Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Mecklenburg

Læs mere om rejser til Mecklenburg

Schloss Teschow
Rejsetips indsendt af:
Ole Lund Sørensen
Slagelse
9. juni 2009

Golf på Schloss Teschow

Forlænget weekend med masser af golf i det nordøstlige Tyskland.

Meget for pengene

Min kone og jeg har efterhånden besøgt det nordøstlige Tyskland mange gange. Det er let tilgængeligt, via Gedser-Rostock, udbuddet af feriemuligheder er stort og så er priserne meget, meget rimelige!

Dette lille rejsetip handler om vores seneste tur, der denne gang gik til Schloss Teschow i slutningen af april. Vi havde booket og betalt et golfophold med to overnatninger og helpension hos FDM Travel (på nettet). Det gik som vanligt smertefrit. Og vi skulle kun af med 3.800 kr., alt inklusiv. Det synes vi faktisk er en fornuftig pris for en forlænget weekend (fredag-søndag) med både ophold, mad og greenfee - og adgang til spaområde.

Hotellet

Vi blev taget pænt imod i receptionen, og fik en guidet tur rundt på hotellet. Den lille, kvindelige receptionist holdt stædigt på, at hun skulle slæbe vores bagage. Hun overlevede, og vi endte på vores udmærkede værelse, der lå oppe under taget og var både stort, rent og med fine toilet/badfaciliteter.

Aftensmaden blev serveret i en af restauranterne, hvor vi havde en skøn udsigt over parken og golfbanens 18. hul. I vores helpension indgik en menu, der vel for så vidt var i orden (til prisen). Med tanke på hotellets ellers høje niveau var vi alligevel lidt skuffede over måltidet, der bestod af tre retter, der var meget afmålte, og bar præg af at køkkenet havde større ambitioner, end de i praksis kunne leve op til. Efter 5 timer på golfbanen har man brug for et godt foder, og det fik vi altså ikke.

Til gengæld skal hotellet have ros for de frokostpakker, vi fik med på golfbanen begge dage. Der var både frugt, snacks, vand og sodavand samt to lækre sandwiches. Så totalt set døde vi ikke af sult.

Og morgenbuffetten var perfekt. Måske den bedste, vi har oplevet på hoteller uden for Danmark. Så lad os se gennem fingre med de fire halve, små kartofler, vi blev spist af med til aftensmaden.
To runder golf i skønt forårsvejr!
To runder golf i skønt forårsvejr!

Golf og spa

Vi besøgte selvfølgelig også spa-afdelingen, hvor vi havde købt et rasoul-bad (mudderindpakning i dampsauna) og en massage. Det var i orden - men ikke fantastisk. Vi har besøgt andre hoteller, der er mere dedikerede til spa-oplevelser. Afdelingen er ikke så stor, og sauna- og badområde ligger et helt andet sted end deres massageafdeling. Men når man nu er der alligevel, er det en fin lille tilføjelse - og man får fin lejlighed til lidt ekstra forkælelse til en rimelig pris.

Selve formålet med vores tur var at få spillet lidt golf uden for vores egen klub. Og hvad det angår, kan faciliteterne på Schloss Teschow bestemt anbefales. Der findes to baner: En mindre 9-huls bane (som vi ikke prøvede) og så den store 18-hullers bane, der er den længste, vi endnu har spillet. Vi er begge middel-handicappere (har kun spillet i et års tid), og vi blev bestemt fint udfordret på de 18 huller, hvor der var vand i spil på anslået omkring halvdelen af hullerne. Banens stand var fin, om end singlehandicappere nok ville kunne finde ting, der kunne være bedre.

En fin detalje er, at der er adgang til toilet og vand adskillige steder på banen, og efter hul 9 er der en lille hytte, hvor man kan indtage sin frokost. Alt i alt gik vi et par gode runder på en bane, der også kan anbefales til dem, der ikke har spillet så længe. Og ellers kan 9-hullers banen helt sikkert være et godt alternativ.

Der var desuden udmærkede træningsfaciliteter og en pro-shop med gode slagtilbud.

Vi kommer nok igen

Vores samlede vurdering af Schloss Teschow er, at vi sagtens kan anbefale det. Du får masser af afslapning til en rimelig pris og uden at skulle rejse ret langt. Det er perfekt til en forlænget weekend, og spiller du golf, er der fine muligheder. Der er også mulighed for at kombinere golf og spa, hvilket bare er et ekstra plus, for det er altså skønt med en gang massage efter 10 kilometers golf!

Vi har talt med nogle venner om at tage på en kombineret golf- og spaweekend. Så lige nu er det bare at beslutte, om det skal være Schloss Teschow igen, eller om vi skal snuppe Fleesensee, der har lidt bedre golffaciliteter. Men Mecklenburg-Vorpommern bliver det helt sikkert...

Aktiviteter
Golf
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar
Denne side er udskrevet d. 6. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/portugal/algarve/aktiviteter/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.