Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Sydafrika

Læs mere om rejser til Sydafrika

Sydafrika er så meget andet end safari.
Rejsetips indsendt af:
Bjarne Krogh-Pedersen
Frederikshavn
12. feb. 2009

Sydafrika er så meget andet end safari.

"Mit livs rejse" er en slidt frase, men den passer utroligt godt på en rejse til Kap-provinsen, det allersydligste af Sydafrika.

PÅ REJSE TIL SYDAFRIKA

Jeg var så heldig at blive udtrukket som vinder i en af de der herlige konkurrencer, der hænger rundt om i supermarkederne. Jeg sender ofte ind, men skønt portoen så rigeligt er hjemme igen, er der dog for langt imellem præmierne.Men nu havde jeg altså vundet, - og vel at mærke en af de helt store!

Jeg havde begået en lille historie, der handlede om junglen og en række farlige dyr, heriblandt min svigermor, og for dette skulle Dorthe og jeg altså en uge til Sydafrika for blandt andet at dykke efter hajer.

Det der med hajerne var fra starten af lidt af et problem, - det var ligesom om, at modet ikke havde de samme dimensioner som heldet, men efterhånden som jeg vænnede mig til tanken, blev også denne del af turen noget, som jeg kunne glæde mig til.
Frankfurt Lufthavn, hvor vi skiftede fly
Frankfurt Lufthavn, hvor vi skiftede fly

Afrejse.

Vi tog hjemmefra i den bidende kolde februar ’97. Vi skulle som nævnt selv holde os ved kost på turen, så for at spare lidt på finanserne valgte vi at køre i bil til København frem for at flyve fra Aalborg, så havde vi også mulighed for at efterlade de tykke vinterfrakker i bilen, vi skulle jo ned i varmen! Mols-Linien afgik som den skulle, og alt klappede bare.

Der var afgang fra Kastrup sidst på eftermiddagen, så vi havde hele dagen til at nå frem dertil. Vi var i fin tid og var hurtigt checket ind. Vi fik reserveret et par gode pladser i flyet i ikke-ryger afdelingen og ligeså i det fly, som vi skulle skifte til i Frankfurt. Før afgang fra Kastrup gik vi på turné i ”den toldfrie” i Udenrigshallen, vi købte en flaske god champagne, som vi ville nyde i strandkanten en aften nede ved Det Indiske Ocean mens vi sagte kunne høre de stille bølgeskvulp, akkompagneret af cikadernes lystige sang og nattergalens muntre fløjten!

Rettidigt lettede vi fra Kastrup, - kursen var sat!

Undervejs.

Vi skulle ned i Frankfurt for at skifte fly. Turen dertil foregik i en mindre DC 10-lignende maskine, og kastede naturligvis straks et måltid og en smule drikkevarer af sig, så vi var mætte og veltilpasse ved ankomsten til Frankfurt. Her var der mulighed for at bruge lidt tid - og D-Mark - i shoppen, inden ombordstigning i det næste fly. Denne gang var det en Boing 747, Jumbojetten, vi skulle med. Igen var der rigeligt med vådt og tørt til ganen samt en enkelt spillefilm, så tiden gik helt fint. Vi sov også undervejs, så da vi næste formiddag mellemlandede i Johannesburg i Sydafrika var vi vågne og delvist udhvilede. Kort efter gik turen videre til Cape Town, hvor vi landede ca. 18 timer efter afgang fra Kastrup.
Vi var nået frem, det var varmt og det var sommer.

I egen bil.

Efter vores bagage var udleveret, og de øvrige formaliteter var vel overstået, vekslede vi til den sydafrikanske valuta, rand, der på daværende tidspunkt lå i kurs 125. Vi henvendte os ved AVIS-skranken, hvor vi var ventet. Vores bil - en næsten ny Toyota Corolla - var parat til at befordre os de næste par uger. Personalet hos AVIS var yderst venlige og hjælpsomme, pigen ved skranken telefonerede til vort hotel og bekræftede, at vi var undervejs og at vi kunne forventes ved aftenstide.

Manden, der stod for det praktiske vedrørende biludleveringen, gav os et lynkursus i at begå sig i trafikken - der er venstrekørsel ligesom i England - samt en række tips om, hvorledes vi i det hele taget skulle gebærde os. Han pointerede, at det ikke var ufarligt at være hvid i Sydafrika, men at problemerne i så henseende kun var minimale i Kapprovinsen. Han rådede os til altid at køre med dørene i bilen låset, da der er set eksempler på overfald, hvor folk holder ved lysreguleringer og venter på grønt.

Det var lidt skræmmende, men vi var under hele vort ophold på intet tidspunkt i nærheden af problemer og følte os bestemt ikke forfulgte eller truede på nogen som helst måde.
Lidt før middag forlod vi lufthavnen i Cape Town.

Wheatlands.

