Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Los Angeles

Læs mere om rejser til Los Angeles

Central Park
Rejsetips indsendt af:
Nykøbing Mors
25. okt. 2010

Roadtrip USA

United States of America – De Forenede Stater. Rent faktamæssigt er USA det fjerdestørste land i verden med en befolkning på 300 millioner (fordelt på 50 stater) og et areal på 9,6 millioner kvadratkilometer – heraf blot 7 % vand.

Landet har intet officielt sprog, og i 2005 blev der da også talt over 170 forskellige sprog i New York City, der også er landets største by med en befolkning på 19 millioner inkl. forstæderne.

I USA findes der over 6,4 millioner kilometer vej, så hvor ellers end her kan man udleve drømmen om et ægte roadtrip? Det behøver ikke kræve en masse planlægning, blot en bil og masser af tid til at nyde det varierende landskab. Her er nemlig landskab for enhver sjæl. Vil du have vejen for dig selv så langt øjet rækker, vil du se bjerge, køre langs kysten, eller måske nyde atmosfæren fra den gamle Route 66? Ja, så er USA det helt rigtige sted.

I løbet af 6½ uge (fra den 9. marts 2010 til den 23. april 2010), har jeg kørt 17.000 km gennem USAs utallige ødemarker, Interstates og Highways i et lejet dollargrin kun i selskab med en god ven og det countrymusik radioen gad spille. Følgende tekst er delt ind i 5 etaper, for at give et bedre overblik over turen. Her kan du lade dig inspirere og fordybe dig i hvad USA bød os af oplevelser!
Jazz i Central Park
Jazz i Central Park

New York – Miami

Vi landede i Newark International Airport den 9. marts, hvor vores første stop på turen selvfølgelig var The Big Apple, bedre kendt som New York City og byen der aldrig sover. 2 drenge på henholdsvis 19 og 20 år, der aldrig havde været længere væk end man kunne råbe på mor og far.

Vi blev kørt direkte fra lufthavnen til vores hostel på West 95th Street hvor vi blev indlogeret og hurtigt fik os set omkring, inden vi gik til ro. Dagen efter bød på intet mindre end en gåtur op 25 kilometer. Første indtryk: New York City er stor. Som den mest folkerige by i USA skal man da også vænne sig til at klemme sig ind imellem alle de travle businessfolk, tiggere og andet godtfolk som gaderne er fyldte med. Første stop den næste dag var Central Park.

Central Park er med sine 351ha en helt fantastisk park, der med sine rulleskøjteløbere, hundeluftere, motionsfanatikere, og kærestepar udgør åndehullet for New York Citys travle hverdag. Her kommer alle folkeslag for at slappe af, afstresse, møde venner og høre musik fra gademusikere der prøver at tjene til dagen og vejen. I Central Park mødte vi blandt andet H.C. Andersen, der har siddet og nydt udsigten siden 1955, og så John Lennons mindelund, Strawberry Fields. Derudover rendte vi på helt utrolig mange egern, der gerne spiste af hånden hvis man har nødder eller andet. Så selv om Central Park kun udgør 6 % af New York Citys samlede areal, er parken alligevel helt og aldeles uundværlig.

Efter en god gåtur i Central Park begav vi os ned langs Manhattan. Et af vores første stop var Empire State Building, der med sine 102 etager er 381 meter høj og har titlen som New Yorks højeste bygning – en titel bygningen desværre genvandt efter terrorangrebet den 11. september 2001. I Empire State Building nød vi udsigten fra 86. etage – en tur der med elevator tager lidt under ét minut.

Vidste du at alene på Manhattan findes 2/3 af alle USAs elevatorer? Det virker lidt urealistisk, men Empire State Building har da hele 104 af slagsen, så regnestykket går sikkert op.

Resten af dagen bød blandt andet på et af de mest hektiske områder i New York City – Time Square der mest af alt minder om et glimtende farvehav af neonreklamer og kæmpeskærme. Men derfor er Time Square stadig et besøg værd.

Efter en hektisk omgang Time Sqaure endte vi ved Rockefeller Center, der er et stort kontor, og forretningskompleks. Komplekset består af 19 bygninger midt på Manhattan. Foran Radio City Music Hall gemmer skøjtebanen sig, der hvert år huser New York Citys officielle juletræ, der blandt andet kan ses i Alene Hjemme filmene.

Resten af turen langs Manhattan bød også på Fifth Avenue, der er hjemsted for de største internationale modehuse som Gucci, Prada, Louis Vuitton osv.

På bunden af Manhattan tog vi med Staten Island Ferry – en gratis færge der sejler til Staten Island. Denne færge tog vi med, da den sejler forholdsvist tæt på Frihedsgudinden, så vi var fri for at betale for færge og adgang til øen.

