Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Florida

  • En af USA's mindst besøgte nationalparker er virkelig et besøg værd

    (Bedømt af 1 person)
    27.07.16: Jan Kronsell
    Dette rejsetip handler om en af de mindst besøgte nationalparker i USA's 48 sammenhængende stater. Dry Tortugas National Park har kun omkring 60.000 gæster om året.
    Se hele rejsetippet
  • Til træf i Leesburg

    (Bedømt af 1 person)
    22.06.16: Sven-Erik Nielsen
    Havde det været i Danmark, så var dette enorme mc-træf uden tvivl blevet forvist til Lars Tyndskids Mark. Men det er ikke Danmark. Det er Leesburg i Florida, hvor hele midtbyen i forbindelse med afholdelse af ”20TH ANNIVERSARY LEESBURG 2016 BIKEFEST” er forbeholdt bikere og deres mageløse maskiner.
    Se hele rejsetippet
  • Mig & Harley Florida rundt

    (Bedømt af 2 personer)
    22.06.16: Sven-Erik Nielsen
    Vi har hjemsøgt Orlando Premium Outlet og forsynet os med mærkevarer til særdeles attraktive priser. Vi er blevet lænset for masser af dyre dollars i Universal City og Islands of Adventures.
    Se hele rejsetippet

Læs mere om rejser til Florida

Rundrejse Florida
Rejsetips indsendt af:
Tine
Grindsted
14. nov. 2013

Rundrejse Florida

Hermed en lille beskrivelse af vor families tur til USA – Florida i uge 41/42 2013.
Vi havde været i Florida i 2010, og Morfar blev så vild med det, at han bestemte sig for at forære hele familien en tur, da han blev 70 år.
I 2010 havde vi selv bestilt flybilletter og havde selv lejet bil men boede også kun det samme sted i Orlando alle 13 dage, vi var af sted.
Vi var i alt 9 personer, der drog af sted her i 2013. Da vi var så mange og ønskede at rejse rundt den første uge, havde Morfar bestilt FDM til at sørge for booking af flybilletter, leje af bil og bestilling af hoteller. Forinden havde vi ønsket, hvor vi ca. gerne ville overnatte, og FDM var meget hurtige til at svare på vores forespørgsel.

Vi tog af sted fra Billund Lufthavn en tidlig lørdag morgen, og det hele gik fint (husk at få indrejsetilladelse med sammen med passet). Vi rejste med Air France hele vejen til Miami, og det var en fornøjelse. Det var med et af de største fly, der flyver på ruten, og alt var gratis undervejs. Man kunne selv gå til midten af flyet og forsyne sig, hvis ikke lige de kom forbi og serverede, når man manglede.
Vi mellemlandede i Paris, inden turen gik til Miami.

Vi ankom til Miami lørdag eftermiddag (pga. tidsforskellen) og her kom så det eneste negative ved rejsen derover. Alle biludlejningsfirmaer ligger samlet i lufthavnen, men alle havde åbenbart valgt at reservere bil hos Alamo. Det tog 2 timer, inden vi kom igennem køen og kunne gå til garagen, hvor man selv vælger sin bil. Vi havde valgt at leje 2 biler, så vi kunne dele os, hvis vi ikke ønskede at tage samme sted hen hver dag.
Biludlejningsfirmaer vil generelt gerne opgradere din udlejning til en selvfølgelig højere pris. Det kan anbefales at være standhaftig og sige nej. Bilerne har generelt en god kvalitet derovre, og en ”alm.” bil er altså større end herhjemme. Vi havde medbragt walkier, så vi kunne kommunikere mellem de 2 biler uden at skulle bruge mobilen.

Endelig kom vi af sted og kørte mod Hollywood lidt nord for Miami. Vi tjekkede ind på Crowne Plaza, der lå i 2. række fra stranden. Vi var overrasket over standarden, som var bedre end vi turde håbe, selv om rejsen havde kostet. Eneste minus var ekstrabetaling for parkering, hvilket man generelt opkræver overalt i USA. Børnene dyppede sig i den flotte pool, der lå lige ud til en kanal. Bagefter kørte nogen af de voksne efter mad – take away fra et supermarked – og maden blev indtaget på sengekanten. Derefter var det på hovedet i seng. Klokken var hurtigt blevet 22, og efter dansk tid var det jo midt om natten.