Vi satte kursen mod badebyen Mossel Bay, hvor vi skulle overnatte 5 nætter. Vi fulgte den gode og brede hovedvej N2, som passerede forbi lufthavnen og som 3-400 km. længere fremme endte i Mossel Bay. Vi havde ikke kørt ret langt, før vi kom op i højlandet. Her ændrede landskabet øjeblikkeligt karakter fra det frodigt grønne nær kysten til de gule, sensommertørre landbrugsmarker, hvor høsten just var overstået. Hele dette vældige landskab med kornmarker strækkende sig stort set uafbrudt over en strækning på 300 km. kaldes for The Wheatlands - hvedelandet. Hver gang vi passerede en ny bakkekam var synet det samme: Kornmarker ligeså langt øjet rakte, kun afbrudt af spredte gårde og enkelte småbyer.

I en lille flække gjorde vi holdt for at få et par sandwiches, det var vores første egentlige berøring med befolkningen. Maden var lækker, billig og veltillavet og servicen helt i top, - en iagttagelse, som faktisk kan anvendes som et generelt skudsmål for maden under hele turen.

Varmen var en overvældende - men kærkommen - kontrast til vort hjemlands vinterkulde, vejret var som om sommeren i Sydfrankrig. Heldigvis var der et fint airconditionanlæg i Corollaen, så vi kunne sagtens stå distancen.
Terrassen foran vort hotel
Terrassen foran vort hotel

Det Indiske Ocean.

Sidst på eftermiddagen havde vi tilbagelagt de næsten 400 km. til Mossel Bay, og vi så os om efter vort hotel. Vi fik øvet os lidt i bykørsel i venstre side af vejen, det var en pudsig fornemmelse, at betjeningsarmen til blinklys og visker sad modsat normalt, så når jeg skulle dreje var det første, jeg foretog mig, at køre en gang med vinduesviskeren tværs over den knastørre forrude.
Vi fandt vort hotel, et stort og veludstyret sted få meter fra strandbredden, helt ude ved Det Indiske Ocean. Stranden hed Santos Beach, og hotellet hed Santos Protea Hotel. Protea er, foruden navnet på en stor Sydafrikansk hotelkæde, tillige navnet på landets smukke nationalblomst.

Da vi først var blevet installeret på det store dobbeltværelse med den skønne udsigt, meldte trætheden sig efter den lange rejse. Men nu var vi jo da ikke taget til Afrika for at ligge og sove, så efter en halv time på øjet og et forfriskende bad var vi klar til at indtage Mossel Bay samt et godt måltid mad.

De måltider, vi fik undervejs på vores rejse, var både lokale retter og traditionelt vestligt mad, og prisen var yderst rimelig. Vi fik smagt alt muligt fra struds og særegne fisk til pizza og pasta. Morgenmaden var et studie i lækkerier med friske frugter, mælkeprodukter, brød og stegeretter, altsammen i rigelige mængder og meget veltillavet. Hertil kaffe, the eller chokolade samt friskpresset juice, kold mælk og vand og hvad hjertet ellers kunne begære.

Scuba-diving.

Allerede tidligt næste morgen opsøgte vi Mossel Bay’s hajdykkerfirma for at aftale nærmere omkring vort dykkertogt, idet scuba-diving - som det hedder på udenbysk - var en vital del af præmien og et absolut must, som en medarbejder fra SorBits så præcist havde udtrykt det.
Haj-dykning foregår ved, at man fra en dykkerbåd nedsænkes i havet inde i et stålgitterbur, iført våddragt og med snorkel eller åndedrætsapparat. Hajerne lokkes til ved hjælp af råt kød, hvorefter det blot er at slappe af og nyde oplevelsen.

Dykningen kræver ingen forudgående træning, dog er det en betingelse, at deltagerne af sikkerhedsmæssige grunde kan svømme.

Imidlertid så grejerne alt andet end vedligeholdte ud, der var nødtørftigt repareret på både buret og kranen, der skulle løfte det op og ned af vandet, så vi valgte at droppe dykningen. Men nu var vi altså indstillet på at komme i vandet på denne dejligt varme sommerdag, så Dorthe og jeg tog hjem til vort hotel i stedet, lånte et par beachtowels - badelagener - og tilbragte de næste par timer i og ved de friske bølger i det store, blå ocean, - i sikre rammer bag de udspændte hajnet nogle få hundrede meter fra kysten.

Også resten af dagen stod i afslapningens tegn, vi så os omkring i byen og den nærmeste omegn, her var bare fedt!
Strudsevæddeløb i Oudtshoorn
Strudsevæddeløb i Oudtshoorn

Varmen accellererer.

