Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Los Angeles

Læs mere om rejser til Los Angeles

Highways og back roads i det sydvestlige USA
Rejsetips indsendt af:
Poul Helge
Silkeborg
29. nov. 2010

Highways og back roads i det sydvestlige USA

En familie på fire nød den totale frihed på en rundtur i Californien, Arizona og Nevada.
September 2008 - Ventetiden er ovre

September 2008 - Ventetiden er ovre

Klokken var 1 før vi kom i seng – men det var vores egen seng – og der var endnu et par timer til vi skulle op igen.
Om 3 timer ville turen gå over Billund, Amsterdam og Minneapolis til Los Angeles. Vi var 4, far, mor, Laura (13) og Rasmus (11), og vi havde 4 ugers total frihed i USA foran os. Mor havde været der før. For vi andre tre var det første gang, vi skulle se USA. For os alle 4 var det en drøm, vi havde set frem til i over et halvt år.

Far havde oprindeligt ment, at fire uger i USA måtte være ensbetydende med et cruise på tværs af landet fra øst til vest, opleve landets, befolkningens og sprogets skiften undervejs og så slutte af i det forjættede Californien, men det havde mor prøvet tidligere og kunne fortælle, at det ville give alt for mange timer med kedelige kilometer, hvor der ikke skete noget. Far havde modstræbende ladet sig overtale, så nu gjaldt det 3 ugers road-trip i det sydvestlige hjørne gennem staterne Californien, Arizona og Nevada. De sidste dage skulle tilbringes i Los Angeles, hvorefter turen gik videre til en uges drømmeferie på Hawaii.
USA's sydvestlige hjørne har masser af 5-stjernede attraktioner, som er beskrevet mange gange tidligere, så det her kapitel vil gå let henover steder som Universal Studios, Seaworld, Golden Gate o.lgn. og primært koncentrere sig om de mindre, mere jordnære oplevelser samt de opsamlede erfaringer, som var med til at give os et uforglemmelig road-trip.
Oceanside - drømmen er begyndt

Oceanside - drømmen er begyndt

Vi forventede selvfølgeligt at blive lidt ramt af jetlag – eller i det mindste være meget trætte efter flyrejsen, så vi havde reserveret det første motel hjemmefra.
Men hvordan vælger man lige det, når man sidder derhjemme og aldrig har været på stedet før? Jo, øh, vi vil gerne lidt udenfor Los Angeles. Mod syd, for næste mål er San Diego. Altså udenfor storbyen, men trods alt i en mindre by, så der er faciliteter omkring os. Og når man nu er ved Stillehavet, så vil det da være perfekt, hvis det kan blive tæt på kysten.
Fingeren slog ned på en lille by ved navn Oceanside. Aldrig hørt om den før! Men heldet var med os fra starten. Lige op ad Stillehavet, et par timer fra LA – og alligevel en hyggelig lille by uden storbynykker og med gåafstand fra motellet til Stillehavet.

Det var måske lige lovlig langt fra lufthavnen, så det var sent på aftenen, da vi nåede frem. Vi var dødtrætte og væltede direkte i seng. Næste dag vågnede vi op, og kunne ikke helt tro, at drømmen virkeligt var startet nu. På motellet kunne man ikke få morgenmad, men vi fik anbefalet en cafe et par hundrede meter væk. På vejen derhen skete der noget underligt. Pludseligt stoppede børnene op, så på hinanden, smed skoene og hoppede ud i sandet ved siden af fortovet og bare stod der med et stort smil. Vi forældre var totalt desorienterede, men fik snart forklaringen: Nu havde de endelig amerikansk jord under fødderne!
Highways og back roads i det sydvestlige USA

Videre til Harbor House Cafe. Stedet var en perle! Nu var vi ikke længere i tvivl om, at vi virkeligt var i USA og drømmen var begyndt. Den slags cafeer, hvor man sidder ved borde i små båse langs vægge og vinduer, mens de lokale spiser oppe ved disken og hygger sig, og en venlig servitrice kommer rundt og tager imod bestillinger. Det kender man bare fra SÅ mange amerikanske tv-serier og film lige fra 90210 til Thelma og Louise.

