Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Naturområder nationalparker

Læs mere om rejser til Naturområder nationalparker

Appalacherne - 1000 km natur & kultur i Shenandoah National Park & på Blue Ridge Parkway
Rejsetips indsendt af:
Erik Clausen
Roskilde
29. nov. 2010

Appalacherne - 1000 km natur & kultur i Shenandoah National Park & på Blue Ridge Parkway

Forestil dig en uges rejse -1000 kilometer - gennem en ”never ending” fabelagtig flot natur med vidt og storslået udsyn. Betagende blå bjerge. Grønne skove med lysninger og med græsgange. Fredfyldt og med ro i sjælen. Sådan er essensen af oplevelserne og indtrykkene, når man kører på bjergtoppene - gennem Appalacherne.
1.	Harpers Ferry
1. Harpers Ferry

Borgerkrigens Harpers Ferry.

Turen begynder ved ”Entrance North” - nærmere betegnet i den lille by, Front Royal - den første ”step stone” på den ugelange oplevelsesrejse i den østamerikanske natur. Front Royal ligger 60 km stik vest for Washington Dulles International Airport, hvor vi landede i USA. - Her begyndte rejsen.

Første stop på turen ligger kun et par timers kørsel på denne første rejsedag. Front Royal er en lille, venlig og typisk amerikansk by, hvor man er stolt af sine gamle huse. Trods deres kun godt halvanden til to hundrede år på bagen bevidner de ”frontiertiden”. Byen lå dengang et par hele dagsrejser væk fra de tættere beboede kystområder mod Atlanterhavet - og den senere Unionshovedstad. - Washington blev jo først etableret som sådan fra år 1800.Fra Front Royal tager vi - inden turen går sydover - en heldagsudflugt til en af Den Amerikanske Borgerkrigs brændpunkter, Harpers Ferry. Den oprindelige og historiske del af byen har netop gennemgået en smuk forvandling til et slags frilandsmuseum, - dog uden at have slået byens liv ihjel. Også den historiske del af byen fremstår nemlig funktionsdygtig og med ”full service”. Med nænsom men effektiv hånd har man formået at bevare og restaurere de historiske bygninger.
Som besøgende får vi genfortalt historien fra såvel ”tidernes morgen” - som et af borgerkrigens ”hot spots”. Vi gelejdes fra ”visitor centeret” med ”shuttle bus” til Borgerkrigens ”battle fields” og ser fra bakkeskråningerne blandt andet kanonstillinger med deres strategiske overblik over området. Vi bevæger os senere ned i den centrale del af den historiske by, hvor tre delstater mødes ved Potomacfloden: Maryland, West Virginia og Virginia. Og vi hører her den spændende fortælling om rebellen John Browns meritter. Ad små stejle gader og stier kan man nå ”Jeffersons Rock” og herfra nyde en storslået udsigt over Potomacfloden og bjergene, der omslutter Harpers Ferry. Selv om gåturen giver lidt sved på panden i sommerheden, får man fuld valuta for pengene. Udsigten er simpelthen pragtfuld. Thomas Jefferson har da også, da han stod på dette sted i sin begejstring udtrykt: ”Når man ser dette, - så har det været det hele værd”; - underforstået: Anstrengelserne for at skabe Amerikas Forenede Stater. - Harpers Ferry er ubetinget en messe værd.

Appalachian Trail - som er den cirka 3500 km lange sammenhængende vandresti fra Maine i nord til The Great Smokey Mountains i Georgia i syd - krydser Potomacfloden netop i Harpers Ferry. Harpers Ferry ligger næsten midtvejs på den lange vandresti. Appalachian Trail som i daglig omtale og amerikansk terminologi blot kaldes ”AT” har her i Harpers Ferry et af sine mange centre og overnatningssteder. Her kan de mange vandrere, der året igennem vandrer på AT slå sig ned for natten, få sig ”updatet” elektronisk, eller søge råd og vejledning hos kyndigt personale, samt - hvad er lige så vigtigt - møde andre AT-vandrere og få udvekslet nyheder og erfaringer.
Læs Bill Brysons meget muntre og informative bog ” A Walk in the Woods”; den følger en vandring ad netop AT. - Bogen er hylende morsom og fører læseren på en rigtig god måde ind i Appalachernes natur og historik; - ikke fra bilistens, men fra vandrerens synsvinkel. Bogen kan kun anbefales - også til ikke-vandrere, - foreløbig findes den kun på engelsk.

I øvrigt krydser ”AT” og ”Skyline Drive”, som bilruten også benævnes, hinanden mange gange undervejs. De to spor ligger så at sige side om side hele vejen.Et par kilometer syd for Front Royal ligger en lille drypstenshule, ”Skyline Cavern”, - som blev fundet i 1937 - og kort efter åbnet for publikum. Denne hule har sin egen specielle geologiske historie. Den er som de andre drypstenshuler i Appalacherne også et besøg værd.
Shenandoah, Hughe’s River Gap
Shenandoah, Hughe’s River Gap

”Shenandoah National Park”

Så sætter vi kursen mod ”Entrance North”; - selve rejsen ned ad parkway’en kan begynde. Et par kilometer lige syd for Front Royal løser vi billet hos en vaskeægte og uniformeret ”ranger” med den flotte traditionelle hat. Vi er nu inde i ”Shenandoah National Park”.
Vi udstyres af ”rangeren” med detaljeret kort, guide book og med venlige ord og begynder nu den lange rejse; - de tusind kilometer sydover.Vi befinder os - som næsten overalt i USA, når man er i ”country side” - helt ude i naturen. Her er - som de fleste steder i de østlige stater - skov. De egentlige opdyrkede områder ligger i dalene. Her i bjergene er der skov. Simpelthen overalt. Og sådan har det altid været. Frodigt og grønt. Alt er grønt. Og grønt. Mange slags grønt. Det er løvskov. Med stor artsrigdom. Der er ingen bælter af ensformige rækker af plantede træer. Her vokser træerne tilfældigt mellem hinanden. Vi ser et mylder af træarter; variationen er stor: Eg, birk, ahorn, kastanje, hyld, pil, bøg - for blot at nævne nogle enkelte. Alle - vel og mærke - er amerikanske slægtninge til vores tilsvarende europæiske.
Vi er her ude i den store vildtvoksende natur. Her hersker naturens mangfoldighed, alene styret af de betingelser, jordbunden, klimaet og tilfældighederne i øvrigt måtte give. Skoven er tæt. Meget tæt. Underskoven uigennemsigtig og sikkert også uigennemtrængelig.