Næste dag tog vi tidligt fra hotellet. Om natten havde vi sovet meget uroligt, det viste sig, at vi begge havde reddet os en god, solid forbrænding i den uvante sol, samtidig med, at vi havde oplevet en voldsom ophedning af vore hoveder, så resten af turen brugte vi flittigt de smarte caps, vi havde med hjemmefra. Vi ville ind i landet til en by ved navn Oudtshoorn.
Udenfor Oudtshoorn var vi inde i nogle kæmpemæssige drypstenshuler, Cango Caves. I modsætning til drypstenshuler, vi tidligere har besøgt herhjemme i Europa, var disse huler varme. Der var en konstant temperatur på 18°, hvilket gjorde, at lyset i hulerne altid var slukket, når ikke der var besøgende, for at undgå, at de fugtigtvarme huler ville blive overbegroet af alger.
Efter hulerne var vi på besøg på den enorme strudsefarm ”Safari” nær Oudtshoorn. På ”Safari” var der alene 350.000 strudse. Her hørte vi om strudsenes historie i Sydafrika, vi overværede strudsevæddeløb, og vi prøvede at stå på strudseæg. Strudseæg er kraftige og kan bære en vægt på 150 kg., så det var en selvfølge, at vi skulle op at stå på et!
Ved middagstid, hvor vi spiste frokost i ”Safari”s restaurant, blev det oplyst, at temperaturen netop havde rundet 38° i skyggen.
Godt vi havde vore caps!

Jagt på souveniers.

Under hele rejsen fotograferede vi flittigt, vi købte mange postkort (hvoraf vi sendte en hel del hjem til Danmark), og investerede i det hele taget ikke så få rand i souveniers. Vi var mest ude efter de lokale kunsthåndværkeres produkter, men holdt os dog fra de evindelige håndskårne langbenede giraffer, som man efterhånden ser så tit herhjemme. Vi købte derimod en del lækkert tøj, Dorthe købte en taske, smykker var også til at få til overkommelige penge. Prisniveauet var alt i alt meget rimeligt set med danske øjne, så pengene sad nok lidt mere løst her på turen, end de gør til dagligt.
Også på vores dagstur til Oudtshoorn blev der købt ind. To udpustede strudseæg skiftede ejer mod et mindre vederlag, og det lykkedes tilmed at få dem hele og ubeskadigede hjem til Danmark.

Garden Route.

Set med sydafrikanske øjne er en af landets største attraktioner Garden Route, en strækning på 220 km. fra Mossel Bay i vest til Storms River i øst. Og flot var her da også, hvilket vi med egne øjne kunne konstatere i løbet af den næste dag. Vejret var slået om, og der var grå himmel og spredte byger med temperaturer på 26 - 28°, men det var kun behageligt til en afveksling.

Langs med den frodige Garden Route passerede vi det ene flotte natursceneri efter det andet, ikke mindst i det lidt sumpede Wilderness. Vi så smukke blomster, store palmer med bananklaser på, kæmpemæssige agaver og vi så de enorme løvtræer stinkwood og yellowwood og de smukt blomstrende eucalyptustræer. Også faunaen lod sig ane, vi så murmeldyr og antiloper, og vi mødte advarselstavler, der advarede mod elefanter på kørebanen, uden at vi dog så nogle af disse.

Et af de flotteste steder, vi så på Garden Route, var forbjerget The Heads nær byen Knysna. Her var der et storslået skue ud over lagunen og ud over Det Indiske Ocean.

Det østligste punkt, som vi nåede langs Garden Route, var Plettenberg. Her var vi helt nede på stranden, hvor der ude på et lille stenrev tæt på strandkanten var bygget et stort, flot hotel med store flotte træer foran.

En tur i spisevognen.

I umiddelbar nærhed af Santos Beach Hotel holder et togsæt på 8 - 10 vogne for enden af et blindspor. Det er indrettet som hotel, hvor den ene vogn fungerer som spisevogn. Her var vi inde for at nyde vores middag om aftenen efter turen ad Garden Route. Maden var som altid i top med en udsøgt venlig betjening, det var helt tydeligt et familieforetagende, hvor alle hjalp til. Vi blev betjent af en søn på 15 - 16 år, men han var fuldt på højde med enhver tjener. Også de sydafrikanske vine er værd at beskæftige sig med. Vi prøvede under ferien mange forskellige mærker, alle ganske udmærkede vine, lidt frugtagtige i smagen, ovre i retning af de californiske vine, som vi kender herhjemmefra.

Mindre end hundrede meter fra vort hotel lå der - helt ude på stranden - en stor træpavillon med et tag af zink eller bly. Pavillonen var angiveligt en tro kopi i halv størrelse af én af de velkendte pavilloner på Palace-Pier i Brighton ved Den Engelske Kanal. (Vi har siden besøgt Brighton og har ved selvsyn kunnet konstatere, at der er en påfaldende lighed i byggestil og materialevalg, men nogen kopi er der ikke tale om). Her var der indrettet en 1. klasses restaurant, som vi også frekventerede en af aftenerne. Vi fik strudsebøffer, der i farve og smag minder en del om oksebøffer, men måske knapt så møre.

George.

Vores sidste dag ved Mossel Bay havde vi afsat til et besøg i den lidt større by George, der var stadigvæk nogle rand, som brændte i lommerne på os. Vort første besøg var på en stor krokodillefarm, hvor vi på tæt hånd kunne følge fodringen af de lynhurtige krybdyr. Skræmmende, men spændende.