Næste dag forkælede vi os selv med at købe morgenmadsbuffet på hotellet, inden vi kørte til Fort Lauderdale, hvor vi tog en tur frem og tilbage med vandbus for at se på rigmandsvillaerne, der lå i 1. parket ud til kanalerne. Det er billigere at tage disse både end at tage turbådene. Prisen var 20 dollars, det dækker hele dagen og man kan hoppe af og på.
På disse vandbusser fortæller kaptajnen også om husene. Kvaliteten af mikrofonen ombord var dog meget dårlig, så det var svært at høre, men vi fik alligevel noget ud af turen.
Vi stod af båden lidt fra vores bil og gik langs stranden tilbage. Det var ca. 30 grader, så det var tiltrængt med noget væske, da vi kom i land.

Vi kørte derefter tilbage og badede ved stranden overfor hotellet. Her mødte vi en lokal, der plejede at tage en svømmetur langt ud i vandet. Han fortalte, at han hellere lige måtte svømme ind, for der var en stor fisk, der begyndte at kredse om ham. Han fortalte, at han omkring julen var blevet bidt i benet af en haj, så de kunne altså være derude efter det første rev, så vi gik klogelig kun ud til navlen….

Til aften kørte vi målrettet efter en Applebees hvor vi kunne få aftensmad. Det er en billig madkæde men med meget udmærket mad. Umiddelbart lå restauranten 20 minutter væk, men vi fandt ud af, at man i Florida nemt får rejsetiden fordoblet pga. trafik og lysreguleringer, som GPS’en ikke tager hensyn til, så det blev sidste gang vi kørte så langt bare for at finde en bestemt restaurant.

Mandag gik turen videre sydpå. Vi kørte ”forbi” Miami på vejen. Vi prøvede at parkere og finde det cubanske kvarter, men da det så lidt suspekt ud omkring os med tremmer for vinduerne ved husene, hoppede vi igen i bilerne og satte GPS’en til. Det gik lidt bedre, men vi blev noget skuffet over den ”berømte” cubanske gade, der skulle være speciel at køre igennem. Det så meget forfaldent ud, og jeg ville bestemt ikke bryde mig om at gå rundt der. Vi kørte i stedet mod South Beach, hvor vi fandt et P-hus. Derefter gik turen ned mod stranden, hvor tæerne da selvfølgelig skulle dyppes på den berømte strand med de berømte livreddertårne. Frokosten indtog vi på Ocean Drive. Vi så ikke så mange pastelfarvede huse men kom heller ikke så meget rundt.
På vej tilbage fra øen kunne vi se højhusene ind i Miami City. Vi havde dog ikke lyst til at køre derind. Det var i forvejen en prøvelse at køre på vejene omkring Miami. Derfor satte vi igen kursen sydpå og kørte mod øen Isla Morada.
The Keys

The Keys

Det sidste stykke vej mod The Keys var helt anderledes, end de veje vi ellers havde kørt på, for på den sidste del af Florida, findes der kun en vej, og man kan ikke bare sådan vende om.
Endelig kom vi til den første ø på The Keys. Man kunne tydeligt se, at standarden på butikkerne og overnatningsstederne undervejs var meget forskellig, så vi var spændte på at se vores næste hotel.
Hotellet hed Postcard Inn, og det havde lige været igennem en istandsættelse. Hotellet kan bestemt anbefales. Det eneste minus var stranden, der ikke var så lækker, men ellers var der simpelthen bare så hyggeligt, og vi havde havudsigt. Efter et hop i poolen blev aftensmanden indtaget på stedets restaurant. Vi havde egentlig snakket om at handle ind til morgenmaden et sted, men umiddelbart var der kun en tankstation lige i nærheden, så næste morgen købte vi morgenmaden på hotellet. Der var et par barer på stedet, og det var ved en af disse, man spiste morgenmad lige ud til vandet. Ejeren af stedet fodrede fisk i vandet, imens vi var der, og børnene fik lov at hjælpe. Dejligt sted - hvor vi sagtens kunne have slappet af lidt længere.

