Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om USA

Læs mere om rejser til USA

Rejsetips af samme forfatter

  • Se San Francisco fra fødderne...

    (Bedømt af 7 personer)
    15.10.09: Viveca Andersen
    Efter at have været i San Francisco 2 gange tidligere, i øvrigt positive oplevelser hvor vi ”gjorde” meget af det, man ikke må gå glip af.
    Læs hele rejsetippet
  • Stockholm-Nordens Venedig

    (Bedømt af 20 personer)
    06.02.09: Viveca Andersen
    Mange siger, at Stockholm er én af Europas smukkeste byer, og at sommeren er den bedste tid at komme der. Det er helt rigtigt, men hver årstid kaster sit charmerende lys over Stockholm.
    Læs hele rejsetippet
  • Oplev en ægte skærgårdsidyl på Möja udenfor Stockholm

    (Bedømt af 21 personer)
    06.02.09: Viveca Andersen
    En gang kunne man læse på en reklameplakat ombord på skærgårdsfærgerne: ”Det burde være en menneskeret, at mindst én gang i livet få lov til at sejle i Stockholms skærgård”. Der er utallige grunde til, at dette udsagn er rigtigt. Jeg vil prøve at beskrive øen og dens oplevelsesmuligheder for at give andre lyst til at besøge ”et smultronställe”.
    Læs hele rejsetippet
Kør-selv-ferie i USA
Rejsetips indsendt af:
Viveca Andersen
Morud
10. nov. 2008

Kør-selv-ferie i USA

Skal du rejse på kør-selv-ferie i USA for første gang? Få inspiration så at din tur bliver et hit. Vi har samlet vores erfaringer fra flere pragtfulde rejser til USA.
Sjovt skilt i Bagdad Café Newberry Springs
Sjovt skilt i Bagdad Café Newberry Springs

Det hele startede i 1994

I 1994 rejste jeg sammen med min familie til USA for første gang. Hvis vi havde vidst, at vi ville blive ”smittet af den dejlige Amerika-bacille”, havde det nok været klogt, at købe et ”klippekort til Atlanterhavet”.

Det er siden da blevet til 7 rejser mere! I stedet har vi hver gang købt flybilletterne gennem FDM. En fantastisk god og imødekommende service har gjort, at vi hver gang har kunnet rejse med de bedste og billigste flybilletter, da de kundekonsulenter vi har haft kontakt med hos FDM altid har gjort sig umage med, at finde de for os mest fordelagtige afgange.

Vi bliver aldrig trætte af at komme ”over there”. Der er altid noget nyt at se og opleve. Det gør heller ikke noget, hvis man ser noget for anden eller sjette gang for den sags skyld. Alle de fabelagtige naturoplevelser, sjove steder, de dejlige venlige mennesker og de mange, mange interessante ting der er at se.

Jeg vil hermed give oplevelser og rejsetips videre til den der vil rejse til USA for første gang. Det er jo vigtigt, at rejsen bliver noget uforglemmeligt, som man kan mindes og ”tage frem” de mange kolde danske vinteraftner. Måske kan det jeg skriver inspirere og give muligheder til at få det meste ud af rejsen.

Sidste gang vi var af sted var sommeren 2007. Jeg vil bruge den tur som ”skelet” i min rejsebeskrivelse. Desuden vil jeg tilføje information fra nogle af de tidligere ture. Til at begynde med vil jeg komme med nogle generelle råd:

Før rejsen - lav en god rejseplan

Lav en god planlægning af turen. Brug evt. et computerprogram f.eks. Rand Mcnally TripMaker (www.randmcnally.com). Her kan man bestemme, (når man har taget stilling til hvor man starter, og ca. hvor første overnatning skal være), om man vil køre den smukkeste, korteste eller hurtigste vej. Her får man også oplysninger om, hvad der er at se undervejs. Man skal bare sige, hvor langt fra ruten det må være. Man får div. seværdighedstips, lidt info. og resten er jo let at finde på nettet. Så får man at vide, hvor der er passende, at placere en overnatning.

Før man begynder på turen, er det en god idé, at finde ud af hvor mange Nationalparker man har tænkt sig at besøge. Brug Internettet til at finde priser, læg sammen og sammenlign med prisen på et Annual Pass www.nps.gov/fees_passes.htm og www.nps.gov/parks/passes_fees_2000.htm.old

Det gælder for chauffør + 3 passagerer til alle parker (et helt år). For ekstra 15$ får man Golden Eagle Pass som giver adgang til alle National Sites. Man kan købe kortet på nettet, eller første gang man kører ind i en park/site. Skal man se mange parker, er der rigtig mange penge at spare.

Bil

Bestil en bil der har GPS. Det er næsten uundværligt og giver større frihed og tryghed. Man kan finde det man ønsker (vejen fra punkt A til B, seværdigheder, tankstationer, supermarkeder m.m.), altid finde tilbage til et evt. udgangspunkt. GPS er også en stor hjælp, når man vil vide, hvor lang tid der tager at køre en valgt vejstrækning, da den har vejens ”natur” med i sine beregninger. Det kan være svært, at få præcist overblik på et almindeligt papirkort.

Vælg et bilmærke der har tilstrækkeligt stort bagagerum. Af forsikringsmæssige grunde må der ikke ligge noget inde i bilen, når man forlader den. Rejser man med overnatning nyt sted hver nat, har man jo sin bagage ”med” når man besøger seværdigheder. Toyota Camry eller Chrysler Impala er gode eksempler.

Det er bedst, at bestille bilen hjemmefra, da man ellers kan risikere, at det der kan tilbydes på ankomststedet ikke opfylder ovenstående krav.

Kort

Selv om man har GPS, er det godt at have vejkort. Man behøver ikke at investere i kort hjemmefra. Det eneste man skal huske, er at tage sit medlemskort til FDM med. Før man rejser, går man på nettet og søger på adressen til AAA som er FDM i USA www.aaa.com Her finder man det nærmeste AAA office til ankomststedet. Hvis der er brug for et postnummer (zip-code), bruger man bare det fra det første hotels adresse. Print adresse og åbningstid ud. På AAA’s hjemmeside kan man også lave en turplan (TripTikTravelPlanner).

Snarest efter ankomst opsøger man dette kontor, viser sit FDM-kort og fortæller at det er AAA i Danmark. Herefter beder man om vejkort og turbøger til de steder man skal besøge. De er meget venlige, og man får alt, hvad man har brug for. Turbøgerne er rigtig nyttige. Her kan man, ud over en masse anden information, læse om alle seværdigheder. Der står åbningstider, vejbeskrivelser, entréer og en ca. tid som AAA mener er passende til besøget.

Hotel

Bestil hjemmefra. Vi har prøvet begge dele og fundet frem til, at der skal bruges unødvendig ferietid, hvis man skal finde hotelværelser undervejs. Det er selvfølgelig den ulempe, at man ikke bare lige kan stoppe et eller andet hyggeligt sted, men efter vores mening ”overtrumfer” det ikke alle de fordele, der er ved at have det klaret på forhånd.

Har man en bærbar computer, er det en god idé, at tage den med. Mange hoteller har gratis netopkobling, og så kan man evt. ændre en hotelreservation (1 døgn før), hvis der skulle have opstået en anledning. Computeren er også god at have (ud over evt. kontakt f.eks. med familie der hjemme), hvis man vil have information om seværdigheder på turen o.l. Har man ikke en bærbar computer, skal man ikke fortvivle. Mange hoteller har gratis internetadgang i lobbyen.

Vi synes, at det er mest økonomisk, at vælge hoteller hvor der er morgenmad inkluderet i prisen. Morgenmaden kan være alt fra ”kun” bagels/toastbrød, corn flakes og mælk til det store udvalg med æg, kartofler og bacon. Vi bruger oftest hotelkæden Choice Hotels (f.eks. Comfort Inn). At spise morgenmaden ude er forholdsvis dyrt i USA, så selv om de hoteller koster lidt mere end de billigste, kan det godt svare sig. Det er også godt for pengepungen, hvis der er køleskab og mikrobølge ovn på værelset.

Hvis ens økonomi ikke er til at spise alle måltider på restaurant, er det et sparetips. Man kører hen til nærmeste supermarked, køber færdigmad til mikrobølgeovnen (der er rigtig stort udbud) og måske en flaske vin. Herefter ”skovtur” på værelset. Der er oftest kaffemaskine, så det skal man heller ikke undvære. På denne måde bliver ”der plads i økonomien” til restaurantbesøg en gang i mellem. Hvis man også køber brød og pålæg, kan man spise i naturen, lige når man er sulten, og på denne måde være endnu mere økonomisk. Når madudgifterne minimeres, er der ”råd” til flere oplevelser.

Fordelen med at bo på hotel i USA er, at et dobbeltværelse let kan være nok til en familie på fire. Der er oftest to brede dobbeltsenge hvor ”kingsize” er det bredeste. Hvis man kan sove sammen 2 og 2, behøver man ikke have mere end et værelse. Hvis sengene benævnes ”dobbelt” er det måske lidt knebent med plads til 2/seng, men det handler selvfølgelig om vaner. Når børn rejser sammen med deres forældre, koster værelset ikke mere fordi de er med, hvis de er under 17 år (nogle gange op til 21).

Medbring en diktafon

For at huske turen og evt. bagefter kunne lave en scrapbog, er det en rigtig god idé, at tage en diktafon med (husk godt med bånd). Jeg har diktafonen i lommen, så jeg kan tage den frem, så tit jeg vil.

Jeg bruger den f.eks. til detaljerede natur- og dyroplevelser, ved besøg i museer og udstillinger (mange data kan være svære at huske, selv om de er interessante), når vi oplever noget specielt sjovt eller spændende, nogen siger noget, som jeg vil huske ordret osv. Desuden synes jeg, at det er rart at ”notere” temperaturer, vejbeskrivelser (til næste gang vi kommer!?) og mange andre ting.

Efter ankomst til USA

AAA Opsøg nærmeste AAA-kontor (se oven).

Indkøb

Opsøg nærmeste større supermarked og køb en køle”taske” (cooler). Antal brugere afgør selvfølgelig størrelsen, men det er klogt, at ikke købe for lille (hvis man drikker sodavand eller vand fra 1 ½ l-flasker, er det smart, at de kan stå op). De bedste tasker/beholdere er den slags, der kan beskrives som en ”kasse med låg” der kan vippes op. Den må gerne have hjul, så er den lettere at transportere. De koster som regel mellem 25 og 50$. Vi tager den altid med hjem når turen er forbi (fyldes med tøj), så har vi gode nedkølningsmuligheder til div. skovture eller indkøb varme dage. I USA bruger man ikke køleelementer som nedkølningskilde. Man køber en stor plasticpose med isterninger, som man fylder ned i kølebeholderen. En pose koster 1-3$ (købes i supermarkeder eller tankstationer). De smelter efter nogle timer, derfor er det praktisk, at købe en pakke plastikposer med selvlukning. De skal bruges til at pakke pålæg m.m. ind i, så det ikke bliver vådt.

