Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om New England

Læs mere om rejser til New England

Rejsetips af samme forfatter

Historiens vingesus og ødemarkens ensomhed - rundrejse i New England og New York
Rejsetips indsendt af:
Brøndby
23. nov. 2010

Historiens vingesus og ødemarkens ensomhed - rundrejse i New England og New York

Fra Boston, USA's vugge via næsten mennesketomme områder i Maine er noget af det, man kan opleve i New England. Suppleret med et besøg i New York City, så har man det hele.
Towns Creek, Long Island, set fra Eva og Bills terrasse.
Towns Creek, Long Island, set fra Eva og Bills terrasse.

Vi skulle bare besøge familien

Egentlig skulle denne tur have været ganske kort, nemlig et familiebesøg hos Eva og Bill (noget af Dortes familie). De bor på den nordlige del af det østlige Long Island, kaldet North Fork. Vi blev dog hurtigt enige om, at når vi var på de kanter, skulle vi selvfølgelig også til New York City. Jeg foreslog så, at vi kunne leje en bil, hvilket vi ikke havde planlagt oprindeligt. Vi kunne så selv køre fra lufthavnen til Southold på Long Island og når familiebesøget var slut, kunne vi sejle fra Long Island til Connecticut og så køre mod vest til New York City. Så mente Dorte, at hvis vi skulle til fastlandet, skulle vi da også se Boston, og efterhånden blev turen lidt længere end oprindeligt planlagt, og vi endte med at køre igennem samtlige New Englands Stater, selv om vi kun overnattede i fire af dem.

Vi fløj til JFK lufthavnen, som ligger på den vestlige del af Long Island. Da vi først ankom klokken 23.00 lokal tid, havde vi booket et hotel lige i nærheden til den første overnatning. Vi hentede bilen i lufthavnen – som ved flere andre lejligheder en Chevrolet Impala. Den er tilpas stor til at man kan nyde det, og ikke større end at den stadig er behagelig at køre.

Næste dag kørte vi så til Southold og besøgte Eva, som da var 92, og hendes mand, Bill som fyldte 85 dagen efter vores besøg. Det var utroligt hyggeligt – vi havde ikke set dem, siden de var i Danmark i slutningen af 1990'erne. De boede i et hus helt ned til vandet, med egen bådebro, hvor det eneste fartøj de havde, godt nok var en kano, men smukt var der.
Solnedgang over Long Island Sound. I baggrunden færgen fra New London til Orient Point.
Solnedgang over Long Island Sound. I baggrunden færgen fra New London til Orient Point.

Fra Long Island til Connecticutt med færge

Da det jo var ældre mennesker, havde vi kun planlagt at besøge dem en enkelt dag, men de bad os om at komme tilbage, når vi var færdige med vores New England tur, så det lovede vi at gøre.

Fra den yderste spids på North Fork, Orient Point, går der færge til New London i Connecticut, og den tog vi hen på aftenen. Faktisk den sidste færde den dag med afgang 20.30, så det var om ikke at komme for sent. Bilen havde vi bestilt billet til hjemmefra, for at være sikre på at få plads, men passagerbilletten ud over føreren skulle købes på stedet, så vi var der i nogenlunde god tid. Færgen går forbi Plum Island, hvor der ligger et "Animal Desease Control Center" – i folkemunde et laboratorium for biologisk krigsførelse. Det kan man blandt andet læse om i romanen "Drama på Plum Island" af Nelson De Mille. Der så nu meget fredsommeligt ud, da vi sejlede forbi, og vi nåede også at nyde solnedgangen over Long Island Sound, inden tågen sænkede sig tykt på det sidste stykke mod fastlandet, og da vi nåede New London, var det også blevet mørkt. Sejltiden er knap halvanden time, men man kan, hvis man vil både nå at nyde udsigt og få noget at spise ombord. Da det efterhånden var både mørkt og tåget forlod vi dækket for gå ned i cafeteriet, men vi nøjedes med at drikke en kop kaffe, da vi havde spist hos Eva og Bill.
Tremasteren Joseph Contrad, tidligere Georg Stage, i Mystic Seapor, Connecticut.
Tremasteren Joseph Contrad, tidligere Georg Stage, i Mystic Seapor, Connecticut.

Mænd af stål…

Næste dag, som var det egentlige roadtrips første dag, skulle vi køre til Boston, og da meningen var, at vi ville til byen så hurtigt som muligt, tog vi simpelthen Interstate 95 mod nordøst. Det vil sige, at vi kom ikke specielt langt uden for New London, før der var et pull-out og et "scenic overlook", og det måtte vi selvfølgelig se nærmere på. Det viste sig at udsigten var over Mystic River og byen Mystic. Vi blev enige om, at den ville se nærmere på, ikke mindst fordi det viste sig, at den var hjemsted for Mystic Seaport, et af verdens største maritime museer.