Vidste du at Frihedsgudinden var en gave fra Frankrig, der stod færdig i 1886 med en højde på 92 meter? Hun har med sine 7 spir på kronen budt velkommen til folk fra alle 7 verdenshave i over et århundrede.

Er du i New York City synes jeg det er en god idé at se Frihedsgudinden som noget af det første. Hun virker nemlig utrolig lille, efter man har været oppe i Empire State Building og set ud over byen.

Om aftenen gik vi over Brooklyn Bridge for at nyde udsigten til Manhattan, og for at få lidt skud i kassen.

Vidste du at Brooklyn Bridge er en af ældste broer i USA, og var verdens længste hængebro da den efter 14 års arbejde og 27 menneskeliv, stod færdig som bindeled mellem Manhattan og Brooklyn?

Broens nygotiske stil er helt fantastisk og er et must når man besøger New York City. Jeg gætter også på at det er et af de mere fotograferede emner i New York.

Efter et par utrolig lækre dage i The Big Apple lejede vi en Chevrolet HHR hos Alamo Car Rental. Vi var blevet lovet en SUV (altså en større bil), men den kunne vi ikke få, så vi begyndte at blive lidt nervøse over om noget var gået galt – New York er nemlig den eneste stat hvor du kan leje en bil hvis du er under 21 år. Det var der dog ikke, og vi fik Chevyen uden problemer. Vi havde begget frygtet at skulle køre ud af New Yorks gader, men her var ingen problemer. Så efter vi fik installeret GPSen gik turen mod Miami, med stop i Washington D.C.. Her var vi så uhelige at have vores første regnvejsdag, så derfor var der ikke så meget ved byen. Jeg kunne dog forestille mig at plænen foran Washington Monument ville være fyldt af kærestepar og mennesker, såfrem solen havde tittet frem. Vi fik dog stadigvæk set Det Hvide hus, Lincoln Memorial og Washington Monument.

1.700 km og 18 timer senere ankom vi til Miami Beach, med en enkel overnatning på vejen, hvor vi første gang spiste rigtig amerikansk på et steakhouse – en kæde der hedder Applebee’s, som vi blev ret vilde med. For ca. 16$ per person fik vi serveret en ordentlig menu, inkl. drikkevarer.

I Miami mødte et utrolig lækkert syn os. Fuld sol og tyrkisblåt vand. Så hvad andet kan man gøre end at parkere bilen, hoppe i badetøjet og smutte på stranden?

Efter en god og varm dag på stranden kørte vi rundt i byen da mørket faldt på. Miami skal ses om natten, da mange af bygninger er indhyllet i masser af forskellige farver – bland det med kunstarten art deco, og du har en bunke arkitektoniske perler.
Gateway to the West
Gateway to the West

Miami – Zion National Park

Efter endt ophold på et motel der lå lige ud til et par togskinner, hvilket resulterede i ikke alt for meget nattesøvn, smuttede vi videre vestpå mod St. Louis, hvor vi ville køre fra motorvejen og mod Vestkysten på Route 66.

Undervejs mod St. Louis kørte vi igennem Atlanta der bød på Coca Cola museet, og Nashville der bød på en helt fantastisk stemning i byens gader. Nashville er kendt som en stor musikby med mange pladeselskaber, og specielt kendt for sit countrymusik miljø, som gaderne er præget af.

Efter en overnatning et stykke fra Nashville, endte vi dagen efter i St. Louis. St. Louis bød ikke på det helt store, andet end Gateway to the West, som vi fik at se.

Vidste du at Gateway Arch, som buen faktisk hedder, er et monument der repræsenterer USAs udvidelser mod vest efter Thomas Jefferson købte Louisiana territoriet fra Napoleon i 1803? Med sin højde på 192 meter er byens vartegn USAs højeste offentlige monument, der også er noget af en oplevelse af se. Til dem der tør er der mulighed for at komme op i tårnet og nyde udsigten.

Efter et kort visit i St. Louis var vores mål at ende i Grand Canyon hvor størstedelen af turen skulle foregå på den gamle sagnomspundne Route 66, kun forstyrret af stop i Oklahoma City, Santa Fe og Flagstaff.

Route 66 er nok den mest berømte strækning i USA, og den kaldes da ikke uden grund for “The Motherroad”, da den strækker sig fra Chicago til Los Angeles.

Route 66 var en utrolig spændende oplevelse, for undervejs stoppede vi og spiste på fine gamle diners fra dengang vejen blev anlagt i 1926, ligesom vi tankede op på tankstationer fra 50´erne. Derudover kan man også se nationalparker som Petrified Forest og Painted Deserts. Lige meget hvor man opholder sig på Route 66, vil man kunne opleve nostalgien ved det der engang var bindeleddet mellem Chicago og Los Angeles.