Vort næste stop var i centrum af George, hvor vi fandt en fri parkeringsplads. Vi var på posthuset og dernæst på café, her fik vi de mest lækre scones og en virkelig god kop chokolade til. Vi havde på forhånd set fotos af den hollandske reformerte kirke i George, en flot bygning, som vi ville se nærmere på. Vi fandt hurtigt kirken, som er bygget i typisk nederlandsk stil med de meget karakteristiske husgavle, som vi kender det fra Holland. Det er en byggestil, man ofte støder på i Sydafrika, og som afspejler landets mangeårige tilknytning til netop Holland.

Vi så også et stort gammelt egetræ, der står i centrum af George, og hvorfra der stikker store jernlænker ud gennem barken. Det er et stumt vidne om landets voldsomme historie, idet træet for år tilbage blev anvendt af slavehandlere til at lænke slaverne til, når de var ført til torvs for at blive solgt.
På hjemvejen, hvor vi kørte ad motorvejen mellem George og Mossel Bay, lagde vi mærke til et advarselsskilt med en ko afbildet, det kunne vi da godt se det sjove i. Men kort efter passerede vi en mand, der gik i vejkanten og gennede en mindre flok kreaturer foran sig, selvom det altså var motorvej, vi kørte ad.

Da vi her på denne sidste aften i Mossel Bay sad på hotellets terrasse og nød vore drinks var der optræden af hele staben af negre på hotellet, både kokke, tjenere, receptionister m.fl., og de gav os smagsprøver fra deres hjemegn. Stammedanse og rytmiske sange, fremført med smil på læberne, en sjov og mindeværdig oplevelse.

Vi bryder op.

Vi checkede ud tidligt næste morgen. Før vi kørte fik vi receptionisten til at telefonere til Breakwater Lodge i Cape Town, vort hotel for de næste 5 døgn, for at meddele, at vi var på vej og at vi satsede på at være fremme ved aftenstide.
Fra Mossel Bay gik turen igen vestpå over The Wheatlands med kurs mod Kapstaden - Cape Town. Vi fulgte igen den udmærkede hovedvej N2, som vi havde kørt ad herud. Vi var på forhånd indstillet på et par mindre svinkeærinder undervejs, det første af dem nåede vi lidt før frokosttide, nemlig byen Swellendam.

Swellendam er en af de ældste byer i landet, anlagt af hollænderne helt tilbage i kolonitiden. Byen er i dag regionshovedstad, med nogle spændende, velbevarede, gamle bygninger og en utroligt flot kirke, altsammen i hollandsk byggestil.

Skønt det snart er 200 år siden, at hollænderne - boerne - af briterne blev fordrevet fra magten i denne del af landet, er der stadig mange hollandske bygninger og stednavne, således altså også her i Swellendam.

Vi var inde og se den spændende kirke og en tur på egnsmuseum inden vi efter en let frokost i en skyggefuld gårdhave drog videre på dagens togt. På egnsmuseet så vi gammelt indbo, anvendt helt tilbage fra hollænderdagene, og der - midt på det store, gamle brændekomfur - stod såmænd et velvoksent støbejerns-vaffeljern, lavet på jernstøberiet i Nykøbing Mors, det, der nu hedder Morsø.
Fyret på Kap Agulhas, Afrikas sydligste bygning
Fyret på Kap Agulhas, Afrikas sydligste bygning

Cape Agulhas.

Afrikas sydligste punkt er ikke, som nogen tror, Kap det Gode Håb. Sydspidsen er derimod Kap Agulhas, og for at komme dertil skulle vi dreje fra N2 ude midt i The Wheatlands, og så bare køre ligeud gennem hveden de næste 100 km. Så langt kørte vi nu ikke, før vi tog holdt første gang, idet vi kom til en nyhøstet kornmark, hvorpå der stod 1 - 200 storke og nød sommeren. Vi forsøgte at komme på skudhold med kameraet, men hver gang vi nærmede os flyttede de blot længere bort. Men den der med, at storken flyver til Afrika om vinteren er altså god nok, så er det såmænd også nok sandt, det der med storken og de små børn!
Men vi fortsatte støt gennem det frodige landskab sydover. Vi passerede en enkelt lille by ca. midtvejs, inden naturen omsider begyndte at ændre karakter og havets nærhed kunne fornemmes. Flere steder var vegetationen borte, og den kridhvide kridtundergrund kiggede frem. Da vi endelig nåede havet så vi det flotteste azurblå vand, vi nogensinde havde set. Det var kridtbunden, der oplyste havet nedefra og gav den helt utrolige farve.
Afrikas sydligste by, L’Agulhas, er udelukkende turistby samt soveby for den nærliggende Struisbaai. L’Agulhas’ største bygning er det karakteristiske rød/hvide fyrtårn, hvor der i den ene fløj er en café, hvor vi investrede i en kop te med blødt brød. I fyrtårnets nærhed ligger Afrikas sydligste punkt, Cape Agulhas, hvor vi var ude og mærke Det Indiske Ocean med den ene hånd og Atlanterhavet med den anden. En fantastisk tanke, at når man står der i 30 graders varme og skuer ud over havet, er det næste fastland, man møder, Antarktis, altså Sydpolen.

