Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 25.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Motorcykel

Læs mere om rejser til Motorcykel

Rejsetips af samme forfatter

Harley Davidson Road Trips. Rundt i USA på vores egne Harleyer på danske nummerplader.
Rejsetips indsendt af:
Kolding
18. nov. 2010

Harley Davidson Road Trips. Rundt i USA på vores egne Harleyer på danske nummerplader.

4 rejser til USA. Vores egen Harley er med. Sammenlagt mere end 3 måneder på de amerikanske landeveje. Road Trips på mere end 27.000 km. Det giver så mange indtryk, at man ikke kan kapere dem alle på én gang. Heldigvis har vi et hav af billeder og film. Det sker mange gange, at vi må tænke: ”ja det har vi jo også oplevet……….”
If I have to Explain…. You wouldn’t Understand.

If I have to Explain…. You wouldn’t Understand.

Vores Road-trip-trip-trips i USA er en uendelig strøm af oplevelser og gode indtryk, hvor de dejlige lange stræk på landevejene og naturoplevelserne er i højsæde.

Forestil dig en tur hen over prærien, hvor du følger Interstate 90 fra Chicago til Sturgis i South Dakota. 100 km i timen. 30 grader. Lige ud. Næsten ingen trafik. Det går lige ud så langt øjet rækker. Ude i horisonten kan du øjne at vejen ikke kan ses længere – hvad sker der så? Efter et par timer, kommer du over en lille bakke, så lidt til venstre og så lige ud i et par timer igen. Det eneste du føler, er vinden i dit hår, T-shirtens blafren, den dejlige lyd af din Harley og så fornemmelsen og duften af præriens græs. En stemning du har set på film, og nu er du lige midt i det og føler det på din egen krop. Og så ændres det hele ved det næste sving, hvor vi lige skal over et lille bjerg. Det flotteste og frodigste billede man kan forestille sig, viser sig foran dig: Floddalen hvor Mississippi snor sig gennem landskabet ved La Crosse.

Det var de første store indtryk vi fik af USA på vores Harley, på vores første tur i USA i 2003, hvor Harley Davidson Club Denmark havde arrangeret en 5 ugers tur til USA i forbindelse med Harley Davidsons 100 år jubilæum. Det blev starten til mange dejlige turer i USA.

Vores første to ture var på en legendarisk Harley Davidson, en veteran fra 1966, Electra Glide. Vi mødet en flink biker der var helt overvældet over, at vi havde kørt 8000 km på vores 66’er. Han havde selv en magen til hjemme i laden, men den brugte han ikke på de lange ture, for så kunne han ikke følge med vennerne. Han råbte til vennerne: ”Se, de har også været i Sturgis! Og de har ingen vindskærm på!!” Det har vi nu.

Sammenlagt har vi på vores 4 turer, kørt 3½ måneder i USA på vores egen Harley Davidson. Road Trips på mere end 27.000 km i det legendariske Harley-land. Her fortæller jeg om nogle af de bedste og flotteste oplevelser og indtryk fra alle vores turer på landevejene i USA – på vores egne Harleyer på danske nummerplader. Alt er større i USA på nær nummerpladerne, der har vi de største. Vi kører ikke efter de største turistattraktioner, men efter alle de flotte indtryk vi møder i naturen. Selvfølgelig skal vi også se attraktionerne, når vi alligevel lige kommer forbi….
Planlægning, planlægning og planlægning.

Planlægning, planlægning og planlægning.

Skal man have en vellykket tur, så er planlægningen meget vigtigt. Vi bruger mange vinteraftner på planlægning. Vores USA tour 2009 startede i Minneapolis, 2 år før ideen blev til virkelighed. I flyveren hjem fra vores tur i 2007, var stemningen høj. Vi var igen på vej hjem fra et fantastisk road trip i USA. Alle var enige om, at det var den bedste motorcykeltur nogen sinde. Vi havde ikke været i luften ret længe, før vi begyndte at fantasere om, hvad vi skulle opleve på det næste road trip…

Vi må desværre konstatere, at vi er blevet noget afhængige af disse road trips.

Når vi er flere der vil følges ad og alle skal have praktiske oplysninger og deltage i planlægningen, har vi erfaret, at en fælles hjemmeside er det perfekte værktøj til at dele oplysninger på. Den 12/9 2007 oprettede vi hjemmesiden usa2009.dk. Vinteren gik med at finde nye rejsemål. Vi gennemgik en masse sider på nettet og indkøbte flere bøger om USA. Vi har efterhånden fået et lille bibliotek med kortbøger og rejsebøger. Og kassevis af brochurer fra de andre år. Når vi er mange der følges ad, er overnatning på campingpladser den bedste løsning. Der har vi altid et stort fællesområde hvor vi kan være sammen om aftenen. Det er ikke så nemt på hotellerne. De fleste overnatninger blev bestilt hjemmefra. Så ved vi hvor vi skal mødes om aftenen. Vi benytter KOA-camps hvor det er muligt. Det sikrer et højt kvalitetsniveau. De er nemme at finde på nettet, og i virkeligheden, ligesom det er nemt at reservere overnatning via nettet.

Målet blev: En solskinstur gennem Californien, Utah og Arizona. Med så mange oplevelser som muligt.

Oplægget til USA-tour 2009 resulterede i, at 26 bikere, fra Harley Davidson Club Kolding og venner af klubben, pakkede 17 Harley Davidson motorcykler i en container, og holdt 5 ugers ferie. Det gav os den flotteste motorcykeloplevelse man kan tænke sig. Vi kørte i det meste af Californien, hvor vi besøgte flotte nationalparker, kørte på Highway 1 langs med Stillehavet. Kørte i alle nationalparkerne i det sydlige Utah. Via Colorado til New Mexico, hvorfra vi fulgte Route 66 tilbage til LA, med en lille omvej til San Diego. I alt 8.966 km.

Efter planlægningen kommer de praktiske gøremål

Efter planlægningen kommer de praktiske gøremål

Når man vil have sin egen Harley med ind i USA og også gerne vil have den hjem igen, så er der en del praktiske opgaver der skal løses. Transporten forudsætter et godt samarbejde med en dygtig speditør. Vi får hjælp fra Allan hos Bendix Transport i Taulov. Vi pakker motorcyklerne i en container, får den sejlet til Los Angeles hvor vi pakker ud og kører turen. Det er en lang sejltur. Vi skal aflevere containeren 6 uger før vi skal bruge Harleyerne i USA. Vores danske forsikringer dækker ikke i USA, så vi måtte finde et forsikringsselskab hvor vi kunne tegne den lovpligtige ansvarsforsikring. Speditøren klarede alt papirarbejdet med de amerikanske toldmyndigheder.

Den 23/7 2009 indledte vi rejsen, hvor Harleyerne skulle pakkes på paller og sættes i containeren. Alt hvad der blev pakket, skulle registres til brug for toldmyndighederne. Vi lærte igen noget nyt. Da vi havde kørt de første 3 paller i containeren og skulle have 3 mere ind, i 2. lag, var containeren ikke høj nok!! Containere findes i 2 forskellige højder, man skal bestille den rigtige. Containeren skulle afleveres på skibet næste morgen, så vi havde et problem. Heldigvis havde vognmanden nogle kontakter så han kunne få containeren byttet til den rigtige, selv om det var sent om aftenen. Tak for det. Vi fik pakket alle 17 motorcykler og vores bagage, reservedele og værktøj. Så skulle vi bare have 6 uger til at gå. Uden vores motorcykler. Det var alligevel en kedelig våd dansk sommer. Så vidt vi husker.
Labour day weekenden. Alle skal på weekendtur i naturen og omegn.

Labour day weekenden. Alle skal på weekendtur i naturen og omegn.

De lokale helligdage skal man huske i planlægningen. Men det havde vi ikke tænkt på, da vi den 4. september 2009 kørte til Billund. Mellemlanding i Amsterdam og så af sted til Los Angeles. Spændingen i hele kroppen gør, at flyveturen slet ikke føles så lang som den var.

Motorcyklerne var velankommet til LA, og efter 3 dages kontrol hos Home Security, blev containeren leveret hos den lokale speditør, hvor vi næste dag skulle pakke ud. Vi havde bestilt hotel og følgebil hjemmefra. De fleste af vores overnatningssteder var fastlagt hjemmefra, dog ikke de 2 første etaper, da vi ikke var helt sikre på, hvornår vi kom ud af LA. – Det virkede som en god beslutning.

Tidsforskellen gjorde, at alle var meget tidligt oppe næste morgen, hvor vi kunne nyde solopgangen inden turen gik til terminalen og arbejdet med at pakke ud. Selvom vi hos udlejningsselskabet havde bestilt en kassebil hjemme fra, var den ikke klar, der hvor vi havde aftalt det. Hele omegnen af Los Angeles stod i brand, så alle ledige biler havde travlt med at være flyttebiler. Efter 3 timer og en lang køretur, havde de skaffet os en bil. Så var det problem også blevet løst. Overalt hvor vi har været i USA møder man en utrolig positiv stemning og en stor hjælpsomhed.

Vi bruger kun motorvej når det er nødvendigt, eller hvis det er den eneste vej i vores retning. Vi fandt en stor lige vej mod nord igennem Los Angeles. Det gav os en spændende tur gennem LA, hvor vi oplevede, hvordan områderne i så stor en by er forskellige.

Motorcyklisterne i LA har en meget populær tur i det nordlige LA: Mulholland Drive. Den vil vi selvfølgelig også opleve, når vi alligevel skal den vej ud af byen. For at nå denne, kører vi igennem Hollywood, hvor vi kører ad Hollywood Bouleward og blev set af alle stjernerne! Efter mange timer, er vi endelig ude af storbyen. Nu er vi på landevejen, ude at køre på vores Harleyer. Efter en pause på 6 uger, så går det bare derudaf, på en flot vej i bjergene, Mulholland Drive. Man bliver helt salig, når man igen mærker motoren mellem benene, lyden fra udstødningen og kan nyde de dejlige sving på bjergvejene ned til Stillehavet og Highway 1.
Nu er det ved at være aften og vi finder ud af, at det ikke er særligt positivt for os, at det er Labours days. Vi har ikke lige bidt mærke i, at det er helligdag, og da vi jo ikke har reserveret overnatning, får vi en ny udfordring. De første 4 overnatningssteder vi henvender os til, et fuldt optaget. Vi sender motorcykler i alle retninger, og efter en times søgning, kan vi finde overnatningsmuligheder på et motel, hvor vi kan bruge vores egne luftmadrasser, og på den måde bo 5-7 personer på hvert værelse. Men skidt med det, vi trænger til lidt søvn.

Vores 2. overnatning i USA dette år, er også Labour Day Weekend, nu vi må købe et helt weekendarrangement.
Et møde med de største levende organismer på jorden.

Et møde med de største levende organismer på jorden.

Næsten morgen går det videre nordpå i det østlige Californien, hvor vi kører gennem nationalparkerne Sequoia og Kings Canyon inden vi kommer til Yosemite.
Yosemite er den mest besøgte nationalpark, men både Sequoia og Kings Canyon gives os nogle naturoplevelser som vi ikke oplevede i Yosemite. Den største oplevelse denne dag, var mødet med de kæmpe store grantræer. Selv en stor mand fra Danmark fylder ikke ret meget i barken på et gennemsnitstræ i den skov.