Vi valgte at bekæmpe jetlagen ved at starte med en meget afslappet dag. Formiddagen gik med et meeeget langt, stort, lækkert og usundt morgenmåltid, derefter spadserede vi lidt rundt i Oceanside og så bl.a. det lokale brandkorps’ årlige surferkonkurrence. Eftermiddagen brugte vi på et smut til San Diego. Det var stadigt vigtigere for os at slappe af, end at se storslåede turistattraktioner, så vi nød bare en gåtur ved havnen og et par timer i et indkøbscenter.
Highways og back roads i det sydvestlige USA

Det betød, at vi sov to nætter på det første motel, og det er et råd, som vi gerne giver videre til andre, som rejser med børn, eller af andre grunde vil undgå at blive for rodløse på et road-trip. Forsøg at planlægge turen, så man ikke hver aften ankommer til et nyt motel, som forlades igen tidligt næste morgen. Sørg ind imellem for at have en ”basis-lejr”, hvor man overnatter 2-3 dage i træk, og enten oplever det lokale lidt mere intenst – eller tager ture ud derfra og vender tilbage til motellet om eftermiddagen. Det er meget beroligende, at der ikke hver dag skal pakkes ud om aftenen og pakkes sammen igen næste morgen. Desuden kan der – især for børn - være noget beroligende ved at vende tilbage til noget kendt om aftenen, og måske endda have lidt tid til legepladsen eller poolen.
Sedonas røde bjerge

Sedonas røde bjerge

Næste dag startede turen rigtigt. Vi kørte til SeaWorld i San Diego og havde en lang, dejlig dag der. Om aftenen kørte vi langs den Mexicanske grænse til en overnatning i El Centro. Det var den type overnatninger, som vi ellers helst vil undgå: ankomst efter midnat og afgang næste morgen lige efter morgenmaden. Vi så deres swimmingpool, men børnene fik ikke lov at dyppe så meget som en finger, for vi var bare på vej fra A til B og skulle hurtigt videre. Næste dag gik det videre langs grænsen mellem kaktusser og grænsepatruljer i temperaturer op til 112 grader Fahrenheit. Det er vist ca. 44 grader Celsius, så når vi holdt stille, blev vi helst i bilen.

Indtil nu var det kun far, der havde kørt i USA, men da trætheden meldte sig, måtte mor overtage kort før Phoenix. Det var nok lidt brutalt, at hendes debut i amerikansk trafik skulle foregå på motorvejen, men efter få kilometer gik det fra skidt til værre. Motorvejen var spærret lige over Phoenix, så vi blev ledt ned i byen. Vi forsøgte flere gange at komme på motorvejen længere fremme, men den var spærret så langt, at mor endte med at køre hele vejen tværs gennem Phoenix. Det viste sig dog ikke at være så svært pga. den amerikanske vane med, at lægge flest muligt af vejene som lige linjer – men det var nok godt, at mor ikke vidste på forhånd, at en amerikansk storby skulle blive hendes debut i den seks-cylindrede Pontiac.

Et par hundrede km nord for Phoenix lå vores anden destination, Sedona i et varmt og tørt område men med den samme gæstfrihed, som vi mødte næsten overalt. På forhånd havde vi en fordom om, at amerikanere var meget mere overfladiske, og måske lidt overdrevet høflige i servicefag (som ofte giver drikkepenge). Det var en af de fordomme, som blev frygteligt skuffet. Folk virkede overalt ægte venlige og hensynsfulde. Manden, der vandede have i Oceanside, men uopfordret gav sig tid til at hilse høfligt på de fire alt for blege turister. Servitricen, som advarede os om store portioner og på eget initiativ anbefalede os at nøjes med at købe tre portioner og få en ekstra tallerken med, så vi kunne dele maden mellem fire. Ekspedienten på postkontoret, som, da han hørte at postkort skulle til Danmark, straks rejste sig for at gå over og stemple kortene manuelt, fordi det gav et flottere stempel med byens navn på. Hotelejeren i San Fransisco, som uden videre lånte os et parkeringskort til en parkeringsplads downtown, så vi kunne parkere gratis, mens vi besøgte Alcatraz. Eller medarbejderen hos Hertz, der udleverede bilen til os, og ønskede os god tur med en venlig påmindelse om, at vi havde lejet uden selvrisiko, så det ikke kostede os noget, hvis der skete noget med bilen. Vi kunne ikke tro vore egne ører. Det lød næsten som om, han opfordrede os til at lave skader. Og selvfølgeligt alle dem, som vi bare spurgte om vej el.lign undervejs. Overalt mødte vi en venlighed og interesse, som overraskede os meget positivt.
På et tidspunkt nævnte vi for en fra værtsnationen, at vi var så positivt overraskede over den ligefremme venlighed, som vi syntes, vi mødte overalt. Han svarede meget spontant, at det var fordi vi besøgte det vestlige USA. Langs Østkysten havde de ikke den samme venlige og afslappede væremåde, sagde han. Måske havde han ret – eller måske havde han også fordomme.
Et stort hul i jorden

Et stort hul i jorden

Efter et par dage blandt Sedonas maleriske, røde klipper og et besøg ved Montezumas Castle besøgte vi verdens nok bedst bevarede meteor-krater tæt på Winslow lidt vest for Williams. Beregninger har vist, at meteoret kun har været omkring 45 meter i diameter, men alligevel har det slået et hul i jorden på omkring 1200 meter i diameter. Kraterets nyere historie er også spændende. F.eks. hører man, hvordan det gik til, at et sådant krater er privatejet, og man hører historien om de to unge mænd i et lille sportsfly, som bare lige skulle prøve at slå et smut ned i krateret.
Et større hul i jorden

Et større hul i jorden

Williams ligger et par timer fra Grand Canyon, så den var et fint udgangspunkt for at flytte ind på et motel, næste dag besøge Grand Canyon og sidst på dagen vende tilbage til et værelse, som allerede indeholdt vores eget rod.

