Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Florida

  • En af USA's mindst besøgte nationalparker er virkelig et besøg værd

    (Bedømt af 1 person)
    27.07.16: Jan Kronsell
    Dette rejsetip handler om en af de mindst besøgte nationalparker i USA's 48 sammenhængende stater. Dry Tortugas National Park har kun omkring 60.000 gæster om året.
    Se hele rejsetippet
  • Til træf i Leesburg

    (Bedømt af 1 person)
    22.06.16: Sven-Erik Nielsen
    Havde det været i Danmark, så var dette enorme mc-træf uden tvivl blevet forvist til Lars Tyndskids Mark. Men det er ikke Danmark. Det er Leesburg i Florida, hvor hele midtbyen i forbindelse med afholdelse af ”20TH ANNIVERSARY LEESBURG 2016 BIKEFEST” er forbeholdt bikere og deres mageløse maskiner.
    Se hele rejsetippet
  • Mig & Harley Florida rundt

    (Bedømt af 2 personer)
    22.06.16: Sven-Erik Nielsen
    Vi har hjemsøgt Orlando Premium Outlet og forsynet os med mærkevarer til særdeles attraktive priser. Vi er blevet lænset for masser af dyre dollars i Universal City og Islands of Adventures.
    Se hele rejsetippet

Læs mere om rejser til Florida

Orlando er meget mere end blot forlystelsesparker!
Rejsetips indsendt af:
Mette
Helsinge
9. aug. 2011

Orlando er meget mere end blot forlystelsesparker!

Først og fremmest vil jeg klart anbefale at rejse til Orlando i vinterhalvåret. Mit favorittidspunkt er i november. Jeg har været der i juli 1990, juni 1995, januar/februar 2009 og november/december 2010 og den sidste tur var klart bedst klimamæssigt.
Om sommeren er det varmt - meget varmt - og fugtigt. Om vinteren er det noget "koldere". Dog synes jeg det var for koldt da vi var der i 2009!

En anden fordel ved at tage af sted om vinteren er, at det er billigt. I 2010 fik vi for 2 voksne og 1 barn 3 uger med fly og Disney-hotel (en fordel, når man køber ting i Disney parkerne – så kan man få sendt sine indkøb til hotellet inden for 2 dage gratis) samt bil i 3 uger for lige over 20.000 kr.

Det er en god ide, at danne sig et overblik hjemmefra i grove træk. Hvor lang tid er der til rådighed, og er der noget, man bare MÅ opleve.

Da vi har et barn med (og fordi jeg ELSKER rutchebaner) har vi også taget forlystelsesparkerne med i vores program. I 2010 sprang vi dog Disney's Animal Kingdom over til fordel for Busch Gardens i Tampa. - I november er der næsten ingen mennesker i parkerne - ud over i Thanksgiving-ugen! Det er fantastisk ikke at skulle stå i nævneværdig kø til de fleste forlystelser.

Daytona Beach

Daytona Beach

Første dag tog vi en tur til Daytona Beach – det gjorde vi også i 2009. Det er en tur, der ikke er så lang, hvis man tænker på amerikanske afstande. En afslappende måde at opleve noget, selvom man har en lang rejse siddende i kroppen. Og det er fantastisk at opleve sandstranden – hvor man må køre, hvis ellers tidevandet er med en – og pelikanerne, der kredser rundt oppe over stranden.

Fodbold på Amerikansk

Fodbold på Amerikansk

Dagen efter spillede Tampa Bay Buccaneers hjemme, så i og med vi alle tre er bidt af amerikansk fodbold var det nærliggende at opleve vores første NFL kamp live med alt hvad dertil hører. Fans der griller, spiller bold, live-musik og alt hvad man ellers kan få et par timer til at gå med på parkeringsområdet før kampen. Inde på stadion var der overflyvning med militærfly, store flag, piratskibet der skød og ellers et vindende hjemmehold. Det skal dog siges at sådan en kamp er en pebret fornøjelse, men bestemt også det værd at opleve.