Efter en lang vandretur gennem skoven, kommer vi frem til The General Sherman Tree. Det er Verdens største levende organisme. Så er man målløs. Træet har stået der i 2.200 år. Når man står der midt i kæmpeskoven og føler vindens susen, så kan man fornemme fortiden, da dette kæmpe træ var et helt almindeligt træ. Vi nænner næsten ikke at starte vores Harleyer, og dermed afbryde roen omkring disse kæmpe organismer i denne store skov. Men vi skal jo videre på vores flotte tur.

Træet, der er over 2000 år gammelt, har en højde på 83,8 m(Dobbelt så højt som rundetårn), en diameter på 11,1 m og der er 31 meter rundt om træet. Og så fylder det næsten 1500 m3. (Hvis du tænker i brænde, så glem det. Træerne har overlevet et utal af skovbrande, fordi barken indeholder et stof der ikke kan brænde).
Labour Days weekend – igen – og så Kings Canyon.

Labour Days weekend – igen – og så Kings Canyon.

I Kings Canyon skal vi overnatte og bliver igen ramt af Labour days. I det kæmpe store område er der langt mellem camps og hoteller. Det er ved at være mørkt i bjergene da vi når en tankstation med hotel. Alle værelser ved tankstationen er optaget, men de henviser til et feriested 5 km fremme. Det er vores eneste mulighed. Vi får her nogle hyggelige hytter, lidt primitive, men de ligger utroligt flot mellem træerne lige ned til en sø. Med i prisen er aftensmad og morgenmad. Desværre sælger de kun hele weekendarrangementer, så det må vi købe, selv om vi kun skal have én overnatning. Det koster kr. 700. Det er med fuldpension. Så det går ikke helt galt. Bortset fra den gruppe der kommer sidst, for da er der ikke mere mad. Vi havde jo ikke bestilt bord.

Næste dag starter med en tur helt ind i bunden af den flotte 2.130 meter dybe Kings Canyon. Rute 180 til Cedar Grove. Samme vej tilbage, hvorefter vi for første gang kommer på 49’eren mod nord til vi når til campen uden for Yosemite.

Selv om vi er taget med på turen for at køre på motorcykel, så har vi lært, at det er vigtigt med nogle hviledage. Dem kan man så altid bruge på at køre motorcykel. Vores planlægning er baseret på 2 dage hvor vi kører på motorcykel og så en hviledag, hvor vi måske også kører på motorcykel. Vores første hviledag er en rundtur i Yosemite Valley på 240 km.

Ved indkørslen til Sequoia Nationalpark begyndte vi at spare penge. Vi købet et årskort for 80$. Det gav adgang til alle nationalparkerne i et år for 2 motorcykler. Da vi skal besøge 12 nationalparker på denne tur, er det en rigtig god forretning.
Tværs igennem Yosemite, brændt skov, gennem Tioga Pass over Sierrabjergene

Tværs igennem Yosemite, brændt skov, gennem Tioga Pass over Sierrabjergene

Så går turen nordpå. Først skal vi dog lige krydse Yosemite over passet Tioga.

Dagen før havde vi haft en flot rundtur i Yosemite Nationalpark. Set de flotte bjerge og vandfald. Vi bor en times kørsel fra parken. Det gav os en morgentur langs med floden mod øst, ind i parken. Ved frakørslen til den nordlige indkørsel til parken, får vi nogle bekymringer. Vejen er lukket på grund af en at de utallige skovbrande der er i Californien dette år. Da vi kommer tilbage til campingpladsen, klager vi vores nød til personalet. De følger situationen, og kan om aftenen fortælle, at ruten blev genåbnet kl. 17,00, så vi behøver ikke at køre en omvej på 180 km.

Da vi kommer tilbage til den genåbnede Tioga Pass Road, er der alligevel en trykket stemning. Hele området er nedbrændt. Vi kan se mange røgskyer i skovbunden og mange brandfolk, der patruljerer for at sikre, at branden ikke blusser op igen. Efter en halv times kørsel er vi heldigvis ude i den raske natur igen. Og hvilken natur. En utrolig flot bjergvej, som giver en lidt speciel kørsel for gruppen. Normalt kører vi i to kolonner, forskudt for hinanden. Men på denne tur blev alle enige om at kører i en lang kolonne, inde ved midterstregen. Der er nemlig ingen autoværn, og der er meget langt ned. Passet ligger i en højde på 2.620 meter, men vi mærker ikke højden, for stigningerne sker på meget lange veje, uden de helt skarpe hårnålesving. På vej ned, bliver vi mødt af det flotte syn af Mono Lake, der er det ældste vandområde i hele Nordamerika. Det vi kan se, af resterne af en kæmpe indsø, hvor der også har været vulkansk aktivitet. Det har givet en sø med meget salt vand.
Herfra kører vi mod nord til Lake Tahoa hvor vi skal overnatte. Vi følger Highway 395 langs Sierrabjergene, der nu ”kun” er ca. 3,5 km. Høje. Vi er lidt på afstand fra dem, så de skygger ikke for vores varme og flotte tur. Men en lille skygge får vi. Vi ser den første sky på turen, efter 5 dages kørsel.
Vild i vildmark mod Cascade bjergene

Vild i vildmark mod Cascade bjergene

Det meste af næste dags tur går gennem de langstrakte skovområder, hvor vi nyder den barske og storslåede vildmark i Cascade bjergene. Flotte veje, meget lange, lige stræk. Noget som både bikere og Harleyer satte meget høj pris på. Vi mødte en modkørende bil ca. hver halve time, så vi havde det hele for os selv. Det var selvfølgelig heller ikke højsæson.

Midt ude i vildmarken bliver igen meget glad for ”Bager”, der har påtaget sig opgaven med at køre vores følgebil og hans hjælpechauffører der, udover at kører deres egne motorcykler, også giver en tørn med følgebilen.
Ole får en punktering på baghjulet. Vi er derude hvor der er vildt langt til alting. 1½ time til campen og det var vist et par timer siden vi var kørt igennem en by. Men dejligt vejr. Ole får en lang pause sammen med Lars der holder ham ved selskab. Vi ankommer til campingpladsen og får tømt bilen for telte og den øvrige bagage, hvorefter det er Helenas tur til at prøve følgebilen. Hun snupper 1½ time tilbage efter Ole og Lars – og så 1½ time tilbage til campen. Hårdt for hende, men uundværligt for os andre bikere.

Vores mål i Cascade bjergene er campen ved Lassen Volcanic National Park. Vi har hviledag, så vi slapper af i poolen og kører nogle ture rundt i parken og ser på bla. Lassen Peak, der er den ene af de kun to vulkaner i Cascadebjergene, der har været i udbrud i det 20. århundrede. Området er i øvrigt opkaldt efter en dansker, pioneren Peter Lassen, der kom til området i 1840. Han blev skudt af indianere i 1859 under søgen efter sølv i grænseområdet til Nevada. Men det er historie.
Fra guld til Vin. The Mother Lode.

Fra guld til Vin. The Mother Lode.

Fra det øde nord i Lassen Volcanic National Park kører vi igen sydpå. Vi skal ned i det store guldgraverområde der i Californien er koncentreret omkring hovedvej 49, den gamle fortyniner (49’eren). Det hedder den fordi det var i 1849 at guldgraverne – ”the fortininers” invaderede denne rute for at finde guld. Det hele startede i 1848, hvor James Marshall fandt guld nær American River ved Coloma. Han var ved at bygge et savværk der skulle bruge flodens kræfter til savene. Så var der noget der glimtede i vandet… GULD. Allerede i 1860 var der ikke mere guld at vaske i floderne, så det blev minerne og hvad man eller kunde finde af alternative metoder. Der kom mange guldgravere til området for at søge lykken. I Mokelumne Hill, var der så mange guldgravere, at hver gravetilladelse kun var til 1½ m2.

Vi havde store forventninger til denne tur, men det der har betydet mest for området, er åbenbart noget der ikke har den store betydning i dag. Selv om der kan fortælles mange historier om guldgravertiden, er der ikke meget i nutiden til at fortælle historien. Selvfølgelig var der flotte naturoplevelser i bjergene, men historiske oplevelser var der desværre ikke mange af. Vi havde dog en utrolig flot tur ind i bjergene til Downieville. En meget original guldgraverby der er lukket inde mellem stejle bjergsider og med floden midt gennem byen. I Coloma ser vi et frilandsmuseum hvor man kan se en rekonstruktion af det savværk, der udløste det hele. Vi overnatter i Placerville, der engang var knudepunkt for diligencer, postvogne og pony-ekspressen. Her var der mulighed for at komme ned i en ”rigtig” guldmine, så lidt historie har vi fået.

Efter mange år fik Californien en anden og måske bedre indtægt, nemlig de store vinmarker i området omkring San Francisco, med Napa Valley som det ypperligste.
Fra guld til Vin. Napa Valley.

Fra guld til Vin. Napa Valley.

Så skal vi vestpå til Californiens nye guld, nemlig vinområdet Napa Valley nord for San Francisco. I et øde vejkryds på ruten besøgte vi Ernie’s Tin Bar, hvor vi fik en forfriskning sammen med de lokale inden KOA-camp i Petaluma, nord for San Francisco.

Flotte køreture mellem vinmarkerne og over bjergene til Oakville, hvor vi besøger Robert Mondavi Winery og smager de lokale ”guld”dråber. Vi blev lidt vilde med vin lavet på druen Zinfandel, en særlig californisk drue. Det var i øvrigt her, vores danske kronprins har været i ”vinlære”.

Når vi nu er i området skal vi selvfølgelig også opleve San Francisco. Vi bruger 2 dage i byen og når at opleve det meste af det man har hørt om. Vi kører over Golden Gate Bridge på vores egne Harleyer. Vi får frokost på Fisherman’s Wharf, hvor vi smagte de store krabber og får hilst på alle søløverne. En tur med Cable Cars blev det også til. Guidet tur med bus rundt i byen, hvor vi får set mange af seværdighederne, de utrolige flotte træhuse og alle skyskraberne.

Den største oplevelse, var turen på vores egne Harleyer ned ad Lombard Street. Zig zag turen på en af de kendteste veje til bl.a. biljagter i mange film. Der var lidt kø op ad bakken, men endelig blev det vores tur. Vi har den på video. Også de to unge skatere, der hoppede ud af en varebil og fløj nedad på deres små hjul.

En anden stor oplevelse var turen til Alcatraz. Vi havde bestilt billetter hjemmefra, hvilket er nødvendigt. Vi havde valgt aftenturen. Med færgen fra Pier 41 sidst på eftermiddagen og tilbage igen i mørket, hvor vi nyder lyset fra storbyen og specielt lyset på broerne. Først havde vi fået rundturen mellem de tykke murer der har huset så mange kendte og farlige forbrydere. Vi blev lukket inde i de små celler, som i virkeligheden er meget mindre. En sygeafdeling, hvor man ikke ønsker at man er syg og en tur i ”gården” hvorfra man kan se og høre hele byen, og så vide, at selv om den ikke er langt borte, så er det en uopnåelig tur til byen.

De fleste af beboerne fik ikke turen tilbage med båden. Det gjorde vi heldigvis, så vi igen kunne nyde friheden.
Vi blev også angrebet af fuglene i Bodega Bay.

Vi blev også angrebet af fuglene i Bodega Bay.

Så er det Stillehavet. Og Stillehavet er IKKE stille.
Vi kører ud til Highway 1 nord for San Francisco. Vi har udvalgt en hyggelig havneby, som har været meget uhyggelig, som vores første møde med Stillehavet på turen mod syd.