Breakwater Lodge.

Sidst på eftermiddagen nåede vi Cape Town. Vi havde kørt en anden vej dertil end ad hovedvejen. Vi fulgte kysten, selvom vi ved skiltning var blevet advaret om, at der var 40 km. vejarbejde med vanskeligt fremkommelige strækninger.

Vejarbejderne var alle sorte eller farvede mænd, og vi overværede, hvorledes fyraften tog sig ud: Busser og lastvogne kørte rundt til de forskellige arbejdssteder og samlede arbejderne sammen - der var flere hundrede. Den lastbil, som vi kørte bagved tog holdt flere gange for at samle folk op.

Hvor bilerne læssede af, så vi senere; der var store ”papkassebyer” i Cape Towns udkant, de såkaldte townships.

Men som nævnt fulgte vi kystvejen, og igen var vi betaget af den spektakulære natur, havet og de imponerende klippeformationer, hvori vejen var indhugget. Da vi kørte ind i Cape Town havde vi Table Mountain - Taffelbjerget - på venstre hånd med toppen dækket af skyer.

Dette fænomen så vi hver dag ved aftenstide, de lokale siger, ”at så får bordet dug på”, dette fordi Table Mountain har en helt flad top, som minder om en stor bordplade. Skyerne er varmeskyer, der opstår dagligt i de varme perioder, og som kun lægger sig over bjerget. På vores højre hånd havde vi havnen og city og ligefremme den bydel, som vort hotel skulle ligge i. Dorthe er god med et kort, så vi fandt hotellet med det samme.

Det viste sig at være en særdeles velrenoveret bygning, der oprindeligt var fængsel med plads til flere hundrede fanger, men som i dag rummer et handelsakademi kombineret med hotelvirksomhed. Stedet hedder Breakwater Lodge og kan anbefales på grund af den helt uovertrufne beliggenhed, kun 100 meter fra Cape Town’s nye, lækkert anlagte havnefront, Victoria & Alfred Waterfront.

Waterfront’en.

Det spændende kvarter omkring havnen, opkaldt efter de to ældste havnebassiner Victoria Basin og Alfred Basin, er en helt utrolig stor publikumsmagnet med et antal besøgende på angiveligt over 1 million pr. måned, så mange mennesker, at Cape Town’s Waterfront i dag er den største turistattraktion i Afrika, med langt flere besøgende end eksempelvis Ægypten’s pyramider eller Kenya’s nationalparker. Butikker og restauranter i hundredvis side om side med den levende havn, hvor skibe kommer og går og hvor værftet stadig er i fuld vigør. Der er friluftsscene, der er legeplads, der er indendørs og udendørs restauranter, der er små intime cafeer og der er store amerikaniserede supersteder som f.eks. Hard Rock Café eller Planet Hollywood. Der er forretninger med de dyreste rober og der er små shops med lokalt fremstillede smykker eller blikdåselegetøj. Her findes store varehuse som eksempelvis Woolwort eller Marks & Spencer og spændende arkader med lækre butikker, kort sagt, der er noget for enhver smag og enhver pengepung.
Victoria og Alfred bassinerne er bygget ud i havet for mange år siden for at forbedre den naturlige havn på stedet. Til at lave dette kæmpeprojekt krævedes en stor arbejdsstyrke, så englænderne - der regerede landet dengang - anlagde et stort fængsel lige ovenfor havnen, hvortil alle de stærkeste fanger så blev deporteret til tvangsarbejde. Dette fængsel er det, som i dag hedder Breakwater Lodge og er ombygget til skole / hotel og som vi boede i under vore dage i Cape Town.
Havnefronten er blevet til på initiativ fra bystyret, som ønskede noget gjort ved den efterhånden helt døde havn. Der blev så afsat et passende antal millioner til projektet og nedsat en gruppe til at tage sig af arbejdet. Resultatet er helt enestående og tjener til eksempel for lignende projekter overalt på kloden, selvom konceptet egentlig stammer fra lignende anlæg på USA’s vestkyst.

Rundt i Cape Town.

Den første dag i Cape Town tog vi med åben sightseeing-bus rundt i byen og op på Signal Hill, en af de tinder, der omkranses af byen. Turen førte os rundt i centrum af Kapstaden med de mange højhuse og de store shoppingcentre. Vi så Præsident Nelson Mandela’s embedsbolig, vi kom forbi stedet, hvor nobelprisvinderen Biskop Tutu lever, vi kom forbi regeringsbygningerne, der mærkeligt nok har hjemme i Cape Town, selvom Sydafrikas hovedstad hedder Pretoria og ligger langt borte. Oppe fra Signal Hill var der en storslået udsigt over byen og havnen. Vi kunne tydeligt se vort hotel, der lyste op med sine hvide mure og de takkede tårne, og vi kunne se Robben Island, fængselsøen ude i Atlanterhavet. Undervejs ned fra Signal Hill kom vi forbi nogle af velhaverkvartererne langs med kysten inden vi atter var tilbage ved Waterfronten.
Vi brugte resten af dagen på at udforske kvarteret omkring havnen og se på de mange butikker her. Vi spiste på en lille mexikansk restaurant helt nede ved kajkanten, og som tilfældet havde været hidtil, var også dette sted billigt og godt, omend en anelse snusket.

