Boston – Salem – Rockport (74 km)

I dag går det nordpå fra Boston mod den berømte by Salem, der i 1692 var hjemsted for en større hekseforfølgelse, som resulterede i adskillige hængninger. Men Salem er meget andet end heksekunster og trolddom, idet her findes mange historiske bygninger og flot arkitektur i hele byen. Fra Salem går turen videre til det mere fredelige Rockport, som er en aktiv fiskerihavn. Besøg evt. Thatcher Island med Twin Lighthouses, der er blandt de ældste fyrtårne i Amerika.
Rockport – Kennebunkport – Lake Winnipesaukee – Holderness (272 km)

Fra Rockport fortsætter I i naturskønne omgivelser med mulighed for et kort stop i Kennebunkport, der er fyldt med historie og sjove attraktioner. Kennebunkport er en af Maines mest kendte sommersteder med bl.a. Walker’s Point, som ejes af den tidligere præsident Bush. Uden for Kennebunkport ligger den lille fiskerby Cape Porpoise, hvor I kan se hummere blive landet og Goat Island Lighthouse. Herfra kører I til Holderness, en hyggelig, lille by for foden af White Mountains og Squam Lake.
White Mountains

Dagen tilbringes i White Mountains National Forest, bedre kendt som the Whites, i det centrale New Hampshire, et af de absolut mest populære naturområder i USA. Bjergene rejser sig dramatisk i omgivelserne, og I har mulighed for enten at tage en togtur gennem området for bedre at nyde det smukke landskab eller tage til toppen ca. 1.400 m o.h. med en enestående udsigt over White Mountains, Maine, Vermont og endda Canada.
Holderness – Manchester – Providence – Newport (321 km)

Turen fortsætter mod Newport, Rhode Island med stop i Manchester og Providence. Manchester ligger i uberørte omgivelser langs Merrimack River, den største og politisk mest indflydelsesrige by i New Hampshire. I Providence er der et levende kunstnermiljø og kendte restauranter, der gør den til noget helt særligt. Sidste stop er Newport, Rhode Island, hvor mange velhavende New York’ere i 1800-tallet valgte at bygge deres imponerende sommerboliger, de såkaldte Newport Mansions.
Newport – Hyannis – Cape Cod/Falmouth (155 km)

I har i dag mulighed for at besøge nogle af de berømte Newport Mansions, før I kører videre til Cape Cod med de uberørte strande, kunst og kultur. Mest berømt er Great Outer Beach, som er kilometerlange sandstrande, moser, vandhuller og et dyrerigt bagland. Et fantastisk naturskønt område, ideelt for lange vandreture, badning, cykling eller ren afslapning ved det pragtfulde hav. De skønne fyrtårne giver desuden et glimt af Cape Cods historie og tidens gang.
Cape Cod (195 km)

Hele dagen er afsat til at udforske Cape Cod og mulighederne er talrige. I kan fx tage til det afsidesliggende Provincetown, et paradis for kunstnere og en aktiv havn med en rig historie og et paradis for de der ønsker at shoppe og spise godt. Et andet oplagt mål er Martha’s Vineyard eller Nantucket Island, som begge kan nås med færge fra Falmouth. Begge øer er utroligt charmerende og udstråler en typisk New England-atmosfære.
Falmouth – Plymouth – Boston (122 km)

I forlader i dag the Cape og kører retur til Boston, og undervejs kan vi anbefale et stop i Plimoth Plantation, en lille landsby bygget af engelske kolonister i 1627, eller den berømte Plymouth Rock, en imponerende hyldest til de 102 modige passagerer ombord på Mayflower, der grundlagde landet, vi i dag kender som New England.