Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Las Vegas

  • MyVegas

    30.04.15: Annette

    Netop hjemvendt efter en skøn uge i Las Vegas, som bød på en masse spændende oplevelser. Det var mit andet besøg i byen og vi valgte at rejse i april på grund af det herlige vejr - første ophold blev for mig ødelagt af den brændende juli varme, som gjorde det svært at opholde sig udenfor.
    Se hele rejsetippet
  • Familietur med et snert af drengerøvstur

    (Bedømt af 3 personer)
    17.02.14: Tanya
    Las Vegas fortjener sit eget traveltip.
    Mange har skrevet om hvad man skal og ikke skal i spillebyen, men ingen havde alligevel forberedt mig godt nok...
    Se hele rejsetippet
  • Helikoptertur til Grand Canyon - og champagne i dalen

    FDM travel rejsespecialist
    (Bedømt af 41 personer)
    25.05.13: Ruddi Andersen
    Boulder City, Nevada, USA…ca. 35 km fra Las Vegas.

    Dette siger ikke mange ret meget.

    Men ud over at Boulder City er den eneste by i Nevada hvor Casino og gambling er ulovligt, så er denne ”ørkenby” også hjemsted for Boulder City Airport – porten til flyvninger ud over Grand Canyon.
    Se hele rejsetippet

Læs mere om rejser til Las Vegas

Touring Nevada
Rejsetips indsendt af:
Carsten Meller
Hee / Ringkøbing
28. nov. 2010

Touring Nevada

Likørsmagning, flade dæk og røde lamper på back roads gennem Nevada.
Likørsmagning
Likørsmagning

Likør på Las Vegas

Fredag den 3. juli.

Det var stegende hedt i den tætte trafik, der flere gange var gået helt i stå. Ifølge vejtjenesten på grund af flere brændende biler og en enkelt bus. Svipturen fra Los Angeles til Las Vegas var endt som en heldagstur. Sidst på eftermiddagen, kunne vi så endelig booke ind på Hotel BW Mardi Gras, hvor vi også havde et par overnatninger fem år tidligere.
Og så ud i den stegende hede til endnu et gensyn med byen, der vel nærmest kan betegnes som et Disneyland for voksne! Hvorfor rejse hele verden rundt, når man kan få det hele i Las Vegas. Mange af verdens seværdigheder ligger lige om hjørnet, som store kulisser for de famøse hoteller og butikscentre, udformet som levende eventyrbyer!
Det vi ikke nåede sidst, skulle forsøges indhentet denne gang, og der var nok at se på!

Det bliver tidligt mørkt og sulten begyndte at melde sig. Jagten på aftensmaden gik ind, og det skulle være kød! Hvor er der forfærdelig meget pasta, thai og pizza!
Det lykkedes. Vi fandt Bill’s Steakhouse, som i den grad var en opløftende og behagelig oplevelse!
Maden var super, klimaet behageligt; ingen kulde, ingen træk. Ofte bliver man lynfrosset af de evindelige klimaanlæg på restauranterne.
Betjeningen var professionel og personlig, men de to tjenere var også fra Italien!

Vi kom naturligvis til at snakke Italien, mad, vin, kultur og – grappa!
Så da hovedmiddagen var overstået, bestilte vi to Grappa. Det kunne ikke lade sig gøre, hvilket var i disharmoni med den hyggelige samtale, vi havde haft i aftenens løb. Og pludselig sad vi midt i en likørsmagning, på husets regning! Vi skulle bare forsyne os, og da vi mente, vi havde fundet den bedste, kom den fjerde flaske på bordet. Den skulle vi smage. Det var sjovt, - det var kræs. Black Label, Romana Black, Liquore di Sambuca, vandt!
Det gjorde restauranten også, for ham, der lavede regningen, var åbenbart ikke enig i, at likørsmagningen var på husets regning. 28 dollars kostede det. Pyt – det var alle pengene værd.
Det var rødvinen til maden også: En velsmagende Zinfandel fra Californien!

Det blev en lang tur hjem gennem byen i den lune aften. Alligevel kneb det gevaldigt med at sove, for naboen holdt i den grad ”party”! Snak, skrig, bumlen og en seng, der konstant hamrede mod væggen, så man kun ventede på, at de endelig brød igennem!
Der blev ro halv fem!