HUSK, at der i USA ikke ligger en tankstation på hvert gadehjørne. På vejen ud af Petaluma, hvor vi boede mens vi så på vin og San Francisco, kom jeg i tanke om, at jeg måske skulle have tanket på den tankstation vi lige kørte forbi. Men det kan vente til den næste tank. Men det kunne det ikke. Jeg blev nu nummer 2 på turen der løb tør for benzin.

Benzin fra en af de andre motorcykler og så videre på turen mod vest, mod Stillehavet, og så er vi i Bodega Bay. Det var her, hvor Alfred Hitchcock fik indspillet Fuglene i 1963. På denne flotte sommerdag, med høj sol og flotte bølger fra Stillehavet, var der ikke noget uhyggeligt ved Bodega Bay. Endnu! Vi ”genså” The Tides og nød nogle grillede østers på terrassen ud mod havet. Så fik vi også gyset over de vilde fugle. En ”helt vild” mågeunge ville hugge Lars’ tegnebog, der heldigvis var godt forankret.

Så går det videre mod syd. Fordelen ved at køre Highway 1 fra nord mod syd, er den, at der ikke er modkørende, der tager udsigten til Stillehavet. Alle de modkørende kører i den anden side.

På vores første etape ad 1’eren, har vi flot og klart vejr, så vi kan rigtigt nyde bølgesprøjt og skum fra Stillehavet.
Efter 50 km kører vi fra 1’eren for at få en enestående oplevelse på Point Reyes. En trekantet halvø, der ligger meget specielt. Den er adskilt fra USA af San Andreas-forkastningens brudlinie. Den skubber halvøen 5 cm væk fra USA hvert år. At vi var så tæt på, og kørte oven på så kraftige naturkræfter, fandt vi først ud af bagefter.
Highway 1 – turen langs med Stillehavet.

Highway 1 – turen langs med Stillehavet.

På spidsen af Point Reyes ligger der et fyrtårn, som vi synes ligger lidt specielt. Fyrtårnet ligger ikke på toppen af bjerget, men 308 trin ned ad trappen? Men vi må gå ud fra, at placeringen er rigtig. Den har ligget der siden 1870 og på det sted i området som er mest tåget. Normalt er der ingen udsigt, så vi fik måske valgt den bedste dag til denne tur. I dag var det ikke tåget, men sol fra en skyfri himmel.

På vej tilbage fra halvøen, fik vi et par problemer, som vi først mærkede konsekvensen af 3 uger senere. Der var nogle gevaldige revner i vejen, som betød, at vores baghjul fik nogle hårde slag da vi kørte i hullerne. Måske var revnerne resultatet af San Andreas-forkastningens arbejde. Vi fik ekstra arbejde da vi kørte på Route 66, for slaget havde fået nogle eger til at knække på baghjulene på 2 af motorcyklerne. For den ene udviklede problemet sig til et helt ekset baghjul med 13 knækkede eger, så det var ind i følgebilen og så på værksted. Men det er først om 3 uger.

Nu nyder vi den flotte tur hvor vi igen er ude på Highway 1 og kører gennem nogle flotte hårnålesving, højt oppe af kystklipperne og kan nyde udsigten. Vi følger 1’eren tilbage til San Francisco, hvor vi finder en rasteplads højt over Golden Gate Broen. Stadig i meget klart vejr, så vi får taget nogle flotte billeder af vores Harleyer med den flotte røde bro i baggrunden. YES.

Vi har et par overnatninger ved San Francisco før vi fortsætter ned ad Highway 1. Da vi skal videre, er det desværre blevet diset, som det plejer. Det betyder, at resten af turen på 1’eren desværre ikke bliver den oplevelse som vi havde drømt om. Temperaturen er også faldet drastisk, så vi må have det varme kørertøj på. En diset og kold tur til Santa Cruz, hvor solen dog skinner igennem disen da vi kommer ned på stranden med det store tivoli.

Næste formiddag bruger vi på at se det flotte akvarium i Monterey Bay. Derefter kører vi igennem Camel, hvor Clint Eastwood var borgmester. Vi fik set søløverne ved Point Lobos State Reserve. Vi holdt en lille pause ved Big Sur, der skulle være den flotteste del af kyststrækningen. Diset og lukket. Vi gik også glip af vandfaldet i Julia Pfeiffer Burns State Park, men vi fik set alle de flotte broer.

Vi holder os på 1’eren ned til Morro Bay. Herefter kører vi ind i landet igen. Ind til varmen. På få kilometer stiger temperaturen 15 grader, så vi har ikke brug for det varme tøj mere denne dag.
Las Vegas. Vi blev rige, men på oplevelser.

Las Vegas. Vi blev rige, men på oplevelser.

Fra vestkysten skal vi til Las Vegas. Vi bruger et par dage på at krydse Californien. Over prærien og gennem ørkenen til Nevada. Det er meget varmt på denne del af turen.

På ruten kommer vi igennem områderne hvor der udvindes olie, og vi kører i et stort område, hvor oliepumperne kører i deres rolige tempo på begge sider af vejen. Vi spiser frokost på den restaurant, hvor James Dean sidst blev set i live inden han kørte sig ihjel i sin sportsvogn den 30. september 1955, på det sted vi lidt senere kom forbi.

Vi krydser tværs over, via Bakersfield til Lake Isabella hvor vi overnatter. Det er igen blevet til flotte bjergområder, meget varmt, under en pause bliver det til en kølende dukkert i floden. Fra Lake Isabella over prærien forbi Barstow. Prærien bliver til ørken, og vi holder pause og frokost på 50’cafeen Peggy Sue’s. Et kapitel for sig selv, som vi ikke har med her. Gennem Mojave ørkenen til Primm Valley, der ligger ved statsgrænsen mellem Californien og Nevada. Vi mødes i Primm i løbet af eftermiddagen. Der er mulighed for en tur i det store indkøbscenter.

Kl. 19 er det ved at blive mørkt, så nu skal vi nyde turen ind i Las Vegas. Vi kører væk fra motorvejen og kører på den gamle vej til Las Vegas. Det er Nevadas første asfalterede vejstrækning, der bliver til the Strip.

Den første strækning i ørkenen kører vi i mørke, hvor kun månen, stjernerne og forlygterne giver lidt lys. I takt med at vi nærmer os Las Vegas, møder vi mere og mere lys. Igennem forstæderne og til sidst kører vi hele vejen igennem Las Vegas på the Strip. I et kæmpe lyshav, hvor vi til alle sider kan se de flotte hoteller og casinoer som vi har hørt så meget om.

Vi har bestilt værelser på Stratosphere. Hotellet med det højeste tårn i byen. Vi får anvist parkeringspladser i parkeringshuset og skal have tjekket ind. Hele underetagen er et stort casino, som vi skal igennem til skranken, hvor vi får vores nøgler til værelserne. Et hurtigt bad og omklædning. Så er vi i Las Vegas. Det blev en lang nat, hvor vi fik set på hotellet, nydt udsigten fra toppen af tårnet, 107 etager oppe, 350 meter over the Strip. En flot udsigt. Der er ikke noget højere, og hele horisonten er sort over ørkenen, men hele byen er et stort lyshav af neonskilte i alle tænkelige farver og former.
Las Vegas. Vi så det hele fra oven, men ikke ret meget på tæt hold

Las Vegas. Vi så det hele fra oven, men ikke ret meget på tæt hold

Hele næste dag er hviledag, hvor man kan gøre som man vil. Det blev til en tur til Hoover Dam som også er et kapitel for sig selv. Et af verdens største bygningsværker. Her mødte vi et effektivt amerikansk sikkerhedstjek. Samtlige køretøjer til dæmningen blev undersøgt. Det var ikke et problem med motorcyklerne, men for Bager, der kører følgebilen blev det ikke til en tur over dækningen. Da vi skulle bo på hotel havde vi ikke brug for teltene. Dem havde bager, sammen med soveposer, stole, værktøj og reservedele, med i følgebilen. Det kunne man ikke gennemskue, så derfor fik han forment adgang til området og måtte køre tilbage til Las Vegas.
Et besøg i den lokale Harley-butik som skulle være verdens største. Den var også flot, men vi savnede den service vi får i vores ”lille” lokale Harley-butik i Brændstrup ved Rødding.

Ellers blev hele dagen brugt på at se sig om i byen. Besøge Harley Davidson Las Vegas Cafe og alle de spændende og kendte hoteller og kasinoer som man har hørt om eller set på TV. På kun een dag kan man ikke nå ret meget, men man får et lille indtryk af, hvad der sker i denne spændende by, som aldrig lukker.

Afslutning og ”højdepunktet” på dagen var fællesspisning i restauranten på toppen af Stratosphere-tårnet, som i øvrigt er det højeste observationstårn i USA.

Her kunne vi nyde en overdådig middag og følge udsigten over Las Vegas. Vi fik set det hele, for gulvet kørte næsten 2 gange rundt mens vi spiste. Efter middagen gik der tivoli i det. Helt oppe på toppen, 108. etage, af Stratosphere har de lavet en rutsjebane der kører ud over kanten af tårnet og stopper med et skriiiig, ude i ingenting. Der er langt ned. Og så Big Shot, en katapulttur ekstra 50 meter op i mørket. Det er helt vildt.
Mon ikke der er flere af deltagerne der vender tilbage på et andet tidspunkt?
Hvor ørken bliver til bjerge.

Hvor ørken bliver til bjerge.

Efter et par dage i lysshows og spillemaskiner, skal vi ud i naturen igen. Vi skal til Utah for at opleve alle nationalparkerne. De næste 6 dage skal vi udforske naturen, i et af de smukkeste områder i USA, Nationalparkstaten Utah. Om 6 dage kommer vi igen til en lidt større by.

Vores oplevelser af turer i USA, er, at uanset hvor flot det er der hvor du er lige nu, så bliver det endnu flottere der hvor du skal hen. Og så er det utroligt, som områderne er forskellige. Det er som om, at der i USA ikke må være to områder der er ens. Det gør ikke noget, men det sætter store krav til alle de ture vi skal på for at opleve det hele.
Ud af Las Vegas følger vi Interstate 15 mod nord. Først går det meget lige ud i lang tid, ud gennem ørkenen. Der står ikke et skilt om, at nu bliver det bjerge, men der er en advarsel til lastbilerne, som vi ikke helt forstår.

Motorvejen er stadig meget lige, og ser flad ud, men vi fornemmer, at nu begynder det at gå opad. Det gør vi fordi motorcyklerne mister omdrejninger og skal arbejde hårdt. Til sidst må vi ned i gear for at komme frem. Enten er motorcyklen gået i stykker, ellers er der en stigning der vil noget. Heldigvis går det opad, selv om det ikke umiddelbart kan ses på den meget lange lige landevej.
Motorvejen bliver nu omgivet af bjerge da vi følger Virgin River i Virgin Valley gennem Virgin Mauntains til cowboylandet Utah. Store klippeformationer hvor motorvejen ligner en lille sti. Lige efter St. George er det slut med motorvej i denne omgang. Vi følger hovedvej 9. Det bliver en rigtig bikerrute med flot natur, lange flotte veje og næsten ingen trafik. Nu er vi klar til naturen.
Naturparkstaten Utah – den flotteste Harleytur.

Naturparkstaten Utah – den flotteste Harleytur.

