Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om New York

Læs mere om rejser til New York

Manhattan-skyline Maj 2008
Rejsetips indsendt af:
preben christensen
Brønshøj
1. nov. 2008

New York City en by efter vores hjerte

Kan man blive forelsket i en by ? Ja, det er jeg og min kæreste det levende bevis på. New York er et fantastisk mix af utallige kulturer, nationaliteter, sprog og racer, og den helt specielle stemning det giver, kan ikke forklares, det skal opleves. Vi håber at vi her måske kan være lidt med til at inspirere jer til jeres første eller næste New York rejse.........
Ved Rockefeller Building
Ved Rockefeller Building

Før du tager afsted

Når du har besluttet dig for at din næste rejse går til New York, skal du finde ud af hvornår du skal afsted, hvor du skal bo, og i store træk hvad du vil opleve mens du er der. De bedste måneder at tage til New York er normalt April, Maj, September og Oktober. Juni, juli, og August er for såvidt også gode, men luftfugtigheden KAN være nærmest ulidelig i de tre varmeste måneder. Fra sidst i November til efter Nytår er der også meget smukt med jule-udsmykning osv, og vejret er omtrent som juletiden i Danmark.

Hvis du har det bedst med at der er nogen der arrangerer turen for dig, er der masser at vælge imellem. Med FDM Travel, og de store rejsebureauer, er du jo nærmest sikker på en kvalitets-oplevelse, da de jo har deres renome at tage hensyn til. Vi har dog altid bedst kunne lide at arrangere turen selv, og det har indtil videre gået godt hver gang. Internettet er et fantastisk redskab, hvis man selv vil lege rejsearrangør.
Vi starter altid med at købe flybilletten, og kigger derefter på hoteller. Priserne svinger meget, og det er smart at besøge siderne tit, og så slå til når de har en billig afgang i den periode i vil afsted. Vi har gennem tiden sparet rigtigt mange penge på at gøre det på denne måde. Priserne kan svinge fra dag til dag, og bemærk også afgangs og ankomst tider, samt oplysninger om eventuelle mellemlandinger. Der er somregel en hel del penge at spare ved at tage en afgang med mellemlanding, men sørg for at du ikke skal tilbringe for megen tid i den pågældende mellemlandings-lufthavn.

Samtlige lufthavne der flyves til i New York ligger tæt på byen, men Newark er dog den nemmeste mht transport til og fra Manhattan. Det er så nemt med toget fra Newark til Manhattan at det næsten går af sig selv, og der er masser af hjælpsomme mennesker at spørge hvis du skulle have brug for det. Vi synes ikke at det kan betale sig med taxi eller limousine-service fra lufthavnen, men tager gerne taxi fra stationen på Manhattan til vores hotel. Det er billigt og nemt.

Med hensyn til hotel kan der spares en del penge ved at bo udenfor Manhattan, men vi anbefaler at hotellet i vælger befinder sig på Manhattan, og helst ikke højere oppe end ca 105th Street, det er vigtigt at du føler dig tryg og sikker hvor du bor, og at du ikke bruger for megen tid til transport til og fra Manhattan.
Det er nemt at få oplysninger om hoteller i New York via den helt suveræne hjemmeside Tripadvisor.com. Her finder du anmeldelser, beskrivelser, billeder, gæsternes egne billeder, video osv. Ellers er der flere velfungerende sider du kan bestille dit hotel på eller hotellernes egne hjemmesider, som er nemme at finde ved at Google.

Ja, hotellerne på Manhattan er generelt dyre, men der ER altså billige alternativer hvis man ikke kræver for megen luksus. Vores varmeste anbefaling går til Carlton Arms Hotel, som er Manhattans billigste hvis man vil have et værelse med privat bad. Her er ikke TV, roomservice og du må re din seng selv ! Kan du leve med det, får du en rigtig god seng, et rent badeværelse, god beliggenhed på hjørnet af 3 Avenue og 25th Street, og en helt anderledes hoteloplevelse. Når du checker ind får du en håndfuld nøgler så kan du selv gå rundt og finde ud af hvilket værelse du helst vil have. Enhvert værelse er dekoreret af en kunstner, og er helt unikke. Det er et gammelt slidt hotel, men her er rent, sikkert og sjovt. Du kan finde nogle interessante videoer om Carlton Arms Hotel på Youtube.com (bestil værelse i god tid). Carlton Arms motto : "where furniture goes to die".
To andre gode bud på billig overnatning på Manhattan er St.Marks Hotel og East Village Bed and Coffee. Men der er jo altså utroligt mange overnatnings-muligheder på Manhattan, især de dyre, men også mange i mellemklassen. Vi ønsker dig god jagt.
Brooklyn Bridge
Brooklyn Bridge

Oplevelser uden ende........

