Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Chicago

  • Chicago - Byen der kan det hele og mere til ...

    (Bedømt af 1 person)
    Har netop været til bryllup i Chicago - og hvilken by!

    Denne for mig at se oversete by i USA kan give dig nogle helt fantastiske aftener/nætter med den mest svedende blues.
    Se hele rejsetippet
  • Chicago - Dejlig by med så meget at lave

    (Bedømt af 7 personer)
    30.10.12: Louise Varberg Fleron
    Jeg ha selv, besøgt Chicago tre gange nu, senest i sommeren 2010.
    Se hele rejsetippet
  • Fra Chicargo til Salt Lake City

    (Bedømt af 6 personer)
    06.06.12: Inger & Børge Christiansen
    Kørte meget af vejen på ROUTE 66, som andre har beskrevet levende. Vi har et par tips som andre måske kan få glæde at! Elektronisk kort til PC.: STREETS & TRIPS fra Microsoft, kan downloades gratis i 60 dage fra: http://www.microsoft.com/streets/en-us/default.aspx
    Hvis man samtidig har en GPS antenne til PC, ja så har man et fantastisk navigationsredskab til planlægning og kørselsvejledning, samt mange oplysninger om CAMP GROUNDS, BENZIN, MUSEER
    O.S.V.
    Se hele rejsetippet

Læs mere om rejser til Chicago

Rejsetips af samme forfatter

  • En overset perle

    (Bedømt af 68 personer)
    Efter at have læst et andet rejsetips her på siderne besluttede jeg mig for at Edinburgh var en by der måtte på listen over steder mig og min kone har været.
    Se hele rejsetippet
  • Guds eget land - part 2

    (Bedømt af 57 personer)
    Det var præcist 1 års siden min kone og jeg sidst besøgte USA (se evt. rejsetipset ”Gud egen land) og det var igen blevet Memorial Day – amerikanernes største shopping weekend, hvor der altid er gode rabatter at hente.
    Se hele rejsetippet
  • Alle veje fører til Rom

    (Bedømt af 103 personer)
    Nu når alle veje fører til Rom, så er det jo ikke nogen skam at man forvilder sig derned én gang om året.

    Rom er og bliver min og min kones ynglings by her i Europa og vi havde længe glædet os til at skifte efterårets rusken ud med Sydeuropas mere lune vinde, for rejsen var bestilt for længe siden.
    Se hele rejsetippet
Guds eget land
Rejsetips indsendt af:
Solrød Strand
4. juni 2013

Guds eget land

Route 66, porten til Vesten, shopping, nationalpark, Elvis, Beale Street, blues i Chigaco, 1.500 miles, 6 stater – 6 dage.

Det kan man da ikke nå ? Jo man kan og det var lige hvad vi gjorde her på vores seneste tur til USA.
1.500 miles eller omkring 2.400 km ligger ganske vist også pænt over de ca. 1.800 km vi kørte på 16 dage under vores sommerferie i Californien sidste sommer (se evt. tipset Californien rundt – med sjælen), men det var ikke en miles for meget.

Det hele startede med en mail fra FDM-travel om at der var 1.000.000 billige rejser med SAS. Et hurtigt tjek viste at der faktisk var billige billetter til Chicago i en periode hvor vi havde mulighed for at rejse – det kunne blive ud en fredag og hjem igen næste torsdag via Stockholm og så var prisen helt i bund. Der var så kun 999.998 billige billetter tilbage – faktisk kun 999.996 for jeg fandt også lige nogen til vores favorit by Rom til efteråret :-)
Så er vi på vej (bogstaveligt talt)
Så er vi på vej (bogstaveligt talt)