Robben Island.

Tidligt næste morgen tog vi til havnen for at sikre os billetter til Robben Island. Kun to måneder før var det gamle fængsel indviet som museum, så var vi kommet året før, ville et besøg herude ikke have været muligt. Turen derud varede tre kvarter og foregik med fængselsvæsenets båd DIAS, den selvsamme båd, som havde transporteret fangerne - heriblandt Nelson Mandela - til og fra fængslet. Vi var vel i nærheden af 100 besøgende i båden, der altså ikke var helt lille. Til trods herfor gyngede det fælt på Atlanterhavets store dønninger så snart vi var fri af kysten, ingen blev dog søsyge.

Fra havnen på Robben Island spadserede vi til fængslet, hvor der var rundvisning af to guider, den ene var tidligere fange, den anden tidligere fangevogter. Vi blev vist rundt og fik fortalt om livet i fængslet før ophævelsen af apart¬heid. Det var stærke sager. Vi fik forevist Nelson Mandelas celle, nr. 5 i B-sektionen, og fik forevist de yderst spartanske badefaciliteter og de alt andet end hygiejniske toiletforhold i fængslet. Efter den meget gribende rundvisning i fængslet blev vi i busser vist rundt på resten af øen. Vi var nede i stenbruddet, hvor fangerne blev sendt ned af disciplinære grunde. Det hårde ved en sådan straf var ikke selve stenbrydningsarbejdet men det, at stenene var hvide sandsten gjorde, at selv kort tids ophold i det skarpe sollys medførte varige skader på øjnene. Fangerne blev simpelthen ”sneblinde”.
Videre rundt på øen så vi den lille by med fine haver og små butikker, hvor fængselspersonalet havde boet, og vi kom over til en lille vig, hvor der var pingviner. Undervejs fortalte vore guider om fængslet og fangerne i almindelighed og om Nelson Mandela i særdeleshed.
Nelson Mandelas celle gennem 18 år
Nelson Mandelas celle gennem 18 år

Fangen i celle nr. 5, Nelson Mandela.

Under sit ophold i fængsel i årene 1964 - 90, var Mandela i 18 af disse 26 år fange på Robben Island. Hans magt og indflydelse var kolossal, selv i de perioder - den længste i næsten 3 år - hvor han var i isolationsfængsel. Han styrede de andre fanger totalt med en autoritet og respekt, som selv de hvide fangevogtere måtte beundre.

Vi fik fortalt flere eksempler på hans styre - engang, hvor han var i isolation, blev en af de andre fanger udsat for dårlig behandling. Til trods for isolationen fik Mandela nys om sagen og beordrede fangestrejke, ikke én vovede at modsætte sig dette. Selv indenfor murene fungerede ANC’s ledelse og kommunikationen med omverdenen blev, så godt som det var muligt, opretholdt.

Fængslets ledelse gjorde ellers sit til psykisk at knække Nelson Mandela og de øvrige ledere af ANC. Med jævne mellemrum blev de præsenteret for falske, men vellavede, beviser for, at deres hustruer var dem utro eller beviser på, at hustruer eller andre nære slægtninge havde vidnet imod dem.

Den respekt og beundring, som vore to guider nærede for Præsident Mandela, var den samme, som vi havde set andre steder. Borgerne - hvide eller sorte - betragtede ham nærmest som en gud, han blev konsekvent omtalt som Mr. Mandela, og det var sand ærefrygt, der var ham til del.
Breakwater Lodge i Cape Town
Breakwater Lodge i Cape Town

På tur i bilen.

Efter et par dage til fods drog vi atter på biltur. Vi ville ned til Kap Det Gode Håb, og vi tog tidligt afsted med badetøjet som bagage, det kunne da være rart med en dukkert i Atlanterhavet, selvom det er ca. 5° koldere end Det Indiske Ocean. Vi kørte sydpå langs vestkysten, langs bjergmassivet ”De Tolv Apostle”, der har 12 tinder på stribe. Vi kom til den mest vidunderlige by, Hout Bay, hvor vi købte lidt smykker, et par postkort og en is. Videre op til udsigtspunktet Chapman’s Point, hvor der er så smukt, at enhver vil tro, det er løgn. Herfra begyndte naturen at blive mere ”savanna-agtig”, og vi kom til et vejskilt, hvorpå der stod: Don’t feed the baboons.
Det var et eller andet vi ikke måtte fodre, men vi var lidt i vildrede med, hvad det var, indtil vi nogle kilometre længere fremme pludselig befandt os midt i en stor flok bavianer. De havde annekteret et par store træer, som de tilsyneladende havde besluttet sig for at tage livet af. Der var ikke ét grønt blad tilbage på træerne, alt var ædt. Vi holdt stille en stund og betragtede aberne fra bilen, de tog ingen notits af os. Lidt længere fremme græssede en flok eland-antiloper ganske fredeligt.
Kap Det Gode Håb
Kap Det Gode Håb

Cape of Good Hope.