Grand Canyon er et meget betagende naturskue, som man selvfølgeligt skal opleve, men vi måtte indse, at uanset hvor imponerende det er, så er det svært at stå og nyde udsigten i flere timer. Hvis man vil have mere udbytte af Grand Canyon, så skal man enten give sig selv fornøjelsen af at vandre et stykke ned i slugten – eller købe en tur med helikopter henover og ned gennem slugten. Vi nøjedes med at vandre til et af de andre udsigtspunkter, tog en masse billeder og så bagefter en film om Grand Canyon i udstillingscenteret. Vi tog derfra med en underlig følelse af at have set et af verdens største vidundere – og egentligt ikke givet det nok opmærksomhed.

Vi spiste rigtigt godt næsten overalt i USA. Eneste undtagelse var i Williams. Vi havde set annonce for ”Goldies” i et eller andet blad og kom til at vælge det. Normalt siger man, at man skal vælge de spisesteder, som de lokale vælger, fordi de jo kender dem. I det her tilfælde tror jeg, de lokale kun kom der, for at støtte Goldie af medlidenhed. Men suppen var god nok.
Route 66 har en herlig humor

Route 66 har en herlig humor

Williams ligger i øvrigt på Route 66, som vi havde i sinde at følge et stykke. Tegnefilmen Biler har gjort meget til at gøre Route 66 kendt i Danmark, men i USA og blandt USA-kendere har man selvfølgeligt kendt vejen og dens nostalgiske image i mange år. I mange år var den en hovedfærdselslinie til og fra det vestlige USA, men så sent som i 1980erne blev de sidste dele afløst af moderne motorveje. Derefter forfaldt den i mange år, indtil den blev genopdaget og fik en kult-status, så den i dag er en turistattraktion i sig selv. Mange steder langs den gamle hovedvej, lever man af turister, og igen måtte vi indse, at amerikanerne havde svært ved at leve ned til vores fordomme. De fleste af stederne var IKKE lavet af plastik, og de solgte IKKE primært billigt ragelse fra Kina. Når der stod en gammel benzinstander fra Mobil Oil i vejsiden, så bestod den faktisk af autentisk, rusten jern fra trediverne, og selv når man skulle bygge noget nyt, så havde det ofte et humoristisk strøg af autenticitet, som f.eks. souvenirbutikken i Williams, hvor samtlige reoler var lavet af bagsmækker fra gamle pick-up biler, eller ved Hackberrys meget spændende købmandshandel, hvor de - blandt alskens skrammel og charmerende bilvrag - havde afpillede kvægkranier hængende på hegnsstolper. Laura snusede lidt rundt på egen hånd og kunne med overbevisning fortælle, at kvæghovederne blev sat friske op på stolperne og fik lov at udvikle sig til afpillede kranier på en helt naturlig måde med en helt autentisk lugt rundt om.
Highways og back roads i det sydvestlige USA

Vi fulgte Route 66 til Kingman, og stoppede flere gange for at se på andre humoristisk-autentiske tableauer langs vejen. Glædespigerne, som hænger ud over gelænderet på første sal midt i Seligman, viste sig dog desværre kun at være voksfigurer.
Efter Kingman så vi Hoover Dam, som blev bygget i trediverne som beskæftigelsesarbejde under depressionen og lige siden har opdæmmet Colorado floden og ladet den producere elektricitet.
Las Vegas, det rene vanvid - og dybt imponerende.

Las Vegas, det rene vanvid - og dybt imponerende.

Derefter gik turen til Las Vegas.
Las Vegas er umulig at beskrive. Der er brugt ufatteligt mange dollars på at lave adskillige ufatteligt store hoteller med ufattelig dyr udsmykning og ufatteligt mange spilleautomater og spilleborde på en ufattelig tør plet midt i en ørken.

Hvad skal man som nede-på-jorden-middelklasse-dansker lige mene om den by? Mit bedste råd er: lad være med at mene noget – og bare indsug alle indtrykkene.
Spille-paladserne er umådeligt store bygninger, hvor man i de første år nok brugte pengene på at bygge ren luksus, men da alt var luksuriøst, måtte man finde andre måder at distancere sig på, og valgte at bygge hvert enkelt hotel over et tema. Et af de første var Ceacars Palace, som består af flere store bygninger, og har et design inspireret af det gamle Roms arkitektur med en overdådig udsmykning, men der er også ”New York – New York”, som bl.a. har en rutsjebane rundt på ydersiden af skyskraberne, ”Cirkus” med de vilde dyr, Luxor bygget som en pyramide, Paris og mange flere.

