Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Los Angeles

Læs mere om rejser til Los Angeles

Os ved Hoover Dam
Rejsetips indsendt af:
Charlotte
Ringsted
30. nov. 2010

Drømmerejsen til Californien

Det skulle blive en rejse vi sent ville glemme, - en rejse som både bød på luksus, ”the American Dream, solskin, kvalme, narkohund og dødsfald. Men det blev stadig en drømmerejse med uforglemmelige minder.
Vores lækre dyt
Vores lækre dyt

LA - Here we come!

USA roadtrip - det skulle vi da i hvert fald opleve inden vi fik børn, det var vores drømmerejse. Hele vores roadtrip havde vi selv planlagt fra ende til anden. Vi var begge enige om at det hele skulle være luksus, dvs. luksusbil og luksushoteller. Vi bestilte derfor en Ford Mustang - gennem FDM travel, og hotellerne var nøje udvalgt. Det skal lige siges at jeg blev gravid lige før vi skulle af sted og var plaget af kvalme. Men vi var begge overbevist om at det ikke kom til at betyde noget på ferien - det vil senere vise sig at vi tog fejl.

Vores tur startede i L.A., og videre gennem San Diego, Palm Springs, Las Vegas, Grand Canyon, San Francisco, Pismo Beach og tilbage til L.A.

Endelig kom dagen hvor vi skulle af sted og fløj med British Airways til London og derfra videre til L.A. Da vi ankom LAX, skulle vi aflevere nogle papirer som vi fik i flyet, om vi indførte frugt osv. ind i landet. Vi fik også scannet fingeraftryk og taget billede til forbryderalbummet. Vi blev også spurgt om, hvad vi skulle lave i USA og hvor længe vi skulle være der.

Da vi stod og ventede på kufferterne, kom der en vagt med en lille hund, og den var MEGET interesseret i min taske. Så bliver man da en smule bange, selvom man har rent mel i posen. Hun spurgte om jeg havde frugt nede i tasken, og jeg sagde at jeg tidligere på dagen havde haft en banan. Og det var åbenbart det den skulle lugte efter for hunden fik en godbid og så gik de videre igen. Hvis jeg skal være helt ærlig troede jeg at det var en narkohund og at jeg nu skulle igennem timer af afhøring og kropsvisitering. Men det viser jo igen at jeg har set for mange film.

Vi tog en schuttle bus fra lufthavnen, som skulle køre os ud til Hertz, hvor vi skulle hente vores bil. Efter noget papirarbejde og en enkelt ombytning af bil, kørte vi ud i L.A. på vores jomfrutur i vores hvide Mustang - altså med GPS.

Vi kørte direkte hen til hotellet Radisson, som lå ganske tæt på lufthavnen, hvor vores bil blev snuppet af parkeringspersonalet (20$ for 24 timer), noget vi synes var ganske forfærdeligt, for vi er begge meget beskedne mennesker og ville da gerne parkere bilen selv.
Killer Whale i Sea World
Killer Whale i Sea World

Flotte San Diego og glohede Palm Desert

På vej mod San Diego kørte vi forbi Newport og Laguna Beach, som vi jo bare skulle forbi, fordi jeg havde set nogle serier på TV om nogle rige unge mennesker. Det var absolut ikke som vi forventede, men det virkede som et hyggeligt sted for rige mennesker, hvor græsset så ud som om, at det var klippet med en neglesaks. Vi undrede os over at man kun måtte køre 55 miles i timen (omkring 90 km) på motorvejen.

Vi boede på Bahia Resort, som var et skønt hotel, eller rettere, lille by, hvor vi fik et dejligt hotelværelse, et lille rækkehus, med egen parkeringsplads og lige ud til vandet. Hotellet havde opvarmet pool, hvilket vi undrede os lidt over, når det nu var 30 grader - meget mærkeligt.
Sea World er jo næsten et must, når man er i San Diego. Det lå kun 10 min fra hotellet. Vi så showet Believe med spækhuggerne, eller Killer Wales som de hedder på engelsk. Det er vildt når sådan et enormt dyr springer op af vandet. Vi så også et delfinshow, men det har man jo set før, så der var ikke så meget nyt i det. Derudover var der en masse andre dyr og forlystelser.