Roadtrip Orlando-Miami-Key West-Miami-Orlando

Roadtrip Orlando-Miami-Key West-Miami-Orlando

Da ingen af os før havde været længere syd på end Orlando havde vi hjemmefra besluttet os for at tage på et road trip mod syd. Vi havde bestilt hoteller, så vi havde styr på hvornår vi ville være hvor. Dog havde vi været nødt til at beholde hotelværelset i Orlando selvom vi var væk nogle nætter, hvilket egentlig også var rart, da vi så ikke skulle have al bagagen med i bilen på hele turen.

Vi startede med at køre mod Ft. Lauderdale (her er der en-dags cruises til Bahamas, hvilket vi dog ikke kunne klemme ind i programmet – det må blive næste gang), hvor vi besøgte Sawgrass Mills Mall'en og brugte et par timer der, inden vi kørte videre mod Miami. Miami er hektisk selv uden for sæsonen, og parkering findes stort set kun som valet parking - hvilket man lige skal vænne sig til. Vi havde booket en enkelt overnatning her, før turen gik videre mod Key West.

Key West er en helt fantastisk oplevelse - helt anderledes end hvad man er vant til fra resten af Florida - her er en caribisk stemning. Vi havde booket en overnatning helt ude på havnen, hvor vi havde udsigt over den Mexicanske Golf. Vi brugte aftenen på at sejle ud i en glass bottom boat, hvorfra vi så koralrevet gennem vinduerne i bunden af katamaranen samt solnedgangen fra dækket. - I øvrigt en oplevelse, der kun varer 120 sekunder - selvfølgelig set gennem kameraet.

Inden sengetid bestilte vi room service til morgenmaden - som ikke var meget dyrere end at tage på restaurant. Aldrig har morgenmad været så fantastisk, når man kunne sidde og se ud over golfen ved et veldækket bord.

Vi fik besøgt det obligatoriske sydligste punkt i USA, hvor en fritgående leguan gjorde det endnu mere eksotisk.

Turen gik herefter tilbage over øerne og broerne, hvor vi gjorde stop i Grassy Key, hvor vi oplevede en Dolphin Dip i the Dolphin Research Center – en tur i vandet med et par delfiner, hvor man står på en platform – små børn er velkomne, hvis de sidder hos forældrene.

Tilbage i Miami på et andet hotel fik vi set South Beach og Art Deco området. Vi kørte også en tur til Everglades og prøvede at sejle i propelbåde og kom i nærkontakt med en alligator – de lugter af fisk! (Dette opleves i Gatorpark).

Efter to overnatninger gik turen tilbage til Orlando, hvor Disney’s Magic Kingdom havde aftenåbent med juletema – der er noget mærkeligt over at se julepynt i 25-35 graders varme… Men man kan vænne sig til alt – julemusik i varmen – glimmerjulepynt i palmerne – julestjerner i blomsterbedene og meget mere.

Andet end blot forlystelsesparker

Andet end blot forlystelsesparker

I de næste par uger var vi i forlystelsesparkerne (3x Disney, 2x Universal, 1x Busch Gardens og 1x Sea World) men med dage, hvor vi også lavede andet ind imellem.

En stor og anderledes oplevelse var at besøge en citrus plantage – den ligger kun lige uden for Orlando og er på over 10 km2 land – ca. halvdelen med (øko-) citrustræer og halvdelen med udyrket land, hvor deres køer går. Man kan købe citrusprodukter i deres butik, men man er også velkommen til at købe en pose og gå ud i plantagen og fylde den med de søde, solmodne frugter – ejerne guider en til hvor man skal gå hen for at få det bedste og der er smagsprøver inden.
Man skal ikke snyde sig selv for deres hovedattraktion – en køretur på deres område i deres monster store monstertruck. Man kommer ud og ser citrusplantagen og derefter ud til det udyrkede land, hvor jagten på køerne sætter ind – de skal fodres – med appelsiner, som er deres yndlingssnack. Er man heldig får man også set en alligator eller to. Herefter kom en overraskelse – chaufføren tilbød at vi kunne prøve at køre! Selv vores datter på 3½ fik lov til at prøve – på skødet, da hun ikke kunne nå pedalerne, men hun styrede selv og var ikke til at skyde igennem. Showcase of Citrus er navnet at søge på.

