Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Naturområder nationalparker

Læs mere om rejser til Naturområder nationalparker

Rejsetips af samme forfatter

En vinterlig tur på Colorado's tag i juni
Rejsetips indsendt af:
København
16. okt. 2010

En vinterlig tur på Colorado's tag i juni

Colorado's Mount Evans Scenic Byway er den højest rækkende asfalterede vej i USA. Og med en højdeforskel på godt 2 km stod den på bjergkørsel undervejs. Foruden urgamle træer, bjerggeder, storslået udsigt og tynd luft i godt 4.000 meters højde.

Varsler om vinter og en mulighed for overnatning

Turen startede fra småbyen, Idaho Springs, der ligger ved I-70 motorvejen. Det er ca. 35 minutters motorvejskørsel mod vest fra hovedstaden Denver. Jeg kom imidlertid syd- og vestfra ad I-70 og havde siden i går hørt en masse om et større vejrsystem, der havde dumpet store snemængder over disse bjerge og på det nærmeste druknet Denver i regn. Hwy. 5 og vejen gennem Rocky Mountains Natl. Park længere nordpå skulle således være lukket. Begge havde dog været åbne siden slutningen af maj, og vi var nu midt i juni, så det ville blot være tale om kort tid, før vejene var ryddet igen. Denne eftermiddag fik jeg da også at vide, at Trail Ridge Road oppe i nationalparken igen var åben.Idaho Springs har det meste udi moteller, restauranter, supermarked osv, men ingen campingpladser. De lokale anbefalede imidlertid en primitiv plads i skoven ca. 6 miles sydpå ad rute 103. Det var netop på vejen op til Mt.Evans. Lige uden for byen har Arapaho National Forest bygget et visitorcenter/rangerstation. Det kan være en god ide at besøge dem, for her i bjergene kan forholdene som nævnt skifte fra time til time. Da jeg kørte forbi ved 18-tiden, var stedet naturligvis lukket, men der stod et skilt om, at den øverste del af rute 5 stadig var spærret.
Primitiv lejrplads ved rute 103
Primitiv lejrplads ved rute 103

Overnatning i det grønne

Jeg fandt det primitive lejrsted uden problemer, for der var allerede en 5-6 telte på stedet. Pænt sted med et tykt græstæppe. Og adskilt fra vejen af en rivende bjergbæk med en fin gangbro over. Det var walk-in her. Faciliteter (toiletter, borde, bænke osv.) var der naturligvis intet af, men jeg har overnattet in the bush ofte nok. Bækken kunne levere vand nok, men det skulle som altid koges, før det kunne drikkes. Jeg havde dog masser af medbragt drikkevand. Stedets øvrige beboere var, lige som jeg, indstillede på at få en fredelig nat midt i naturen. Ingen generatorer, ingen swimmingpool med skrigende unger, og gratis. Perfekt! Eller næsten, der var lige ham, der skulle have et vådt, rygende lejrbål. Heldigvis var der ingen vind, så røgen gik lige op.
Echo Lake og Mt.Evans
Echo Lake og Mt.Evans

Førte kik til Mt.Evans

Der var faldet en smule regn i nattens løb, men intet problematisk. Jeg fortsatte op ad 103, der nu småt begyndte at klatre. Omkring 7 miles fremme (samlet 13 målt fra Idaho Springs) nåede jeg Echo Lake, hvor der var åbent kik ind mod det hvidklædte Mt.Evans.
Continental Divide
Continental Divide

Op over trægrænsen

Det er her fra Echo Lake, at rute 5 udgår, og her ligger også en lodge. Den havde dog slet ikke fået øjne endnu. Klokken var jo kun godt 7. Gaten lidt inde ad rute 5 var heller ikke bemandet endnu, men med mit America the Beautiful Pass var de $10 jo dækket i forvejen. Alternativt var der selvbetjening. Man skal have sin adganghjemmel synlig i forruden, når man parkerer inden for gaten, og rangerne sætter gladeligt indbetalingskort i vinduesviskerne, hvis man ikke gør. I første omgang dog vist nok kun på de $10. Den nederste del af ruten efter gaten var ikke så interessant, men snart kom jeg op over trægrænsen, og så bredte Roof of the Nation (Colorado's øgenavn) sig så langt øjet rakte mod nord. Og Echo lake lå for foden af mig. Med skyfrit kunne dagen næsten ikke være bedre. Nu manglede bare, at vejen var åben hele vejen op.
Bristle cone pine ved Mount Goliath Natural Area
Bristle cone pine ved Mount Goliath Natural Area