Jeg havde hjemmefra købt en tur med delfinerne. Vi var fem på et hold og vi fik lov til at røre ved delfinerne. Jeg fik lov til at kilde den under ”hagen”, så den sagde lyde, krammede den, gik tur med den og lå i vandet med den. Det var en utrolig oplevelse. Jeg vil dog sige at 900 kr. er lidt meget givet ud i forhold til hvad man fik lov til. Jeg troede man fik lov til at ”svømme” med dem. Jeg betalte desuden 250 kr. for fem billeder, så er det vist også betalt. Men sjovt var det da.

Vi nåede ikke at se nærmere på San Diego, andet end La Jolla (La Hoy-a) som havde nogle fede strande, for efter to overnatninger kørte vi videre til Palm Springs, eller nærmere Palm Desert som ligger tæt ved. En køretur på omkring to timer.

Desert kan man vist roligt sige, der var ikke andet end ørken og bjerge hele vejen, en tur der heller ikke hjalp på min graviditetskvalme. Efter kun at have set sten, var det meget kunstigt at komme til Palm Desert, som lignede et fatamorgana. Grønt og frodigt. Hvordan kan det lade sig gøre i 118 fahrenheit, LÆS 48 grader.

Marriott’s Shadow Ridge, hed hotellet vi skulle bo på. Dette sted kan virkelig anbefales hvis man godt kan lide at slappe af i ekstrem varme med lækre pools. Det var så varmt her, at ens slimhinder i øjnene tørrede ud, og man næsten ikke kunne få vejret – ligesom en sauna. Der var tre store pools og ved liggestolene, var der installeret vandforstøvere, så man hele tiden fik sprøjtet lidt vand på sig, det er SÅ fedt lavet og en nødvendighed, for at kunne holde ud at ligge der. Vi fik også kigget nærmere på det berømte Palm Springs.
Vandshow til 200 mio - flot er det da heldigvis
Vandshow til 200 mio - flot er det da heldigvis

Viva Las Vegas

Las Vegas var den by vi var allermest spændt på at se. Vi kom midt på dagen, så vi fik ikke den der WOUW oplevelse ved at komme kørende på motorvejen og lige pludselig se byen med alt lyset osv. Vi skulle her bo på Rio All-Suites Hotel & Casino, og det er helt rigtigt hvad man har hørt om hotellerne i Vegas, der er ikke nogle ure eller vinduer, og folk så ud som om at de havde siddet i casino’et i flere dage. En mand sad samme sted, ved den samme enarmet, dagen efter. Vildt. Man kunne sagtens blive på hotellet i flere uger, for man kunne få alt det man skulle bruge af mad og andet. Vi fik en pizza i Sports Delhi, et sted på hotellet hvor der var omkring 50 storskærme med sport på, og resultater. Så er vi i Vegas.

Vi var så heldige at få værelse på 20. etage, som er VIP etagen, det er umuligt at komme derop, hvis ikke man boede deroppe. Dvs. at elevatoren ikke kørte derop, medmindre man havde kort derop til. Det synes vi var meget morsomt, især da vi mødte to engelske drenge, som gjorde store øjne, da vi kom ind i elevatoren og trykkede på 20. etage. De troede vi var rockstjerner siden vi boede deroppe. Vores hotelværelse var bare luksus - så er vi i Vegas.

De fleste dage blev brugt ved poolen, hvor vi blev opvartet af letpåklædte piger, som der i hvert fald også tog pengene for det. 10$ for to flasker vand. De er ikke kede af det. Men luksus var det i hvert fald og der var DJ som spillede fed musik og det var bare skønt at ligge og slappe af.

Imens vi var i Vegas, begyndte olielampen at lyse i bilen og efter kontakt til Hertz, skulle vi bytte bilen i lufthavnen. Vi kunne jo sagtens fortsætte i den bil syntes vi selv, men de ville have at vi skulle have en anden. Det var altså god service, og der var slet ingen problemer. Så byttede vi den hvide Mustang ud med en sort Mustang. Den var ret fed, og har kørt mindre end den anden og så var der fuld tank… tak for det.