Lørdag den 4. juli.
Klokken halv ti var vi på vej mod det gamle Las Vegas – North Las Vegas. Udenfor hotellet løb monorail-banen, som åbnede sidst vi var her, men stoppede stadig ved det store kongrescenter 500 meter længere nede ad vejen.
På det tidspunkt var det allerede varmt. Meget varmt. Efter en halv times humpetur på slidt bentøj og overdimensionerede vabler, måtte vi give op på grund af manglende vandforsyning. Det var ganske enkelt for varmt til at være udendørs.
Gik tilbage ned ad The Strip i så mange butikker, som muligt. Fru Meller fik købt sin første kjole. Den var rimelig billig!
Midt på dagen blev temperaturen målt til 47 grader, og vi kunne blot konstatere, at priser på is, vand og mad på de små restauranter, var steget markant. Det var mildt sagt blevet afsindigt dyrt!

Aftensmad på Hotel Mardi Gras. For fem år siden var der lidt stil over stedet. Det var desværre forsvundet nu, præget af en selvoptaget tjener, der brugte mere tid på at klovne, end betjene kunderne i den lidt tarvelige restaurant. Vi fik kylling!

Klokken godt ni om aftenen befandt vi os midt i kampzonen. I USA er det tilladt at anvende fyrværkeri med lydeffekt. Det var dog relativt hurtigt overstået. Det kan godt være, det er et stort land, men hvad fyrværkeri angår, slår Hee til enhver tid The Strip. De har meget at lære endnu.
Måske det også hænger sammen med, at de for et par år siden var ved at futte et af de store hoteller af med en vildfaren raket!

En humpetur ud i byens natteliv, inden sengetid. Temperaturen var behagelig 30 grader!

Tidligt i seng, men allerede klokken elleve på ny forstyrret af naboen, der gentog eskapaderne fra den foregående nat. En klage til receptionen, der sendte en vagt, lagde en dæmper på aktiviteterne, men det var meget sent, før der blev stille!
Death Valley
Death Valley

Death Valley

Søndag d. 5. juli

Beslutningen var taget. Målet var Death Valley i Californien. Tilpas afstand til en heldagstur. Så skulle vi bare finde ud af at komme derhen. Det var stadigvæk småtkørende med gode detaljerede kort.
Først optankning. Det var billigt: 2,62 $ pr. Gallon. Is, vand og mad i køleboksene.
Så gik jagten ind på rute 160, der gik ud sydvest fra Las Vegas. Hr. Meller havde ved biludlejningen venligt, men bestemt afvist ekstra leje af GPS. Som spejder, bruger man kort til at finde den rette vej. Senere viste det sig, at en GPS kunne havde været udmærket, så man vidste, hvor man var!
Vi fulgte en helt ny vej stik vest og endte i en lige så ny bydel. Det lykkedes at købe et kort over Nevada og Las Vegas, men de nye veje, var ikke med på kortene.
En rask beslutning. Vi skulle mod syd, så vi kørte mod syd og ramlede naturligvis 160 og snart gik det let og ubesværet mod nordvest. Pahrup gjorde vi holdt. Her havde man opført en erhvervsbygning som en lille borg, - ganske som i Varde. For en gang skyld i noget mindre målestok.
Turen fortsatte mod Death Valley Jct. En tur gennem et fantastisk natursceneri med flotte bjergformationer i en ellers gold ørken. Spredte steder var der spor af minedrift.
I midten af absolut ingen ting var en lille rasteplads med et læskur. Her skulle løses billet for at køre ind i nationalparken. På taget af skuret sad en stor sort fugl og luftede vinger i den bagende hede.

Ved Zabriskie Point kunne se ud over det fantsatiske landskab og ned i Death Valley. Fra kanten af verdenen fulgte vi vejen ned til Furnace Visitor Center. På det lille museum, blev vi opdateret om Death Valley, der i den Californiske Goldrush i midten af 1800 tallet, var en vigtig og trafikeret rejserute gennem bjergene fra øst mod vest.
Ved siden af museet lå Furnace Creek Ranch. Her indtog vi en udmærket buffet. Fru Meller væltede mit glas saftevand ud over hele bordet, til stor morskab for børnene ved siden af. De havde sikkert væsentlig bedre erfaringer med slige handlinger. Næppe var vi færdige med at tørre op, før der lød et lille knald, og vandet fossede ud fra buffet-montrerne. Der stod noget vand på gulvet, før de fik styr på det knækkede vandrør!