Da vi nåede frem til museet, viste det sig at de afholdt den årlige træskibsfestival, så der var endnu flere skibe end normalt, og mange andre aktiviteter var også i gang. På museet kan man se både små og store træskibe, fx USA's eneste overlevende hvalfanger bygget i træ, Charles W. Morgan og det gamle danske skoleskib Georg Stage, som nu hedder Joseph Conrad. Også et andet dansk skib er med i den permanente udstilling, nemlig Gerda III, et tidligere forsyningsskib til de danske fyrskibe. Gerda ligger på museet fordi skibet var et af de fartøjer, der blev brugt til at smugle jøder til Sverige under besættelsen.

Ud over skibene rummer museet også arbejdende værksteder, hvor man se, hvordan skibene vedligeholdes og rekonstrueres. Hele museet er opbygget som en typisk amerikansk søfartsby fra 1800-tallet, og i anledning af festivalen, var der masser af boder og stande, hvor der blev solgt alt mellem himmel og jord, lige fra kanoer til hatte lavet af tang. Også madvarer var til salg fra beskøjter til tørret, saltet kød, som man typisk havde med på de lange ture i sejlskibenes tid, da søfolk var mænd af stål i skibe af træ.

Er man til det maritime er Mystic Seaport bestemt et besøg værd. Desværre tog besøget så længe, at vi først kom til Boston noget senere end beregnet.
Der er ikke meget monumentalt over Paul Reveres grav på Old Granary Burying Grounds.
Der er ikke meget monumentalt over Paul Reveres grav på Old Granary Burying Grounds.

Her stod USA's vugge

Vores hotel lå i Cambridge, noget uden for Bostons centrum med udsigt over Charles River og selve Boston. Efter lidt navigationsproblemer, der skyldtes at en del gader var spærret på grund af et cykelløb, nåede vi frem til hotellet tidligt på eftermiddagen efter en gang motorvejskørsel gennem Rhode Island og Massachusetts. Da vi var blevet indkvarteret, ville vi en tur ind til byen. Det var nemmest med taxi, meddelte de i receptionen, så vi tog en sådan, hvilket kostede ca. 60 kr. Vi blev – efter ønske – sat af ved Boston Commons, en park som har været offentligt område siden 1634, og den regnes derfor for USA's ældste park, selv om den har været brugt til græsning af kvæg, militært træningsområde, henrettelsesplads og meget andet.

Her fra Boston Commons udgår "The Freedom Trail", en vandretur, afmærket i gaden med røde mursten eller med rødmalede striber, som fører rundt til en lang række af byens historiske steder. De fleste af disse stammer fra tiden før og under den amerikanske revolution. Blandt de steder, vi kom forbi på vores spadseretur, var Granary Burying Grounds, en lille kirkegård, som har der største antal berømtheder på nogen kirkegård i hele USA i forhold til stedets størrelse. Her ligger blandt andre Samuel Adams, John Hancock og Paul Revere begravet – og det samme gør Benjamin Franklins forældre og hans søskende og flere andre personlighederfra før og under revolutionen. Turen fører endvidere forbi Old South Meeting Hall, hvor kolonisterne samledes forud for The Boston Tea Party, og videre forbi Old State House, fra hvis balkon, Uafhængighedserklæringen for første gang blev oplæst i 1776. Bag bygningen fandt det, som senere blev kaldt The Boston Massacre, sted i 1770. Vi kom også forbi Old North Church, hvor Paul Revere hejste sine to lanterner op i kirketårnet. Vi besøgte også North Square, hvor det hus, hvor Revere i sin tid boede med sin familie, stadig ligger og i dag er Bostons ældste hus. Turen fører forbi masser af andre historiske steder, og vi fik faktisk besøgt dem alle.

Da vi havde gået turen, og stået i læ i en port i en halv time på grund af en heftig tordenbyge, som kom netop mens vi var på vej over Charles River, var det blevet tid til spisning. Vi overvejede at spise på Union Oyster House, som er byens ældste restaurant, men her var alt optaget. I stedet spiste vi på The Green Dragon Tavern, som også eksisterede under revolutionen, dog i en anden bygning. Denne kro blev kaldt Revolutionens Hovedkvarter. Det var her store dele af de begivenheder, der førte op til 4. juli 1776 blev planlagt, og det var her fra at Paul Revere blev sendt ud på sit berømte midnatsridt til Lexington og Concorde natten mellem den 18. og 19. april 1875 for at advare revolutionslederne Samuel Adams og John Hancock om at engelske tropper var på vej for at arrestere dem.
Downtown Bostons skyline set fra Rose Kennedy Greenway.
Downtown Bostons skyline set fra Rose Kennedy Greenway.