Hver gang men kommer ind i et supermarked, fra en kæde man ikke har besøgt, opsøger man deres kundeservice for at bede om et kundekort. Dette får man ved at udfylde et lille formular med navn og adresse (her bruger man bare adressen fra det nærmeste hotel – forretningen er lige glad, de vil bare gerne sælge deres varer). Når man skal betale sine indkøb, viser man dette kort og får med det samme kunderabatten trukket fra. Det kan være temmelig meget (10-15$ bare på et ganske ”normalt” indkøb).

Kendte supermarkeds-kæder: Albertsens, Safeway, Vons.

Internet

Hvis der ikke er internetadgang på hotellet, eller de tager betalt, og man synes, at det er for dyrt, kan man med fordel finde det lokale bibliotek. Der er det som regel gratis.

FRA KYST TIL KYST 2007

En mangeårig drøm om at køre Route 66 gik dette år i opfyldelse. Route 66 er jo den gamle vej fra Chicago til Los Angeles, fra før motorvejen gjorde sit indtog. Den der har læst Steinbecks ”Vredens druer” eller set kultfilmen ”Bagdad Cafe” kender miljøet.

Når vi alligevel skulle betale de ekstra omkostninger, der ligger i at leje bil et sted og aflevere den et andet, kunne vi lige så godt udvide turen og også se lidt i den østlige side af USA.
Arlingtonkirkegården i Washington DC
Arlingtonkirkegården i Washington DC

Washington DC

Vi boede meget centralt et par minutters gang fra Capitol, og nåede rigtig meget i løbet af de dage vi var der. Det blev til en gåtur rundt Det hvide hus, et besøg op i toppen af Washington monumentet, en imponerende vandring forbi Korean War Veterans Memorial, ud med de mange mange navne i den sorte granitvæg ved Vietnam Veterans Memorial for at ende “på skødet af” Abraham Lincoln ved den enorme statue Lincoln Memorial.

Vi gik rundt som James Bond i International Spy Museum, kikkede forgæves efter Moulder and Scully ved FBI-bygningen og besøgte Kennedyernes gravsted på Arlingtonkirkegården.

Tips:
Vi boede på Holiday Inn Washington-On the Hill, hvilket ligger meget centralt med få minutters spadseretur fra Capitol. Hotellet har parkering. Vi så byen med føddernes hjælp. Det kan godt lade sig gøre, hvis man bor så tæt på det hele. Vi brugte kun bilen da vi skulle til Arlingtonkirkegården.
Vagt ved den ukendte soldats grav ved Arlington kirkegården
Vagt ved den ukendte soldats grav ved Arlington kirkegården

Highlights i Washington

Washington monument
Det koster omkring 1 ½ $ per billet og man får dem tilsendt. Billetterne gælder til et specielt tidspunkt. Hvis man ikke har billet, kan man risikere at skulle stå i kø i lang tid, eller slet ikke at komme ind, da billetterne hurtigt bliver udsolgt. Det er absolut et besøg værd. Der er en fantastisk udsigt over byen og dens seværdigheder. Gå på www.nps.gov/nr/travel/
wash/dc72.htm hjemmefra og bestil billetter.

International Spy Museum
Bestil billetter på forhånd på www.spymuseum.org da det er et meget populært, sjovt og interessant museum. Gå ikke glip af et besøg her.

FBI-bygningen og Det Hvide Hus
kan kun ses udefra. Efter 9/11 må turister nøjes med det.

Arlingtonkirkegården
Lidt svært at finde på grund af et indviklet vejsystem – godt med GPS. Interessant besøg. Man behøver ikke bruge 7,50$ for at køres rundt med de turistbusser, der er i området, man kan sagtens gå. Der er skiltet, så man let kan finde begge Kennedybrødrenes gravsteder og den ukendte soldats grav. Her kan man overvære vagtskiftet ved Den ukendte soldats grav. Det er meget imponerende. Læs mere på www.arlingtoncemetery.org

Indkøb
Det er svært, at finde steder til madvareindkøb i det indre Washington DC. Der ligger nogle små butikker ikke så langt fra hotellet, men der er ikke stort udvalg af varer. Til sidst fandt vi en Safeway-butik, men da skulle vi bruge bilen.

Lancaster County og byen Intercourse

Fra hovedstaden drog vi i nordvestlig retning ind i Lancaster County. Vi overnattede i byen Intercourse. Man skulle tro, at vi var kommet her ved hjælp af en tidsmaskine. Her lever Amish-folket som i 1700-tallet.

Ikke i et samfund for sig selv men blandet med ”nutidens amerikanere”. Man kan let kende en Amishgård på, at der ikke er strømkabler til huset, der er en vandpumpe i gården, på tøjet (sorte bukser, lange kjoler, forklæder og hvide spindelvævstynde kyser der hænger tæt på tøjsnoren) og på den overdækkede buggy-vogn der står parkeret udenfor eller i carporten! Ude på vejene er der en bane længst til højre, der er beregnet til, at de kan køre der. Måske for hestenes skyld? Et meget fredfyldt og interessant besøg.

Personalet på hotellet vi boede på var Amish. Det var en speciel oplevelse, at sidde i restauranten som de eneste ikke-Amish. På knagerækken ved indgangen hang mændenes stråhatte. Maden der blev serveret var kraftig hollandsk/tysk-inspireret og restauranten lukkede allerede klokken 20. Så var byen mørklagt, på nær de lysglimt der kom fra stearinlysene som var placeret i vinduerne som en velkomsthilsen.

Tips:
  • I boghandlen sælges kun bøger godkendt af Amish.
  • Hos den tyske bager kan man købe kringler ofte bagt mens man venter.
  • Besøg Smukkers Quilts ca. 15 miles fra New Holland for at se og evt. købe quiltarbejde. www.amishnews.com/Shopping/smuckersquilts.htm
  • Kør rundt og se de smukke overdækkede broer som området er kendt for ”covered bridges”.
  • Amish-folket vil ikke fotograferes. Det er begrundet i det gamle Testamentes bud om, at man ikke må gøre sig noget billede på jorden. Af samme grund har Amishbørnenes dukker ikke ansigter.
  • Alle forretninger lukker klokken 17!
Niagara Falls
Niagara Falls

Videre til Buffalo og Niagara Falls

Vi fortsatte op til Buffalo, hvor vi fik mulighed for at beundre de buldrende vandmasser i Niagara Falls. Vi parkerede i et parkeringshus og gik det sidste stykke. Først så vi Niagara Falls fra den amerikanske side.

Læste at der falder 675.000 gallon vand/sek. =25.548.75 l/sek. Efterfølgende gik vi over ”pedestrian bridge” til Goat Island og Terrapin Point. Her så vi Horse Shoe Falls fra den amerikanske side.

Vi gik tilbage til bilen og kørte over til den canadiske side. Efter at være blevet spurgt om vores anledning til besøget (og længde) var vi over, lavede turens dyreste parkering (18 $!) og gik ned til faldene. Der var en stor regnbue midt i. Alt var rigtig imponerende og flot. Helt sikkert flottest fra denne side.

Tips:
Der er masser af forskellige ”aktiviteter” hvis man vil bruge mange penge, alt fra bådture til ”klatre”ture ned under vandfaldene. Efter min mening ikke nødvendigt. Det er en SÅ fantastisk oplevelse, bare at gå og se ud over de enorme vandmasser, og man bliver rigeligt våd!
Kennedy Car Fordmuseet i Detroit
Kennedy Car Fordmuseet i Detroit

Bilernes by Detroit

En overnatning og nogle timers kørsel gennem Canada og vi ankom til bilernes by Detroit. Vi havde ikke mere end en eftermiddag her, derfor var Fordmuseet et ”must”. Det viste sig, at være et godt valg. Det er et kæmpemuseum med utroligt meget at byde på. Der var selvfølgelig bilens og cyklens historie, men ud over det en hel del særudstillinger. Vi så bl.a. den limousine hvor John F. Kennedy blev dræbt, bussen hvor Rosa Parks nægtede at rejse sig for en hvid mand i Montgomery, Alabama i december 1955 og den stol Abraham Lincoln sad i, da han blev skudt i Fords Theatre i Washington den 14. april 1865.

Tips:
Ved besøg i Fordmuseet www.hfmgv.org er det klogt, at tage tøj på, så man ikke fryser. Museets air condition køler meget, vi var stivfrosne efter et par timer der inde, og det var en skam, for det er et rigtig spændende museum!
Sejltur i Chicago
Sejltur i Chicago

Næste stop Chicago

Chicago er en af de største byer i USA, og der er rigtig meget at se. Man kan bruge mange dage til alle de seværdigheder.

Tips:
Ved kort besøg er en sejltur på floden og søen et godt valg. Og selvfølgelig krydset Jackson Boulevard og Lake Shore Drive tæt ved bredden af Lake Michigan som markerer starten af Route66.

Ved længere besøg er følgende gode seværdigheder:
  • Sears Tower (443 m højt og 110 etager) den tidligere højeste bygning i verden www.searstower.org/home.html
  • Field Museum of Natural History - Her kan man gå i mange timer. www.fieldmuseum.org

Ved Navy Pier i Chicago startede vi så den “rigtige” tur. Efter storbyen forlod vi de store brede veje, og tog med diverse bøger og kørselsbeskrivelser under armen ind på det største nostalgitrip nogensinde.
Gamle udrangerede telefonpæle
Gamle udrangerede telefonpæle

Starten på Route 66

Der findes et hav af litteratur og vejbeskrivelser (nødvendigt – se neden). Vi havde ”Lonely Planet Road Trip Route 66” af Sara Benson og en meget detaljeret beskrivelse fundet på www.historic66.com

Da Route 66 ikke længere eksisterer som officiel rute på kort og vejskilte, er det ofte lidt af en detektivopgave at følge den gamle rute. Langs flere strækninger er de nye motorveje bare anlagt direkte oven i den gamle vej, og andre steder er Route 66 helt forsvundet. Det levede virkelig op til den kendte sang: ”I get my kicks on Route 66”. Det var, som når man slukker lyden fra tv-apparatet. Alt bliver stille, fredfyldt og uden motorvejenes larm og stress.

De gamle nu udrangerede telefonpæle flankerer vejene, og ud med Routen ligger de forladte moteller, diners og gamle tankstationer side om side. Man kan undre sig over, at de bare får lov til at blive liggende, når de ikke er i brug mere. Åbenbart er det et spørgsmål om økonomi. En eller anden sagde, at det er dyrere, at lade dem rive ned. Men det ser ud til, at trenden nu er at restaurere de gamle steder og få gang i neonrørene igen.

