Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om USA

Læs mere om rejser til USA

Rejsetips af samme forfatter

Det vilde vesten langs Interstate 90
Rejsetips indsendt af:
Brøndby
7. jan. 2013

Det vilde vesten langs Interstate 90

En af etaperne på sidste års roadtrip med min søn gik (over nogle dage) fra West Glacier i det nordvestlige Montana til Wall i det sydvestlige South Dakota.
Undervejs besøgte vi to nationalparker, tre nationale monumenter, tre indianerreservater, verdens korteste flod, en drugstore og flere andre spændende ting. Hele turen, inklusive de forskellige besøg, omkørsler, ekstrakørsler mm blev 1.732 km, men kunne have været gjort noget kortere. Her er nogle tip til de steder, vi besøgte.
Vandfald i Glacier National Park
Vandfald i Glacier National Park

Glacier National Park i regnvejr (Montana)

West Glacier ligger umiddelbart uden for den vestlige indgang til Glacier National Park, og skulle være udgangspunktet for vores besøg i parken. Den første dag var fremragende, med strålende solskin og pænt høje temperaturer, da vi kørte ind i parken, for at se på nogle af dennes seværdigheder, og det så også ganske fint ud, da vi kom tilbage til motellet i West Glacier.

Næste dag skulle vi så køre på det, som nogle kalder verdens smukkeste vejstrækning, nemlig Going-to-the-Sun Road, som fører gennem parken fra øst til vest på tværs af Rocky Mountains. Det var en oplevelse, som vi havde set frem til, siden turen startede. Da vi vågnede om morgenen var det imidlertid tåget og regnfuldt, og det fortsatte hele vejen op i bjergene. Flere steder kunne vi faktisk ikke se en hånd for os, men alligevel valgte vi at gøre holdt af og til for at nyde naturen. Da vi nåede vejens højeste punkt, Logan Pass i godt 2.000 meters højde, var tågen begyndt at lette, men til gengæld regnede det betragteligt. Vi gik en kort tur i området, men selv i juli var temperaturen i passet kun ca. 10 grader celsius, og regn og blæst gjorde det til en mindre spændende oplevelse, så vi valgte at gå i læ i stedets besøgscenter inden vi fortsatte turen mod øst.

På vej ned fra bjergene forsvandt tågen helt, og efterhånden hørte regnen også op. Da vi kom ned fra Going-to-the-Sun Road skinnede solen fra en næsten skyfri himmel. Da vi senere talte om oplevelsen, blev vi alligevel enige om at det havde været det værd. Selv i regn, blæst og tåge havde vi fået nogle fremragende naturoplevelser, som vi ikke ville have undværet.

Tip: Kør ind i parken tidligt, der kommer hurtigt mange gæster og der er begrænsede parkeringsmuligheder ved de mange pull-outs. Ved Logan Pass er der en stor parkeringsplads, men den kan være fyldt allerede fra ved 10-tiden. Da vi var der, var den dog stort set tom. Der var ikke mange som havde trodset vejret og kørt derop.

Adresse: Glacier National Park West Entrance, Glacier Route 1 Road, 2 km fra West Glacier, Montana på en sidevej fra US Highway 2.

Pris: Vi havde tidligere købt et årskort til nationalparkerne, men ellers er prisen $ 25 for et syv-dages pas til parken. Er man til fods, på cykel eller på motorcykel koster det $ 12 pro persona at komme ind i parken. Har man ikke lyst til at køre selv, kører gratis busser rundt i parken, når man først er kommet ind.

Hjemmeside: http://www.nps.gov/glac/index.htm.

NB! Vær opmærksom på at Going-to-the-Sun Road normalt kun er farbar i hele sin længde mellem medio juni og medio september. Parken er dog åben hele året, og man kan køre i bil visse steder hele året. Status for Going-to-the-Sun Road kan ses her: http://home.nps.gov/applications/glac/roadstatus/roadstatus.cfm
I baggrunden Giant Springs, i forgrunden Roe River.
I baggrunden Giant Springs, i forgrunden Roe River.