Farvel til Boston

Næste dag skulle vi rundt og se mere af Boston, og det blev blandt andet til et kig på resultatet af "Big Dig", et kæmpe graveprojekt, hvor Interstate 93, der tidligere gik tværs gennem byen, blev gravet ned i en tunnel under denne. Også I-90 blev gravet ned over en strækning, blandt andet blev motorvejen ført i en tunnel under Charles River. Byggeprojektet blev indledt i 1993 og blev færdiggjort i 2007. Hvor motorvejen tidligere gik, ligger nu en langstrakt, smal park, Rose Kennedy Greenway, og det var denne park vi gik gennem. Hvor de to gader Hannover Street og Blackstone Street krydser hinanden, kunne vi nyde den mærkelige skulptur Asaroton, som er et fodgængerfelt af beton, med indlagte messingfigurer der forestiller affald. I dette område, som kaldes Haymarket, afholdes frugt- og grønt markeder, og skulpturen af Mags Harris skal symbolisere det affald, der ligger tilbage efter en markedsdag.

Vi nåede også en tur gennem Downtown i bus, inden vi forlod selve Boston igen, endnu engang i taxi. Som kuriosum kan nævnes, at det er billigere at køre fra Boston til Cambridge end fra Cambridge til Boston i taxi. Dette skyldes at taxierne i Boston kører til en lavere takst end de tilsvarende taxier i Cambridge. Faktisk anbefalede de på vores hotel, da vi tog af sted om morgenen, at vi ringede efter en Boston taxi, som så kunne køre til Cambridge og hente os og fragte os til Boston. Besparelsen var dog trods alt ikke større end at vi ikke syntes at det var ventetiden værd.
En del af det nu nedlagte universitet for kvinder, Radcliffe College.
En del af det nu nedlagte universitet for kvinder, Radcliffe College.

Universitetsbyen Cambridge

Taxituren fra Boston førte tilbage til Cambridge, forbi USA's mest anerkendte tekniske uddannelsesinstitution, MIT (Massachusetts Institute of Technology). Ikke mindre end 76 Nobelpristagere er eller har været ansat på instituttet. MIT var dog ikke mål for turen, og heller ikke vores hotel. Vi ville besøge det, som oprindeligt hed New College, nu bedre kendt som Harvard University. Grundlagt i 1636 er det USA's ældste universitet og det var meget spændende at gå rundt mellem de gamle og nyere bygninger. Selv om det var sommerferie, var der alligevel masser af studerende, som var med til at give indtryk af en aktiv campus.

Fra Harvard spadserede vi nogle kilometer ud til det nu nedlagte Radcliffe College. Her studerede kvinderne fra 1879, da Harvard selv først blev åbnet for kvindelige studerende i 1975. I 1999 blev Radcliffe endeligt nedlagt og bygningerne anvendes i dag dels af nogle af Harvards institutter, dels til at indkvartere studerende ved dette universitet. Også her var området særdeles hyggeligt at gå rundt i.
På Interstate 95 i Maine opgives distance både i miles og kilometer.
På Interstate 95 i Maine opgives distance både i miles og kilometer.

Værelse med udsigt i Bar Harbor, Maine

Fra Boston fortsatte vi nordpå gennem Massachusetts og videre gennem New Hampshire ad I-95. Strækningen gennem New Hampshire er kun ca. 25 kilometer, så den stat var hurtigt overset. Umiddelbart efter grænsen til Maine besøgte vi et Welcome Center. Her blev vi spurgt om, hvor vi var på vej hen, og da vi fortalte at vi havde planlagt at overnatte i nabolaget af byen Ellsworth, mente damen på centeret, at vi så i stedet skulle køre til Bar Harbor på øen Mount Desert Island, hvilket kun var lidt længere. Da vi ikke havde nogen præferencer, blev vi enige med os selv om, at det kunne vi da godt overveje.

Kort efter forlod vi motorvejen og fortsatte ad den gamle U.S. Route 1, som går helt ude langs Maines kyst over lange strækninger. Vejen er som regel tospors, så det går ikke så stærkt, men til gengæld er det en meget køn tur. Undervejs stoppede vi i den lille by Rockport for at spise frokost – og for at nyde synet af en af de få sandstrande, der er ved Maines kyst. Maines kyst er præget af mange fjorde, bugter og vige, så selv om vi ikke kørte så langt i luftlinje, blev det alligevel til en del miles, før vi kunne dreje ud mod Bar Harbor. Fra grænsen mellem Maine og New Hampshire til grænsen til Canada, er der kun ca. 365 i luftlinje langs kysten, mens den samlede kystlinje er over 5.600 km lang.

Da vi nåede frem til Bar Harbor og kørte ind i byen, så vi et hotel ligge oppe på toppen af en skrænt. Det så meget interessant ud, men vi ville da lige se, om vi ikke kunne finde andre hoteller. Det kunne vi selvfølgelig sagtens, men af én eller anden grund, var de ikke lige så interessante som hotellet oppe på bakken. Så selvfølgelig endte det med, at vi kørte tilbage hertil. De havde også et værelse med udsigt, men det var ikke helt billigt. Da vi våndede os lidt over prisen fremførte receptionisten et uimodståeligt salgsargument. Værelset havde pejs, og brændet var gratis, og det var meget romantisk at sidde foran pejsen. Det tilbud kunne vi ikke stå for, ikke mindst fordi temperaturen udenfor, da vi ankom, kun var omkring 35 grader – celsius altså. Til gengæld havde værelset en flot altan med en fremragende udsigt over Frenchman Bay, og vi blev enige om, at vi næste morgen ville bestille morgenmad fra room service, og sidde og nyde udsigten ude på altanen, mens vi spiste.
Vaskebjørnen gik tur på vejen i Acadia Natioal Park.
Vaskebjørnen gik tur på vejen i Acadia Natioal Park.