Efter en god frokost fortsatte turen ned gennem Death Valley. Ved siden af Ranchen lå en campingplads, og hvis man havde endnu mere lyst til det ekstreme, var der en golfbane midt ude i dalen. Vi foretrak bilens klimaanlæg. På vej ned i dalen påmindede et skilt os om, at der ikke var service de næste 72 miles. Det troede vi på.
Det varv 50 grader varmt i dalen, og en kraftig vind nær kulingstyrke gjorde, at man hurtigt blev forbrændt, hvis man ikke dækkede huden til, når man vovede sig uden for bilens kølige klima. Man kunne kun sende en varm tanke til alle de mennesker, der for 150 år siden langsomt rejste samme vej.
Vi gjorde holdt, hvor man nu skulle gøre holdt: Badwater Bassin, Ashford Mill m.v. Se, hvad der var at opleve og konstant slukke tørsten. Der blev virkelig svedt igennem!
Fra Ashford Mill gik turen op gennem Salsberry Pass til Shoshone, en række huse langs rute 127. Bløde is hos Cheveron. Fryseboksene havde svært ved at holde temperaturerne nede.
Klokken var nu 4PM. Det var stadig meget varmt, så vi valgte at tage backroad over Tecopa Hot Springs og Kingston Range til Highway 15. En lille smuttur på ca. 70 miles ifølge vores interstatemap, som stadig var det eneste kort vi havde.
Og netop uplanlagte offroads oplevelser var en stor del af feriens formål. Så hvorfor ikke starte nu!
Afkøling i Tecopa Pass
Afkøling i Tecopa Pass

Røde lamper Tecopa Pass

Det gik fin i begyndelsen. Asfaltvej, der blev til mindre asfaltvej, der blev til grusvej, der delte sig ved en gammel mine. Forkert valg i krydset. Kom i retning mod Sperry. Heldigvis var der kompas i bilen, så vi kom hurtigt på rette vej igen.
Grusvejen blev til sandvej, der blev til hjulspor. På Excelsior Mine Rd. Var vejen blevet til en stenfyldt grøft. Jeepen klatrede langsomt, sikkert og ubesværet opad. Forbi nedlagte miner og stenbrud. Hist og her luntede kvæg rundt mellem klipperne og på et lille plateau stod en lille flok og græssede. På det tidspunkt havde vi tilbagelagt omkring 25 miles. Vejen vi havde kørt, forsvandt bag os ud i bjergenes dis. Temperaturen i bjergene var behagelig 26 grader.
Vi fortsatte videre op mod Kingston Peak. Pludselig lyser en rød lampe. Bilen stoppes øjeblikkelig. Instruktionsbogen findes frem: olien i transmissionssystemet var overophedet. Vi var kørt op ad bjerget i for højt gear. Pause. Lavt gear. Fremad 500 meter. Rød lampe lyser igen. Pause. 500 meter. Igen rød lampe. Pause.
Det er derfor, vi er nogen, der elsker manuelt gear!
Der var flot heroppe i bjergene, så der var nok at se på i pauserne. Vand og brød havde vi nok af!
Langsomt humpede vi over Tecopa Pass ved Kingston Peak på kanten af Mojave Dessert. Vi begyndte nedkørslen i et fantastisk natursceneri. Vi så en lille bebyggelse i dalen mod nordøst. Der var vel 30 km derud, og vi regnede med, at vi skulle derned. Det kom vi aldrig, og vi fandt den ikke på kortet, før vi fik fat i et detaljeret kort over Nevada. Det var sandsynligvis en militærbase.
Under hele turen kom vi forbi nogle shelters, så en masse fugle og vilde dyr, men mødte og så ikke andre mennesker.
Klokken 7 PM ankom vi til juncton 272 ved HW 15. Her kostede benzinen 4,32 $ pr. Gallon. Vi havde heldigvis nok i tanken tilbage til Las Vegas.