Vi var dog mindre heldige i New Mexico, da vi rendte ind i en snestorm tæt ved Santa Fe. Det endte altså med at vi blev nødt til at sove i bilen på en tankstation, sammen med en masse andre. Det var en kold oplevelse. Dagen efter kørte vi ind og så Santa Fe. Gaderne var dækket af sne, der dog hurtigt smeltede da solen kom frem. Efter at have oplevet Santa Fe, der blandet andet gemmer på den ældste kirke i USA, kørte vi videre til Grand Canyon.

Første indtryk: Grand Canyon er stor. Virkelig, virkelig kæmpestor.

Vi kom kørende i nok det fladeste landskab, på den mest lige vej, igennem en skov, og lige pludselig dukkede Grand Canyon frem bagved skoven. Det var en helt surrealistisk oplevelse og udsigt vi mødte.

Kløften er med sine 446kms længde og 1,83kms dybde noget af en udfordring for de tusindvis af hikers, der hvert år tager telt på ryggen og begiver sig ned i kløften. I Grand Canyon købte vi vores National Park Pass, for ca. 90 dollars. Det koster mellem 20-25$ per park, så i sidste ende kunne det betale sig for os at købe et årskort til alle parkerne, da vi alligevel skulle på rundtur og se mange andre nationalparker.

I Grand Canyon havde vi også en mindre heldig oplevelse. Vi lærte på den hårde måde at man skal gøre som der står skrevet på diverse skilte. Så er det lige meget at man er en stædig jyde og viking, og tror man kan klare det hele, og at skiltene kun er til ære for de burgerspisende amerikanere.

Når der står på et skilt at man IKKE skal forsøge at gå ned til Colorado River og op på en dag, ja.. Så skal man simpelthen lade være, med mindre man har tænkt sig at overnatte dernede. Alligevel formåede vi at gå ca. 30km i bjerget terræn, dels i sne, ned til Colorado River og op igen, på 9½ time, i kapløb med solen og kun ½ liter vand hver, og for mit vedkommende, 12kg kameraudstyr på ryggen. Det skal man ikke. Vi lærte på den hårde måde at man skal følge skiltene, også selvom man tror man kan klare det – nu blev vi dog en erfaring rigere.

Vidste du at Grand Canyons historie går tilbage til starten af 1500-tallet hvor den spanske conquistador, Francisco Vásquez de Coronado, sendte en gruppe mod vest under ledelse af Garcia López de Cárdenas, på jagt efter Cibolas syv gyldne byer? På denne tur stødte de på Grand Canyon, som de første europæer.

Efter en velfortjent nats søvn i en kold, kold hytte i Grand Canyon, tog vi en lille afstikker østpå igen til byen Page, kun få kilometer fra grænsen til Utah.

Et par kilometer før man kører ind i Page er et skilt hvorpå der står “Scenic Overlook”. Følger man skiltet ender man ved den velkendte, hesteskoformede drejning på Colorado River, der er blevet fotograferet tusindvis af gange. Her kræver det sin vidvinkeloptik at få det hele med, men det kan klares.

Efter vi fik tjekket ind på endnu et Days Inn Hotel meldte vi os til en guidet tur til Lower Antelope Canyon den følgende morgen. Days Inn var vores foretrukne kæde, indtil vi fandt ud af at vi kunne gøre det 10-15$ billigere, på andre kæder med samme standard. Derudover kunne vi sagtens charmere os til ekstra rabat ved at sige at vi ikke havde alt for mange penge tilbage. Resten af dagen bød på Lake Powell, og en god omgang billig amerikansk mad. Vi fandt ud af at Page er kendt for blandt andet at lægge natur til filmene Abernes Planet, Superman III, Hulk og Into The Wild.

Dagen efter stod vi tidligt op og mødte resten af holdet der skulle med på turen – heriblandt en svensker og en irer vi snakkede lidt med.

Det er helt fantastisk at gå i den ellers smalle Slot Canyon, som det kaldes. Canyonen er utrolig fotogen, og der er også specielle guidede ture til dem der kan bruge flere dage på at fotografere.

Antelope Canyon er en kløft som vandstrømme gennem millioner af år har skabt, ved at de såkaldte flashfloods pludselig kommer strømmende, og former de bløde sandklipper. Lidt ligesom Grand Canyon, bare i miniformat. I Antelope Canyon er det de gule og orange klippevægge der, når de tilsættes solens lys, laver noget helt fantastisk lys, med gulligt og orange skær – dette er fotograferne helt tossede med at fotografere.