Gatorland er en anden mindre attraktion, man ikke skal snyde sig selv for – en forlystelsespark af de helt små. Egentlig er det nok en bedre betegnelse at kalde det en alligatorfarm med shows og et tog og et ”badeland”. Her kan man se alligatorerne i nærmest naturlige omgivelser i deres sø, hvor de ynglende alligatorer bor. Man kan få dem aktiveret lidt ved at købe en håndfuld pølser, man kan fodre dem med. Desuden har de en gangbro ud i sumpen, slanger, geder mm. Og her er en masse vilde fugle, som kan blive en anelse nærgående. Parken er absolut værd at besøge.

Vi var også en tur ude i Clearwater vest for Tampa. Her var rig mulighed for at komme ud at sejle på den Mexicanske Golf og spotte delfiner. Vi valgte at gøre det i en kæmpe speedbåd. Efterfølgende gik vi på stranden og sad i det krid hvide bløde sand og fik is.
Herefter gik turen mod Orlando igen med stop i verdens største julebutik. Fantastisk hvis man elsker jul – hvis ikke kommer man til at hade julen endnu mere. Her er to bygninger, der er bygget sammen med en mellemgang. Den første er fyldt med mekanisk julepynt i et inferno af larm. Den anden er fyldt til randen med alle typer af elektriske julelys.

Kennedy Space Center blev det desværre ikke til på denne tur – men på turen i 2009 var det bestemt et højdepunkt. At komme ud og opleve stedet hvor universet kommer tættere på og se hvordan teknologien har udviklet sig er fantastisk, men ikke noget for mindre børn. Man kan sågar være heldig at være i området, når der er opsendelse. Det er samtidig et vildtreservat, så det er ikke ualmindeligt at støde på en alligator i grøften: Hvis man lægger mærke til det, er alle hegn omkring NASAs områder hegnet ind med hegn, der buer ud af, da de har haft besøg af alligatorer, der har kravlet over hegnet – det kan de ikke hvis hegnet buer ud ad.

Minigolf er en anden oplevelse, Orlando er rig på. Den ene er flottere end den anden og dem jeg har prøvet har været pæne og velholdte. Vi besøgte en i 2009, der reklamerede med en levende alligator – hvilket i og for sig var rigtigt – men det var en lille sølle en, så vil du se alligatorer så besøg et af de førnævnte steder i stedet og vælg den golfbane, hvor designet/temaet passer dig bedst.

Tips, rabatter mv.

Tips, rabatter mv.

Endelig kan jeg kun anbefale, at få fat i et kuponhæfte eller 2 som noget af det første, når man kommer til Orlando. Mange mindre attraktioner, restauranter, butikker mf. har et par dollars discount, hvis man har en kupon med. Nogle restauranter giver endda rabat på aftensmåltidet, hvis man spiser morgenmad hos dem, som man var blevet lokket til via kupontilbud – og sådan går det i ring.

Vores favorit indenfor morgenmad har helt klart været IHOP – aka pandekagehuset. I weekenderne havde de personale, der gik rundt og lavede ballondyr til børnene – ellers har de klassisk amerikansk morgenmad døgnet rundt med gratis refill på drikkevarer.

Det kan betale sig hjemmefra at undersøge priser på det løse udstyr til bilen så som GPS og barnesæder. I 2009 købte vi en GPS der ovre, hvilken allerede har tjent sig selv hjem, da det kan være ret dyrt at leje hvis det er 2 uger eller mere. Det samme gælder et barnesæde til bilen, og de fleste flyselskaber tager enten klapvogn eller barnesæde med gratis som et stykke ekstra bagage. Klapvogn købte vi også på begge ture vores datter har været med – sådan en er uundværlig i parkerne, selvom de selvfølgelig også kan lejes.
Walmart har en service, hvor man bestiller på nettet, betaler via PayPal og afhenter i butikken. Man skal blot bestille et par uger før for at være sikker på at tingene er kommet frem. Skulle det ske en ting ikke er kommet frem eller man fortryder, er der ingen problemer med at pengene kommer retur på kontoen.
Vi har så lejet barnesæde til bilen det første døgn og så afhentet det bestilte og returneret det lejede i lufthavnen næste morgen.

