Midt imellem San Francisco´s internationale lufthavn og Fresno eller sagt på en anden måde mellem Monterey ved kysten og bjergene i Yosemite National Park findes et dejligt sted.
Det hele startede i 1908 med en lille simpel frugt bod og op gennem årene er stedet vokset. Nu er det 3. og 4. generation af den italienske indvandrefamilie som driver dette unikke sted.
Magi, nostalgi og en forfriskning på rejsen
To miles øst for hvor Highway 152 og Highway 156 krydser hinanden, lige hvor Pacheco Pass Road skifter til den to-sporede motorvej vest for passet ligger Casa de Fruta omgivet af det bakkede terræn i Pacheco Pass Valley. Casa de Fruta er et glad og forfriskende sted at holde en pause på køreturen eller tilbringe et par dage i afslappethed. Stedet er på én gang en magisk blanding af nostalgi og moderne livsstil som afspejles i den smukke country store.
En del af den ene butik
Delikatesse butikker
I den oprindelige frugtbod, som nu er udvidet til en ægte country store og i de to goumet butikker Casa de Deli og Casa de Wine er der smagsprøver på bl.a. ost og vin. I butikkerne kan også købes delikate lokale souvenirs. Og hvis sulten skal stilles kan der købes de dejligste sandwich som nydes ved et af de mange udendørs borde.
Eksempel på smagsprøver af vin er den prisbelønnede vin fra Zanger Vineyards - den klassiske Cabernet eller stedets helt egen unikke frugtvin (abrikos, brombær, kirsebær, granatæble, hindbær) som er perfekt til dessert eller bare på en varm sommerdag med isterninger i.
Området
På stedet er der et vandhjul, en gammeldags karrusel og et miniature lokomotiv, der har hovedstation ved Casa de Choo Choo som støder op til butikken Casa de Sweets. Her kan man nyde frisk bagværk, hjemmelavet slik og et udvalg af is, der vil tilfredsstille de mest krævende søde tand. Kaffespecialiteter og friske tærter er klar til at blive nydt.
Nostalgien findes i den omkringliggende park, hvor antikke landbrugsmaskiner, frugttræer, en lille sø og påfugle fremkalder minder om en tid der var engang. Tempoet bliver automatisk sat ned for at nyde de smukke omgivelser. En sand fornøjelse for både voksne og børn.
I midten af 1970´erne åbnede det tilknyttede motel, RV park og tankstation.
Mod vest - Gilroy
24 kilometer vest for Casa de Fruta ligger byen Gilroy, som er hjemstedet for den verdensberømte Hvidløg Festival i juli hvert år. Bo på Casa de fruta motel og undgå kørsel og parkeringsbesvær ved at køre med Casa de Fruta "Hvidløg Shuttle" til og fra Festival pladsen.
I Gilroy findes Premium
outlets med 145 mærkevarebutikker. Her er mange penge at spare i forhold til danske priser og hvis man alligevel tænker på at shoppe på ferien, så er det bestemt et besøg værd, og afsæt rigelig tid til besøget.
Der er desuden en historisk interessant tur at gå i Old Gilroy downtown.
Mod Øst - San Luis Resovoir
34 kilometer øst for Casa de fruta kommer man til San Luis Resovoir. San Luis Reservoir blev bygget som et reservoir i det Californiske State Water Project.
Et besøgscenter ved Romero Overlook giver fuld information om reservoirer og vand projekter i hele Californien. Her fremvises en audio-visuelle udstilling og trykte materialer. Der er gratis adgang til besøgscentret, og det er meget lærerigt om et vigtigt emne.
San Luis Reservoir bliver brugt til sejlsport, windsurfing, vandski og fiskeri. På kyststrækningen er der mulighed for både
camping og pinicking.
På gensyn Casa de Fruta
Jeg håber at nogen kan få gavn af dette lille rejsetip. Der er så mange skønne steder i Californien. Dette er et af de steder vi vender tilbage til så ofte vores vej falder forbi.