Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Uganda

Uganda - En overset Perle
Rejsetips indsendt af:
Jesper Pedersen
Odense
10. feb. 2013

Uganda - En overset Perle

Uganda er en overset perle i Afrika som er rig på smuk natur, dyreliv og venlige mennesker. Til gengæld er der meget få turister. Vores tur startede fra Kampala med 4 voksne og 1 barn på 5 år, hvor turen gik via Lake Mburo National Park, Bwindi National Park, Queen Elizabeth National Park og Fort Portal.
Efter ca. 4½ timers kørsel på relativ god vej og med et hurtigt stop ved Ækvator-linien nåede vi først på eftermiddagen frem til Lake Mburo National Park hvor vi skulle indlogeres på Mihingo Lodge. Lodgen ligger smukt på et højdedrag med udsigt til et lille vandhul og der var allerede godt med zebra, vortesvin, antiloper og bøfler. Eftermiddagen blev brugt på en lille gåtur til en udkigspost samt afslapning inden aftensmaden.

Når mørket bryder frem forstærkes alle lydene fra de mange dyr i parken og en lille speciel event på Mihingo Lodge, er at de får besøg hver aften af de små bush-babies, som kommer og bliver fodret med bananer.

Middagen består af minimum 3 retters menu hver aften (inklusiv i prisen), hvor der til hovedretten er lidt forskelligt at vælge imellem. Det er muligt at få opfyldt speciel-ønsker bl.a til børn. Super god mad! Ved mørkets frembrud bliver man altid eskorteret af lodgens vagter eller personale tilbage til hytten.

Tidligt op næste morgen kl. 6 for at nyde en flot morgensol over savannen og så ellers af sted på safari inden morgenmaden. Lake Mburo National Park kræver ikke at man har en parkansat med på safari, så vi valgte at prøve på egen hånd. Og der ikke lang tid inden dyrene væltede frem; zebra, giraf, Impala, Eland, og en hav af bøfler blev det til på første safari inden sulten efter morgenmad og kaffe meldte sig ca. 2½ time inde.

Ud på eftermiddagen blev det til en godt 2 timers sejltur på selve Lake Mburo med engelsktalende guide, som forklarede om dyrene, fuglelivet og områdets historie. Der blev set flodheste, Kingfisher-fugle, ørne og en masse aber.

Efter en lang dag med en masse indtryk og oplevelser og en velserveret 3-retters menu var alle trætte i selskabet og vi fortræk til køjs ganske tidligt.

På 3. dagen efter morgenmadsbuffeten fortsatte turen videre mod Bwindi Impenetrable Forrest. Det er en ca. 6 timers kørsel hvor den første strækning fra Lake Mburo over Mbarara og indtil starten af Queen Elizabeth National Park foregår på fine asfaltveje, mens den sidste del af turen foregår på grusveje af forskellig kvalitet. Det må helt sikkert anbefales at man kører i en 4-hjulstrukket bil i regnsæsonen.

Mens den første del af turen byder på åbent terræn hvor det var muligt at spotte dyr – bla. Elefanter, så var den sidste del af køreturen i skov og man får straks fornemmelsen for Gorillaer i Disen.

Med ankomst sidste på eftermiddagen til Buhoma Lodge, som er en del af Uganda Exclusive Camps blev det til en hurtig indlogering og et kort gåtur i den lille by. Igen em super-lækker lodge med 8 værelser og en central lokation i forhold til Gorilla-vandring.
Endnu engang bød aftenen på et lækkert 3-retters måltid (som også her er inklusiv i prisen).

En sjov detalje var at hver aften var der lagt varmedunke i sengene, så man sikker på at dynen var godt varm når man skulle i seng.

Næste morgen skulle de voksne på gorilla-trekking og med mødetidspunkt kl. 8 var tidligt op. Lodgen sørgede for pasning af gruppens unge medlem på 5 år, hvor der var afsat en barnepige.