Route 66

Vi har flere gange været i Chicago på storbyferie (se evt. Chicago – hvad der er sparet er tjent), så tanken om at kører lidt af den legendariske Route 66, der jo som bekendt startede i Chicago og kørte hele vejen til Los Angeles, blev hurtigt født. US highway 66, der er det korrekte navn, blev officielt slettet fra registreringerne i 1977, og findes i dag ikke på officielle kort eller GPS’en. Vejen er dog så stor en del af den amerikanske selvforståelse, at den er genopstået som ”Historic Route 66” og i hvert fald i Illinois og Missouri som vi har lavet lidt research på, kan man køre på den gamle US highway 66 – eller der hvor den løb - hele vejen, og hele ruten oser langt væk af historie med originale dinners, moteller og restaurerende benzinstationer i små byer, hvor tiden har stået stille i mange år.
Det kræver nogen forberedelse at kører turen og man er nød til at have kort der angiver, hvor den oprindeligt lå og hvad vejene hedder i dag, men de findes nemt på nettet (eller ved at spørge mig om en kopi - dem jeg har, må gerne kopieres…), men finder man den først, så kører det bogstaveligt talt, for rigtigt mange steder langs ruten er den i dag skiltet Historic Route 66. En GPS er også et godt redskab, for selv om Route 66 ikke er med på kortet, så er den god at have, hvis man er kommet bort fra ruten og vil finde til f.eks. en lille by man ved den løb igennem og mange steder hedder vejen rent faktisk ”Old Route 66” i dag. GPS’er er forholdsmæssigt dyre at leje i USA, så medbring din egen med et US kort eller kig forbi ”Best Buy” eller en anden elektronikbutik og køb en ny med kort og det hele fra omkring 600 kr.
Icecream ?
Icecream ?

Gennem Illinois

Vi ankom til Chicago først på aften og efter en god steak med et godt glas rødvin til aftensmad, var vi klar til at finde sengen på vores hotel ude omkring O’hare lufthavnen. Med 7 timers jetlag vågner man tidligt og kl. 7.00 lørdag morgen var vi klar til at finde Route 66. Vi havde planlagt at tage Interstate 55 ud af Chicago, dels for at spare tid og dels fordi der ikke er så meget interessant på den første del af Route 66 (der ellers startede inde i Chicago downtown). Ved afkørsel 247 stod vi af for at køre til turens første mål – byen Joliet, og vi fandt let den korrekte vej, der ved afkørslen var fint skiltet. I Joliet er der flere interessante ting, bl.a. et originalt iskagehus, en park med en lille ”udstilling” og ”Dick’s” gamle autoværksted.
Giganten ER stor
Giganten ER stor

Fra Joliet går turen videre til Wilmington, hvor den berømte Launching Pad drive-in med ”Giant” statuen findes. Desværre er dinneren lukket – den står ellers i selv de nyeste guides, men lukket er den og sat til salg. Vores næste stop var byen Dwight, der byder på en interessant historisk bymidte og ikke mindst en restaureret benzinstation fra begyndelsen af 30’erne, der også fungere som et lille museum. Der er alle steder gratis adgang, men vær forberedt på, at når de hører at man er fra Danmark og kører Route 66, så skal der skrives i gæstebogen.
Troede ellers at han blev skudt !
Troede ellers at han blev skudt !

Næste stop på vejen er Pontiac, hvor man skal træffe et valg, for her kan man vælge om man vil følge Route 66 som den gik 1930 – 1939 eller som den gik 1940 – 1977. I Pontiac er der et godt Route 66 museum, et krigsmuseum, en smuk retsbygning, en statue af Abraham Lincoln og ikke mindst ”Old Log Cabin” en klassisk dinner fra svundne tider. Her besluttede vi at indtage formiddagskaffen. Vi spurgte om de have en donuts selv om de ikke stod på menukortet. Det havde de ikke, men 5 min. efter stod den søde dreng der var tjener med en hel kasse fuld af donuts, som han havde været ude i byen og hente, og bød på en på husets regning. Er der noget at sige til at vi elsker amerikanernes måde at være på … Vi rejste i memorial day weekenden og inde i Pontiac var der et større arrangement med dampbiler, ”soldater” fra borgerkrigen, selveste Abraham Lincoln der holdt tale og en masse andre spændende ting.
Den helt originale vej
Den helt originale vej