Motorvejen skærer igennem de flotteste klippeformationer, men vi er jo ikke kommet til USA for at køre på motorvej. Vi forlader motorvejen og kører ud i det øde naturområde, hvor der næsten er naturparker overalt.

Første nationalpark er Zion, som er et meget specielt bjergområde med furer på kryds og tværs. Termometeret ved visitorcenteret viste 35 grader. Vi kører ind i dalen gennem en 1,8 km lang tunnel der er gravet i 1920’erne. Landskabet skifter karakter næsten efter hvert sving. Fra Zion kører vi videre igennem flere flotte bjergområder, bl.a. Red Canyon med de røde bjerge og naturlige tuneller og forbi Bryce Canyon til Cannonville, hvor vi overnatter.

Vi kører en tur ind i landsbyen hvor der er to restauranter. Vi er i Mormonernes stat, så den første restaurant vi møder serverer ikke vin til maden. Det gør den næste, men der er ingen ledige pladser. Vi kigge lidt i butikken indtil vi kan få et bord. Rigtig god mad, men de kan ikke forstå, at vi nødvendigvis behøver en hel flaske vin. Men det har været et meget varm og tør dag.

Næste morgen kører vi tilbage til Bryce Canyon. Et eventyrligt smukt landskab af røde kalkstensklipper formet i de utroligste figurer. Et farvespil i solens tidlige stråler, gør dette til noget af den flottest natur jeg nogen sinde har set.

Vi fortsætter den flotte tur op langs Kaiparowits Plateau, gennem endnu flere flotte bjergområder og prærier. Det meste af tiden kører vi på Country Scenic Byways, de veje der går gennem de flotteste områder. I Danmark hedder det Margueritruten. Efter en dagstur på 381 km kommer vi til landsbyen Green River, der ligger ved floden af samme navn. Green River er den største biflod til Colorado River.
En afslappende hviledag på Green River

En afslappende hviledag på Green River

I Green River holder vi vores hviledag. Det bliver en dejlig afslappende dag med endnu en enestående naturoplevelse.

Vi havde arrangeret en Rivertur på Green River. Guiden hentede os efter morgenkaffen, så blev vi kørt ca. 30 kilometer ad grusveje ind i Gray Canyon hvor Green River løber. Her venter os 2 store gummibåde og nogle kanoer.

Så går turen ned ad floden. Det går stille og roligt. Der er ikke så meget vand i floden på denne årstid så det blive ikke en rigtig River Rafting, men vi hygger os, og bliver kølet lidt ned med nogle drabelige vandkampe. Efter et par timers driveri, holder vi den første pause, hvor vi kommer på land og ser nogle spændende, gamle klippemalerier, malet af indianerne for mange hundrede år siden. En forfriskning i form af vandmeloner. Så driver vi videre en times tid igen. Så er der frokost på flodbredden. I en af bagageboksene på den store gummibåd, gemmer sig en dejlig frokost bestående af sandwichs med pølse, salat og frugt. Det hele bliver arrangeret på sandbanken i den bagende sol. En pragtfuld frokost på en hviledag.

Vi fortsætter ned af Green River i Grey Canyon med de grålige bjerge på begge sider af floden. Vi er langt væk fra alting. Det eneste vi kan høre er vandet og så bikerne der igen holder vandkamp. På turen ned ad floden ser vi også nogle af de vilde dyr der lever der.

Hvis vi bare driver videre, så kommer vi til Grand Canyon ad denne flod. Men det tager vis for lang tid, så vi må tilbage til Harleyerne der venter på os på campingpladsen.
Og så endnu mere flot natur i endnu flere nationalparker

Og så endnu mere flot natur i endnu flere nationalparker

Efter en dejlig afslappende hviledag er vi på motorcyklerne igen, ude i den flotte natur. Canyonlands National Park er en oplevelse for sig selv. Vi er i et Canyonområde som ligger i udkanten af Grand Canyonområdet, men i det høje område, hvor dybden ikke er nået. Vi kører stadig i bjergområder, hvor vi skal køre op ad bjergene for at se ned i kløfterne. Colorado River fylder ikke så meget. Den mangler at blive koblet samme med Green River som vi tidligere har mødt. I grunden ser den ikke ud af så meget her oppe fra. Men bjergene er meget store og utrolig smukke.

Vi ser det hele fra oven, fra udsigtspunktet Dead Horse Overlook. ”Mini” Colorado River ligger nu 600 meter under os og der er en pragtfuld udsigt over den rød/orange kløft i Canyonland. I virkeligheden er vi endnu højere oppe. 1800 meter over havets overflade.
Fra Canyonlands National Park kører vi lige over på den anden side af vejen og køre ind i Arches National Park. Buernes land. På et område på 310 km2 er der over 2000 naturskabte buer. Den største af buerne har et spænd på 93 meter, 32 meter oppe. Der er buer i alle størrelser og udformninger. Igen støtter man princippet i at det er utroligt flot, men det næste du ser, er meget flottere. Der er 32 km vej i parken, hvoraf det meste er blind vej, så man får turen i begge retninger, og kan på den måde virkelig fornemme forskelligheden på de mange ens buer??. På visitor-centeret kan man se historien om hvordan buerne er blevet skabt af 100 millioners års erosion. Selvom der er en ”naturlig” forklaring på nogle millioner år, så er det alligevel utroligt, at man kan opleve så store ændringer i landskabet på et par timers kørsel fra Canyonlands National Park, hvor der ikke var høje klippefremspring fra ingenting.

Som sædvanligt, så går der alt for meget tid med at udforske alle naturfænomenerne, i stedet for bare at komme af sted til campingpladsen så vi kan slappe af. Vi er bagud med tiden, men nu i et meget fladt område, hvor det bare går derudad. Vi er igen på de dejlige lige landeveje og skal en lille tur til Colorado.
Vi besøgte en klippelandsby hvor indianerne boede for 1200 år siden

Vi besøgte en klippelandsby hvor indianerne boede for 1200 år siden

I Colorado er der nogle enestående bygningsværker. Hele landsbyer bygget i store huler i klipperne, huse på op til 3 etager. Det mest utrolige er, at husene blev bygget for omkring 1250 år siden af Anasaziindianerne. Det er Mesa Verde. I disse klippelandsbyer boede og levede indianerstammerne i ca. 550 år hvorefter de forsvandt. Hvorfor vides ikke, men de flyttede til det der i dag er New Mexico og Arizona. Hele området har ligget godt beskyttet og blev først opdaget i 1906.

Der er 37 km bjergkørsel ind i parken. Indianermuseet viste os noget af historien om dette fantastiske folk. Historien fortalte også, at indianerne kom langt omkring. Der var fundet redskaber og skaller, som man ellers kun havde fundet helt ude ved Stillehavet. Det var måske også tættere på dengang, men alligevel.

Fra udsigtspunkterne kunne vi se klippesiderne, hvor landsbyerne lå side og side. Den største, Cliff Palace, hvor der er 217 rum, var beboet af ca. 250 personer. Den så vi kun på afstand, men vi fik mulighed for at komme ind i én af de andre klippelandsbyer der ligger i slugten. Det man føler, når man står i dette mesterlige bygningsværk, er ubeskriveligt. Igen et af historiens mange vingesus var ovre os.

På turen ud af parken oplevede vi noget som vi næsten havde glemt eksisterede. Det regnede i næsten et helt minut, eller lige så længe som Jørn var om at finde sit regntøj frem.
De ægte filmkulisser i Monument Valley.

De ægte filmkulisser i Monument Valley.

Efter en fantastisk formiddag i Mesa Verde og veloverstået regnvejr i et minut, går turen nu ud på prærien. Vi fortsætter på de lige lange stræk. I det helt specielle kryds, hvor 4 stater mødes, holder vi en pause for at se på Four Corners Monument. Det eneste sted hvor 4 stater mødes. Det var en hyggelig seværdighed, hvor vi inden for meget kort tid kunne passe statsgrænsen i alle fire stater, ved at køre i ring omkring monumentet. Vi snuppede 2 ture.

Centrum af monumentet er en metalplade, der markerer det nøjagtige punkt, hvor staterne mødes. Vi kunne dermed røre ved 4 forskellige stater på een gang. En enestående oplevelse midt på prærien og i høj sol og varme. De fire stater er Utah, Colorado, New Mexico og Arizona. Monumentet består af en betonplatform, hvor centrum er markeret, staternes flag vejrer på flagstængerne, og så en markering af, hvornår de 4 stater blev en del af fællesskabet. Først kom Colorado i 1876. I 1896 fulgte Utah efter. Først i 1912 kom både New Mexico og Arizona med i Unionen.

Et hyggeligt indslag på vores historiske Harleytur.
Vi fortsætter ud på den vilde prærie. Ind i Navajo-Indianernes område. Vi er derude, hvor der altid er sidevind og vindheksene suser over vejen. Nøjagtigt som man ser det på film. Heldigvis uden at de rammer en Harley. At der altid er sidevind på prærien får vi bekræftet. Vi har kørt et par timer med sidevind fra venstre side. Så drejer vi til højre, 90 grader, og så har vi stadig sidevind fra venstre. Vi har talt om det, men vi har ikke forsøgt at finde svaret på denne episode.
Da vi drejer til højre, går det igen ligeud, men nu er vi i et område som alle kan genkende. Vi kører ind i Monument Valley, hvor disse enestående landskaber har været med i cowboyfilm siden 1946. Og nu er de også med i vores film og på vores billeder.

Desværre kommer vi ikke helt ind til centrum af Monument Valley. Det ligger 17 miles ud af en grusvej, hvor det kun er sikker at køre i en firhjulstrækker, og der kan vores Harleyer ikke være med.

Vi følger vejen rundt i området, hvor vi kommer forbi bl.a. Mexican Hat, en speciel udgave af klippeformationerne. Midt på turen skal vi overnatte. Efter endnu en flot solnedgang, når vi til landsbyen med det betryggende navn BLUFF.
En dag i ægte sandstorm

En dag i ægte sandstorm

I Bluff bruger vi en del at natten på at sidde ude i nattevarmen og udveksle gode indtryk og oplevelser fra turen, så det blev lidt sent. Vi får dog sovet i de bløde senge, hvorefter vi at klar til den videre tur ud i Navajo Indianernes Reservat. Vi har kørt en rundtur, så vi kommer tilbage til den indianske restaurant, hvor vi spiste aftensmad. Her skulle vi have vores morgenmad. Det blev de slet ikke glade for. Vi var mange, så det gav alt for meget arbejde. Men vi fik da morgenmaden efter lange ventetider.

Nu havde den lille sidevind udviklet sig til en sand sandstorm. Vi fik os pakket ind og fortsatte ad vejen mod syd. Navajo Indianernes Reservat er det største reservat i USA. Vi havde planlagt en overnatning omkring Tsaile Lake, så vi på nært hold kunne opleve reservatet. Den oplevelse må vente til en anden gang.

Vi var kommet ud for et blæsevejr og en sandstorm, som betød, at vi besluttede at køre videre uden overnatning. Der var ikke udsigt til en overnatning på et motel, for vi var virkeligt langt væk fra alt. Og desværre, et eksempel på, at der ikke er de store muligheder i reservaterne. Og at stille telte op i den storm var heller ikke forsvarligt, så vi fortsatte til Gallup i New Mexico, hvor vi fik et hotelværelse med karbad og dejlige bløde senge. Til en fornuftig pris.