Tilbage i Las Vegas fyldte vi tanken med billig benzin. Derefter var det os, der skulle fyldes op: Spiste i Steakhouse Revy, der lå lige ved siden af vores hotel. Super mad og førsteklasses betjening! Aftenens menu: Forret med rejer og blæksprutter, derefter laks og som dessert is / kage og sorbet. Vinen var hvid: Saviognon Blanck, Duck Horn Wineyard.
Det viste sig, at tjeneren havde en del med spejderne at gøre, så der kom mange gode ideer og forslag til udflugter i det nordlige Nevada.
East Mormon Mountains
East Mormon Mountains

Stilheden i Mormon Mountains

Mandag d. 6.juli

Vi startede med at køre rundt i Las Vegas, for vi vidste jo fra sidste gang, hvor vi skulle hen! Nu var det jo sådan, at vi rent faktisk dagen før havde købt et kort over Las Vegas. Da det blev fundet frem, kom vi hurtigt på rette vej!
Målet var Ely, hvor vi også havde overnattet for 5 år siden. Det gik fint ud af HW 15 mod nordøst. På et tidspunkt kørte vi fra, for at købe mad og tøris. Mad havde de ikke meget af. Til gengæld havde de en masse fyrværkeri i megapakninger. En ramme på størrelse med et mellemstort fryse-køleskab kostede 699 $.
Vi kørte videre uden is og mere mad, for at gøre holdt senere. Senere kom aldrig. Fru Meller foreslog vi kørte over Elgin frem for ad rute 93, som vi fulgte sidste gang. Og pludselig ved afkørsel 100, stod et lille skilt: Carp, hvilket var vores første mål. Når der ligefrem var henvisning til stedet, kunne vi måske spise vores frokost der!
På smalle grusveje gik det ind i et forrygende flot landskab i mange farver og kontraster. I begyndelsen meget frodigt, men langsomt mere og mere tørt jo længere vi kom op gennem passet. Ved The Summit gjorde vi holdt. Herfra kunne vi se frem mod nord – ind i ørkenen. Vejen frem mod The Mormon Mountains fortog sig i horisonten.
Vejen var fin at køre på, men med rigtig mange små dybe kløfter, hvor man først kunne se vejen fortsætte, når bilen tippede over på kanten. En storslået oplevelse af en tavs verden i den dirrende varme.

Efter at have passeret East Mormon Mountains kunne vi fra højderyggen se ud over Tule Dessert, der fortabte sig i horisonten. Sletten var grøn af små tuer og kaktus. Vi kunne ikke se andre køretøjer, men vi kunne se, hvor de kørte, da de hvirvlede store støvskyer op fra det tørre sand.
Vores famøse kort (1 cm ca. 10 km.) viste ikke ret mange afvigelser, så ved hvert vejkryds måtte vi, ved hjælp af kompasset, sjusse os frem. Og det gik rimeligt godt.
Efter 38½ miles var vi ved Lyman Crossing, hvor vi drejede af mod Carp for at se byen. Vejen, de fulgte en nyrenoveret jernbane, var flere steder så stejl at det var nødvendigt med firehjulstræk. På vej op ad en stejl bakke svingede vejen kraftigt. Pludselig kom en stor pickup med høj fart mod os. Det lykkedes lige netop at undgå sammenstød midt i svinget.
Og Carp. Den var en tom plads. Sikkert en gang i forrige århundrede brugt som ladeplads for kvæg. Fra 1918 til 1974 lå her et postkontor, der servicerede de få farme i området.
Closed Road
Closed Road

Closed Road

Fra Carp fulgte vi jernbanen nordpå ad støvede veje, skarp forfulgt af den store pickup og arbejdsvogne fra jernbanevæsenet. Langs vejen var flere nedlagte farme, hvor de efterladte arbejdsredskaber stadig stod foran de faldefærdige bygninger.
Lige før Laith Siding fik vi vores frokost: tørt brød og lunkne vand!
Derefter kom vi ind i en meget frugtbar dal, der i 50 – 200 m bredde fulgte den lille flod Meadow Valley Wash. I dalen lå flere større farme, hvor man især opdrættede heste og lidt kvæg. Det gik stille og roligt op til Elgin, hvor vejen stødte til rute 317 – en asfaltvej!
Ved vejen mod nord stod et stort skilt: Closed Road. Det kunne ikke være rigtigt. Skulle vi til at køre en omvej på måske 100 miles. Vi blev enige om, at det nok ikke helt kunne passe – og fortsatte nordpå! Hurtigt gik det op for os, hvorfor vejen var lukket og de renoverede jernbanen. Det hele var ganske enkelt skyllet væk. Med aller største opmærksomhed listede vi nordpå på ødelagte veje og gennem flodlejer på grund af ødelagte broer. Efter ca. 10 miles var vi gennem den lukkede vej og fremme ved Etna.