Hvis du ikke har været i New York City før, er det jo naturligt at der i første omgang er en del ting man bare SKAL se, og det kan vi da kun være enige i.....

Brooklyn Bridge, Frihedsgudinden, Metropolitan Museum, Central Park, Times Square, Ground Zero, Harlem, Soho, Chinatown, Little Italy, Greenwich Village, Coney Island, Broadway, Grand Central station, Brooklyn osv osv.

Det er en god ide at planlægge lidt hjemmefra mht hvilken dag man vil besøge hvad, så man ikke spilder for megen tid med at fare på kryds og tværs. Husk at købe et Metrocard til 1, 3, eller 7 dages fri kørsel i Subway og Bus. Du kan købe det i automaterne på alle stationer.

Efterhånden som man har besøgt New York City flere gange, får man sig efterhånden nogle favoritter som man bare må besøge hver gang, og hver gang bliver listen længere og længere.
Rockefeller by night
Rockefeller by night

Til inspiration.........

Der jo så altså efterhånden en rimelig lang liste af ting vi bare SKAL hvergang vi er i byen ! (Og det skal lige nævnes at det er jo altså ud over den tid vi bruger på at gå SHOP-AMOK).

Ved Times Square ligger Marquis Marriott Hotellet, og øverst i det ligger deres restaurant "The View" der drejer stille og roligt rundt med en utrolig flot udsigt over byen. Vi plejer at time det sådan at vi møder op en lille times tid før det bliver mørkt, og bestiller en Cocktail (priser som i Danmark, bare meget bedre) som vi drikker mens vi nyder udsigten i dagslys. Derefter bestiller vi (mindst) en til, som nydes mens mørket falder på. Man behøver ikke at spise, men de har alletiders Buffet hvis man har lyst.

Lige i nærheden ligger også en lille mexicansk restaurant ved navn "Viva Pancho" (vivapanchonyc.com) 156west 44th Street er adressen. Her får du de bedste Margaritas, og er du sulten så snup en "sizzling fajitas" mens du sidder i baren. Men pas på, Margaritaen slår hårdt...
De kære små
De kære små

Til inspiration.......

Ingen besøg i New York uden en slentretur over den smukke Brooklyn Bridge, fra Manhattan til Brooklyn. Vel ankommet på den anden side, er det bare at holde til højre, så ender man hurtigt ved den smukke promenade med den skønneste udsigt mod Manhattan, en udsigt der er svær at slå, husk kameraet....

Når man er tilbage ved Brooklyn Bridge er den lille "The River Cafe" et oplagt sted til en frokost eller drinks. Et hyggeligt sted med storslået udsigt. vil du spise aftensmad her skal du nok bestille i god tid.

Manhattan er fyldt med små og større parker, hvilket i høj grad er med til at gøre byen så indbydende. I de fleste lidt større parker, specielt Battery Park (der hvor man sejler ud til Ellis Island og Frihedsgudinden) er der mange egern. Mange af dem kan man fodre med fingrene, og de bider ikke i andet end nødderne, de tager meget forsigtigt nødderne af hånden. De er meget underholdende og meget søde.
Central Park
Central Park

Til inspiration

Central Park er jo meget smuk og meget stor, men hvis man ikke har været der, er det næsten somom at man ikke har været i New York.
 