Da vi nåede frem ville vi naturligvis have et billede med os selv sammen med skiltet, hvorpå stod ”Cape of Good Hope”. Imidlertid var en busfuld japanere nået frem samtidig med os, så vi måtte pænt vente, til de alle havde fotograferet hinanden enkeltvis, parvis og i alle mulige andre kombinationer, det tog da nogle minutter og foregik under høj fnisen. Da de endelig var færdige fik vi et hollandsk par til at tage billedet af os, hvorefter vi gjorde dem den samme tjeneste. Vi gik så helt ud til spidsen, og dér, på stenene lige bag os, lå den sødeste lille sælunge og slikkede solskin.
Ikke langt fra Kap Det Gode Håb ligger Cape Point, hvor der er rigget til med turistservice i den helt store stil. Der er en funiculaire - kabelsporvogn - op til et udsigtspunkt, der er spisesteder, der er slikbutikker og der er souvenirboder. Her tilbragte vi et par timer og brugte et par rand, inden vi atter vendte næsen mod nord.
Turen hjem til Cape Town ville vi køre på østsiden af den lange halvø, vi befandt os ved enden af. Vi var ikke kommet ret langt, før vi atter stødte på en flok bavianer, der på det nærmeste havde indtaget vejen, så vi måtte køre meget forsigtigt frem for ikke at ramme nogen. Havet, vi kørte langs med, var stadigvæk Atlanterhavet, men vi kørte langs en stor bugt ved navn False Bay, et navn, den havde fået i sejlskibenes tid, hvor søfolkene ofte var blevet narret af Cape of Good Hope til at tro, at Afrikas sydligste spids var rundet og dernæst var stævnet op langs kysten for fulde sejl, for så at grundstøde inde i denne falske bugt.

Simon’s Town og Fish Hoek.

Den første lille by, vi kom til på hjemturen, hed Simon’s Town og var opstået omkring en gammel engelsk flådebase. Det fremgik tydeligt af bebyggelsen, at byen var britisk inspireret, især hovedgaden var nøjagtig som man forestiller sig den i kolonitiden, med pyntelige toetagers huse med svalegange foran. Her nød vi en kop varm chokolade udenfor en lille café på torvet, i skyggen fra de høje palmetræer. Her kom en ældre englænder hen og talte med os. Han fortalte, at han havde været soldat på flådebasen i 1947 og her var blevet gift med en engelsk pige. Nu var de her på guldbryllupsrejse for at gense stedet for første gang siden da.
Da vi kom til byen Fish Hoek så vi den herligste badestrand, som vi straks søgte til. Nu fik vi så prøvet Atlanterhavets bølger, der er akkurat ligeså våde som dem vi kender andre steder fra. Hjemmefra havde vi medbragt et undervands-éngangskamera, som vi ville have brugt under haj-dykningen. Dette kamera brugte vi i stedet de gange vi var ude for at bade, det var vældig smart. I Fish Hoek er der badehuse langs stranden ligesom de hvidmalede vi kender fra Løkken og Blokhus, hernede var de blot malede i alverdens flotte kulører. Det så meget festligt ud.
Ved aftenstide var vi atter tilbage ved vort hotel, hvor de uniformerede parkeringsvagter lukkede os ind på P-pladsen. Og aftenen tilbragte vi naturligvis på den skønne havnefront.

På fotosafari.

Næste dag - den sidste hele dag i Sydafrika - var der gråvejr og småregn, men vi tog alligevel på tur til The Winelands, Sydafrikas vindistrikt nr. 1, området ved byen Stellenbosch. Vi tankede benzin undervejs, det er ikke muligt at tanke selv i Sydafrika, der er rigeligt med tankpassere til rådighed, de farer lige på ruder og lygter med vaskeskindet, alt imens tanken fyldes. Hvis man insisterer kan man dog få lov at betale selv ved kassen inde på tanken, ellers bliver også dette gjort af tankpasseren, der så kommer tilbage med eventuelle byttepenge. Der forventes drikkepenge.
Vi kørte til en safaripark nær Stellenbosch. Det var en stor ejendom, som var udlagt som naturreservat, og hvor vi kørte rundt i egne biler i en større kortege. Vi kom først gennem et mindre reservat, hvor der boede cheetah’er - geparder - verdens hurtigste dyr. Vi så nogle styk¬ker af dem og vi over¬værede fodring af dem. Ejeren fortalte, at han oftest fodrer dem med hestekød, det er lidt sødligt og er absolut gepardernes foretrukne.
Fra den lille indhegning kom vi ud i det store reservat, hvor vi kørte en runde på næsten en times varighed. Vi så gnu, struds, zebra, eland og andre antiloper, foruden flere fugle- og dyrearter, vi ikke kendte.

