Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Californien

Læs mere om rejser til Californien

Rejsetips af samme forfatter

Avenue of the Giants i Californien - hvis man er til store træer
Rejsetips indsendt af:
Brøndby
12. jan. 2013

Avenue of the Giants i Californien - hvis man er til store træer

En tur ad California Route 254 i det nordlige Californien er en fantastisk oplevelse – og så er den ganske gratis.
Engang i fordums tid, var vejen en del af U.S. Highway 101, men denne kører i dag parallelt, hvilket betyder, at der er forholdsvis fred og ro på det, der nu er en mindre bivej, kendt som "Avenue of the Giants", på grund af de mange store træer i dens nærhed.

Vejen starter syd for byen Fortuna, hvis man kommer nord fra og nord for Garberville, hvis man kommer syd fra. Mellem de to byer er der ca. 60 km, men med de oplevelser som strækningen byder på, kan det godt tage en rum tid, at køre turen. Vi har hidtil kørt den to gange, og brugte ca. 3 timer første gang og 4 anden.

Den følgende beskrivelse starter mod nord, og går mod syd, men turen kan altså lige så godt køres omvendt.
Carson Mansion, Eureka. Spøgelseshus eller...
Carson Mansion, Eureka. Spøgelseshus eller...

På vej til Avenue of the Giants - fra nord

På vej mod syd, havde vi overnattet i byen Eureka, som ligger ca. 140 km syd for grænsen mellem Oregon og Californien ad U.S. 101, som går næsten ude ved Stillehavet på denne strækning og turen ad hovedvejen er også en stor oplevelse.

Eureka er i sig selv et besøg værd. Det er den største kystby i Californien, nord for San Francisco, og den har mellem 25.000 og 45.000 indbyggere, afhængigt af, hvor meget af omegnen, man regner med. Byen ligger ved en lille havbugt, som kaldes Humboldt Bay, og det, som gør den interessant, er de mange victorianske huse i den historiske del af byen nord og syd for U.S. 101, som på en kort strækning gennem byen, går i retning øst-vest. Mange af disse huse er ret specielle, både i udseende og farvevalg, og mest specielt er Carson Mansion, der ligner en krydsning mellem et spøgelseshus fra en skrækfilm og Pippi Langstrømpes Villa Villekulla. Huse, i Queen Anne stil, er oprindeligt bygget af tømmerbaronen William Carson, og fungerer i dag som en privat klub, hvortil der desværre ikke er offentlig adgang. Men huset kan sagtens beses fra gaden, og det samme kan andre victorianske huse i samme og andre dele af byen, fx Milton Carson Home, Carter House Inn og William S. Clark House. Carter House Inn er hotel og restaurant, så her kan man også komme inden for.

Carson Mansion ligger På M Street, for enden af 2nd Street. Overfor – på hjørnet af de to gader - ligger Milton Carson Home, opkaldt efter William Carsons søn, som fik huset som gave fra sin far. Bygningen kaldes populært The Pink Lady, og hvorfor fremgår klart, når man ser huset. Carter House Inn ligger på hjørnet af L Street og 3rd Street. William S. Clark House ligger syd for 101, på hjørnet af C Street of 14th Street.

En oversigt over forskellige historiske steder og herunder flere interessante huse i byen og resten af Humboldt County, kan findes hos NoeHill Travels: http://www.noehill.com/humboldt/default.aspx.
Store træer, små biler
Store træer, små biler

