Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Rejser til Frankfurt

Frankfurt er byen hvor Den Europæiske Centralbank har sit hovedsæde og er for mange synonym med finanser. Du vil med det samme opdage de umiskendelige skyskrabere i området Bankenviertel. Her vil du nærmest føle at du befinder dig i New York. Med sin beliggenhed ved floden Main, har Frankfurt også fået øgenavnet Mainhattan.

Europas “Mainhattan”

Storbystemning i Hamburg

Frankfurts moderne skyline
Når du rejser til Frankfurt får du alle ingredienserne til en sikker storbyferie-succes. Du kan tage på sightseeingtur med den spraglede sporvogn Ebbelwei-Express og opleve Goethes fødehus. Eller hvad med et glas æblevin på en af Frankfurts mange hyggelige barer?

Frankfurt er rig på storbystemning, kultur og historie og du får et fantastisk udvalg af shopping og gode spisesteder.
 

Historiske Römerberg og Paulskirche

I Europa ses sjældent byer så fuld af kontraster, som i Frankfurt. Fra broerne over Main-floden, kan du på samme tid betragte den betagende skyline og den historiske bymidte. Römerberg er den store plads i hjertet af Altstadt. Her finder du et af Tysklands smukkeste rådhuse - Römer. Den beundringsværdige facade, der består af tre gavle i gotisk stil er Frankfurts vartegn. Bygningen har siden 1300-tallet været hjemsted for Frankfurts bystyre.

På den store plads, lige ved siden af Römer ligger en anden af Frankfurts vigtige historiske bygninger og vartegn - Paulskirche, der er et symbol for frihed og demokrati. Indenfor hænger et enormt vægmaleri af Johannes Grützke, der viser de vigtigste personer fra den tyske revolution i 1848.
Den kulørte sporvogn Ebbelwei-Express

Sightseeing i Frankfurt med Ebbelwei-Express

Hvis du vil have et godt overblik over Frankfurt, er det oplagt at starte din storbyferie med en tur i den kulørte sporvogn Ebbelwei-Express. Turen varer ca. en time og tager dig igennem det gamle og det moderne Frankfurt. 

Du kører over Friedensbrücke og forbi Museumsufer, det karakteristiske rådhus Römer, messehaller og meget mere. Og imens du suger Frankfurts indtryk til dig, kan du nyde et glas æblevin og en saltkringle, imens musikken spiller i baggrunden.

 

I Goethes fodspor

Frankfurt er Goethes fødeby og når du rejser hertil er hans hus i Großer Hirschgraben og Goethe Museum “must see’s”. Hvis du er kunstinteresseret, bør du også besøge museet Städel, der er et af de bedste kunstmuseer i Europa. Museet har en kolossal samling kunstværker, heriblandt det berømte billede af Goethe, i kappe og bredskygget hat.
Det 45 meter høje tårn, Goetheturm

Gerbermühle og Goetheturm

Med en smuk beliggenhed ved Mains bred, ligger Gerbermühle - en af de ældste kroer i Frankfurt, hvor Goethe ofte kom på besøg og drak æblevin. Syd for Main-floden ligger også Goetheturm. Det 45 meter høje tårn er bygget i træ og ligger i et herligt grønt område. Når du er nået op af trapperne og står på toppen, har du et pragtfuldt view over Frankfurts højhuse og grønne anlæg.

 

Hyggelige Sachsenhausen

I området Sachsenhausen mærker du en fantastisk atmosfære, i de hyggelige smalle, brostensbelagte gader. Der er ikke langt i mellem værtshusene, hvor lokale Frankfurtere samles til uhøjtideligt samvær. I gaden Klappergasse finder du Frau Rauscher-statuen, der med uregelmæssige intervaller spytter vand ud og fanger de passerendes opmærksomhed.

Shopping i Frankfurt

Shopping i Frankfurt
Frankfurt har noget for enhver smag - og pengepung, når det kommer til shopping. Her er tre gode tips til shopping i Frankfurt:

- High end mærkevarer i Goethestrasse: Går du efter eksklusive mærkevarer, skal du gå en tur op ad Goethestrasse. Her bugner det af internationale top-brands som Burberry, Chanel og Jimmi Choo. Og hvis feriebudgettet ikke rækker til indkøb her, er det også en oplevelse i sig selv, bare at gå gennem gaden.

- Shop amok på Zeil: I indkøbsgaden Zeil, kan du shoppe til den store guldmedalje. Gaden hører til de mest omsættende i Europa og er især kendt for to spektakulære shoppingcentre MyZeil og Zeilgalerie. MyZeil, med et væld af forretninger og delikatesser fordelt på otte etager, har en imponerende tragtformet glasfacade og en rulletrappe på 48 meter. I Zeilgalerie kan du gøre et hvil på tagterrassen på 9. etage og nyde panoramaudsigten - med en velsmagende cappuccino eller en kølig forfriskende drink.

- Loppemarked ved Main: Hver lørdag formiddag afholdes der loppemarked ved Mains bred. Her faldbyder kræmmere alverdens sager, fra tøj til nipseting og antikviteter.

Frankfurts grønne seværdigheder

Bavian i Frankfurt Zoo

Paradis i Frankfurts palmehave

I den ellers hektiske og pulserende storby, ligger den fredfyldte lille oase Palmengarten - et velholdt og romantisk parkanlæg med smukke, farverige staudebede og glimtende søer. Du vil uden tvivl blive betaget af Palmehuset og Tropikariet, de subtropiske og tropiske palmelandskaber og smukke blomster.
 

Frankfurt Zoo

Når du rejser til Frankfurt er det værd at besøge byens zoologiske have, der ligger centralt i Frankfurt. Her kan du opleve mere end 4500 dyr. du kan f.eks. gå på opdagelse i Grzimek-huset og udforske Madagaskars verden med fisk, søheste, pingviner, slanger og krokodiller.
Læs mere om Frankfurt Zoo på deres hjemmeside.
 

Spændende udflugter fra Frankfurt

Hvis du trænger til en lille afstikker, er der her et par spændende udflugter udenfor Frankfurt:

  • Offenbach - Øst for Frankfurt ligger Offenbach, der har Tysklands største produktion af læder og byen har også et spændende lædermuseum.
  • Taunusbjergene - er kendt for sine varme kilder, smukke skove og den imponerende panoramaudsigt fra Grosser Feldberg.
  • Bad Homburg vor der Höhe - udover sine kurbade er byen også kendt for sin medicinske mineralvand og for sit kasino.
Denne side er udskrevet d. 28. februar 2017 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.