Nu var vi nået til en lille storby, hvor der både var hoteller, indkøbscentre og restauranter. For første gang efter 6 dages kørsel i naturen. Det blev til en afslappende eftermiddag, hvor man fik indkøbt det forsømte. Og vi fik mulighed for at få renset karburatorer for sand, så vi var sikre på at kunne kører videre næste dag.
Route 66 – en opreklameret tur? Eller…..

Route 66 – en opreklameret tur? Eller…..

Route 66, var noget som vi bare skulle opleve, for det gør alle de andre. Da vi så endelig var der, så var det nok den oplevelse på turen, der betød mest for mig. Følelsen af, at det er det, det hele drejer sig om, når vi kommer på vores Harley, har jeg ikke oplevet så intenst før.

Route 66 er blevet opreklameret. Det meste af de oprindelige veje findes ikke mere. Der er anlagt motorveje oven på den gamle vej. Nu er det Interstate 40.
Vi havde aftalt, at vi ville finde, og køre på så meget af den oprindelige vej som muligt, selvom vi mange gange mødet skiltet ”dead end” (blind vej). Nogle gange mødte vi først skiltet når vi var 10 km nede af vejen. Men så fik jo opleveret turen dobbelt, set fra begge sider.

Vi møder første gang route 66 i Gallup i New Mexico, hvor hele byen næsten er et museum for Route 66. På det tidspunkt er vi stadig ”turister”.

I vinterens søgen efter oplevelser, har vi fundet bogen ”Route 66 Traveler’s Guide af Tom Snyder” En billigbog uden farvebilleder, men en stor hjælp til at finde den originale ”Route 66”. Den giver et meget nøjagtigt billede af de resterende vejarealer samt giver gode anvisninger på, hvordan vi finder dem, og på, hvad der ellers kan være afspændende oplevelser i lokalområderne.

Vi har aftalt, at vi på turen vestpå skal kører på så meget som muligt af den gamle, originale Route 66. Fra Gallup, er det små vejafsnit, der ligger til højre og venstre for motorvejen, fordi der er blevet noget til overs, når motorvejen skulle bruge den korteste vej. Nu er vi på hyggeniveau, hvor vi kører på små etaper, hvor græsset næsten har fået overtaget over asfalten, for her kommer ikke andre end os. Enkelte steder er der kun en grusvej, for asfalten var blevet for dårlig.
Route 66 – Vi møder de legendariske steder

Route 66 – Vi møder de legendariske steder

USA – Vores egen Harley – Route 66.
At være der i virkeligheden, var ikke bare at opleve en turistattraktion. Selv om vi havde den ”nye motorvej” Interstate 40 som nærmeste nabo, enten til højre eller venstre, så var det fornemmelsen af at køre på ”The Mother Road” der betød mest. Alt andet blev udelukket og turen gik stille og roligt ad de gamle veje. Det var virkelig en stor oplevelse for mig at køre forrest for så mange Harleyer. Jeg var den første der oplevede turen, og de andre fulgte bare efter. Selvfølgelig havde der været mange andre før os, men det opfatter man bare ikke.
Sidegevinsten til denne tur er alle naturoplevelserne i bl.a. Painted Dessert og Petrified Forest.

Sandstensklipperne giver nogle utrolig flotte farver som vi kun har set i Badlands. Og så er der de forstenede træstammer, som er opstået for mere ned 225 millioner siden. De krystalliseret og viser i dag et utal af farver som ikke gengives retfærdigt på farvebilleder.

En stor oversvømmelse kombineret med vulkansk aktivitet udviklede disse forstenede træstammer.I takt med at træet rådnede, trængte der mineraler og krystaller ind i træet. Til sidst var alt træ forsvundet og erstattet af krystaller.

Har man fået indstillet uret rigtigt? Prøv at røre ved den træstamme, så har vi ikke meget at fortælle om vores ”korte” tid.
Ikke det helt store hul, men alligevel..

Ikke det helt store hul, men alligevel..

Lige pludseligt, ude midt i ørkenen, så har vi en ny oplevelse, som ikke er en naturoplevelse, men noget der er tilført ”udefra”. På vores tur ud ad Interstate 40, skal vi en lille tur til venstre for at se på et hul i jorden.
For ca. 50.000 år siden faldt der en meteor ned på Jorden. Lige her. Vi står lige hvor det skete. Hullet er meget stort.

Desværre, som så meget andet af alt det vi har oplevet, så kan den følelse du oplever ikke beskrives. Den skal opleves.

De faktuelle oplysninger: Det er det bedst bevarede krater på jorden. Meteoren ramte jorden med en fart på over 11.000 km i sekundet. Efter at have fordelt 62.700.000 m3 af jorden over et kæmpe område, efterlod den sig et stort hul. 1,2 km i diameter, 173 meter dybt og kanter der er ca. 45 meter høje. Kernen af meteoren ligger stadig ca. 2 km. nede i jorden. Det gjorde det ikke nemmere at forstå. Vel?
Overnatning på det legendariske wigwam Hotel i Holbrook.

Overnatning på det legendariske wigwam Hotel i Holbrook.

Afslutningen på denne fantastiske dag kan selvfølgelig kun være en overnatning på det legendariske wigwam Motel i Holbrook, hvor vi boede i nogle hyggelige betonstøbte wigwams.

I perioden 1936 – 1952 blev der bygget syv wigwam landsbyer langs med Route 66. Vi overnattede på eet af dem. De er støbt i beton, der er indlagt el og vand, ligesom hver wigwam har eget badeværelse og TV. For at give den bedste stemning, er der parkeret mange flotte amerikanske flydere samt en enkelt folkevogn fra hippietiden. En af bilerne er i øvrigt mr. Lewis Studebaker som holder ved den gamle tank ved kontorbygninen.
Mr. Lewis byggede dette hotel i Holbrook. Det var nr. 6 i rækken og stod færdig i 1950. Der er 15 wigwams i rundkreds omkring kontorbygningen. Hver wigwam er28 meter høj og 21 meter i diameter. De blev lukket ned i 70’erne, men 3 af dem er genopstået. Denne i Holbrook blev genåbnet i 1988 og fungeret fint siden.

Mr. Redford, som fik patent på denne type hotel, brød sig ikke om ordet ”tipi” hvorfor de kom til at hedde ”Wigwam”.
Grand Canyon – Bjerglandskabet der ikke går op, men nedad.

Grand Canyon – Bjerglandskabet der ikke går op, men nedad.

Nu er vi nået til verdens mest omtalte naturfænomen. Som ligger her på vores rute. Grand Canyon.

Vi bruger eftermiddagen til et besøg på det lokale Harley Davidson værksted. Det var desværre ikke en god oplevelse. Tidligere på turen havde vi jo fået et par problemer. Revnerne på vejen ud til Point Reyes havde givet problemer på et par baghjul. Det var nu vi skulle have dem løst. Vores 4 knækkede eger. Det får man udbedret på et autoriseret værksted. Troede vi. Men desværre har de autoriserede værksteder ikke reservedele til Harleyer der er mere end 2-3 år gamle. Vores er fra 1979, så der var ikke noget at gøre. De kunne henvise til en baggårdsmekaniker 80 km væk. Han kunne måske hjælpe med så gammel en motorcykel. Det passede ikke ind i vores tidsplan. Efter nogen forhandling, kunne de fremskaffe et brugt baghjul af ældre dato, men med alle eger intakte. Det kunne vi købe, men de kunne desværre ikke hjælpe med at skifte det. Men det er jo også derfor, at vi har vores eget værktøj med, så det klarede vi også, selvom vi blev forvist til en parkeringsplads på nabogrunden ved Roadhouse 66. Det var til gengæld sjovt at besøge dem.
Den sidst del af tur op til Grand Canyon var også noget speciel. Vi kørte en lang tur gennem et meget fladt landskab. Efter alle de billeder man har set af området, forventer man at se nogle ændringer i landskabet inden man når dette enestående landskab vi er på vej til, men alt var meget fladt, og det blev det ved med at være. Vi var ligefrem i tvivl om vi kørte i den rigtige retning.
Vi nåede først frem til campen efter at det var blevet mørkt. Vi havde bestilt 2 overnatninger, så vi havde mulighed for at opleve både en solopgang og en solnedgang, og så have mulighed for at komme rundt og opleve hele området. Set fra oven. Der var ikke tid til at tur ned i dybet.
Grand Canyon – Og solen følger efter, den går også ned.

Grand Canyon – Og solen følger efter, den går også ned.

Dagen på Grand Canyon startede med at optø det vasketøj der var hængt til tørre. Der havde været frostgrader om natten. Dejligt med gode vintersoveposer. Morgenkaffe og derefter den helt fantastiske helikoptertur over Grand Canyon. Ud over skrænten hvor man oplever fornemmelsen af ændringen fra det flade landskab, til kløften, hvor Colorado River bugter sig 1,6 km nede. Og det er langt, selv når man hænger i en helikopter på højde med den flade slette. Det fantastiske er, at det går ned ad. Og hvis vi skal sammenligne med noget dansk, så er det 11 gange Himmelbjerget.

Det blev en hviledag, hvor vi ikke fik brugt Harleyerne ret meget. Det meste af området er blevet lukket for almindelig trafik. Der kommer så mange turister, at naturen er ved at blive nedbrudt. Ikke kun nedbrudt af Colorado-river, men rigtig nedbrudt.

Til gengæld er der indsat shuttelbusser der kører rundt til alle udsigtspunkterne i hele området, ligesom der er rigtig mange naturstier, anlagt til flotte vandreture. Det gik hele eftermiddagen med. En flot dag. Og rigtig mange flotte billeder fik vi taget. De sidste oplevelser denne dag, var på en klippeplatform med udsigt til solnedgangen, efterfulgt af en dejlig nat ved lejrbålet på campen.
Bemærk den lige horisont over bjerglandskabet. Den forstår man ikke før man har været der. Det betyder også, at solnedgangen, imod solen, ikke ser meget anderledes ud end solnedgangen over Vesterhavet, så den har jeg ikke taget et billede med af. Men de farver solen kan skabe til den anden side, det er enestående.
Route 66 – det der er tilbage.

Route 66 – det der er tilbage.

Vi kommer nu ind på en meget lang autentisk etape af Route 66. Her har man lagt motorvejen syd om bjergene og dermed langt væk fra den oprindelige Route 66. Vi følger selvfølgelig den oprindelige rute.

Route 66 har fået lov til at være ”sig selv”. Når du kører turen, føler du dig tilbage til 1952, hvor der sidst var ”rigtig” trafik på vejen. Når du føler det som om du er tilbage i tiden, er det også fordi der intet er sket siden. Bortset fra det forfald, som årene har været skyld i.

På den første strækning kommer vi til Seligman, en landsby som er omdannet til et museum for Route 66 med tilhørende souvenirs kiosker. En hyggelig oplevelse og en kold øl i kaffekruset serveret fra baglokalet, for der var ingen bevillinger til at servere øl. På vores videre tur, kommer vi til alle de gamle steder, som var de store mødesteder på ruten, men som nu er gået helt i stå. Nogle få pionerer holder fast i de gamle holdepunkter, men..

På baren og handelsstedet, Hackberry General Store er der mange gamle ting at se på, men de kan ikke servere en øl. Vi var på en tankstation med otte standere, hvor kun den ene kunne levere benzin og på cafeen kunne man ikke købe kaffe. Der kom simpelt hen ikke nok kunder til at holde kaffemaskinen kørende.

Det var på samme tid en fantastisk og en trist oplevelse.
Route 66 – Black Mountains og æselbyen.

