Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Tyskland

Læs mere om rejser til Tyskland

Rejsetips af samme forfatter

Ferie i Schwalenberg
Rejsetips indsendt af:
Fredericia
6. jan. 2014

Ferie i Schwalenberg

For at få nogle afslappende dage efter en travl juletid, besluttede vi i fællesskab med et hold gode venner at holde nytårsferie på hotel Schwalenberg Malkasten i Tyskland.
Via FDM Travel skaffede vi os et femdages ophold på, hvad det viste sig at være, et superhyggeligt hotel i den lille maleriske landsby Schwalenberg. Byen ligger hævet over det omkringliggende landskab, hvilket giver en flot udsigt over Weserbergland. Byen krones af et mindre slot, bygget over rester-ne af en gammel borg.
Schwalenberg hovedstrøg
Schwalenberg hovedstrøg

Turen dertil

Schwalenberg ligger ca. 40 km. syd for Hameln, som igen ligger lidt sydvest for Hannover. Køreturen fra Padborg grænse er på 410 km. Kør på A 7 til lidt nord for Hannover, og derfra retning vest mod Dortmund ad A 2 til man drejer fra i afkørsel 35 mod Rinteln. Videre sydover mod Extertal, Barntrup og Schieder-Schwalenberg til Schwalenberg. Turen kan under normale trafikforhold gøres på små 5 køretimer. Beregn dertil diverse ”tisse- og strække ben” stop.
Hotel Malkasten
Hotel Malkasten

Hotel Malkasten

De få hundrede meter ind i bymidten mod hotel Malkasten (Malerkassen) gik ad brostenbelagte gader, kantet af gamle bindings-værkshuse. Vi mødtes af hotellet, et smukt restaureret bindingsværkshus med sjove malerier på de udvendige vægge. Hotellet består af en gammel og en nyere afdeling. De bedste værelser ligger i den nye afdeling, men de i den gamle er meget hyggelige. Her er en umådelig hyggelig Bierstube, som er udsmykket af diverse malere, der gennem tiden har opholdt sig på hotellet, samt en restaurant, der serverer fremragende mad. Hotelledelse og personalet er af høj klasse. Et dejligt sted at bo.
Rådhuset
Rådhuset

Byens historie

Byens historie går næsten 1000 år tilbage, da den fik køb-stadsrettigheder i 1231, og må derfor have eksisteret en del år før. Siden blev den en del af fyrstendømmet Lippe og Ærkebispedømmet Paderborn. Schwalenberg slap nådigt gennem 2. verdenskrigs ødelæggelser, og derfor er der bevaret mange skønne bindingsværkshuse med kunstfærdige udskæringer og bemalinger i det synlige træværk. Det smukkeste en nok rådhuset fra 1579, som ligger på hovedgaden. Borgen over byen stammer fra 1230. Heraf er kun rester af voldgrav og ruiner af en ringmur tilbage. Den nuværende hovedbygning er fra 1627. Den rummer i dag en sommerrestaurant med en fantastisk udsigt.
Udsigt over Weserbergland
Udsigt over Weserbergland

Tidsfordriv

Og hvad kan man så foretage sig, hvis man får nok af daseriet? Hele området indenfor en radius af 75 km. rummer en masse seværdigheder. Alene den landskabelige oplevelse er hele turen værd. Det er et frodigt bakkelandskab med vandløb, floder og skove, samt en masse hyggelige små bysamfund. Som overalt i Tyskland huser enhver nok så lille by diverse spise- og drikkesteder. De lokale veje er gode, og der er overalt fremragende skiltet, så det er svært at fare vild. På Aral servicestationerne kan man købe sig et Aral Auto Reisekarte, som dækker det område, man befinder sig i. På bagsiden er der op-lysninger om områdets seværdigheder. Dette område dækkes af kort nummer 7. Hvad med en god GPS??
Rottefængeren
Rottefængeren

Rottefængerbyen

Vi var begunstigede af strålende vejr, så vi foretog tre dagsudflugter i forskellige retninger fra vores ”vandingssted”. Den første tur havde Rottefængerens by Hameln som hovedmål. Vi kørte via Schieder med slot og stor Stausee mod Bad Pyrmont med et slot og en smuk kurpark. Her er også en dejlig gågade. Videre til Hameln, som nok er mest kendt fra eventyret om Rottefængeren, skrevet af brødrene Grimm i 1816. Bykernen rummer mange smukke renæssancehuse, bl.a. i Osterstrasse 28, Rattenfängerhaus fra 1602. I gaden er nedfældet mærker, som skal markere Rottefængerens rute, ad hvilken han lokkende børnene ud af byen. Gå en tur i de smalle sidegader og oplev de mange smukt restaurerede bindingsværkshuse. I en af gaderne fandt vi et pandekagehus, hvor vi fik serveret glühwein og pandekager i omgivelser et museum værdigt. På hjemvejen rundede vi Hämelschenburg med et smukt slot.
Ridetur på en halv hest
Ridetur på en halv hest