Vi fornemmer noget oprindeligt ved denne skov; og lader tankerne gå nogle hundrede år tilbage til nybyggernes tid, hvor deres vandringer og rejser gennem denne tætte og frodige skov i dette bjergrige område må have været følt som næsten uoverstigelige udfordringer, - og måske også indimellem umulige. Ikke desto mindre trængte disse nybyggere igennem skovene, over bjergryggene og nåede dalene, hvor livgivende floder og venlige bølgende bakker præsenterede det forjættede land. Mange slog sig ned i disse frodige dalstrøg, - andre vandrede videre - mod vest. Under deres færd frem mødte de flere, nye og andre af naturens udfordringer. Vejen i ”Shenandoah National Park” er af meget høj kvalitet; den meget jævne vej og fine belægning gør selve køreturen til en ren nydelse. Asfalten er finkornet, - og der opleves så at sige ingen dækstøj. Vi kan koncentrere os om oplevelserne: naturen, skoven, udsigterne og det plante- og dyreliv, der præsenterer sig undervejs.

Overalt på hele turen - er vejrabatterne nydeligt trimmede de første par meter fra asfalt-kanten. Det giver os indtryk af civilisation - og af synlig, nænsom pleje. Vejen har et parklignende præg. Først dér, hvor græstrimmeren ikke har nået, er væksterne højere og rager op. Her ser vi blomster. Gule, røde, blå, hvide står de hele vejen på de 1000 kilometer - og markerer skovkanten og dermed grænsen til den dybe skov. Langs hele vejen ligger de såkaldte ”overlooks”; vi møder dem med hyppige mellemrum. Alene i ”Shenandoah National Park”, som udgør de første 105 miles, annoncerer ”Park Service”, at der er i alt 75 overlooks. De ligger såvel til højre som til venstre for vejen. De åbner udsynet mod vest eller mod øst. Vi får virkelig fornemmelse af, at vi kører ”højt oppe”. Der er fra disse ”overlooks” en fantastisk udsigt. De har alle navne og hedder eksempelvis: ”Devils view”, ”Valley Overlook”, ”Rattlesnake Point Overlook”, ”Stoney Man Overlook” ,”Fishers Gab Overlook”, ”Swift Run Gab”, ”Riprap overlook”, ”Sawmill Run Overlook”.Hver gang vi stopper - og det gør vi tit - er det overvældende. Der er så fantastisk smukt, - og det er bjergtagende at stå og skue ud over landskabet, over skovene, over de mange kæder af bjergkamme, der som kulisser ligger og tegner et diffust, blåt skær mod horisonten. Det er ikke grebet ud af luften - eller måske netop - at man lidt sydligere kalder bjergene for ”Blue Ridge Mountain”. Dampen fra træerne og fra skovbunden stiger til vejrs og afsætter bittesmå dråber, som langsomt løfter sig, svæver og lader lyset spille i sig. Det er ren balsam for sjælen at se ud over dette vidtstrakte og smukke land. Mens vi kører i ”Shenandoah Natioanal Park”, ser vi også tydeligt de frugtbare dalstrøg.

Tæt ved og nedenunder os ligger de - dalene - med deres små landsbyer, med spredte gårde og med markerne lagt i grønne mosaikker. Vejene skærer lange linier i disse mønstre. Små krat og bevoksninger vidner om, at også dal landet har sine højdeforskelle. Og der afsløres hist og pist små vandløb, de såkaldte ”runs”, ”streams” eller ”cressents”. Her ses tydeligt tegn på menneskets kulturelle tilstedeværelse. Her har mennesker igennem mange generationer trukket værdierne ud af jorden. Skoven er blevet fældet og vekslet til produktivt landbrug. Her skabte man ved stort flid sin eksistens.Nogle få steder på ruten er der anlagt ”visitor centers”. Her informeres vi af udstillinger, af info-tavler og af ”parkrangers”. Her er der rig mulighed for at købe detaljerede kort, dvd’er, der fortæller historien og viser naturens flotte sider. Herfra udgår særlige vandre-ture, som fører lidt længere ud i ”the wilderness”, end man kan se fra bilen. Man kan vælge korte eller længere ture. Stierne er afmærkede og nemme at følge. Man kan også tilmelde sig guidede ture, hvor en ”ranger” på en engageret informativ vis skaber større fordybelse og forståelse af naturen. På ”visitor centrene” fås CD’ere med lokal musik - samt alt det andet, der altid præsenteres for turister. Det er muligt at købe såvel lødigt som ulødigt. Det vælger man selvfølgelig selv. Og alligevel er det som om, der her er en vis grad af selvcensur over tilbudene.

Det helt fjollede gøgl, ”man” ellers rundt om i verden gerne synes, turister skal prakkes på, er her ikke. Det er klogt gjort og føles ret befriende.Allerede ved milepost 32 er der mulighed for et par afstikkere fra selve ruten. Her krydser vej 211 ved ”Thornton Gap” . 12-15 km mod vest ligger ”Luray Caverns” - en ret stor og imponerende drypstenshule. Besøger man den, får man en rigtig god oplevelse. Mod øst og lidt mod nord ligger små 20 km fremme den lille landsby, Washington; - også kaldt ”Little Washington”. Den ligger nøjagtig 100 miles fra hovedstaden og her mødtes og møder stadig USA’s politikere på ”Little Washington Inn” for at snakke politik, uformelt og afslappet. - Og for at nyde, hvad denne typiske og klassiske kro kan præstere af service og kulinariske oplevelser. Efter kroens hjemmeside at dømme er priserne på dette fashionable sted ret pebrede, - også efter dansk målestok. Har man imidlertid lyst og ønsker at spendere midlerne, så kan man godt vove et ophold på kroen og nyde atmosfæren; - og måske møde nogle af ”Congressens” medlemmer.

Tilbage til ruten. Et par steder på rutens godt hundrede miles er der spisesteder. Vi kører således ved frokosttide ind på ”Skylands Restaurant”, hvor vi for rimelige penge lader os betjene af det sædvanlige og meget venlige og åbne amerikanske personale. Vi føler os måske af denne grund meget velkomne. Kunder, gæster og besøgende er altid i positivt centrum ”over there”. Det opleves altid rart at blive betjent på denne måde. Også ”picknic areas” ligger pænt drysset langs hele ruten. Her får vi hurtigt øje på bjørne-sikrede affaldsspande, hvilket minder os om, at vi mennesker trods alt kun er gæster herude i naturen. Vi er her på naturens præmisser. Det er os, der er på besøg. Når vi er her og blander os, så må vi tage hensyn og være forsigtige. Dyrene er her. De hører til her. Og de er tæt på, selv om vi ikke altid kan se dem. Fugle dukker op for en kort visit, - og svirrer videre. Der annonceres således med, at man her i ”National Park” kan møde alt fra farverige, flaksende sommerfugle, over fugle i alle størrelser til små og større pattedyr. - Således: Monarch sommerfugle; rovfugle som høge, våger og sjældnere ørne; farverige finker som Virginias state-bird den flotte knaldrøde kardinal; hjorte ”white tailed deer”; eller rovdyr som vaskebjørne ”racoon”; los, ”bobcat” eller bjørne, ”black bear”.Vi nyder under vores kørsel, at trafikken er meget stille. Vi møder således på hele ruten kun få modgående biler. Farten er sat til max 45 miles. Overhalinger er stort set umulige på grund af de snoede veje med dobbelt optrukne striber. Og behov for at overhale opstår så at sige ikke. Det lader til, at alle, der kører ad denne flotte rute, er her for at nyde naturen. Nyde udsigterne og kun har ønske om, at køreturen bare skal foregå i fred og ro. Er der imidlertid behov for at lade nogen slippe uden om, - så ruller man stille og roligt bare ind på næste ”overlook” - og venter lidt. Og den næste ”overlook” ligger altid ”lige omhjørnet”. Så kan køreture gå uforstyrret videre.