Du skal også være opmærksom på, at bilerne er større end her hjemme, når man lejer. De skriver et antal kufferter, man kan have i bilen, hvilket sagtens kan blive til mere. Vi har haft 5 kufferter i en bil, hvor der kun var plads til 1 og 2 små på deres oversigt. Desuden var vi sidste gang så heldige, at selvom vi havde lejet den næst-mindste størrelse bil og de selvfølgelig prøvede at få os til at opgradere, så viste det sig, at den bestilte størrelse bil var ”udsolgt” og vi gratis kunne opgradere til den størrelse, de havde prøvet at få os til at købe os til.
Appropos biler. Når man skal tanke benzin skal man de fleste steder ind i butikken og betale, selvom man bruger kredit kort og selvom der er kortautomat ved standeren – den dur bare ikke til udenlandske kort. Så man går ind og betaler et beløb og tanker så herefter og går ind efter differencen igen, hvis man har betalt mere, end der var plads til i tanken.

Endelig har jeg et tip til at få billigere Disney billetter. I 2009 blev vi ringet op fra en der var hotellets turist-vejleder. Hun havde et tilbud om billige Disney billetter – vi gik ned og snakkede med hende, og det viste sig, at vi kunne spare $100 på en 4-dages billet til parkerne samt få en ekstra dag gratis. Det eneste vi skulle var at tage på en time share rundtur i et komplex der lå lige ved Animal Kingdom. Som sagt så gjort. Vi brugte et par timer på en rundtur og en salgstale og var derefter fri til at gå – med stop ved disken i salgslokalet, hvor de så solgte de billetter, man havde aftalt man skulle have på forhånd. Man kan dog kun benytte sig af denne rabat en gang – de kræver legitimation ved ankomsten.

Kommentarer til rejsetippet om Florida

Bil?

23/10 2016 Siri
Hej

Vi er en familie på to voksne og to teenagere der pønser på at tage en tur til orlando i vinterferien. Kan det betale sig at tage afsted hvis man ikke har mulighed for at leje bil???

Mvh
Siri :))

Svar til Dennis

29/12 2015 Mette
Jeg vil anbefale at finde et sted at bo i Clearwater - skønt sted! Her kan man komme ud at sejle med delfiner. Der er også en skøn hvid sandstrand. Hvis i er til forlystelsesparker er Busch Gardens klart anbefalesværdig - forlystelsespark og zoologisk have i et.
God tur!

Hvor skal man bo i Sarasota ?

26/12 2015 Dennis
Hej, vi skal en familie (2 voksne og 2 børn) afsted til Orland medio januar. Kan I anbefale nogle steder at bo i Tampa / Sarasota ?
Og hvad skal man se disse to steder ?
Pft

/ Dennis

Julebutikken

19/11 2015 Mette
Hej

Beklager, jeg ikke har fået svaret før nu.

Adressen på julebutikken er

Robert's Christmas Wonderland
2951 Gulf To Bay Boulevard
Clearwater, FL 33759

http://www.robertscw.com/

og er absolut et besøg værd!

Jule butikken

14/10 2015 Cille
Hej

Julebutikken der omtales i Orlando, hvor ligger den henne?

Svar til Seni

17/09 2015 Mette
Hej

Vi har ikke været på badeferie i Florida - men en opvarmet pool, som der er de fleste steder er bestemt ikke noget problem! Jeg ved ikke, om vandparkerne er opvarmede, men mon ikke? de vil jo gerne have kunder!

Havet har vi kun soppet i. Vi er ikke rigtig til badeferier, men mere oplevelsesferier. Derfor har vi heller ikke været i vandparkerne.

Vejret i december er skønt - men jeg ville dog alligevel tage en tynd jakke med for en sikkerheds skyld - eller købe en der ovre. Det er generelt billigt at købe tøj der ovre, med mindre man går efter de dyre mærker.

Kan man bade i december

16/09 2015 senada
Hej

Vi skal til florida 07.12-15 og tre uger frem.

Mit spørgsmål er.

Kan man bade i december mdr eller er det for kold? Kan man være med i vandforlystelsesparker eller er det for kold?

Hvis man kan bade hvor er havet så varmer og roliger? Ved miami - ford lauderdale eller ved tampas-cleaewater?

Hvilken strand syntes i er den bedste? Ikke for kederlig?

Skal man bruge efterårsjakke i florida om aften eller nok men en tynd trøje?