Besøg i New Englands eneste nationalpark

Årsagen til at vi skulle til Bar Harbor (ifølge damen på Welcome centeret), var at vi ikke måtte snyde os selv for et besøg i New Englands eneste nationalpark, Acadia National Park. Så vi drog på udflugt ind i parken. Selv om det ikke er den største nationalpark i USA, er der alligevel meget at se; også for meget til den tid vi havde til rådighed. Vi valgte derfor at nøjes med en tur ad Park Loop. Det er, som navnet antyder, en rute rundt i parken, i hvert fald i den østlige del af denne. Parken, der er etableret tilbage i 1919 er knap så vild, som parkerne i den vestlige del af landet, og der ligger flere byer inde i denne. Turen var interessant; vi så på den spændende natur og fik også gået en tur på nogle af de "hestevognsveje", som John D. Rockefeller, Jr. anlagde i parken mellem 1915 og 1933. Rockefeller havde, som mange andre rigmænd fra New York og andre steder i USA, et sommerhus i Bar Harbor. Blandt andre familier, som slog sig ned i området var Astor. Vanderbilt, Morgan og Ford.

Det, som især tiltalte os ved parken, var synet af de mange klippekyster, som pludselig blev afbrudt af sandstrande, stierne og søerne i parken og ikke mindst den ro, som prægede stedet, når man kom bare lidt væk fra kørevejen.

Efter parkturen kørte vi tilbage til byen og middagen, som vi for længst havde besluttet skulle bestå af friskfanget Maine hummer. Vi blev lidt nervøse, da spisekortet sagde "dagspris", for hvad var mon den, men det viste sig faktisk, at forret, to hele hummere (én til hver) med tilbehør samt drikkevarer og kaffe, kun kostede godt 300 kroner.
U.S. Highway 1 er ikke motorvej hele vejen fra Florida til Maine! Her ved Whiting, Maine.
U.S. Highway 1 er ikke motorvej hele vejen fra Florida til Maine! Her ved Whiting, Maine.

Ad US Route 1 ned mod nordøst

Næste morgen skulle vi så nyde udsigten fra altanen, mens vi spiste morgenmad, men da vi trak gardinet til side, kunne vi knap nok nyde udsigten til altanen, så tåget var det blevet i nattens løb. Vi forkastede derfor planen og tjekkede ud af hotellet i stedet og kørte ned til havnen, hvor vi fandt en lille, hyggelig lokal diner, der serverede en udmærket morgenmad. Så gik vi en tur på havneområdet og så på fiskere, hvaltursbåde, restauranter, hoteller mm.

Derefter gik det tilbage mod fastlandet, og da vi nåede Ellsworth gjorde vi et kort stop, for at besøge et apotek og købe noget antikløemiddel. Undtagelsesvis var Dorte blevet stukket af nogle aggressive myg. Det plejer ellers at være mig, de små bæster kaster sig over. Efter apoteksbesøg og optankning af bilen, vendte vi tilbage til US 1 og fortsatte mod nord. Allerede få kilometer efter forlod vi imidlertid vejen igen, for at køre mod syd ud på Schoodick halvøen. Her ligger en lille del af Acadia National Park, og den del ville vi også se. Vi håbede også at tågen lettede, så vi kunne få et glimt af Mount Desert Island på den anden side af bugten. Det endte også med at tågen lettede, men på det tidspunkt var vejen, vi kørte ad, svinget væk fra kysten, så på det tidspunkt kunne det være ligegyldigt.

Til gengæld var det hyggeligt at køre ad de de små veje på halvøen gennem små landsbyer med navne som Gouldsboro, Winter Harbor, Birch Harbor og Prospect Harbor. Ikke mindst sidstnævnte var et hyggeligt lille fiskerleje, hvor vi gjorde et kort stop og så på livet i havnen. Derefter fortsatte vi mod nord tilbage til hovedvejen, hvor vi igen satte kursen mod mod nordøst. Hele denne del af Maines kyst kaldes "Down East", og jo længere mod nordøst, man kommer, jo "further down east" kommer man. Som dansker skal man lige vænne sig til, at nordøst ligger "nede".