Hotellet ligger ca. 1 km fra The Strip, så vi tog schuttle bus nogle aftener derhen, det var gratis, men chaufføren fik da nogle drikkepenge. The Strip er ubeskrivelig. Det er så vildt og skal bare opleves. Hotellerne er enorme og havde hver deres tema. Det var som at være i Paris, Venedig og Egypten på samme tid. Vi var også inde i hotellerne New York - New York, Luxor og Mandalay. På New York hotellet var der en natklub der hedder ”Cayote Ugly”, og præcis som i filmen, danser de kvindelige bartendere på baren. Der var rigtig mange mennesker på gaden på The Strip, og vi mødte en masse der var klædt ud som dem fra film. Vi så Batman, Spiderman, Catwoman og den bedste udklædning, Jack Sparrow. Han lignede Jonny Depp på en prik.

Vi fik også shoppet i Vegas i Las Vegas Outlet Center, hvor der var masser af fede butikker og rig mulighed for at få brugt penge på billige mærkevarer.

Hvis man er i Vegas vil vi helt klart anbefale andre at tage på Rio, som vi boede på, og spise Carnival buffeten, den er valgt som den bedste buffet i Las Vegas, og det vil vi give dem ret i. Vi skulle betale med Visa på en automat, hvor man også skulle taste ind hvor mange drikkepenge man ville give. Vi valgte 15 % (for det var det mindste man kunne vælge, typisk dansk). Derefter fik vi en siddeplads, og så kunne vi ellers vælge imellem syv buffeter. Kinesisk buffet, som man kender det herhjemme med nudler, ris og indbagte ting. Japansk buffet, hvor man kunne få en masse forskellig sushi. Mexicansk buffet, hvor man kunne få tacos, enchilladas, tortillas og alt muligt andet. Italiensk buffet, hvor man kunne få pastasalater med muslinger, lasagne og pizza. Engelsk buffet med en masse kød, såsom sammenkogt, koteletter, bagekartofler, kartoffelmos og brun sovs. Og den bedste buffet var vist dessertbuffeten med ca. 50 forskellige desserter. Is, kager af alle afskygninger, pærekage, vandbaggelser med creme, mousse, flødeskumskager, chokoladekager, ALLE desserter man kunne tænke sig. Og alt maden smagte himmelsk godt.

I Vegas overnattede vi også en enkelt nat i luksusværelse på Bellagio. Det skulle opleves.
Det lille hul
Det lille hul

Grand Canyon - det lille hul

På vej mod Grand Canyon stoppede vi ved Hoover Dam, ca. 45 minutters kørsel fra Vegas. Vi skulle overnatte på Grand Hotel, der ligger ca. 7 km fra Grand Canyon. Hyggeligt hotel med jagtstemning og udstoppede dyr på væggen. Her var koldt i forhold til Vegas omkring 63 fahrenheit (17 grader)... Brrrrrrrr.

For at komme til Grand Canyon skulle vi betale 25$ for et 7 dages pas, selvom vi kun skulle være der en enkelt dag. Men der var ikke nogle enkeltdages billetter. På vejen dertil så vi nogle elge, de var godt nok store. Vi blev enige om at vi måtte være kørt forkert, for det virkede fjollet at der skulle være et kæmpe hul, men pludselig var vi der. Endnu en af de ting der er ubeskrivelige, det var SÅ flot, og der var helt stille, så stille at man næsten ikke turde trække vejret. Vi ville selvfølgelig opleve en solnedgang, for det skulle være så romantisk. Problemet var bare at det var der flere hundrede andre mennesker der også ville, så vi måtte dele øjeblikket med de højtsnakkende og pizzaspisende mennesker. Lidt irriterende, men sådan er vilkårene jo, man kan jo ikke regne med at få det for sig selv. Men smukt var det da.
Effektiv træning af benmuskler
Effektiv træning af benmuskler