Efter Pontiac gik turen videre imod Lexington, hvor der på vejen til ligger et stykke at den gamle Route 66 med den originale belægning på, som man kan køre eller gå en lille tur på. I selve Lexington indtog vi vores første frokost på en original dinner fra 30’erne, Country Aire – vi fik naturligvis en cheeseburger.
Herefter kom turen til Illinois hovedstad Springfield, der udover den berømte Cozy Dog drive-in fra 1950 også byder på Abraham Lincoln’s hjem gennem mange år, der ligger i en national”park” midt inde i byen, hvor der faktisk er flere gader der står som i slutningen af 1800 tallet. Udover dette er Springfield ikke videre interessant.
Ariston Café
Ariston Café

Næste by på turen er Litchfield, hvor den største attraktion er Ariston Café, der har eksisteret siden 1924, der ikke er en klassisk dinner, men en lidt finere restaurant med hvide duge på bordene. Her indtog vi eftermiddagskaffen, hvortil min kone fik en hjemmelavet jordnøddetærte og jeg på tjenerens varme anbefaling en sirup/chokoladekage med varm karamel smagt til med mocco. End ikke jeg kunne spise op !
Fra 1926
Fra 1926

Næste stop er Mt Olive, hvor man igen skal træffe et valg, da der også her er en Route 66 fra 30’erne og en anden fra 1940 og frem. I Mt Olive er den største attraktion Soulsby Shell Station, der blev bygget af Russells Soulsby i 1926 og drevet af ham fram til 1991. I hele den periode var det eneste de solgte Shell Benzin !
Guds eget land

Fra Mt Olive tog vi interstaten imod St. Louis, da vi godt ville nå at se og gå en tur på Old Chain of Rocks Brigde, der var Route 66’s vej over Mississippi River. Broen er i dag lukke for trafik, men man kan gå over den og krydser statsgrænsen til Missouri på midten af den. Broen slår i øvrigt et gevaldigt knæk, da man startede med at bygge den fra begges sider af floden, men åbenbart ikke lige var helt skarp på, hvor man skulle mødes :-)
Old Chain Rocks Brigde
Old Chain Rocks Brigde

Fra Mt Olive tog vi interstaten imod St. Louis, da vi godt ville nå at se og gå en tur på Old Chain of Rocks Brigde, der var Route 66’s vej over Mississippi River. Broen er i dag lukke for trafik, men man kan gå over den og krydser statsgrænsen til Missouri på midten af den. Broen slår i øvrigt et gevaldigt knæk, da man startede med at bygge den fra begges sider af floden, men åbenbart ikke lige var helt skarp på, hvor man skulle mødes :-)
Porten til vesten
Porten til vesten

St. Louis

Efter en lang og begivenhedsrig dag fandt vi et hotel i St. Louis og trætte af de mange indtryk gik vi i seng.
Efter en god nats søvn stod vi igen tidligt op og tog ud og så den berømte Gateway Arch – porten til vesten. Det er et imponerende monument. Nede under arken i besøgscenteret er der et museum, der fortæller og viser om udvandringen imod vest – meget spændende, men udstillingen giver ikke et helt retfærdigt billede af, hvad der skete med indianerne, men netop dette er vist et ømtåleligt emne for amerikanerne.
Hvem sagde biker
Hvem sagde biker