Langt ude på landet gjorde vi holdt ved en tankstation, hvor vi fik en kop kaffe, inden det gik videre nord på. Efterhånden drejer Route 1 mere og mere mod nord, og begynder at følge en række bugter og vige, og ved byen Robbinston når man Passamaquoddy Bay. Maine er fuldt af navne, der virker fremmedartede, og som enten er navne på stammer af oprindelige amerikanere, som levede i området, eller fra ord på disse stammers sprog. Her er der tale om en forvrænget udgave af navnet på en lokal stamme. Navnet betyder oprindeligt "de, der fanger sej med spyd". Vi havde tidligere passeret steder med lige så spændende navne, fx Damariscotta River (floden med de mange fisk) og flere skulle komme til siden. Passamaquoddy Bay er spændende fordi den danner grænse til Canada, og snart kom vi også helt ud til kysten, så vi kunne se Canada på den anden side af bugten.
Grænseovergangen mellem Calais, USA og St. Stephen, Canada.
Grænseovergangen mellem Calais, USA og St. Stephen, Canada.

Et kort besøg i Canada

Vi fortsatte mod nord gennem et langt vejarbejde, hvor asfalten på U.S. 1 var gravet helt væk, til byen Calais, som amerikanerne nærmest udtaler som "Kallos". Her besøgte vi byens Visitor Center for at få gode idéer til, hvor vi skulle overnatte. Damen foreslog at vi prøvede at køre længere mod nord til Millinocket, som skulle være Maines "elgcentrum". Samtidigt fik vi spurgt om man kunne spadsere til Canada, og det var ikke noget problem, hvis vi bare henvendte os til tolderne på tilbagevejen.

Som sagt så gjort. Vi krydsede grænsen til fods, og fik endog overtalt en canadisk grænsevagt til at give os et stempel i passet, så vi faktisk kunne dokumentere, at vi havde været i Canada. Da klokken var godt og vel frokosttid, blev vi enige om, at vi lige så godt kunne spise frokost i Canada, så vi fandt en restaurant i en nedlagt chokoladefabrik, hvor der nu var chokolademuseum. Efter maden spadserede vi tilbage til grænsen igen.

Da vi kom til grænsestationen på USA-siden af grænsen, fandt vi en tolder, som straks spurgte os om, hvor vores bil holdt. Da vi forklarede, at vi ikke var i bil, men gående, så han ud som om vi nok var terrorister, så vi måtte forklare hele historien og fremvise vores pas med stemplet fra Canada. Så blev han pludseligt helt anderledes og mente, at vi da så også måtte have stemplet igen, så man kunne se, at vi var "indvandret" i USA igen. Ellers kunne vi få problemer ved udrejsen, når vi allerede havde forladt landet en gang.
Mindesmærke over lokale faldne i USA's krige. East Millinocket, Maine.
Mindesmærke over lokale faldne i USA's krige. East Millinocket, Maine.

Smukt land, men ingen elge

Vi gik tilbage til bilen og forlod igen Calais, for at fortsætte mod nord ad U.S. 1. Ca. 60 km senere forlod vi hovedvejen og skiftede til en lille lokalvej, som førte stik nord, gennem et landskab med skov, skov, skov og mere skov, af og til afbrudt af en lille skovsø og endnu sjældnere af en landsby. På lange strækninger ad denne vej, var hastighedsgrænsen 40 km i timen, så det tog godt en time at køre 40 km til byen Lee, hvorfra vi kørte ad endnu mindre veje gennem mere skov til East Millinocket og videre til Millinocket selv. Adskillige steder langs vejen så vi skilte, der advarede mod elge, men dyrene selv, så vi ikke noget til.

Klokken var efterhånden mange, da vi nåede Millinocket, så vi tog simpelthen det første, det bedste motel. Så kørte vi ud for at se nærmere på Milinocket, og for at få noget at spise. Der var imidlertid ikke meget at vælge i mellem, da det meste havde lukket, og en ekspedition til East Millinocket nogle kilometer væk, ændrede ikke på det. Til gengæld blev det mørkere og mørkere og vi troede at nu ville elgene komme frem, men atter en gang blev vi skuffede. Til gengæld så vi flere mindesmærker, der alle var fremstillet over samme læst. Nogle sten med navne på, og en kampvogn, i baggrunden, samt nogle flagstænger med USA's og Maines flag. Vi stoppede ved et sådant mindesmærke og kunne konstatere, at det var et monument over de lokale borgere, som var faldet i USA's krige siden slutningen af det 19. århundrede. Spisesteder fandt vi ikke, så vi endte med at købe en sandwich på en Subway cafe og spise den på hotellet – noget lidt andet end hummeren dagen før.
Rumford Falls med 40.000 kwh kraftværket i baggrunden.
Rumford Falls med 40.000 kwh kraftværket i baggrunden.

Tre stater og et vandfald

Vi forlod Millinocket næste dag, og selv vi egentlig skulle mod sydvest, begyndte vi turen med at køre mod nord ad en scenic route forbi Katahdin, Maines højeste bjerg. (Katahdin betyder "Det højeste bjerg" på det lokale abenaki-sprog, så derfor ikke Mount Katahdin, som man ellers skulle forvente). Vejen gik langs med Penobscott River på et længere stræk, og vi gjorde et par stop undervejs, for at nyde floden. Havde vi fortsat omkring 100 miles mod nordvest, var vi kørt ind North West Aroostook, som er et af de mest øde områder i USA. Området er nogenlunde på størrelse med Sjælland, men der bor kun 27 mennesker. Vi havde dog set øde skove nok, så vi opgav, da vi mødte I-95. Her vendte vi så igen næsen mod syd.