Det lykkedes os at få et værelse på eventyrslottet Excalibur. Derefter gik vi en tur op og ned af hovedgaden, The Strip, og oplevede det show, som byen er. Bl.a. springvandet med musikledsagelse udenfor Bellagio var dybt fascinerende. Pigerne prøvede også en hæsblæsende tur i rutsjebanen på ydersiden af New York – New Yorks højhuse. Selvfølgeligt turde drengene også – men de havde ikke lige lyst.
San Francisco og Highway one ville være en tur værd i sig selv.

San Francisco og Highway one ville være en tur værd i sig selv.

På vores tur besøgte vi flere nationalparker. På turen fra Las Vegas til San Fransisco så vi bl.a. Yosemite og Sequoia med verdens største træ, General Sherman.

Vi vil anbefale andre, at man straks i den første nationalpark, man besøger, køber et årskort, så man frit kan besøge dem, man får lyst til undervejs.
Vi stirrede og stirrede efter bjørne, men så dog ingen. Til gengæld så vi adskillige charmerende jordegern, og uanset hvor mange vi efterhånden havde set, så kom kameraet stadigt frem hver gang, Chip eller Chap viste sig.
Vi blev også helt gode til at genkende lugten af overkørt stinkdyr.

I San Francisco er der rigtig mange ting, som bare skal ses, Chinatown, Pier 39 og Alcatraz er bare nogle få af dem. Faktisk skal det understreges, at San Francisco i vores øjne er en langt mere spændende by end den mere moderne Los Angeles. Intensiv brug af steder som Universal Studios, Disney Land o.lgn kan selvfølgeligt forrykke balancen til Los Angeles’ fordel, men som by betragtet, har San Francisco langt flere spændende ting at byde på. Forsøg at få et hotel indenfor gåafstand fra bymidten og få så et par gode råd på hotellet inden I går ud, for der er steder i byen, hvor man ikke bør bevæge sig rundt om aftenen.
Highways og back roads i det sydvestlige USA

Efter San Francisco kørte vi sydpå ad Highway One, som for en stor del snor sig langs kysten og åbenbarer det ene imponerende naturscenarie efter det andet. De første fire gange kaster man bilen ind til siden og springer ud med kameraet, men det kan man selvfølgeligt ikke blive ved med. Naturmæssigt er turen helt overvældende, og for nogle vil den være en USA-rejse værd i sig selv.
Solvang? Hvad skal vi dog der?

Solvang? Hvad skal vi dog der?

Solvang. Det ved vi vist alle, hvad er. Et pladderromantisk stykke Danmark et eller andet varmt sted i Californien. Byen er uden tvivl fyldt med plastikstorke, plastikhavfruer, plastikbindingsværk og plastik-H.C.-Andersener.
Det var en af de ting, som far og mor vidste alt om og gerne ville undvære. Vi var for pokker da ikke i USA for at se Danmark – og da endnu mindre for at se en dårlig kopi af Danmark. Desværre var Lauras nationale nysgerrighed større, så hun overtalte os til et kort besøg i byen.

Byen reklamerer jo hele året med sin danskhed, men helt uforvarende ankom vi tilfældigvis netop den fredag, hvor de indleder den årlige byfest-weekend, som hedder Danish Days.
Dvs. at vi oveni plastikdanmark skulle besværes med fyldte hoteller, ingen parkering og trængsel overalt af overvægtige amerikanere, som beundrer og højlydt kommenterer en udansk danskhed. Kunne det blive værre?

Endnu engang måtte vi bide vore fordomme i os.
Da vi stod ud af bilen for at læsse kufferter af på motel Solvang (reklamerede med at det var danskejet), trådte vi ud ved siden af 4 flotte gamle Nimbus motorcykler.
Sådan nogle er jo udtryk for ægte dansk kvalitet og kan sætte enhver i godt humør.
5 minutter efter var vi faldet i snak med et dansk fuldskæg, som stod med solbrun dansk ølmave og en Thyborøn-dialekt, som gennem de sidste 25 år havde fået lidt amerikansk accent. Fuldskægget, som hed Kaj, var leder af værkstedet på Mærsks terminal i Los Angeles – og samtidig formand for Nimbusklubben i USA
Et antal af Nimbusklubbens medlemmer kom hvert år til Danish Days i Solvang, for at køre med i byens optog lørdag eftermiddag. Efter yderligere 5 minutter var Rasmus inviteret til at køre med i sidevognen under optoget og kaste slik ud til de beundrende tilskuere.