Caliente er en lille flække med ca. 450 hustande. For 100 år siden et vigtigt jerbaneknudepunkt. Den gamle smukke station vidner om en tid, der var en gang. Nu er det kun gods, der transporteres gennem Caliente, og stationen er blevet museum!
Derfra fortsatte vi videre mod nord via Pioche op langs Lake Valley. Klokken 5 PM gjorde vi holdt ved Majors Place ca. 22 miles øst for Ely. Stedet vakte minder fra sidst, hvor ”konen i huset”, sur og gal rendte rundt og viftede med et jagtgevær og truede med at skyde en besværlig gæst.
I dag var der kun de to gamle gubber. Den mindste tilberedte burgerne, mens den anden underholdt en smule. Overalt i lokalet var der hæftet dollarssedler – store, som små. Det var bidrag fra såvel jægere, som truckere m.v., der vil honorere en god oplevelse.

Klokken 7 PM ankom vi til Ely. Et par hoteller var lukket siden sidst. BW var flyttet over på den anden side af vejen. Det samme var møntvaskeriet, som vi brugte en lille times tid på. Her faldt vi i snak med en arbejdsløs amerikaner, der sad og brugte vaskeriets trådløse internet, samtidig med han passede sin ca. 3 mdr. gammel søn. Konen arbejdede i Las Vegas og var kun hjemme i weekenderne. Hans bedstemor stammede for øvrigt fra Norge!
På vores aftentur passerede vi den lokale Shellstation. Her købte vi chokolade og: Detailed Topographic Maps over Nevada. Endelig et godt kort med alle stier og backroads.
Truck i det fjerne
Truck i det fjerne

Støv i Long Valley

Tirsdag d. 7.juli

Lidt indkøb og tankning før afgang ud i ødemarken. Vi fandt en foodstore i den østlige ende af byen. Ved Shell måtte vi opgive at tanke, da der ikke kunne skabes internetforbindelse, så vi kunne bruge vores Visakort. Ved næste tank, kunne vi bruge kortet. Til gengæld var anlægget så gammelt og nedslidt, at man havde på fornemmelsen, at de stadig tappede kortet efter brug. 15 Galon, så stoppede tankningen automatisk.

Målet var Ruby Lake, så vi fulgte HW 50 mod nordvest. Ved frakørslen mod Ruby Lake stod 61 miles på skiltet. På et andet skilt, stod der noget om Trucks…!
Et langt stykke op ad Long Valley var vejen asfalteret, men i ekstrem dårlig stand. Vejen blev bedre, da asfalten slap op og blev til grusvej. Der var masser af vilde dyr på sletten. Igen kunne vi se en kæmpe støvsky omkring 15 miles væk. Det var et stort modkørende lastvognstog.
Da vi kom ind i Cherry Canyon, dukkede en kæmpe mine pludselig op af ingen ting. Bald Mountain Mine Compagny udvinder guld i området.
Ruby Lake
Ruby Lake

Ruby Lake

Ruby Lake er en helt speciel oplevelse. Søen ligger i ca. 2000 m. højde og består af flere enkelte søer med hver deres økosystem. Derfor er det forbudt at sætte både i vandet, hvis de har været i andre søer indenfor de sidste tre uger.
150 bjergkilder sørger for vandforsyningen. Der er ikke noget overjordisk afløb. Alligevel er alting friskt og klart med et livligt fiske, fugle og dyreliv.
Ved en rasteplads talte vi med en biolog, der arbejdede i det fredede område. Vi fik masser af tips til de følgende dage.

Midt for Ruby Lake ligger et lille landsbysamfund, hvor man kan leje værelser, et campingområde og en biologstation. Det hele i en behagelig temperatur på omkring 25 grader.