Missouri

Efter arken var det af interstaten ud af St. Louis for igen at finde den gamle Highway 66. Man kan køre den oprindelige Route 66 gennem St. Louis, men det er svært at finde vej og der er ikke noget at se overhoved. Et berømt ”strække ben sted” når man kørte turen i gamle dage er Meramic Caverns der er et naturområde med nogle grotter der ligger et par miles fra Route 66. I disse grotter skulle Jesse James have holdt til. Man kan komme ind i grotterne, men det prøvede vi nu ikke.
Missouri har ikke så meget at byde på med hensyn til Route 66 og vi stoppede ført i Rolla for at spise frokost på den gamle John and Lindas Tater Patch – en klassisk Route 66 dinner. Ved indgangsdøren bliver man mødt at et skilt der proklamere ”NO FIREARMS ALLOWED” og så føler man sig jo straks mere tryg. Nu da vi var der bestilte vi en ”Tater” uden at vide hvad det var. Det er en stor bagt kartoffel med fyld, kan jeg oplyse, hvis nogen skulle komme forbi de kanter.
Smukkere bliver det ikke
Smukkere bliver det ikke

Senere på dagen kom vi til en gammel original stålbro, der i modsætning til Chain of Rocks Brigde stadigvæk bruges. Her ligger der et gammelt ”værtshus” der er et populært sted for bikere. Det lignede noget man skulle holde sig lang fra, men da det er en klassiker måtte vi lige stoppe og få en øl sammen med bikerne, der nu var ganske fredelige. Loftet var fyldt med gamle BH’er med navn på og væggene var beklædt med 1 dollarsedler ligeledes med navn på. En af de andre gæster fortalte mig, at det med dollarsedlerne var en gammel skik fra vesten, at man afleverede en dollarseddel med ens navn på i tilfælde af at man skulle komme tilbage med tomme lommer. Så havde man altid 1 dollar som man kunne drikke for. Jeg spurgte til BH’erne og han skulle lige til at fortælle historien, men så dukke min kone op og han sagde bare at det var en lang historie – åbenbart en historie der ikke kunne fortælles i kvinders nærvær.
I grænseland
I grænseland

Branson – outlet og natur

Midt på eftermiddagen besluttede vi at det var nok Route 66 for denne gang og tog kurs stik syd til en by der hedder Branson, hvor der ligger et stort Outlet. Det var jo memorial day weekenden, som er en af de største shoppingdage over i Guds eget land og der var derfor ekstra rabatter at hente – faktisk mellem 40 og 60% ekstra rabat på de i forvejen meget lave priser, så der blev shoppet godt igennem lige til lukketid. Næste morgen klarede vi lige et besøg i et par butikker mere inden turen gik til Dogwood Canyon Nature Park – et smukt naturområde der ligger på grænsen til Arkansas. I parken lejede vi cykler og kørte rundt og nød naturen og faktisk krydsede vi statsgrænset til Arkansas på cykel – hvor mange har lige krydset en statsgrænse i USA på cykel ? En meget smuk tur.

Vi stod nu med to planlagte alternativer. Tilbage til Route 66 gennem Kansas og Oklahoma eller at tage den modsatte vej til Memphis. Vejrudsigten for Memphis sagde sol og 36 grader, medens den for Oklahoma stod på tornado warnings.
Tid til blues
Tid til blues

Memphis

Det blev til turen gennem Arkansas til Memphis. Arkansas er i sandheden lige midt i bibelbæltet. Vi så den ene enorme kirke efter den anden og med enorm mener jeg på størrelse med en gennemsnitlig dansk folkeskole og en p-plads der ville gøre en Bilka misundelig. I en lille ”by” vi kørte igennem sagde byskiltet ”84 indbyggere” og alligevel talte vi hele 3 kirker i ”byen”, så er der vel også noget for enhver smag.
Efter 5 timers kørsel dukkede Memphis op ude i varmedisen. Elvis, Blues og et gensyn med Mississippi River. Efter at have fundet vores hotel, gik vi ned på Beale Street for at få lidt og spise, få en enkelt øl eller to og så eller hører lidt blues. Blues er ellers ikke lige vores normale stil, men er omstændighederne de rigtige (USA, et farvet orkester, et par øl (Bud naturligvis)), ja, så må jeg indrømme at det bare svinger.
Elvis !
Elvis !