Egentlig var det ikke meningen, at vi ville have været så langt mod nord i Maine, men da vi nu var her, blev vi enige om, at springe en planlagt overnatning i New Hampshire over, og køre igennem til Vermont. Vi fortsatte derfor mod sydvest af I-95 til kort efter Bangor, hvor vi skiftede til U.S. Highway 2 mod vest. I Newport spiste vi frokost, og så gik det ellers derudad, ad en vej, som skønt hovedvej, bestemt ikke var hverken lige eller bred på denne strækning. Vejen fører gennem flere af Maines skovområder, og gennem byer, som tydeligt er domineret af både tømmer- og papirindustri.

Vi passerede byen Skowhegan hvor vi oprindeligt havde planlagt at overnatte, hvis vi altså ikke var kørt til Bar Harbor. Denne by lå ved Kennebec River, og der var adskillige vandkraftværker, som leverede strøm til byens mange industrier. Efter byen kørte vi ind i den såkaldte Lakes and Mountain Region i Maine. Dette område er præget af mange søer, og det gjorde absolut ikke vejen mindre køn. Efterhånden kørte vi også op i de forholdsvis lave bjerge, som ligger i den vestlige del af staten. Kort før byen Rumford, mødte vi Androscoggin River, som vejen fulgtes med videre til byen. På dette tidspunkt begyndte det at regne for første gang på hele turen, og det fortsatte det så med resten af dagen. På trods af dette, valgte vi at gøre et længere ophold ved Rumford Falls, hvor floden danner de højeste vandfald øst for Niagara, og hvor der ligger et ret stort kraftværk, som forsyner byens papirindustri med elektricitet.

Kort efter Rumford kørte vi ind i New Hampshire og her blev Route 2 anderledes bred og lige, så selv om vi gjorde et enkelt ophold undervejs, tog det ikke lang tid at passere de 60 km som staten er bred på dette sted. Vi fortsatte ind i Vermont og uden andet end nogle meget korte stop for at fylde brændstof på bilen og på os selv, kørte vi igennem til Montpelier, Vermonts hovedstad, hvor vi fandt et motel i udkanten af byen.
"Engelske soldater" anno 1755 musicerer på Fort William Henry.
"Engelske soldater" anno 1755 musicerer på Fort William Henry.

Den sidste Mohikaner

Næste dag skulle vi videre ind i staten New York. Vi tog imidlertid den nærmeste omvej over Burlington. Burlington er Vermonts største by, men det var nu ikke derfor vi tog den vej. Interstate Highway 89, som vi kørte ad på strækningen, er markeret som scenic route mellem de to byer, og fra Burlington kunne vi køre ad en ligeledes scenic route, U.S. Highway 7 mod syd. Montpelier er i øvrigt den mindste by, der er hovedstad i nogen stat i USA (8.000 indbyggere) , og Burlington er den mindste by, der er den største by i en stat (40.000 indbyggere).

Turen ad motorvejen var ganske køn, og vi oplevede det fænomen, at der til venstre for motorvejen var overskyet og tåget, mens der til højre for vejen var skyfrit og solskin. Det var som om motorvejen satte skel mellem to vejrsystemer. Afstandsangivelserne på denne strækning var i øvrigt kun angivet i kilometer, ikke i miles. Vi blev enige om, at dette nok skyldtes nærheden til Canada. Ved Burlington kørte vi så syd på ad Route 7, som var endnu kønnere end motorvejen, og som gik i gennem et landskab, som lige så godt kunne have ligget i Danmark. I begyndelsen fulgte vejen kysten af Lake Champlain og på den anden side af søen, kunne vi se New York, staten altså, ikke byen.

Ved Rutland drejede vi mod vest ad U.S. Highway 4, som på en ganske kort strækning til grænsen til New York er motorvej, men så snart vi var inde i New York hold det op. Vi kørte ad små veje gennem et hjørne af Adirondack State Park, den største statsligt kontrollerede park i USA med et areal på mere end halvdelen af Danmarks og større end Grand Canyon, Yellowstone, Yosemite, Glacier og Great Smoky Mountains nationalparkerne til sammen. Det er i dette område at mange af forfatteren James Fenimore Coopers indianerromaner foregår, og det var faktisk årsagen til, at vi var kommet til området.

Vi kørte til Lake George, hvor romanen "Den sidste Mohikaner" starter med den franske belejring af Fort William Henry under den fransk-indianske krig i 1757. Fortet blev ødelagt efter belejringen men blev genfundet ved udgravninger og en kopi blev opført i 1950'erne. Fortet er "bemandet" med en besætning af engelske soldater fra den pågældende tid, og der opføres forskellige elementer af en dagligdag, fx eksercits, musiksignaler mm. I en af bygningerne hænger et stort maleri med motiver fra Den Sidste Mohikaner.
Da vi havde gået rundt og set på fortet fandt vi en restaurant med en fremragende udsigt over søen, der nu er "tilflugtssted" for masser af mennesker fra New York City, som nyder sommeren heroppe med sejlads på søen, paragliding og meget andet.

