Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Chiang Mai

Læs mere om rejser til Chiang Mai

Amazing Thailand
Rejsetips indsendt af:
Søren Barnak
Humlebæk
6. jan. 2011

Amazing Thailand

Thailand er et af danskernes foretrukne rejsemål. Landet er et paradis for solhungrende danskere med hang til eksotisk mad og lange hvide sandstrande. Men Thailand er meget mere end det.
I det frodige Nordthailand ligger nemlig en række af Asiens bedste golfbaner. Naturen er uendelig smuk, og de fleste baner kan lokke med priser, der ligger på det halve af, hvad det koster at spille på banerne i syd. Alligevel er området fortsat et uopdaget golfparadis for mange europæere.

Chiang Mai er den største af de nordlige byer. Byen, der i århundrede har været en del af Lanna Kongeriget, ligger ved foden af de smukke Doi Suthep bjerge 700 kilometer nord for Bangkok. Chiang Mai er Thailands næststørste by med omkring 1 mio. indbyggere, men trods størrelsen er det en charmerende og autentisk by med en venlig og imødekommende lokalbefolkning.

Længere mod nord ligger Chiang Rai-provinsen og byen af samme navn. Heroppe i Thailands nordligste og tyndt befolkede landområder har man alle muligheder for at opleve thaiernes oprindelige kultur. I mange år var det primært thaierne selv, der rejste fra Bangkok mod nord for at holde ferie, men i de senere år er der blevet bygget en række førsteklasses hoteller, som langsomt har tiltrukket flere udenlandske turister. Området er dog endnu ikke overrendt af turister, og det er derfor fortsat et yndet mål for rejsende, der søger væk fra de store turistområder og i stedet foretrækker store naturoplevelser og mødet med den oprindelige thailandske befolkning.

Tilsammen udgør Chiang Mai og Chiang Rai provinserne et unikt naturområde, og det er ikke uden grund, at området er kendt som ’The Rose of the North’, hvilket naturligvis henviser til den helt overvældende smukke og frodige natur, der er så karakteristisk for Nordthailand.

Baner i topklasse
I Thailand findes der omkring 200 golfbaner, og heraf ligger kun omkring et dusin i de nordligste provinser. Det er selvfølgelig nok noget af forklaringen på, hvorfor så få danske golfentusiaster vælger at tage nordpå, når de kommer til smilets land. For godt nok lokker det sydlige Thailand med sol, varme og hvide sandstrande, men tag ikke fejl, for kommer man til Thailand for at spille golf, så findes nogle af de bedste golfresorts i nord.

Her har man bevidst satset på at skabe mesterskabsbaner af høj kvalitet, og de fleste steder forsøger man at tiltrække turisterne på mere permanent basis ved at udbyde ferieboliger til salg - endda ofte til ganske fornuftige priser set med danske øjne.

Under vores besøg nåede Dansk Golf at spille fem forskellige baner i Chiang Mai og Chiang Rai-området, og specielt Chiangmai Highland, Gassan Khuntan Golf & Resort og Santiburi Country Club fremstod som rene perler.

Chiangmai Highland-banen var den første, vi besøgte. Og det viste sig hurtigt, at her havde vi at gøre med en sand perle. Portvagterne hilste diskret, da vi svingede væk fra hovedvejen, og på vej mod klubhuset går det hurtigt op for en, hvilket fantastisk anlæg det er. Alt er passet og plejet ned til mindste detalje, og man fornemmer tydeligt, hvilken passion for golfspillet arkitekten har haft.

Begejstringen bliver bestemt ikke mindre, da vi efter en tur i lockerroom nærmer os første tee. Et kig ud over anlægget får nærmest en til at gispe efter vejret. Måden fairways snor sig på frem mod green efterlader ingen tvivl. Her er tale om et sandt mesterværk.

Banen, der åbnede i 2005, ligger 30 minutters kørsel øst for Chiang Mai og er et klassisk Schmidt-Curley design. Det betyder bl.a., at de to amerikanere har fået plads til mere end 100 bunkers, som på mange af hullerne er anlagt, så de danner det smukkeste mønster op langs fairways.

Bunkers er dog langt fra den eneste udfordring. Der er nemlig masser af vand i spil på den 7063 yard lange bane, hvor floden Mae-On Creek spiller med på flere af banens huller. Og for at gøre ondt værre så har Chiangmai Highland ry for at have nogle af Thailands hurtigste greens. Den lokale pro fortalte, at greens kort tid forinden var målt til 10.5 på stimpmeteren, og uden at afsløre for meget kan man vist roligt sige, at der var masser af udfordringer på de ondulerede og meget velholdte greens.

Banens 11. hul hører til blandt de sværeste. Par-4 hullet spiller godt nok kun 315 yards fra hvid tee, men der kræves et meget præcist teeslag, hvis ikke bolden enten skal ende i vandet til højre eller ryge out of bounds i venstre side. Lykkes det at ramme fairway venter et svært andetslag ind til en green, der i venstre side bevæger sig ud i søen. Er flaget placeret nær vandet skal der ikke rystes meget på hånden, førend der må droppes en ny bold fra fairway.