Graceland

Intet besøg i Memphis uden et besøg på Graceland. En billet med adgang til det meste koster i skrivende stund 37 USD (adgang til huset alene 33 USD), men husk at sige at du er AAA (trible A) member, så gives der næsten alle steder 10% rabat og husk dit FDM medlemskort og vis dem ”Show your card” logoet. Dette gælder i øvrigt også når du forhandler priser på hotellet – og prisen på et hotelværelse i USA er ALTID til forhandling. Dette lærte jeg engang da jeg så et skilt i receptionen der sagde ”Alle rabatter skal være forhandlet inden nøglen bliver udleveret” . Spørg efter deres bedste ”walk in rate” og når du har fået oplyst den siger du så ”og når jeg er AAA medlem ? så ryger der altid yderligere 10% eller måske 10 USD mere af prisen.
Graceland var en stor oplevelse og da huset stort set står som den dag Elvis døde, kan man næsten mærke historiens vingesus. Efter Graceland og en god frokost tog vi på en sejltur på Mississippi River med en floddamper naturligvis.
Chicago skyline
Chicago skyline

Chicago

Efter 1½ dag i Memphis var det tiden at stikke snuden imod nord igen. Vi skulle flyve hjem midt på eftermiddagen den efterfølgende dag og besluttede at tage de 8 timer i et stræk (med pauser undervejs naturligvis) så vi havde aften og den efterfølgende formiddag i Chicago. Vi ville nemlig godt nå et besøg på den legendariske ”Chicago Blue” og opleve lidt mere blues og det blev også en helt fantastisk oplevelse. Torsdag – vores hjemrejsedag – tog vi en bus (linje 146) ud til museumsøen, der altså ikke er en ø, men det er derude fra at man har den bedste udsigt til byens skyline og der er en dejlig gåtur tilbage til byen, hvor man kommer forbi marinaen og byens store park – ikke at forveksle med Millinium Park, der ligger tættere på centrum.
En konkurrence ?
En konkurrence ?

Og så hjem

Det var nu tid til at sætte kursen imod O’hare lufthavnen og flyveren hjem. 6 spændende dage var slut, men det føltes som om vi havde haft 14 dage eller måske endda 3 ugers ferie. En tur spækket med oplevelser og lidt uden for, hvad man som dansker normalt ser i USA (der hvor vi spiste frokost i Arkansas mente de i hvert fald at vi måtte være de første danskere :-)).
Der er aldrig for kort tid til at man kan rejse og få en masse spændende oplevelser med hjem, så hvad venter du på ?

Kommentarer til rejsetippet om Chicago

Den kostede

26/06 2013 Morten Christensen
Hej Mona
Ja, det var helt fantastisk, hvad vi nåede at opleve :-)
Flybilleter stod i 9.000, billeje og benzin ca. 2.000 (vi havde lejet en benzinøkonomisk bil denne gang. Hoteller blev 2.800 (billige ud på ruten, men lidt dyrere i Memphis og Chicago. Mad og det løse brugte vi ca. 4.000 på. Så uden shopping lige under 18.000 kr. for to personer, men vedr. shopping, så var det noget der var planlagt og faktisk sparede vi ca. 4.000 kr. på tøj mv. bl.a. til fødselsdagsgaver som vi ellers skulle have købt herhjemme og et eller andet sted kan man vel godt trække det fra prisen.

kort indholdsrig ferie

26/06 2013 Mona
Hej ! Godt fortalt og gode billeder. Sikke meget I nåede på 6 dage. Hvor meget kostede turen, sådan cirka ?
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Chicago

Hoteller i Chicago
Rejser til Chicago
Denne side er udskrevet d. 5. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/spanien/costa-blanca/alicante/tryp-ciudad-de-alicante-hotel.html

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.