Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Naturområder nationalparker

Læs mere om rejser til Naturområder nationalparker

Rejsetips af samme forfatter

Smuk natur, god vin og skønne mennesker i USA
Rejsetips indsendt af:
Brøndby
12. nov. 2010

Smuk natur, god vin og skønne mennesker i USA

Overskriften kunne måske antyde, at denne historie handler om Californien, og der findes der da også både smuk natur, god vin og sikkert også skønne mennesker. Historien handler imidlertid om North Carolina i den anden ende af landet, specifikt om et besøg i den del af staten, der ligger vest for Interstate Highway 77 på grænsen til Tennessee mod øst og Virginia mod nord. En spændende sted, som mange danske USA-rejsende overser.
Det vestlige North Carolina er præget af lave bjerge, ofte hyldet i skyer eller tåge.
Det vestlige North Carolina er præget af lave bjerge, ofte hyldet i skyer eller tåge.

Fra Tennessee til North Carolina

Et af de mest spændende steder i USAs østlige stater er den vestligste del af North Carolina. Her er smuk natur, rigtigt hyggelige mennesker, god vin og spændende historie. Vi har besøgt området flere gange og har haft mange interessante oplevelser.

Denne tur startede i Tennessee, nærmere bestemt i Knoxville, hvortil vi var fløjet efter en mindre omvej via Amsterdam og Chicago. Vi ankom til Knoxville kort før midnat lokal tid, efter at have været oppe og undervejs i omkring 27 timer. Vi hentede vores lejede Chevrolet Impala (med Virginia nummerplader) og kørte til et forudbestilt hotel lige ved siden af lufthavnen, hvor vi overnattede til næste morgen. Næste dag kørte vi mod sydøst gennem Gatlinburg (en rigtig turistfælde) og videre gennem Great Smoky Mountains National Park til North Carolina.

North Carolina er en af USA's sydstater om end ikke helt så sydstatspræget som fx Louisiana, Mississippi eller Alabama. Ud over de tre ting, som er nævnt i overskriften burde jeg nok også have nævnt indianere, som er med til at gøre et besøg i området endnu mere spændende. Er man historisk interesseret byder området også på masser af historie, ikke mindst fra tiden omkringden amerikanske borgerkrig. Og som kuiosum kan jeg fortælle, at de oprindelige siamesiske tvillinger, Chang og Eng Bunker boede i Wilkesboro.

Efter de fleste afsnit vil jeg give et eller flere links til relevante web-sider.
Oconaluftee River løber midt gennem Cherokee. Til venstre ses bagsiden af huse på hovedgaden.
Oconaluftee River løber midt gennem Cherokee. Til venstre ses bagsiden af huse på hovedgaden.

Indianere er venligtsindede

I den vestligste del af North Carolina, tæt ved grænsen til Tennessee, ligger byen Cherokee. Den er hovedby i det såkaldte "Qualla Boundary", et 214 kvadratkilometer stort område, som er hjemsted for Eastern Band of Cherokee Indians, en af de tre grupper af cherokee indianere, som er anerkendt af USA's regering. Området, er ikke et reservat, men har været ejet af stammen selv siden 1819, og administreres af Bureau of Indian Affairs, Qualla, som det ofte bare kaldes, er alt hvad der er tilbage af det område på ca. 350.000 kvadratkilometer, som cherokeestammen kontrollerede, da de første hvide kom til området i 1540. Cherokee var det første stop på vores tur.

Eastern Band of Cherokees lever i udstrakt grad af turisme. I Cherokee finder man blandt andet Harrah's Cherokee Casino, og det er muligt at blive fotograferet med indianere med store fjerprydelser, som de er iført for turisternes skyld. Denne hovedbeklædning hører til hos prærieindianerne, og er ikke en del af cherokees kulturarv, men de kloge cherokees, ved godt, hvordan turisterne opfatter en "rigtig indianer". Byen har selvfølgelig mange souvenirbutikker, hoteller osv., men der er også mere "oprindelige" ting at se.

Først og fremmest findes der et fremragende museum, Museum of the Cherokee Indian, der fortæller stammens historie, og fortæller om mødet med de hvide, om stammens myter og meget andet. Er man interesseret i ægte cherokesisk kunsthåndværk er butikken Qualla Arts and Crafts et besøg værd. Butikken, der ligger lige overfor museet, fortæller også historie, og her kan man købe traditionelle cherokesiske ting, som fx masker, træskærerarbejde, kurvefletning og meget andet. Her kan man finde nogle få billige ting, men man skal regne med, at det meste koster fra $ 100 og op.