 Man har igen vejen, roen og oplevelsen for sig selv.Hen på eftermiddagen på denne første fantastisk flotte del af ”Skyline Drive”, kører vi efter 105 miles nedad og ud af ”Shenandoah National Park”. - Vi drejer fra og til højre og kører nogle få kilometer mod vest til den lille by, Waynesboro. Den ligger på kanten af selve Shenandoah Valley. Interstate 64 krydser netop ved Waynesboro vores nord-syd rute. Også her kan der laves et par afstikkere, hvis man ønsker det. Små 50 km vest for Waynesboro er der mulighed for at besøge ”Præsident Wilsons House”. Kører man godt 60 km mod øst finder man lige uden for Charlottesville præsident Thomas Jeffersons hus og plantage, ”Monticello”. Thomas Jefferson er uden sidestykke en af de mest interessante og fascinerende af USA såkaldte ”Founding Fathers”. Han var i en alder af kun 33 år hovedskribenten af ”Den Amerikanske Uafhængighedserklæring” i 1776 – og blev senere USA’s tredje præsident. I den sammenhæng trak man store veksler på hans uddannelse inden for statsvidenskab og hans store filosofiske viden. Han var som datidens indflydelsesrige personer klassisk uddannet - og havde stor indsigt og viden allerede som ung. Han var en stor begavelse - og omgærdet med stor respekt. Han var den første præsident, som boede i ”The White House”, som først blev færdigbygget til ibrugtagning den 18. oktober i år 1800. Thomas Jefferson er en utrolig spændende og inspirerende person. Fra ”Monticello”, hvor han boede med sin familie og drev sin plantage, udvirkede han sin vidtfavnende og mangeartede kreativitet. Han var særdeles iderig og gjorde mange opfindelser af forskellig størrelse og betydning; - fx inden for bygnings- og landskabsarkitektur. Derudover også små opfindelser af mere lavpraktisk art som en ”kopimaskine”, han benyttede i forbindelse med sin store og flittige brevskrivning. Besøger man ”Monticello” får man altid en to dollar seddel retur som byttepenge, – med mindre man betaler med plastikkort. Thomas Jeffersons portræt pryder nemlig denne pengeseddel, der stort set ikke benyttes mange andre steder i staterne. Lader man sedlen gå videre i en forretning, møder man uden tvivl kommentaren: ”Nå, du har nok besøgt Monticello”.”Monticellos” og især Thomas Jeffersons historie er meget spændende og fortæller samtidig en stor del af USAs historie. Som politisk meget aktiv og meget produktiv i en menneskealder rummer netop Thomas Jeffersons liv også de fleste af de sammenhænge og problemstillinger, som USA i de år befandt sig i, og hvor landet fik sin selvstændighed og udviklede sig. Således eksempelvis det evige og centrale spørgsmål om magtfordelingen mellem de enkelte stater og den fælles union. ( En problemstilling, man også i vore dage kender fra det hjemlige; nemlig i forholdet mellem Danmark og EU) – og så selvfølgelig spørgsmålet om slaveri. Det kan kun anbefales at besøge ”Monticello” og indsnuse stedets atmosfære og Thomas Jeffersons ånd.Ikke langt fra ”Monticello” ligger USA's femte præsident James Monroes hus, ”Ash Lawn Highland”. Men som altid på ferierejser, - må man vælge. Lige så interessant det kan være at besøge andre og flere steder, så er man nødt til prioritere. Man kan ikke nå det hele.I Waynesboro finder vi ly for natten på den lokale ”Quality Inn”. Den første, dejlige, flotte og oplevelsesrige del af den lange rejse på ”Skyline Drive” er bag os. Vi finder i byen en hyggelig og velbesøgt restaurant, hvor vi nyder et velkomponeret og velsmagende måltid med tilhørende lokal chardonnay. Virginia har mange ”vinyards”, - og mange af dem er åbne for besøgende. Har man tid til at besøge en, så er der altså mange muligheder. De mange indtryk fra den første dag på ”The Skyline Drive” fæstner sig. Vi føler en stor glæde og indre ro. Vi er fyldt op af gode indtryk.
Et overlook
Et overlook

”Blue Ridge Parkway”