Route 66 – Black Mountains og æselbyen.

Nå, men videre ud i naturen og historien. En tur ind på turistbureauet i Kingman, hvor der er rigtig mange oplysninger om Route 66.

Så skal vi over passet i Black Mountains. 1113 meter oppe. En smal vej uden autoværn mod de lodrette bjergsider og med mange skarpe og uoverskuelige sving. Man fornemmer de mange ulykker der skete på denne strækning, dengang dette var den eneste vej over bjerget. Vejen fik navnet ”Goldroad” dengang der var guld i undergrunden her. Vi kommer til æselbyen Oatman, hvor vi selvfølgelig lige skal hilse på nogle æsler. Oatman er også en gammel guldgraverby, hvor der indtil 30’erne boede 10.000 indbyggere. Oakman var et vigtigt stop på Route 66, indtil 1952, hvor vejen blev lagt uden om Black Mountains, til det den er i dag: Interstate 40.

På baren får vi historien om alle de pengesedlerne med navn på, der hænger på væggene på alle værtshusene. Når cowboys og guldgravere kom til byen, havde de penge på lommen. Så fik de deponeret nogle dollars, så de havde penge hængende hvis de kom til baren med tomme lommer. Et smart system, som alle respekterede.
Vi overnatter i Needles og fortsætter ad Route 66. Får nogle gode billeder af det rigtige Route66logo, der mange steder er malet på kørerbanen. Herefter kører vi ind i Mojave ørkenen, sydover til Joshua Tree National Park, hvor man kan se de mærkelige planter der hverken er træer eller palmer.

Vi er nu kørt fra Route 66, og møder den først igen på vores sidste køredag i Los Angeles, hvor vi kører ud til Stillehavet. Ved strandpromenaden i Santa Monica slutter Route 66. Herfra er der 2.448 miles (3.940 km) til den anden ende af Route 66 i Chicago.
Ørkenturen sydpå gennem Joshua Tree National Park.

Ørkenturen sydpå gennem Joshua Tree National Park.

Vi drejer nu fra Route 66 for at køre en tur sydpå til San Diego, hvor vi skal lege turister.

Vi kører stadig i Mojave-ørkenen ad de mange lige landeveje, men nu mod syd. Vi kommer forbi store områder med saltørkener og forbi nogle af de store militærbaser der er i området. Kæmpeområder, hvor vi ikke kan se andet end en bevogtet indkørsel.

Vi møder og krydser jernbanen, hvor der er lidt trafik. Store togstammer, hvor vi aldrig blev enige om, hvor mange vogne der var, men omkring 130 med 2 store lokomotiver til at trække og en bagerst til at skubbe. Containere i 2 etager. Der bliver flyttet en del gods tværs over USA.

Vi kørte igennem få små landsbyer, hvorfra der er langt til alt. Vi formoder, at indbyggerne må arbejde i forbindelse med militæranlæggene, for eller kan vi ikke finde på hvad de kan lave, bortset fra en dejlig frokost til os.

Efter Twentynine Palms kører vi ind i Joshua Tree National Park. Et område på over 4000 m2.

Også her var der orden på tingene. I den første del af parken møder vi de specielle planter der hverken er træer eller palmer, The Joshua Tree. Så Specielle at Bruce Springsten har skrevet en sang om dem. Planten lever kun her, bortset fra enkelte planter der er blevet spredt til andre dele af denne kæmpeørken i Californien. I den anden del af parken, i Cholla Cactus Garden, er der store koncentrationer af nogle specielle kaktusplanter med flotte blomster, som har fundet ud af, at dette sted i verden er bedst for dem. Efter en flot tur tværs gennem parken, overnatter vi i Branning, hvorefter der gik turister i den, så det blev den nærmeste vej til San Diego, motorvejen. Den blev bredere og bredere jo nærmere vi kom San Diego. På et tidspunkt kører vi i 7. bane ud af 18! Så holder man tungen lige i munden.

Som altid er skiltningen perfekt, så vi kan nemt finde vores campingplads inde i byen. Vi bruger kun sjældent GPS, og da vi endelig brugte den, blev vi sendt ud på 20 km grusvej uden skilte. Fejlindstilling, men alligevel.
Palmerne i San Diego passer godt til min Harley

Palmerne i San Diego passer godt til min Harley

San Diego er en utrolig flot by. Det nye centrum med alle højhusene. Det gamle centrum, med gaslygterne og de flotte gamle bygninger i Gaslamp Quarter. Lidt nord for centrum ligger den helt gamle bydel, hvorfra grundlaget for Californien blev skabt, altså den europæiske opfattelse af Californien, da spaniolerne kom til området i 1542.

Med over 2,6 millioner indbyggere er det en af de 10 største byer i USA. Den ligger i det sydvestlige hjørne af USA, lige ved grænsen til Mexico og ud til Stillehavet. En kæmpe flådebase giver grundlag for dagligdagen i byen.
Vi kørte nogle flotte byture hvor vi var turister. Den flotte sandstrand, hvor man lige skal betale 5$ for at komme ind. Havneområdet med flotte historiske sejlskibe, ubåde og hangarskibet ”USS Midway” som man nemt kan bruge en hel dag på at udforske. Hyggelige restauranter med lækker mad, alt godt fra havet.

Der var også mulighed for at udflugt til Mexico. Vi blev kraftigt frarådet at forsøge at køre derind på vores motorcykler, så det blev en gåtur over grænsen og så en busrundtur i byen Tijuana. Når man har været der, har man oplevet den store forskel der kan være på fattig og rig. Og man sætter stor pris på den renlighed der er næsten overalt i USA.

Den helt store turistattraktion er et besøg i SeaWorld, en kæmpe zoo med dyr der hører til ved og i havet. Mulighed for at komme tæt på delfinerne, ikke for tæt på hajerne, samt opleve det store show med hvalerne. Det var alle pengene værd.

Fra San Diego går det igen mod nord ad Highway 1. Gennem Los Angeles til Hollywood hvor vi bor på hotel. Får pakket motorcyklerne i containeren igen, og har så lidt tid tilbage, så vi kan nå at få de sidste oplevelser tæt på, inden flyveturen hjem til Danmark. Den sidste aften har vi fællesspisning på Kodak Teater på Hollywood Boulevard. Lækker mad. Den sidste tur op ad boulevarden for at tælle stjernerne i fortovet og finde den stjerne der betyder mest for dig.
STURGIS –Verdens største kom-sammen for Harley-Bikere.

STURGIS –Verdens største kom-sammen for Harley-Bikere.

Ude på prærien, Interstate 90 mod vest, en times kørsel efter at vi passerer Rapid City i South Dakota, ligger der en lille hyggelig by ind til højre. Til dagligt bor der 6.854 personer. På byskiltene er der anført, hvor mange indbyggere der er i byen. Jeg har ikke fundet ud af hvilken dag de tæller. Men det er helt sikker ikke under træffet, for da er der samlet omkring en halv million bikere i området. Hele området bliver omdannet til en festplads, hvor alt er klar til at modtage de mange gæster. Selv hovedkontoret for den lokale bank, er omdannet til T-shirtbutik på Main Street.

En tur til Sturgis Rally er et must for alle Harley-kører i USA. De fleste drømmer om at kommer der én gang. Hvis det lykkedes, bruger de hele deres sparsomme ferie på at nå frem. En uges sommerferie er flot i USA. Nogle har flere uger, men da vi fortalte, at vi i Danmark har 5 ugers ferie hvert år, kunne de ikke forstå, hvordan vi kunne holde Danmark kørende.

Hele området, Sturgis og alle byerne i en omkreds af 100 km er omdannet til en stor byfest i en uge. De fleste bikere skal ud at køre hver eneste dag, med udflugter til Præsidenterne i klipperne i Blach Hills, frokost i Deadwood hvor Wild Bill Hitckok blev skudt i de gode gamle westerndage og en tur rundt om Devils Tower.
STURGIS – Hvorfor lige her?

STURGIS – Hvorfor lige her?

Hvorfor kommer alle bikerne så til denne lille by, Sturgis? Ligesom denne flotte række af danske nummerplader på Main Street!

Det hele startede i 1938, hvor der blev arrangeret motorløb uden for byen. Det udviklede sig til en byfest. Fra 1953 blev Main Street lukke for 4-hjuls køretøjer. I 60’erne nåede man op på flere tusinde deltagere. Det var mest familieturen for deltagerne i selve ræset. I 70’erne var det Born to be wild and free, der fik bikerne til at søge til Sturgis. Det gik lidt hårdt for sig. I 1976 blev 104 arresteret på 36 timer. I 1982 gik det for vidt for bystyret, så der blev sat en begrænsning på 2.500 personer til overnatning. Hefter kom der flere regler og mere politi. Der kom flere og flere gæster. Ved træffet i 1988 hvor der var 50-års jubilæum, skønnes det, at der var over 250.000 besøgende og man mener, at der i 2003, hvor Harley Davidson havde 100-års jubilæum, var en halv million besøgende i hele området over 3 uger. (Og vi var der også!)

Vi har været der 2 gange, til to kæmpe store oplevelser. Første gang var i forbindelse med 100-års jubilæumsturen, hvor vi var 124 danskere på 74 danske Harleyer. Da havde vi en enestående oplevelse som ingen andre havde oplevet. Der var flere TV-selskaber, som gerne ville bringe en optagelse af den store gruppe fra Danmark som var kommet til Sturgis. Det medfødte, at en af turens deltagere fik aftalt med den lokale politichef, at vi fik politieskorte gennem Sturgis ad Main Street . Det er ikke sket hverken før eller siden, så forestil dig, hvilke følelser vi havde, da alle de andre bikere holdt tilbage for os, på verdens største Harleybytur.

For at forstå betydningen af, bare at køre igennem byen uden at overholde vigepligten, skal man kende de specielle færdselsregler der gælder i et vejkryds i USA, hvor alle har fuldt stop i et vejkryds. Den måde byerne er bygget op på, betyder utrolig mange vejkryds. Reglen er, at man, når man kommer frem til et kryds, skal stoppe op. Det gør alle, fra alle fire veje. Når man så er stoppet op, så må den der er kommet frem til krydset først, køre frem og dreje derhen hvor man skal. En praktisk løsning som svarer lidt til vores rundkørsler. Farten bliver sat ned, og trafikken bliver afviklet. Til gengæld betyder det, at man skal holde tilbage i alle kryds. Det skulle vi ikke den dag, hvor ALLE kryds i hele Sturgis var blokeret af flotte Politi-motorcykler for vores skyld. Vi kunne kører hele turen uden at skulle standse. En skøn fornemmelse, hvor man føler, at vi bestemmer i hele verden, og hele Sturgis-verdenen kigger på dig. Og det gjorde de.
De fleste aktiviteter i byen er koncentreret om Main Street (hovedgaden), som er spærret af for alt anden trafik end motorcykelkørsel. Det betyder til gengæld, at der kører motorcykler frem og tilbage hele døgnet i en uge.

Sidst vi var der, var i 2007 i forbindelse med vores lokale tur med Harley Davidson Club Kolding. Stemningen er den samme og man føler sig i en verden for sig selv, hvor alt kun handler om Harley Davidson og fest i gaden og i hele omegnen.
Sturgis Rally – En rundtur i Black Hills

Sturgis Rally – En rundtur i Black Hills

Den største oplevelse som de fleste skal have, er rundturen i Black Hills på 260 km. Her skal man forestille sig, een lang række af motorcykler i begge retninger. (d.v.s. 2 lange rækker af motorcykler). På sådan en tur, er reglen om at bikere hilser på bikere suspenderet, for ellers skulle man køre hele turen med kun en hånd på styret.