Se fx nc-cherokee.com
En cherokee indianer demonstrerer brugen af pusterør i Oconaluftee Indian Village.
En cherokee indianer demonstrerer brugen af pusterør i Oconaluftee Indian Village.

Sådan levede cherokee indianerne for 250 år siden.

Knap så dyrt, men lige så interessant er et besøg i Oconaluftee Indian Village, som ligger lige uden for byen. Det er slags levende museum, hvor man har bygget et kopi af en cherokee landsby, som den så omkring 1750. Her viser medlemmer af stammen de gamle håndværk, så som bygning af kanoer, fletning af kurve, tilberedning af skind og jagt med pusterør mm. Det er utroligt imponerende at se, hvor godt de kan ramme med et tre meter langt pusterør, som man - i modsætning til, hvad jeg havde forventet – holder med begge hænder helt inde ved munden. I "rådshytten" bliver der fortalt om stammens historie og dens myter af fortællere, som i den grad forstår at engagere deres publikum, Det var her, at jeg for første gang hørte om de tragiske begivenheder da hovedparten af stammen blev tvangsforflyttet til Oklahoma på det såkaldte Trail of Tears, og det var her, at jeg fik min interesse for netop denne stamme og dens historie.

Kommer man til området om sommeren, må man heller ikke snyde sig selv for at opleve udendørsteaterforestillingen "Unto these Hills", som i tretten scener fortæller stammens historie fra Hernando de Sotos ekspedition som de første hvide kom til området i 1540 og frem til Trail of Tears i 1838. Mange af scenerne illustreres med traditionelle stammedanse.

Se fx www.cherokee-nc.com
I baggrunden Great Smoky Mountains, i forgrunden vores hotel, Great Smokies Inn.
I baggrunden Great Smoky Mountains, i forgrunden vores hotel, Great Smokies Inn.

Skyerne hænger lavt over The Smokies

Er man mere til natur end til indianere, er Cherokee alligevel et besøg værd. Byen ligger lige uden for USA's mest besøgte nationalpark, Great Smoky Mountains National Park. Det oprindelige indianske navn, Shaconage, betyder "Stedet med den blå røg", og det navn er helt forståeligt, når man ser skyerne hænge lavt over bjergene. Ca. halvdelen af nationalparken ligger i North Carolina, og resten i Tennessee.

I modsætning til de fleste andre af USA's nationalparker, er et besøg her ganske gratis. Her kan man få sin lyst til natur styret, og der er også adskillige hundrede kilometers vandrestier, hvis man er til den slags. Der en del sorte bjørne i parken, men det er desværre endnu ikke lykkedes for os at få en at se. Derimod har vi set en del forskellige hjorte og også vaskebjørn. Og løvfaldet i parken skulle være utroligt smukt. Desværre har alle vores besøg været om sommeren, så vi har kun set det på billeder, og kan altså ikke bekræfte det ved selvsyn.

Se fx www.great.smoky.mountains.national-park.com eller www.nps.gov/grsm
Drypsten i Linville Cavern.
Drypsten i Linville Cavern.

Langs den blå bjergryg

En anden "udflugtsmulighed" fra Cherokee er den 750 km lange Blue Ridge Parkway, som fører gennem den østlige del af Blue Ridge Mountains. Den begynder lige uden for Cherokee og slutter nær byen Waynesboro i Virginia. Også på denne vej er der masser at opleve, hvis man er til natur og historie, men beregn god tid. Vejen er klassificeret som "scenic route" (naturskøn vej), og der er 35 og 45 miles hastighedsgrænse på hele strækningen. Har man lyst til endnu mere naturskønhed, kan man fortsætte videre ad Shenandoah Skyline Drive fra Waynesboro til Front Royal i Virginia, og så er man ikke langt fra Washington DC.

Kører man ad Blue Ridge Parkway må man ikke snyde sig selv for at stoppe ved steder som Craggy Gardens, med mange rhododendron som blomstrer i juni og juli, Mount Mitchell, som er det højeste punkt i USA øst for Mississippi-floden, Linville Falls, Grandfather Mountain med mulighed for at se ørne, Blowing Rock, The Lump, Northwest Trading Post, Brinegar Cabin og mange flere steder i North Carolina og endnu flere, hvis man fortsætter helt op til Virginia.