18. hul er et fantastisk afslutningshul og samtidig banens signaturhul. Par-5 hullet spiller 512 yards, og fairway falder brat på det sidste stykke ned mod Mae-On Creek, der løber på tværs 120 yards foran green. Så for at undgå at stå tilbage med et ned ad bakke leje skal andetslaget spilles med omhu. Fra det flade stykke foran floden spilles der ind til en højtbeliggende kuperet green. For spilleren, der frygter vandet og de mange tilskuere i klubhuset, kan det hurtigt ende med et vanskeligt putt fra 15-20 meter. Den langtslående spiller, som kan nå greenen i to slag, har på dette hul en klar fordel, da det fra bunden af fairway kort af greenen kan være svært at se pindplaceringen på den højt hævede green.


På besøg i Junglen
I det nordlige Thailand findes der i alt 12 nationalparker. De enorme naturreservater byder på masser af muligheder for kultur- og friluftsoplevelser ind mellem golfrunderne. Elefantsafari i Mae Sa og Mae Taeng dalene, trekking eller riverrafting er blot nogle af de mange tilbud, området byder på.

I Doi Khuntan Nationalparken ligger en af områdets mest anbefalelsesværdige golfbaner. Gassan Khuntan Golf & Resort er en af i alt tre baner i Gassan konsortiet, som er beliggende en time syd for Chiang Mai.

Vejen tilbagelægges på en støvet grusvej, og det er tydeligt at fornemme, hvordan man bevæger sig væk fra civilisationen og ind i hjertet af et kæmpemæssigt naturområde, der stort set står uberørt hen.

Vi ankommer til resortet en sen eftermiddagstime, hvor luftfugtigheden og regnskovens mange lyde skaber en eksotisk stemning. Stemningen er nærmest elektrisk, og fra hotellets terrasse er der den mest storslåede udsigt over golfbanen, mens bjergene i det fjerne danner en smuk malerisk baggrund.

Næste morgen, mens duggen endnu ligger som et glimtende tæppe ud over fairways, går det op for en, at Gassan Khuntan er en rigtig junglebane. De enkelte huller er anlagt op ad bjergsiden, og fairways skærer sig ind gennem skoven. Khuntan betyder djævle-bjerget og ud over at være djævelsk smuk, så er den 7100 yards lange par-72 bane til tider også djævelsk svær at spille. Lokalkendskab gør dagen en hel del lettere, så det anbefales at lytte til den lokale caddie, der kan guide dig sikkert rundt i junglen, så du forhåbentlig undgår de største farer.

1. hul er et smukt åbningshul, som i allerhøjeste grad stiller krav til spilleren om ikke at lade sig påvirke af banens sværhedsgrad. For Gassan er bestemt ikke en bane for højhandicapperen. Flere steder kræves et teeslag med en carry på 180-200 yards, og det er netop tilfældet på 1. hul. Så står man fast på beslutningen om at ville udfordre Khuntan, kan man fra det højt beliggende teested nyde synet af den smukkeste fairway, der bugter sig et godt stykke under ens fødder.

Floden krydser fairway et godt stykke fremme og for at lande bolden sikkert på Bermuda græsset, skal der slås et velvoksent drive. Alt andet giver bare en dårlig start på runden, og det er bestemt ikke, hvad man har brug for på denne bane. Hullet er et 90 grader dogleg højre, og kommer man ikke langt nok frem i doglegget, skal andetslaget endnu en gang slås hen over floden for at komme ind til en højtliggende green, der tilmed kan være svær at se fra fairway!

Er man kommet godt fra start, venter der lidt af en udfordring på banens 5. hul. Par-3 hullet minder en hel del om 17. hul på TPC Sawgrass. Den forholdsvis lille green ligger nemlig 163 yards ude i en stor sø, og det er her det rigtig går op for en, hvorfor banen har fået tilnavnet ’Devil Mountain’. Det er ganske enkelt et usandsynligt svært hul.

Inden bolden sendes af sted mod green, bør man huske at nyde synet af den berømte Khuntan jernbanebro. Den karakteristiske bro blev bygget under 2. verdenskrig og danner en smuk kulisse på 5. tee.

Ligesom 1. hul, og i øvrigt også 12. hul, så er 16. hul et par-4 dogleg højre, hvor fairway svinger 90 grader. På langs af fairway og midt i dogleg’et er placeret en række kæmpemæssige træer. Greenen kan selvsagt ikke ses fra teestedet, men har man spillet banen før, så ved man, at drivet med lidt held kan sendes i retning af træerne, hvorefter det ellers bare er at håbe på det ’rigtige’ rul ned på plateauet foran den store sø. Herfra er der kun tilbage at sende et forholdsvis enkelt wedgeslag ind til en øgreen, der er omkranset af vand omkring 120 yards ude i søen. Men pas på, for i den tynde bjergluft flyver bolden længere, end man er vant til hjemmefra, så ofte skal der vælges et kortere jern, når der skal spilles ind ’pin high’.