Overalt i USA har vi kun mødt flotte og velholdte veje. Det eneste vi skal koncentrer os om, er at følge de dejlige sving rundt på turen.

Black Hills er et område med mange sølvminer, som det er muligt at besøge, ligesom det er muligt at lave nogle gode indkøb af sølvvarer.

Vores første stop er ved Mount Rushmore National Memorial, den kæmpe store skulptur med de 4 præsidenter hugget ud i bjerget. Washington, Jefferson, Roosevelt og Lincoln kan fra højden følge med i den strøm at turister der skal have taget et billede med dem i baggrunden. Og i denne uge, strømmen af motorcykler der transporterer turisterne.

Fra Mount Rushmore, tager vi en genvej over bjergene, Iron Mountain Road. Det er en rigtig hård bjergtur, hvor vi ikke behøver de høje gear. Det spændende her, er hårnålesvingene, hvor de mange steder er bygget uden på bjerget, på store trækonstruktioner. Flot syn. Herfra endnu en flot vej, Needles Highway Scenic Drive. En smal vej, hvor alle tunellerne er så smalle, at der kun kan køre et køretøj igennem ad gangen. Det højeste punkt på denne vej er granitspiret Needles, der er en høj smal klippe med et hul, der ligner et nåleøje.

Inden turen på Needles Highway, er der mulighed for en rundtur i Custer State Park. Den største seværdighed i denne park, er de store flokke af bisoner. Der er omkring 1500. Det er en af de største flokke der er tilbage efter udryddelserne i slutningen af 1800-tallet.
Sturgis Rally – Indianernes monument

Sturgis Rally – Indianernes monument

I Black Hills er det ikke kun de hvide præsidenter der er hugget ud i klipperne, Vi kommer nu til det største på turen, Crazy Horse Memorial. Mount Rushmore blev færdig i 1941 og er monumentet for Amerikas demokrati.
Lakota Sioux indianernes høvding, Henry Standing Bear, besluttede, at det nu var tid til at vise: ”That the Red Man has great heroes, too.” Den 3. juni 1948 startede projektet til verdens største skulptur. Indianerne har ikke de samme resurser som var til stede til at bygge Præsidenterne. Derfor gik der 50 år, til 1998, før hovedet på Crazy Horse var færdigt. Hovedet er større end de fire præsidenters tilsammen. Man er nu i gang med hesten, som måske er færdig om 50 år. Besøget giver et godt eksempel på stædighed og udholdenhed for at udrette det ”umulige”. Det er verdens største skulpturprojekt. Den blev planlagt til at være 172 meter høj og 195 m lang.

Høvding Crazy Horse, besejrede general Custer ved Little Bighorn, i Montana. Little Bighorn Battlefield National Monument ligger 470 km væk. Det besøgte vi nogle dage senere.

Stugis Rally – Udflugt til Aladdin, Hullet og Devils Tower.

Stugis Rally – Udflugt til Aladdin, Hullet og Devils Tower.

Denne dags udflugt går ud på prærien. Målet er Devils Tower i nabostaten Wyoming. Det første vi møder i Wyoming er den lille by Aladdin. En lille landsby med 15 indbyggere, men hvor der kommer en del turister, for her ligger et af de ældste posthuse i USA. Vi skulle lige have sendt et postkort til Danmark herfra. Posthuset er også museum, så vi får lidt tid til at gå med at se de gamle ting der er samlet her. Vi er jo i Amerika, så ved indgangen til posthuset hænger et skilt, hvor man bliver gjort opmærksom på, at et posthusrøveri kan koste op til 25 års fængsel. Det så vi heldigvis i god tid, så der var ingen i gruppen der fik de ideer.

Frokost i landsbyen Hullet, hvor der også er byfest for bikere på Harley Davidson. Her går det lidt mere vildt for sig, idet Wyoming ikke har så skrappe regler som der er i Sturgis. Man må gerne drikke øl ude i det fri, og pigerne får ikke bøder for at vise bryster. Det giver nogle vilde nætter, men da vi var der ved frokosttid, var der stille og roligt.

Vi fortsætter ud på prærien i den dejlige sommer. I det fjerne kan vi nu skimte noget der stikker op fra jorden. Devils Tover står som en enlig støtte der rager 1.558 meter op i luften. Et naturfænomen som har givet stof til mange legender i historien.

Den naturlige historie er ligetil. For 60 millioner års siden, kom der magma op af undergrunden og fyldte et hulrum i jorden som en prop. I løbet af de mange år der gik, har erosion af de omlæggende områder ladet proppen blive stående. Igen en enestående oplevelse. Naturstien på 2 km. rundt om tårnet, giver et indblik i dette mærkelige fænomen.

Neden for tårnet er det et stort græsområde, hvor vi får endnu en naturoplevelse i ”Prairie Dog Town”. Fra vejsiden kan vi nyde synet at en meget stor flok af Præriehunde, der nysgerrigt står på bagbenene og følger med i, hvad der sker omkring dem. De har fået deres eget område hvor de kan bo i fred og ro. På turen tilbage til Sturgis kommer vi forbi Sundance og Spearfish. En tur 260 km rundt på prærien.
Den store sejr eller det store nederlag.

Den store sejr eller det store nederlag.

Høvding Crazy Horse, besejrede general Custer ved Little Bighorn, i Montana. Little Bighorn Battlefield National Monument. Et bakkelandskab på prærien ved Little Bighorn River. General Custer havde fået en lille opgave med at indfange nogle indianere og genne dem tilbage til reservatet. Desværre for ham og hans soldater, blev de overrasket af Indianerne, og da der samtidig var indre konflikter mellem officererne, medførte det et stort nederlag, hvor hele kompagniet på 262 mand blev massakreret. Det var slut den 25. juni 1876.
Det første man møder når man kører ind i området, er den store militærgravplads med de hvide gravsten i snorlige rækker. Allerede der, mærker man den specielle stemning.

Så kommer man til museet hvor der er en interessant udstilling der fortæller om slaget i 1876. Men det mest spændende, er et foredrag der holdes live. Der holdes to forskellige. Vi har været der to gange. Første gang var det en hvid soldat, der fortalt om det store nederlag. Da vi var der anden gang, fortalte en indianerpige om den store sejr. Begge fortalte på en medrivende måde, fra terrassen foran museet, hvorfra der en flot udsigt over området.

Der er anlagt fine asfalterede veje rundt i hele området. Der er plancher der fortæller hvad der skete på de enkelte områder.

Når man kører rundt i området, står der hvide og sorte mindesten hvor hver enkelt soldat og indianer mistede livet. Her følte vi igen historiens vingesus mens vi i roligt tempo kørte turen på slagmarken på vores Harleyer.
Yellowstone. De flotteste 52 miles i USA.

Yellowstone. De flotteste 52 miles i USA.

Med disse ord (selvfølgelig på amerikansk), åbnede præsident Ulysses S. Grant verdens første nationalpark, Yellowstone National Park, i 1872. Vi kom der først nogle år senere. Til Yellowstone Nationalpark, der er på ca. 90.000 km2. Det er Sjælland, Lolland og Falster lagt sammen. Og der bor næsten ingen mennesker. Kun natur. I området er der flere aktive gejsere og varme kilder end noget andet sted på jorden. New Zealand og Island kan måske være med, hvis de slår sig sammen.
Sidst vi var der, var på turen i 2007, hvor vi efter træffet i Sturgis, kørte via bjergene i Bighorn National Forrest til Buffalo Bills by Cody. Det var ikke muligt at reservere campingplads i parken, så vi havde besluttet, at kører ind på en af parkens pladser mellem Cody og selve parken. Vi var nu i bjørneland og de pladser vi så på ruten, synes vi var for små og helt ubemandede, så sammenholdt med bjørne i området, synes vi alligevel ikke det var en god ide.

Derfor fortsatte vi ind i Yellewstone ad den østlige indkørsel, for at benytte én af de større camp inde i parken. På vej ind i parken var der trafikregulering på grund af endnu en skovbrand. Heldigvis kom vi igennem. En time senere, var hele passet lukket på grund af skovbranden. Der er næsten altid en brand i området. Den største var i 1988, hvor ca. 45% af Yellewstones skove brændte. Vi møder stadig store områder hvor der kun er brændt træ så langt øjet rækker. Det hører ikke til de flotte oplevelser, men spændende at se en natur, der ikke kan tæmmes.

Det var en heldig beslutning, at vi ikke gjorde brug af en af de små campingpladser, for så kunne vi ikke have brugt den østlige indkørsel, men skulle køre en omvej og ind af den nordlige indkørsel. Det prøvede vi første gang vi var her i 2003. Da vi dengang kom til Cody, fik vi oplyst, at indgangen var lukket på grund af brand. Turen til campen er på 130 km. Da vi kørte ad den nordlige indkørsel fik vi en tur på 240 km. På snørklede bjergveje med hårnålesving, frostvejr og snevejr. Det gav en omvej på en halv dag og 110 km. Det slap vi for i 2007.
Når man kører i midtvesten, har man ikke brug for GPS. Et kort er fint. Der er altid kun to muligheder. Enten kører man den eneste vej der er i området eller en stor omvej. Der er ikke mange veje i hver retning, men de veje der er, er i en rigtig god stand til vores motorcykler.
Yellowstone. Dyreliv og vild natur.

Yellowstone. Dyreliv og vild natur.

Yellowstone er et af de mest fantastiske og mest specielle områder i hele verden. Et utroligt dyreliv. Vi mødte en stor flok bisoner på vores vej ind i parken. De holdt rast ved vejen, så vi kørte, stille og roligt, ind gennem flokken af store flotte dyr. De tog i øvrigt ikke meget notits af en flok larmende Harleyer. Men vi var jo også i mindretal. Vi så 2 bjørne på turen. Den første vi ”så” var en lille bjørneunge i et træ. Vi opdagede den ved, at der holdt 30-40 biler ved vejsiderne og alle bilisterne stod i skovkanten. Det måtte vi også undersøge. Vi fik den udpeget og kunne med en kraftig zoom på videoen fange en brun klump oppe i træet. Helt sikkert en bjørneunge. Park-rangerne er også på pletten, straks når der samles en stor flok turister. Nogle skulle tættere på men blev afvist af rangerne, og som Erling så klogt udtrykt det: Der er som regel en bjørnemor i nærheden af en bjørneunge. Vi fik taget vores billeder og kørte videre.

Den næste bjørn mødte vi på vores vej ud af parken via den sydlige indkørsel. Den kom luntende et par meter inde i skoven, tæt ved et hus. Vi opdagede den kun ved, at konen i huset råbte bjørn efter sin mand. Det var en flot voksen bjørn som vi også fik mange gode billeder af. Selvfølgelig så vi elsdyr. Vi er sikre på at vi så en ulv, og næsten sikre på, at vi på afstand så Harleyens kendetegn, den store flotte hvidhovede ørn. Den var langt væk, så fik IKKE et billede af den, men den så flot ud.
Vi havde aftalt 2 overnatninger i parken. Som så tit, når man er på rundtur, har man ikke mulighed for at se alt det man gerne vil. Vi havde en rundtur i 8 tallet, hvor vi holdt ind ved alle de store seværdigheder. I den flotte Grand Canyon af the Yellowstone ser vi de 2 store utrolig flotte vandfald, Lower Falls og Upper Falls ved Canyon Village. Vi ser Tower Fall ved Roosenvelt. Ved Mammoth Hot Springs ser vi ”A Frozen Waterfall”, der er opstået ved, at mineralerne fra de varme kilder er aflejret ned at bjerget. En enestående oplevelse som ikke kan ses andre steder i verden. I Norris Geyser Basin går vi rundt mellem et utal af forskellige gejsere og varme kilder, hvor man oplever gejsernes spyen varmt vand og kildernes utrolig flotte farver. Der er så mange nuancer, at de slet ikke kan gengives på et fotografi. Og slet ikke beskrives i en tekst. Flot, flot, flot.