Når man kører Route 66 eller ”The Mother Road” som den også kaldes, kommer man virkelig tæt på de små byer man passerer. Det giver et helt andet indtryk og et væld af oplevelser.
Abraham Lincon-museet
Abraham Lincon-museet

Springfield Illinois

Abraham Lincoln-museet er det klart bedste museum vi har været på indtil nu. Museet er kun et par år gammelt, og man har virkelig brugt kreativitet på højt niveau for at gøre det spændende. Lincolns liv er bygget op i miljøer med voksdukker og små film der i kronologisk rækkefølge fortæller om hans liv.

Lys-, lyd- og røgeffekter (delvis i 3D) gør den omtalte tidsvandring meget levende og interessant. Disse effekter bliver brugt i 2 længere forestillinger, hvor man sidder ned , og i et lokale lavet som en moderne tv-dækning af et præsidentvalg. Her dækker mange tv-skærme hans valgkampagne. I et andet lokale, der forestiller et regeringskontor, diskuterede Lincoln og nogle medlemmer af regeringen et eller andet emne. Her stod en skuespiller iklædt kostume så han passede ind og fortalte, hvem de forskellige omkring bordet var, og hvad de sagde i den pågældende sag.

Tips:
Se Abraham Lincoln Presidential Library and Museum og afsæt god tid (mindst et par timer) www.alplm.org/home.html.
Gateway Arch og hjuldamper St. Louis
Gateway Arch og hjuldamper St. Louis

St. Louis

Parkerede vores bil i et parkeringshus og gik mod River front. Skibet som vi skulle sejle med hed Tom Sawyer. Det var lidt snyd, for det var ikke rigtigt en hjuldampere. Den var bygget som én med ”hjul” bag i, men der var motor, og hjulet kørte bare lidt rundt en gang i mellem for syns skyld. Sejlturen i det meget mudrede Mississippivand varede i 1 time.

Kaptajnen fortalte det meste af tiden, til det vi så ud med floden. Der var mange fungerende og nedlagte industrier. Der var også en 11 mile lang betonmur, som skulle forhindre floden i at svømme over. 1993 var det lige ved at ske, med det er det højeste vandstand der har været i byens historie. Mississippi bliver brugt til transport, og vi så flere flodpramme.

De har ofte en 6-mands besætning som sejler i 30 dage og har fri i 30 dage. Da sejlturen var forbi, gik vi op til The Arch. I bunden var der et meget fint museum, som vi gik rundt i et stykke tid i, før vi tog op i buen. Der var bygget miljøer op. Både hændelser fra USA’s historie og natur med voksdukker som kunne tale og udstoppede dyr. Man kommer op i buen er ved hjælp af en tram. Man kunne sidde max 5 personer i en meget lille tunnelvogn.

Det var godt vi kun var 3, og at vi ikke lider meget at klaustrofobi, for der var ikke megen plads. Der var en fantastisk udsigt, når man stod de 192 m oppe i buens top og kikkede ud af de smalle vinduer. Vi tog masser af billeder og video. Efter en halv times tid tog vi trammen ned igen og fik taget nogle fotos i smarte vinkler nede under buen.Spadserede gennem parken og hen til bilen.
Old Chain of Rocks Bridge St. Louis
Old Chain of Rocks Bridge St. Louis

Mod Old Chain of Rocks Bridge

Det havde været planlagt, at vi skulle have set den på vej ind i byen tidligere på dagen, men da det regnede meget, sprang vi over det. Vi gjorde altså et nyt forsøg. Det var godt nok ved at være aften, men det var nu eller aldrig. Da vi fandt den, var det begyndt at være lidt mørkt. Klokken var lige før 8. Der var kun én bil ud over vores på parkeringspladsen, og det hele var meget øde. 

Se www.rollanet.org/~conorw/cwome/article4.htm

Da vi kom så tæt på broen, at vi kunne læse de skilte der var sat op rundt omkring, fandt vi ud af, at der blev kraftigt advaret mod at forlade sin bil. Der er stor kriminalitet, og der kunne blive brudt ind i bilen. Man kunne endda risikere overfald. På selve broen stod der, at den blev låst vid solnedgang. Vi ville ikke risikere noget, så vi skyndte os at tage nogle billeder af den bro som blev bygget 1929. Der er ”et knæk” på broen, da de to stater Illinois og Missouri ikke lige havde fået aftalt, hvor de skulle bygge broen, så broenderne kunne mødes. Vi stod to personer ved siden af hinanden med armene udstrakt. Der var ikke megen plads ved siden af.

Tips:
Køb billetter hjemmefra både til sejltur www.gatewayarch.com/Arch/info/act.riverboat.aspx
og Gatway Arch www.nps.gov/archive/jeff/arch.html
Hos Gary Turner i Ash Grove
Hos Gary Turner i Ash Grove

I Ash Grove mødte vi Gary

Vi mødte SÅ mange hyggelige, rare, imødekommende og spændende mennesker. I Ash Grove, Missouri mødte vi Gary www.route66kix.com Han har en fuldstændig restaureret Sinclair tankstation. Den mangler intet lige bortset fra benzin. Stationen ligger sådan set inde på hans grund, men vi fik øje på den, og stod ud af vores bil for at bedre kunne se. Så dukkede Gary på ca. 80 år op inde i haven og vinkede til os, at vi bare skulle komme ind. Han var så sjov og fortalte og fortalte om hvordan det var den gang. Jeg tror, vi havde været der endnu, hvis han havde fået lov til at bestemme. Han tog sin Sinclairkasket på og tegnede hjemmelavede kort over omegnen som viste, hvad han syntes, at vi skulle se. Han forærede os en masse gamle aviser med interessant læsestof, hvor han havde markeret med farve, det der var særlig interessant. Da vi havde taget hjerteligt farvel, kørte vi til Red Oak II. Dette er en lille by, som en af Garys venner har brugt hele sin formue på at flytte! Den lå tidligere nogle km derfra og hed Red Oak. Byen er utrolig pittoresk. Vi vandrede rundt i den helt alene (hvorfor vides ikke), den eneste vi så, var en dame der malede på en af bygningerne. Ud over beboelse var der bl.a. smedje, skole, kirke og en af de fra film kendte diners, der er indrettet i en togvogn.

Udenfor Catoosa, Oklahoma fik vi øje på et hus hvor der i overetagen stak halvdelen af en gammel VW ud af huset. Vi stoppede og gik nærmere. Her boede John, og i garagen var han i gang med at bygge en bil. Han sagde, at vi bare skulle gå ind i hans hus og kikke os omkring. Hele huset var overfyldt af alt muligt fra 50-erne. Det var helt utroligt! Vi stod og snakkede længe bagefter, og han fortalte om Lucille og opfordrede os at ”besøge” hende (se neden).

Oklahoma City

I Oklahoma City så vi stedet hvor Timothy McVeigh i 1995 sprængte en kommunal bygning i luften og dræbte 168 mennesker. Der er lavet en smuk park, hvor en 5 cm dyb firkantet fordybning i sort marmor er fyldt med vand og markerer bygningens placering. 168 stole af glas og kobber symboliserer hver dræbt person. Der bliver stadig hængt blomster omkring stedet så mange år efter.

Tips:
Gå en vandretur i parken og deltag i en ”Rangerwalk”. En ranger fortæller om hændelsen og viser rundt. Tidspunkterne kan oplyses i museet, som er en meget stærk oplevelse. www.oklahomacitynationalmemorial.org
Hos John udenfor Catoosa
Hos John udenfor Catoosa

Videre ad Route 66

Da vi skulle køre fra byen, blev der et frygteligt regn- og tordenvejr. Det er nok det værste, jeg har oplevet. Der blev advaret i tv, at man skulle holde sig fra de små veje og vælge motorvejen. Vi kunne ikke se noget som helst, og det var frygtelig ubehageligt. Efter nogle timer lettede det, og vi kunne køre tilbage på Routen.

Lidt længere frem dukkede Lucille's op, en af Route 66's mest berømte lokaliteter. Her boede Lucille Hammons fra 1941, og frem til sin død i august 2000. Hun servicerede trofast de rejsende på Route 66. Lucille var en levende legende, og blev bogstavelig talt betragtet som ”Mother of The Mother Road”. Vi stoppede op, og så den nu helt forladte tankstation.

Nogle km derfra ved Weatherford (Exit 84) er der lavet en kopi af tankstationen og tillige en 50-er diner. Da John havde talt så rosende om stedet, bestemte vi os til, at stoppe op for at drikke en kop kaffe. Vi gik ind og kom hurtig i snak med ejeren af Lucille’s Roadhouse: ”Bill at the grill”. Vi satte os ned ved et af bordene i denne ubeskrivelige restaurant. Det var det reneste sted, jeg nogensinde har besøgt. Alt var i rustfrit stål, hvidt og sort. Stolesæderne i turkis plastik og der var masser af neonskilte. Bill gik rundt med et kæmpe kaffekrus på størrelse med en termokande, og han satte sig ned på en stol ved siden af vores bord. Vi var ikke sultne og ville kun have, ”en tør kop kaffe”. Da Bill hørte det, råbte han ud til køkkenet: ”Do we have any biscuits left over from breakfast?”

Jeg glemmer altid, at biscuits i USA er hvide fine boller og ikke kiks som i England og tænkte, at da man gerne vil være høflig, kan man vel altid spise en kiks. Servitricen kom med kaffen og de beordrede biscuits. MEN ud over det, kom der også en skål med hvid opbagt sovs! Det var sovs og ikke sauce. Vi kikkede undrende, og jeg spurgte, hvad den skulle bruges til. Bill fortalte, at det hed ”Biscuits in gravy”. Man skulle brække et stykke af bollen og dyppe i sovsen og så drikke kaffe til! Det smagte OK, men er ikke noget jeg vil servere her hjemme til formiddagskaffen!

Vi fik at vide, at det er “trucker mad”. Bill sad og snakkede med os hele tiden. Vi var der omkring en times tid, vil jeg tro. Da vi skulle gå, sagde han, ”Now you have to hit the road, there’s a lot to see out there!”

Tips:
Kør ikke forbi uden at besøge Lucille’s Roadhouse.
Big Texan Steak Ranch and Motel
Big Texan Steak Ranch and Motel

Amarillo

Kørte tidligt om morgenen til Amarillo Life Stok Auktion. Vi gik indenfor og det virkede meget stille. På et fint kontor med stort skrivebord i ægte Texas-stil sad en mand med stor hvid cowboyhat.
Læs mere på: www.amarillolive
stockauction.com/
contact.html.