Det skal lige nævnes at man ikke bare kan køre direkte ind til Antelope Canyon, da kløften ligger på Navajo-indiansk territorium. Derfor benyttede vi os af de guidede ture.

Er man i USA er der god grund til at køre til Page, for man finder ikke disse kløfter andre steder i USA. En anden ting vi blev gjort opmærksomme på er at der faktisk med jævne mellemrum optræder disse flashfloods, som kan være livsfarlige at blive overrasket af nede i kløfterne.

I Arizona så vi også Painted Deserts og Petrified Forest National Park. Disse parker ligger i forlængelse af hinanden. Petrified Forest byder på 225 millioner år gamle forstenede træstammer så langt øjet rækker. Denne skov af træer blev ved et forhistorisk vulkanudbrud begravet i aske, der med tiden trængte ind og erstattede det organiske materiale i stammerne, så de blev forstenet. Det var yderst spændende af se hvordan træstammerne stadig ligger i forlængelse af hinanden som de har gjort i flere millioner år.

Samme sted stødte vi på Painted Dessert, der er mindst lige så fascinerende. Painted Deserts er, sjovt nok, en ørken der består at bakker/klipper der er “malet” af forskellige mineraler. Ørkenen udgår fra et gammelt Route 66 Motel kaldet Painted Desert Inn, som den amerikanske stat købte i 60′erne og lavede om til et besøgscenter.

Efterfølgende kørte vi ud af Arizona og ind i The Beehive State/Utah mod Arches National Park. Lige med et smut igennem Monument Valley.

Som nævnt tidligere er det ikke usædvanligt at køre rundt i helt fladt landskab, hvor der lige pludselig skyder enorme klippepartier frem. Sådan er det bestemt også i Monument Valley. Her er landskabet som taget ud af en westernfilm, og har da også noget af en speciel historie. Grunden til at klipperne skyder op af landskabet er at vind og vejr har fået de blødeste materialer som ler og jord til at erodere væk, sådan at kun de mest hårdføre klipper har stået tilbage. Det vil altså sige at for flere millioner år siden har M0nument Valley oprindeligt været helt fladt, hvor jordoverfladen har ligget i niveau med det der nu er højden på de højest tilbageværende klippetinder.

Det der gør Monument Valley speciel i form af nationalpark er at det ligger i et Navajo indianerreservat, og derfor er privatejet. Vi havde derfor ikke mulighed for at bruge vores National Park Pass i parken – vi måtte betale hvis vi ville ind i parken. Dette droppede vi dog, og kørte videre, hvor vi alligevel rendte ind i flot klippelandskab kendt fra billeder og film. Vi kom fra nord via Highway 163 gennem den del af Monument Valley der er mest berømt, og meget godt illustrerer stemningen.

300km længere nordpå endte vi i Arches National Park der består af masser af buer som navnet antyder. Kravet til disse “buer” er at de skal have en åbning på mindst 91 centimeter, og i Arches National Park findes der nu over 2.200 af disse. Dette gør blandt andet parken enestående, da det er det eneste sted i verden man finder så stor en mængde af buer. Den største af disse buer er “Landscape Arch”, der har en højde på 32 meter og et frit spænd på 92 meter.

Den mest berømte bue, er afbildet nedenunder og hedder “Delicate Arch”. Spændet her er dog kun omkring 10 meter langt, men det der gør den berømt er den udsigt du får med hvis du står på samme side som buen.

Vores fødder var desværre godt og grundigt ødelagt af alt det vi havde gået, så vi orkede ikke at gå den rute det krævede for at komme derop. Ruten er ca. 2 kilometer lang, men pga. det kuperede terræn skal man afsætte et par timer til at komme derop og tilbage igen (dette er amerikanere ret gode til at fortælle om i deres brochurer).

Derfor må det blive en anden gang, hvor vejret også er relativt bedre – vi havde nemlig regnvejr, og det er ikke det sjoveste vejr at gå i. Vi så til gengæld Delicate Arch på afstand fra parkeringspladsen. Dette var en hurtig tur at gå, hvor vi ikke gik mere end 300 meter.

Efterfølgende begav vi os, som to pioneers i et lejet dollargrin, videre vestpå hvor næste stop var Zion National Park.
Udsigt over Zion National Park
Udsigt over Zion National Park

Zion National Park – Los Angeles

Når man rejser fra park til park er det utrolig spændende at finde ud af hvordan de forskellige parker er opstået. Zion National Park er opstået i løbet af flere millioner år ved at Virgin River, der er en sideflod til Colorado River, konstant har rendt gennem dalen, og langsomt slebet sig ned gennem klipperne og blotlagt de røde, gule og orange klippesider.

Man kan opleve Zion National Park på tre forskellige måder. Via egen bil, via shuttlebus, eller via gå-ben.

