Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Los Angeles

Læs mere om rejser til Los Angeles

L. A. og det sydvestlige USA
Rejsetips indsendt af:
Per
Valby
10. jan. 2007

L. A. og det sydvestlige USA

Vi var 2 voksne og 2 unge mennesker af sted i 3 uger i 2006, og havde mange fantastiske oplevelser.

3.600 lange men spændende kilometer

Vi havde fra starten troet at vi kunne flyve indenrigs mellem destinationerne som vi ville se under turen, men vores rejseagent fortalte, at vi så ville få brug for yderligere 3 ugers ferie når vi kom hjem - vi måtte senere sande han havde ret, så det blev en lejebil som var bestilt hjemmefra.

Mellemlandede først i Denver, for at skifte fly mod Phoenix i Arizona, hvor vi skulle afhente vores lejebil som var bestilt hjemmefra.
Allerede i Denver var vi ved at miste vort næste fly pga. den skrappe sikkerhedskontrol.

Datteren bar en BH med stålindlæg, hvilket medførte at hele familien blev tilbageholdt og visiteret. Da sikkerhedsfolkene havde endevendt vores ting - efter ca. 40 minutter, havde vi kun 20 minutter til at nå det næste fly, og deres lufthavne derovre er gigantiske. Vi nåede det, men nerverne var allerede på højkant, så rejseagenten fik alligevel ret.

I Phoenix lufthavn afhentede vi så endelig vor bil med klimaanlæg, automatgear, cruisecontrol og GPS. Da det eneste jeg kendte var klimaanlægget fra min egen bil, tog det nogen tid at vende sig til de tre andre fornødenheder, og det er virkelig uvurderlige fornødenheder derovre.

Kursen blev sat mod byen Flaggstaff for en overnatning (som var bestilt hjemmefra), og derfra videre mod Lake Powell.

Lake Powell er en indæmmet sø - midt ude i Arizonaørkenen, hvor man kan leje jet-ski og meget andet. Den nærmeste by hedder Page, og det var der vi indlogerede os. Der er et velassorteret supermarked lidt oppe ad hovedgaden.

Det var der vi købte den 4. og meget vigtige fornødenhed for resten af turen: En formstøbt køleboks af plast til bagagerummet. Vi havde først prøvet en af flamingopap, men de går alt for hurtigt i stykker og holder ikke på kulden.

Ved alle tankstationer og kiosker, kan man købe isterninger i 10 og 20 pundsposer, og med dem oven på sine drikkevarer i køleboksen, kan 4 personer holde sine drikkevarer kolde under en hel dags kørsel i ca. 40 graders varme.

Den 5. vigtige fornødenhed, skulle vise sig at supplere navigatoren (GPS´en) på udmærket hvis. Det var et vejatlas der er udgivet af Rand Mc Nally, hvor hele USA´s vejsystem er indeholdt.

Kursen blev så sat mod Grand Canyon, og alle var meget spændte. Det var bl.a. også her at alle fornødenheder virkelig viste sine fordele.

Det er jo ikke landeveje som vi har, der efter højst 20 minutters kørsel ender i den næste by. Næh... Derude i ørkenen, kan du køre i timevis uden at støde på nogen tegn på civilisation, og vejens længde fortaber sig helt ude i horisonten.

Undervejs gjorde vi stop ved Painted Dessert, som er en række bjergformationer der ligner de er malet med pastelfarver. Her så vi også forstenede dinosaur spor, men lad jer ikke snyde af indianernes påstand om at de er de eneste der kan guide jer rundt for at se området - det er et offentligt tilgængeligt område.

På den videre vej mod Grand Canyon, så vi at at sprækker og kløfter i jorden til højre for os blev dybere og dybere mens vi kørte. Flere gange troede vi at det var det "egentlige" Grand Canyon vi så, men vi blev klogere da var nåede indefor i nationalparken, som samtidig er verdens største pinjeskov.

Vi steg ud på den nærmeste rasteplads, og nærmede os med ærefrygt det kæmpemæssige gab, som vi endnu kun kunne se kanten af.

Da vi nåede helt frem til kanten, og kiggede næsten 2 kilometer ned mod Coloradofloden, gik alle nærmest i chock og klamrede sig til hinanden. Det var en ubeskrivelig oplevelse.

Vi boede i 2 dage uden for nationalparken (nærmeste by), og fik hver dag kørt nye ture rundt om "det store hul". Vi prøvede også en helikoptertur over Grand Canyon, og der var ikke et øje tørt. Det koster ca. kr. 600,- pr. person, men er alle pengene værd!

Turen gik derefter mod Mojaveørkenen, og ved et tilfældigt "pitstop" i byen Williams, så vi pludselig at byens hovedgade var en del af den gamle route 66, som vi derefter fulgte så langt vi kunne (gammel drengedrøm).

De gamle tankstationer, burgerbarer, milkshops og biografer står der mange steder endnu - spændende!

Mojaveørkenen, som man krydser for at komme mod Nevadaørkenen, er også en flot tur. Specielt hvis man sætter kurs mod Oatman.

Vi stoppede i byen Oatman, adskillige hårnålesving senere. Oatman er en gammel guldgraverby med kun et hovedstrøg, saloon og muldyr i gaden. De har også fingérede revolverdueller mellem "sheriffen og skurkene". Byen har kun ét hotel, og det hele ligner en kulisse fra en westernfilm, men den er autentisk nok.

