Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Prag

Læs mere om rejser til Prag

Rejsetips af samme forfatter

PRAG - Byen med de 18 broer
Rejsetips indsendt af:
Brabrand
16. juni 2012

PRAG - Byen med de 18 broer

Vi tog til Prag i påsken 2009 - uden børn, en voksenferie for første gang i mange år.

Først lidt historie:

Der er 10 millioner indbyggere i Tjekkiet, heraf 1,2 millioner i Prag.
Landet er ca. dobbelt så stort som Danmark (og har altså også ca. det dobbelte antal indbygger). I Prag er der 18 broer og 120 kirker – det selv om det meste af befolkningen er ateister (ca. 60 %). Den mest berømte konge var Karl den 4., som levede i fra 1316-1378 ( - som nærmest er at sammenligne med vores Chr. IV). Han har bl.a. bygget Karlsbroen, Tyn-kirken (hvor Tycho Brahe er begravet), Rådhuset i Prags gamle bydel, og slottet Karlstein.

I Prag blev vi installeret på vores hotel, som er en båd: Botel Albatros. Den ligger dog helt stille, man mærker ikke, man er på en båd.
Hotellet lå så centralt som man kunne ønske sig - 5 minutters gang, så stod man mit i den gamle bydel. Jeg synes det var en kæmpe fordel at bo helt centralt - så havde det mindre betydning at værelserne var små med meget små badeværelser.
Gravmonument i Skt. Vitus katedralen
Gravmonument i Skt. Vitus katedralen

Skt. Vitus Katedralen

Første dag i Prag bød på mange oplevelser.
Vi startede med at få rundvisning i den meget store og imponerende kirke, Skt. Vitus Katedralen.
Der er utroligt mange detaljer overalt i udsmykningen af kirken. Vi så bl.a. et kapel, hvor der i væggene er indlagt en mængde halvædelstene. I kapellet var der en dør ind til kronjuvelerne, denne dør er sikret med 7 låse, hvis nøgler er fordelt til 7 personer.
Inde i kirken er der et stort (og overpyntet) gravmonument over helgenen Jan Ne-pomuk. Ham ser man også statuer og afbildninger af andre steder i byen, altid ud-styret med en krone med 5 stjerner. Det siges, at han blev smidt i floden, fordi han nægtede at røbe for kongen, hvad dennes hustru havde betroet ham i skriftestolen.
Vagtskifte ved Borgen
Vagtskifte ved Borgen

Vagtskifte

På en hyggelig lille restaurant med udendørs servering og en fin udsigt nød vi en kop kaffe inden vagtskiftet klokken 12.

Her trækker livgarden op, og i borgens vinduer står et musikkorps og spiller fanfarer, mens vagtskiftet finder sted.
Udsigt fra Karslbroen til ”Prags Venedig”
Udsigt fra Karslbroen til ”Prags Venedig”

Karlsbroen

Fra et udsigtspunkt ved borgen kunne vi se ud over byen, og vi kunne se Det lille Eiffeltårn, som er en lille kopi af det i Paris – da det ligger på en bakke, kommer man lige så højt op som i det rigtige i Paris, hvis man går derop.

Fra borgen gik vi ad Kongetrappen ned til Karlsbroen, den ældste og mest kendte af broerne i Prag.

En af Prags 18 broer
En af Prags 18 broer

Sejltur på Moldau

Om aftenen tog vi med på en 2 timers sejltur på Moldau floden. Imens vi sejlede spiste vi, og blev underholdt af en glad harmonikaspiller. Vi smagte en tjekkisk specialitet, en likør der smager af brunkager (den hedder ”Becherovka”).

Klokken 20 var sejlturen slut, og vi så et show: et springvand med lys og klassisk musik (Romeo og Julie). Denne forestilling startede kl. 21 og varede ca. 45 minutter. Flot – men lidt ensformigt.

Mætte af indtryk var vi efter den første dag i Prag.
Det astronomiske ur
Det astronomiske ur

Dag 2: Guidet bytur

Selv om vi flere gange selv har været i den gamle bydel, var det rigtig dejligt med en guidet tur, da man så får en masse informationer om det vi ser.

Vi så bl.a. Folkets hus udsmykket i jugend-stil (vægt på symmetri), Tyn-kirken med Tycho Brahes grav, Krudttårnet, som var mange år om at blive færdigbygget og som blev brugt til opbevaring af krudt, deraf navnet. Teatret, en flot grøn bygning
og selvfølgelig det meget berømte astronomiske ur, der både viser tid, dato, måned, stjernetegn, om det er nat eller dag, placering af sol, jord og måne. Figurerne på hver side af urskiven symboliserer forfængelighed (spejlet), griskhed (pose med penge), døden (skelettet) og morskab (lutten). Uret blev konstrueret i 1400-tallet og færdiggjort i 1490 af Mester Hanus. For ham blev prisen for opgaven høj – han fik nemlig på byrådets ordre stukket øjnene ud, så han ikke kunne gentage sit mesterværk et andet sted. Barsk skæbne!
Sælger på det gule marked tager et hvil
Sælger på det gule marked tager et hvil

Det jødiske kvarter - og det gule marked

Vi var også i det jødiske kvarter, og så her den jødiske kirkegård. Den ligger højt – det skyldes, at man har begravet de døde i mange lag (op til 10 lag) da man ikke sletter et gravsted. Derved er der lagt mere og mere jord på, og gravstenene står meget tæt.