I bil kørte vi langs den 10km lange Zion Canyon Scenic Drive, der gav os adgang til en række stier i kuperet terræn, hvor vi oplevede en del forskelligt.

Man kunne også vælge at gå til højdepunktet Temple of Sinawava, hvor kløften bliver så smal at stien stopper. Dette stopper dog ikke de mest hårdføre hikers, der med telt, gasblus og lidt vand bevæger sig i vaders gennem Virgin River. Ufarligt er det ikke, da der også her kan opstå flashfloods.

Billedet nedenunder er taget fra Scout Lookout, der ligger 3km fra starten af trailen. I forgrunden til højre ses Angels Landing som vi hikede op på, for at få den fantastiske udsigt over parken. Det tog os ca. 2½ time at gå til Scouts Lookout, der gemmer sig 304 meter oppe. Resten af turen til Angels Landing tager 1½ time, trods den kun er 800 meter længere. Dog stiger den lige 142 meter ekstra.

I alt varer denne trail 4 timer, er 3km lang og stiger næsten 500 meter. De stejleste steder – på vej mod toppen, har man kun en metallænke at holde fast i, og kan se lodret ned af klippevæggen. Så er det rigtig spændende. På skiltene anbefaler de da heller ikke man tager disse trails hvis man har hjerteproblemer, eller lider for meget af højdeskræk.

Amerikanerne reklamerer også med at er man i Zion, skal man se Weeping Rock, hvor et indhug i klipperne gør at vandet, der springer ud oppe i klipperne, “regner” ned over en. Altså så det ligner klippen græder. Vi fik den at se, men der er ikke så meget ved den når det ikke er sommer. Klippevæggen er meget bar, hvor den om sommere er frodig, og flottere.

Vi forlod Zion National Park da solen var gået ned og fandt os et lille motel vi overnattede på. Dagen efter kørte vi resten af de 230km til Las Vegas, hvor vi skulle bo hos Bryan, der er noget af min amerikanske “familie”. Vi ankom ved 10 tiden og blev introduceret til Bryan, der straks tog os med på tur i hans store pickup truck.

Som noget af det første tog vi ud og så Hoover Dam.

Vidste du at Hoover Dam er 221 meter høj og 379 meter lang og stod færdig i 1939? Søen bagved er en kunstig sø kaldet Lake Mead, der er en af de største i verden. Vandkraftgeneratorerne levere strøm til Arizona, Nevada og Californien.

Efterfølgende så vi det meste af Las Vegas i dagslys, og om aftenen blev vi inviteret på buffet på et af de utallige casinoer på The Strip.

Da vi var færdige med at spise og mørket var faldet p,å fik vi set den lange neonoplyste gade der kaldes for The Strip. Denne gade er absolut hovedpulsåren i Las Vegas. Her stødte vi nemlig på alle de store kasinoer og hoteller. Man kan faktisk sige at vi tog verden rundt på en aften, for her findes Eiffeltårnet, New Yorks højhuse, Venedigs gader, Grand Canyon og meget mere. Vi så også The Strip om dagen, men man skal vente til mørket falder på. Så er The Strip meget mere værd.

Man kan sikkert sige meget om Las Vegas, hvor prostitution blandt andet er lovligt (som den eneste stat i USA), men kedelig er byen ikke. Kenneth ville rigtig gerne have spillet en omgang Blackjack, men igen skal man være 21 år, så det må også blive næsten gang.

Efter en overnatning i Las Vegas kørte vi videre vestpå til Death Valley National Park, der blandt andet indeholder det laveste punkt i USA – Badwater Basin, 86 meter under havets overflade. Hele området har engang været en stor saltvandssø, men nu er den altså udtørret, hvilket man jo kan se. Det sjove ved Death Valley er at mange af stednavnene inkluderer ord som ligkiste, djævel, helvede og begravelse – dette fortæller bare lidt om det uvenlige vejr og landskab de første immigranter stødte på.

Vidste du at Death Valley er 225km lang, og kendt for sin ekstreme varme? I 1913 blev rekorden målt til 56,6 °C, hvilket er den højeste temperatur målt uden for Afrika.

Death Valley National Park byder også på andet natur end Badwater Basin. Blandt andet er der en “ørken”, der jo ligeledes er med til at navngive det Death Valley.

Ca.7.785km, og 25 dage efter vi landede i New York City, endte vi på vestkysten i Los Angeles – Englenes by!
Morro Rock
Morro Rock

Los Angeles – San Francisco

El Pueblo de Nuestra Señora la Reina de los Angeles del Río de Porciúncula = Los Angeles. Trods byens lange navn kan det sammenfattes med kun tre ord – sol, film og sundhed!