Ikke langt fra Linville Falls finder man Linville Cavern, North Carolinas eneste drypstenshule. Her kan man, ud over drypsten, også se blinde ørred, der lever hele deres liv i mørke, overvintrende flagermus, og andre arter, som lever i hulernes totale mørke. Det oplevede vi selv under besøget i hulerne, da guiden slukkede lyset. Mørket får en overskyet nat til at minde om højlys dag, og det virker nærmest blændende, når det ret svage lys igen bliver tændt.

Se fx www.blueridgeparkway.org eller www.nps.gov/blri
Chimney Rock. Der var ingen tåge, men det var meget diset, da vi selv stod på toppen.
Chimney Rock. Der var ingen tåge, men det var meget diset, da vi selv stod på toppen.

På toppen af skorstenen

Når man kører mod øst fra Cherokee, kommer man gennem Lake Junaluska, opkaldt efter en af cherokee'ernes berømte ledere. Her har metodistkirken et af sine vigtige centre. Også Maggie Valley er trods navnet en by. Her er der ikke meget at se bortset fra en forlystelsespark, "Ghost Town in the Sky". Det var i øvrigt her i byen, at Peter Lundin myrdede sin mor i 1991.

Asheville er den eneste større by i området, og i nabolaget kan man se steder som borgerkrigsguvernør Zebulon B. Vances fødehjem, og måske mere interessant, Biltmore Estate, USA's største private hjem med mere end 250 værelser. Huset er åbent for offentligheden.

Lidt syd for Asheville ligger den meget lille by Chimney Rock, ved bredden af den opdæmmede sø, Lake Lure. Her ligger også Chimney Rock Park med klippen Chimney Rock. Chimney Rock er en fritstående klippe, som rager 100 meter op i luften fra dalbunden, parallelt med, men løsrevet fra bjergsiden. Parken er privatejet, og det betyder selvfølgelig turistet, men alligevel interessant. Fra parkeringsplads og billetsalg, fører en tunnel gennem bjergsiden til en elevator inde i bjerget. Herfra kører man op til toppen af klippen, hvorfra en gangbro fører over til selve Chimney Rock. Fra toppen skulle man kunne se Grandfather Mountain omkring 120 km væk, men ved vores første besøg, var det så tåget, at vi knap kunne se 120 meter væk, og næste gang vi besøgte stedet, var tågen blevet afløst af varmedis, så jeg ved desværre ikke om der er tale om ren reklame.

Alligevel er der en glimrede udsigt fra toppen af skorstenen, og man kan være heldige at se spændende fugle som fx vandrefalk, hvilket vi gjorde, men de ville desværre ikke sidde stille og lade sig fotografere. Og holdt sig i øvrigt på så stor afstand, at alle billeder viser en himmel med en lille plet, som ligeså godt kan være en fejl i billedet. Det samme gjorde sig gældende for både fiskeørne og kalkungribbe, som vi også så i parken. Parken er i øvrigt brugt til flere filmindspilninger, blandt andet til "vandfaldsscenen" i Den Sidste Mohikaner" med Daniel Day Lewis.

Vi tog elevatoren op, men valgte at gå ned fra klippen, hvilket var en fin tur, hvis man ellers kan lide at gå ned ad stejle bjergstier. Man kan i hvert få en fornemmelse af, hvordan en bjergged har det.

Se fx www.chimneyrockpark.com
Madelyn's in the Grove er desværre lukket lukket i dag, men hyggeligt, det var der.
Madelyn's in the Grove er desværre lukket lukket i dag, men hyggeligt, det var der.

Seng og morgenmad

Knap 200 km nordøst for Chimney Rock tæt ved Interstate Highway 77, ligger endnu en lille by, Union Grove. Her havde vi besluttet at vi ville bo, og vi havde fundet et lille Bed and Breakfast. Da vi ankom til stedet efter at have spist frokost og set lidt på Statesville nogle få miles længere mod syd, nåede vi frem til vores B&B omkring kl. 16.00, hvilket var det tidspunkt, hvor værelset skulle være klart. Værtinden tog imod os, og det viste sig, at vi var de eneste gæster, som var der den dag, (en helt almindelig hverdag). Vi fik vores værelse, som hun beklagede mange gange, ikke var det, som vi havde bestilt hjemmefra, da aircondtion-anlægget på dette, var gået i stykker. Det værelse, vi fik i stedet, kunne der imidlertid ikke klages over. Det var helt formidabelt med så mange dyner og puder i sengen, at man følte sig som prinsessen på ærten – bare uden ært.