Verdens største løgnhals

Den anden tur gik først østpå til Polle, som ligger beskyttet af en borg ved Weserfloden. Der er en trækfærge over floden, som erstatter et gammelt vadested. Herfra gik turen videre langs Weser til Bodenwerder, som også ligger utroligt smukt ved Weserfloden. En køretur, som vi bl.a. vil huske for naturskønheden i det flotte solskinsvejr. Bodenwerder er kendt for at rumme Baron von Münchhausens palæ og museum for samme person. Han var den største løgnhals nogensinde, og hvem husker ikke hans beretninger om hans fantastiske bedrifter. For eksempel turen siddende på en kanonkugle, og rideturen på en halv hest. I parken foran museet, samt mange steder i byen, står skulpturer forestillende Baronens ”bedrifter”. Han var i øvrigt en historisk person. Der er mange gamle huse i smalle brolagte stræder, og langs Weser er der mulighed for en dejlig spadseretur. Absolut en by et besøg værd.
Corvey
Corvey

Höxter, med klosteret Corvey

Efter von Münchhausens by fulgte vi floden mod Höxter, som er en gammel Weserby, igen med mange gamle bindingsværksbygninger i bymidten og floden i ”baghaven”. Igen fandt vi mange smukt bevarede huse i bymidten. Især rådhuset fra 1613. Seværdig er også en af Tysklands ældste gotiske kirker, Minoritetenkirche. Mest interessant og imponerende er dog klosteret Corvey, som ligger ved floden lidt nord for byen, fint skiltet fra vej nr. 83. Klosteret er grundlagt i 822. Ansgar, nordens apostel, kom herfra. De nuværende bygninger er fra1700 tallet. De fleste bygninger er lukket her i vinterperioden, men kirken med de to spir er åben for besøgende. Herinde ses et smukt inventar.
Rådhuset i Blomberg
Rådhuset i Blomberg

Blomberg og Lemgo

Den sidste heldagsudflugt bragte os nordøst på til Blomberg, der beherskedes af borgen i byens højeste ende. Den var engang Lippernes foretrukne residens. Den er nu indrettet som et godt hotel. Fra resterne af bymuren er der en flot udsigt. På Marktsplatz ses det flotte rådhus. Flere af de smalle gyder huser fine middelalderhuse. Turen gik herfra til Lemgo. Hovedgaden kantes af imponerende borgerhuse i forskellige stilarter. Seværdig er også Sct. Nikolauskirken.
På tre udflugter nåede vi naturligvis ikke at bese hele området. Af yderligere muligheder kan jeg nævne byen Detmold, det specielle naturområde Externsteine, samt det enorme monument Hermanns Denkmal. Det menes, at ”Hermann” og hans hær et sted her i området standsede den romerske fremtrængen mod nord ved at slagte et par af de romerske legioner. De lærde har endnu ikke fundet et endeligt bevis for, hvor slaget stod. Ud over de nævnte, er der mas-ser af muligheder for den nysgerrige turist.
Slusen ved Minden
Slusen ved Minden

Sluseanlæg og hjemtur

På hjemturen til Danmark slog vi en krølle omkring sluseanlægget ved Minden lidt nord for A2. Her krydses Weser med Mittelland kanalen. For en euro pr. mand kunne vi bese slusen på nærmeste hold. Der bygges for tiden på en udvidelse af anlægget. Hele ”historien” er et imponerende ingeniørarbejde.
Hele opholdet, både hotel og området, kan bestemt varmt anbefales. Priserne er absolut rimelige. Vi besøgte stedet i vinterperioden, og det var herligt. Vi kan tænke os til, hvordan det vil være om sommeren, når man kan sidde ude og nyde både omgivelser og et fremragende godt lokalt bryg. Hvis du vil besøge stedet, er det nemmest at benytte FDM Travel, da de råder over mange værelser på hotellet. For de, som ikke er vant til at køre i Tyskland, kan jeg oplyse, at toiletterne på de store rastepladser kræver småmønter for adgang. Det koster 70 cent at komme ind, så husk mønter. Der kan betales med 10, 20 og 50 cent mønter, samt 1 og 2 euro mønter i automaten. Du får en billet, som bagefter kan bruges som betaling (50 cent) for indkøb i kiosk og restaurant. Har du været trængende mange gange på turen, kan du samle billetterne sammen og bruge dem samlet til erstatning af væsketabet!

God tur.
J. Gilbert.

Kommentarer til rejsetippet om Tyskland

Tak !

22/06 2015 kurt pedersen
tak for fin info. At nyde vor store og førhen "hadede" nabo; er dejligt at se. Det Tyske findes ikke smukkere, hvis man ser sig omkring i dette mægtigt store land. Gode info,s der giver andre lyst til at søge oplevelser der er til at komme til på få timer
Det Hanover,ske hus rækker jo herop historisk og dermed også kulturelt.

Venlig hilsen
Kurt B Pedersen

Søg og du skal finde.

26/05 2015 Poul Chrona
Efter I nogen tid at have søgt oplysninger om Weserbergland og forslag til udflugter, fandt vi endelig her hvad vi søgte. Tak for det.

TILLYKKE!

30/01 2014 Jørgen Hylgaard
Igen en perfekt rejsebeskrivelse!
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Tyskland

Hoteller & ferieboliger i Tyskland
Rejser til Tyskland
Denne side er udskrevet d. 5. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.