Næste del af turen foregår på ”Blue Ridge Parkway”. Vejen ligger ikke i nogen egentlig national park. Men der er ingen oplevelsesmæssige eller synlige forskelle, når man som os bevæger sig nysgerrigt igennem landskabet som turist. National Park status’en giver visse beskyttelsesfordele og påfører visse restriktioner i forhold til udnyttelse, til vejanlæg og til, hvordan bygninger kan etableres - og stiller krav til, hvorledes de lokale myndigheder har forpligtelse til vedligeholdelse og til at sikre naturplejen. Godt udhvilede kører vi ud af Waynesboro. Vi er klar til en ny dag med nye oplevelser. Inden næste etape begynder, fylder vi benzin på bilen; - det er nemlig så som så med antallet af tankstationer på selve ruten. Man skal gerne bevæge sig lidt ned fra parkway’ens ”skyline” til en af de små byer i dalene for at sikre sig benzin og andre services.”Blue Ridge Parkway”, der ligger meget smukt, er anlagt i begyndelsen af 1930’erne som et kæmpe arbejdsløshedsprojekt. Ideen med dette projekt er at bringe amerikanerne ud i USA’s smukke landskab - og dér opleve naturens fantastiske variation og mangfoldighed. - Det politiske formål er, ud over oplevelser at give amerikanerne indsigt i og forståelse for samspillet mellem natur og mennesker. Omkring 20 millioner besøgende hvert år tyder på, at nogle af formålene med ”Blue Ridge Parkway” er blevet indfriet. Endvidere er hensigten med vejen også at skabe en direkte forbindelse mellem de to store National Parker: ”Shennandoah National Park” i nord og ”The Great Smoky Mountains” i Syd. Selve ”Blue Ridge Parkway”, der løber på ”toppen” af Appalacherne har en længde på små 800 kilometer. Den består ud over selve vejen, der snor sig med sine mange, mange ”overlooks” med fantastiske udsigter til dalene og til de vidstrakte bjergkamme, - af et utal af broer og tunneler. Langs hele vejen er der opsat såkaldte ”mileposts”, der tydeligt angiver, hvor langt man er kommet på ruten. Der tælles fra nord mod syd. I ”Blue Ridge Parksways Assosiation’s” ”Directory & Travel Planner”, der udgives hver år, refereres til disse ”mileposts”, så man er aldrig i tvivl om, hvor man er, og hvad der kan ses og opleves undervejs. Vejen ligger i højder fra godt 200 meter til godt 2.000 meter over havet. Der er mange såkaldte ”gabs” - pas - som ofte er de steder, hvor mindre veje fører ned til de omkringliggende dale.Det er morgen. Disen ligger fortsat og lukker for det store udsyn. Klokken er ni. Foran ligger ”Blue Ridge Parkway”. Det varer kun en lille halv time inden solen får magten, - og disen forsvinder. Vi stiger langsomt i højden og ser ved vejsiden et par hjorte springe ind i skoven (white tailed deers). De, der har Disney’s Bambi – eller rettere Bambis mor - på nethinden, genkender let ligheden. Efter et par sving yderligere står den der pludselig. En bjørn. En sortbjørn. Stor og mægtig står den roligt med vejrende attitude og afsøger luften med sin følsomme næse. Vi sænker farten og lader bilen rulle langsomt til stop. Vi ved, det ikke er alle, der får dette syn. Vi nyder øjeblikket. Bjørnen afsøger med sine sanser området. Bjørne ser dårligt, men har en god hørelse og en super lugtesans. Vi har det godt med at sidde inde i bilen. Godt gemt og beskyttede. Vi har bjørnen foran os i et lille minut. Måske en 50-60 meter fremme. Den står helt upåvirket, majestætisk, ophøjet og næsten arrogant med sit afsøgende, løftede hoved. Men også dejlig ”bamset” og rund med sin fyldige mørke pels. Efter en stund sætter den sig i bevægelse; roligt og langsomt lunter den ind i krattet og forsvinder. Skoven har slugt den. Lettere ”berusede” af denne overraskende og fantastiske morgengave - klokken er halv ti - sætter vi atter bilen i gang. Vi er klar over, at vi har været meget heldige. Og så endda allerede her i begyndelsen af turen på ”Blue Ridge Parkway”. En kæmpe oplevelse har vi fået. Vi ved, at flere oplevelser venter os - såvel denne dag som de næste. Solen er snart helt fremme. Udenfor er varmen over 30 grader celsius. Vi nyder det inde i den air konditionerede bil. Denne opfindelse har ikke været forgæves; utrolig dejligt, at bilens indre klima kan gøre oplevelsen af velvære total.Vi krydser Otter Creek - en lille landsby eller måske snarere en samling huse. Lidt efter kører vi over en større flod, James River, der løber ud til Atlanterhavet mere end 250 kilometer længere mod øst.
Natural Bridge
Natural Bridge

”Natural Bridge”

Vi forlader imidlertid ”Blue Ridge Parkway” for en kort afstikker her ved det laveste punkt på hele turen; - vi er kun 649 fod over havet. Vi følger James River - ”upstream” - mod vest og når efter små 2o miles en absolut seværdig geologisk spændende formation, ”The Natural Bridge”. En af naturen skabt og formet kalkstens ”bro”, der er små 70 meter høj og 30 meter bred. Vi følger skiltningen, som er god, og når let frem. Området omkring ”The Natural Bridge” er indrettet som de fleste attraktioner i USA, nemlig med kæmpemæssig parkeringsplads, stort indgangsparti med billetslag, informationscenter, butik og spisemulighed. Selv om man ofte ikke møder mange biler eller mennesker undervejs og frem mod seværdighederne, så er sådanne turiststeder ofte velbesøgte. Man møder gerne et mylder af mennesker, når man kommer frem. Ikke desto mindre er stederne indrettet til at tage imod de mange besøgende, så i praksis opleves det ikke som værende ”crowded”. En ”shuttle bus” - er med i billet-prisen - kan benyttes fra parkeringspladsen og ned til ”The Natural Bridge”. Vi vælger at benytte trapperne – så kan vi altid overveje at tage bussen på vejen tilbage - og op. Der er under en kilometer. Selve ”The Natural Bridge” er imponerende. Den må og skal besøges. Der opføres koncerter under og omkring broen. Akustikken i den lille slugt med de lodrette vægge siges at være rigtig god. Der er en lille historie tilknyttet ”The Natural Bridge”, der fortæller, at Thomas Jefferson købte såvel broen som den lille slugt for 20 shilling i 1774. Thomas Jefferson var meget interesseret i den amerikanske natur og ønskede, at amerikanerne skulle opleve naturens vidunderlige mangfoldighed og dens unikke skabelser. Hans ”plantation”, ”Montecello”, der ligger umiddelbart øst for Charlottesville kun 50-60 kilometer fra ”The Natureal Bridge”, så han kendte området ret godt. George Washington har under et af sine besøg skrevet sine initialer som en slags graffiti på klippevæggen op til broen. De er der stadig - og er ”highlinet” med en lille hvidmalet firkant omkring og kan derfor tydeligt ses i en 8 meters højde over den lille ”creek”, der strømmer lystigt i slugten. Vi fortsætter vores gåtur ind under og igennem broen og går videre langs den lille ”creek”, hvor vi studerer livet i en lille indianer bosættelse. Illustrativt og med levende fortællere iført indianske dragter, får vi et godt indtryk af livet for indianerne i skoven, af hytterne, af bålpladsen, af majsdyrkningen, af jagten og af grutning af majsmel samt garvning af skind ved hjælp af nedlagte dyrs hjerner samt selve forarbejdningen af skindene. Billedet af bopladsens dagligdag males tydeligt for os.Vi finder efter besøget tilbage til ”Blue Ridge Parkway” og genoptager turen i sydlig retning. Hen på eftermiddagen kører vi ind til den største by på ruten, Roanoke, - der har cirka 100.000 indbyggere. Vi oplever her en af de rigtigt kraftige lokale ”thunderstorms”. Skyerne samler sig, det mørkner, og der udløses et spektakulært tordenvejr, hvor vandet vælter ned. Himlens sluser åbner sig på vid gab efter en hel dags opvarmning. Den meget kraftige regn varer en god halv times tid. Vi vælger at forlade den tætte eftermiddagstrafik for en stund. Selv om hastigheden på den sekssporede vej er tilpasset lav, så parkerer vi og afventer. Vi har intet hastværk. Vi studerer bykortet for at orientere os og for at finde et hotel for natten. Vi glædes samtidig over at have valgt en SUV til turen. Den fungerer optimalt under sådanne hidsige tordenbyger. Jo, naturen har her kræfter, som vi ikke kender hjemmefra. Efter en lille times tid klarer det atter helt op. Dagens opsamlede energier er udløst.
Trail’s Cabin
Trail’s Cabin

”Roanoke Mountain”