Sol, for Los Angeles er aldrig er køligere end en dansk sommerdag, hvilket betyder at mange går rundt med flot kulør.

Film, for her mødes mennesker for at udvikle deres talenter og måske en dag blive verdensberømte skuespillere i Hollywood.

Sundhed, for her mødte vi joggere, cyklister, skatere, surfere og folk der slentrede langs stranden.

En by fuld af overraskelser. Vi ankom til Los Angeles, uden rigtig at vide hvad vi gik i møde. Hjemmefra havde vi fået af vide at Los Angeles var en by man brugte en dag på at se, hvorimod man kunne bruge en uge i San Fransisco. Det måtte vi jo finde ud af.

Vores første dag i Los Angeles brugte vi sammen med nogle andre danskere fra vores lille ø, Mors. Anden dag mødte vi nogle andre danskere henholdsvis fra Aalborg og Herning, som vi brugte 4 dage sammen med før vi kørte videre. Disse dage bød blandt andet på Universal Studios, Hollywood, Hall of Fame, Madam Tussauds, Beverly Hills, besøg hos Ole Henriksen, og meget mere. Så vi kunne godt bruge mere end én dag i Los Angeles. Men havde det kun været os to, så havde vi nok ikke været der mere end en eller to dage, da det meste af det kan nås på den tid.

Efter nogle rigtig gode og afvekslende dage i Los Angeles i selskab med andre mennesker kørte vi langs California Highway 1 til San Francisco. På California Highway 1 var vi utrolig heldige med vejret fik vi af vide. Normalt er der tåget langs kysten, men vi havde solskin og blå himmel så langt øjet rækkede.

Langs de 600km vi kørte på California Highway 1 kom vi forbi Bixby Creek Bridge, nær Big Sur, der er et oplagt fotostop. Broen var en bedrift i verdensklasse da den blev indviet i 1932 – den var nemlig den største og længste cementbro i verden flere år frem. Broen er nærmest vartegnet for California Highway 1, da den utrolig godt repræsenterer kystvejens buede og bakkede veje langs klipperne.

Vidste du at i 1937 stod hele California Highway 1 færdig – bygget af straffefanger der arbejdede gratis?

Næste stop på California Highway 1 var Morro Bay, hvor vi også overnattede. Morro Bay er i sig selv ikke en særlig stor eller spændende by – 10.000 indbyggerer der primært lever af fiskeri. Byen tiltrækker turister fordi man her møder et ganske specielt syn ved kysten. Der rager en stor klippe op af vandet – Morro Rock – et bevis på at der tidligere har været vulkanisk aktivitet i området. Nu fungerer klippen som fuglereservat, hvilket også trækker en del fugleenthusiaster til. Man kan opleve Morro Rock fra byen, eller man kan bevæge sig ned langs stranden og nyde en flot udsigt med klippen der rejser sig i det ellers relative flade landskab, ligesom på billedet nedenunder.

Langs California Highway 1 kom vi også forbi et naturreservat hvor søelefanter holder til. Her ligger de og varmer sig i Solen og hinandens selskab.

Efterfølgende endte vi i San Francisco. Som vi fik fortalt hjemmefra så byder San Francisco på en hel del. Vi boede meget centralt på et hostel, hvor vi igen mødte andre unge danskere vi fik tiden til at gå med. Den første aften vi ankom var vi lige hurtigt oppe og se Golden Gate Bridge.

Jeg kan kun beskrive San Francisco med et ord: charme! San Francisco er virkelig i besiddelse af en charme og personlighed som man let kan forestille sig resten af USAs storbyer misunder.

I løbet af de næste par dage i San Francisco oplevede vi Fisherman’s Warf, der er en lang kaj langs vandet/havnen. Denne kaj bliver år efter år kåret som den største seværdighed i San Francisco - og det er med god grund. Her valfarter tusindevis af turister til, enten for at tage en båd til Alcatraz, hvor Al Capone boede i 5 år, eller for at opleve gøglermarkedet, turistbutikkerne, kæderestauranterne, eller bare den hyggelige stemning med udsigt til bugten og Golden Gate Bridge. Vi fik også set Pier 39, hvor californiske solbadende søløver år efter år underholder turister med deres prusten og stønnen.

Vidste du at i 1990 var der kun 50 sølover der erobrede Dok K, men nu er de op mod 900 stk.?

En anden ting San Francisco er kendt for er det bakkede tærræn det er bygget på. Vi oplevede de obligatoriske sporvogne, mens de klatrede op ad de stejleste bakker, og vi fik også besteget Filbert Street der stiger med hele 31 %.

Vidste du at der i San Francisco er vedtaget en lov der siger at man skal parkere bilerne så den holder med siden til vejens hældning – så de under ingen omstændigheder kan trille sig en tur, selvom håndbremsen er trukket?