Vi foretrækker en slentretur til "The Boathouse" hvor man både kan sejle i robåd, spise frokost, og få slukket sin eventuelle tørst midt i det ude i det grønne. Så fortsætter vi gerne bagefter op langs/rundt om reservoiret i retning af enten Big Nicks Burger-joint (Bignicksnyc.com) på 2175 Broadway, hvor du får New Yorks bedste burgere (måske, de er ihvertfald super).
Eller mod det nordvestlige hjørne af Central Park hvor du finder verdens største Katedral "St. Johns the Divine". Her kan man virkeligt tale om højt til loftet.

For det meste ender turen i Harlem, hvor der hver onsdag aften er amateur-night på det gamle Apollo Teater. Det er en helt speciel oplevelse, hvor mange, mange store navne er blevet opdaget eller optrådt. Det starter klokken 19.00 og foregår sådan at en række dygtige og af og til mindre dygtige amatører optræder, og så bestemmer publikum hvem der vinder ved at juble eller buhe. Det er festligt og meget underholdende, og så er der en supergod stemning. Man tager Subwayen til 125th Street (hovedgaden i Harlem) og går 500 meter til højre, så er man der. Der er flere gode spisesteder tæt ved, og ganske trygt og sikkert, hvis ellers man tænker sig lidt om. (ligesom i København) (apollotheater.org).
Måske du ser den næste store stjerne fødes....
Amerikas første Pizza-restaurant
Amerikas første Pizza-restaurant

Skulle du gå hen og blive sulten.....

Der findes nok ikke nogen andre steder i verden med så stort udvalg af forskellige restauranter med mad fra alverdens lande.

Vi har nævnt Big Nicks Burger-Joint og Viva Panchos fajitas og buffeen på The View. Hvis du har lyst til en saftig bøf, er du endt det helt rigtige sted, Ted Montanas Grill and Barbeque er vores favorit, rimelige priser og supermøre bøffel-bøffer, samt en uhyggelig god brownie med is dessert.
(Tedsmontanagrill.com) ligger tæt på Rockefeller.
Vil du have den helt unikke steak-oplevelse med gangsterstemning og det hele, så skal du besøge Frankie and Johnnies ! (Frankieandjohnnies.com) Det er lidt halvdyrt, og pas på med at bestille de største bøffer (de er rigtigt store) men det er en oplevelse du nok ikke får andre steder.

Er du til Sushi, springer Haru Sushi Broadway i øjnene, tæt ved Times square, på 205 west 43th Street. Topkvalitet i smukke omgivelser (Harusushi.com).

Når det gælder italiensk mad og pizza, så tro ikke at Little Italy er noget særligt...oftest er maden og især betjeningen middelmådig og derunder i Little Italy. Men tæt på ligger ved Spring Street 32, den første Pizza restaurant i Amerika, og de kan altså finde ud af at lave pizza ! Og mon ikke at de så ikke er gode til resten også ? (firstpizza.com)
Husk også at på Tripadvisor.com kan du også finde tusindvis af oplysninger om spisesteder på Manhattan.

Velbekommen

Fra Ellis Island
Fra Ellis Island

På falderebet.........

Vil vi bare lige nævne et par praktiske småting.
Start dagene tidligt, oplev en masse, shop en masse, og tag så tilbage og pust lidt ud på hotellet. Slap lidt af og læg dig med benene op af væggen 20-25 minutter, så er du frisk til en dejlig aften i byen, hvis du ikke holder pause eller slæber rundt på for meget, går du hurtigt død om aftenen. Det vil du ærgre dig over når du kommer hjem.

Når du besøger Frihedsgudinden, så spring ikke Ellis Island over. Det er historisk set så afgørende og grundlæggende et sted for det New York og USA er idag. (det er et stop på samme sejltur).

Når du giver drikkepenge i New York, er det ikke som i Danmark. De fleste tjenere i New York er afhængige af drikkepengene, ofte er det hele deres løn. Det er mest almindeligt at give mindst 15 %
Ellers så husk bare at tage ud i lufthavnen i rigtig god tid når du skal hjem, især i JFK. Det kan sommetider tage lang tid at komme hele vejen igennem til gaten. Og der er INGEN nåde hvis du kommer for sent. Og vær nu GLAD for at de checker alt så godt...det er også for din skyld !