Vi fik pakket ud og gik så i skumringen ud for at se lidt på byen.
Vi kunne faktisk lide det vi så. Uanset om der er snydt med ægtheden i bindingsværk og stråtag, så giver byen alligevel et dansk indtryk. Bl.a. den lave byggestil, men også fordi det er så gennemført. Det er ikke bare 30-40 huse rundt omkring i byen. Det er gennemført i en virkelig stor del af byen.
Vi så Danish Days blive indledt med en fakkelparade gennem byen til en central plads. Derefter blev Danish Days officielt erklæret åbnet og alle budt velkommen. Det skete på amerikansk, men af en formand, som gik i stå et par gange og hakkede sig igennem det nøjagtigt så almindeligt og provinsielt, som hvis det havde været i Sønder Felding eller Tullebølle.
Så sang man først den amerikanske nationalsang og derefter den danske. Det var næsten eneste punkt, som levede ned til vores forventninger. Vi har vel alle sammen oplevet en festsang, hvor en af gæsterne (mærkværdigvis næsten altid kvindelig gæst) kompenserer for sin ikke helt rene sangstemme ved at synge tilsvarende højere. Læg hertil, at en sådan sanglærke har gået på aftenskole en hel vinter, for at lære sangens ord på et sprog, som hun i bund og grund ikke kender.
Da man var halvt igennem første vers, var der et par strofer, vi kunne genkende.
Highways og back roads i det sydvestlige USA

Jeg har måske nogle gange set skævt til folk, som kan finde på, at tage på charterferie på Mallorca og så gå ind på den danske restaurant og købe frikadeller – men nu havde vi jo været væk i over 14 dage, så vi gik med god samvittighed (men skeptiske forventninger) ind på The little Mermaid for at spise til aften.
Vi valgte hakkebøf, kåldolmer, frikadeller (de hed Meatballs) og medisterpølse (den hed Danish Sausage). Bortset fra frikadellerne levede det fint op til danske forventninger!
Til forret var der ærtesuppe og du godeste … er det virkeligt … jo det ER dansk rugbrød. For første gang i 14 dage!
Det hele blev serveret af en rigtig sød bedstemortype, som nok var omkring de 70. Hun snakkede selvfølgeligt dansk og fortalte bl.a. om sine problemer med at have halvdelen af børn og børnebørn i Danmark og halvdelen i USA. Så er der altså en halvdel, som man ikke ser så tit.
Hun fortalte også, at hendes mor for mange år siden havde etableret den første Danish Mermaid restaurant i Solvang.
Amerikanere spiser jo helst pandekager, æg, pølser, bacon o.lgn. til morgenmad, så når amerikanske gæster først var blevet bekendt med det danske spisekort, så begyndte de at bestille æbleskiver med medisterpølse til morgenmad i restauranten! Servitricen fortalte, hvordan det, dengang hun var en lille pige, havde krævet et alvorligt familiemøde i restaurantens køkken, før man havde vedtaget ”uskik at følge” og give kunderne, hvad de bad om.
Det har The little Mermaid så gjort gennem mange år, men hvad værre er, så har den opfattelse bredt sig (til dels også i Solvang) at æbleskiver med medisterpølse virkeligt ER dansk morgenmad!!!!!!!!
Highways og back roads i det sydvestlige USA

Hotellets morgenmad bestod i et gavekort til Olsens Bageri Conditori og Cafe på den anden side af gaden, hvor man ville få en spandauer eller hanekam og en kop kaffe/the eller mælk. Det var en lidt lille omgang, men det var billigt at supplere med et par lækre rundstykker. Og det var rigtigt dansk bagværk! Bageren var udvandret i 1970erne og havde nu bageriet sammen med sin søn.
Spandauere og rundstykker. Endnu en gang blev vi glade for at være danske!

Vi gik ud i byen og mødte snart et overdækket ”køkken-areal”, hvor 20-25 frivillige havde sving i en halv snes æbleskivepander og et par pander med medisterpølse. Der var en 100 m lang kø af folk med tallerkner i hånden, som ventede på at købe ”dansk morgenmad”.
Vi valgte sidst på formiddagen at stille os i køen for at købe æbleskiver uden medisterpølse.
Highways og back roads i det sydvestlige USA

Om eftermiddagen gav Rasmus så sit bidrag til årets optog, da han sad i sidevognen til deltager nr. 25 og kastede slik ud til tilskuerne.
Det meste af optoget kunne ligeså godt have været til en årlig børnefest i Midtjylland, bortset fra, at der var charmerende mange veteranbiler med. Og så var der også lige en lokal senator, som kørte langsomt forbi i en ikke-udsmykket åben sportsvogn, mens han vinkede til alle sider. Han var lidt udansk.

