Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Kør-selv-ferie Midttyskland

Tag familien med på en kør-selv-ferie til Midttyskland og oplev de fortryllende mose- og flodlandskaber i Spreewald, sagnomspundne bjerge i Harzen, eventyrlige landsbyer i Weserbergland og grønne vidder i Thüringen. I det midttyske kommer Brødrene Grimms utrolige fortællinger og sagn om hekse og troldkarle til live på Eventyrruten til stor fornøjelse for børn og barnlige sjæle.

Midttyskland er et særsyn i efteråret, når et brunt og gult tæppe har lagt sig over bakker og dale. Sommeren dufter af blomsterenge og frisk bjergvand, og foråret bugner af friske grøntsager og asparges, så uanset hvornår I skal på bilferie, er der smukke oplevelser i vente. I kan nemt køre dertil i egen bil, men I kan også flyve til en af de mange storbyer og hente lejebilen i lufthavnen, hvorfra jeres kør-selv-rejse kan begynde.

Fra eventyrlige landsbyer til granklædte bjerge

Spreewald - det landlige Venedig

Oplev Spreewald fra den traditionelle Kahn
Europas største indlandsdelta og kulturlandskab Spreewald er et en overset skønhed. Dette unikke 500 km2 store mose- og flodlandskab med et spindelvævsagtigt net af vandveje, skove og småøer, stråtækte huse og landidyl kaldes populært for det landlige Venedig. Med 1.500 km kanaler og åer, kaldet Fliessen, forbundet af små træbroer, er det svært at finde et mere passende navn. Lige som i Venedig foregår transporten ad vandvejene på fladbundede pramme, Kahn, eller i kanoer og kajakker.
 

Folklore og folkedragter i Spreewalds landsbyer

Sorberne, som lokalbefolkningen i Spreewald kaldes, bor i landsbyer på de mange småøer. De stråtækte byer har en tidløs ro over sig, og de gamle traditioner lever i bedste velgående i disse små samfund. Mange sorbere bærer stadig de traditionelle folkedragter og lokale grupper sørger for at sorbiske sange og danse lever videre. Her får I et spændende og autentisk indblik i, hvordan livet blev levet og stadig leves i sorbernes land.
 

Helt agurk

Spreewald er kendt for sine agurker, især de syltede af slagsen, der var og er en regulær DDR-specialitet. Den grønne spise har så stor betydning for området, at der holdes en årlig agurkefestival, og i Lehde kan I besøge verdens eneste agurkemuseum. Agurkelikøren vil desuden gøre jeres ophold festligt.

Cottbus

Cottbus kan siges at være den sorbiske hovedstad. Det er en pulserende universitetsby med en livlig cafe- og barscene og kulturen trives i teatre og museer. I de gamle stræder inden for bymuren summer det af historie og tysk charme, men også de mange grønne oaser ved Spree-flodens bredder er et attraktivt sted at spendere et par hyggelige timer. Det er nemt at nyde livet i Cottbus.  
 

Lübbenau

Lübbenau er et godt udgangspunkt for udflugter ad Spreewalds vandveje, men den charmerende by er i sig selv et besøg værd. Her får I et spændende indblik i Spreewalds historie, eller I kan smøre ganen med en øl fra byens lille bryggeri. I kan også lade jer forkæle med dejlige wellnessoplevelser eller opleve saltgrotten og den paradisiske Lübbenauer Hofgarten.
 

Lehde & Leipe

Spring på en pram eller en kano og sejl til de idylliske og nærmest eventyrlige minibyer Lehde og Leipe. På øer, kun forbundet af labyrintiske kanaler og små gangbroer, står de charmerende byer forholdsvis uberørt af tid. De traditionelle stråtækte træhytter er ofte dekoreret med smukt udskårne slanger, og indbyggerne gør en dyd ud af at holde traditioner og traditionelt håndværk i live. Det er ganske enkelt som at træde tilbage i en anden tid.
 
Dredsens smukke centrum på en sommerdag

Midttysklands kulturelle perler

Dresden

Dresden er en overset europæisk kulturperle. Meget af byen blev totalødelagt under krigen, men efter murens fald er byen blevet rekonstrueret og er et smukt vindue ind i en storslået fortid. Det er dog den kunstneriske og kreative vibe i den ”nye” bydel, der gør Dresden til en fascinerende by. Her er gamle DDR-rædsler i beton og forfald blevet forvandlet til trendy miljøer, hvor kreativiteten og street-arten sætter farve på de grå omgivelser.
 

Leipzig

Leipzig er en pulserende by. I de gamle brostensbelagte gader lyder tonerne af bysbarnet Johann Sebastian Bach, alt imens unge designere og kreative typer sørger for en trendy kunst- og kulturscene i gamle DDR-bygninger og fabrikker. Besøg fx Spinnerei med sine mange spændende gallerier og designbutikker eller byens mange museer.
 