Verdens korteste flod (Montana)

Planen for dagen var, at vi skulle have brugt meget mere tid på vej gennem parken, men det havde vejret sat en stopper for. Vores oprindelige mål, byen Browning, er hovedby i Blackfeet Indian Reservation. Her ville vi have overnattet, men da klokken kun var omkring 12, da vi nåede frem, nøjedes vi med at spise frokost i byen, hvor over 90 % af befolkningen er indianere, inden vi fortsatte mod sydøst. Det næste mål blev så Great Falls, også Montana. Great Falls ligger ved Missourifloden, og har sit navn efter fem vandfald på floden i og omkring byen. Det var nu ikke dem, som vi var kommet for at se, og heller ikke Missourifloden, USA's længste. Det var derimod Roe River (Rognfloden), som tidligere var registreret som Verdens Korteste flod i Guiness Book of Records (kategorien findes ikke længere).

Roe River, som kun er 61 m lang, er udløbet fra Giant Springs, en stor ferskvandskilde ved bredden af Missourifloden. Kilden producerer knap 7 kubikmeter vand hvert sekund med en konstant temperatur på 12 grader celsius, hvilket gør den til en af verdens med produktive koldtvandskilder. Noget af vandet løber direkte ud i Missouri, men det meste løber gennem Roe River, der har sit navn på grund af den megen ørredrogn, der tidligere var i floden. I dag opdrættes ørredyngel i et "rugeri" ved siden af floden.

Såvel flod som kilde ligger inde i Giant Springs State Park.

Tip: Tag evt. madpakken eller madkurven med. Der er mange muligheder for at sidde og nyde sin mad i parken. Man kan også gå en tur langs Missourifloden og få strakt bentøjet efter en tid i bilen. Omkring 2 km længere nede ad Missouri ligger Rainbow Falls, et af de vandfald, der har givet navn til byen.

Adresse: Giant Springs State Park, 4600 Giant Springs Road, Great Falls, Montana

Pris: Det er gratis at besøge parken, men det koster $ 5 at parkere bilen, hvis man ikke er indbygger i Montana.

Hjemmeside: http://visitmt.com/listing/categories_NET/MoreInfo.aspx?IDRRecordID=3099&siteid=1

NB! Parken har åbent hver dag mellem kl. 08.00 og solnedgang.
Mindemærke for "The Last Stand" i Little Big Horn Battlefield National Monument
Mindemærke for "The Last Stand" i Little Big Horn Battlefield National Monument

General Custer's sidste kamp (Montana)

Vi endte med heller ikke at blive i Great Falls, men kørte videre til Billings, hvor vi overnattede. Næste dag kørte vi på motorvej det meste af dagen, dog med to afstikkere for at besøge to forskellige nationale monumenter. Fra Billings tog vi I-90 mod øst og syd mod grænsen til Wyoming. Noget før grænsen kører man ind i Crow Indian Reservation, som er hjemsted for Crow indianerne. Det er omkring 1.500 kvadratkilometer større end Blackfeetreservatet, som vi havde besøgt dagen før og de ca. 9.300 kkvadratkilometer gør det til at af de fem største indianerreservater i USA. Hovedbyen i reservatet hedder simpelthen Crow Agency, og her forlod vi motorvejen for en stund.

Formålet var at besøge Little Big Horn Battlefield National Monument, som ligger kun omkring 2 km fra motorvejen. Det var her "Custers sidste kamp" fandt sted mellem enheder fra US 7th Cavalry og krigere fra sioux, cheyenne og arapaho stammerne i juni 1876. På stedet er opsat forskellige monumenter over henholdsvis de soldater og de indianere, der døde i slaget, blandt disse ses på en lille bakketop et monument, der markerer at dette var stedet for "The Last Stand". Desuden er der markeret på slagmarken neden for Last Stand monumentet, hvor de forskellige lig blev fundet efter slaget, der kostede 268 soldater og et ukendt antal indianere livet (formodentlig mellem 40 og 140 krigere – indianerne lavede ikke statistikker). Blandt de døde var oberstløjtnant George Armstrong Custer og to af hans brødre. Ud over monumenterne indeholder nationalmonumentet også de steder hvor major Reno og kaptajn Benteens tropper var i kamp, samt Custer National Cemetery, der er en national kirkegård for alle soldater, der faldt i de vestlige territorier.

Stedets visitor center fortæller historien om slaget, og det, der gik forud og som på andre tilsvarende steder, kan man lytte til park rangers, der fortæller om forskellige begivenheder og steder.

Tip: Husk at se såvel monumenter som kirkegård, og vær forsigtig hvis man forlader stierne. Skilte advarer mod klapperslanger, og det er ikke uden grund.