Vi fortsatte mod nord og for enden af søen drejede vi op over Harrison Pass. En smal grusvej i en pæn stigning. Bilen var noget urolig i det løse grus og sand. Fra toppen af passet havde vi den fantastiske udsigt over søen. Samtidig gjorde fru Meller en skræmmende opdagelse: Højre forhjul havde stort set ingen slidbane. Ikke så sært, at bilen sejlede en del på grus og sand.

I Elko blev det Thunderbird Motel. Vi fik udleveret rabatkort til middag og morgenmad. Så gik jagten ind på det lokale museum. De lå selvfølgelig 1½ miles fra hotellet. Vi nåede frem 40 minutter før lukketid, så vi fik ikke lov til at købe billetter. I stedet måtte vi donere et beløb til museet.
Udenfor museet stod den originale Pony Express Cabin fra Ruby Valley. Museet var absolut et besøg værd. Her fik man en spændende indsigt i egnens historie på godt og ondt!

Vel hjemme igen var tiden inde til at få noget at spise. Nu var der jo udleveret 2 rabatkuponer på hver 5 $, så de skulle bruges. Vi kunne ikke umiddelbart finde hotellet, så vi måtte spørge: Det lå 12 miles ud ad samme vej, som museet. Det var med god naturlig sult og ømme fødder, vi nåede frem til Casinohotellet og Mystery Restaurant.
Det blev bøf: 80 oz til hende og 12 oz til ham. De var store. Meget store og meget møre. Meget lækre! Dertil fik vi en flaske Syrah 2005, 15,3 % fra Fess Parker Rodneys Vineyard.
In the middle of nowhere
In the middle of nowhere

Smattede græshopper og vilde heste

Onsdag d. 8. juli

Dagen startede med tjek af reservehjulet. Det var fladt. Så kørte vi til dækcentret – for store hjul! Han førte ikke så smalle dæk, at han kunne skifte reservehjulet, der var ødelagt af en stor flænge midt på dækfladen.
Derimod satte han et nyt (brugt) dæk på højre forhjul. Det hele kostede 35 $ - og så fik vi vasket forruden to gange og tømt bilen for affald – incl. Mine sneekers, som jeg alligevel ikke kunne gå i!

Fra Elko kørte vi mod nord ad 225. Igen ret øde med spredte farme, men alligevel grønt og til dels frodigt. Fra 225 fortsatte vi ad 226 ind i et mere bjergrigt område. På sletten vest for independence Mountains lå nogle store farme, hvis hovedproduktion var kvæg, græs og hø.
Der var frygtelig mange græshopper – og de var store! De var over alt og vejene blev flere steder sjasket til af smattede græshopper.
Ved Deep Creek kørte vi fra 226nog ind i Bull Run Mountains. Et landskab der gradvist og sporadisk blev mere og mere frodigt. Her gik kvæg rundt i det enorme landskab. Kun lidt vand skulle der til, før frodigheden voksede frem. Oppe i højderne græs, buske og små træer. Lidt længere nede i læ en lund tæt bevokset af løvtræer og et gult blomsterflor i kontrast til de rødbrune sletter.
Fra Aura Site var der bevoksning ind til rute 225. En lille flod løb gennem landskabet og skabte grobund for flere små farme. På den lille stejle vej mod civilisationen mødte vi pludselig nogle heste, der holdt kalas midt på vejen. De flyttede sig ikke! Så vi måtte forsigtigt snige os forbi!
Der er mange måder at byde folk velkommen på. Det er ikke kun i Lem, man bruger skulpturer foran indgangen. Her havde man lavet en masse kunstfærdige figurer af såvel indianere, som nybyggere, på både heste, kvæg og cykler.

Vi entrede rute 225 og fortsatte nordpå gennem Mountain City og nærmede os hastigt grænsen til Idaho. Der var ikke rigtig nogen veje, der gik fra, og da vi altid kører efter vores slogan: aldrig samme vej tilbage, hvilket har givet mange pudsige oplevelser gennem tiderne, fortsatte vi ind i Idaho.

Seværdigheder
Road trips
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Las Vegas

Hoteller i Las Vegas
Rejser til Las Vegas
Denne side er udskrevet d. 9. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/italien/gardasoeen/liste/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.