Vi havde dog andre planer for tirsdagen. Vi ville gerne have besøgt John Pennekamp Coral Reef, men da der under vores rejse desværre var Coverment Close Down, var der jo lukket. Vi kørte i stedet til et lille sted, der hed Robbies, som vi havde fået anbefalet. Det var et lille sted ud til vandet, hvor der var en bar, og man kunne købe bådture. Rundt omkring stod der forskellige boder, hvor man kunne købe en masse skrammel. Det så lidt besynderligt ud. Vi var blevet anbefalet at køre til Robbies for at fodre Tarpons. Det er kæmpe fisk, man fodrer fra molen. Vi skulle alle købe adgang til molen, og hvis man ville fodre de store fisk, købte man spande med små fisk. Børnene fik hver lov til at fodre, og det endte også med, at de købte mere foder. De store fisk sprang op af vandet for at få fat i fiskene, så det var med at få fingrene væk i rette tid.
Vi forhørte, om man kunne snorkle og få en tur i glasbåd. Da de ikke kunne tilbyde tur i glasbåd, kørte vi videre for at vente med dette, til vi nåede Key West.

Da børnene er store dyreelskere, var vi inden turen faldet over The Turtle Hospital på nettet. Hospitalet lå på øen Marathon, og her tager man sig af skadede og svage skildpadder. Vi havde ikke som anbefalet booket en rundvisning men var så heldig at kunne komme med på den næste tur. Man kan ikke gå rundt på egen hånd. Rundvisningen startede med, at vi fik fortalt en masse om skildpadder generelt, om hvad de kunne fejle, og specifikt om dyr de havde indlagt og også dem de havde haft succes med at sætte ud igen. Derefter var vi så heldige at overvære en operation, hvorefter vi sluttede med at se deres indlogerede skildpadder. Vi var også så heldige, at der var små bitte unger, der skulle komme til hægter på hospitalet.
Prisen for rundvisningen var beskeden ift. så meget andet i Florida, hvor alt koster. Prisen var 15 dollar for voksne og 7,5 for børn. Bestemt en rundvisning der kan anbefales.

Sidst på eftermiddagen nåede vi Key West, hvor vi igen blev indlogeret på et Crown Plaza hotel (La Concha). Her var standarden ikke helt så høj, og værelserne var meget mørke, men det så fint ud ift. andre steder på øen.
Vi boede centralt ud til Duval Street, der er stedet, hvor der rigtig er gang i den om aftenen. Udsigten fra taget af hotellet kan anbefales.
Om aftenen gik vi nordpå til Mallory Square, hvor alle kommer for at se solnedgangen. Der var bla. en sabelsluger der underholdte, og der var små boder. Solnedgangen blev dog ikke lige så flot pga. skyerne, men det var hyggeligt. Vi syntes, der var masse af mennesker men fik at vide, at det da var lavsæson pga. risiko for orkaner.

Onsdagen brugte vi på Key West. Først på dagen delte vi os. 5 af os var med firmaet ”Fury” ude at dykke ved et koralrev. Det var noget af en oplevelse, og anderledes end vi lige havde troet. Det var dyrt men pengene værd, men det kan ikke anbefales, hvis man er utryg ved vandet. De sidste 4 tog med samme firma ud at sejle med båd med glasbund og havde også været så heldige at se delfiner.
Først på eftermiddagen mødtes vi igen og gik til det sydligste punkt af øen. Undervejs gik vi forbi nogen af de berømte huse – Little White House, Hemmingways hus osv.
Det er helt anderledes på Key West, end andre af de steder vi har været i Florida. Her cyklede og gik folk rundt, hvilket ellers er en sjældenhed i Florida, og man kunne mærke den afslappede cubanske stemning. Aftensmaden blev indtaget på restaurant, hvorefter vi fandt et godt supermarked, hvor vi handlede ind til morgenmaden. Der var køleskab på alle hoteller, vi boede.
Vestkysten