Håber nogen kan hjælpe mig. Tak

Hilsen
Seni

Orlando - sea World

13/07 2015 Cille
Vi overvejer endnu en tur til Florida til december 2015. Det er min 4 gang i Florida og man kan aldrig få rigelig med tid til at opleve det hele.
Senest da vi var derovre for 2 år siden fløj vi i luftballon hen over Orlando i solopgang. Mest fantastiske oplevelse fra alle Florida turene. Hvis man er til højder, giv jer selv den oplevelse. Kennedy space center! Et must. Daytona banen, universal og Island of adventure - klare farvoriter. Dinners klart iHoo og wendys. Er man til fisk - Red Lobster. Altid kø næsten men det er virkelig det hele værd. Altid minimum 2 besøg på den restaurent på en to ugers ferie.
Vil dog gerne slå et slag for sea world, shamu showet er ikke længere det samme efter døds ulykken for et par år siden. Derud over hvis man interresere sig for dyrelivet indenfor de dyr som befinder sig i parken - så sæt jer ind i hvad i vælger at sponsorer når I betaler jeres indgang!!!!
Det findes rigtig meget materiale vedr sea world på nettet. Har selv en enkel gang besøgt parken og syntes det var virkelig fantastisk og smuk men efterfølgende en meget dårlig smag i munden over hvordan det rigtige sea World er. Der var måske en grund for der kunne ske en dødsulykke. Syntes det vigtigt at komme rundt om alle oplevelserne og ikke altid kun fremhæve det lyserøde.

Orlando - sea World

13/07 2015 Cille
Vi overvejer endnu en tur til Florida til december 2015. Det er min 4 gang i Florida og man kan aldrig få rigelig med tid til at opleve det hele.
Senest da vi var derovre for 2 år siden fløj vi i luftballon hen over Orlando i solopgang. Mest fantastiske oplevelse fra alle Florida turene. Hvis man er til højder, giv jer selv den oplevelse. Kennedy space center! Et must. Daytona banen, universal og Island of adventure - klare farvoriter. Dinners klart iHoo og wendys. Er man til fisk - Red Lobster. Altid kø næsten men det er virkelig det hele værd. Altid minimum 2 besøg på den restaurent på en to ugers ferie.
Vil dog gerne slå et slag for sea world, shamu showet er ikke længere det samme efter døds ulykken for et par år siden. Derud over hvis man interresere sig for dyrelivet indenfor de dyr som befinder sig i parken - så sæt jer ind i hvad i vælger at sponsorer når I betaler jeres indgang!!!!
Det findes rigtig meget materiale vedr sea world på nettet. Har selv en enkel gang besøgt parken og syntes det var virkelig fantastisk og smuk men efterfølgende en meget dårlig smag i munden over hvordan det rigtige sea World er. Der var måske en grund for der kunne ske en dødsulykke. Syntes det vigtigt at komme rundt om alle oplevelserne og ikke altid kun fremhæve det lyserøde.

Kennedy Space Center

06/02 2015 Kurt Jensen
Florida.

Vi er et ældre ægtepar der skal tre uger til Florida, og havde tænkt os at besøge Kennedy Space Center og Universal Studio, men kan ikke finde ud af hvilke ture/billetter vi skal købe til de respective steder.
Håber på at få nogle gode råd.

Med venlig hilsen
Kurt Jensen

Rejse til sammenlagt lidt over 20.000 kr.....

28/07 2013 Dorte
Hejsa

Vi er en familie som vil afsted til Orlando ( 2 voksne og et barn på 7 år ), og vi kan læse øverst i dit ferietip at i kom afsted i tre uger for lidt over 20.000 kr. Brugte I FDM til at sammensætte rejsen for jer eller nogle andre? Vi kunne godt tænke os at få jeres tips til en billige rejse.

Venlig hilsen

Dorte

Svar til Helle

04/11 2012 Mette
Hej Helle

Hvis du vil opleve Disney-drømmen er det klart Magic Kingdom, I skal vælge.

Heldigvis er der mange "lande" i Magic Kingdom, så det er muligt også at komme lidt væk fra det sukkersøde, og fx prøve Space Mountain (indendørs rutchebane i mørket) og mange andre ting.