Da vi havde beset værelset og fundet det tilfredsstillende, spurgte vores værtinde, Madelyn, os om, hvad vi ville bruge eftermiddagen til? Det havde vi egentlig ikke tænkt nærmere over, så da hun spurgte os om, vi ville besøge nogle vingårde i området, slog vi til. De fleste af disse lukkede klokken 17.00, men hun mente at vi nok kunne nå at besøge tre, hvis vi kørte med det samme og først pakkede bilen ud, når vi kom tilbage. Derefter gav hun sig til at tegne og skrive en ruteplan fra Union Grove og rundt til de tre steder, som hun mente, at vi kunne nå. Lige da vi skulle til at gå ud af døren, spurgte hun, hvor vi havde tænkt os at spise. Heller ikke det havde vi overvejet nærmere, men havde nok regnet med at køre til den nærmeste større by og finde et sted der. Da vi kunne svare bekræftende på, at vi gerne ville smage helt almindelig lokal landkost, blev sedlen udvidet med endnu en beskrivelse af hvordan vi fandt Gaby's Diner. Hun understregede, at den lå langt ude på landet, og at det ikke lignede en restaurant, så vi skulle passe på ikke at køre forbi, men hun kunne dog fortælle, at den lå lige overfor et stort mejeribrug, så når vi så det, var vi lige i nærheden.

Samme aften var der Blue Grass og spillemands festival på et område lige overfor vores B&B, men det hørte vi først, da vi kom tilbage, da vi blev optaget af andre ting i løbet af eftermiddagen og aftenen.

Se fx www.fiddlersgrove.com
Raffaldini's vingård i Swan Creek AVA. De lokale mener at udsigten er helt italiensk.
Raffaldini's vingård i Swan Creek AVA. De lokale mener at udsigten er helt italiensk.

God vin og fremragende service

Al denne snak og skriveri havde taget en del tid, og selv om Madelyns seddel var meget præcis, var klokken alligevel næsten 16.30 før vi nåede frem til den første vingård, som heldigvis ikke lå så lang væk. North Carolina har to anerkendte vindyrkningsområder, Yadkin River AVA og Swan Creek AVA (AVA betyder American Viticultural Area), og alle tre vingårde lå i sidstnævnte. Det første sted vi besøgte, Windy Gap, er desværre blevet lukket , siden vi var der, men de to sidste, Raffaldini og Laurel Gray, trives i bedste velgående. Vindyrkning er forholdsvis nyt i North Carolina, så vi havde ikke de store forventninger til smagningerne, men vi skulle blive positivt overraskede.

Da vi kom til Windy Gap, var der sort af biler på parkeringspladsen, men da vi kom ind i stedets Tasting Room, var vi alligevel de eneste, som var der. Den unge pige, som passede stedet, fortalte at det var stedets ejer, som havde møde i én eller anden komite, han var medlem af. Og så gik vi i gang med at smage vin, men inden da fik vi forklaret hende, at vi ikke havde så meget tid, da vi gerne ville besøge flere steder. Hun spurgte om hvor, vi skulle hen, og vi viste hende Madelyns seddel ."Ikke noget problem", sagde hun. "Jeg ringer bare til dem og siger, at de skal holde åbent til I kommer", og det gjorde hun så. Så kunne vi bedre nyde vinen, som faktisk var rigtigt god. En af de vine vi smagte her, havde det imponerende navn "Y.V. Froglevel Fling Pink Chardonnay", og den var, som de øvrige, vi smagte, ganske glimrende. Vi forsynede os med en enkelt flaske hvidvin, for at vise at vi satte pris på deres produker.

Efter smagningen kørte vi videre til Raffaldini, hvor det var vinmageren selv, som tog imod os. Her var det italienske vintyper, som var i højsædet, og ejeren og vinmageren kom da også fra en gammel italiensk familie, som efter ejerens (vinmagerens far) udsagn havde lavet vin i Lombardiet siden 1348. Også her var vinen glimrende og vi fik en længere snak, som endte med at vi udvekslede e-mailadresser, og vi får stadigt månedlige tilbud om diverse vinarrangementer. Bare synd at det er så langt væk. Her købte vi i øvrigt en sød dessertrødvin, som var bedre end mange europæiske.