San Francisco - op af bakke

Vi valgte at køre til San Francisco i et træk, en køretur på ni timer, hvilket vi godt kunne fortryde for det var en forfærdelig dag hvor alt gik galt. GPS’en ville have vi skulle køre over Bay Bridge, som altså var lukket fra den 3. - 8. september, og lige meget hvad vej vi tog, ville den lave en uvending for at komme tilbage til broen. FAT DET NU dumme gps, broen er lukket! Pludselig havnede vi i et skummelt kvarter, hvor vi gik ind på en tank, hvor der stod nogle hjemløse og hvor ekspedienten og kunderne snakkede spansk sammen. Hun forklarede at vi skulle køre over en anden bro, og det gjorde vi så. Der skulle man betale bropenge på 4$ for at komme over. Men det viser bare hvor meget man kan komme på bar bund uden gps.

Efter en times kørsel midt i byen, hvor ALLE gader er ensrettet. Kom vi til Hotel Marriott hvor vi skulle bo og der skulle vi betale 55$ pr. dag for at parkere, så der valgte vi at parkere på den anden side af gaden, hvor det ”kun” kostede 32$. Her var også rigtig koldt i forhold til Vegas. Vi kom endelig op til vores værelse, men desværre holdte de kæmpe fest ved siden af, og hørte høj musik og toilettet på vores værelse ville ikke trække ud.

Heldigvis kan en god natssøvn gøre underværker, så vi tog kamera og bogen "Turen går til Californien" og startede med at gå ned til Chinatown, og derefter Pier39 og Fishermens Warf. Vi fik en lille forsmag på hvor stejle gaderne var. Det var rigtig hyggeligt ved havnen, vi fik taget nogle billeder af Alcatraz og søløverne. Der var mange hjemløse i SF, men de var lidt morsomme nede ved havnen. Der var en med et skilt, hvor der stod ”Why lie I need a beer”, og det fik han drikkepenge for. Det var da meget morsomt. En anden havde et skilt med ”Picture 1$”, og tjente derved penge på at få taget billede med turisterne. Ellers var der en masse gøgl osv. ved havnen. Vi gik ud mod Golden Gate Bridge, men besluttede at lade være, da der var meget tåge omkring broen. Det ville have været spild at gå helt derud, hvis man intet kunne se.

Gaden med de 8 sving, Lombard St, var en vild oplevelse. Gaden var så stejl, at man overhovedet ikke kunne komme op eller ned af den, så de var blevet nødt til at lave trapper til forgængerne og 8 hårnålesving til bilister. Så ville vi besøge Cable Car Barn, som er det der trækker sporvognene rundt i gaderne. Det må have krævet meget arbejde at lave alt det dengang i 1800-tallet.
Restauranten Mission Steak på hotellet kan klart anbefales, det var så lækker mad.

Vi fortryder meget at vi ikke havde nogle flere dage i San Francisco, for der var meget vi ikke nåede at se, bl.a. Golden Gate Bridge og Redwood træerne.
Så smukt langs kysten
Så smukt langs kysten

Highway 1 - smukkere bliver det ikke

Selvom jeg havde graviditetskvalme, så var turen ned langs kysten til LA på Highway 1, en af de smukkeste ture vi nogensinde havde været på. Selve vejen er jo forfærdelig fordi det er op og ned af bjerge. En beskrivelse er slet ikke værdig.

Vi havde valgt at overnatte på halvvejen, for at nyde den smukke kyst og det gjorde vi i Pismo Beach på Seacrest Hotel, et super fedt hotel helt ud til vandet. Vi fik værelseskort og gik så op for at finde værelset. Vi stod ud for nr. 341 og prøvede at åbne døren i 10 min. Vi fandt så ud af ved at spørge lobbyen at det ikke var vores værelse, men nr. 347. Pinligt, håber ikke der havde været nogle hjemme. Har man nogensinde drømt om at stå i vandkanten og kysse med sin fantastiske kæreste i en flot solnedgang, så er dette i hvert fald stedet. Det var så smukt og romantisk.

