Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om USA

Læs mere om rejser til USA

Rejsetips af samme forfatter

Island, USA og Canada - 3 uger mange oplevelser
Rejsetips indsendt af:
Snekkersten
3. sept. 2011

Island, USA og Canada - 3 uger mange oplevelser

I år havde vi 3 ønsker for vores sommerferie: Island, New York og Niagara Falls. Umiddelbart lyder det som om det ikke kan lade sig gøre på 3 uger, men det kunne det sagtens.
Vi fløj med Icelandair til Keflavik den 30. juli. Vi havde købt stop-over-billetter. Og startede med at være på Island fra lørdag til torsdag. Så fløj vi til New York hvor vi var til tirsdag. Herefter lejede vi en bil og kørte gennem USA (New England-området) til Canada – ca. 1600 kilometer. Vi fløj tilbage til Danmark fra Toronto igen via Keflavik.
Seljafoss hvor man kan gå bag vandfaldet
Seljafoss hvor man kan gå bag vandfaldet

Island

Vi havde hjemmefra bestilt en lejebil i lufthavnen og lejet en lejlighed i Reykjavik.
I Reykjavik nåede vi at se følgende: Perlan, der er et interessant museum (Saga-museun) hvor man kan få en selvguided rundtur og høre om de første mennesker på Island og så er der flot udsigt over byen hvis man går helt op. Man kan spise dejligt suppe og hvalkød i Særgreifinn på havnen . Ligeledes på havnen er der kun i weekenderne et loppemarked – det er ikke så interessant – men hvis man går helt igennem det kommer man til en madafdeling hvor der kan købes islandske specialiteter. Så skal Hallgrimskirken selvfølgelig også besøges, imponerende stor når man står udenfor og flot er den både indvendig. Man kan købe sig adgang til en elevator, og nyde udsigten fra hvad der svarer til 8. etage. Og så selvfølgelig det nye operahus, hvor man enten kan se det ved selv at gå rundt eller vælge at tage en guided tur. Vi gik bare selv rundt i huset, som er et flot bygningsværk (også på havnen). Og så var vi selvfølgelig op og ned ad Laugavegur og de andre små gader for at se på butikker.
Første dagen kørte vi ”den gyldne cirkel” og så en masse natur: Islands strøste sø Pingvallavatn og Pingvellir sletten, Almannagjá - den smalle slugt omgivet af de lodrette fjeldvægge, Drekkingarhylur og derfra videre til Gejseren Strokkur, så til Gullfoss hvor der fra P-pladsen er kig til Langjökull. På vejen tilbage gjorde vi stop ved vulkankrateret Kerid (lige nord for byen Sellfoss). Krateret er 55 meter dybt og har nogle vidunderlige farver med en lille sø i bunden.
Anden dagen kørte vi langs kysten hvor 1. stop var Landeyjar hvorfra der er fin udsigt til Vestmannaøerne. Man kan tage færgen derfra til øerne. Vi kørte videre til Seljafoss, 60 m højt vandfald hvor vi gik tur bag vandfaldet. Derefter kørte vi til Skogarfoss (62 meter højt) og gik de 380 trappetrin til toppen. På turen gjorde vi også stop ved et lille besøgscenter hvor des vises film fra vulkanudbruddet i 2010, da vulkanen under gletsjeren under Eyjafjallajökull var i udbrud.
Tredie dagen var vi på frilandsmuseet Árbæjarsafn om formiddagen. Det ligger lige udenfor Reykjavik og der er en forunderlig udsigt til gamle bygninger med det nye Reykjavik i baggrunden. Resten af dagen blev brugt til shopping i Reykjavik.
Fjerde dagen var vi i den Blå Lagune i Grindavik. En oplevelse som man ikke må snyde sig selv for når man er på Island. Vi brugte i alt 5 timer der. Ikke hele tiden i vandet, men der er også fin mulighed for bare at slappe af, f.eks. med en kop kaffe på vandkanten. Endnu en dejlig dag.
På Wall Street - New York Stockenchange i baggrunden
På Wall Street - New York Stockenchange i baggrunden