Da vi endeligt nåede frem til det sidste sted, var klokken over 18.30, halvanden time efter den normale lukketid, men som aftalt var der stadigt åbent, selv om de kun ventede på os. Det kan man da kalde service! Her var det den kvindelige ejer og vinmager, som tog imod os, og da hun hørte, at vi kom fra Danmark, måtte hun hidkalde sin mand, så hun kunne vise os frem. Vi var de gæster, som de havde haft, der boede længst væk. Vi smagte vinen, som også her var fremragende, og i lighed med de to første steder, købte vi også her nogle flasker til at tage med hjem. Denne gang rødvin. Ren Cabernet Franc, den er de rigtigt gode til i de amerikanske øststater, selv om vi på denne sort sjældent ses ren i Europa.

Der blev også solgt hjemmebagt brød, men det mente vi ikke, ville kunne holde sig frisk hele vejen tilbage til Danmark. Det endte i øvrigt med, at kun et par af de flasker, vi havde købt undervejs, nåede hele vejen hjem. Resten blev drukket under et familiebesøg i Virginia senere på turen, men det er en helt anden historie.

Da vi var færdige med smagningen, blev vi inviteret ud på terrassen, hvor vi skulle hilse på værtindens søster og en veninde, som var på besøg, og mens vi sad der og nød livet og udsigten, kom der endnu en lokal forbi, så ham skulle vi også hilse på. Til sidst måtte vi dog sige farvel, og forlade stedet; vi skulle finde vores spisested.

Se www.raffaldini.com og www.laurelgray.com
Gaby's Diner. I dag The Korner Kitchen uden for Union Grove. Solid landkost er stadig på menuen.
Gaby's Diner. I dag The Korner Kitchen uden for Union Grove. Solid landkost er stadig på menuen.

I kontakt med de lokale – og den solide landkost

Igen var Madelyns seddel helt præcis, og det samme var hendes beskrivelse af stedet. Det lå stort set på en øde mark og lignede mest af alt et lille beboelseshus, og vi var faktisk i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige sted, men der var en parkeringsplads, og overfor lå rigtigt nok et stort mejeribrug, så vi kørte ind. De andre biler på parkeringspladsen var stort set alle pickup trucks med North Carolinas nummerplader, foruden en SUV og en lille blå sportsvogn også fra staten, så vores lejede Chevrolet Impala, som havde nummerplader fra Virginia, så helt forkert ud.

Da vi kom ind blev vi modtaget af en "påpladssætter", som senere viste sig at være værtinden selv. Da vi spurgte om hun havde et bord til to, så hun fortvivlet ud over lokalet, hvor alle de 10-12 små borde tydeligvis var optagne. Mens hun og vi stod og kiggede, var der en herre iført stedets foretrukne herrepåklædning, overalls, skovmandsskjorte og baseballkasket, som sad ved et firemandsbord sammen med en ung mand i samme tøj, som tilbød, at vi da bare kunne sidde ved deres bord. Så det tilbud tog vi imod. På vej ned til bordet kom vi forbi et større selskab (i knap så landligt tøj), som sad ved to borde, der var sat sammen. Da vi havde fået os sat spurgte en af kvinderne ved dette bord, om vi var fra Skandinavien – de havde nok hørt os tale sammen indbyrdes – og da vi bekræftede, kunne hun meddele at de netop havde gæster fra Sverige. Det viste sig at være en af de andre kvinder ved bordet og så en pige på omkring 10 år. Vi kunne så fortælle, at vi var fra Danmark og vi fik os så en lang sludder med selskabet her. Ikke mindst pigen så ud til at være glad for, at vi kunne forstå hende, når hun talte svensk, og hun kunne forstå vores danske, for hun havde det lidt svært med det engelske.