Vi bankede på den åbne dør og fortalte, at vi kom fra Danmark og gerne ville se auktionen, hvis det kunne lade sig gøre. Han rejste sig, kom hen og hilste med hånden og sagde på bred Texas-dialekt: ”We appreciate you being here. Welcome to Texas!” Og så fortalte han, at det først startede klokken 10, og at vi kunne gå udenfor, for at gå på en catwalk og få et overblik over køer og kalve. Vi kunne også besøge deres café ”Stockyard Café”.

Det gjorde vi så. Først ud. Det var et kæmpeområde med mange båse. Bagefter fik vi kaffe inde på caféen. Her sad alle kvægopkøberne med deres store hvide cowboyhatte. Klokken 10 gik vi op i selve auktionslokalet og overværede auktionen i en halvtimes tid.

Der var først meget små kalve og så køer. Udråberen sad med små puder under albuerne og råbte meget meget hurtigt. Man kunne overhovedet ikke høre, hvad han sagde. Der var udover ham ca. 5 personer der arbejdede ved siden af ham med forskellige opgaver. Nedenfor skranken hvor de sad, var det område hvor dyrene blev lukket ind. Her arbejdede der yderligere 3-4 stykker. De lukkede et dyr ind af gangen. Dyret blev forevist, der blev budt på det, og så blev det gennet ind i en bås ved siden af.

Kvægavlerne/Ranchejerne havde forskellige måder at byde på. Ingen sagde noget. De viftede med noget eller gjorde andre små tegn. Nede ved skranken vidste de lige nøjagtig, hvem der var hvem, og det gjorde åbenbart opkøberne også. De råbte og hujede ind i mellem købene. Udenfor så vi det område, hvor de parkerede deres trucks. En del af dem havde store vogne til dyrene. Der var også en mand der stod og skoede heste.

I den anden side af hele bygningskomplekset fik man udleveret de dyr, man havde købt. På det tidspunkt vi kom, skulle den første lille kalv der var blevet solgt transporteres ud. Den der havde købt den, var en lille dreng på ca. 10 år (han havde sin far med). Drengen var meget stolt i fin ny ternet skjorte. De havde en bil med lad, men kalven blev ledt ind på bagsædet sammen med drengen!!

Kommer man til Amarillo og vil opleve noget anderledes er Big Texan Steak Ranch and Motel et godt sted at bo. I lobbyen er møblerne lavet af kohorn, og sæderne betrukket med koskind. Det tilhørende bord har kun to ben i form af jeansbukseben med cowboystøvler. Alle væggene på værelset er beklædt med uhøvlet træ. Der er ingen gardiner, men træskodder på indersiden. På væggene er der ikke malerier men små plakater med ”bad guys” og ”wanted” og ”reward”.

Tips:
Om dagen kan man gå i den Texas-formede pool, kikke på klapperslangen i giftshoppen eller bare gå rundt og nyde det fantastiske interiør.
Om aftenen er der masser af underholdning:

  • Spis gratis på restauranten. Men så skal du spise en bøf (med tilbehør) på 72oz (ca. 2kg) på mindre end en time! Man kan også vælge at betale og nøjes med en bøf i størrelsen ”ladys cut” (=300g), og så se på dem der forsøger sig.
  • Spis aftensmad ”cowboystile” ved at være publikum til ”The Big Texan Opry”. En enormt god aften hvor man spiser på bliktallerkener og lytter til sang og musik www.bigtexan.com/entertainment.phb.
  • Kør lidt udenfor byen og se amatørforestillingen ”Texas”. Det foregår i bunden af Palo Duro Canyon. Man sidder i et amfiteater med omkring 1000 siddepladser og scenen har canyonsiden som kulisse. Det er en ubeskriveligt god oplevelse på et par timer. Der er et væld af smuk og medrivende sang og musik, godt skuespil og overraskelsesmomenter. Hver eneste cent er godt givet ud. Man kan spise før forestillingen. Bestil billetter hjemmefra www.texas-show.com

Texas og texanere

Man hører meget om, at Texas er noget specielt og, at texanerne er et meget stolt folk. Det var der meget der bar præg af, men alle dem vi kom i snak med var umådelig venlige.

Man kunne aldrig se ranchbygningerne fra vejen. Et sted var der et skilt der fortalte, at der var 8 km til ranchen. Det kan man kalde en indkørsel! Det var meget underholdende at læse skiltene ved vejkanten f.eks. ”Last cold beer for 100 miles!” og ”Texas love it or leave it!” Et andet kæmpeskilt havde et billede af en fange i håndjern og bar teksten: ”What drunk drivers where this season!” og ”Drink and drive and go to jail!”.

Vi besøgte Ranching Heritage Museum www.depts.ttu.edu/ranchhc/body_rhaboard.htm
Et spændende museum i stil med Den Fynske landsby om ranchens historie. Det var gratis at komme ind, men vi skulle skrive under på at vi kun ville tage billeder til privat brug.

Roswell

Der var kun ca.1½ miles til UFO Researchcenter og Museum, så der kom vi hurtigt og blev der i et par timer. Der var en masse information om den mand der i starten af 1947 fandt det meget omtalte rumskib. Han hed John Mc Brazel. Der var en mængde artikler og avisudklip, billeder, modeller fra forskellige film. Et stort bibliotek med både bøger og videofilm. Efter besøget gik vi over for at spise på Crash Down Diner. En café i huset overfor. Lavet efter Tv-serien Roswell. Kørte en lille tur gennem byen og så at gadelygterne var hvide med alienansigter på.

Udenfor Roswell består landskabet af kæmpemarker, fladt område med store og lange vandingsanlæg. Roswell er sådan set et ”hul” mit i et fladt landskab. Man kan se helt til horisonten. Omtrent 20 miles fra byen begynder landskabet at fyldes med oliepumper. Vejen er ”en lige streg”. Vi kunne se 13 km!

Tips:
Den der tror på ”små grønne mænd” må ikke køre forbi denne by!

Albuquerque - et par tips

Museer man helst ikke skal gå glip af:

  • National Atomic Museum er et lille museum. Hvis man vil læse, kan der bruges lang tid. www.atomicmuseum.com
  • Indian Pueblo Cultural Center. Et museum som ikke tager så lang tid at se. Her kan man dog få en flot opvisning i indianernes danse. www.indianpueblo.org
  • American International Rattlesnake Museum i Albuquerques Old Town. Et u(hyggeligt) mindre museum med masser af klapperslanger. www.rattlesnakes.com
Taos Pueblo
Taos Pueblo

Puebloby i udkanten af Taos

I Taos Pueblo i udkanten af Taos New Mexico oplevede vi en puebloby hvor et par hundrede indianere bor i huse, hvor de fleste blev bygget mellem år 1000 og 1450. Når man hver især har betalt 10 $ for at komme ind og 5 $/kamera, må man gå rundt i et afgrænset område af byen.

Det er meget interessant, at se de gamle skikke fungere i nutid. I én af de små butikker opdagede jeg et lille dansk dannebrogsflag. Jeg spurgte den unge indianerkvinde der havde butikken, om det var en turist, der havde foræret hende flaget. Til det svarede hun: ”Nej, det det har jeg fået af min kæreste, han kommer oprindelig fra Danmark. Jeg har også været i København og besøgt hans far.” Hun fortsatte: ”We visited the little amusement park they call Tivoli” og så fortalte hun, at hun havde spist noget, der bare smagte SÅ godt. Hun sagde et ord, som ikke gav mening for mig, (det skulle være et forsøg på dansk) og beskrev det som ”like a marchmallow in the middle and chocolate around”. Så forstod jeg, hvad det var for et ord, hun havde prøvet at sige. Flødebolle. OK verden er lille.

Tips:
En god oplevelse. Glem ikke kameraet, men tag ikke fotos af mennesker uden at spørge om lov, det kan blive både ubehageligt og dyrt. www.taospueblo.com/
Acoma Pueblo
Acoma Pueblo

The Sky City - Acoma Pueblo

Ikke langt fra Albuquerque i New Mexico ligger Acoma Pueblo – The Sky City. Som navnet fortæller, er det en indiansk puebloby. Den skulle vi selvfølgelig se. Man må ikke selv gå rundt, men skal følges med en indfødt. Vi blev vist rundt af Alexander, en ung mand først i 20-erne.

Byen blev bygget før 1000-tallet på toppen af en flad klippe godt 100 m høj, som i sin tur ligger ca. 2000 meter over havet. Der blev bygget en spansk mission der i slutningen af 1500-tallet, og munken Juan Ramirez som lod den opføre, beskrev sin redningsaktion af et lille barn på stedet som et mirakel. Det var det, der gav ham ”adgang” til klippen og mulighed for at bygge missionen. Alexander sagde: “You can’t always believe history, ‘cause it’s just: “his story” – hans historie”. De ord giver et nyt perspektiv i forhold historieforståelse.
www.rozylowicz.com/retirement/acoma/acoma.html
Puebloindianerne byggede op i højden
Puebloindianerne byggede op i højden

Mesa Verde

Ved Mesa Verde Parkentrence blev vi informeret om, at en del af parken var lukket pga. brandfare. Kikkede os omkring i visitorcenteret, bestilte en rangertur til The Long House til 16.30.

Parken er ”delt” i to dele og det var den ene, der var lukket. Den lukkede del af parken har kun en ensporet vej, og vil derfor være farlig, hvis der udbrød skovbrand, da folk så kunne blive ”lukket inde” og ikke kunne forlade parken hurtigt nok. Den del der stadig var åben, havde en tosporet vej.

To år tidligere havde den været udsat for skovbrand, og var derfor ikke i så stor fare nu. Vi havde bestemt os for at bo i parken, for at få de oplevelser dyr og natur kan give, hvis man er der tidligt om morgenen. Vi checkede ind, fik vores værelse og kørte op mod The Long House. Parkerede bilen og gik en trail ned til The Step House, som man måtte se på egen hånd. Her kunne man se en rekonstruktion af et af de ældste huse. Der blev sagt at turen tog en time, men det var nok et tidsrum som var sat så alle kan være med, for vi var tilbage efter 40 minutter, og vi havde ikke skyndet os. Vejen slingrede sig hårnålslignende ned. Noget var asfalteret, andet var kun støv.

Vi sad og ventede på den ranger der skulle lede turen ved nogle overdækkede skovtursborde, hvor vi spiste småkager og drak vand. ”Vores” ranger hed Joseph, var af tysk afstamning og docent i puebloindianernes historie. Vi fik en køretur med en tram i omkring 10 minutter, og så skulle der vandres.

Det gik stejlt nedad af smalle asfaltstier. Der var også en trappe med omkring 60 trin. Joseph var meget inspirerende at høre på, og han fortalte mange spændende detaljer. Vi fik bl.a. en gennemgang af hvordan husene var konstrueret, hvordan man dyrkede jorden og hvordan man levede der. Han fortalte, at arkæologerne tidligere prøvede at ”reparere” husene med cement. I dag vil man helst ikke røre ved ruinerne, men er det nødvendigt, laver man en mudderblanding (ligesom indianerne gjorde, da de byggede det hele) af vand og den rødlige sand der er deroppe. Det holder meget bedre og følger temperaturskiftningerne. Det meste der er at se nu, er fra år 500 og her er husene ikke rørt ved.