Adresse: Little Bighorn Battlefield National Monument, 756 Battlefield Tour Road, Crow Agency, Montana

Pris: $ 10 pr. køretøj, $ 5 pro persona, hvis man er til fods, på motorcykel eller lignende.

Hjemmeside: http://www.nps.gov/libi/index.htm

NB! Parkens åbningstider varierer en hel del hen over året, men mellem Memorial Day (sidste mandag i maj) og 31. juli er der åbent mellem 08.00 og 21.00. For andre perioder er det klogt at tjekke hjemmesiden.

Devil's Tower
Devil's Tower

USA's første National Monument (Wyoming)

Efter at have forladt Little Bighorn fortsatte vi mod syd ad I-90 ind i Wyoming. 90 km fra grænsen til Montana går I-25 fra mod syd, og samtidigt svinger I-90 mod øst mod South Dakota. Omkring 140 km længere mod øst kommer man til byen Moorcroft. Her kan man dreje mod nord ad US Highway 14. Følg denne vej i ca. 40 km til Wyoming Route 24 går fra ved den lille landsby, Crook. Skift til WR 24 og fortsæt ca. 10 km til Devil's Tower National Monument.

Da loven om at præsidenten kunne udpege områder eller steder til National Monuments blev vedtaget i 1906, var dette det første sted, som blev udpeget af præsident Theodor Roosevelt samme år. Devil's Tower er en underlig klippe, som rejser sig stejlt 386 meter over det omgivende terræn. Geologer er ikke enig om, præcis hvor klippen er opstået, men det har heller ingen betydning, hvis man bare vil se stedet. Til gengæld har forskellige indianerstammer i området, der egne og mere poetiske forklaringer. En af disse lyder: "To drenge fra sioux stammen var gået langt væk fra deres landsby, da de mødte bjørnen Mato, et kæmpe uhyre med kløer så lange som teltpæle. Bjørnen fik øje på de to drenge og ville æde dem. De bad så til Wakan Tanka, Skaberen, om at hjælpe dem, og han rejste klippen under drengene. Mako, som fortsat ville have fat i dem rev og kradsede i klippen med sine kløer for at klatre op, men til sidst gav han op og forsvandt. En ørn hjalp drengene ned fra klippen og hjem til landsbyen."

I dag er det blevet populært for bjergbestigere at klatre på klippen, hvor der er anlagt flere ruter.

Tip: Er man ikke interesseret i at komme helt tæt på klippen, er der glimrende udsigt til denne fra flere steder på Wyoming Route 24 på vej op til monumentet.

Adresse: Devil's Tower National Monument, Wyoming Route 24, Crook, Wyoming.

Pris: $ 10 for en bil med passagerer. $ 5 for fodgængere og motorcyklister.

Hjemmeside: http://www.nps.gov/deto/index.htm

NB! Parken er åben 24 timer i døgnet året rundt, men visitor centeret har kun åbent i mellem 9 og 16.

Buste på Wild Bill Hickoks grav på Mount Moriah kirkegården.
Buste på Wild Bill Hickoks grav på Mount Moriah kirkegården.

Det Vilde Vestens vildeste by

Fra Devil's Tower skulle vi videre mod øst, så vi kørte tilbage til US 14, og fortsatte ad denne i samme reetning, som da vi kom. Det førte os tilbage til I-90 ved byen Sundance, der er opkaldt efter del soldanse, som mange indianerstammer udførte. Ellers er byen, hvis man kan kalden stedet en by, mest kendt for at Henry Alonso Longabaugh sad i byens fængsel i 1887-88 for hestetyveri mm. Det gav ham tilnavnet The Sundance Kid, og han blev en af forbryderen Butch Cassidys betroede mænd (se filmen Butch Cassidy and The Sundance Kid med Robert Redford som Sundance Kid). Fra Sundance fortsatte vi ad I-90 ind i South Dakota til byen Sturgis, hvor vi overnattede.

Opholdet i Sturgis var en af årsagerne til at turen blev længere end den kunne være blevet, for næste dag tog vi I-90 20 km tilbage mod vest og derefter 14 km mod syd til Deadwood. Her kunne vi have sparet nogle kilometer ved i stedet at overnatte i Spearfish eller ved at være kørt direkte fra Sturgis til Deadwood, men det vidste vi ikke på det tidspunkt, at man kunne.