Inden vi den følgende morgen genoptager turen sydover ad ”Blue Ridge Parkway”, laver vi en lille afstikker på kun et par miles til ”Roanoke Mountain”, som ligger lige øst for byen - med direkte opkørsel fra ”Parkway’en”. Man kører op ad - og ned ad - i en dobbeltspiral; vejen er således ensrettet, hvilket er en god ting, da den ud over at være stejl også er ret smal. Biler med campingvogne må således ikke benytte vejen. Vi møder et par morgenfriske cyklister undervejs. De er svære nok at køre forbi.I det hele taget møder man under vejs på hele turen - både i ”Shennandoah National Park” og på ”Blue Ridge Parkway” en del cyklister. Ligesom der også er en del på motorcykel. Vores tur ligger i begyndelsen af juli måned og derfor inden skoleferien i USA. Måske af den grund er trafikken ikke særlig tæt. Sædvanligvis tæller vi kun 1-2 modkørende biler pr minut. Flere er der ikke. Vi kan læse os til, at der derimod er ret tæt trafik såvel under løvspringet i foråret som igen, når efteråret viser skoven i sin fantastiske farvepragt. Her kan man risikere at køre kofanger mod kofanger.Tilbage til ”Roanoke Mountain”. Fra toppen er der en betagende udsigt over Roanoke og over landskabet mod såvel nord som syd. Man har næsten fornemmelsen af at se landskabet som fra et fly. De udstrakte, næsten uendelige skove, det dyrkede land med markernes mosaikker og de spredte bebyggelser. Og så de myrelignende biler, der flytter sig på vejene. Her oppefra fornemmer man storheden i det vidtstrakte USA. Alt synes stort; langt; mægtigt og imponerende. I det fjerne ses de mange bjergkamme. De ligger dér diffust i deres blålige dis; - og fortsætter videre sydover til området ved ”The South Gate”, - til ”The Great Smoky Mountains”. Kort tid efter er vi atter nede og på vejen. Vi møder i et af de mange sving en kæmpe rovfugl, der flyver lavt mod os hen over vejen. Den når at manøvrere væk fra kollision med bilen og drejer ind i skoven. Vi har tydeligvis forstyrret den, hvilket vi snart konstaterer, idet vi rundt om svinget og i et par meters afstand fra vejkanten ser, at der ligger en hjort – igen en af de såkaldte white tailed deers, - denne gang død. Rovfuglen, som vi synes er kæmpestor, er svær at artsbestemme, - den var tydeligvis i gang med et større måltid. Vi passerer fortsat - som under hele turen - massevis af ”overlooks”, hvor man enten til højre eller venstre kan nyde fantastisk, mageløs flot og ”breath taking” udsigt. Temaet er utroligt smukt og betagende, men et tema med variationer. Og vi betages igen og igen af disse flotte udsyn. Naturen er ligesom balsamerende, - og som grønlænderne udtrykker det om deres egen naturs storslåede skønhed: ”Den gør sjælen smuk”. Og det gør den. Det føles sådan - også her i Appalacherne, når man kører på ”Blue Ridge Parkway”.
Mabry Mill
Mabry Mill

”Mabry Mill”

Ved frokosttide gør vi holdt ved milepost 176, - ved Mabry Mill. Vi går ind i den lille, gamle og charmerende restaurant. Restauranten udstråler en hyggelig og nærværende atmosfære. Vi sidder med udkig lige ud i skoven, der i al sin flotte variation er lige dér uden for vinduerne. Betjeningen er den sædvanlige hurtige og nærværende. Vi vælger denne gang den lokale udgave af ”Chicken in Basket” Amerikanerne forstår at give indtryk af, at man er velkommen. Der går ikke mange hele minutter fra, at man træder ind i restauranten, til man sidder ved bordet og afgiver ordre. Hele vejen igennem måltidet oplever man en relevant opmærksom service, der hurtigt følger op og sørger for gæsterne. Selv det der med at få regningen og få betalt foregår elegant og i et tempo, der er misundelsesværdigt. Det kender vi ikke hjemmefra, hvor man tit må sidde ret længe og vente, når der skal betales for måltidet. Her går det dejligt kvikt. Det oplever vi som værende rigtig rart.Efterfølgende går vi en lille tur rundt i området udenfor; den tidligere settlement ligger nu som et levende frilandsmuseum med ”farmhouses”, ”barns” og en brusende picturesque vandmølle. Også en ”blacksmith” og en ”sawmill” finder vi i området med de spredt liggende bygninger. Vi får her konkret anledning til at tænke tilbage på den tid, hvor der pulserede et rigtigt og uden tvivl også barskt liv i bygningerne. Dette ”farmland” var kilden til folks eksistens. ”Settlements” af denne slags lå med rund hånd spredt langs hele USA’s østkyst. De var nybyggernes og deres efterkommeres eksistensgrundlag; og de var fundamentet til ”Den nye Verdens” land, USA. Virginia er et stort, - et rigt land. Det gode ved at stoppe op sådanne levende steder er, at ”rangere” og frivillige her foreviser, hvordan opdyrkningen foregik, og hvordan tilhørende håndværk blev praktiseret. Vi ser blandt andet træskærerarbejde, spinding, vævning, plantefarvning, maling af mel. Der fortælles og vises; - og der er god dialog med de besøgende. Amerikanere er dejligt nemme og hurtige at komme i kontakt med; deres åbenhed er slående, og man møder altid positive og venlige mennesker. Der forevises og fortælles; man bliver fyldt godt op med informationer, forklaringer og fortællinger. Man beriges og får indsigt i vilkårene; man får større forståelse for livet dengang. Således indføres vi af en meget engageret og fortællende ”ranger” i tobakdyrkningens mystik. Vi hører om Virginias vilkår og muligheder; - og om rigdomme skabt netop af tobakken. Vi hører om det tunge og besværlige arbejde med at rydde skoven for at skaffe marker til dyrkningen. Vi hører om det nedbøjede og opslidende arbejde; - og om de mange krumme rygge, tobakken kræver for at kunne vokse og udvikles. Og vi hører om denne meget krævende plante, der fra såning til høst har brug for flittige hænder og nænsom pleje igennem hele vækstperioden for at kunne lykkes. ”Rangeren” berører kun kort slaveriet, der jo ellers var en af de centrale elementer i hele processen. Men vi hører om de mange småfarmere, der på familiebasis selv opdyrkede jorden, - og som trods slid og slæb kun lige fik til dagen og vejen. USA er stort; - det er rigt og rummer mange og rige muligheder. Men her er - og var - også fattigdom, nøjsomhed samt ulideligt slid og slæb. Og den barske tilværelse under slaveriet hører med til denne fortælling. Ikke alt var - og er - lutter lagkage.Vi forlader Virginia og kommer ind i North Carolina. Det er blevet eftermiddag og vi vælger at køre fra – og ned i dalen mod øst for at finde en lille by at overnatte i. Her er fortsat kun skov. Vi kommer til en lille ”village”, Mulberry, - hvor vi ruller ind til en lille ”filling station” for at tanke. Her holder en truck uden for en mindre, lav og typisk ”western stile” bygning, der i den ene ende har noget, der ligner en butik. Der kommer hurtigt en ”Hill Billy” lignende tavs men meget venlig amerikaner ud til os. Efter en kort ordveksling - med under en håndfuld ord - tanker han tavst vores tørstige bil. Jo, - helt her ude er der skam også det, der hedder ”full service”; - ikke noget med selvbetjening. Han fylder lidt over 19 gallon på tanken. De koster ”kun” 52 dollars. Det bliver omregnet cirka 4,50 krone pr liter benzin. Det synes vi er billigt. Amerikanerne selv tager sig til hovedet over benzinpriserne nu; - de synes, de er vildt høje. Når vi fortæller om vores hjemlige benzinpriser, er de rystede. USA har tydeligvis aldrig fået tilpasset deres benzin- eller energipriser - som vi gjorde - efter den såkaldte energikrise ramte i begyndelsen af 1970’erne. Og siden hen har vi tilmed i Europa med jævnlige ryk via politisk bestemte afgifter fået rykket de olie-baserede priser opad. Man må sige, at USA her har mange endnu ubrugte afgiftspotentialer. Vi kører videre og sigter mod en lidt større by, Wilkesboro, hvor der findes hoteller. Byen ligger godt 20 miles sydøst for vores frakørsel på ”Blue Ridge Parkway”.
Bro i Ashe County
Bro i Ashe County