Da vi var ved at gå kold blandt alle turisterne på Fisherman’s Warf, bestemte vi os for at vi med fordel kunne tage turen til Fort Mason (som der også går busser til), hvor vi fik kørt over Golden Gate Bridge, for efterfølgende at nyde udsigten til dén og resten af San Francisco bugten. Her mødte vi også et hav af mennsker der også ville opleve det der helt tilbage i 1933-1937 blev bygget som verdens længste hængebro. En helt fantastisk udsigt, der også helt klart kan anbefales! Spøjst nok så er der kun bropenge i sydgående retning, og kun hvis man er to i bilen.

Næste dag tog vi et smut forbi Painted Ladies, der er navnet på de farverige træhuse der er bygget i victoriansk arkitektur. Disse huse dukkede op i 1960´erne, da hippiekulturen var på sit højeste, men pga. man ikke havde råd til stenhuse i europæisk stil, blev de bygget af træ og malet i grå nuancer – så de lignede stenhuse. Det er ikke en speciel oplevelse at se husene, men det er sjovt at se hvordan de står i kontrast til resten af byen. Derudover ligger der en hyggelig park ved siden af, som man sagtens kan bruge tid på at besøge – enten på at spille lidt bold, eller bare for at slappe af.

Efter vores sidste stop på vestkysten vendte vi motorhjelmen mod New York City. Vores næste stop var Yosemite National Park.
Yosemite National Park
Yosemite National Park

San Francisco - New York

Efterfølgende ankom vi til, hvad nogen nok vil kalde USAs smukkeste nationalpark. En park der mødte os med et eksplosionsagtig hav af oplevelser! Vi rendte ind i vandfald, stejle klippevægge, spejlsøer, smukke enge, bjørne, ørne, og kæmpe Redwoods, der allerede var flere 100 år gamle da vi skrev år 0.

Vi overnattede i et telt i Yosemite Valley, der også har restauranter, supermarked, postkontor, biograf mm. Nogen vil nok mene at det er at ødelægge naturen, men det ligger så neutralt og kompakt, at man ikke opdager det. Det var en meget spændende oplevelse at sove i telt, for selvom temperaturen var lige under frysepunktet, fik man alligevel kun udleveret et par tæpper til at sove med. Så vi måtte pakke os ind i alt vores tøj og soveposer, og så ellers under tæpperne.

En anden ting der gjorde oplevelsen lidt speciel var at udenfor teltet var der placeret en boks, hvor alt ens mad, creme, tandpasta og alt andet man kunne spise, eller drikke, eller der lugtede skulle samles i. Så kunne bjørnene nemlig hygge sig med at prøve at få disse bokse op, i stedet for at prøvet at få teltet op og snuse til os. Dyrt var det ikke – vi kom af med ca. 20$ i alt for denne overnatning. Et billigt alternativ til motellerne, dog også uden fjernsyn, internet, bad osv., men dette var gratis i opholdsstuerne.

I dalen har man faktisk udsigt til meget af parken, eller i hvert fald det parken er kendt for – eksempelvis Half Dome, der er med på billedet under det nedestående.

Vi ville rigtig gerne have været oppe på Glacier Point, der fra 2.200 meters højde giver en fantasisk udsigt over dalen. Desværre var der et par dage forinden faldet to meter sne, så det kunne ikke lade sig gøre. Derfor trak vi det varme tøj, og begav os ud på nogle af de andre ture, blandt andet til Mirror Lake.

Efter Yosemite National Park kørte vi videre nordsydpå mod Jackson, der er en “forstad” til Grand Teton National Park og Yellowstone National Park. Når man kører ud af parken er det en god idé at gøre stop på den parkeringsplads der kommer – så får man nemlig samme udsigt som på billedet ovenover.

Vi ankom forholdsvist sent til Jackson, så i stedet for at lave det helt store, smuttede vi i den lokale biograf – på ægte amerikanske manerer. Vi fik set Hot Tub Time Machine og Date Night, med en menu bestående af 1L cola, og to store bægrer popcorn – hver! (Dog uden smørret, så helt amerikansk var det ikke ).

Dagen efter ville vi op til Yellowstone National Park, men den var desværre stadigvæk lukket, da de var ved at gøre den sæsonklar, og få dyrene naturligt ud af hi, i stedet for at de skulle stresses af turister. Det ærgerede os utrolig meget, for vi kom kun 5 dage for tidligt, og vi havde ikke tid til at vente på at de åbnede. Vi fik dog stadigvæk set Grand Teton, der er en “lille” nationalpark der ligger før Yosemite National Park.