Avenue of the Giants

Fra Eureka fortsætter man ca. 25 km mod syd ad U.S. 101, gennem byen Fortuna og ca. 20 km længere mod syd. Her møder man CA 254, eller Avenue of the Giants, og man skal ikke have kørt langt ad denne vej, før man møder de første store træer. Vejen følger floden Eel River og går flere steder helt ude ved denne. Efter ca. 10 km, kommer man til byen Redcrest, og her kører man ind i Humboldt Redwoods State Park, og så bliver træerne for alvor store. Træerne er californiske rødtræer, som kan blive op til omkring 130 meter høje. Så høje er der dog ingen der er pt. Det højeste træ i verden, Hyperion står i Redwood National and State Park længere mod nord og er godt 115 meter højt. Det højeste træ i Humboldt Redwoods State Park er Stratosphere Giant, som 'kun' er omkring 113 meter højt! Hvis man stillede det op som juletræ på Rådhuspladsen i København ville det rage otte meter op over rådhustårnet. Dette kæmpetræ blev tidligere anset for at være verdens højeste indtil man opdagede Hyperion og to andre træer i Redwood National and State Park, så det nu kun regnes for det fjerdehøjeste. Til gengæld kan Humboldt Redwoods State Park prale af, at af de 137 kendte træer i verden, som er over 110 meter høje, findes mere end 100 i denne park. De fleste "voksne" træer i parken er dog mellem 90 og 100 meter.

Ca. 2 km før Redcrest passerer man en rasteplads og tilhørende Souvenirbutik. Her kan man se The Immortal Tree, resterne af et sejlivet træ, der har overlevet skovbrand, lynnedslag, oversvømmelse og skovhuggernes økser. Et lynnedslag kappede 14 meter af træets top , men alligevel er resten af træet 75 m højt. Selv om der er meget "junk" at hente i souvenirbutikken, er den alligevel et besøg værd. Man behøver jo ikke at købe noget.
Selv Tim (193 cm) ser lille ud mellem rødtræerne i Founder's Grove.
Selv Tim (193 cm) ser lille ud mellem rødtræerne i Founder's Grove.

Founders Grove

Fortsæt mod syd omkring 6 km. Stop gerne op på nogle af de mange pull-outs undervejs og nyd træerne. Seks km syd for Redcrest mødes U.S. 101 og Avenue of the Giants igen for en kort bemærkning, og også Eel River slutter sig til sammen en anden flod, South Fork of Ell River. Fra rastepladsen er der udsigt til floden, en stor sandbanke og en jernbanebro over floden. Her lå engang byen Dyerville, som blev skyllet væk under en oversvømmelse. På seks dage i slutningen af 1964 faldt over 300 mm regn, og det fik floden til at stige til mellem 12 og 21 meter over den normale vandstand. Da floden, som førte 21.000 kubikmeter vand i sekundet med sig, ramte byen, blev denne skyllet væk, og er aldrig blevet genopført. Andre byer blev også skyllet væk, men er siden genopført. Det er en lidt underlig fornemmelse at se på en sandbanke, og vide at her lå en gang en – godt nok lille– men dog en by.

Når man har set og tænkt sig mæt på flod og by, kan man fortsætte ca. 500 m videre mod syd til parkeringspladsen ved Founder's Grove. Har man ikke været ude af bilen før, er det er godt sted at gøre det. Her der anlagt en ca. 800 meter lang spadseresti gennem skoven, og den tur bør man ikke snyde sig selv for. Undervejs kommer man blandt andet forbi Founder's Tree, som godt nok ikke er et af verdens højeste, men som alligevel rager godt op med sine 105 meter og en diameter på 4 meter. Får man lyst til at klatre i træer her, skal man lige være opmærksom på, at den laveste gren på træet sidder 59 meter oppe. Man passerer naturligvis også andre store træer, blandt andet Dyerville Giant, som tidligere blev regnet for verdens højeste træ med sine 113,5 meter indtil det væltede under en storm i 1991, efter sigende med et drøn, der kunne høres flere kilometer væk. En undersøgelse af det væltede træ har vist, at det var ca. 1.600 år gammelt, og det er så stort, at man mener at der vil gå flere hundrede år, før det er formuldet.