Noget af det, som bragte det hele ned på hyggelig dansk niveau, var nok, at det ikke foregik på poleret professionel vis, men af ganske almindelig frivillig arbejdskraft, og at f.eks. æbleskiverne ikke var Daloons frosne, men blev møjsommeligt bagt på autentisk, gammeldags, sveddryppende facon.
Skal vi finde et par deciderede skæverter (udover opfattelsen af dansk morgenmad), så stod der en spillemand med det malplacerede skilt ”Papa Heinz”. Det syntes vi lignede en misforståelse af, hvor Danmarks grænse mod syd egentligt går. Da jeg så ville snige mig til at tage et billede af ham med skiltet (for at kunne grine af det hjemme i Danmark), ja så faldt vi i snak med Heinz, som kom fra Hamburg, og som var lige så rar, smilende og venlig som resten af byen. Så var brodden ligesom taget af den skønhedsfejl.
Tilbage var kun, at det skar slemt i øjnene, at man konsekvent brugte det svenske ord ”Smørgås” om Smørrebrød. Den er stadig svær at komme sig over!

Men vi forlod Solvang med et meget positivt indtryk og med en stolthed over at være fra den nation, som de sådan hyldede – og naturligvis fra den nation, som havde lavet Nimbus.

Næste aften sov vi i Los Angeles, og så gik de næste dage med de attraktioner, som man kan læse om i enhver turistbog. Efter 4 dage i LA bragte det lyslevende United Airlines os til vores livs badeferie på Maui. Men der drejede det sig mere om afslapning, dykning og surf end om road-trip, så det er en helt anden historie.
Og til sidst nogle rigtigt gode råd.

Og til sidst nogle rigtigt gode råd.

Når man, som os, er en familie på 4, så bliver en USA-tur ikke billig. Flybilletter og meget andet skal ganges med 4, så en del af vores råd drejer sig om, hvordan man kan tænke økonomisk fornuftigt.

USA er fyldt med moteller, som for de fleste nok vil være den helt rigtige overnatning på et road trip. Der er mange at vælge imellem, og der er mange muligheder for at bo billigt men pænt. For børnefamilier er det særligt interessant, at børn op til 17 år overnatter gratis på forældrenes værelse, så bortset fra San Francisco og Los Angeles betalte vi oftest mellem 50 og 70 dollars for et værelse til 4 personer incl. 4 gange morgenmad.
Når man er på en af motelkæderne, så er det en god ide, at tage en af de små lommeoversigter over de øvrige moteller i samme kæde. Rundt om på turistbureauer, museer, og enkelte restauranter finder man desuden tilbudsaviser med rabatannoncer, som giver forskellige fordele, som f.eks. 30% rabat på hverdage, hvis man har annoncen med. Over 3-4 uger bliver det et mærkbart beløb – og man får kun rabatten, hvis man selv spørger.
Det er frustrerende at køre rundt og lede efter et motel sidst på dagen, når man begynder at være træt, sulten, gammel og irritabel. Så tænk over midt på eftermiddagen, hvor I vil lande samme aften Se så på rabatmulighederne i den by og/eller se i kædernes kataloger efter de moteller, som opfylder Jeres krav. Det kan f.eks. være moteller med swimmingpool eller med morgenmad inkluderet, og ring så og bestil værelset. Så har I en sikker destination at køre efter.
Det kan være en rigtig god ide at vælge et værelse, som er 10 dollars dyrere, hvis der til gengæld er morgenmad inkluderet. Det er ikke nemt at købe morgenmad til 4 personer for 10 dollars.

Køb straks efter ankomsten en køletaske eller simpel flamingokasse og sørg for altid at have lidt mad og drikke i bilen. Fryse-elementer er ikke så praktiske, men næsten alle moteller har en isterningsmaskine, hvor man gratis tager et par skovlfulde til sin køletaske hver morgen.
Highways og back roads i det sydvestlige USA

Sørg for at spise forholdsvis regelmæssigt. Det lyder som et gammelt, fortærsket bedstemor-råd, som man vel ikke behøver sige til voksne mennesker, men netop på et road trip kommer man nemmere til at nedprioritere regelmæssige måltider, fordi en gang imellem kommer der ikke lige en restaurant, når man har brug for det – eller man nåede ikke lige at finde et passende sted at købe morgenmad, før man var heldig at støde på den motorvej, som man også ledte efter – og så udsættes måltidet.
Hvis man er midt i en saltørken, kan man selvfølgeligt ikke lige fremtrylle en restaurant, når klokken er 12, men lidt kan man gøre. Sørg for at have lidt mad og drikke i bilen til nød-måltider. Hvis sulten efterhånden er for fremtrædende, så glem at I har aftalt at skulle have pizza i dag, hvis det bliver ved med kun at dukke mexicanske restauranter op – og lad være med at tage motorvejstilkørslen, før I har fået morgenmad.
Vi erfarede efter nogle dage, at det oftest var når maven var tom, at man mistede sit overskud og en lille uenighed pludseligt kunne ligne et skænderi - og det gjaldt ikke kun børnene. Respekter behovet for mad!

