen Vingård
Vi besøger Vergelegen Vingård, der blev grundlagt i 1700-tallet i den kaphollandske stil af Peter Kolbe. Vingården har et lille museum over stedets historie, hvor specielt slavernes uhyre barske historie er beskrevet og vi bliver budt på vinsmagning.

På hjemturen besøger vi et sted, hvor de opdrætter geparder, - cheetah som de kaldes her. Geparder er meget upopulære blandt kvægopdrættere, fordi en gepard går i blodrus, dræber kun for at dræbe ikke for at æde sig mæt, derfor skydes der mange geparder. Her forsøger man at opdrætte de elegante dyr sammen med hunde og mennesker.

13. dag - Khayamandi Township

I dag besøger vi Khayamandi Township et af Sydafrikas sikreste township, der startede i 1960-erne. Bydelen ligger 35 km Nord for Cape Town og har ca. 65.000 beboere - mest sorte. I bydelen har de afdelinger for turisme, teater, musik, uddannelse og social bistand. I stedets børnehave føler vi os meget velkomne, det ses tydeligt, at ungerne har glædet sig meget til, vi kom. De synger flere afrikanske børnesange for os, og begge parter nyder virkelig såvel børnenes som ledernes glade ansigter.

Cape Town
Vi ser rådhuset, hvor Nelson Mandela holdt sine taler fra balkonen. Slavemuseet og slaveklokken hvorfra de fleste slaver blev solgt, oftest var det til arbejde i gartnerier og landbrug. Dernæst regeringsbygningen og tæt ved den ligger præsidentens bolig og Statsbiblioteket.
Cape Point
Cape Point

14. dag - Cape of Good Hope

Dagens tur går til Kap Det Gode Håb. Ud af Cape Town kører vi langs strandpromenaden, de fornemme villaer på denne strækning sælges til priser omkring 20 mio. rand. Bjergkæden bag byen kaldes De Tolv Apostle. Imponerende flot rækker de tolv forskelligt formede bjergtoppe op mod himlen. Meget forståeligt at også de er med på Unesco’s World Heritage List - “verdens kulturarv.” Skråningerne ned mod havet er dækket af bygninger der smukt klæder landskabet.
I Hout Bay gør vi et lille comfortstop ved havnen, der ligger idyllisk med stejle bjergvægge til begge sider. På havnen er der – meget overraskende - et utal af boder og en større butik - Kraalkraft Hout Bay med et spændende vareudvalg af afrikansk kunsthåndværk og diamanter.

Pingviner og badenymfer
Ved Boulders Beach gøres et stop, her findes en stor koncentration af pingviner. De er netop nu i fældningsperioden og derfor ikke så aktive i vandet, men til gengæld lettere at iagttage på land. Vi fortsætter mod Cape of Good Hope, og betragter en uhyre varieret vegetation i det frugtbare område. Mange gule protea og få røde – Sydafrikas nationalblomst, lyserøde kamelie og hvide gardenia. Der findes 8.000 plantearter i Cape Town området, flere af dem hører til blandt verdens truede arter.

Cape Point
Og så er vi fremme ved det berømte punkt - Cape Point 238 meter over havet. Det er en lang tur med mange trapper, før vi når toppen, hvad næsten alle i gruppen gør. Men det er bestemt anstrengelserne værd, en storslået oplevelse at stå her og kikke mod Sydpolen, hvortil der kun er 6.248 km.

15. dag - Robben Island

Dagens tur skal gå til det berygtede fængsel på øen Robben Island elleve km ude i Atlanten. En sejltur på ca. en time. I afgangshallen Mandela Gateway er der indrettet et lille museum med mange plancher fra ANC kampene mod apartheid, husgeråd fra hans ophold og forskellige papirer, der hver på sin måde tegner en vinkel til den barske kamp.

16. dag -The District Six Museum

Vi besøger The District Six Museum, et kirkelignende rum der er omdannet til en kollage over det utal af nederdrægtigheder, de sorte blev udsat for i 1966, hvor sortes hjem uden forvarsel blev jævnet med jorden. I rummets midte ligger et bykort, der fortæller hvordan tingene så ud. Overalt hænger plancher, foto og skrevne breve, der bevidner de frygtelige tilstande. Et besøg der med al tydelighed fortalte, hvor frygtelig apartheid var. Et besøg der virkelig gav stof til eftertanke.
Table Mountains bag Cape Town
Table Mountains bag Cape Town

17. dag - Nkosnati Casa

Dagen starter med et besøg af Nkosnati Casa formand for sydafrikansk højskolebevægelse. Han fortæller om samfundets udvikling efter apartheid. Nkosnati Casa har været i Danmark for at studere højskolebevægelsen. Nu arbejder han med at få højskoletanken udbredt i Sydafrika.