Puebloindianerne var jo bønder og et fredeligt folk, sammenlignet med de indianere der boede i telt og vandrede rundt på prærien (nomadeindianerne). At pueblofolket pludselig forsvandt er en skrøne. De flyttede simpelthen, fordi der ikke var mere træ at bygge af. De byggede huse i femetages højde. The Long House er det næst største af alle husene, og vi klatrede på stiger op i etagerne.

Følgende morgen begyndte vi kørslen ud af parken (15 miles), vejene snoede sig op og ned af bjergsiden. Da vi havde kørt et stykke, var der en coyote der gik over vejen lige foran bilen. Da vi havde passeret, gik den tilbage igen. Kort efter stoppede vi for at filme vilde kalkuner ved vejkanten.

Tips:
Husk vand og hat, hvis du er der om sommeren. www.nps.gov/meve
The Big Arch Arches National Park
The Big Arch Arches National Park

Arches National Park

Ved Moab ligger Arces National Park. Her er en meget speciel natur med mange ”stenbuer” dannede af tidens tand da erosionen påvirker klipperne.

Vi stod op klokken 5, spiste morgenmad, og var klare til at tage af sted klokken 6. Da det var så tidligt på dagen, var der ikke nogen der sad ved Parkindgangen, så vi kørte bare i gennem og skulle ikke vise vores parkpas. Vi stoppede først for at tage et parkkort. På vejen op af bjerget så vi en bjerggedfamilie med kid. Stoppede ved La Salle Mountain Vieu Point, filmede og fotograferede og kørte videre til Wolfe Range. Her parkerede vi, gik på toilettet (primitivt uden vand), og begyndte vores vandring.

Vi gik stille og roligt, holdt adskillige pauser, drak en del vand, så en hare, og var oppe ved den store bue 1 time senere. Der var dejlig skygge, og vi sad og nød udsigten. Det var virkelig umagen værd, at tage der op. Der var stort set ikke andre end os. Vi tilbragte omkring 1 time med at gå rundt, fotografere, filme, spise saltkiks, drikke vand og selvfølgelig imponeres af omgivelserne. På vandringen ned fik vi øje på en præriehund

Næsten tilbage ved bilen gjorde vi en afstikker fra trailen, for at se petroglyphs lavet af Ute-indianerne en gang mellem 1600 og 1800-tallet. Meget interessante. Hvis man rørte ved dem, kunne man risikere, at få en bøde på $25.000 og 5 år i fængsel! Vi holdt hænderne i lommerne. Vi så også resterne af herr Wolfes hus. Han flyttede derhen en gang sidst i 1800-tallet sammen med sin søn. Han havde en benskade fra Borgerkrigen. Efter 10 år kom hans datter med mand og børn. Datteren overbeviste ham om, at huset trængte til ”modernisering” dvs. at lave et trægulv!

Trailen var 4,8 miles og højdeforskellen 146 m. Ved parkeringspladsen spiste vi medbragte appelsiner og drak vand. En sød lille fugl hoppede meget tillidsfuldt rundt om vores fødder. Da vi kørte derfra var det 32 grader C.

Om aftenen kørte vi ned til floden (Colorado) for at høre om den bådtur vi havde bestilt billetter til blev til noget, da der om eftermiddagen var blevet et frygteligt regn- og stormvejr.

De sagde, at vi kunne spise, og hvis vejret var for dårligt, ville de aflyse bådturen. Vi satte os ind til bordet, og der regnede virkelig meget. Desuden tordnede og blæste det. Vi kunne se den kraftigste regnbue, vi nogensinde havde set. Vi sad og snakkede med et ægtepar fra Ohio som også var på ferie. Det var meget hyggeligt.

Spisningen startede 19.15 og vi fik ”instruks” i hvordan man skulle spise. Man skulle holde på tallerkenen, som var af blik, i den side hvor man lagde salaten, så man ikke brændte fingrene. Man måtte først vælge forskellige salater og fik herefter serveret roastbeef, kalkun eller kylling. Som tilbehør kartofler, bønner og majs. Til at drikke var der limonade, kaffe, iste eller vand i blikkrus. Bedste cowboymanér!

Båden blev tørret af for regn og der blev lagt hynder i. Det var svært at komme ned til båden. Først var det en trappe, og det sidste stykke en slags landgang af træ med ribber på tværs, for at men ikke skulle glide. Det var lavvande. En ældre dame blev båret ned siddende i en havestol af 4 mænd. Sejlturen startede 21.30, og vi sejlede lige så stille op af Coloradofloden. Der blev sædvanen tro spurgt hvor folk kom fra, og vi skulle sige at vi kom fra Danmark.

Kort efter afgang så vi en del bævre. De byggede ikke som ”normalt” men ind i flodbanken. Kaptajnen som stod forrest i båden, lyste op på bjergsiderne og viste forskellige ”billeder” som kom frem i klippesiderne. Der var ET, en heks, en fisk, en krokodille, en grizzly bjørn, en profil af en dame, Peter plys. De sorte striber på en del af klipperne var vand, der en gang i mellem løb ud af dem. Der var også træer, buske og forskellige planter, der voksede på de lodrette klippesider.

Han fortalte også om dyrelivet omkring. Lyd- og lysshowet startede, da vi havde sejlet et godt stykke tid. Det fortalte Utah’s historie. I mens sejlede vi ned af floden tilbage mod udgangspunktet. Kaptajnen sluttede af med at fortælle, at han havde talt med en lillesøster til Butch Cassidy (Lula Parker Betenson). Hun havde skrevet en bog, da hun var 91 som omhandlede broderen (”Butch Cassidy my brother”). Efter hvad man sagde, flygtede han til Sydamerika, men hun skrev, at han kom tilbage, og levede sine sidste år i stilhed sammen med hende.

Den gang kaptajnen talte med hende, var på det tidspunkt filmen ”Butch Cassidy and the Sundance Kid” var ny. Han havde spurgt hende, hvad hun mente om filmen, og til det svarede hun: ”I liked Poul Newman!”. Tilbage igen passerede vi selvfølgelig giftshoppen, her kom der en mand og henvendte sig til os. Han spurgte, om det var os der kom fra Danmark, og da vi bekræftede det, ville han hilse på os med hånden. Han fortalte, at han hed Dave Jensen og at han var tredje generationsdansker. Det var meget vigtigt for ham, kunne vi mærke, at hilse på os. Så var der ikke mere, og han havde ”fred” og kunne gå til sit.

Tips:
Bestil billetter på http://canyonlandsbynight.com/tours

Four Corners Monument

Four Corners Monument er det sted hvor Colorado, Utah, New Mexico og Arizona støder sammen (det eneste sted 4 stater mødes). www.navajonationparks.org/
htm/fourcorners.htm Man kan stå i alle fire stater på en og samme tid. Vi kikkede lidt i boderne som indianerne har stillet op rundt om området.

Da vi fotograferede den runde ”plade” der markerer stedet, hvor de fire stater mødes, var der udover os en indiansk kvinde med sin datter og barnebarn (Rose, Pricilla og Ace). Rose (den gamle kvinde) spurgte, hvor vi kom fra. Da vi svarede: ”From Denmark Europe”, kommenterede hun: ”OH! That’s UNDER earth!!!” Hun hilste os velkommen til deres land. Vi fotograferede hinanden, og Rose ville gerne have, at vi sendte det vi tog af dem, så hun gav os sin adresse. Hun blev dog nødt til at bede datteren om hjælp, da hun ikke selv kunne skrive.
Monument Valley
Monument Valley

Monument Valley

Vi startede ved visitorcenteret i Tribal Park. Viste vores reservation ved skranken, og receptionisten åbnede døren og kaldte på Richard (vores tourguide) som sad på en mur midt i solen og ventede på os!

Richard fortalte, at han var født og opvokset i området. 8 år tidligere brændte hans hus ned (ilden var påsat af nogle drenge), og siden da havde han været bosat udenfor området. Han fortalte at han var 34 år og næst ældst i en søskendeflok på 6 (4 brødre og en lillesøster på 10). Deres far var medicinmand. Han selv var ingeniør med computere som speciale. Men for fire og et halvt år siden spurgte hans bror (som havde et tourguidefirma), om Richard ville hjælpe ham en enkelt dag. Det resulterede i, at han var der endnu.

Richard havde en sjov måde, at fortælle tingene på. Han fortalte på mange måder, at han elskede området (det var nok også derfor, han var den fantastiske fortællere han var), men gav også udtryk for de problemer det medfører, at leve som menneske både i den moderne tid og den traditionelle verden, som hans familieforhold stillede ham i. Han skulle overtage forældrenes hjem, men kunne ikke gøre det før deres død. Han sagde: ”This is not my land now, it’s my playground”.

Vi kørte I en ramponeret rød jeep som hed Phoenex. Richard sagde, han havde lært at køre den ved at spille computerspil!? Det var meget varmt. Termometeret viste 35 i skyggen før turen (men der var vi jo ikke – i skyggen altså!). Der var ingen vind. På et tidspunkt kommenterede han vores påklædning (shorts og t-shirt). Sagde at man skulle have lange bukser og ærme, at han selv brugte solcreme med faktor 45 (ville ikke have hudkræft). Han sagde, at han godt kunne lide varmen (hvis det var koldt, blev han sløv!).

Han fortalte hvad de forskellige klippeformationer hed, og hvad de forestillede. De første vi så, var opkaldt efter nogle der ledte efter sølv. De havde fået at vide, at de kunne tage hvad de ville have af sølvet og så forsvinde. Det gjorde de dog ikke men kom tilbage, og derfor blev de dræbt. Richard sagde: ”So don’t mess with me, you’ll get a butte named after you!”. En anden butte (klippe) hed kongen (sagde det forestillede ham selv) som sad på sin trone – King Richard.

Senere viste han også et hul i en klippe som lignede Elvis. Han sagde: ”It takes a king to see a king”. Der var en springkilde nede under jorden, og senere på turen viste han hvor den kom op. Der var en hel lille oase med grønt græs og et stort træ. Der var et andet sted en lille vandsamling, hvor han sagde, at han badede den gang han var lille. Han spurgte på et tidspunkt, om vi havde været til rockkoncert. Så gik vi op på ”Submarine butte” eller ”Titanic”. Her tog hen en lille flad sten og kastede en slags smut gennem luften. De gav en sjov summende/surrende lyd. Det var ”Rockmusic”, og når stenen ramte jorden og trillede rundt, var det ”Rolling stone”.