Undervejs fik vi bestilt vores mad, og vi havde egentlig tænkt os at spise catfish (malle), men den amerikanske dame, som vi talte med, advarede os om, at catfishen ikke var så god den dag, og at vi i stedet skulle tage "flounder", og det gjorde vi så. Da dette selskab forlod stedet for at gå til Blue Grass festival, kort efter at vores flounder med tilbehør var blevet serveret, faldt vi i snak med manden, der havde inviteret os til at sidde ved bordet. Det startede faktisk med, at vi undrede os over, hvad nogle små, tydeligvis friturestegte "kanonkugler" på størrelse med bordtennisbolde, var for noget. Manden, som vi senere fandt ud af hed Chris, var tydeligvis ikke i tvivl om, hvad vi talte om, selv om vi talte dansk, så han spurgte om vi aldrig havde fået "hushpuppies" før. Det havde vi ikke, og så fortalte han at det var friturestegte boller af majsmelsdej med krydderier, og at det var traditionelt tilbehør til fisk på de kanter, og så var den samtale i gang.
Chris's sted lå oppe i bjergene og han berømmede udsigten. Her udsigt over Black Hills.
Chris's sted lå oppe i bjergene og han berømmede udsigten. Her udsigt over Black Hills.

"Tredjegradsforhør"

Den unge mand viste sig at være hans nevø og vi nåede rundt om mange ting i løbet af samtalen. Fx fik Chris fortalt os, at han ikke havde børn, fordi han "ikke var gift!" Desuden fik han i løbet af kort tid spurgt os om vi nogensinde havde set Blue Ridge Mountains om efteråret (nej) – det skulle vi se at få gjort! Han fortsatte sit "forhør" med at spørge om, hvad vi lavede hjemme (det fortalte vi ham så), selv arbejdede han på en lastvognsfabrik og dyrkede lidt landbrug. Så kom vi ind på fritidsbeskæftigelser, og han ville gerne vide om vi gik på jagt (nej) eller i det mindste skød efter lerduer (ligeledes nej), og da han hørte at vi hverken jagede levende eller døde duer, så han noget undrende ud. Så han spurgte om vi da slet ikke havde våben, og det måtte vi også svare nej til. Nu var han lige ved at gå i panik, og han blev faktisk først beroliget, da han hørte at Dorte en gang havde gået til pistolskydning. Så var vi alligevel ikke helt umulige.

Så kom vi til at snakke om biler, og vi blev udspurgt om, hvor mange biler vi havde (én) og hvad den kostede (alt for meget), og hvordan vi overhovedet kunne leve i et land med sådanne bilpriser (tjah!). Selv havde han "kun" to biler, fordi han alligevel kørte mest på sin Harley. Så kom det sådan lidt i parentes: "Og en lastbil og en traktor. Og to firehjulstrækkere og en pick-up." Det var tydeligvis ikke for at prale, men en simpel konstatering af facts.

Han og nevøen var i øvrigt frivillige brandmænd, og havde netop været til øvelse. Da tiden nærmede sig, hvor vi skulle af sted, inviterede hans os op til sit sted i Blue Ridge Mountains dagen efter, hvor han så ville servere hjemmelavede, selvfangede, dybstegte strimler af en eller anden lokal fisk og selvskudt, cajunkrydret, grillstegt, vild kalkun for os. Desværre skulle vi videre næste dag, så vi måtte afslå det ellers fristende tilbud, men vi fik udvekslet adresser, og har siden udvekslet en enkelt postkort-hilsen. Netop som vi rejste os op, kom hans far og søster ind på stedet, og så skulle vi da også lige hilse på dem, inden vi fik lov til at gå.

Vi nåede dog også lige at betale regningen for to gange to gigantiske fladfisk, som vi ikke kunne artsbestemme, men som smagte pragtfuldt, serveret med hushpuppies, bønner, majs, coleslaw og pommes frites plus drikkevarer (en øl til hver og kaffe). Det blev 25 dollars, inklusive drikkepenge for dette brag af et måltid. Ikke verdens sundeste med både hushpuppis og pommes frites og selv grøntsagerne var nok ikke særligt sunde, smørdampede som de var.

Det var nu blevet ret sent, så vi skyndte os hjem til vores B&B, og fik pakket bilen ud, og os selv indkvarteret.

I dag hedder stedet ikke længere Gaby's Diner, men The Korner Kitchen, men det er stadig den samme lille bygning, og det er stort set også den samme menu. Der serveres stadig både catfish og flounder som hovedretter for under $ 10 pr. portion og en solid burger med tilbehør fås for under $ 5.

Se www.atthekorner.com
Old Wilkes Jail, hvor Tom Dooley sad fængslet i nogle måneder i 1866 cellen øverst til venstre.
Old Wilkes Jail, hvor Tom Dooley sad fængslet i nogle måneder i 1866 cellen øverst til venstre.