Det, der kendetegner turen er, at lige meget hvor flot det ser ud, så er det næste vi skal se, meget flottere. Derfor kan man også blive ved med at opleve USA.
Old Faithful er ikke faithful længere.

Old Faithful er ikke faithful længere.

Vi har to overnatninger i Yellowstone Nationalpark, på det bedst mulige sted, lige midt i parken ved Bridge Bay. Primitive naturpladser, men der er vand og toiletter. Og vigtigst, jernbokse, hvor vi kan låse maden ind, så den ikke tiltrække bjørnene. Spændende. Vi er på et kæmpe stort plateau i en gennemsnitlig højde på 2 km. Det betyder at der er koldt om natten og meget køligt når vi drikker morgenkaffe. Vi bor og kører i denne højde i over en uge.

I virkeligheden kører vi i resterne af verdens største vulkanudbrud. Krateret er så stort, at der er flere hundrede kilometer fra side til side. Den eneste måde man kan få fornemmelsen af dette fænomen er ved at se udsendelserne på ”Discovery”. Der er også en udsendelse, der fortæller hvad der kan ske næste gang vulkanen kommer i udbrud. Så får vi nok ikke lov til at køre turen igen.

Den største turistattraktion i parken er gejseren Old Faithful. Den blev opdaget i 1870, hvor den var meget præcis. Derfor fik den navnet Old Faithful Geyser. Den sprøjtede 25.000 liter kogende vand 40-50 meter i vejret 22 gange i døgnet. Efter jordskælv i 1970’erne blev den ustabil med hensyn til intervallerne. Nu svinger det mellem 50 – 120 minutter mellem hvert udbrud. Vi fik en god plads på det store publikumområde og kunne opleve naturfænomenet.

Når 200 voksne mennesker så efterfølgende rejser sig og klapper begejstret, så føler man virkelig at man er i USA, og jeg forstår også, hvorfor Old Faitful gider at blive ved, dag efter dag.

Fra Yellowstone kører vi sydpå til Grand Teton National Park, hvor vi også fik store oplevelser. Som f.eks. en tur på hesteryg i bjergene. Heldigvis på velopdragede heste på afmærkede ruter, som hestene kunne udenad. En kold øl på Million Dollar Bar i Jackson. En smut over passet til Victor i Idaho, hvor vi var til ølsmagning på det lokale bryghus, Grand Teton Brewing Co. Øl brygget på europæisk malt! Hjemve? Nej ikke endnu.
Primitiv overnatning blandt bjørnene.

Primitiv overnatning blandt bjørnene.

I 2007 havde vi en tur gennem Rocky Mountains National Park ved Denver i Colorado på programmet.

Det er en heldagstur, så overnatning skal være lige i udkanten af parken. Der var desværre ingen KOA-camp, men på den officielle hjemmeside for parken, kunne vi se, at der var flere campingpladser at vælge imellem. Dog ikke med mulighed for at reservere en teltplads.
Vi ankom i samlet flok, kunne godt finde vejen gennem parken, for der var kun en mulighed. Der var også et skilt der viste til det område hvor campen skulle være. Men det var en lille grusvej! Så måtte campen jo ligge lidt ned af den vej. Det gjorde den også. Efter 16 kilometer ned ad grusvejen, blev den til en sti, og der var en camp. En rigtig naturcamp uden elektricitet, der var en vandhane og toiletmuligheder. Det første vi mødte var en skilt der advarede om, at dette var bjørneområde, så vi skulle overholde en del sikkerhedsregler, bl.a. skulle man opbevare fødevarer, sko, tandbørster og brugt tøj i bilerne. Det kunne vi jo ikke, for vi var på motorcykler.
Stemningen var lidt anspændt, og enkelte af deltagerne kunne godt tænke sig, at vi tog den næste camp. Men hvordan var den? Der boede et bestyrerægtepar i deres mobilhome på pladsen. De kunne oplyse, at det var 14 dage siden der sidst havde været en bjørn. De havde hunde og våben, så hvis det skulle gå helt galt! Vi fik stillet teltene op. Vi boede i skovkanten tæt ved søbredden til en flot stor bjergsø i 2500 meters højde. Vandet var næsten ikke koldt.
Vi var virkelig kommet ud i naturen, til en ro som ikke kan beskrives. Vi nød solnedgangen ved søbredden og i det svalende vand i søen. Det meste af natten gik ved et dejligt stort lejrbål der nok var medvirkende til, at der ikke kom besøg af bjørne denne nat.
Måske ny rekord. Dansk indregistrerede motorcykler over et pas i 3.713 meters højde?

Måske ny rekord. Dansk indregistrerede motorcykler over et pas i 3.713 meters højde?

Vores tur gennem Rocky Mountains National Park starter ved den sydlige indkørsel ad hovedvej 34. Den byder på afveksling i landskabet fra tætte skovområder i dalene til områderne over trægrænsen hvor der ingen beplantning var, bortset fra græs til dyrene.

Trægrænsen på bjergene opstår, hvor temperaturen er for lav til træerne. Træerne behøver en gennemsnitlig temperatur på ca. 10 grader for at kunne vokse.
En flot og god vej med mange hårnålesving og rastepladser til vores mange pauser hvor vi skulle nyde og fotografere naturen. Snakke om sneen og se de gletsjere der også her bliver mindre og mindre. Bjergtinderne omkring os, hvor de højeste er 4.133 m. Vi så mange af de vilde dyr der lever over trægrænsen, men stadig ingen bjørne.

I natur/turistområderne gør National Park Service meget ud af at informere om hvad der sker i området. De udleverer trykte brochurer med kort, og der er plancher der fortæller om mulige oplevelser på turen rundt. Hvilke dyr kan man se. Billeder af gletsjeren da den var størst. På den officielle hjemmeside for nationalparkerne, www.nps.gov er der også mange gode oplysninger, også i forbindelse med planlægningen.

Selvom det var en dejlig varm sommerdag, blev det meget køligt oppe i højden. Den tynde luft kunne også mærkes på motorcyklerne, der ikke helt havde den samme motorkraft som de plejede at have. En lille klatretur i bjergene for at være den der havde været højest oppe, gjorde en noget forpustet.

Vi fortsætter turen ad 34’eren. På turen ud af parken til Loveland, følger vi Big Thompson River mod øst. Den løber i en dal, i et overvældende klippelandskab med høje, stejle klipper på begge sider af vejen og floden. Udsynet skifter igen karakter hver gang man kører igennem et sving. Vi fik mulighed for at dukkert i det klare flodvand ved en af de mange rastepladser.

Der er mange der benytter Denver som ankomstby. Gør du det, må du ikke snyde dig selv for denne enestående naturoplevelse på den dejlige 300 km lange rundtur.
Og vi er klar til nye eventyr på de amerikanske veje.

Og vi er klar til nye eventyr på de amerikanske veje.

Selvfølgelig er vi i fuld gang med at planlægge den næste tur.

Lidt praktiske oplysninger som man skal huske når ruterne skal fastlægges: På de breddegrader, er dag og nat lige lange. Det bliver meget hurtigt mørkt. Vi kunne godt ønske os de danske, lange lyse aftner. Det har overrasket os nogle gange, hvor dagsturen har trukket ud, eller vi ikke har kunnet løsrive os fra seværdighederne.

Vi har altid telt med, men engang imellem bliver vi fristet til en overnatning på motel, hvilket er billigt. Man betaler en pris for et værelse med 2 kæmpe dobbeltsenge, og så bestemmer man selv, hvor mange der skal bo der. Hvor det er muligt, benytter vi KOA-campingpladser. Høj standard og nemt at reservere på nettet. Gider man ikke teltet, er det muligt at overnatte i billige hytter.
Noget af det bedste ved at køre i USA, er den hjælpsomhed vi møder overalt. Trafikken er meget sikker, for der er næsten aldrig nogen der overtræder færdselsreglerne og alle passe på hinanden. Vi har godt nok hørt, at de passe specielt meget på motorcyklister, for hvis der sker noget, er det altid bilistens skyld.
Mulighedernes og oplevernes land. Hold dig ikke tilbage. Kom af sted på dit livs road-trip i USA.

Så måske er det dig vi møder næste gang, der ovre i USA!

I 2005, på en rasteplads i Florida, mødte vi et dansk ægtepar, som synes det var hyggeligt at møde nogle danske bikere på Harley. Deres datter have engang købte en Sporster af en, der var medlem af Harley Davidson Club Danmark. I 2009, på en rasteplads i Kings Canyon, mødte vi et dansk ægtepar, som synes det var hyggeligt at møde nogle danske bikere på Harley. Deres datter have engang købte en Sporster af en, der var medlem af Harley Davidson Club Danmark. Verden er sommetider lille. De mødte os igen.

Kommentarer til rejsetippet om Motorcykel

usa

05/10 2014 liselotte hartmann
Hej

Det lyder som i har nogle fede mc ture, med masser af erfaringer mht planlægning og skønne minder.
Der nu intet som at bruge tid på at planlægge og så få sine forventninger indfriet.
Vi dvs mig og min mand samt et par venner har planlagt en forhåbentlig super tur til sydengland/wales 2015 i forbindelse med super rally.
Vi har også lige så stille lidt planer igang med 5-6 ugers roadtrip på tværs af USA ved ikke lige hvilket årstal. ;0)
Her håber jeg så måske at kunne få et par hint til transporten af vores mc fra jer..... da vi umiddelbart har lyst at starte i vest og slutte i øst - eller omvendt. Har i nogle erfaringer med at modtage mc i feks øst og shippe den til hjemrejse i vest eller ?
håber pludselig måske at høre fra jer
Mvh
lotte

route 66

21/08 2011 marianne og viggo
hej knud og karla. en fantastisk tur i har været på. vi var 9 mand afsted sidste år. hvor vi startede i las vegas. vi kørte bl.a på noget af route 66, men ledte forgæves efter aftegningerne på vejen med route 66 skiltet. vi tager alle derover på tur igen 1 sep. i år. hvilken strækning skal man køre for at se skiltet ?
på forhånd tak.

hilsen fra marianne og viggo

Hej Knud - herligt at genopleve USA med dine skriverier

02/07 2011 Mie
Hej Knud og Karla
Jeg faldt tilfældigt over jeres rejsetips her på siden. De er bare super. I må være nogle af de mest erfarne USA-bikere vi har på denne side af dammen. Glæder mig til vi ses. Jeg er nu færdig med at køre på dansk cykel i USA, men jeres rute og køretips er jo lige så gode, hvis man vil leje en mc i guds eget land.
See you out there
Stor hilsen fra Mie i Vejle
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om Kør-selv-ferie

USA - overnatning
i Koer selv tips
Denne side er udskrevet d. 28. august 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.