Thüringen

Udsigt fra Wartburg Slot til Thüringens grønne hjerte
Thüringen kaldes for Tysklands grønne hjerte og er et mekka for vandrelystne rejsende. Nationalparken Hainich, de 16.000 km vandreruter ved Rennsteig, vidunderlige udsigter fra middelalderslottet Wartburg, Schloss Friedenstein og Dornburg-slottene gør Thüringen til et fantastisk oplevelsesland.

 

Saltlandet

Thüringen er kendt for sit hvide guld, salt, og I kan få et spændende indblik i saltminedriften i museumsminen Merkers. Her kan I også besøge krystalhulen, det underjordiske saltminemuseum og se hvor Naziguldet var gemt. I Saalfeldt gemmer der sig også et smukt underjordisk landskab i den smukke Feengrotten.
 
Erturts middelalderbydel

Erfurt, Weimer, Eisenach

”Erfurt med de mange tårne”, som Martin Luther kaldte byen, prydes af spir og tårne fra kirker og kloster, der strækker sig mod himlen. Erfurt har en af Tysklands største og smukkeste middelalderbydele, og her blandt smukke kirkelige bygninger og over byens godt 142 broer vandrede Martin Luther rundt i de fem år, han levede i byen. De to skønne byer Weimer og Eisenach er ligeledes spændende kulturbyer og absolut et besøg værd.

 

Spa-byerne

Thüringen er perfekt, hvis jeres kør-selv-rejse skal forsødes med selvforkælelse. Med et utal af kurbyer som Bad Frankenhausen, Bad Salzungen og Bad Sulza, er det nemt at finde jeres egen lille oase til rekreation og afslapning, hvor I kan marinere kroppen i helsebringende kilder.

Harzen

Kør gennem Harzens smukke grønne landskaber
Harzens dybe skove, granklædte bjerge, hemmelighedsfulde huler og dybgrønne søer har altid været omgærdet af myter og mystik. Hekse og troldkarle mødes på Bloksbjerg, og bindingsværksbyerne emmer af en romantisk fortid. Her er eventyrernes tid slet ikke er forbi, og børn og barnlige sjæle vil ikke blive skuffet på en bilferie igennem Harzens tryllebindende land.

 

Goslar

Denne velbevarede by med kunstfærdige bindingsværkshuse er UNESCO-beskyttet og glimter stadig af fordums storhed. Byen har gjort tjeneste som residens for de tysk-romerske kejsere og senere som velhavende handelsby, hvor den nærliggende mine, der stadig kan besøges, forsynede byen med dyrebart sølv, bly og kobber.
 
Udsigt til Goslar og omegn

Quedlinburg

De rødglødende tegltage glimter i solen, og slottet og St. Sevatius-kirken troner over byen. Det meste af byen er UNESCO-beskyttet, da verdens måske ældste bindingsværkshuse pryder gaderne. Ikke langt væk ligger minibyen Münzenberg med middelalderlig stemning og borgruiner. Tag svævebanen til det sagnomspundne Thale, hvor hekse og troldmænd efter sigende samles og se, hvad heksene brygger på bjerget.

 

Harzens smukke landsbyer

Sving lejebilen afsted mod de charmerende landsbyer i Harzens bakkede landskab. Werningerode ligger i skarp konkurrence med Goslar om at være smykket med det mest maleriske centrum og ikke langt derfra ligger Braunlage, der er et godt udgangspunkt for de 220 km vandre- og mountainbikeruter, der ligger i området. Har børnene ikke fået nok af hekse og eventyr, kan I besøge Mächenwald, Eventyrskoven, i Bad Harzburg.
 

Eventyrenes land, Weserbergland

Tag på kør-selv-ferie gennem Weserbergs eventyrlige landskab
Tag familien med på en kør-selv-rejse i Weserberglands romantisk bjerglandskab. Mange af de tyske landsbyer minder måske om noget fra eventyrerne, men de charmerende middelalderbyer i Weserbergland er rent faktisk en del af eventyrerne. Her kan I høre tonerne fra Rottefængeren fra Hameln, de vilde løgnehistorier fortalt af Baron von Münchhausen i Bodenwerder, og drømme jer væk på Askepotborgen i Polle.
 

Et eventyrligt vandreland

Hvis I skulle få lyst til at parkere lejebilen og indtage Weserberglands vidunderlige vidder på cykel eller til fods, så kan I begive jer ud på den populære Weser-Radweg, der går langs Weser-floden eller de fantastiske vandreruter Weserbergland-Weg og Pilgerweg Loccum-Volkenroda, der tager jer igennem bjerge og charmerende landsbyer.
 