Han viste os mange steder hvor der var optaget film og reklamefilm og Tv-serier. Bl.a. ”Tilbage til fremtiden”, ”Wild wild west”, ”Virtical limit”, ”Stage coage”. Richard sagde, at det var vigtigt, at fortælle historier – det var selve livet. Han fortalte om Steven Spielberg som havde været der for at få inspiration til film. Vi så den butte som lignede ET og senere også én der så ud som fingeren i filmen ET ”phone home”.

Vi så også petroglyfes bl.a. de største i Monument Valley. Richard stoppede jeepen flere steder (hvor der så ud til, at der ikke var gået mennesker), så vi kunne få taget rigtig mange billeder. Vi blev opfordret til, at slæbe fødderne lidt efter os for at skræmme klapperslangerne. Det var dog sjældent han så nogle. Vi fortalte, at vi havde set en coyote tidligere på dagen, og da sagde han: ”Det var ikke så godt”, så burde vi opsøge en medicinmand. Ligeledes ved faldende sten. Så ville medicinmanden lave en ceremoni og så blev balancen genoprettet.

Han fortalte, at man en gang i mellem kunne finde en gammel pilespids i sandet, hvis man havde øjnene med sig. Han havde fundet én en gang, som han siden da gik med i sin medicinpose som sad i bæltet. Et sted var der en kæmpefordybning i en af klipperne som han kaldte ”alcove”. Inde i hulen var der en formation på væggen der lignede et hoved af en indianer og en ørn. Vi gik en lang tur til et sted, hvor der også var en hule. Der var et hul i loftet, så man kunne se himlen. Her kravlede Richard op på en klippehylde og sang for os! Først en religiøs sang og så en sang om venskab. Det var så smukt, at vi fik gåsehud!

Da vi kom tilbage til bilen, kontrollerede Richard sin taske. Han var flov over en del af hans folk, fordi de var så tyvagtige. Navajosproget blev først offentlig kendt som skriftsprog i 1968. Man brugte det som kodesprog under anden verdenskrig (hvor mange navajo var soldater) i kamp mod japanerne. Sproget er ligesom grønlandsk, beskrivende. Sproget kan have flere betydninger. Dette kan give problemer også for dem selv.

Richard fortalte, om en gang han var barn. Hans storebror var i gang med at lege med sine kammerater. Richard ville gerne være med. Legen havde noget med et reb med knuder at gøre, og broderen sagde: ”Drej knuden”. De samme ord kan også betyde: ”Gå hjem”. Richard troede, at han ikke måtte være med, blev ked af det og løb hjem. Broderen løb efter ham og forklarede, hvad han havde ment.

Han fortalte også en historie (måske for at demonstrere at man kan bruge omgivelserne som forsvar, hvis man ved hvordan). Der var en indianer der var forfulgt af outlaws, han gav et ”indianerhyl” fra sig, og da det det gav ekko mellem klipperne, lød der som om der var en hel masse indianere. Det brugte Richards bedstemor også, da hun skulle kalde børnene ind. ”Who need a selvphone?!”

Vi var også inde hos væversken Susie og hendes datter og datterdatter i deres hogan (en 6-8 kantet indianerbolig). Datteren vævede, Susie spandt og barnebarnet kartede. Lidt senere så vi Susies får der havde fire horn! De var hvide med sorte ben. På denne tur kom vi rundt på steder hvor man ikke må køre selv. Det er Navajoland, som er helligt for indianerne.

Richard gjorde sit bedste for at gøre os forskrækket. I starten af turen sagde han, at det var godt, at der var en kvinde med i bilen, fordi når bilen kørte fast i sandet, skulle hun skubbe! Da vi havde grint lidt af det, sagde han, at det faktisk havde en portion sandhed. De indianske kvinder kan åbenbart ikke køre bil med gear, så når de kører fast, er det kun hende til at skubbe!

Da vi kom tilbage til bilen, et af de steder hvor vi stoppede for at gå en tur, ville bilen ikke starte. Han prøvede flere gange, og til hans store ærgrelse, blev vi ikke bange (vi viste jo, at han havde en walkie-talkie). Han havde bare taget bilens rotor ud, så bilen ikke kunne stjæles, mens vi var væk!

Da vi var på vej tilbage, kørte vi op ad en skrænt hvor vejen drejede 45 grader på toppen. Lige før han skulle dreje, sagde han: ”Når man ser et billede af en indianer på hest sidder han altid med hånden sådan.” Og så viste han hvordan han holdt hånden over øjnene og spejdede ud over landskabet. ”Hvorfor gør han det?” spurgte han. Det kunne vi jo ikke svare på, så han fortsatte: ”Fordi han ikke kan se, hvis han gør sådan!!!”, og så satte han hånden foran øjnene og slap rattet!!! Igen et forsøg på at gøre os bange. Det lykkedes dog ikke.

Han var ikke kun en god fortæller, han var også god til timing. Han kunne starte en historie, og blive færdig lige nøjagtig når vi nåede frem til det sted han fortalte om. Da turen var forbi, satte han os af ved vores bil.

Tips:
Man kan kun køre inde i parken, hvis man har en tourguide. Der er både muligheder for at køre i større (bus eller lille lastbil) og mindre selskab (max.3-4 pers.). Efter min mening får man meget mere for pengene, ved at have tourguiden ”for sig selv”. Det er lidt dyrt, men en oplevelse for livet! Det bedste lys for fotografering er om eftermiddagen. Bestil billetter på forhånd f.eks. www.monumentvalley.net/jeep.htm
Hvis man ikke vil ofre det ret store beløb, kan man køre selv, men så ser man kun de største bjerge på afstand. Til det er lyset bedst om morgenen.
Tag flere flasker vand og hat med.
Canyon de Chelly
Canyon de Chelly

Canyon de Chelly

Ved den næste canyon på turen Canyon de Chelly, havde jeg truffet aftale med en Navajoindianer ved navn Leon Skyhorse Thomas. Jeg var kommet i forbindelse med ham på Internettet, fordi vi ville have en tur i bunden af Canyon de Chelly, som også ligger i Arizona. Heller ikke her må man køre selv. Jeg havde også talt med ham i telefonen, og vi havde aftalt, at han skulle komme og hente os udenfor vores hotel klokken 4 om eftermiddagen. Vi stod og ventede, men der kom ikke nogen. Så lige pludselig steg der en mand ud af en jeep og kom hen til os. På trods af jeans og skjorte var det lige før vi sagde: ”Ug, Ug Store høvding…”, fordi han så virkelig barsk ud med et ansigt mejslet i sten. Han sagde: ”Young Skyhorse couldn’t come, but you can go with me instead. My name’s Dez”. Efter at have kontrolleret længden af turen og prisen hoppede vi ind i hans jeep, og han tog os med på 3½ times oplevelser på højt niveau.

Dez så bister ud, men viste sig være en meget humoristisk mand der virkelig kunne vise os rundt og fortælle. En del Navajo-familier bor inde i canyon. De dyrker frugt og majs og har heste gående frit. Dez havde selv nogle et sted. For ca. 1000 år siden boede Anasazi-indianerne her i huse (pueblo) bygget højt oppe i store sprækker i klippevæggene. Dem fik vi selvfølgelig at se, og desuden en mængde interessante helleristninger.

Tips:
Husk vand og hat. Bestil billetter f.eks. ved http://canyondechellytours.com
Antelope Canyon
Antelope Canyon

Antelope Canyon

Antelope Canyon ved Page er hvad man kalder en ”Slot Canyon”, dvs. en canyon hvor klippevæggene står så tæt, at de in i mellem ”mødes”. Når man går i bunden af canyon, er det som om, man vandrer gennem en lang række (ca. 500 m) huler, hvor lyset trænger ned i sprækker. Dette lys ”spiller” ud med klippevæggene og giver ubeskrivelige synsindtryk. Det anses af Navajoindianerne for at være helligt område, derfor skal man følges med en indfødt.

Den unge kvinde der viste os rundt, advarede mod at stikke hovedet ind i klippesprækker. Der kunne sidde Black Widow Spiders! Vi har tit hørt om Sorte Enker. Men dette blev den første gang vi SÅ én. Lige pludselig sad den bare der midt i sit spind. Kun få cm fra os!!! Når man hører, at det er en af de mest giftige edderkopper der findes, undres man over dens størrelse. Den er kun et par cm.

Tips:
Vælg en fototur hvis du vil tage billeder. Den er godt nok dyrere, men her stopper guiden op, så man får bedre tid og plads til fotografering. Der er mange mennesker hele tiden, og på de kortere ture må man ikke stoppe op. Vi har prøvet flere tour-selskaber og mener at det bedste er www.antelopeslotcanyon.com
Bryce Canyon
Bryce Canyon

Bryce Canyon eller Grand Canyon?

Grand Canyon bliver ofte omtalt som noget stort. Det er det selvfølgelig også, og har man ikke set stedet, skal man naturligvis ikke køre forbi. www.nps.gov/grca

Det er meget smukt, og man skal absolut gå med på et par ture med en ranger. Gerne ”Rim walk” (en vandring ud med kanten) og ”Condor Talk” (en vandring/foredrag om condorer). Hvis man ikke er ude på at overskride fysiske grænser, behøver man ikke kaste sig ud i at vandre ned i canyon. Det er ikke specielt smukt. Det flotte er at stå på rimmen og se ud over det kæmpestore ”hul”.

Meget meget bedre er, at besøge Bryce Canyon www.nps.gov/brca Vi har været der mange gange nu, og man bliver aldrig træt af det. Bedst er at bo i parken, helst i en bjælkehytte, i stil med den Anders And tager på tur med Rip, Rap og Rup i (bestilles i meget god tid – mindst et halvt år).

Hytterne ligger 2 minutters gåtur fra rimmen. Det er fantastisk, at stå tidligt op og have dyrlivet lige udenfor. Der er mange muligheder for kropslige udfordringer på forskelligt niveau. Man kan nøjes med en Rim walk, men det ville være en skam. Vælg en hike (der er både korte og lange), tag vandrestøvle (vigtigt), vand, hat, frugt og saltkiks med og få oplevelser for livet!

Start senest klokken 7 om morgenen, så er det ikke så varmt. De fleste turister er ikke vågne endnu, så man er ofte næsten alene og får muligheden for at have dyr og nature for sig selv. Bryce Canyon er smuk fra alle vinkler. Om aftenen kan man nyde en fantastisk ørred (fanget i området) på restauranten i hovedbygningen. Der er også muligt, at købe lidt mad i General Store, men så får man brug for køletasken, da der ikke er køleskab i hytterne (heller ikke mikrobølgeovn).
Little A´Le Inn Rachel
Little A´Le Inn Rachel

Las Vegas

Denne gang boede vi på Sratosphere som har et tårn. Vi tog elevatoren hele vejen op i toppen (1149 ft. dvs. højere end både Eiffeltårnet i Paris og Space Needle i Seattle). Og kom lige til tiden for at se solnedgangen.

