Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Istanbul

Læs mere om rejser til Istanbul

Istanbul - Besøg i en smeltedigel
Rejsetips indsendt af:
Preben Østerlund
Ry
5. dec. 2012

Istanbul - Besøg i en smeltedigel

Har du en weekend og et par dage, så overvej om ikke det er Istanbul, du skal besøge næste gang … du kan flyve dertil på under 4 timer, og alligevel føle dig så utroligt langt væk hjemmefra! Vi ankom en lun lørdag aften i september og havde 3½ døgn i byen.
Det var nok til at få et godt indtryk af millionbyen og til at nå rigtig mange af de store seværdigheder.
”I Istanbul mødes øst og vest” – sådan indledes rigtig mange beskrivelser af byen. Og det er jo så sandt …. men at byens geografiske beliggenhed har (og altid har haft) så stor betydning for dens kultur, historie, religion, sprog og mentalitet, og dermed hele stemning/atmosfære, det forstod vi først, da vi stod midt i smeltedigelen.
Enhver, der kan læse denne rejsebeskrivelse, kan også hurtigt google sig frem til Istanbuls allerstørste seværdigheder, som man endelig ikke må gå glip af, men som altså heller ikke er alene om at skabe en stor oplevelse.
Til de store seværdigheder anbefaler vi, at du hjemmefra bestiller et MUSEUM PASS. Det koster 72 TLR (svarer til knapt 250,- DKR) og gælder i 72 timer. Der er en del penge at spare mht entréer, men endnu vigtigere: du springer billetkøerne over!!! Læs mere og evt. bestil her: http://www.muze.gov.tr/museum_pass
Bemærk, at du ved bestilling skal skrive adressen på dit hotel i Istanbul samt dato for ankomst, så vil kortene ligge klar til dig i receptionen. De 72 timer gælder fra første gang, du bruger kortet – og altså ikke når du køber det.
Te med udsigt

Te med udsigt

Nu vil vi gerne beskrive et par ting, vi ikke kunne google os til:
Te i parken nedenfor (nord-øst for) Topkapi-paladset. Du finder den dejligste te-bar, hvis du går mod menneskestrømmen, rundt om paladset, gennem Gülhane Park, nedad mod kysten. Her sidder du med udsigt til Det gyldne Horn og Bosporus. Her er ro og luft og ægte CHAI på kanden.
På vej til paladset

På vej til paladset

Op ad den stejle hovedvej mod paladset ligger Arkæologisk museum. Det er KÆMPE stort, og kan nok tage pusten fra de fleste. Derfor er det godt og nødvendigt, at skulpturhaven lige udenfor er indrettet som cafe, hvor forfriskninger såmænd ikke er dyrere end andre steder i det centrale Istanbul.
Istanbul - Besøg i en smeltedigel

Det store tilløbsstykke i Topkapi er juvelerne og skattene, kostbarhederne, der vises frem bag pansret glas, mens tusindvis af mennesker defilerer forbi. Vi syntes faktisk mere om haremmet (det var vi næsten alene om, men det var jo egentlig meget rart) …. I haremmet kunne fantasien lege med: forestil dig livet med sultanen og hans førstedame og førstearvinger i de tæppebeklædte stuer med lave væg-til-væg-sofaer, ”den gyldne gang” der forbinder haremmet med sultanens private gemakker, hvor det siges, at han kastede om sig med guldstykker til konkubinerne (unge, smukke og intelligente kvinder indsamlet fra nær og fjern), de indre gårde med mosaikker og rindende vand, hvor kvinderne må ha’ haft et meget specielt fællesskab.
Renhedsreglerne

Renhedsreglerne

I det indre Istanbul og omkring moskeerne sættes renhed meget højt. Det er imponerende hvordan gader og veje og mennesker bliver vasket 5 gange om dagen (før bønnen, naturligvis).
Husk i øvrigt beklædning til både håret (kvinder), skuldrene og benene (også mænd), når du vil besøge en moské. Og husk endelig at tage skoene af udenfor.
Og når du møder en flink mand udenfor en af de store seværdigheder, der vil vise og fortælle dig alt, du kunne ønske at vide, så regn med, at han også gerne vil vise dig sin tæppeforretning ....
Tid til en afstikker - eller to

Tid til en afstikker - eller to

Den dag, du besøger Den blå Moské, kan du overveje at tage en afstikker til markedsgaden Arasta Bazaar lige nedenfor. Der er overraskende fredeligt, udvalget er stort – og ca. midt på gaden finder du også indgangen til det meget fine, lille (delvist underjordiske) mosaik museum.
Istanbul - Besøg i en smeltedigel

Har du tid til en ”ud-af-centrum”-oplevelse, kan vi på det varmeste anbefale en tur til Chora-kirken: Tag en TAKSI fra centrum, det sparer meget tid, og turen koster kun ca. TRL 15,- (ca. DKR 50,-) og du får set Istanbul lidt udenfor det absolutte centrum. Chora-kirken er så smuk, så smuk, med kristne mosaikker, der overgår dem alle.