Er i sultne, så gå ind i saloonen og spis et cowboymåltid med tilhørende countrymusik!

De omkringliggende gamle miner kan besøges.

Vi nåede Nevadaørkenen, og måtte absolut opleve Death Valley. Der var varmt som i helvedes forgård, men et fantastisk varieret sceneri af landskaber. Vi besøgte en gammel spøgelsesby der hedder Ryolite.

Så gik turen videre over Nevadaørkenen - mod Las Vegas. Vi tog turen i et stræk (med småpauser) - ca. 7 timer i alt. Vi havde bestilt 2 overnatninger i Vegas hjemmefra, men måtte bagefter sande at det nok var en overnatning for meget. Vegas skal absolut opleves, men hvem ville gå i "Tivoli" to dage i træk?

Vi skulle nu mod den Carliforniske højderyg og til San Francisco. Igen en meget smuk tur. Vi kunne mærke klimaforandringerne. Fra ørkenklima til kystklima, hvilket gjorde 3/4 af passagererne glade, og lad os så lige gøre en status her - til forhåbentlig gavn for jer læsere:

De meget lange strækninger derovre kan godt trætte bagsædepassagererne, så lav mange "pitstops" undervejs. Prøv også at skifte på pladserne i bilen. Nu var det kun mig der havde kørekort, men nr. 2 forsædepassager kan f.eks programmere GPS´en undervejs, skifte musikken eller optage video under kørsel - det giver afveksling.

Vi var igennem nationalparken Yosemite, men kunne desværre ikke få logi. Naturlandskabet var fantastisk, og det ærgrer os at vi ikke fik et par dage dér.

Inden vi nåede til San Francisco, var vi nødt til at tage en overnatning i San José. Byen er stor og ikke voldsomt indtagende, men der ligger et meget spændende "Eksperimentarium", som bestemt er et besøg værd.

Så nåede vi San Francisco, og det er en meget spændende by. De kabeltrukne sporvogne er noget man ikke skal snyde sig selv for. Turen ud til Fisherman´s Wharf - over de stejle gader, er pengene værd. Gå en slentretur igennem Chinatown og indsnus den asiatiske stemning. Gå ligeså gerne ind på et af Chinatowns spisesteder, hvor de lokale sidder - vel at bemærke, og så får du/I endnu en rejse i sig selv.

Nu skulle kompasset så vise mod Los Angeles, og derfor måtte vi ad kystvejen langs Stillehavet. Der er et vedholdent rygte om, at de hårnålesving man udsættes for, er "manddomsprøven" for enhver bilist, men jeg er ubetinget uenig.

Har man prøvet at køre ned i slugten til La Calobra på Mallorca, så har man bestået "manddomsprøven".

Nå, men vi så søelefanter ligge og tage sandbad på stranden undervejs, og det var sjovt.

Da vi nærmede os L.A. blev vejene 7-sporede, og tungen skulle holdes lige i munden. De unge mennesker (som var ørken- og landskabstrætte) fik liv i øjnene igen, for de vidste at nu skulle de opleve USA fra underholdningssiden i sin "voldsommeste" form!

Vi købte en guidet tur med bus. Hollywood, Beverly Hills og Universal studios. Meget professionelt, og sådan er det over det meste af USA - tingene virker. Efter at have set det mest seværdige i Hollywood, kom vi til Universal studios, hvor vi havde hele eftermiddagen for os selv.

Vi har aldrig været i Disneyland/Disneyworld, så dette overgik vores vildeste fantasi - en temapark med de fedeste forlystelser!

Tænk sig at være "med" i filmene "Terminator 2", samt "Waterworld"? Eller hvad med filmene: "Tilbage til Fremtiden"?

Dét var en stor oplevelse!

Dagen efter skulle det hele leves ud (for de unge menneskers vedkommende), og vi tog til Nuts Berryfarm, som har nogle helt vilde rutchebaner. Det ligger ret tæt på Disneyland. Vi havde en dejlig dag, med unger der ikke kunne få nok adrenalin i blodet.

Nu skulle bilen så afleveres til udlejningsfirmaet, og vi skulle videre til New York for afrejse. Vi havde 2 dage i New York -forinden afgang mod Danmark, så der var tid til lidt powershopping.

Empire State Building...
Det var et must at se New York fra dens top, hvilket altid er et betagende syn, men sørgeligt at de prøver at tvinge folk til at blive fotograferet på vej derop (man kan sagtens nægte fotografering).

En guidet bådtur på Hudson River var vi også på, og det var spændende at se New York fra vandsiden.

Så var det hjemad, og vi fik kørt 3600 km. i alt

Seværdigheder
Road trips

Kommentarer til rejsetips om Los Angeles

Man får jo helt lyst til at tage afsted i morgen.

22/02 2009 Dorte kejser Sørensen
Fantastisk beskrivelse af turen, vi skal selv afsted til sommer så din beskrivelse er med i baghovedet.
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Los Angeles

Hoteller i Los Angeles
Rejser til Los Angeles
Denne side er udskrevet d. 4. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/pressemeddelelser/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.