Vestkysten

Torsdag gik turen nordpå igen. Vi var spændte på at køre igennem Everglades pga. lukningen af statsparkerne. Vi prøvede at køre til den første indgang, men der var lavet vejspærring, så det fik vi ikke meget ud af. Havde ellers håbet at vi alligevel kunne få noget information om det kæmpe område.
Vi fortsatte derfor nordpå og kørte mod vestkysten med vejen Temiami Trail.
Alle holdepladser/stier undervejs i området var lukket, så det var meget skuffende. Et enkelt sted prøvede vi dog lige at holde ind, og her var vi så heldige at se alligatorer i kanalen langs vejen. Ellers så vi slet ikke andre dyr.
Midt på eftermiddagen ankom vi til hotellet Port Of The Islands Everglades nord for Naples. Det var faktisk meget stort, da det bestod af en hyggelig hovedbygning og en masse frit beliggende længer med værelser.
Efter turistmylderet var dog noget af en kontrast at komme til, da vi her så én enkelt anden familie ud over os, og så var der en brandmand, der fast havde vagt på hotellet. Vi kørte til Everglades City for at få aftensmad. Det var det nærmeste sted (ca. 20 km.), man kunne købe noget at spise. Her kunne man få alligator at spise, så det fik en enkelt at os prøvet. Det var nærmest lidt uhyggeligt på det stille hotel om aftenen. Vi havde jo det hele for os selv.
Receptionisten havde fortalt, at der i den store flod ved hotellet både var søkøer og alligatorer. Søkøerne kunne man være heldige at se om morgenen, hvor der var nogen, der smed foder ud til dem. Vi så dog desværre ingenting i vandet dernede.

Ved receptionisten havde vi forhørt os om en tur i Flodbåd ved Everglades. Disse private firmaer findes der i massevis af langs Everglades, men vi kørte derhen, hvor hun havde anbefalet os. Vi havde ikke booket tid men var så heldige at komme inden deres første bookede tur, så hvis vi straks sprang i en båd, kunne det lade sig gøre. Lidt rabat fik vi også forhandlet os til. Vi fik en ordentlig tur med ræs undervejs. Eks. soldaten der var kaptajn fortalte godt om området og spurgte også interesseret til Danmark, så vi hyggede os. Han vidste også præcis, hvor alligatorerne holdt til, og vi hilste på en stor han alligator, som han kunne få til svømme helt hen til båden og åbne gabet. Vi så også en mindre hun alligator og ikke mindst 2 af deres unger, som hannen mirakuløst ikke havde fået spist, som kaptajnen sagde. Efter turen fik vi lov at holde en lille alligator, de havde gående i et udendørs bur.
Derefter kørte vi videre op langs vestkysten. Det var et område med mange gartnerier. Her var det dog palmer og orkideer, der stod ud til vejen. Vi kørte ud på øen Sanibel, hvor vi havde håbet - at naturområdet der - ikke var en nationalpark, men det var det desværre også. Man skulle ellers kunne køre en tur på ca. 6 kilometer og undervejs have mulighed for at se en masse forskellige dyr og ikke mindst fugle. Det koster et mindre beløb at køre ud på øen, og adgang til nationalparken koster også.
Da der var lukket, kørte vi i stedet mod stranden, der skulle være kendt for mange konkylier.
Vi synes ikke, at strandene på vestsiden af Florida er lige så gode som dem mod øst. De er meget rolige, og vandet er lavt, men der var mange alger i vandet, da vi var der. Vi vågede os ud i det uklare vand og fandt faktisk en del små konkylier, selv om det er bedst at være de første på stedet om morgenen. En del af dem var der dog beboere i, så dem måtte vi smide ud igen (det er forbudt at tage disse med).
Efter dette kørte vi mod vort hotel Outtrigger Beach, Fort Myers.
Hotellet var udmærket, om end det virkede lidt nedslidt. Hotellet lå lige ud til den brede flotteste sandstrand (dog igen med algevand).
Der var også en lille udmærket pool, musik ved baren og egen lille restaurant. Skønt at kunne sidde ude sent om aftenen og tidligt om morgenen og spise.
Orlando