Efter besøget kan du evt. gå langs den gamle bymur ned til stoppestedet Pazartekke og tag en sporvogn hjem til centrum.
Tæpper, keramik, hunde og katte

Tæpper, keramik, hunde og katte

I Istanbul findes der 1000-vis af butikker, der sælger tæpper og keramik. Her er et typisk udstillingsvindue med det karakteristiske, farvestrålende keramik.

Om katten fortælles det, at den har en særstatus i kulturen: det forklares med, at engang, mens Muhammed var optaget af at dele ud af sine visdomsord, lagde en kat sig til at sove på hjørnet af profetens kappe. Da han skulle videre, skar han hjørnet af sin kappe for ikke at forstyrre den i søvnen. Og fra den fortælling har andre så konkluderet, at Muhammed ikke kunne lide hunde … hunde jagter jo af natur katte. Man ser dog også hunde i Istanbul.
Alkohol

Alkohol

På langt de fleste restauranter i Istanbul kan du købe øl eller vin til maden, det er helt almindeligt på trods af mange muslimers afholdenhed. Men det står sjældent på menu-kortet. Og når det serveres, sker det lidt i ”dølgsmål”: vinflasken kan f.eks. være stukket ned i en farvet plastikkande og stilles prompte ind under bordet, - eller øl serveres i ugennemsigtigt service ….

Historie, sprog, geografi

Historie, sprog, geografi

De mange modsatrettede indtryk (muslimsk-kristen, osmannisk-græsk/romersk, kendte bogstaver sat sammen uden gennemskuelig logik, moderne-antik, øst-vest) forvirrer og udfordrer på helt sin egen måde. Man kan miste både fodfæstet, overblikket og pusten ind i mellem. Men nu, hjemme i Danmark igen, hvor indtrykkene har bundfældet sig, er der ingen tvivl om, at Istanbul har været en stor oplevelse. Og vil man så herhjemme genopfriske lidt af den orientalske stemning, kan man jo altid læse lidt i ”Mit navn er rød”, som er skrevet af Istanbuls (og hele landets) store forfatter Orhan Pamuk :-)
Seværdighederne – på tyrkisk

Seværdighederne – på tyrkisk

De fleste danskere vil nok have svært ved at finde logikken i det tyrkiske sprog, så her er lige lidt om stednavnene:

Den blå Moske: Sultanahmet Camii
Basilika cisternen: Yerebatan Sarnici
Chora-kirken m. museum: Kariye Camii Müzesi
Lille Hagia Sophia: Kücük Hagia Sophia
Arkæologisk museum: Istanbul Arkeoloji Müzeleri
Museum for Islamisk and Tyrkisk kunsthåndværk: Türk ve islam eserleri müzesi
Den store overdækkede Bazar/Grand Bazar:
Kapali Carsi
Den Egyptiske basar: Misir Carsisi

Kommentarer til rejsetippet om Istanbul

Gode tip og oplysninger

02/03 2015 Lajla Klamer
specielt er det godt at høre, at man kan bestille museumspas på forhånd. Virkelig gavnlig information

Rigtig fin guide

19/10 2014 Søren Kragelund
Rigtig fin guide. Helt klart 5 stjerner!

God og overskuelig beskrivelse

05/02 2013 Bjarne Danielsen
Det er en fin gennemgang af de store seværdigheder.
Jeg og min hustru har været i Istanbul 2 gange med 2 års mellemrum, sidst i 2012 og vi er opsat på at tage afsted igen i år. Når man har været i Istanbul engang begynder man at se og opdage at der er masser af andre ting i byen at opleve.
Af andre ting vil jeg godt nævne bl. a. Piere Loti Hill, bulgaske kirke, Princes Iland og Strøget Istiklal bare for at nævne et par stykker. Desuden en tur til Ortaköy og over til asien siden.

Informativt

30/01 2013 Hanne
Her er masser af gode og specielle ideer til, hvad man kan opleve i Istanbul. Vi vil helt sikkert bruge nogle af disse tips, når vi besøger området senere på året.
Teksten er skrevet varieret og spændende, og billederne er fint illustrative.
Helt klart FEM STJERNER og ikke en, som jeg kom til at trykke (og ikke kan lave om).

Oplysende

12/12 2012 Conny Mortensen
Et super godt rejsetip, med masser af gode oplysninger.
Jeg vil også til Istanbul!
Fem store og flotte stjerner fra mig.

Fortryllende

05/12 2012 Bjørn Pinderup
Spændende

Flot

05/12 2012 Christian Mols
helt klart 5 stjerner.
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Istanbul

Hoteller i Istanbul centrum
Rejser til Istanbul
Denne side er udskrevet d. 8. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.