Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Vestlige

Læs mere om rejser til Vestlige

Rejsetips af samme forfatter

  • Sommertur i det nordlige Arizona

    (Bedømt af 3 personer)
    16.11.10: Marianne Binder
    Udover hovedattraktionen Grand Canyon kan det nordlige Arizona byde på mange andre oplevelser. Vi beskriver nogle dage i Flagstaff med afstikkere mod syd og øst.
    Se hele rejsetippet
Blandt kaktus og palmer i det sydlige Arizona i februar
Rejsetips indsendt af:
Marianne Binder
Horsens
18. nov. 2010

Blandt kaktus og palmer i det sydlige Arizona i februar

Vinterrejse til det sydlige Arizona byder på perfekt rejsevejr, kaktus i alle afskygninger, landbrug med daddelpalmer og salat m.m.
Lake Havasu City med London Bridge
Lake Havasu City med London Bridge

London Bridge i Lake Havasu City

I februar 2010, hvor vinteren havde bidt sig godt fast i Danmark, kørte vi fra Las Vegas sydpå til Yuma i det dejligste sommervejr, 25-30 °C, stille solskin. Vi havde læst, at der bliver dyrket dadler i det sydvestligste hjørne af Arizona, helt tæt på grænsen til Californien og Mexico, og søgte, måske ikke lige kameler, så dog et strejf af eksotisk ørkenlandbrug.

På vejen brydes udsigten over det golde, men fascinerende landskab af glimt af Coloradofloden. Den lille by Lake Havasu City kan endog byde på noget så mærkværdigt som den originale London Bridge, genopført over Coloradofloden. Der er en hyggelig markedstivolistemning i byen og mulighed for at sejle på floden i forskellige typer af fartøjer, fra vandcykler til turbåde.
Arbejde i daddelplantage med 60-80 år gamle palmer
Arbejde i daddelplantage med 60-80 år gamle palmer

Blandt daddelpalmer og Snowbirds i Yuma

Vi fandt hvad vi søgte og havde et par herlige dage i Yuma, i et område med mange daddelplantager, marker med grøntsager og om vinteren en magnet for Snowbirds, pensionister fra de nordlige stater og Canada.

Daddelpalmerne, af sorten Medjool, blev indført fra Marokko til USA i 1927 for at redde sorten for udryddelse pga. en smitsom sygdom blandt daddelpalmerne i Marokko.11 sygdomsfrie stiklinger blev transporteret til Nevadas sydligste hjørne ved Coloradofloden, 22 miles nord for Needles. Gennem 7 år passede et indiansk ægtepar disse stiklinger. Konen var næsten blind og manden svagelig. Da manden blev syg i en periode måtte konen stå for vandingen alene. Men på grund af det dårlige syn opdagede hun ikke, at hundene havde gravet ned til to af stiklingerne, som derefter var gået ud. Således overlevede kun 9 stiklinger, men de lagde grunden til nutidens daddelplantager i Arizona og Californien.

Daddelplantagerne har træer i alle størrelser og flere steder er der mulighed for indkøb af dadler i poser, kasser, gaveæsker, som slik og i dateshake. Vi havde især en dejlig formiddag i Martha`s Gardens, hvor ejeren guider små hold rundt i plantagen og engageret fortæller om årets gang og daddeldyrkningens finesser. Bagefter nød vi en frisklavet sandwich, nok turens bedste, i den tilhørende cafe.
Daddelpalme i blomst
Daddelpalme i blomst

Snowbirds bor i deres autocampere i de behagelige vintermåneder, nyder samværet med de andre pensionister og får ordnet tænder, køber briller, høreapparater m.m. til en billig penge i Mexico! Et fascinerende syn med de mange camperpladser af meget forskellig standard. Fra helt primitivt i ørkenen til golfresorts med palmer, grønt græs og swimmingpool. Hvert år tilbringer ca. 90.000 snowbirds vinteren i Yumaområdet. Dem vi mødte var udadvendte og venlige, så vi faldt nemt i snak.