USA – New York

Torsdag fløj vi videre til New York, hvor vi havde booket hotel hjemmefra, helt nede i sydspidsen af Manhatten lige ved Wall Street. Det skulle vise sig at være et godt udgangspunkt for vores 5 dagen i byen.
Vi tog en fælles-taxi fra lufthavnen og gav 18 USD pr. person for den. Samtidig gav den os 2 timers rundtur inden vi ankom til vores hotel.
Meget af det vi gerne ville se/opleve i New York var i gåafstand fra hotellet og den ene dag vi var længere oppe på Manhatten var det nemt med Subwayen fra og til South Ferry station. Den gratis færge til Staten Island var 10 minutters gang fra hotellet. Wall Street var lige om hjørnet. Fredag er der direkte interview til bl.a. CNN og NBC fra New York Stock Enchange, så det skulle vi da lige opleve. Vi gik også en dejlig tur langs East River i Battery Park/City til World Finansiel Center. Derfra var en god udsigt til byggepladsen på ground Zero. Og så er hele finansdistriktet en oplevelse bare at gå rundt i.
Turen over Brooklyn bridge, som også var i gåafstand fra hotellet, kan anbefales, således at man går fra Brooklyn igen lige ved solnedgangstid. Det er en fantastisk oplevelse.
Som sagt tog vi én dag toget længere op på Manhatten, nærmere bestemt til Colombus Circle. Det valgte vi at gøre lørdag. Vi gik en lang tur i Central Park – målet var at finde H.C. Andersen. Det gjorde vi også og netop lørdag er der højtlæsning (på engelsk) af danske eventyr. Der var god stemning og musik for en hver smag i Central park. Bagefter gik vi ad Broadway gennem teaterdistriktet til Times Square. Her sad vi og sugede stemning til os inden vi gik videre til Empire Building hvor vi tog op og nød udsigten fa 86. etage.
Sidste dagen i New York havde vi hjemmefra bestilt Crown billetter til Frihedsgudinden. Og det skulle vise sig at være en god ide. Dels sprang vi den lange kø ved sikkerhedschecket over og dels var der udsolgt af crown billetter resten af året. Og frihedsgudinden lukker helt for besøgende fra Oktober 2011 og 1 år frem. Samtidig med besøget på Liberty Island får man muligheden for at besøge Ellis Island, som er det sted immigranter kom først til. Der er et interessant museum også. Man kan sagtens bruge en hel dag til besøget begge steder.
Kort over turen i USA og Canada
Kort over turen i USA og Canada

USA – Connecticut, Rhode Island, Massachusetts, New Hampshire og Vermont

Tirsdag i vores 2. ferieuge lejede vi en bil og kørte nordøst på. Første overnatning blev i Newport, Rhode Island. En rigtig sejlsportsby som i mange år var vært fra American Cup. Næste dag kørte vi til Boston og brugte nogle timer der, bl.a. i Quincy marketplace og i Faneuil Hall samt en god tur ad Boston Harbourwalk. Vi overnattede ca. 50 km nord for Boston i byen Lawrence som havde mange smukke træhuse. Målet på vores 3. køredag var Burlington i Vermont, så vi skulle tværs gennem New Hampshire for at komme til Vermont. Umiddelbart efter vi var kørt ind i Vermont, gjorde vi et ophold i White River Junction, udover stationen var der nu ikke meget at se her. Så vi kørte videre til Gorge State Park med Gorge bridge og gik tur deromkring. Vi var også ved Taftville overdækkede bro. Vi overnattede i South Burlington, Vermont som ligger lige ud til Lake Champlain.
Horseshoe falls set fra Skylon tower
Horseshoe falls set fra Skylon tower