Tafelberg
Herefter kører bussen op til Table Mountain, eller Tafelberg som det kaldes her, i Cape Towns østlige bydel. Vi tager kabelbanen til toppen. Da vi kommer på toppen af bjerget, undres vi, nedenfor bjerget ses toppen som et lille plateau, men heroppe er det et ganske stort område. På bjergtoppen er der anlagt stier og anvist tre vandreture på henholdsvis 15, 30 eller 45 minutter. Der er en overraskende frodighed af alverdens planter, nationalblomsten protea og tusind andre en ren lækkerbisken for en botaniker. Også forskellige krybdyr ses i rigt mål, og over os svæver ørne og andre store fugle. Udsigten i det klare vejr er eminent. Det overstiger langt mine evner at beskrive, det storslåede sceneri – skal opleves. Fotoapparater knipser i et væk, og kikkerten fanger både Cape Point og Cape of Good Hope. Stedet her har bestemt stået i første række, da Jordens skønhed blev uddelt.

Kirstenbosck National Botanical Garden
Næste besøg er den verdensberømte Kirstenbosck National Botanical Garden. Det er en utrolig smuk park, alt er yderst velplejet og overalt er der en fantastisk harmoni i beplantningen fra mindre etårsplanter og mangrove, der står med rødder i vand til kæmpestore blå jacaranda træer. Lige nu er der rigtig mange blomstrende planter, ikke mindst de smukke protea smiler til os i forskellige strålende farver, og så virker parken ekstra spændende i det meget kuperede terræn.

Afskedsmiddag
Aftenens afskedsmiddag får vi på Restaurant Five Flies - et fornemt sted, men måske et lidt overraskende navn til en restauration.
Skilt med afstande fra Cape Town
Skilt med afstande fra Cape Town

18. dag - Sankt Georgskatedralen

Turens sidste dag i Sydafrika er oprunden. Vi er en lille flok, der har bestemt os for at se et par af de ting, vi endnu ikke har nået. Først besøger vi Sankt Georgskatedralen, der er Sydafrikas ældste domkirke og moderkirke for den anglikanske kirke i Sydafrika.

Slave Lodge Museum
Næste besøg er på Slave Lodge Museum, der ligger 200 meter fra Sankt Georgskatedralen.
South African National Gallery
Vort sidst planlagte besøg gælder kunstmuseet. Det bliver imidlertid lidt af en skuffelse, fordi ca. halvdelen af museet er lukket grundet ombygning.

Langa Township
Vi er på rundtur i Langa Township, hvor der bor 180.000 mennesker. Baptistmenighed
Da det er søndag, er det også kirketid, så vi går i kirke hos en baptistmenighed. Bygningen ligner mere en sportshal end en kirke. Vi kommer ikke ind gennem våbenhuset, men nærmest gennem en sidedør til en garage. Gudstjenesten er allerede i gang, men det betyder ikke spor, får vi at vide. Et fem mands orkester giver sig til at spille og i bedste gospelstil giver alle, hvad de har i sig, og det er ikke så lidt. Men ikke kun fra scenen er de aktive, nej, hele menigheden synger med af hjertens lyst, det lyder herligt.

Khayalitsha Township
Sydafrikas næststørste sorte bydel er Khayalitsha Township, her bor der en mio. sorte. Vi går en rundtur i skurbyen og havner på den lokale shabeen, Vickys Bar. Tidligere har vi fået at vide, at en shabeen er en smugkro eller et ulovligt værtshus, men denne her ser ganske åbenlys og lovlig ud.

Tak til hele selskabet for en herlig tur.
Måske ses vi et andet sted på vores skønne jord

Kommentarer til rejsetips om Sydafrika

Town Ships eller squatters.

02/05 2012 Inger-Lise Jørgensen
@ Hanne og Frede Lauritsen.
En gevaldig fin rejse, som der var arrangeret for jer. Og stadig er der masser af steder, hvor man bliver stum af betagelse. Dog er der en ting, som vi aldrig gjorde i S:A. Tog ind i Town Ships. Det er fattige folk, og røveri, ja desværre også mord, er noget som sker ofte. En kniv kan nemt blive anvendt "forkert".Der var heller ingen af de mange danskere. som boede dernede, som gjorde det. Dette skal ikke være et skræmmebillede, men jeg synes, at det hører med til "det man ikke se og hører".

Nobelpristageres gade

07/10 2009 Chr Holm
Det med at Soweto byder på verdens eneste gade, hvor der har boet to Nobelpristagere, vil gerne stille spørgsmålstegn ved. Mon ikke Niels og Aage Bohr delte adresse i en periode ;-)

Fantastisk levende beskrivelse

11/09 2009 Synøve og Peter Olsen
Jeg bliver bare nødt til at sige der var en fornøjelse at læse rejsebeskrivelsen fra Sydafrika. Masser af kendte områder og oplevelser, men også en flere overraskelser, der har inspireret mig :-)
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Sydafrika

Ferieboliger i Sydafrika
Rejser til Sydafrika
Denne side er udskrevet d. 8. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.