Gamle beboere og gode nyheder

Fra Echo Lake er der ca. 15 miles til toppen. Ca. 1/3 oppe kom jeg til Mount Goliath Natural Area, hvor man har bygget en udstillingpavillon. Her i knap 3.000 meters højde har Colorado's ældste skabninger slået rod. Børstekoglefyr eller bristle cone pines. Og med blot 1.500 år på roden er de endda de rene Benjaminer i sammenligning med de godt 3.500 år, deres artsfæller andre steder i USA foreløbig er nået op på. Samtlige steder ligger i meget stor højde. Det er ikke fordi træerne elsker at slå sig ned på disse barske steder, men her har de stort set ingen konkurrence fra andre arter.På parkeringspladsen ved Mount Goliath mødte jeg en ældre amerikaner på motorcykel. Han kunne fortælle, at vejen rent faktisk blev åbnet hele vejen til toppen i aftes! En ranger dukkede op, mens vi snakkede. Han kunne bekræfte det. Han var rent faktisk på vej til toppen for at grave toiletterne fri for sne.
Summit Lake og Mt.Evans i vinterdragt
Summit Lake og Mt.Evans i vinterdragt

Summit Lake

Ca. 2/3 af vejen op nåede jeg Summit Lake. Her har jeg før oplevet, at man spærrer vejens øverste del af. Typisk fra starten af september. Og det var også her, man altså netop i aftes igen havde åbnet den øverste del. Jeg havde dog aldrig set så meget sne og is her omkring før. Summit Lake var dårligt nok begyndt at smide isen af sig endnu!
Et par af de 'tyvagtige' bjerggeder
Et par af de 'tyvagtige' bjerggeder

På toppen blandt de lokale 'tyveknægte'

De sidste ca. 5 miles til toppen var meget snoede og temmelig stejle. Heldigvis er amerikanske udlejningsbiler alle udstyret med automatgear, der gør bjergkørsel til en ren leg. I hvert fald opad. Nedefter skal man tænke sig lidt mere om.På toppen fandt jeg godt nok føromtalte ranger i færd med at rydde sne omkring toiletbygningen. Han strøede så salt ud efter sig, for at stierne skulle forblive ryddede, men det havde de lokale beboere fundet ud af. 2-3 amerikanske bjerggeder fulgte i hælene på ham og slikkede salt i sig! Reelt er der ikke tale om geder, men en antilopeart. Men da det ligner en ged, har det åbenbart været nemmest at kalde dem det.De tog sig ikke synderligt af alle os 2-benede (uden fjer), der rendte rundt og klikkede løs af dem, men forsøge at klappe dem skulle man nok afholde sig fra. Det var vilde dyr, ikke klappegeder i ZOO! En af dem gik endda bag om mig i under 1 meters afstand. De omkringstående førsøgte at gøre mig opmærksom på den, men jeg vidste den var der, og ønskede ikke at skræmme den væk. Med den store zoom på kameraet kunne jeg på den afstand under alle omstændigheder ikke få meget andet end øjet, så hvorfor skulle jeg forstyrre den?
Udsigt mod sydøst fra 'skøjtebanen'
Udsigt mod sydøst fra 'skøjtebanen'

Skøjteløb på toppen

Fra parkeringspladsen var der en sti på 2-300 meter op til selve toppen i 14.200 fods højde (4.330 meter), men den var stadig stort set utilgængelig. Det var tøet og frosset så mange gange de seneste dage, at sporet sine steder var en ren skøjtebane. Det lykkedes mig at komme ca. 100 meter op ad sporet, før jeg fandt det for besværligt at finde fodfæste. Og nedturen viste sig meget værre. Synd, for udsigten fra toppen er helt enestående, og jeg havde aldrig tidligere været heroppe under skyfri forhold. Udsigten fra stien mod syd var nu heller ikke uden evner. Et universitet i Denver har et astronomisk observatorium heroppe. Det er angiveligt årsagen til, at vejen blev asfalteret i sin tid. Ingen ved dog med sikkerhed, hvornår det skete!

Højden kan mærkes

Men her i godt 4.000 meters højde skulle man naturligvis ikke begynde at løbe marathon eller dyrke anden form for krævende fysisk udfoldelse. Alene det at gå lidt rundt var i sig selv lidt af en anstrengelse. Luften var tynd og ilt-indholdet i hver mundfuld luft var nede på det halve af, hvad vi 'fladlændere' er vant til.Og det var vist meget godt, jeg havde taget min vinterfrakke med på turen over Atlanten, for temperaturen heroppe lå kun lige over frysepunktet. Og det blæste. Rangeren havde en måler, der sagde, at med windchill lå vi nede under -10 grader Celsius.

Afslutning

Jeg kørte ned igen i næsten det samme adstadige tempo. Der var jo hele tide nye synsvinkler og udsigter bag hvert sving. Det er noget man som bilist almindeligvis ikke tænker på, for man fokuserer jo fremefter.Ved Mount Goliath deltog jeg kl.12 i en ranger walk rundt blandt de gamle træer. Det var første gang jeg kunne få lokal information om disse ældgamle skabninger on-site.Fra Echo Lake kan man vælge at fortsætte til højre ad rute 103 mod Denver over Squaw Pass, men jeg skulle videre op til Rocky Mountain Natl. Park, så jeg returnerede til Idaho Springs.
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til amerikanske nationalparker

Naturområder og nationalparker
Rejser i de amerikanske nationalparker
Denne side er udskrevet d. 11. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/australien/tilbud-surfers-paradise-og-regnskov-med-familie-og-venner-australien-og-new-zealand.html

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.