Canada

Fra Burlington kørte vi nord på og passerede snart den Canadiske ved Highgate/Philipsburg. Vi kom forholdsvis tidligt på dagen og der var ingen ventetid ved grænseovergangen. Vel inde i Canada kom vi først gennem et stort landbrugsområde. Derpå passerede vi Montreal og fortsatte sydpå på den Canadiske side af Lake Ontario.
Vi valgte at tage en overnatning i Kingston og på opfordring af hotelværten kørte vi en eftermiddagstur til Fort Henry. Der var parade og kanonaffyring samt rundvisning på fortet. Det nuværende fort blev bygget i 1832-1837, men det originale fort på stedet var fra krigen i 1812. Kan anbefales hvis man er lidt historieinteresseret . Der var en flot udsigt over byen fra fortet.
Fra Kingston valgte vi at køre gennem Toronto til Hamilton, som ligger ca. 60 km fra Toronto. Byen er bl.a. kendt for at have 125 vandfald. Vi blev 4 nætter på samme hotel i bydelen Stonye creek.. Det var et godt udgangspunkt for dels at se byen og nogle af de mange vandfald der og dels var der kun 60 km til Niagara Falls, som jo skal ses fra Canada siden. De fantastiske vandmængder mærker man rigtigt på turen med Mad of the mist og på turen White River Walk. Når man vender ryggen til vandfaldene og går en tur op ad Clinton Hill ser man en by der virkelig gør alt for at underholde de mange turister som har fundet vej dertil. Vi gjorde brug af Skylon tower for at nyde udsigten derfra og så spiste vi i Rainforest Cafe og sådan vælger man jo selv hvad tiden bruges til. Vi besøgte også Old Fort Erie ca. 25 km derfra. Fortet som nu er en del af Niagara Parks, blev bygget i 1764. Vi en film og fik en god guided tur med mere historie om krigen i 1812, hvor netop Fort Erie spillede en stor rolle. Derfra en dejlig køretur langs Niagara River tilbage til Niagara falls. Vi brugte 2 dage på Niagara Falls og Old Fort Erie, begge dage kørte vi ud fra Hamilton.
I Hamilton var vi på en dejlig dagstur til Spencer Gorge/Webster Conservation Area og gik til Webster´s fall og Tew´s fall. Sidstnævnte var det flotteste med et frit fald på 41 meter, beliggende i et dejligt grønt område. Og så brugte vi brugte en dag på at kigge på byen og det 7,5 km Hamilton harbour waterfront trail.
De sidste 2 nætter valgte vi at flytte os til Brampton, som ligger ca. 10 km fra Toronto´s Lester B. Pearson international airport. Mens vi var i Bramton brugte vi én dag i Canada Wonderland. En forlystelsespark som har mange kørende forlystelser som jo nok er mere for unge mennesker, men der var også et flot teaterstykke og nogle optrædende. Så alt i alt en hyggelig dag. Og vi brugte en dag i Black Creek Village, et frilandsmuseum, hvor der var mange huse og engagerede mennesker til at fortælle om hvordan gamle dag havde været. Det var en hyggelig dag og det kan bestemt anbefales. Brampton har en nyanlagt park - Chingacousy - hvor der er mini-zoologisk have, vandland for børn, botanisk have og et lille bryllupskapel. Det var et meget hyggeligt sted som også kan anbefales. Tæt derpå er et KÆMPE shoppingcenter – Bramalea city centre – med en masse butikker og et af de der steder hvor der er 20-25 fastfoodsteder med fællesborde i midten.