Solvang er en by der skal opleves som dansker, en sød lille by, men også helt til grin. En by der for mange år siden var dansk, men i dag er præget af amerikanernes overbevisning om hvordan danskere er. Vi gik ind i en bager, og fik en snegl som til gengæld smagte meget dansk. Der var også cafeer og restauranter, som solgte dansk mad. Man kunne f.eks. købe en mad med hamburgryg og italiensk salat, eller æbleskiver, men jeg tvivler på at det ville smage særlig dansk. Vi prøvede at finde nogle danskere i de små butikker, men det var umuligt.

Santa Barbara og Malibu kørte vi også igennem på det sidste stykke af Highway 1. Vi håbede på at se nogle kendte, men det gjorde vi desværre ikke.
Det berømte skilt
Det berømte skilt

Tilbage til LA og stjernerne

Så var vi tilbage i LA, hvor vi skulle være de resterende otte dage af vores ferie. Her boede vi på Hotel Angeleno, som er et eksklusivt hotel midt ude på en af de mest befærdede motorveje. Vi fik et dejligt hotelværelse på 10. sal, lige ud til motorvejen. Det larmede en del når balkondøren var åben.

På Hollywood Blvd, hvor der er 4 km fortov dækket af stjerner, var vi flere gange. Vi fik taget en masse billeder af stjernerne på fortovet. Man skulle passe på når man gik der og kiggede ned på fortovet, for det gjorde alle andre også, og sammenstød var næsten uundgåelige. Patrick Swayze døde efter lang tids sygdom mens vi var i LA, så vi besøgte hans stjerne på Hollywood Blvd, og der lå allerede en masse blomster og folk stod og græd. Det var da også sørgeligt. Hollywood spottede vi pludselig gennem bygningerne.

Madam Tussauds lå også på Hollywood Blvd, så der måtte vi lige ind. Det er bare super fedt, og voksfigurerne ligner jo bare helt vildt. Der var en figur af Hannibal Lector, hvor man skulle stille sig foran ham og se ham i øjnene. Det var klamt, for hans øjne var så livagtige. Man’s Chinese Theatre var også ret fedt at opleve. Der har en masse kendte mennesker skrevet i cementen foran hele bygningen, og sat deres fod- og håndaftryk. Marylin Monroe havde endda sat hendes og de fodaftryk var ikke som de andres, men med stilethælaftryk. Der var en masse sjove folk på gaden der var klædt ud som Elvis, Spiderman, Batman, Marylin Monroe, Gøg og Gokke, Chewie osv. og der er rig mulighed for at købe suveniers.

Vi skulle selvfølgelig også hen til Rodeo Dr, eller det var i hvert fald vores plan. Vi kørte efter gps’en, men kunne godt se at vi kom mere og mere ud i slumkvartererne, men vi kørte jo efter gps og den måtte jo vide hvor vi skulle hen. Men den dumme gps havde valgt Rodeo Rd i stedet, og det var altså et skummelt område som man ser dem i film. Vi skyndte os at finde den rigtige Rodeo på gps’en. Vi prøvede også at finde hotellet som er med i Pretty Woman, men vi kunne ikke finde det.
Farmers Market skulle være et slags center med billige priser, men her fandt vi ikke noget, så vi tog hen til Beverly Centre, som er et kæmpe center på otte etager, fire af dem til parkering.

Vi købte "Map of the Stars" i en automat, men vi orkede ikke at køre rundt til de mange adresser, for det eneste vi ville få at se var en stor port og en høj hæk. Men vi VILLE bare se Playboy Mansion, så vi fandt adressen og holdte foran porten. Vi var så "heldige" at se en blondine i en convirtible køre ind af porten og overvejede at køre efter hende, nu når porten var åben. Men vi blev enige om at vi ikke orkede at blive anholdt i USA.