”Moses Cones Plantation”

Næste morgen kører vi den korteste vej - mod nord - tilbage til ”Blue Ridge Parkway”. Vi rammer vejen ved ”Jumping off Rock”, der ligger i 3225 fods højde. Parkway’en krydser hen over vej 16 på en af de utallige og utroligt flotte broer, som parkway’en blev forsynet med i 1930’erne. Store granitkvadre sikrer den tværgående og underliggende vej med sin superflotte romerske bue. Hver af disse broer en sand fryd for øjet og vidner om gedigen og gennemført ingeniørkunst, hvor æstetikken i høj grad også er medtænkt. Viadukterne er meget harmoniske og smukke.Da vi kommer til parkway’en, kører vi et par mil ”tilbage” mod nord for lige at få den bid vej med, som vi ellers ikke ville have set. Det betaler sig; vi får nemlig her morgenens allerførste og flotteste wharwww. Udsigten fra ”overlook’et” er fantastisk. Turen er genoptaget - og dagen allerede godt begyndt.Ved milepost 294 gør vi det næste større stop. Her ligger ”Moses H. Cone Memorial Park” med sit flotte hvide sydstats plantagehus, ”Flat Top Manor” . Moses, der var søn af jødiske indvandrere - og hans kone Bertha - byggede huset, der rummer 23 værelser, i slutningen af 1890’erne. De var kvæg- og fåreavlere og etablerede derudover en kæmpe æbleplantage med ti-tusindvis af træer. Området blev endvidere kultiveret med veje og anlæg af søer - og var dengang et mønsterbrug. Efter Berthas død overgik ”The Estate” til ”Blue Ridge Parkway Association”. I dag er det et af de mest benyttede rekreationscentre langs Parkway’en og hjemsted for ”The Parkway Craft Center”. Huset er betagende - og kan beses for et mindre beløb. Her kan man indsnuse atmosfæren af tidligere tiders sydstatsliv. I butikken sælges kunst og kunsthåndværk af høj kvalitet. Området er velbesøgt; - der kan ”hikes”, - der er ”horseback riding”, - og der er mulighed for gå- og vandreture. Fra husets ”porch” er der en skøn, skøn udsigt. Moses og Bertha Cone havde øje for områdets skønhed og forstod at placere huset, så dets beboere og besøgende kunne nyde naturen og landskabet.
Lin Coce Viadukt
Lin Coce Viadukt

"Grandfather Mountain"

Vi kører videre. Flere flotte “overlooks”. “Blue Ridge Mountains” viser sig fortsat fra deres flotte side. Der er rigtig mange wharww.. på ruten. Ren balsam for sjælen. Ved milepost 304 møder vi en af de mere spektakulære vejstrækninger. Det er ”Lin Coce Viaduct”. Parkway’en snor sig her ligesom ”uden på” bjerget. Der er selvfølgelig en lille historie knyttet til netop denne viadukt: Anlægget på denne syv miles strækning blev forsinket i hele tyve år, fordi man ønskede at bevare dette sceniske og unikke stykke af ”Grandfather Mountain”. Ingeniører, arkitekter, lodsejere og miljøforkæmpere stak næserne sammen og søgte en løsning. Det varede hele tyve år; - men resultatet, der tilgodeså de fleste interesser og synsvinkler, blev skabt og ligger i dag og snor sig rundt om bjergkammen. En fantastisk løsning, hvor form og funktion er gået op i en højere enhed. Viadukten tager de ønskede hensyn til den skrøbelige natur og lader samtidig den kørende komme ud i naturen.
Biltmore House
Biltmore House

”Biltmore Estate”