Alt, hvad der kommer til Disneyparkerne handler meget om, at lade sig rive med og tage det for, hvad det er, hvis man ikke allerede er vild med Disney :-)

Jeg er sikker på I alle vil blive bidt af det - så rigtig god tur - og pas på - Florida er vanedannende :-)

Mette

Disney

04/11 2012 Helle
Hejsa.

Vi drager til Florida til april og jeg er i den svære situation, at jeg skal vælge én af de mange Disney parker, da det er mig der er Disney tossen...
Jeg har været fan af Disneys Klassiker film og Anders And siden barndommen og nu, i en alder af 41 år, skal jeg endelig derover, sammen med kæresten og hans 15 årige søn. De er ret ligeglade med Disney, men føjer mig og mit ønske om at opleve en Disney park, så det er vigtigt for mig, at få valgt rigtigt.
Hvilken park vil du anbefale, når man skal opleve drømmen, men også gøre det bare lidt interessant for en 15 årig dreng og en skeptisk mand...
Jeg håber, at du kan hjælpe mig

Mvh Helle

Key West og Disneyparkerne

02/11 2012 Berit
Vi var hele familien afsted (min mor og far i 60-erne, min lillebror og min mand og vores to børn på 3½ + 5 år) i 2009, marts måned.
Jeg kan klart anbefale at hvis man besøger Key West tager på en tur rundt om øen på vandscooter. Vi var alle afsted på 3 scootere. Vi kørte to og to med et barn imellem os på to af scooterne og 1 var alene. Det var alle tiders tur som varede 2 timer. Vi var også i Disney-parken Blizzard Beach, som er en park med vandland og kæmpe vandrutchebaner. Kan helt sikkert anbefales hvis man har små børn og gerne vil slappe lidt af.
Vi tog også på en rundvisning i timeshare-lejligheder inden besøg i Disney-parkerne, og det gjorde det lidt billigere. Vi var ikke begejstreret for Animal Kingdom. Den var for kedelig. Den minder for meget om en zoo og et dansk sommerland i en amerikansk udgave (alt er større). Vi var der i 17 dage, og startede i orlando med 3 Disneyparker og SeaWorld. Derefter tog vi et smurt forbi Kennedy Space center, og kørte så hele eftermiddagen og aftenen til Miami hvor vi havde en dag til at se på byen. Vi boede på et hotel hvor de skaffede os en limousine, som kørte os ind til byen og spise om aftenen på en bestemt restaurant (det var betingelsen for at køre i den), og vi kunne så gå tur rundt på strøget der og bare sige til dem, hvornår vi ville hjem igen (ca. kl. 23.00), og så blev vi kørt tilbage til hotellet igen. Børnene synes det var vildt sejt, og vi slap for at skulle parkere bil osv.
Derefter gik turen mod Key West med et besøg i en Alligatorpark hvor de også havde slanger. Herefter til Keywest og retur til nogle dage senere til Miami til en enkelt overnatning inden vi skulle videre til Orlando lufthavnen og hjem. En rigtig dejlig familietur. Man skal ikke bekymre sig så meget om man nu kan finde ud af det hele. Amerikanerne er meget hjælpsomme, så vær ikke bange for at spørge løs. (vi havde foreksempel slet ikke GPS med). Det gik helt fint ved hjælp af kort hele vejen.

Svar til Chris

18/10 2011 Mette
Hej Chris

Hvis I kun vil se en Disney Park og vil have hele eventyr/romantik-universet er det klart Magic Kingdom - dog henvender den sig nok mere til det yngre publikum. Det er her slottet er - men det er "bare" en restaurant - hvor man skal bestille plads inden man kommer til parken - det er umuligt at få bord samme dag! (Dette gælder i øvrigt alle restauranter, hvis ikke man vil spises af med friturestegt usmageligt fast food)! Skal man kun vælge en park som førstegangsbesøgende er dette det rette valg.

Epcot er en videnskabspark (hvor der er Soaring, hvor man kommer "ud at flyve" over USA og de har en rumfærgesimulator) og World showcase med nogle af verdens lande repræsenteret - en overset park som dog er ved at blive mere populær.

Hollywood Studios kan erstattes med Universal studios og omvendt - her er dog også nogle fede forlystelser og shows samt man kan komme ind og lære at tegne en Disney figur hos en professionel tegner - vores datter på dengang 3½ fik tegnet en helt fornuftig Pluto!