Da vi mente at vi havde spist og set nok, inklusive et murmeldyr på skråningen lige ved siden af restauranten, kørte vi tilbage til motorvejen, her I-.87, som vi tog mod syd forbi Albany, New Yorks hovedstad og langs med Hudson River og forbi Catskills Mountains til Newburgh, hvor vi slog os ned for natten og fejrede 4. juli med at spise noget god mad. Til en afveksling i forhold til tidligere ferier havde vi ikke problemer med at finde en restaurant, der var åben.
West Point kasernebygning med Cadet Chapel i baggrunden.
West Point kasernebygning med Cadet Chapel i baggrunden.

Historien, blev skabt af mennesker, vi har undervist

I Newburgh havde George Washington hovedkvarter i perioden fra 1780 til 1782, og huset, som hovedkvarteret havde ligget i, var nu indrettet som museum, så vi startede dagen med at køre ind til centrum, hvor huset lå. Klokken var imidlertid ikke så mange, så selve museet var endnu ikke åbent, så vi nøjedes med at gå rundt uden for, og se på bygningen, og på de få monumenter, der var opstillet i haven. Desuden fik vi nydt udsigten over Hudson River, som grunden gik helt ned til.

Da der ikke var mere at se, fortsatte vi turen syd på, ad en mindre vej, som stort set fulgte floden mod syd. Målet var i første omgang USA's militærakademi West Point, som vi gerne ville se. Efter nogle navigationsproblemer, hvor vi blandt andet forsøgte at køre ind ad stedets bagindgang, men blev afvist, fandt vi hovedindgangen, som ligger i landsbyen Highland Falls, lige ved floden. Her kunne vi vælge mellem to forskellige guidede ture, én på en time og én på to. Vi valgte den på en, da vi skulle videre ud til Long Island.

For at komme med på turen, skulle man vise pas, så det gjorde vi, og så gik vi rundt og så lidt på en udstilling, indtil bussen skulle køre. Da vi kom af sted fik vi en fin tur rundt på området, med stop forskellige steder, blandt andet ved akademiets baseball stadion, opkaldt efter general Abner Doubleday, som siges at have opfundet sporten – selv om det næppe er sandt. Vi besøgte også den største af akademiets seks kirker, Cadet Chapel, hvor verdens største kirkeorgel med 23.500 piber befinder sig. Orglet er i øvrigt oprindeligt er bygget af den bornholmske orgelbygger Matthias Peter Møller, som havde etableret sig som orgelbygger i Pennsylvania. Også en række monumenter, blev fremvist, og undervejs fik vi en række anekdoter om stedet, og om de mange berømtheder, som havde studeret der, og som netop havde givet anledning til sentensen i overskriften for dette afsnit, som ofte bruges i sit fulde omfang på West Point: "Meget af den historie, som vi underviser i. blev skabt af mennesker, vi har undervist."

Til sidst fik vi lov til at nyde akademiets "millon dollar view", en fantastisk udsigt over et hesteskosving på Hudson River. Her opføres der jævnligt offentlige koncerter, og man var netop i gang med at forberede en sådan, da vi var der. Selv om der var adskillige timer til koncerten, var der mange, som allerede havde bredt tæpper ud på græsset, for at være sikker på at få en god plads.

Fra West Point fortsatte vi langs floden ind i New Jersey, inden vi krydsede Hudson River og kørte gennem Bronx og Queens og videre ud på Long Island til endnu et besøg hos Eva og Bill hvor turen også var startet.
En af de mange vingårde på North Fork of Long Island.
En af de mange vingårde på North Fork of Long Island.

Vin fra New York kan drikkes...og nydes

Næste dag skulle vi tilbage til JFK for at aflevere bilen inden vi skulle bruge de sidste dage i NYC. Vi havde dog det meste af dagen til vores rådighed, så vi benyttede lejligheden til at tage en tur rundt i Long Island Wine Country, specifikt den del, som simpelthen hedder North Fork of Long Island AVA (American Viticultural Area), hvor der ligger rigtigt mange vingårde. Vi kunne selvfølgelig ikke nå at besøgte dem alle, og da det var søndag og denne del af Long Island er forholdsvist religiøst, var der en del, som havde lukket for besøg, men vi fik da besøgt nogle stykker.