En af dagene ville vi cykle nede ved stranden i Santa Monica og Venice Beach. Vi fandt en cykeludlejer, Perry’s Café, hvor vi lejede to gamle havelåger. Vi startede med at cykle over til Santa Monica Pier, som ikke lå langt derfra. Molen er meget kendt fra Baywatch, Titanic og andre film. Den bliver også tit brugt i reklamer. Så cyklede vi mod Venice Beach og vi regnede med at det i hvert fald ville tage et par timer. Desværre tog det kun 10 min, og så endte cykelstien, så vi måtte cykle tilbage igen. Venice Beach var mærkelig synes vi, der var nogle mærkelige typer, og mærkelige forretninger. Så vi stoppede ikke for at kigge på noget. Tror kun vi i alt fik cyklet en strækning på 3 km, hvor vi regnede med 30 mindst.
Dødens gab, kan man godt sige.
Dødens gab, kan man godt sige.

En herlig dag i Universal Studios

Universal Studions er næsten selvskrevet til at blive besøgt i LA, det lå ca. 20 min væk fra vores hotel. Vi købte nogle Front of Line passes, så vi kunne springe køen over alle steder og have reserverede pladser til alle shows. Det var super fedt at have, for vi startede med Studio Touren hvor vi fik pladser i den forreste vogn udenom køen. Studio Touren kørte forbi en masse studier (stage bygninger), og scener fra nogle film. Vi så gaden fra Desperate Housewifes og Bruce den almægtige. Søen fra Dødens Gab og en stor scene fra filmen War of the Worlds. Vi var med i en actionscene hvor toge og lastbiler næsten faldt i hovedet på os. Så har man også prøvet at være med i en film.

Efter Touren, prøvede vi The Simpsons ride. Fed simuleret rutchebane. Jurassic Park – the ride, hvor man skulle sidde i en båd, som sejlede rundt omkring dinosaurusser. Revenge of the Mummy – the ride, var også bare superfed, og mega-klam, men vi prøvede den da et par gange. Terminator 2: 3D, var ikke særlig fedt, da jeg blev hammerdårlig (kvalme) og ikke så det hele. Men det var så godt lavet. Vi fik alle 3D briller på, og vi så en film med Terminator der var så livagtig, det virkede som om at man var med i scenen.

Dernæst gik turen til Waterworld, som ville vise os filmen, bare på 20 min. Vi fik også der reserveret pladser og det var så fantastisk, og skuespillerne var nogle der spillede med i CSI, Mission Impossible osv.. Efter showet fik vi lov til at blive, fordi vi havde Front of Line passes, og to af skuespillerne kom og fortalte os hvad der foregik bag scenerne, hvordan de fik det hele til at gå op i en højere enhed. Det var fedt at høre om.

Det blev enden på en fantastisk tur til USA. Mange af de ting vi så og oplevede kan ikke beskrives med ord. Hvis vi skulle gøre det om igen, så ville vi helt klart blive i San Francisco, og mindre i LA. LA er en fed by, men otte dage var for meget. Vi er begge nogle der har det bedst med at alt er planlagt og tilrettelagt, men det ville klart være en fordel at tage derover uden nogle hotelreservationer, så man selv kan vælge hvor man vil blive og hvor længe. Fed tur – men vi vil dog ikke anbefale andre at tage på roadtrip i USA med graviditetskvalme og hang til specielle madvarer, for så er køretur og amerikansk mad ikke sagen.

Kommentarer til rejsetippet om Los Angeles

Ja, f.eks. Venice Beach

07/03 2013 Morten Christensen
Hej Mona (og Helle)
Ja, det var sådan noget jeg havde i tankerne. Vi boede selv et par dage på et udemærket hotel kun 800 meter fra Venice Beach her sidste sommer :-)

Hotelvalg i LA

06/03 2013 Mona
Vi har boet i Pasadena, i Anaheim (ved Disneyland) og Chauenga Pass, der især kan anbefales hvis man har planer om at besøge universal studio. Men downtoen LA og Hollywood boulevard ville jeg nok ikke vælge. Det ene pga. utryghed og det andet pga. prisniveau.
Et alternativ kunne også være Santa Monica eller Venice tæt på stranden, som vist også er det Morten mener.