Overvej om I mest er til charmen ved det ”ægte” road trip, hvor man sover et nyt sted hver nat, eller om I – ligesom os – bedst får sjælen med og nyder det hele, hvis man skifter mellem transportdage med mange kilometer og ophold i 2-3 dage, hvor man sover samme sted og oplever området.

Planlæg turen hjemmefra – i hvert fald i store træk. Afstandene er store i USA, så man bliver nemt urealistisk om, hvad man egentligt kan nå. Hvis turen er planlagt i store træk, så sikrer det også, at turens deltagere ikke har forskellige forventninger til turen.
Den lagte plan er på ingen måde hellig. Vi valgte i to tilfælde at skære større hjørner af turen, for at nyde andre ting mere. Men en lagt plan giver et godt grundlag for at kunne op- og ned-prioritere undervejs.

Overvej grundigt, om I skal vælge Autocamper eller almindelig bil. På forhånd var vores drøm 3-4 uger i Autocamper rundt i USA, og i flere måneder var vi overbevist om, at det var det vi skulle. Heldigvis var der en klog ven, som fik os til at tænke det nærmere igennem. En tur i almindelig bil har nemlig mange fordele:
  • Den traditionelle bil er nemmere at køre med inde i byerne og nemmer at finde parkering til.
  • Prisen på leje af bilen er så meget billigere, at forskellen ofte kan dække motelregningerne. Billeje + motel vil ofte være billigere end Autocamper-leje plus parkering/overnatning samt et noget større benzinforbrug.
  • Alle har vinduer og man sidder tilstrækkeligt tæt til at kunne tale med hinanden. De to ting er ikke en selvfølge i Autocampere.
  • Moteller ligger oftere i gå-afstand fra en bymidte end autocamper-pladser. Med autocamperen skal man næsten altid køre, hvis man vil ind til byen.
  • Motelværelset og badeværelset har normalt højere komfort end Autocamperen og overnatningspladsen.
Valget er ikke ens for alle, men jeg tror, at mange er tilbøjelige til at overse fordelene ved den almindelige bil.
Highways og back roads i det sydvestlige USA

Lej bilen gennem FDM! Vi har hørt om flere, som lejer eller reserverer på anden vis, og så viser der sig at være forskellige gebyrer eller tillæg, når de står i lufthavnen og skal hente bilen. Hvis man lejer gennem FDM, så holder den aftalte pris.

Til gengæld er vi mere skeptiske mht. at leje navigation. Vi fik korrekt oplyst ved bestillingen, at man ikke kunne reservere navigation. Det skulle man klare, når man hentede bilen.
Imidlertid var navigation ikke noget, man lige lejede og tog med ud i bilen. Det var fastmoneret i nogle af bilerne, så når man ville bestille det ved afhentningen, så begynder ekspedienten at se på, hvilke biler med navigation, man nu lige har ledige – og så får kunden sandsynligvis ikke den bil, som omhyggeligt var udvalgt ved skærmen derhjemme. Vi var heldige at få samme bil, men var overrasket over prisen på Navigation. Det kostede 400 kr om ugen – altså 1200 kr for vores 3 uger, så det eneste rigtige ville have været at købe en billig Garmin i lufthavnen.

Overvej grundigt, hvor I køber flybilletter. Køber man gennem FDM travel eller et andet dansk rejsebureau, så har man en sikker sælger, og man er dækket af en garanti, hvis flyselskabet eller rejsebureauet går konkurs.
l vores tilfælde ville billetterne være lidt dyrere hos FDM. Det kunne vi sagtens leve med for den ekstra sikkerhed. Det var straks værre, at FDMs tilbud på vores rejsedage kun gik ud fra København, så der ville komme både omkostninger og rejsetid oveni, før en jysk familie på fire befandt sig i lufthavnen. Vi valgte derfor at købe direkte ved KLM og United Airlines og det kom til at koste os et par grå tindinger, før vi var hjemme igen
Mens vi spiste morgenmad den 8. september 2008 løb der en ”Breaking News” henover skærmen, som sagde, at United Airlines var gået konkurs. I vores bagage lå der 4 returbilletter til Hawaii med United Airlines, samt en kvittering på et hotel i Kaanapali i den sidste uge af ferien. Begge dele var forudbetalt og købt udenom danske rejsebureauer – så hvor stod vi nu???
I løbet af dagen blev det opklaret, at det hele var en misforståelse. Det var en seks år gammel nyhed, der ved en fejl var blevet offentliggjort af et nyhedsbureau, som om det var en aktuel nyhed. Prøv evt. at søge på ordene ”United Airlines 2008 konkursbegæring” på Google. Investorerne solgte ud af aktien i panik, indtil fejlen blev rettet. Der blev tabt rigtigt store beløb den dag, så det har nok efterfølgende givet nogle spændende retssager.
Vi slap med skrækken, men det giver stof til eftertanke inden vi køber billetter næste gang.