Det første sted hed Peconic Bay Winery, og vinen her var særdeles udmærket, og vi fik også købt lidt til at tage med hjem. Her anbefalede de yderligere to steder, som vi burde se, blandt andet Lentz, som blev vores næste sted. Hos Lentz, var der hundredvis af hortensiaer uden for, og de var noget større end de, som man ser i haver herhjemme. Oven i købet var deres vin også rigtigt god. Ikke mindst en 2001 Merlot, som nok er den bedste vin, jeg nogensinde har smagt i USA, for ikke at sige overhovedet. Den har da også i en blindsmagning fået flere point end en Chateau Petrus fra samme år. I samme smagning havde stedets Cabernet Sauvignon fået flere point end en Chateau Lafitte. Desværre ville de ikke sælge nogen af disse vine til os, da de kun blev solgt til medlemmerne af deres vinklub. De tilbød os medlem af klubben, men vi var heldigvis blevet fornærmede, og købte ingenting.

Det sidste sted lå noget væk i en af de andre små byer på North Fork, og her var vinen glimrende, om end ikke i samme klasse som på Lentz. Vi købte dog alligevel nogle flasker.

Vi kørte tilbage til JFK Airport og fik uden problemer afleveret den lejede bil, hvorefter vi bestilte limousine service ind til Manhattan. Det tog til gengæld tid, fordi bilen ikke kørte før alle pladser i limousinen, som faktisk var en lille bus, var fyldt op. Chaufføren kørte derfor rundt til de forskellige terminaler i lufthavnen i omkring halvanden time, inden bilen endelig var fuld. På vej ind til byen underholdt chaufføren, som var puertoricaner, os med at synge med på alle de sange, som blev spillet i bilradioen. Når han ikke sang, skældte han ud på sine medtrafikanter, hvad enten de var bilister, cyklister eller fodgængere, så turen foregik med vinduet åbent, for ellers kunne de jo ikke høre, hvad han sagde.

Kort efter nåede vi frem til vores hotel på 8th Avenue, ikke langt fra Times Square.
Aftenlys på Times Square.
Aftenlys på Times Square.

Et kort besøg i Big Apple

Hvad er der at fortælle om fire dage i New York City, som ikke allerede er fortalt dusinvis af gange? Den første aften efter at være kommet fra Long Island, gik vi tur i området omkring vores hotel, blandt andet på Times Square, spiste mexicansk og drak store margaritaer.

Næste dag besøgte vi Statue of Liberty og Ellis Island, gik tur i Battery Park og var på National Museum of the American Indian, hvilket var noget nær det kedeligste museum, vi nogensinde har besøgt, i hvert fald om indianere. Men vi er nok for kræsne. Også Wall Street og Ground Zero var mål for eftermiddagens spadseretur.

Den anden dag stod der bl.a. Empire State Building på programmet, men varmedisen gjorde at udsigten var ganske ringe. Vi blev derfor ikke længe men tog en bus ned til havnen ved East River, hvor vi spiste frokost på en fortovsrestaurant, hvorefter vi spadserede over Brooklyn Bridge og gik rundt i Brooklyn. Herfra tog vi bussen tilbage forbi FN- bygningen, Trump Tower mm., og stod af ved Radio City Music Hall, hvorfra vi gik tilbage til hotellet. Så var den dag gået, og efter aftensmaden tog vi en bus rundt i New York og Brooklyn for at se byen med lys på.
Dorte på Top of the Rock med udsigt.
Dorte på Top of the Rock med udsigt.

Shop amok – og det hele var slut

Den tredje dag i NYC var på forhånd aftalt til at skulle være Dortes "shopping-dag", men vi indledte alligevel med en bustur mod nord forbi Columbia University til Harlem og tilstødende bydele og tilbage ad Museum Mile, langs Central Park. Turen varede omkring 3 timer, så klokken var godt 13, da vi var tilbage til den sydlige ende af parken. Vi stod af ved 5th Avenue og spadserede ned ad denne gade, så Dorte kunne få lov til at SE PÅ alle de kendte designerbutikker, og vi var da også inde i et par stykker, men følte os lidt uden for i piratbukser og T-shirt blandt smoking- og kjoleklædt personale; men sjovt var det. Efter shopping gik vi en tur i Central Park og over på den vestlige side af parken, hvor det var min tur til at shoppe i en boghandel. De 20 bøger, som vi købte til sammen kunne med absolut stuvning presses ned i kufferten, sammen med de øvrige indkøb, da vi skulle pakke næste dag.

Den sidste dag var også hjemrejsedag, men vores fly gik først kl. 21.30, så vi havde endnu en dag til vores rådighed. Den tilbragte vi med at besøge Top of the Rock og nyde udsigten fra 70. etage, og den dag var det faktisk klart vejr, så udsigten var helt fin. Derefter var der så tid til endnu en tur i Central Park og en spadseretur på 8th Avenue inden vi tog en taxi ud til lufthavnen og fløj hjem efter endnu en fremragende tur til USA.

Seværdigheder
Road trips

Kommentarer til rejsetippet om New England

Suveræn rejsebeskrivelse

30/04 2011 Hanne Enemark
En virkelig lækker appetitvækker for os, som påtænker en rejse til New England.

Mange hilsner

Jeg kunne kun få lov at give en stjerne, men ville have givet fuldt hus!
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til New England

Hoteller i New England
i New England
Denne side er udskrevet d. 5. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/canada/vancouver-island/aktiviteter/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.