”Next Stop” er Asheville. Byen ligger som en lille perle og præsenterer sig som et center for kunst og kultur. Igennem tiderne har Hollywood kendisser og østkystens millionærer brugt Asheville som rekreationssted fra det hektiske liv. Da vi hen på eftermiddagen ankommer, havner vi midt i et pulserende lokalt kunstner-marked i byens centrum. Kunst og brugskunst sælges fra teltene på byens central torv; Asheville præsenterer sig med en venlig puls; der er massevis af mennesker, der nyder dette lille åndehul. Vores fokus er imidlertid på ”Biltmore Estate”, - USA’s ubetinget største hus med over 250 værelser. Vi har afset en hel dag til at besøge ”huset” og det tilhørende område. George Vanderbilt - barnebarn af en af USA’s rigeste ( jernbaner, rederier, børs ) - købte i 1888 cirka 500 kvadrat kilometer land i Asheville. Til sammenligning kan bemærkes, at Bornholm dækker 588 kvadrat kilometer. - Her ”designede” og opførte han et kæmpehus – som han kaldte ”Biltmore”, efter Bilt i Holland, hvorfra familien i sin tid udvandrede. Huset ligner et slot og er bygget efter fransk forbillede. ”Biltmore” er med sine mangeartede tilbud et ”must” at besøge: ”Biltmore House” viser også i dag tydeligt det liv, der udspandt sig i perioden fra huset stod færdigt og taget i brug juleaften i 1895 og frem til 1930’erne. For at skabe kapital til driften åbnedes ”Biltmore House” efter George Vanderbilts død i 1914 successivt for besøgende; - og i dag sørger over1800 ansatte for, at ”Biltmores” mange muligheder præsenteres for besøgende, der i tusindtal gæster huset hele året rundt: I selve ”Biltmore House” imponeres man på ”ground floor” blandt andet af: ”Entrance Hall”, ”Winter Garden”; ”Billard Room”; ”Banket Hall”; ”Breakfast Room”; ”Music Room” og ”Library”, hvor Napoleon Bonapartes skakbord står. Alle rum er møblerede og står som da familien boede der i begyndelsen af 1900tallet. Man fornemmer under besøget, at man kun er et ”fantasiens fingerknips” fra at være tilbage i tiden og kan næsten se familiens Vanderbilt gå omkring i stuerne. Man ser på ”first floor” familiens værelser og på ”second floor” gæste-området, der tilgodeser alt, hvad man kan ønske sig med stuer, badeværelser og de egentlige gæsteværelser. I husets kælder findes rekreationsområdet, hvor der er indrettet ”Bowlinglane”, ”Swimmingpool” og ”Gymnasium”. Rummene er indrettet med faciliteter, som vi i dag kun finder i fitnesscentre med trimudstyr. Helt unikt og helt uhørt for datiden. Men på ”Biltmore” fandtes det. Også et ”Halloween Room” er der; - vi vil nok kalde det et teater- eller drama-rum. I kælderen ligger derudover et utal af rum og værelser til personalet. Her boede og levede snesevis af servicerende mennesker. Andre personaler kom udefra; de boede i og omkring Asheville. Husets nederste etage derudover køkkener, kølerum, vinkælder og hvad der ellers krævedes. Og der findes selvfølgelig også shops og restauranter, - blandt andet i den tidligere hestestald. Der er bagerbutik i kørestalden osv. Der er kort sagt tænkt på alt, så den besøgende kan blive godt tilgodeset. Lige uden for selve huset finder man : ”Biltmore Gardens” og ”Green House”. Og på det kæmpe store område, der hører til ”Biltmore” ligger en ”Deerpark” og ”Biltmore Inn”, hvor man kan bo. Og der ligger ”Antler Hill Village” med landbrug med dyrehold; – og her er flere levende værksteder, hvor der forevises håndværk. Her er en landbrugsudstilling med forrige århundredes maskinpark og der er ”Biltmore Winery”. Og så er der milevis af gode veje at rundére i området på. Her veksler små vandløb, parklignende arealer, åbne marker og egentlig skov. Og man kan se til bjergene i det fjerne. Selv om mange dagligt besøger ”Biltmore” - i gennemsnit 25.000 - er der ikke hverken crowd’ed eller kødannleser. Der tilbydes selvsagt guidede ture i huset, på ”farmen”, i området – og der er aktiviteter som ”biking”, ”carrige riding”, ”farm wagon riding”, ”segway tours”, ”horseback riding”, ”Land Rover expedition”, ”fly fishing” o.m a. Jo, - man er nødt til at udvælge; tilbudene regner ned over én. Og alt er stort, stort, stort. Man får et tydeligt indblik i Vanderbilt familiens rige ejendomme og rige liv. Man kan godt imponeres lidt over også George Vanderbilts holdning med hensyn til at skabe alt dette. - Hvis det ikke findes, så laver man det. Han byggede simpelthen USA’s største hus. Til sin familie og til sine venner. Og i dag ligger det der så; - åbent for os alle. Åbent hver dag året rundt, undtagen juledag, - selvom der netop pyntes særligt op til julen, hvor der selvfølgelig kommer ekstra mange besøgende. I december præsenterer ”Biltmore” sig som et sandt overflødighedshorn af alt, hvad ærke-amerikansk juleudsmykning kan byde på. At ”Biltmore” derudover har lagt scene til flere film kan heller ikke undre. ”Biltmores” beliggenhed med underskøn udsigt til de smukke skovklædte ”blå” bjerge er ren nydelse.Man kan sagtens bruge en hel dag på ”Biltmore”; - men så er man også godt mæt af de mange, mange indtryk.
Blue Ridge Mountains
Blue Ridge Mountains

”Blue Ridge Parkway” slutter

Dagen efter er vi atter tilbage på vores hovedrute, - på parkway’en. Vi begynder i ”Blue Ridge Parkway Visitor Center”, der ligger lige uden for Asheville, ved milepost 384. Centeret er nyt og indeholder flotte udstillinger, biograf og selvfølgelig vaskeægte og levende ”rangers”, der kan fortælle om de mange muligheder for oplevelser langs parkway’en.Vi er ved at nærme os afslutningen af selve parkway’en. Vi imponeres fortsat af de mange ”overlooks” med de fantastisk flotte udsyn. Langs vejen lyser især gule og hvide blomster op i kanterne. Sommerfugle flakser omkring. Og svævende rovfugle cirkler over de høje træer. Vi ser småfugle krydse vejen og smutte ind i skoven. Jo længere sydpå vi kommer des mere åbner landskabet sig med grønne marker, der mange steder er med flotte gærde. Ind i mellem ser vi nu også huse. Horisonten har hele vejen det blålige skær. Dampen fra træerne fortryller billedet - og betager. Vi mærker nu tydeligt, at vejen stiger op i højere luftlag. Disen over skovene forvandles desværre langsomt til egentlig tåge, da vi nærmer os milepost 431, - ”Richland Balsam Overlook”. Her ligger ”The highest point on Blue Ridge Parkway” med sine 6.047 food over havet. Vi stopper op og tager et par obligatoriske ”snapshots” ved det opsatte mærke, - ganske få miles senere letter tågen, og udsynet bliver igen det kendte - og imponerende. Vi har næsten fornemmelse af at flyve hen over det underliggende dal-landskab. Langt, langt ude ses horisonten; -”de blå bjerge” ligger med deres mange rækker af kulisser og komponerer deres betagende billedsymfoni.
Blue Ridge Parkway
Blue Ridge Parkway

Cherokee

Så sker det. - Ved milepost 469 kører vi ud af den lange og fantastiske ”Blue Ridge Parkway”. Sat sammen med de 105 miles i ”Shenandoah National Park” fra sin nordlige indgang ved Front Royal i Virgina - og her til ”South Gate”, - kun et par miles nord for Cherokee. Har vi tilbagelagt de næsten 1000 kilometer. Alle 1000 kilometer har været én dejlig, afslappende og spændende rejse, - fyldt med gode oplevelser. I fred og ro. I eget og adstadigt tempo. Med massevis af stop. Med flotte, flotte ”overlooks”, hvor naturen præsenterer sig med en larmende tavshed og føles som ren nydelse for øjnene. Og med mange møder med mennesker, med historien og kulturen. En skøn vekslen mellem nutid og fortid. Mellem natur og kultur. Og med en gennemgående, amerikansk menneskevarm og åben gæstfrihed. Og med mulighed for at gøre, som man helst vil. Med andre ord et rigtigt dejligt sted at gøre sin ferie. Appalacherne har fortalt deres fortælling. Og vi har ladet os betage.Efter nedkørsel fra ”Blue Ridge Parkway” ad snoede veje kører vi ind i Cherokee, hvor en hel anden historie fortælles. Cherokee er hovedby, hjemsted og reservat for Cherokee Indianerne. Her fortælles deres historie flot og fornemt i det nye ”Museum of the Cherokee Indian”. Historien kan også på dramatisk vis ses og opleves i friluftsteatret – ”Unto these Hills”, - der ligger lige uden for byen og har plads til 28oo tilskuere. Her opfører Cherokee Indianerne et flot og fortællende spil om deres stammes triste historie. Om deres møde med spanierne, der som de første kom til området; - og om deres forvisning i 1800-tallet fra området og til Oklahoma. Både museet og teatret kan kun anbefales. Byen Cherokee rummer ud over flere hoteller også et stort kasino. Der ligger et utal af små forretninger og souvenirbutikker i hovedstrøget. Den indre by bærer lidt for meget præg af turisme, - men byens mere seriøse tilbud retfærdiggør fuld ud et besøg.
Dry Fall
Dry Fall