Praktiske oplysninger

Lige på den Canadiske side af grænsen skiftede Never Lost i bilen fra miles til kilometer og skiltene med hastighedsbegrænsninger var pludselig også i kilometer. Da det var en bil fra USA, så skulle der lige lidt hovedregning til at omsætte bilens miles til kilometer. Hvis det er muligt var det nok ønskeligt at have en bil der viser både miles og kilometer.
De dage hvor vi skiftede overnatningssted hver dag, planlagde vi det således at vi kørte 300 – 400 kilometer om dagen og det gjorde vi umiddelbart efter morgenmaden. Det betød også at vi de fleste dage var fremme ved vores bestemmelsessted omkring frokosttid. Og havde eftermiddagen til at se stedet .
Vi bruger altid Holiday inn hoteller og er guldmedlem i deres klub. Så i år havde vi 1 gratis overnatning og 3 gratis overnatninger med hjem på ”bankbogen”. Det er da en meget god start til næste tur.
Kun hotellet i New York havde vi booket hjemmefra, ellers havde vi orienteret os hvor der var et Holiday inn hotel og så kørte vi bare ind og spurgte om de havde ledige værelser og det havde de.
Vi lejer biler ved Hertz, fordi vi her får rabat som medlem af Holiday inn klubben.
3 uger´s sommerferie helt i vores eget tempo og med en masse indtryk, oplevelser og fotos i bagagen hvor alt bare var perfekt hvad kan man ønske mere.

Kommentarer til rejsetippet om USA

God fyldig beskrivelse

22/06 2012 Lene Nielsen
Hej Mona.

Jeg synes det er en fyldig beskrivelse af oplevelser som I har haft i løbet af de tre uger som I har været afsted. God inspirationskilde til os andre som stadig har New York og Niagara Falls til gode at opleve.

Svar på spørgsmål

26/01 2012 Mona
Hej Diana - tak for dit kig på mit rejsetip. Nej Holiday Inn er ikke de billigste steder at overnatte. Det kommer helt an på kravet til overnatningsstederne. Man kan sagtens finde billigere. Hotellerne er 3-4 stjernede hoteller. Og vi er aldrig blevet skuffet over det serviceniveau der er på hotellerne. Kædens hoteller er spredt ud over det meste af USA og de ligger ofte tæt på hovedfærdelsårer. Og for os føles det "som at komme hjem" hver gang vi går på et af kædens hoteller. Håber du kan bruge svaret.

Spørgsmål

25/01 2012 Diana Holm
Vil du mene, at Holiday Inn er de billigste steder at overnatte i USA??

En buket af oplevelser

02/11 2011 M. Rosé
Sikke en masse dejlige oplevelser, som du deler med os andre. Dejligt at læse!

Flere af stederne har jeg selv været, og især Canada, Niagara Falls, Kingston og Hamilton vækker dejlige minder fra min tid, da jeg boede dér. Niagara Falls er også fascinerende en vinterdag, når de forstøvede dråber har omdannet området til et Winter Wonderland.

Svar til John Christensen

19/09 2011 Mona
Jeg synes ellers at jeg har beskrevet alle de byer/steder hvor vi har overnattet. Og som beskrevet i 2. og 3. sidste afsnit i sidste kapitel, så bruger vi altid Holiday Inn.
Priser: Island var relativt dyrt. 6500 dkr for lejligheden og 11000 dkr. for bilen i 5 dage. I USA og Canada kostede overnatningerne mellem 80 og 180 USD/CAD pr. nat. Og så fik vi en enkelt gratis nat og har hvad der svarer til 3 gratis nætter i opsparing til næste tur pga. vores medlemskab i Holiday Inn klubben.
Lejebilen kostede ca. 7000 Dkr. for 11 dage fra New York og aflevering i Toronto.
Flybilletterne kostede 5.200 dkr. pr. person for 4 flyvninger (CPH-KEF, KEF-NYC, Toronto - KEF og KEF- CPH).
Håber det var svar på dit spørgsmål, ellers er du velkommen tilbage. Med venlig hilsen Mona

Spændende

17/09 2011 John Christensen
Det eneste jeg savner i denne spændende rejsebeskrivelse er nogle priser og evt. tip til steder som f.eks. overnatningssteder.
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til New York

Hoteller i USA
Rejser til New York
Denne side er udskrevet d. 7. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.