Og så vil vi bare her til sidst ønske en rigtig, rigtig dejlig tur til New York City. ENJOY

Kommentarer til rejsetips om New York

FDM censur

16/01 2011 preben christensen
pga FDMs censur af kommentarer til rejsetip, er det desværre ikke muligt at kommentere Cs kommentar d. 3/4 2010 angående fodring af egern, på passende måde ! Så må nøjes med at slå fast at egern intet har med skadedyr at gøre, og iøvrigt er vældigt søde og sjove ! De virkelige skadedyr her i verden må da være menneskene, med deres nedladende og ondskabsfulde holdninger til andre arter. Forøvrigt var det en indfødt amerikaner der lærte mig at egerne spiser af hånden i Battery park, hvilket de gør meget forsigtigt, og kradser eller bider aldrig. spændende om FDMs censur tillader denne kommentar, eller om de hellere trykker kommentarer der opfordrer til had mod dyr ?
et lille tip til Battery Park ; planlægger i at besøge Battery Park på jeres New York tur, så læs lidt på nettet om historien om Parken og print et kort ud over Battery Park fra gammel tid af, det gør det sjovere når man går rundt i området. Området der, og iøvrigt hele sydspidsen af Manhattan indeholder utrolig meget spændende historie fra byens begyndelse.

Både i central park

08/07 2010 Kasper Hovgaard
Super beskrivelse. Kan du forklare hvor i central park det er muligt at leje både til en hyggelig tur?

Lad vaere med at fodre egern.

03/04 2010 C.
Bare lige til information saa er egernene ikke soede, men baktiere fyldte skadedyr, meget taet paa rotter! Det er kun turister der fodre dem.

The View

01/03 2010 preben christensen
Hej Tanya Har nok været lidt upræcis, jeg skrev "restaurant" i rejsetippet, helt præcist skulle det være The View Lounge ! Vi har aldrig brugt restauranten, menyen er lidt for fin til os, vi nyder drinks og buffet i The Lounge. Buffeten koster 33 $ og dessert-buffeten koster 18 $ hvilket jeg synes er meget rimeligt for det er rigtigt rigtigt godt. Vi har ALDRIG betalt for at sidde ved vinduet, ej heller coverchage, så går ud fra at det er i restauranten. Beklager at min beskrivelse var upræcis.... Vi har altid fået god betjening, gode drinks og vinduesplads :-) God fornøjelse...

The View

01/02 2010 Tanya
Hej Preben. Jeg har læst en masse negative reviews på tripadvisor omkring The View. Nogle skriver der bliver lagt $7.50 pr. pers. hvis man ønsker et vindues bord. Andre skriver at der er et "covercharge" på $ 7.00 Således at man let kommer op på over $50.00 for 2 cocktails... hvis man sidder ved vinduet. Hvad er jeres erfaring? Super god rejsebeskrivelse, jeg kunne dog godt have tænkt mig nogle priser :-) Hilsen Tanya

New York Rejseblog - se mere her....

28/12 2009 Christian Carstens
Rigtig god rejsebeskrivelse! Har også selv lavet en rejseblog omhandlende vores ture til New York...se mere her: www.manhattannewyork.blogspot.com

Svar til Lotte

19/02 2009 preben christensen
Hej Lotte Jeg har ikke checket her et stykke tid, så beklager at jeg var så længe om at svare....... Du køber bare et Metrocard i en af automaterne på en af Subwaystationerne, det gælder til både subway og busserne. Det fungerer bare så perfekt, og kan købes til 1-3 eller 7 dage. Subwayen kører mest op og ned på Manhattan, mens busserne oftest kører på tværs, så man kommer hurtigt frem uanset hvilken del af Manhattan man skal til...... Vi spiser ALTID morgenmad på en Diner, gerne en af de gamle autentiske Diners som f.eks Empire Diner. Amerikansk morgenmad med hashbrown kartofler, bacon, pølse, skinke, æg eller hvad i nu ønsker lægger en god grund til en spændende dag i New York. Ellens Stardust Diner 1650 Broadway ved 51 street er helt speciel, her synger og underholder tjenerne mellem serveringerne og morgenmaden er fin også. Det er en sjov, hyggelig og anderledes oplevelse. Måske er der endda en kommende berømthed blandt tjenerne ? Håber i får en superskøn New York tur, good luck. Har i andre spørgsmål eller noget andet i ønsker tips til, så bare mail mig på prebenaabo@hotmail.com