Animal Kingdom mindede os mest om en "plastic-dyrepark" med lidt for meget omrejsende tivoli over det - den gider vi ikke bruge penge på igen...

I øvrigt kan man købe autografbøger alle vejne til at få Disney figurernes autografer, hvilket er et kæmpe tilløbsstykke :-) Der er områder, hvor figurerne stiller op til autograf/fotografering og det er markeret på park-kortene, man får i indgangen.

Universal Studios - ja - der er det svært at vælge - Islands of Adventure har nogle fede forlystelser - det er her Harry Potter land er, hvor der er både de duellerende drage-rutchebaner (man kører MEGET tæt på hinanden) og slottet med et 4-D ride foruden de store rutchebaner med Hulk og Jurassic Park-vandrutchebanen.

I den anden Universal Studios park er der også masser af fede oplevelser med en stor rutchebane, jeg desværre ikke fik prøvet, da køen var enorm (den var helt ny, da vi var der) og Simpsonslandet samt Mumien, som er med action og ild indendøre og selvfølgelig de legendariske Jaws og ET forlystelser.

Min mand siger klart Islands of Adventure, hvis han skulle vælge!

Glem ikke at besøge Hard Rock Cafe, som ligger i Universals Boardwalk, som man kommer igennem på vej til og fra parkeringspladsen.

Sea World er også et besøg værd med kombinationen mellem dyrepark og forlystelsespark - desværre er Shamu-showet blevet væsentlig forringet og forkortet efter dødsulykken for et par år siden. Men det skulle være lavet om til noget mere spændende nu.

Aquatica har jeg aldrig besøgt, så den kan jeg hverken råde til eller fra.

Kennedy Space Center er bestemt et besøg værd og er man ikke bidt af rumfart bliver man det, når man kommer ind og ser de rigtige rumfartøjer og bygninger samt hører historierne. Husk at købe lidt rum-mad med hjem fra souvenirshoppen - frysetørret regnbueis eller pizza er en anderledes oplevelse!

Jeg synes din liste ser helt fin ud - men overvej evt. at bytte Universal ud med Islands of Adventures. - Søg evt. på youtube hvis I er ude efter rutchebaner på rutchebanens navn, parknavn og pov - så kan I se, hvad det handler om.

God tur :-)

Svar til Janne

18/10 2011 Mette
Hej Janne

Bush Gardens er blandet forlystelsespark og dyrepark, og er et sted, vi prioriterer højt, når vi er i Florida. Der er både forlystelser til store og små.
Jeg kan anbefale at besøge deres hjemmeside (http://buschgardens.com/bg/) og ellers søge på youtube på rutchebanernes navne, parknavn og pov - så får man et indtryk af turen :-) dette kan man med (næsten?) alle rutchebaner!

Man skal huske, at alle parkerne kræver en hel dag og man bør komme til åbningstid.

De fleste parker har et system, hvor man enten køber sig til at komme uden om køen eller trækker en billet til senere - dette kan anbefales, hvis man rejser i perioder med mange turister - I november 2010 var det dog stort set ikke nødvendigt nogen steder foruden i Thanksgivingugen, hvor der var mange (spansktalende) turister.

Skal I fx Sea World kan man med fordel købe billetten hjemmefra som en kombi-billet, hvor man kan spare en del penge (pt. $40).

Mette

Til Lise med 3 teendrenge

18/10 2011 Dorthe
Hej Lise
Vi rejser også til Florida (Orlando) 5 personer - og heraf 3 teenagedrenge - i november. Måske er I derovre lige nu, og jeg vil blive rigtig glad for at høre om jeres oplevelser. Hvad valgte I? Hvad virkede super, og hvad var mindre godt?

Vi har allerede et program for vores 3 uger, der byder på:
Disney - 2 parker
Universal - 2 parker
Discovery Cove, Seaworld og Busch Gardens
Kennedy Space Center

Derudover regner vi med at køre til Everglades og Miami med overnatning.

Håber at høre om jeres oplevelser :-)

Og Mette - tusind tak for rigtig gode input - vi må da se den citrusplantage!

Mange hilsner
Dorthe

Forlystelser

14/10 2011 Chris Bundgaard
Super fine tips, som vi helt sikkert vil bruge når turen går mod orlando i februar..