Deadwood ligger i den nordlige del af Black Hills i det sydvestlige South Dakota. Byen er blandt andet kendt fra TV-serien af samme navn. Byen blev grundlagt i begyndelsen af 1870'erne, da der blev fundet guld i Black Hills, et område der ellers efter en traktat fra 1868 tilhørte siouxindianerne for evigt og stammen betragtede hele området som helligt. I 1874 kom G. A. Custer til området med 7th Cavalry, og han lod nyheden om guldet slippe ud, og det blev årsag til et såkaldt gold rush. Guldgravere væltede ind i området, hvilket gav Custer en grund til at bekrige indianerne, for "at beskytte guldgraverne" (som godt nok opholdt sig ulovligt i området). I 1876 havde byen 5.000 indbyggere (mod ca. 1.200 i dag). Samme år kom kendte navne som Colorado Charlie Utter, Wild Bill Hickok og Calamity Jane Canary til byen og med dem mange flere spillere, værtshusholdere og adskillige prostituerede. Det var med til at give byen dens tilnavn som 'vestens vildeste by'.

Den 2. august 1876 blev Wild Bill Hickok skudt i ryggen af 'Broken Nose Jack' McCall under et spil poker. Calamity Jane fangede McCall, der blev frikendt af en minearbejderret, "fordi han havde gode grunde til at begå det", men senere dømt i en "rigtig" retssag og hængt for mordet.

Hele byens centrum er i dag et Historical District, og et besøg værd, hvis man er til falske facder, hævede fortove mm. Man bør også besøge Mount Moriah kirkegården på en bakke over byen. Her ligger både Wild Bill Hickok og Calamity Jane begravet. Da sidstnævnte døde i 1903 i Terry i South Dakota skal hendes sidste ord have været "Bury me beside Wild Bill", så det gjorde man.

Adresse: Mount Moriah Cemetery, Mount Moriah Drive, Deadwood, South Dakota.

Pris: $ 1 for voksne og børn.

Hjemmeside: http://www.cityofdeadwood.com/ - klik på Mount Moriah Cemetery.

NB! Også gravene for mindre kendte personer, kan være spændende at se på. Fx ligger Jan og Carolina Moller begravet på kirkegården. De blev begge født i 1849 og døde i 1928. Danske udvandrere?

Tip: Ikke langt fra Deadwood, mindre end 4 km i luftlinje, 5 - 6 km ad landevejen, ligger byen Lead. Her finder man Homestake mine, USA's største, dybeste og mest produktive guldmine. Mere end 1.250 tons rent guld blev gravet ud af minen inden den lukkede i 2002.

Adresse: Homestake Visitor Center, 160 West Main Street, Lead. South Dakota

Pris: Voksne $ 7,50, pensionister $ 6,75, familier på 4 – 6 medlemmer $ 25.

Hjemmeside: http://www.homestakevisitorcenter.com/homestake-tour.html

NB! Mineturen omfatter en rundtur i bus i byen og et besøg ved minens overfladeaktiviteter, herunder åbent-brud delen af minen. Der er ikke adgang til skakter og gange.

De fire præsidentansigter på Mount Rushmore
De fire præsidentansigter på Mount Rushmore

Præsidenter på klippen

Da vi nu var i Deadwood, var der kun ca. en times kørsel mod syd til Mount Rushmore, så vi blev enige om at tage denne omvej, selv om vi egentlig var på vej øst på. Mount Rushmore ligger 80 km syd for Deadwood, og da ingen af os havde været der før, mente vi at tiden var inde. Mount Rushmore ligger også i Black Hills, nær byen Keystone, hvor US Highway 385 og South Dakota Route 40 mødes.

Turen fra Deadwood går gennem bjergene, men vejen er god og har tre på det meste af strækningen (skiftende 2+1). Der var ikke meget trafik, så det tog kun knap en time at køre derned. Selve indgangen til Mount Rushmore National Monument ligger ca 3,5 km uden for Keystone. Vi havde imidlertid ikke kørt mere end ca. 1½ kilometer før trafikken gik helt i stå. Det var køen ind til parkeringspladsen, der startede og det var begge spor, der var blokerede. Efter ca. 1 time nåede vi dog frem til indkørslen til parkeringspladsen, men ledige pladser var der ingen af, så vi valgte at køre lidt tilbage ad vejen – i den retning var der ingen trafik, og så nøjes med at se monumentet på afstand.