virkelig god rejsebeskrivelse

17/01 2009 lotte julsgaard
Hej Preben og kæreste! Virkelig en god rejsebeskrivelse. Man kan godt høre at I har været der flere gange. Vi vil helt sikkert benytte os af nogle af de tips du kommer med når vi skal til NY i april 09 dog kun 6 overnatninger, sammen med vores 2 drenge på 16 og 19 år. Vi er lidt spændte på det hotel vi har bestilt "Americana". Det skulle ligge meget centralt ved Broadway Av. og tæt på Central Park. Vi fik desværre læst din beskrivelse efter at vi havde bestilt, for vi kunne have sparet lidt ved at bestille direkte ved hotellet. Men nu er vi på den sikre side... Hvordan er det med morgenmad? Jeg har hørt at man tager hen på decideret morgenmads restauranter, er det rigtigt? Kan det betale sig at købe et buskort eller kort til subway? Jeg selv (Lotte) var i NY sidste år, dog kun 1½ dag med mit arbejde. Men blev så betaget at jeg bare MÅTTE have min familie med. Så vi glæder os rigtig meget. Så har du flere tips må du endelig gerne fyre løs. Mange hilsner Lotte og Peter Julsgaard

fin rejsebeskrivelse

01/01 2009 Helle
Hej Tak for en rigtig fin rejsebeskrivelse. Jeg skal afsted søndag den 11. januar og besøge New York for første gang. Det er sammen med min datter og vi skla bo på Manhatten, hotel Stanford, som ser ok ud efter billederne, men de kan jo snyde meget. Det får lidt blandede anmeldelser, men vi har fået værelse for 36-3700 kr. i alt for 8 overnatninger for os begge, så det er vel ikke så galt. Flybilletter har vi fået til ca 2400 kr pr stk tur retur. Vi skal via Island. Vi glæder os meget. Jeg har et enkelt spørgsmål. Du skriver at man skal tage i lufthavenen i meget godt tid. Kan du sætte lidt mere konkret angivelse på i timer f. eks? På forhånd tak. Venlig hilsen Helle

Svar til Mette

12/11 2008 preben christensen
Hej Mette Tusind tak skal du have ! Var netop bange for at gøre den uoverskuelig, da der er så mange oplevelser at skrive om. Prøvede at begrænse det så det ikke blev for langt. Vi bruger gerne ca 10 dage på vores New York ture, og når din kommende tur er din første synes jeg ikke du skal bruge mindre. Der er så meget at se og opleve, og jeg kan garantere at tiden flyver hurtigt. En uge er ok, men så vil du med garanti føle tiden utilstrækkelig allerede midt på ugen. To uger er super, men det gør jo også turen lidt dyrere. Da vi tager afsted rimeligt tit synes vi 10-11 dage er perfekt, for så kan vi økønomisk set tage en ekstra tur på et senere tidspunkt. Nu har vi jo set mange ting i New York, og finder nye ting hver gang, men du har jo det hele tilgode og den første tur er jo noget helt specielt, nærmest en eksplosion af indtryk og oplevelser (og trætte fødder) Bare så skønt.... Min kæreste tager afsted med en veninde her i November i 11 dage, og vi har også bestilt vores næste tur til sidst i April, det bliver 12 dage. Min kæreste var engang afsted i 3 måneder, og jeg tog engang afsted med kun 2 overnatninger ! Så du forstår nok at vi elsker det uanset rejselængden. Bare skriv hvis du hen af vejen skulle have flere spørgsmål, eller ønsker tips om specifikke ting i New York Med venlig hilsen Preben Christensen

Super god rejsebeskrivelse

11/11 2008 Mette Bygholm
Tak for en rigtig god rejsebeskrivelse. Den er spændende og overskuelig. Jeg overvejer selv en tur til New York næste år, og denne artikel var rigtig inspirerende. Men, hvor mange dage, bruger I i New York på sådan en tur?
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til New York

Hoteller i New York
Rejser til New York
Denne side er udskrevet d. 8. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.