Har man mere tid, kan man køre tilbage til det sted, hvor 101 og 254 mødes og tage en lille sidevej, Lower Bullcreek Flats Road væk fra floden. Ca. 2 km senere skal man holde til højre af Bullcreek Flats Road. Efter ca 3 knm yderligere, befinder man sig nu i Rockefeller Forest, som er verdens største sammehængende område med såkaldt "old growth" rødtræer. Manm kan fortsætte ad mindre veje, men der er mange små grusveje i skoven og de er ikke skiltede, så jeg vil anbefale at man vender om, og kører tilbage til Avenue of the Giants.

På vej gennem et træ.
På vej gennem et træ.

Drive-thru tree

700 meter syd for Founder's Grove krydser man U.S. 101. Fortsæt yderligere ca. 11 km til byen Myer's Flat, hvor vejen igen krydser U.S. 101. Her kan man forlade CA 254 for en stund og besøge Shrine Drive-Thru Tree. Træet står på privat grund og det koster lidt at køre igennem ($ 5 i 2012). I den lille park er også "træhuse" og andre seværdigheder, som fx et "drive-over tree", som man kan køre henover. Stedet er nok mest spændende for børn. Man overdriver dog en del med træernes alder. Shrine angives således til at være 5.000 år gammelt og et andet træ skulle være 3.200 år, selv om det ældste kontrollerede rødtræ "kun" er ca. 2.200 år gammelt, og biologer mener ikke, at de kan blive meget ældre. Det må dog også siges at være en pæn alder.

Der er to andre drivethru træer i det nordlige Californien. Det ene står i Klamath, ca. 100 km nord for Avenue of Giants, og det andet, Chandelier Tree, i Leggett, knap 50 km syd for Avenue of The Giants.
Fra Leggett ad CA 1 mod Stillehavet, er det en helt anden slags skov, man kører igennem end bare lid
Fra Leggett ad CA 1 mod Stillehavet, er det en helt anden slags skov, man kører igennem end bare lid

Ud af parken

8 km fra Myer's Flat kommer man til Miranda, hvor man forlader statsparken. Miranda er en af de større byer i parken med godt 500 indbyggere. Myer's Flat har kun 150 indbyggere og de andre småbyer i parken har ikke mange flere. Miranda har både en adventist- og en mormonkirke, foruden en highschool, en benzinstation, et par butikker og en restaurant, så her kan man få noget at spise, hvis man ikke allerede har fået. 5 km syd for Miranda passerer man Phillipsville, og yderligere fem km mod syd slutter Avenue of the Giants og man vender tilbage til U.S. 101 10 km nord for Garberville. Fra Garberville er der yderligere godt 35 km til Leggett og Chandelier Tree.

Det er nu ikke det mest spændende ved Leggett efter min mening. Det er det til gengæld, at i Leggett finder man den nordlige afslutning (eller begyndelse) på den berømte California Route 1, som de fleste formodentlig kender bedst for strækningen ved Big Sur, syd for Monterey meget længere mod syd, men den nordlige del er også meget spændende og flot. Spændende er ikke mindst den meget snoede strækning fra Leggett til Stillehavet gennem bjergene, så tag roligt denne også, men beregn også her god tid.

Mere om Avenue of the Giants her http://avenueofthegiants.net/ eller her http://www.aveofthegiants.com/
Mere om Humboldt Redwoods State Park her http://www.parks.ca.gov/?page_id=425 eller her http://humboldtredwoods.org/

Kommentarer til rejsetippet om Californien

Ja det er forrygende

29/01 2013 Jan Kronsell
Kørte den senest i 2010 og gentager succesen til sommer. Den yngste skal ogaså have lov til at opleve det :-)

Flot beskrivelse

28/01 2013 Lars Toft
Flot beskrivelse af den smukke rute, som vi også kørte i maj 2012 - og vi er helt enige i at det er en enestående oplevelse at køre blandt de store træer. Især turen fra Leggett til kysten huskes tydeligt! ;-) Se i øvrigt min beskrivelse af vores tur. Mange rejsehilsner, Lars Toft
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Californien

Hoteller i Californien
i Californien
Denne side er udskrevet d. 9. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.