På øverste ”Deck” var der forskellige rides man kunne tage, hvis man var grænsesøgende (vi var ikke). ”High Roller roller coaster” ved 909 ft. der kører med 32 miles i timen (verdens højeste), og ”The Big Shot” som skyder 16 personer i katapult (med benene hængende frit ned i luften) fra 921 ft. til 1081 ft. med 45 miles i timen (reklameredes med: ”Hanging out in Las Vegas”). Endelig ” X Scream” hvilket er en åben ”vogn”, som i en skrå vinkel skubber folk ud over kanten med 30 miles i timen. Her bliver de hængende lidt før de får næste ”tur”.

Flot at se solen gå ned over Las Vegas. Filmede, fotograferede og gik indenfor. Tog en runde på det indendørs observationsdeck. Da vi var meget sultne, fandt vi en 50’er restaurant der hed ”Roxy’s Diner”. Alle tjenerne kunne åbenbart synge live (måske et ansættelseskrav?). De gav forskellige numre i mellem deres serveringer.

Næste morgen gik vi gennem hotellets enorme lokaliteter til Court Yard Buffét og fik en morgenmadsbuffét til $7.95/pers. Vi fik et bord, og så var det bare at gå i gang. Der var simpelthen alt! Man kunne nok ikke mangle noget, muligvis sild. Jeg fik: scrambled eggs, pølser, bacon, roastbeef, stegte kartofler, toast, vandmelon, yoghurt med jordbærsmag, ananas, yoghurtis med chokoladekrymmel, chokoladekage, kaffe og appelsinjuice. Så var jeg mæt!

Vi havde besluttet os for, at vi ville køre til Rachel, som er en lille ”by” bestående af huse, der mere ligner midlertidigt opførte barakker. Menneskerne der har bosat sig der, har gjort det, fordi de mener, at her er der mulighed for at møde aliens.

Stoppede ved Junktion 375 for at fotografere vejskiltet: ”Extraterrestrial Highway”. Pludselig så vi 3 jetjagere, som fløj meget tæt på bjergene. På denne vej har køerne ”forkørselsret” eller ”forgangsret” må det vel hedde. 20 miles fra Rachel var området meget fladt og overgroet med små grågrønne buske og bjerge i det fjerne til begge sider. I Rachel kunne vi læse på byskiltet: ”98 humans og ? aliens”!

Vi gik ind på caféen ”Little A’Le’ Inn” . Først kikkede vi os lidt rund. Lokalet var ikke særlig stort. Der var en bardisk i den ene side, enarmede tyveknægte i den anden. Midt på gulvet stod der et billardbord som nærmest var helt dækket af merchandise. Bag ved var der mere af alt muligt ”værk” man kunne købe, som har med aliens at gøre. På væggene var der en masse fotografier af ”UFO’s”, bl.a. et som skulle være taget i Odense. Vi bestilte Alienburgers, som i øvrigt var de bedste burgers på hele turen. Gad vide hvad kød det var? Vi ville have siddet ved bardisken på de høje stole, men det måtte vi ikke, da én af os var under 21 år.

Det var meget sjovt, at sidde derinde og iagttage livet omkring os. Folk snakkede på kryds og tværs, som om de kendte hinanden. Det var åbenbart også et sted hvor lastbilschauffører stopper for at spise. Der kom to på forskellige tidspunkter, mens vi var der, og de satte sig sammen for at snakke. En mand fortalte, at han havde set noget på himlen, som han ikke vidste hvad var. Nogen sagde, at det nok var ISS International Space Station. Det var godt, at komme herud for at se den, da der jo ikke er nogle gadelygter eller anden forstyrrende belysning.

En af servitricerne fortalte, at hun om aftenen ville ud i den omkringliggende ørken sammen med sine børn. En man i cowboyhat, der sad ved bardisken, kommenterede : ”Er du rigtig klog? Det kan jo være farligt!”. Men hun svarede, at hun nok skulle lave larm for at forskrække klapperslangerne, og så havde hun jo sin 38!! De snakkede om, at de både havde set coyotes og bjergløver. Vi snakkede med en ung mand der kom fra Montreal. Han havde kørt fra Albuquerque og hertil.

Han havde prøvet, at køre ud til Area 51 www.sufoi.dk/arkiv/arkiv-ag/area51-1.htm , men var vendt om da han ikke havde set noget som helst og desuden bulet sin bil på en sten.

Kørte fra Rachel i 39 grader. Vi filmede omkring grusvejene ind til Area 51. Her var sigtbarheden 16,1 miles. Dvs. fra hvor vi var til vejen drejede, var der 16,1 miles. På afstand da vi nærmede os vejen til Area 51, så vi en støvsky som bevægede sig meget hurtigt. Da vi kom tættere på, syntes vi det så ud som om, det var en bil. Vi grinede og sagde, at det måske var en ”UDO” = ”Unidentified driving object”.

Tips:
”Konceptet” i Las Vegas er, at besøgende skal bruge penge. I kasinoerne er der hverken vinduer eller ure af samme årsag. Hvis man kan lade være med at lade formuen rulle, er et ophold i Las Vegas meget underholdende.

Det ene kasino efter det andet bliver opført hvor der konkurreres om at bygge spændende både eksteriør og interiør. Man bygger temahoteller. Der er muligheder for at ”kommet til” New York med frihedsgudinden, der har vind i skørterne som Marlyn Monroe, sejle i gondol i Venedig, komme op i Eiffeltårnet i Paris eller bo i en pyramide i Luxor m.m. De har alle mængder af attraktioner.

I Luxor kan man f.eks. gå rundt i en kopi af Tutankhamons gravkamre. Hvis man har børn med, er det en god idé, at bo på Circus Circus. Her er der cirkusoptræden (inde i hotellet) hver halve time, og der er en hel afdeling, hvor børn kan ”spille” (dvs. dåsekast o.l.) og vinde. Ellers skal man være 21 år. Man må ikke en gang stå og kikke på, når der bliver spillet ved bordene og de enarmede.

Mange hoteller har gratis underholdning udenfor. F.eks. Treasure Island hvor der er et helt søslag, hvor englænderne slås med pirater.
Før besøg i Rachel se www.rachel-nevada.com
Vilde æsler i Otaman
Vilde æsler i Otaman

Oataman - vilde æsler fra guldgravertiden

Højt oppe i den sidste bjergkæde man skal passere for at komme til Californien, stoppede vi i en gammel guldgraverby, som havde sin storhedstid i begyndelsen af 1900-tallet. Den gang brugte de æsler som trækdyr. Da guldgravertiden var forbi, blev æslerne åbenbart sluppet fri, så nu er der advarselsskilte ud med serpentinvejen op gennem bjergpasset pga. de ”vilde” æsler. Og i byen der hedder Oatman www.desertusa.com/oatman/du_oatman.html , går de frit på den eneste gade der er. Det var meget mærkeligt at gå der. Hvis du stoppede op, kom æslerne hen til dig, da de nok håbede på, at de ville få gulerødder.

Tips:
På vejen til Los Angeles ligger byen Bagdad. Dvs. Det er kun et træ tilbage af byen som gav inspiration til kultfilmen Bagdad Café www.cinemazone.dk/review.asp?id=5110&area=2

Lidt længere hen ligger Newberry Springs hvor filmen blev optaget. Har man set filmen, er det virkelig sjovt, at gå ind og få en kop kaffe (eller mad). Der er en hel del, man kender igen, endda termokanden der har en ”fremtrædende rolle”
www.theroadwanderer.net/RT66newberry.htm

Er man mere sulten, må man ikke køre forbi Peggy Sues 50’s Diner i Yermo.

En uforglemmelig rejse

Vores tur på Route 66 sluttede som den startede men nu på Santa Monica Pier i Los Angeles. Det var en uforglemmelig oplevelse som varmt kan anbefales.

Viveca

Seværdigheder
Road trips

Kommentarer til rejsetips om USA

Hej Ditte

27/02 2011 Viveca Andersen
Denne beskrivelse er et ”sammenkog” af flere ture. Derfor er det lidt svært at svare på dit spørgsmål. Ved én af turene var hovedplanen Route66, men vi startede i Washington DC og lavede et tillæg med besøg i DC, Amish, Niagara og Detroit før vi rigtig gik ”i gang”. Oplevelserne i ”Indian-country” er fra flere ture. De fleste gange har vi været af sted i 3 ½ til 4 uger. Generelt har vi lært, at det er klogt, at ikke køre mere end 2-300 miles per dag.
Mange hilsner
Viveca

Tak for gode tips....

14/09 2010 Ditte Brøns
Tusind tak for en super beskrivelse af rejsen i USA. Kan se der er flere steder jeg gerne vil se og gemmer siden til min videre planlægning... :-)Hvor lang var den længste tur og hvad kostede det for dig???

Hej Sanne

23/02 2010 Viveca Andersen
Du skriver, at I glæder jer. Det kan I rolig gøre!!! Jeg kan huske den 1. gang… hvor havde vi mange spørgsmål! Det er stor del af fornøjelsen med at rejse, at spekulere, forestille sig og spørge alle der evt. ved noget om de steder, man vil besøge. Jeg vil rigtig gerne besvare alle de spørgsmål jeg kan, men jeg er lidt i tvivl vedr. hvad det er lige præcis du vil vide om hotelværelserne. Måske kan du finde det du leder efter på www.stratospherehotel.com Skriv ellers bare igen. Evt. kan du skrive din e-mail, så kan jeg give dig lidt mere uddybende info. Mange hilsner Viveca

Hotel Stratosphere Las Vegas

19/02 2010 Sanne
19/2 -2010Tak for et rigtig godt og uddybende referat fra jeres tur(er) til USA. Vi står og skal dertil i juni måned 2010 og som jer har vi bestilt overnatninger på Hotel Stratosphere i Las Vegas. Jeg ville blive meget glad hvis i kunne uddybe dette hotel lidt mere, jeg tænker især på værelserne i havde. Jeg har selvf. set alle billederne derfra men syntes der mangler en mere konkret beskrivelse af værelserne.på forhånd 1000 tak for ulejligheden.mvh SannePs. Dette er vores første tur til landet over there og vi glæder os rigtig meget.....;-)

Hej Marianne

31/10 2009 Viveca Andersen
Godt du kan bruge vores erfaringer. Om 7 dage er for meget i DC har jeg svært ved at vurdere. Vi havde 3 overnatninger (= 2 hele dage), og du kan jo se hvor meget og hvad vi nåede. Der er selvfølgelig meget mere at lave, end det vi gjorde, og det handler også om hvor meget man kan/har lyst til at klemme ind per dag. Hvis jeres tur ”udelukkende” er til DC, kunne det måske være sjovt at se noget udenfor byen. Vedr. en evt. tur til Lancaster, kan jeg kun sige, at det tager ca. 2 timer i bil. Jeg har ingen erfaring af togrejser. Efter min mening, ville det være en skam at ikke have tilgang til bil, da området omkring Lancaster byder på meget spændende og smukt. Hilsen Viveca

washington påsken 2010

26/10 2009 marianne rasmussen
spændende læsning ! især fordi det ikke er muligt at finde bøger om washington, skal være der i 7 dage. vild med togrejser, bor på hilton i byen, så påtænker en eller to forskellige heldagsture ud af byen, som sagt helst med tog. måske lancaster, er det for langt til een dag? familie med 3 store børn (23,20 og 14). tror måske 7 dage i wash. er for længe eller...? tak på forhånd.