Efter frokost på en jødisk restaurant tog vi med sporvogn ud til ”Det gule marked” – navnet skyldes, at de fleste af boderne er ejet af vietnamesere. Her kan man købe alverdens skrammel - tøj og ting - vi fandt dog ikke noget vi ikke kunne undvære.
Krystalglas fremstilling
Krystalglas fremstilling

3. dag i Prag - Karlstein og krystal

Denne dags udflugt gik til slottet Karlstein, bygget af Karl den 4. – på vej der til besøgte vi en krystalfabrik, og så hvordan krystalglas fremstilles. Krystal indeholder meget mere bly end alm. glas – i krystal er der 24 % bly, hvilket gør glasset tungt og hårdt, så der kan slibes i det. På denne fabrik blev glassene pustet af glaspustere - der som en del af aftalen har fri øl på jobbet, da de sveder litervis, og øllet holder væskebalancen i orden!
I en ovn blev glassene langsomt afkølet, herefter blev de slebet og evt. dekoreret.

Slottet
Slottet

Karlstein

Vi kørte til byen Karlstein, og holdt ind på en P-plads nedenfor den gade, der førte op til slottet. Halvvejs oppe lå en restaurant, hvor vi spiste frokost. Der var mulighed for at blive kørt op til restauranten i hestevogn, vi valgte at gå.
Efter frokost gik vi op til slottet, det gik meget stejlt opad, det er bygget som en fæstning og ligger højt oppe.
Der var en meget fin udsigt der oppe.
Vasketøj hængt til tørre over Moldau
Vasketøj hængt til tørre over Moldau

Gåtur

Senere på eftermiddagn var der tid til en gåtur - endnu et besøg på Karlsbroen og ud på en ø midt i Moldau, på den anden side af Karlsbroen, Vi kom forbi et kunstmuseum på vejen.
Øllen er god og billig i Prag
Øllen er god og billig i Prag

Øl, brosten og trætte fødder

Vi har oplevet meget, og det har været meget koncentreret, så turen ”fylder” meget i bevidstheden.

Man kan se utroligt meget på få dage, men kunne også sagtens bruge mere tid i Prag.

Vi fik gået rigtig meget – vi talte om det ville have været sjovt hvis vi havde haft skridttæller på, men det var der ingen der havde. Og da der er mange brosten i Prag, var det rimelig hårdt for fødder og ben at gå så meget.
Øl blev der drukket mange af – vi fik smag for de mørke, lidt søde øl. En øl i Prag er som standard ½ liter – vil man have mindre skal man gøre opmærksom på det.
- en collage med indtryk fra Prag
- en collage med indtryk fra Prag

En god tur

Vi var heldige med vejret, og syntes april måned var en dejlig årstid at besøge Prag. Det var varmt, og solen skinnede hver dag - det er med til at gøre det il en god oplevelse.

Det er billigt at spise i Prag, ligesom øl er billige.

Moldau

Moldau

Synet af Moldau med alle broerne er hele turen værd - men der er bestemt også meget andet at se i Prag, som er en by jeg bestemt har lyst til at vende tilbage til.

Jeg kan bestemt anbefale alle at besøge Prag mindst en gang!

Kommentarer til rejsetippet om Prag

glem ikke zoo

21/06 2012 tupaarnat
jeg har været i prag 4 gange og og tager hver gang i zoologisk have - man kan sejle dertil og for de friske kan man ta` en dejlig gåtur hjem gennem parken - en dejlig park, som er velegnet til rulleskøjter :)

En skøn og flot by

21/06 2012 Winnie juul Jensen
Vi og vores venner har været der op til flere gange og det er ikke sidste gang, kan kun anbefales som står beskrevet i rejsetippet og køb et sporvognskort til flere dage og kom rundt i byen på den måde også,det er ikke så dyrt og man får set Prag på mange flere måder.
med venlig hilsen
Winnie Juul Jensen

En hyggelig by

18/06 2012 Lillian Hansen
Vi må vist tilbage og se byen igen - det er snart mange år siden vi var der og kun en enkelt dag i forbindelse med en rundrejse. Så jeg vil huske disse gode tips til jeg - forhåbentlig - igen kommer til Prag
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Prag

Hoteller i Prag
Rejser til Prag
Denne side er udskrevet d. 10. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/new-zealand/kaikoura/transport/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.