Highland - ”Dry Fall”

Vi sætter nu kursen mod den lille by, Highland; - en lille perle få miles fra Cherokee, og hvor kunst, kultur, afslapning og rekreation er i højsædet. Udstillinger, koncerter samt oplevelser i naturen med fx hiking og fiskeri synes at være obligatoriske tilbud. Highland ligger midt i dette enorme skovland og emmer af ro og fred, sirlighed og høj kvalitet uden at være mere eksklusivt, end alle kan være dér. Vi kører dertil ad smalle, snoede og piktoresque veje - og passerer undervejs flere vandfald, området omkring Highland er kendt for. De er ret så forskellige - som vandfald nu engang også er. Vi kigger nærmere på et af dem, ”Dry Falls”. Vi får en hyggelig og sjov lille oplevelse, idet stien går ind under selve det brusende vandfald. Vi mærker de millioner af forstøvede smådråber, når de sætter sig i ansigtet. Ganske behageligt i sommervarmen.
Whiteside Mountain
Whiteside Mountain

Whiteside Mountain

Dagen derpå kører vi til et andet lille ”highlight”; - til ”Whiteside Mountain”, der som et kæmpe klippeparti rager lodret op i skovlandskabet. Vi parkerer på den skrånende nordside. Herfra bringer en gåtur på en lille times tid os op på toppen af bjerget, hvorfra der er en fantastisk flot udsigt. Den lodrette lyse klippevæg under os giver uundgåeligt et sug i maven. Her oppefra kan man - ud over at se de mange forskellige træarter, buske og blomster - også være heldig at få øje på en af verdens hurtigste falke, en vandrefalk, ”the peregrine falcon”. Den var oprindeligt tilknyttet området, men forsvandt. Nu er falken i 1985 genindført på ”Whiteside Mountain” takket være et stort og ambitiøst program. At der i ganske kort afstand fra dette imponerede bjergmassiv ligger en lille settlement, der hedder ”Walhalla” fører tanken en kort stund hjemad til de nordiske himmelstrøg - til et tilsvarende om end knap så højt bjerg i det nordlige Blekinge, der også hedder ”Valhalla”. Tanken krydser her også den fortælling og den skik, hvor man kastede sig ud eller blev kastet ud og dermed kom direkte til vikingetidens ”Valhalla”. Men det er jo en helt, helt anden historie. Efter nogle dage i og omkring ”Highland” kører vi længere mod syd. Landskabet åbner sig mere og mere. Der er nu almindelig trafik. Vi er kommet væk fra ”parkway’ens” ro og de helt tætte naturoplevelser. Undervejs er der flere interessante småbyer, hvor vi gør holdt, nyder charmen og får dejlige og spændende oplevelser.
Atlanta Botanic Garden
Atlanta Botanic Garden

Afslutning i Atlanta

Endelig ankommer vi så i Georgias hovedstad, ”Atlanta”. Her er der andre highlights end ”World of Coca Cola” og ”CNN-Centeret”. I ”Downtown” ligger såvel store som mindre store seværdigheder som: ”The Swan House” med ”The Coach House”, ”Martin Luther Kings National Historic Site” og ”Tilly Smiths Farm” i ”Atlanta History Center” og ”Atlanta Botanic Garden”.“Atlanta Botanic Garden” er meget flot og velplejet. I dag findes i haven en såkaldt ”Canopy Walk”, hvor man i 10-12 meters højde bevæger sig igennem skoven - og heroppe fra kan betragte skoven og vegetationen. Overalt i haven møder man kunst; - især glaskunst, der på forunderlig og finurlig vis supplerer naturens plante- og blomsterflor. Her vover man at kombinere. Og det lykkes. Også havens ”Orkidé-center” med de kæmpestore drivhuse imponeres man over. Sjældne tropiske kreationer florerer og stråler i palettens fulde farvespekter; - og med en tilsvarende variation af de mest fantasifulde former, som orkideernes blomster jo kan præstere. ”Atlanta Botanic Garden” har ord for at være en af de flotteste i verden. Vi kan kun være enige.Endelig er også ”Stone Mountain” et besøg værd. Det ligger 20 miles væk, - sydøst for Atlanta. Et kæmpemæssigt, kullet bjergmassiv rejser sig op over det flade omkringliggende landskab. Fra toppen af ”Stone Mountain” - hvortil man kan komme med en svævebane - er der en imponerende udsigt 360 grader rundt; – også ind mod Atlanta. På ”Stone Mountain’s” ene lodrette bjergside er udhugget kæmperelieffer af sydstaternes generaler Robert E Lee og Stonewall Jackson og af konføderationens præsident, Jefferson Davis. Det er kun en meget lille brøkdel af det oprindeligt planlagte relief, der er færdiggjort; - men det, der er lavet, er imponerende. Og imponerende stort. Det matcher fuldt ud de udhuggede præsidentansigter i Mount Rushmore i South Dakota. Alt dette kan besøges i Atlanta, - og mere til. Oplevelser er der nok af også her, hvor den lange køretur på de næsten 1000 kilometer på langs af APPALACHERNE ender.
"What a Wonderful World"
"What a Wonderful World"

Epilog

Jo, - at se og opleve disse naturens overdådige gaver, - og imponeres; - og samtidig at møde menneskene i dette fantastiske, storslåede stykke USA er som at få lov til at kigge indenfor i noget utroligt stort. - Vi hidkalder os Louis Amstrongs ord, - og bifalder: ” What a Wonderful World ! ” - Erik Clausen

Kommentarer til rejsetippet om Naturområder nationalparker

Inspirerende rejsetip, det må vi prøve.

11/08 2013 Anita Toksvig
Vi er to par, der netop nu planlægger en tur i den østlige del af USA. Vi har bestemt, at en del af turen skal køres i Appalacherne, og har fået megen inspiration af din flotte og detaljerede beskrivelse. Vi kører der i starten af oktober og håber at opleve efteråret fra sin bedste side.

Hilsen Anita

What a Wonderful World"

05/01 2011 Knud Erik Pedersen
Louis Armstrongs ord om What a Wonderful World er dækkede for det velskrevne rejsetips. Det indeholder et væld af fine beskrivelser af den ene naturoplevelse efter den anden. Egentlig ser man mange gange under læsningen billeder af beskrivelser så klart, at man selv kunne have været der på samme tid, som beskriveren.
Det hele fortalt med variation og glæde for det flotte naturområde i USA.
Godt gået, Erik
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til amerikanske nationalparker

Naturområder og nationalparker
Rejser i de amerikanske nationalparker
Denne side er udskrevet d. 11. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/oestrig/tyrol/hopfgarten/berggasthof-alpenrose.html

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.