Jeg vil dog gerne lige have uddybet lidt vedr. parker derovre. For at det hele ikke skal gå op i forlystelses parker, hvad kan du så anbefale?

Vi har selv overvejet
Universal (uden island of adv.)
Disney - magic kingdom (ikke de andre)
Seaworld (ikke aquatica)
kennedy space center

Hvad siger du til det?
Især disney er jeg i tvivl om, men vi vil gerne se selve slottet og de mange figurer, er det så den rigtige park?
Det skal siges ingen af os har været i USA før, og ingen har været i nogle af attraktionerne før.

vi er 8 med alder mellem 17 og 50 som skal på en rigtig familie tur. :)

Håber du kan besvare mine spørgsmål..

Rutchebaner

11/10 2011 Janne
Kan du skrive lidt om Busch Gardens? Mine unger, der også elsker rutchebaner, vil meget gerne dertil til næste år. Netop pga. rutchebanerne, da vi var i Florida i maj md. blev det "kun" til Universal parken.

Mvh. Janne

Florida.

05/09 2011 Gitte. også fra Helsinge
Hej Mette.
Har læst alle dine tip. Vi rejser til New Orliens d 20/10-2011, og regner med at køre ud der fra. Ned over Florida og retur til New Orleans.
Så har læst dine beskrivelser. Vi har også rejst meget i USA, men det er første gang vi skal til Florida. Skal hel klart ha overtalt manden til en tur på Showcase of Citrus. En tur med glasbunds båd lyder også sjovt. Amerikansk Football er et must. Vi skal dog se Colts mod Saints i New Orleans.
Takker for tip.
Hilsen Gitte. Jeg er også fra 3200 Helsinge

Football mv.

01/09 2011 Mette
Vi købte billetterne til Football på Buccaneers hjemmeside hjemmefra - og der var absolut ikke udsolgt da vi kom til kampen!

Julebutikken:
Robert's Christmas Wonderland
2951 Gulf To Bay Boulevard
Clearwater, FL 33759

Jeg kender ikke så meget til hvad en teenager vil syens er sjovt - da jeg var i Florida som teenager var det Disney, der var det store trækplaster samt rutchebanerne i de forskellige forlystelsesparker - her vil Universal Studios nok være den der er mest gearet mod det unge men ikke barnlige publikum med masser af thrill rides.

Ellers er det at svømme med delfiner fantastisk! og noget hele familien kan være med til - dog ikke de helt små børn alle steder.

Når vi rejser søger vi nettet efter hvad der kunne se ud til at være interessant og så tage den derfra.

Vi husker også altid at lægge dage ind i programmet, hvor der ikke sker alt for meget, så det også bliver lidt ferie og afslapning - fx den tur hvor vi var ude at sejle på Den Mexicanske Golf fra Clearwater, Daytona (jeg har hørt at man kan komme ud og prøve at køre med i en racerbil der ude), Appelsinplantagen og i det hele taget de dage, hvor vi kører.

God tur!

Florida

25/08 2011 Lise
Tak for rejsetippet. Vi er 5 (3 teenagedrenge) der tager til Florida til oktober. Jeg vil lige spørge dig, hvilken hjemmeside du købte billetterne til Amerikansk Football NFL på?

Selvom det lyder rædselfuldt, vil jeg også gerne have adressen på jule-butikken.

Hvis du ellers har andre gode tips til de unge mennesker tager jeg gerne imod.

Key West

21/08 2011 Mette
Tak :-)

Hotellet i Key West var Ocean Key Resort & Spa. Vi bookede det hjemmefra på hotels.com.

Vi købte billetterne hjemmefra til turen med FURY water adventures på deres hjemmeside.

Rejsetip

21/08 2011 Birthe
Tusind tak for det fine rejsetip, vi rejser d. 1/10, og vil tænke på hvad du har skrevet. Har aldrig vært der før, så al information er nyttig.

Hilsen birthe

Key West

19/08 2011 HP
Hejsa. Spændende at læse din rejsebeskrivelse. Nogle rigtig gode tips. Hvilket hotel boede i på i Key West - og var det gennem hotellet, I tog ud i glas bottom båd?
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Florida

Florida
Rejser til Florida
Denne side er udskrevet d. 11. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/cuba/sevaerdigheder/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.