Stellenbosch.

Efter safariparken kørte vi lidt rundt i vinlandet og så de mange vinstokke i de snorlige rækker, inden vi kørte ind i Stellenbosch, den sydafrikanske vins hovedstad.

Vi var til marked og vi var på shopping og vi var på sightseeing og vi var på restaurant rundt i denne by, der nok var den by, vi havde set, hvor der procentvis var flest sorte i gadebilledet. Vi spiste et par lækre sandwiches inde på en lille familierestaurant, hvor betjeningen igen var tiptop. Ad smukke veje kørte vi atter hjem til Cape Town og vort hotel, Breakwater Lodge.
Nede ved The Waterfront ligger BMW’s afrikanske hovedsæde i et stort bygningskompleks med Omnimax-teater og restaurant. Her var den lille BMW-roadster, som havde været med i James Bond-filmen GoldenEye, udstillet. Så den var vi lige inde for at beundre på vores aftentur ned til waterfronten for at spise ”The Pig” på Hard Rock Café.

Opbrud.

Vi checkede ud fra hotellet om morgenen og stillede bagagen i bilen, inden vi til fods gik vores sidste, vemodige tur til The Waterfront, som vi var kommet til at holde af. Vi foretog de sidste småindkøb og fik vort sidste sydafrikanske måltid, en croissant med lækkert fyld, indtaget på et af de mange udendørs spisesteder og med udsigt til Robben Island i det fjerne.
Først på eftermiddagen var vi i Cape Town International Airport, hvor bilen skulle afleveres hos AVIS, og hvor vi skulle gennem tolden. Vi fik et par hundrede rand tilbage i moms på varer, vi havde købt på turen, og gik så på shopping i den toldfrie. Vi hjembragte lidt af det lokale sprut, bl.a. en liter rom og den bløde likøragtige Amarula, som vi sidenhen også har bidt mærke i på de hjemlige breddegrader.
Rettidigt afgik Lufthansas store Jumbojet med kurs mod Frankfurt og med mellemlanding i Johannesburg for at tage passagerer ombord. Vi landede i Frankfurt sidst på natten og måtte vente et par timer på at komme videre til Kastrup med et mindre fly, afgang kl. 08.05 fra Frankfurt.
Hjemad med Mols-Linien
Hjemad med Mols-Linien

Hjemme igen.

Vi kom glat gennem tolden i Københavns Lufthavn og skyndte os ud til bilen for at komme i noget varmere tøj, vi var pludselig kommet tilbage til virkeligheden.
Mens Dorthe betalte parkeringsafgiften rensede jeg ruderne for is, og snart gik det i fuldt firspring opad mod Odden og den nye hurtigfærge. Pudsigt nok, selvom vi var kede af at rejse hjem fra Sydafrika, kunne det nu pludselig ikke gå stærkt nok med at nå hjem. Omsider var vi hjemme igen her i Frederikshavn, godt trætte og godt mætte af oplevelser.
Noget af det første, vi stødte på, da vi tømte vore kufferter og tasker, var den flaske champagne, vi havde købt i Københavns lufthavn på udrejsen. Vi havde rent glemt at drikke den.
Men ellers var vi enige om én ting: Vi kan roligt anbefale alle at vinde en rejse til Sydafrika!

Seværdigheder
Rundrejser

Kommentarer til rejsetips om Sydafrika

01-01-2010 00:00:00

03/05 2010 Anne Sofie
Det er helt klart et sted man skal opleve. man får det helt forkerte syn på afrika igemmen tv. det som jeg synes man ikk må gå glip af, er helt klart safarie, og dykning med hvid hajer og en helikopter tur over Cape Town.

Sydafrika OK - husk common sense

18/06 2009 Mary-Anne
Jeg boede i Sydafrika i perioden 1995 - 1997, og har besøgt lande et par gange siden da, senest i okt. 2007. Dengang som nu er Sydafrika et land, hvor det er vigtigt at bruge sin sunde fornuft, dvs. være opmærksom på den store forskel mellem rige og fattige, som stadig hersker i landet. Undlad derfor at skilte med rigdom - og behersk lysten til måneskinsture langs Molen, etc. Kan man det, er Sydafrika efter min mening et lige så sikkert land at færdes i som mange andre. Og målt ud fra de oplevelser, landet giver - ja, så er det ganske enkelt et land man ikke bør snyde sig selv for at opleve! :)

Ovenstående rejse blev foretaget for 10 år siden...så hvad har ændret sig?

28/05 2009 Ulla Michaels
Når det nu er 10 år siden denne rejse blev foretaget - er jeg i tvivl om - om man trygt kan rejse på lignende måde i dag ?
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Sydafrika

Ferieboliger i Sydafrika
Rejser til Sydafrika
Denne side er udskrevet d. 6. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/thailand/rundrejse/rundrejse-med-lokal-guideliste/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.