Det gik også fint. Der var en flot udsigt til de fire præsidentansigter, af hhv. George Washington, Thomas Jefferson, Abraham Lincoln og Theodor Roosevelt. Sidstnævnte ser lidt sammenklemt ud, hvilket skyldes at han ikke oprindeligt skulle have været med, og det samme gjaldt Jefferson. Det var kun tanken at vise Washington og Lincoln, som da også har de mest fremtrædende pladser. Senere blev det besluttet at tage
Jefferson med cpå ydersiden af Washington, men her var klippen ikke god nok, så han kom på indersiden i stedet. Borglum, der var dansk-amerikaner valgte også at tilføje Roosevelt – som siges at have været hans gode bekendt.

Skulpturerne blev aldrig færdiggjort. I 1941 døde Borglum og hans søn skulle gøre arbejdet færdigt, men samme år løb man tør for penge, og sønnen afsluttede skulpturen. I stedet for at vise præsidenterne fra taljen og op, endte det med kun at blive portrætter – men imponerede er det, og selv om vi ikke nåede inden for i parken, var det alligevel turen værd.

Tip: Kom i rigtig god tid. Parken er åben fra kl. 8 og til kl. 22 om sommeren (lukker tidligere på andre årstider) , men trods det, at der kommer ca. 3 millioner besøgende om året, er der forholdsvis få parkeringspladser.

Adresse: Mount Rushmore National Monument, Highway 244, Keystone, South Dakota.

Pris: Det er gratis at besøge Mount Rushmore, men det koster $ 11 at parkere.

Hjemmeside: http://www.nps.gov/moru/index.htm

NB! For de der har læst bøgerne eller set tv-serien om 'Det lille hus på Prærien' kan jeg nævne at forfatteren Laura Ingalls Wilders blinde søster Mary Ingalls boede i Keystone i sine sidste år og også dde der.
Wall Drug
Wall Drug

The Free Icewater Store

Fra Mount Rushmore kørte vi tilbage mod nord til Rapid City, hvor vi igen stødte til I-90, og endnu engang kørte vi mod øst. Rapid City er en forholdsvis stor by med omkring 70.000 indbyggere, og næste dag skulle vi – ufrivilligt – lære dens lufthavn at kende, men ved denne lejlighed kørte vi bare gennem byen og ud på motorvejen.

Dagens mål var byen Wall ca. 80 km øst for Rapid City. Hele vejen langs I-90, faktisk helt fra grænsen til Wyoming, møder man skilte, der reklamerer for byens hovedattraktion, den lokale drugstore.
Sådan har det været siden 1930'erne, hvor skiltene reklamerede med det, som gjorde butikken kendt, nemlig gratis isvand. Dette skulle tiltrække turister, som ville besøge Mount Rushmore, som var blevet åbnet omkring 1930, mens der fortsat blev arbejdet på stedet. Og kampagnen blev en succes. Wall har kun omkring 750 indbyggere, men langt flere turister besøger Wall Drug hver dag, faktisk i gennemsnit næsten 6.000 kunder om dagen. Butikken er vokset, så der nu er tale om et center med drugstore, restauranter, cafeer, souvenirbutikker, museum og meget andet, og det hele ejes fortsat af samme familie, som købte butikken i 1931. Stedet må nok kaldes "en turistfælde", men man kan fortsat få gratis isvand. Er man på bryllusrejse, vanker der også gratis kaffe og donuts.

Tip: Pas på tegnebogen. Der er rigtigt meget junk at købe i Wall Drug, men trods alt også spændende ting.

Adresse: Wall Drug Store, 510 Main Street, Wall, SD

Pris: Det er gratis at besøge butik, og få isvand, men kan hurtigt blive dyrt, hvis man er glad for souvenirs.

Hjemmeside: http://www.walldrug.com/

NB: De første Wall Drug skilte langs I-90 møder man umiddelbart efter Billings, Montana, hvis man kommer fra vest og kommer man fra øst står de første skilte i Minnesota, en samlet strækning på over 800 km, så man får set skilte nok, hvis man bliver på vejen.
Gule klipper i Badlands National Park
Gule klipper i Badlands National Park