Til gorilla-trekking var der ca. 6 hold med en inddeling på maks. 8 mand og en 3 rangere + 5 lokale som tilbød deres hjælp med at bære tasker og støtte folk. Vores gruppe skulle køre 1 km væk til udgangspunktet og starte derfra. Den første km eller så var det i lavt terræn, men så småt begyndte det at gå op af bakke på små stier. Det blev til forskellige små stop undervejs hvor rangerne fortalte om planter og dyr og efter en lille times vandring blev vi ledt ind i urskoven, hvor et par spejdere allerede havde været ude og spotte gorillaerne. Det er et mægtigt syn man bliver mødt af når der er en familie på omkring 20 gorillaer – den mindste ned til 3 mdr - som hygger sig, spiser, leger og kigger nysgerrigt på en. Det opvejer hurtigt de USD 250 som det koster per person at komme ud og trekke efter disse vidunderlige dyr.
Man får lov at tilbringe ca. 1 time med gorillaerne og man bliver bedt om at holde sig på afstand af 5 meter, men det er jo bevægelige dyr, så man oplevede flere gange at de var inden for 2 meters afstand. Desværre går 1 time jo ret hurtigt og eftersom hukommelseskortet nærmest var fyldt op, så blev vi ledt tilbage igen af samme vej. En samlet trekkingtur på godt 4½ var overstået med diplomoverrækkelse og en velfortjent frokost i sigte.

Resten af eftermiddag stod på gratis massage for kvindernes vedkommende og så et besøg på en skole for forældreløse børn der havde arrangeret en teaterforestilling med dans og fortælling. Efter aftensmaden var det tidligt til køjs for at være frisk til turens næste dag.

Morgenmaden blev indtaget og efter pakning af bilen fortsatte turen tilbage med Queen Elizabeth National Park. Det blev til en køretur på små 3 timer og vi nåede frem til Ishaha Wilderness Camp. Allerede da man kører igennem indgangen til national parken får man fornemmelsen af safari på Ishasa Plains der ligger op af Lake Edward-søen. Og man bliver ikke skuffet på Ishasa Wilderness Camp der udstråler teltferie på luksus – camp’en ligger ned til en brusende flod hvor der er mulighed for at opleve en masse forskellige dyr – aber, flodheste, øgler, elefanter og slanger (som vi da heldigvis ikke stødte på).

Med 2 overnatninger besluttede vi at slappe af og bare nyde området den første eftermiddag. Aftenen forløb hurtigt med først en sundowner omkring bålet inden den igen stod på god mad og opvartning på højste klasse. Ishaha har ca. 10 luksustelte og det var kun omkring halvdelen som var besatte mens vi boede der. Inden sengetid blev der bestilt varmt vand til morgenbadet J

Næste morgen var det tidligt op, da vi havde bestilt guidet safaritur i camp’en åbne Landcruiser. Vores mål var at opleve de træklatrende løver, som området er kendt for og der gik ikke lang tid før de første 2 løver blev spottet. Efter at have fuldt dem i 20 minutter forsatte vi safarien – dog med en lille pause pga uvejr i form af voldsom regn og torden som lagde savannen øde i 10-15 minutter.
Igen oplevede vi bøfler, topi, Uganda Kob og mange andre antiloper – dog stødte vi endnu engang på et par løver, som fulgte efter på en 10-15 meters afstand indtil de klatrede op i et stort Acasia-træ og vi havde fornøjelsen af dem i lang tid. Det gentog sig endnu engang hvor vi mødte en anden løveflok der lå og slappede af i et træ. Efter næsten 3½ times safari vendte vi retur mod campen for at indtage morgenmaden.

Ud på eftermiddagen besluttede vi os for at køre en lille tur selv og vi var ikke nået langt før vi fra vores plateau stødte en stor elefantflok – vi talte mindst 40 dyr. På vej retur til campen fik vi endnu engang øje på en enlig løve, som vi fulgte til et træ og fik igen hukommelseskortet fyldt!!!

Aftenen blev nærmest en gentagelse af alle andre aftener på turen, men god mad og samtaler omkring dagens oplevelser og indtryk inden sengetid.

Næste dag hed kursen nordpå gennem Queen Elizabeth National Park med Fort Portal som mål.
Vi havde fået pakket en madpakke fra Ishasa Wilderness Camp som blev indtaget på Ækvatorlinien og derefter fortsatte turen til Mountains of the Moon Hotel i Fort Portal – en tur på godt 4½-5 timer med enkelte pauser undervejs.

På hotellet blev det til ren afslapning og aftensmad inden turs sidste dag gik mod Kampala igen. Dagen derpå var der omkring 3½-4 timers fra Fort Portal til Kampala.

Efter 9 dages rundtur i det sydøstlige Uganda, er man fuld af oplevelser og indtryk. Turen kan evt. kombineres med en tur til Murchinson Falls National Park og Jinja, hvor Nilen har sit udspring.

Et besøg til Uganda kan varmt anbefales!
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Denne side er udskrevet d. 11. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/oestrig/tyrol/shopping/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.