Timen er nær, Tom Dooley

Inden vi gik i seng, havde Madelyn spurgt os om, hvornår vi ville have morgenmad. Da vi fortsat var de eneste på stedet, kunne vi selv bestemme. Vi bestilte den til 8.00, da vi så kunne sove lidt længe, og alligevel nå et godt stykke op i Virginia, som vi havde planlagt på forhånd. Og godt vi ikke bestilte senere, for det blev en lang snak med Madelyn og hendes mand, John, om at drive et B&B, om mad (Madelyn havde skrev et en kogebog, "Stove in the Grove"), om børn, om kriminalitet i storbyer kontra på landet osv. Hele denne snak fandt sted mens vi indtog et gigantisk morgenmåltid med spejlæg, bacon, pølse, brød, hjemmelavet syltetøj, frugtsorbet og masser af frisk frugt, foruden kaffe og te samt selvfølgelig friskpresset juice.

Da vi skulle til at rejse os fra bordet, spurgte Madelyn, om vi var interesserede i Tom Dooley, og det var jeg, om end Dorte knap så meget.

Min interesse var startet, da vi var i samme område to år tidligere og havde set et skilt oppe på Blue Ridge Parkway, med denne tekst:

”…HANG DOWN YOUR HEAD.”
IN 1868 IN NEIGHBORING WILKES COUNTY, N.C., THE NEWSPAPER PRINTED THE FOLLOWING:
”THOMAS C. DULA SUFFERED THE EXTREME PENALTY OF LAW BY HANGING…
CONVICTED OF MURDER…” DURING HIS LAST DAYS IN JAIL TRADITION SAYS HE COMPOSED HIS TRAGIC AND STILL POPULAR SONG, IN WHICH HE CONFESSED STABBING HIS SWEETHEART.
BUT THE SONG DID NOT REVEAL THE OTHER WOMAN WHO MAY HAVE DONE THE DEED.
”POOR BOY YOU'RE BOUND TO DIE…”

Indtil da havde jeg ikke anet, at der var virkelige begivenheder bag Kingston Trioens sang, men i de to år, der var gået, havde jeg fået læst en del om det, og var blevet ret interesseret i historien. Dagen før havde vi spist frokost i Statesville, syd for Union Grove, som var den by, hvor Thomas C. Dula, bedre kendt som Tom Dooley blev dømt til døden og hængt den 1. maj 1868, og vi havde sågar set marken, hvor galgen havde stået.

Så da Madelyn fortalte, at hun nedstammede fra Zebulon Baird Vance, guvernør over North Carolina under borgerkrigen, og den advokat, der var forsvarer for Tom Dooley under retssagen, blev vi hængende lidt længere og talte om den sag, og hun fortalte mig da en del ting, som jeg ikke vidste.

se fx www.explorewilkes.com/TomDula.htm, men tro ikke alt, hvad der står.
Mindesten over de faldne i borgerkrigen i Wilkesboro, Wilkes County.
Mindesten over de faldne i borgerkrigen i Wilkesboro, Wilkes County.

Borgerkrigen er forbi, men den er bestemt ikke glemt

Efter samtalen besluttede vi at køre nord på til Wilkesboro, hvor Tom Dooley havde siddet fængslet lige efter sin arrestation, fordi mordet var begået i Wilkes County. Desværre kørte vi forkert, så vi kom ud på en større omvej, men vi nåede da byen omkring kl. 12.00. Vi fik også set fængslet, som samtidigt er museum, men de åbnede først senere på dagen, og det kunne vi ikke vente på, så vi nøjedes med at se det udefra.

Mens vi gik rundt for at finde ud af, hvornår de åbnede, kom vi forbi en mindesten for byens faldne i borgerkrigen. Den er opsat så sent som i 1998, og bærer en inskription, som indledes med ordene "In rememberance of the Wilkes County soldiers of The Confederate States of America, who defended their southern homeland against northern aggression…".

Det skal måske bemærkes, at da North Carolina i 1860, stemte om udtræden af den amerikanske union, var der flertal for at blive i unionen i de fleste counties i den vestlige del af staten, men staten forlod alligevel unionen som den sidste sydstat i maj 1861, efter at Abraham Lincoln havde opfordret North Carolina til at invadere søsterstaten South Carolina. Da de fleste mennesker var tættere knyttet til staten end til unionen, gik mange, også fra Wilkes County og i øvrigt også Tom Dooley, ind i sydstatshæren, selv om de oprindeligt havde stemt imod udtræden.