Orlando

Lørdag blev 5 af os på hotellet og slappede af ved poolen og stranden. Det var sidste chance, inden turen gik ind i landet. De andre 4 kørte stille op langs kysten og derefter ind mod Orlando.
Sidst på formiddagen kørte vi andre også mod Orlando og valgte den hurtigste vej, hvilket var skråt ind over landet med landevejene. Her kom vi for alvor ud på landet, hvor der var meget langt mellem husene, og der var lidt dyr på markerne. Midt på eftermiddagen ankom vi alle til det dejlige hus i Orlando, som vi også havde boet i 3 år tidligere, og hvor vi nu skulle tilbringe de sidste 6 dage.

De sidste 6 dage af turen gik hurtigt. Vi var ude at shoppe, for der er virkelig noget at spare på mærketøj og sko, hvilket de unge jo gerne vil gå i. Vi var ved Premium Outlets, der består af ca. 170 forskellige mærkevarebutikker med outlet salg. Mens vi var der, så vi en masse boder, hvorfra de solgte billetter til forlystelsesparker, og vi forhørte os om prisen for Disney parkerne. Det viste sig dog, at man ved køb af de billige billetter lige skulle en tur ud og se på nogen timeshare lejligheder, så det droppede vi igen…. Denne form for markedsføring havde vi ikke set tilbage i 2010. Vi valgte i stedet at købe billetter til Disney i den originale Disney butik på stedet. Vi sparede ikke noget derved men kunne så slippe for køen ved parkens indgang.
Mandag var vi i Disney Studios og onsdag i Magic Kingdom. 6 af os havde tidligere været i Disney Land Paris, så der var ikke større overraskelser for os. Det er en hyggelig og flot park med flotte shows men med alt for mange mennesker. Havde lidt ondt af de familier med helt små børn, der stod i kø i timevis for at hilse på deres yndlingsfigurer. Vi fandt ud af, at det var helligdag i USA, og derfor var der nok ekstra mange mennesker i Disney parkerne.
På denne rejse valgte vi ikke at besøge yderligere forlystelsesparker. Besøgte i 2010 både Sea World, Kennedy Space Center og de 2 af Universals parker der ligger lige op af hinanden og sidst men ikke mindst Discovery Cove. Kan bestemt anbefale alle disse steder. Universal og Kennedy Center er godt i forhold til Disney, hvis børnene er blevet lidt større. Sea World er et fantastisk sted for alle aldre. Discovery Cove er meget dyr, men til gengæld kan man få lov at svømme med en delfin. Fantastisk sted for vandhunde og dyreelskere.

Fredag var ferien så desværre forbi for denne gang. FDM havde booket flybilletter fra Orlando denne gang, så vi ikke skulle helt til Miami. Aflevering af bilen gik gnidningsfrit. Vi fløj med Delta Airlines hele vejen hjem, hvilket ikke var lige så godt som Air France men fint nok. Tjek ind havde vi sørget for i feriehuset, men bagagen skulle vi også selv tjekke ind i lufthaven. Det tog lidt tid at finde ud af. Vi havde desværre ikke pladser ved siden af hinanden, hvilket også undrede mig tilbage i 2010. Når man booker flybilletter samlet, virker det absurd, at andre kan købe sig pladser, der gør, at familier bliver splittet ad på turen. Ved selv at bytte pladser og ikke mindst bytte plads med en fremmed dame, kom vi til at sidde sammen 2 og 2 og en enkelt for sig selv. Vi fløj fra Orlando til New York og derefter til Amsterdam, inden turen gik mod Billund lørdag formiddag. Underligt nok er det svært at finde flyrejser hjemad med kun et skift uden for lang ventetid.
På trods af 2 skift på hjemturen gik det hele gnidningsløst, og lørdag eftermiddag var vi godt hjemme igen i Billund med en skøn ferie i bagagen.

