Highway 1 i Californien

Det skal du opleve på en af verdens smukkeste kystveje

Få steder i verden finder I en kyststrækning så betagende som langs Stillehavskysten i Californien. Highway 1 slænger sig på kanten af den rå klippekyst som en kælen kat og serpentinersving klatrer op ad bjergsiderne. Imponerende broer knejser over dybe dale og byder på endnu mere imponerende panoramaer over Stillehavet. Kystens uberørte natur, der vrimler med oddere, hvaler og de mere ubehjælpelige søelefanter, kontrasterer mod småbyernes omfavnende og varme californiske stemning. Brug mindst to dage på at cruise ned ad Highway 1 for at få den fulde oplevelse af dette magiske område.

Inspiration

Fra San Francisco til stjernernes Los Angeles

Strækningen mellem San Francisco og Los Angeles er den mest berømte og ikke mindst spektakulære del af Highway 1. Kysten træder for alvor i karakter, og hvert sving og hver by er en ny oplevelse. Besøg fx Monterey, der i sin tid var en livlig fiskerby, hvor de rustikke, gamle konservesfabrikker er forvandlet til fine butikker og fancy restauranter eller Carmel-by-the-Sea, der er en idyllisk lille tidslomme.

Bemærk, at der i påsken skete et jordskred på Highway 1, der betyder at vejen er lukket for besøgende på strækningen fra 23 - 25 km syd for Monterey (nær Palo Colorado). Denne lukning, i tillæg til den sydligere lukkede strækning ved Limekiln State Park ca. 55 km nord for San Simeon, gør, at det i øjeblikket ikke er muligt at køre strækningen mellem de 2 nævnte områder. Arbejdet ved det sydlige skred forventes at slutte sidst på foråret 2024, men der er fortsat ingen fast dato, ligesom der endnu ikke er en dato for åbning af strækningen ved det nordlige skred. 

hippiedrømme i Big Sur

Langs den 145 km lange forrevne kyststrækning syd for Carmel kendt som Big Sur lever den californiske hippie-drøm i bedste velgående. Den afslappede sjæl, der præger området, står i kontrast til det kraftfulde Stillehav og det dramatiske landskab. Nogle af Highway 1's smukkeste oplevelser venter jer her, som køreturen over den ikoniske Bixby Creek Bridge, udsigten fra "Million Dollar View" ved Ragged Point og de mange fantastiske vandreruter i Pfeiffer Big Sur State Park.

Drømmepalæer, dansk folkedans og mondæn badeby

Blandt Highway 1's kuriositeter finder I det overdådige Hearst Castle. Avismillionæren William R. Hearsts drømmepalæ fra 20’erne vækker genklang med sin "gamle Grækenland"-pastiche, men virker dog noget ude af takt med den afslappede californiske folkesjæl. Tager I en afstikker til Solvang, venter der derimod et karikeret, men underholdende møde med dansk kultur. Mere eksotisk tager det sig ud i spansk-inspirerede Santa Barbara, der inviterer mere til solbadning end dansk folkedans. Og snyd ikke jer selv for at forkæle ganen med californisk vin og lokale specialiteter på charmerende vingårde. Highway 1 er en køretur for alle

Kort

Vis på kort