Som forældre til børn i starten af teenagealderen vil vi til sidst sige: Gør noget ved drømmen og se at komme af sted.
En familietur i flere uger til USA er ganske vist dyrt for en gennemsnitsfamilie, men hvad er alternativet? Den dag man flytter på plejehjem, vil man så være mest glad for, at der er 60-70.000 kr mere på bankkontoen eller vil man være mest glad for den oplevelse, man havde sammen med børnene – da de stadigt var børn.
Det ældste af vores børn gjorde en stor indsats med internetsøgninger og deltog aktivt i planlægningen af turen. Det betød meget for hendes egen oplevelse af turen, men gav også os forældre mere inspiration og baggrundsviden, end vi selv ville have fundet.
Vi fik en ekstrabonus på turen, som vi slet ikke havde forudset: I 4 uger er man tæt sammen med sine børn, sover i samme værelse, sidder i en bil sammen og oplever alting sammen døgnet rundt.
Ingen skal på arbejde, i skole, til fodbold eller besøge en kammerat. Desuden er der et minimum af fjernsyn, telefonsamtaler og sms’er.
Man kommer bogstaveligt talt tættere på hinanden.

Kommentarer til rejsetippet om Los Angeles

Godt med nye input til USA turen....

25/10 2012 Rene Larsen
Rigtig godt skrevet, har været afsted for 3 år siden og tager afsted til næste sommer med vores børn. Men stadig er det godt og få nogle rejsetip fra andre. Vi har også valgt at køre i bil, da man på den måde opnår den største frihed og kan komme alle steder, mange steder hvor vi valgte at køre på jord/grusveje 60-80 km lang mødte vi flere autocamper som måtte vende om, og her så vi natur som vi ellers ikke kunne få at se. Tak for god historie.

Spændende

29/08 2011 Lars
Det var en flot beskrivelse af turen, vi tager afsted om 6 uger, og skal være der i 3 uger, på harley selvfølgelig. Det er lidt synd for dem der først skal afsted i 20212, så må børnene da være gamle nok, men vi glæder os og tak for de tip du gav, fortsat god sommer.

Rigtig god rejsebeskrivelse

17/03 2011 Heidi Olsen
Det er en rigtig god og brugbar rejsebeskrivelse. Der er rigtig mange ting som jeg vil tage med i vores planlægning af road trip i sommerferien 2012 ;-) tak for det.

Tak for info

14/03 2011 Lise
Virkelig dejlig læsning - inspirerende og informativt. Tak fordi du tog dig tid til at skrive om jeres tur - det er vi mange, der får glæde af her i planlægningsfasen.

meget inspirerende

24/02 2011 Karina
Vi vi gerne afsted sommeren 20212. Børn på 18 og 13 år. Har tidligere rejst ½ år i østen med dem, så vi ved alt om selve oplevelsen. Fordommene har været i forhold til amerikanerne og sikkerheden, men det var meget inspirerende at læse din beskrivelse

Tak skal I have!

18/02 2011 Poul Helge
Tak for de pæne ord. Det glæder mig rigtig meget, at nogen kan bruge vores råd.
Rikke, jeg tror I gør helt rigtigt i, at vælge bil og flere nætter de fleste steder.
Husk også altid at have mad og drikke i bilen. Jer tror det er særligt vigtigt ved mindre børn.

Tak for beskrivelsen!

17/02 2011 Rikke
Nu glæder jeg mig endnu mere til vores knap 4 uger i Californien til juni. Vi er nu endnu mere overbeviste om, at vi lejer bil i stedet for autocamper, og vi bliver en hel uge et sted (SF-området) og ellers stort set 3 nætter hvert sted for fordybning og ro til vores to børn på 4 og 6 år!

Rikke

Fantastisk beskrivelse!!!

24/01 2011 Britta
Meget inspirerende og medrivende fortalt. Super gode råd.

Super at læse

17/01 2011 Lene Nykvist
Det var rigtig rart at læse jeres skønne beskrivelse af en helt igennem skøn ferie i usa. I giver rigtig mange gode råd., og det kan vi tage med når vi skal rejse her i juli godt nok 14 dage.. men det glæder vi os meget til.. Hilsen Lene

Fed beskrivelse

31/12 2010 Lars
Underholdende og levende beskrivelse..tak for det

flot rejse beskrivelse

09/12 2010 anne marie sandalgaard
dejlig ferie beskrivelse og du har taget nogle flotte billeder.
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Los Angeles

Hoteller i Los Angeles
Rejser til Los Angeles
Denne side er udskrevet d. 3. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/italien/gardasoeen/liste/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.