Se fx www.wilkesboro.com
Dorte på Tom Dooley museet på Whipporwill Academy and Village.
Dorte på Tom Dooley museet på Whipporwill Academy and Village.

Et frilandsmuseum af en slags

Da der ikke var mere, vi ville se, besluttede vi (eller rettere jeg) at køre mod vest til den lille by Ferguson, hvor Tom Dooley måske/måske ikke myrdede Laura Foster og føle historiens vingesus. Desværre er Tom Dooley begravet på privat grund, og der er ingen adgang efter at der er blevet lavet hærværk på graven flere gange, men offeret Laura Foster er begravet ikke langt derfra i sin hjemby German's Hill, og den grav kan man se. Så det gjorde vi. I øvrigt er der fejl på begge gravsten. Ifølge Toms er han født i 1845, men han blev faktisk født i 1844. På Lauras er angivet, at hun blev myrdet i 1865, men det var først i 1866. Det skal nok bemærkes, at begge gravsten er sat op mange år efter at begravelserne fandt sted.

Vi besøgte også Whippoorwill Academy and Village, en slags frilandsmuseum lige uden for Ferguson. Her kan man se gamle bygninger fra pionertiden i det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede; blandt andet findes der en kopi af Daniel Boones hytte, da han boede i området (skorstenen er fra den oprindelige hytte), et gammelt fængsel, en skole, en kirke og også et lille Tom Dooley museum. Det tog nogen tid at få set disse bygninger, og det betød at den egentlige tur nordpå først blev påbegyndt omkring kl. 14.30, og vi havde regnet med at skulle køre omkring 500 km længere, så vi var noget bagud for planen.

Se www.gowilkes.com/history_of_wilkes_nc/whippoorwill
Mørke skyer og regn over roanoke, Virginia set fra Valhalla Winery.
Mørke skyer og regn over roanoke, Virginia set fra Valhalla Winery.

Et besøg i Valhal

På vej nord på havde vi lidt småtravlt, så vi tog motorveje det meste af vejen. Vi gjorde dog en afstikker til toppen af et bjerg uden for byen Roanoke i Virginia, hvor vi besøgte endnu en vingård. Den havde det gode nordiske navn Valhalla, men var ejet af nogle helt almindelige amerikanere – af polsk afstamning, ikke dansk eller nordisk. Stedet var ikke nær så hyggeligt som de vingårde vi havde besøgt i North Carolina, men vinen var OK, og udsigten ville have været fremragende hvis det ikke lige havde været for regnen, som var begyndt, da vi passerede grænsen til Virginia, og som var taget til siden. Faktisk regnede det så meget, at vi efter besøget på Valhalla hørte i radioen, at motorvejen var lukket i sydlig retning på grund af vand. Heldigvis skulle vi videre nord på, og bagagen var blevet forøget med endnu et par flasker rødvin til den videre færd.

Se www.valhallawines.com

Videre mod nord

Vi fortsatte nord på forbi en af det vestlige Virginias mest spændende byer, Lexington, som vi havde besøgt ved to tidligere lejligheder, og op til Charlottesville, hvor vi slog os ned for natten på en engelsk kro. Eller i hvert fald et motel indrettet som en engelsk kro. Det hotel, som vi hjemmefra havde talt om at overnatte på, var revet ned, siden vi havde været der fire år tidligere, og på stedet lå et supermarked. Men kroen var glimrende og næste dag, viste det sig at de havde en udmærket morgenmad, af en "inkluderet" at være, med både æg og bacon, hvilket hører til sjældenhederne.


Jeg kan varmt anbefale alle, der kommer på de kanter til at bruge nogle dage i North Carolinas vestlige del, hvad enten det er for indianernes, naturens, vinens eller Tom Dooleys skyld. Desværre har Madelyn solgt sit B&B, men der er mange andre hyggelige steder i området, hvor man kan bo.
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til amerikanske nationalparker

Naturområder og nationalparker
Rejser i de amerikanske nationalparker
Denne side er udskrevet d. 10. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/portugal/lissabon/lutecia-smart-design-hotel.html

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.