Rygtet taler desværre sandt

04/03 2013 Morten Christensen
Hej Helle
Desværre er det korrekt at downtown LA ikke er det bedste sted i verden - det er skummelt og iøvrigt er der kedeligt efter mørkets frembrud (det er mest kontorer)
Kan I få ændret reservationen så ville jeg helt klart gøre det - prøv at at komme lidt ud af imod kysten. Måske helt ud til stranden :-) Alternativt kan i bo tættere på Hollywood eller endnu bedre Beverly Hills :-), men vær opmærksom på at der også er skumle områder i Holleywood

downtown la

25/02 2013 helle
Super beskrivelsen, vi skal 3 uger derover i sommerferien og har booket absolut alt hjemmefra via rejsebureau. Vi har fået et rigtig fint hotel i Downtown LA, som jeg bare sådan har glædet mig til. Men nu læser og hører jeg, at man for alt i verden ikke skal bo Downtown LA, det skulle være skrækkeligt og skummelt, hvad er jeres erfaring efter en hel uge i byen?

spørgsmål

20/02 2012 stine
Lyder som en fantastisk tur :D
havde i bestilt alle hotellerne hjemmefra? eller kørte i fx til LA og så fandt hotellet der. og hvilken side havde i fundet hotellerne på? :)
Lyder som om det er rigtig mange kilometer i har kørt, og stadig ikke har brugt særlig mange penge på benzin, så benzin udgifter må være til at holde ud :)

Svar til Thomas

29/05 2011 Charlotte
Vi lejede bilen gennem Hertz, og der var vi sikre på at få en Mustang, men vidste dog ikke noget med årgang og farve. Vi gik ind på deres hjemmeside og bestilte.

Ford Mustang

29/05 2011 Thomas Christoffersen
Vi skal afsted til USA til September, men jeg kan ikke finde nogen steder hvor man kan være sikker på at leje en Ford Mustang. Hvad gjorde I for at være sikker på at få det?

Svar til Tanya

17/01 2011 Charlotte
Vi rejste i 21 dage i august/september 2009. Først fik vi tilbud fra rejseselskaber og det ville blive 50.000, men det var kun for hoteller og flybilletter. Fordi vi selv fandt flybilletter og hoteller, endte vi med at give IALT 50.000. Og det var med fly, luksushoteller, Mustang, mad, lommepenge og benzin. Vi havde sat 3.000 kr. af til benzin, men brugte kun halvdelen.

God rejsebeskrivelse!

16/01 2011 Tanya
Sådan, så er den gemt som favorit :-)
Super god rejsebeskrivelse!!! Jeg kunne nu godt tænke mig at vide, hvornår i var afsted, hvor længe, og hvor meget i kom af med (mit størtste "problem" i min planlægning er benzinen, og hvad man skal satse på at skulle bruge på det!?)

Næsten samme tur, satser vi på at skulle på forår/sommer 2012.

Det er da vist den tur vi skal på

16/01 2011 Diana Friis
Det kunne ligeså godt være min kæreste og mig! Vi er ved at planlægge en rejse til USA, men er i tvivl om vi skal tage en rundrejse eller selv planlægge..men det lyder virkelig fedt:0)

Syd Californien

04/01 2011 Bent Soelberg
Det sydlige Californien er det bedste sted i USA. Hvis man kan lide sommer og sol :-)
Husk FDM kortet, der er mange penge at sparer. ;-)
Der kan fås et telefon-program med tips/råd om det sydlige californien til både Android og Iphone

Link Iphone
http://itunes.apple.com/dk/app/san-diego-4-you/id406118679?mt=8

Link Android http://www.androidzoom.com/uk/android_applications/travel_and_local/san-diego-guide_nnyl.html

5 stjerner!!!

03/12 2010 Jannie
Jeg er virkelig misundelig på den tur I har været på - håber det bli'r mig en dag! :o)
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Los Angeles

Hoteller i Los Angeles
Rejser til Los Angeles
Denne side er udskrevet d. 9. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/canada/kort-og-rejseboeger/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.