Udover daddelplantagerne, som ligger på de magre jorde findes frodige marker. Det er et af USA’s vigtigste områder for produktion af vintergrønsager, især salat. 90 % af al salat til det amerikanske marked i vinterperioden kommer herfra

Et fint fængselsmuseum, Yuma Territorial Prison State Historic Park er indrettet i det gamle Fort Yuma. The Criminals er blevet kælenavn for elever og lærere fra Yuma Union High School siden 1917, hvor betegnelsen startede som et øgenavn for skolen football-hold efter at skolen havde brugt lokaler på det nedlagte fængsel.

Yuma ligger ved Coloradofloden og er historisk opstået ved passagen over floden på ruten til Californien. Vi valgte dog at køre østpå, da vores næste ønske var at opleve de mange kaktus i området ved Tucson.
Suguaro-kaktus
Suguaro-kaktus

Kaktusnationalparker ved Tucson

240 miles mod øst ad Interstate Highway 8 nærmede vi os Tucson, hvor vi kørte gennem området Saguaro National Park West i flot eftermiddagsbelysning. Helt fascinerede af de mange kaktus blev det en lang tur med rigtig mange stop og gåture. Hver kaktus har sin egen charme, hvert sving afslører et nyt panorama så kameraet blev flittigt brugt. Selv om det var tidligt på året var enkelte kaktus endog i blomst. Det overraskede også, at der var et rigt fugleliv som fyldte luften med sang i skumringen. De fløj ud og ind mellem bevoksningen og til og fra deres reder i de store saguarokaktus.

I Saguaro National Park West ligger Arizona-Sonora Desert Museum, som det kan anbefales at sætte nogle timer af til at besøge. Et netværk af stier er lagt ud i ørkenlandskabet med diskret opbygning af forskellige ørkenbiotoper med naturligt dyre og planteliv. Det for amerikanske seværdigheders så karakteristiske netværk af frivillige fortalte velvilligt om dyre- og plantelivet i ørkenen.
Verdens mindste flyvemaskine, the Bumble Bee
Verdens mindste flyvemaskine, the Bumble Bee

Himmelstræbende visioner og teknik

Vi havde også planlagt at se helt andre typer af seværdigheder i Tucson.

På Pima Air & Space Museum kan man gå rundt i de mange hangarer og på et stort åbent område og se på hundredvis af flyvemaskiner. Vi tog en guidet tur i den udendørs afdeling, hvor en pensioneret pilot imponerede med en kolossal paratviden om flyhistorie og flytyper.

Lige ved siden af flymuseet findes en ”flykirkegård”, hvor tusinder af militære fly er opmagasineret. Flykirkegården har vi til gode da vi fandt ud af at man kun kunne komme til den med en særlig bus, hvor man skal være på forkant og bestille plads mindst en time før og kommer til efter først til mølleprincippet.
Biosphere 2
Biosphere 2

Biosphere 2 fungerer som forskningstation under The University of Arizona med publikumsrundvisninger. Vi kom med første hold på 10 personer og fik en engageret rundvisning i de store drivhuse med forskellige klimazoner samt i teknikafdelingen med de specielle ”lunger”. Vi fik fortalt om både det oprindelige forsøg, hvor 8 mennesker først i 90’erne levede i ”en rumstation på jorden” i 2 år og om den nuværende brug med forskellige planteforsøg.
Organic community garden
Organic community garden

Lille økologisk community garden

En stille aften gik vi rundt på villaveje i den gamle bydel i Tuscon med charmerende huse med kaktus, palmer og appelsintræer i haverne. På en stor grund på et gadehjørne, hvor University Blvd krydser 11th Avenue 800N, lå ikke et hus men derimod en åben økologisk fælleshave med bede, der blev dyrket som små kolonihaver, kompostbunker og informationstavler. En lille hverdagsoplevelse der viser at det amerikanske samfund er mangfoldigt og ikke kun fastfood og store biler.

Store kontraster

Efter et par dage i Tucson kørte vi nordpå igen, og oplevede dagen efter at køre bagefter sneploven fra Sedona mod Flagstaff. Store kontraster indenfor samme stat. Vores vinterferie i det sydlige Arizona havde bestemt levet op til vores forventninger med dejligt vejr, eksotiske planter, spændende udstillinger og rare mennesker.
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til det vestlige USA

Hoteller i Vestlige
Rejser i det vestlige USA
Denne side er udskrevet d. 8. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/dubai/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.