Klipper og græs

Lige syd for Wall ligger en af indgangene til Badlands National Park. Er man til klipper og græs, er dette stedet. Nationalparken har klippeformationer i massevis og omfatter samtidigt USA's største beskyttede område med græsprærie. Fra Wall er der ca. 12 km ad South Dakota Route 240 til indgangen til parken. Det var her i området at de såkaldte Ghost Dances blev holdt i slutningen af 1800.-tallet. Det var disse danse, der førte til de sidste kampe mod sioux-indianerne, blandt andet ved Wounded Knee, som ligger knap 50 km syd for nationalparken. En del af parkens område administreres da også i samarbejde mellem National Park Services og Oglalla Sioux stammen, og en del af nationalparken ligger inden for grænserne af Pine Ridge Indian Reservation, som netop er et af Oglalaernes reservater. Selv om reservatet omfatter mere end 8.000 kvadratkilometer land, kan kun 340 kvadratkilometer bruges til landbrug og området er et af de fattigste i USA. Ca. 28.000 indianere bor i reservatet.

Nationalparken er delt i to områder, et nordligt og et sydligt, og vi kørte indledningsvis mod øst inden for det nordlige område, og nåede både at se eroderede klipper i mange former og farver, men fik også set forskellige fossiler, som der er fundet mange af i parken. Vi stoppede ved næsten alle pull-outs, og gik en del ture på de anlagte stier ved disse pull-outs, hvilket var ganske lunt. Denne eftermiddag oplevede vi de højeste temperaturer i alle de fire uger, vi var af sted. Selv ikke nede syd på i New Mexico, Texas eller Florida nåede vi den slags varmegrader, som vi oplevede i South Dakota. Da vi kørte fra Wall var temperaturen omkring 35, og det toppede ved 43 grader i skyggen inde i parken, inden det begyndte at gå nedad igen. Nedad kørte også vi mod den sydøstlige udgang fra parken.

Turen gennem parken var omkring 35 km lang og vi brugte omkring 2½ - 3 timer på den med stop og korte vandreture. Da vi nåede til den østlige udgang tog vi South Dakota Route 377 tilbage mod øst. Denne vej fører ind over prærien. Her passerede vi store flokke af køer, som græssede på området. Undervejs kom vi forbi byer som Interior, hvor parkens hovedkvarter ligger, samt Conata og Imlay, hvor der bor en del sioux'er. Efter omkring 50 km kort før byen Scenic, kom vi til en lille, men velholdt grusvej, som ifølge vores kort skulle føre nordpå mod Wall, og det viste sig også at holde stik. På denne stræknbing så vi også en af de bisonflokke, der holder til i nationalparken. Efter 45 km på grus var vi tilbage på SD Route 240 nord for nationalparken og kunne returnere til Wall og vores hotel.

Tip: Tag sko på ved et besøg i parken om sommeren. Vi oplevede nogle medturister, som var stået ud af bilen på bare fødder, og som skreg højt, da de satte disse ned på asfalten, som vel var mindst 60 grader varm.

Adresse: Badlands National Park Pinnacles Entrance, 24240 Hwy 240, Wall, South Dakota. Der er to andre indgange til parken, begge omkring Interior. Parken er åben 24 timer i døgnet, året rundt, men visitor centeret er kun åbent mellem 7 og 19 om sommeren, kortere resten af året.

Pris: $ 15 for et 7-dages pas for køretøj og passagerer. Motorcykler $ 10 og fodgængere $ 7 – ligeledes for syv dage.

NB! Også her advarer skilte mod klapperslanger, men vi mødte ingen.
Pas på klapperslanger.
Pas på klapperslanger.

Lange køreture, men med mange oplevelser

På disse 1.700 km lykkedes det os altså at se mindst 10 seværdigheder. Ved de fleste kunne vi sagtens have brugt meget mere tid, men alle steder fik vi set en masse, og nok til at tilfredsstille os. Fire dage brugte vi på disse oplevelser, hvilket gav nogle ret lange køreture, længst fra West Glacier til Billings (728 km), men det skyldtes vejret i Glacier National Park at vi ikke bruge en ekstra dag her. Havde vejret været med os, havde vi brugt en hel dag ekstra i denne nationalpark. Den sparede dag kom os imidlertid til gode senere på turen, hvor den blev brugt på en tur ud i sumpene syd for New Orleans. Jeg kan kun opfordre alle, som kommer til dette hjørne af USA, til at besøge en eller flere af ovenstående seværdigheder. Det er et besøg værd – men pas på slangerne!
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til New York

Hoteller i USA
Rejser til New York
Denne side er udskrevet d. 8. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.