I Grand Teton National Park stødte vi på mange ulve, der ledte efter mus og hvad de ellers kunne finde gemt i sneen. Desuden blev vi stoppet langs en vej, fordi amerikanerne lige syntes vi skulle se deres national fugl – den hvidhovede havørn. Tak for det! Den var større end vi lige troede, og faktisk var den ikke så sky, som vi også have troet. Her sad den og spiste et ådsel, ikke mere end 15-20 meter væk.

Efter Grand Teton National Park og Yellowstone National Park var vores næste store stop Des Moines, Iowa. Undervejs kørte vi til Mount Rushmore og Custer State Park for at se ægte Buffalos.

Vidste du at Mount Rushmore er lavet af en andengenerations immigrant fra Danmark? Det vidste vi ikke. Han hed Gutzon Borglum og var søn af snedker Jens Møller Børglum fra Vennebjerg.

Efter disse to parker endte vi i Ankerney der er en forstad til Des Moines, Iowa, hvor jeg har mere amerikansk “familie” der hellere end gerne ville have os på besøg.

Nathan og Rachel bød os velkomne, og vi blev vist ind på et lille værelse, hvor vi skulle bo. I løbet af de dage vi boede hos dem fik vi slappet dejligt meget af, i selskab med en masse øl, som vi nød ude i Nathans garage hvor han gemmer en gammel GMC pickup truck der har været hans bedstefars.

Vi fik også cyklet en rask og lang tur – hvilket egentligt var meget rart, i stedet for bare at sidde i en bil.

En af aftenerne bød også på et ægte amerikansk college party (næsten ligesom i filmene), på Iowa State University, og en tur i en gammel sej, rød Ford Mustang af en 18 årig knægt vi mødte på en tankstation.

Derudover var vi til familiekomsammen med meget af det “familie” jeg heller ikke vidste jeg havde.

Alt i alt var det nogle rigtig gode dage i Iowa, hvor vi også er en oplevelse rigere fra. Vi levede nemlig som veganere i de 4 dage vi boede der. Så morgenmaden bestod af tofu og sojabønner. Nammenam.

Efter endt ophold i Iowa, var turen jo så småt ved at være ved vejs ende – desværre. Vi skulle dog lige forbi Benton Harbor hvor vi fik set Lake Michigan. Derefter var sidste stop før New York City, Niagara Falls. Utrolig flot syn, hvor vi også fik en tur i Maid of the Mist, der blandt andet er kendt fra filmen, Bruce The Almighty med Jim Carry.

Niagara Falls er en utrolig fed oplevelse – bare det at høre vandet suse, og få vandsprøjt i hovedet. Et godt råd er at man skal passe på at man ikke bliver fanget i alle turistfælderne. Amerikanerne har skabt masser af betalingsture der giver udsigt til vandfaldene, men den bedste udsigt er stadigvæk gratis og let at finde.

Så kom vi til New York City igen, hvor vi fik afleveret bilen og set Central Park efter træerne var sprunget ud. Nu gik turen hjemad, dog skulle vi lige mellemlande i Amsterdam pga. Eyjafjallajokull.

USA er et helt fantastisk land, og det er ikke sidste gang jeg rejser derover med mit kamera og godt selskab.

Har du selv overvejet at rejse derover så kan jeg kun anbefale det. Jeg vil dog anbefale at man tjekker hvornår de forskellige nationalparker åbner, hvis det er dem man vil se. Det er rigtig ærgeligt at komme derover og så er en eller flere af parkerne lukkede.
-
Efter vi er kommet hjem er vi blevet spurgt hvad vi ville gøre anderledes ved turen hvis vi fik lov. Der er et par ting, der kunne have gjort turen mere værd:

Næste gang så skal der ikke køres så meget bil. Så skulle turen hedde: New York City med fly til Miami, og derfra med fly til Los Angeles, hvor der så skulle lejes en bil, så man kunne køre til Las Vegas, Grand Canyon og alle de andre nationalparker. Det er meget hårdt når man nogle gange sidder i bil flere dage i træk. Men kan man lide det er det jo intet problem – så får man også set de “småting” som mange andre ikke får set. Derudover så skal næste rejse foregå når vi er over 21 år – så er bilerne nemlig billigere, og så er der mulighed for at købe øl, og for at komme ind og prøve at spille på et kasino i Las Vegas.

Seværdigheder
Road trips

Kommentarer til rejsetippet om Los Angeles

Til de interesserede

Hvis der er nogen der er interesserede kan resten af billederne med budget, rutebeskrivelse osv. findes på http://christianlj.dk/playground-earth/usatrip/
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Los Angeles

Hoteller i Los Angeles
Rejser til Los Angeles
Denne side er udskrevet d. 9. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/italien/gardasoeen/liste/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.