Mr.Pravit Reang–Po er arkitekten bag denne fantastiske golfbane, der i høj grad belønner spilleren, der tør tage chancer. Men sværhedsgraden gør, at langt de fleste vil komme rundt med den laveste score, hvis de følger den lokale caddies råd om at spille ’safe’.

Efter en veloverstået runde er det muligt at nyde et dejligt måltid thailandsk mad, mens man slapper af i klubhuset. Resten af dagen byder på ren afslapning, og i hotellets reception kan man bestille ægte thailandsk spa-massage. Har man valgt at overnatte på resortet, hvilket næsten er et must, så må man endelig ikke snyde sig selv for den oplevelse, det er, at tilbringe dagens sidste timer på terrassen, hvor man kan nyde den høje luftfugtighed og se solen gå ned bag bjergene. Gassan Khutan Golf Club and Resort er ganske enkelt det perfekt sted at opholde sig, hvis man ikke vil lave andet end at spille golf og slappe af.

En runde golf på Gassan Khutan koster 2.500 bath, og selvom det er påkrævet at bruge en lokal caddie, så er det med en pris på omkring 40 kr. ikke noget, som vælter feriebudgettet. Vælger man at tilbringe nogle dage i junglen, koster en overnatning 3.500 bath, hvis ikke turen bestilles gennem det lokale rejsebureau.

En perle i nord
Fra Gassan Khutan Golf Club & Resort gik turen videre til Chiang Rai-provinsen, der bl.a. er kendt for The Golden Triangle. Heroppe i det nordligste hjørne af Thailand mødes de to floder, Mekong River og Ruak River, og tilsammen udgør de grænsen mod Laos og Myanmar. Bjergområderne omkring The Golden Triangle er indbegrebet af en spændende historie, og i de uberørte bjerglandsbyer lever befolkningen, som de har gjort i århundrede.

Turen fra Chiang Mai til Chiang Rai tager et par timer, og undervejs er der rig mulighed for at iagttage de lokale bønder, der arbejder i rismarkerne ved foden af de enorme bjergekæder, der ude i horisonten rejser sig mod himlen og bliver opslugt af det lavtliggende skydække.

Det er midt i dette område, man finder endnu en golfperle. Santiburi Country Club er en ægte mesterskabsbane designet af Robert Trent Jones Jr. Banens ejer er manden bag Thailands vel nok mest kendte øl – The Singha Beer, og dermed kan det også godt afsløres, at der bestemt ikke er sparet på noget på det imponerende resort.

Santiburi åbnede i 1992, som den første mesterskabsbane i Nordthailand, og selvom banen ikke er nær så svær at spille som Gassan Khuntan, så er den med sit klassiske Robert Trent Jones design alligevel en bane med mange udfordringer. Banens karakter tvinger nemlig spilleren til på hvert hul at tage stilling til, hvordan det skal spilles. Det er så at sige ikke bare lige ud af landevejen. De fleste huller giver mulighed for at satse, og man bliver helt sikkert belønnet for aggressivt spil. Til gengæld kan man også hurtigt få at føle, at dårlige slag straffes omgående i den stride rough.

For mellem- og højhandicapspilleren er der gode brede fairways, mens de mere langtslående lavhandicap-spillere bliver mødt af indsnævrede fairways i landingsområderne. Fairways er bløde som gulvtæppet hjemme i stuen, og over alt på banen findes der de mest fantastiske gamle træer, der på flere af hullerne splitter fairways op i to dele og byder spilleren på endnu en udfordring.

Et nyt golfmekka
Selvom Nordthailand ikke kan byde på samme antal baner som i syd, så er Chiang Mai og Chiang Rai helt sikkert et besøg værd. De baner Dansk Golf spillede var rene perler, og det er bestemt ikke uden betydning, at der generelt er masser af plads på banerne, specielt hvis man kommer uden for thaiernes normale højsæson.

Det er thaiernes erklærede mål at de i fremtiden vil tiltrække flere turister, og de lokale thaier har da også fået øjnene op for golfturismens positive sider. Derfor opføres der mange steder luksusferieboliger, og i de kommende år vil en række nye golfbaner, med tilhørende ressorts, skyde op. Alt sammen noget der gerne skulle tiltrække flere golfturister, der sætter pris på smuk natur, gode golfbaner og moderne hoteller, der tilbyder både luksus og wellness.

Det nordlige Thailand kan det meste af året byde på behagelige temperaturer, og når prisen for at spille en runde golf tilmed kun ligger på 200-300 kr., så kan Nordthailand med al dets charme og smukke natur meget vel gå hen og blive danskernes foretrukne golfdestination i smilets land.

Velkommen til Thailand;)
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Chiang Mai

Hoteller i Chiang Mai
Rejser til Chiang Mai
Denne side er udskrevet d. 4. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.