Næste bedre en de trykte bøger

05/07 2009 Kai H. Mogensen
Jeg har nu læst 2 af dine beskrivelser og de er virkelige godt skrevne. På torsdag rejser vi selv af sted på 4 ugers ferie i The Rockies. Det er anden tur vi skal på. Til trods for god planlægning har jeg da fået et par tips der kan bruges.

Hej Mathilde

07/04 2009 Viveca Andersen
Tak, fordi du synes om det, jeg har skrevet, det gør mig glad. Meningen med at skrive rejsetips er jo, at prøve at give sine erfaringer videre til andre. Den slags tips som måske ikke kan læses i rejsebeskrivelser fra bøger. Jeg synes det er sjovt at fortælle om det, vi har set, hørt og oplevet, da det betyder meget for os, og er noget vi snakker om næsten dagligt. Da du skriver rejsebeskrivelser (flertal), regner jeg med, at du har læst alle de 3 beskrivelser, jeg har skrevet fra USA. Hvis ikke (du kan se linkene i højre side), kan du måske finde flere tips her. Det er lidt svært at råde dig, når jeg ikke ved, hvilken del af USA du havde forestillet dig, at jeres tur skulle være i. Hvis det er vestkysten, er Los Angeles et godt sted at starte, der er så meget spændende at opleve. Når du skal prøve at lægge en rejserute, er det rigtig godt, at benytte Google maps. Her kan du ved hjælp af ”ruteplan” finde ud af, hvor langt der er fra det ene sted til det andet. Efter at man har lavet en rute (ca.) og fundet overnatningssteder i passende afstand, kan man igen bruge Google maps for at se hvilke steder/byer, der er ud med ruten. Herefter ”googler” du stednavnene, og kan på den måde finde ud af, hvad der er at se. Jeg synes det er virkelig flot, at du har givet dig i kast med at lave et rejseforslag, når du ”kun” er 13 år!! Dine forældre kan være stolte af dig. Hvis der er noget specifikt, du vil vide noget om, så skal du bare skrive igen. Jeg vil prøve at finde et svar. Mange hilsner Viveca

håber på at få overtalt forældre :)

04/04 2009 Mathilde
tak for gode rejsebeskrivelser med humor! :) jeg ville SÅ gerne til usa og har drømt om det længe mine forældre sagde at hvis jeg selv planlagde hele turen og det ikke var for dyrt kunne de da godt gå med til det, (det skal så lige siges at jeg er 13) nå men det er jeg begyndt på og det går nogenlunde. har ikke tænkt mig lige at tage route 66 men vi skal køre der.. har du gode tips?? mvh en håbende mathilde :)

Klar til at tage af sted!

18/02 2009 Katja
Hej Viveca. Ja - jeg har også læst dine øvrige rejsebeskrivelser og jeg får bare lyst til at tage af sted med det samme!! Jeg synes dine rejsebeskrivelser er rigtig gode fordi de ud over at beskrive de forskellige seværdigheder meget grundigt også giver nogle super praktiske tips, som er gode at have med hjemmefra, så man ikke behøver opfinde den dybe tallerken gang på gang! Skriv endelig flere rejsebeskrivelser - jeg er klar til at få flere gode tips!!!! Mvh Katja

Fik baciller igen

29/01 2009 Anne-Marie Skov Lidsmoes
Jeg fik altså helt USA baciller igen efter at have læst den flotte rejsebeskrivelse. Jeg vil tilbage nu!!!! Har selv boet og rejst rundt i landet 6 gange. Lige fra Florida i syd til Niagara Falls i nord og fra New York og Østkysten til Californien i vest. Er man i Texas kan Big Bend National Park helt nede ved grænsen til Mexico klart anbefales til en anderledes naturoplevelse. Det er skønt at ligge i telt og lave mad over primus. Var der selv i marts måned og svømmede i vandet og gik i shorts pga. det milde klima. Så masser af blomstrende kaktus og fik ikke hedeslag som rejser i juli kan give. Kører man fra El Paso og sydøst er der ca. 6-8 timers kørsel.

Hej Katja

27/01 2009 Viveca Andersen
Tak for ”roserne”. Du har ret, man kan næsten ikke starte for tidligt med planlægningen. Det er også lettere at få billige flybilletter, hvis man er i god tid. Har du set, at jeg har skrevet et par rejsetips mere (30/12-08 + 26/1-09)? Måske kan I finde flere idéer her. Det er dejligt let at rejse med børn i USA. Amerikanerne gør det selv, og derfor er man god til at ”tage sig af ” familier. Det er f.eks. så dejligt, når man er i forlystelsesparker. Her spørger de altid (hvis de ikke selv kan se det) hvor mange man er i den lille familiegruppe. Så bliver der taget hensyn, og man bliver ikke delt ved forskellige ”rides”. Nogle gange bliver der ikke en gang ”fyldt op”, men man får lov til at være alene. Mange hilsner Viveca

Super hjælp

22/01 2009 Katja
Hej Viveca! Super god og detaljeret rejsebeskrivelse. Vi planlægger en tur til starten af 2010 med vores 2 børn på 5 og 8 år, så det er dejligt at kunne få nogle gode tips og idéer til hvor turen præcist skal gå hen!! Vi planlægger at være væk i 6 uger og vil fortrinsvis ligge vægt på det vestlige USA. Der er jo lang tid til endnu, men en stor del af glæden ved at rejse er jo også at planlægge turen og gøre brug af andres gode erfaringer. Tak for hjælpen! Med venlig hilsen Katja

Hej Anja Jane

06/01 2009 Viveca Andersen
Det var dejligt at høre, at mit indlæg har været til gavn. Det er lidt skægt, at det er en konfirmationsrejse I skal på, fordi vores første tur i 1994, var netop konfirmationsgave til vores datter. Som jeg svarede Helene, kan du forhåbentlig finde anvendelige tips fra mit andet rejsetips: ”Fra San Diego til Seattle” fra den 30/12-08. Nu kender jeg jo ikke til din datters interesser, men hvis det f.eks. er film synes jeg du skal se på de tips, der er fra Los Angeles. I San Francisco kan du specielt se på hvad jeg skriver om Pier 39 og Alcatraz. Hvis I vil ud og opleve naturen, må I absolut til Bryce Canyon. Du skriver I skal til Denver. I 1999 (på vores søns konfirmationsrejse) tog vi Denver som udgangspunkt til en 14-dages tur. Vi var ikke meget i selve byen, men som sagt i et ret stort område rundt omkring. Skriv gerne igen, hvis der er mere jeg kan hjælpe med. Glæd Jer! Mange hilsner Viveca

Hej Helene

06/01 2009 Viveca Andersen
Tak for dit indlæg. Min beskrivelse er et ”sammenkog” fra flere forskellige ture, så man kan selvfølgelig ikke nå alt det på 3-4 uger som vi typisk har brugt per tur Prisen har også varieret lidt, men gennemsnitligt har det været ca. 15000 per person (voksne) med alt inkl., = fly, billeje, benzin, hotel, mad, entréer og indkøb (tøj, computertilberhør, dvd’er m.m.). Jeg har skrevet et rejsetips mere som hedder: ”Fra San Diego til Seattle” fra den 30/12-08. Her kan du få mere info, om den del I skal til. I 1994 var vi på Kauai, som er den ø i Hawaiiøgruppen der ligger næst længst bort. Vi var der en uge, og det var en meget spændende og dejlig oplevelse. Der er masser at se, man er dog nødt til at leje bil for at komme rundt. Vi var bl.a. med til et luau som er spisning og fantastisk optræden. Der er et meget specielt vejr, varmt og fugtigt. Vi boede på et hotel der hedder Islander on the Beach. Et fantastisk sted hvor vi havde terrasse ud til Stille Havet! Øen er den, hvor optagelserne til bl.a. ”Blue Hawaii” med Elvis Presley og Jurassic Park fandt sted. Mange hilsner og god tur. Viveca

Super rejsebeskrivelse

30/12 2008 Anja Jane
Hej! :) Tak for kigget – har udskrevet jeres gode ideer til turen og vil benytte mig af jeres rejsetips om USA :) Jeg går og planlægger en 6 ugers tur - kør selv ferie - til det vestlige USA, Californien. Denne rejse er gave til min datters konfirmation. Hun ved ikke – hun skal få en stor overraskelse gave. Det er hendes store drømmerejse. Vi tager afsted fra den 28. maj til 8. juli 2009 - Vi skal først til San Francisco og blive der omkring 5 dage. Jeg vil leje en bil og køre ad High Way One ved kysterne og se mange byer og natur m.m mod San Diego – videre til Denver – Grand Canyon – Yosemite m.m. Skal tilbage til San Francisco inden den 29. juni, så flyver til New York og bliver der til 7. juli. Håber at høre fra jer om hvad anbefaler seværdigheder til min datter på 14 år? Og hvilken by bedste oplevelse/kultur? Nu kan jeg ikke vente med at komme afsted alene sammen med min datter. Bagjulehilsner Anja Jane :)

Rigtig god rejsebeskrivelse

29/12 2008 Helene
Rigtig god rejsebeskrivelse. Jeg skal selv af sted til juni. Du er kommet med en masse gode råd og noget om de forskellige ting man kan se. Vi skal to personer af sted i ca 3 uger i den vestlige del af USA og 2 uger på Hawaii Jeg er lidt spændt på, hvor længe i har været af sted og hvad jeres ture har kostet?

Utrolig rejsebeskrivelse

09/12 2008 Roy Erwin Guldberg
Utrollig god beskrivelse af USA, godt opbygget især med tips tilsidst i hvert afsnit. Specielt det kundekort hvor man får rabatter i supermarked er et godt tip.

En fantastisk rejse

13/11 2008 Kirsten Anslev
En utrolig spændende rejse og ikke mindst nogle fantastiske billeder der illustrerer rejsen ad ROUTE66
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om indgange til USA

Hoteller i Områder
Indgange til USA
Denne side er udskrevet d. 8. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/usa/det-oestlige-usa/liste-2/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.