Skønne bindingsværksbyer

I Weserbergland ligger bindingsværksbyerne med blomsterbugnende balkoner som perler på en snor. I kan suge stemningen til jer i Hannoversch Münden og Einbechs fantastiske kulisser. Besøge Corvey Slot, hvorfra Ansgar drog af sted i år 826 for at kristne Norden, og klosterkirke i Höxter, nyde den hvide barok by Bad Karlshafen, opleve det mageløse renæssanceslot Hämelschenburg i Emmertahl og fyrstepaladset i Bückeburg.
 
Kør på opdagelse langs eventyrruten

Den tyske eventyrrute - en kør-selv-drøm for børn

Eventyrlige myter, sagn og legender, som vi kender dem fra Brødrene Grimm, kommer til live på den tyske eventyrrute, Märchen Strasse. Fra Bremen til Hanau kan I rejse i de fantasifulde brødres fodspor og opleve de magiske dale, fortryllede skove og imponerende slotte, der har inspireret historierne.

Mød den bestøvlede kat i Oberweser, Rapunzel i Trendelburg og Tornerose i Hofgeismer. I Bad Wildungen ligger Snehvides hus, eller I kan hilse på Rødhætte i Knüllwald. Her får hele familien en uforglemmelig kør-selv-oplevelse.
Se vores kør-selv-forslag til eventyrruten

Ølbyerne i Bayern

Få steder i verden finder I så stærk en ølkultur, som i Bayern, og som hjemsted for halvdelen af de godt 1.300 tyske bryggerier er området et sandt paradis for ølentusiaster og festlige sjæle. Her er bryggerikunsten blevet udviklet og forfinet lige siden benediktinermunkene udviklende den gudeskønne drik helt tilbage i 900-tallet, og den dag i dag kan I således nyde det flydende guld på bryggerier og ølbarer i de mange bayerske ølbyer.
Bamberg

Bamberg

Bamberg må siges at være en af øllets hovedbyer, og her kan I vælte jer i bryggerier og specialøl. Smag fx deres Schwarzbier og Dunkelbier eller byens absolut mest bemærkelsesværdige øl Rauchbier, røgøl. Bamberg er dog meget mere end øl, og her i Tysklands ældste kongesæde knejser domkirken Kaiser med sine fire tårne over byens tage. Byen, der meget beskedent kalder sig selv for det frankiske Rom, byder også på historiske monumenter i den UNESCO-beskyttede Altstadt, romantik i ”lille Venedig”, hvor bindingsværkshusene dypper sine tær i floden og slottet Neue Residenz med en farverig rosenhave. I Bamberg går tiden hurtigt i gaderne, hvor tiden er gået i stå.
 

Kulmbach

I Kulmbach har de altid værdsat god mad og drikke. Her kan I ikke bare nyde deres fremragende øl, men også dykke ned i hele bryggekunstens historien på Bayerisches Brauerreimuseum. Her kan I opleve gamle glaskedler, kobberkapper, ølflasker og etiketter, der fortæller en spændende historie om det flydende guld. Der vil selvfølgelig være mulighed for smagsprøver. Også på Bayerisches Bäckereimuseum får I et indblik i én af byens gammel og traditionsrige erhverv. I kan selvfølgelig også vælge blot at udforske øl- og brødkulturen på en af de hyggelige restauranter på torvet.

Vestlige Midttyskland

Nyd et glas øl på en Bierstube med lidt snack til

Köln

Köln er sprudlende glæde og barer, hvor den lokale øl Kölsch flyder i en lind strøm og rhinske specialiteter fylder maven. Muntre studerende, nysgerrige turister og livsglade lokale blander sig i gaderne ved Alter Makt og Heumakt, mens Musical Dome, storslåede museer, den insisterende domkirke Kölner Dome og Rhinpark tilfredsstiller de kulturhungrende. Köln er måske Tysklands gladeste by og et festligt stop, hvis jeres bilferie går til det vestlige Midttyskland.

 

Midttysk gourmet

De forskellige områder i Midttyskland har alle sine egne specialiteter, som krydrer jeres kør-selv-rejse med spændende kulinariske oplevelser. Sørg for at smage det rustikke lokalkøkken og agurkerne i Spreewald, Harzer Käse, Thüring Bratwurst og klösse, også kaldet knödeln, der er gode med et glas øl på en Bierstube, og selvfølgelig den delikate asparges, der er en højtelsket spise fra april til juni.  Guten Appetit.
 
Denne side er udskrevet d. 22. september 2017 fra
http://www.fdm-travel.dk/frankrig/den-franske-riviera/koer-selv-ferie/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.