Kommentarer til rejsetippet om Florida

Hus i Orlando

21/06 2015 bente
hej
Fantastik rejsebeskrivelse. Tak for gode tips, som vi helt klart vil bruge hvis vi kommer afsted næste sommer. Du skriver om et hus som I boede i både 2010 og i 2013. Er det muligt at få lidt flere oplysninger om sted plus huset samt hvor I har booket det. Tak, ved af erfaring fra vores egen tur sidste år til California at det kan være rart at have et par dage hvor man ikke bor på hotel.
Mvh Bente

Svar

28/07 2014 Tine
Hej
Prøver igen at sende svar.
Første gang vi var i USA virkede det ikke som om der var så mange mennesker i uge 41/42 men vi synes der var flere mennesker i 2013. Det kan dog også skyldes, at Disney Parken er det mest besøgte sted. Den store strejke kan måske også have haft noget at sige. Synes der var mange men passende mennesker på Key West. En tjener sagde dog at det var ingenting.

Fornemmede ingen frygt for hajer og så ikke tegn på noget. Mødte dog en mand der påstod at han var blevet bidt at en lille haj ved juletid. Han svømmede dog også en lang tur hver dag og det var langt ude. Synes vandet var skønt. Især på Miami siden.

Vejret var begge gange som en varm sommerdag herhjemme og faktisk ingen regn så det er en perfekt rejsetid, også mht antal mennesker.

Fastpass ville have været skønt i Disney Land men ellers synes jeg ikke man behøver det. Tag dog ikke i parker omkring deres helligdag.

Manden med bådturene hed Corey Billie. Prøv evt at søge på internettet.

Air Boat

29/06 2014 Tine
Air Boat firmaet hed

Corey Billie's Airboat Rides

prøv at goggle det

Hilsen Tine

Svar

29/06 2014 Tine
Hej

Vi har 2 gange været afsted i uge 41+42, og vejret har begge gange været godt. Som en god dansk sommerdag. Kan lige nu ikke mindes, at vi havde regnvejr.

Der var ikke frygt for hajer.
Vi mødte en mand, der sagde, at han omkring juletid var blevet bidt af en meget lille haj i benet, men han tog altså også dagligt en svømmetur langt ude i vandet.
Der er god plads på strandene og især vandet på østkøsten er klart.

Prøver lige på at finde navnet på air boat firmaet.

Første gange vi var i USA var der ikke crowded, og det var der generelt heller ikke i 2013
MEN der var helligdag i USA og den store strejke, så set i bakspejlet ville et fastpass være et hit i Disney Land, men jeg ved heller ikke, om de evt. har flere besøgende end de andre parker.
I 2010 var vi i Discovery Cove (fantastisk for vandhunde og dyreelskere), Sea World og Universal Studios. Dengang var ventetiden ikke noget særligt.

Hilsen Tine


Airboat

23/06 2014 Camilla
Tusind tak for udførlig indlæg

Vi står selv og skal afsted på ferie om lidt, med nogenlunde samme program som jer - men vil frygtelig gerne bede om navnet på det sted i bookede jer ind på airboat tur i everglades, hvis I kan huske det?

Samtidig skal jeg lige høre, om I generelt set fornemmede der var en frygt for hajer (vi skal afsted med to vandhunde på 3 og 9), og vil gerne høre om der er nogle baderåd man skal være opmærksomme på.

Tak for hjælpen !

-Camilla

Super beskrivelse med masser af tips til når vi selv skal afsted

12/05 2014 karina
Hvordan var vejret med I var sted ( det er nemlig samme uger vi skal være afsted i 2014)

florida

26/03 2014 karina
Hej
Vi tager til Florida i oktober 2014 (uge 41+42) ligesom I var afsted i 2013. Jeg kan læse mig fremtil at det er lavsæson - og vil derfor høre om I oplevede det som "crowded" eller om det var ok at komme til. Jeg tænker især på om vi skal tilkøb fastpass som ca koster 500 kr pr park. Jeres rejse beskrivelse har været rigtig god
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Florida

Florida
Rejser til Florida
Denne side er udskrevet d. 10. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/kroatien/split/skoenne-kroatien.html

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.