Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Oregon

  • Oregons natur

    (Bedømt af 1 person)
    16.10.14: Hans-Chr. Fleng
    Lige hjemkommet fra en 4 ugers rundtur i motorhome, hvor vi bl.a. kørte i staten Oregon, vil jeg lige gøre opmærksom på et hæfte, som vi fandt på den allerførste RV campingplads, vi besøgte i Oregon.
    Se hele rejsetippet
  • Oregon vs. Californien

    (Bedømt af 22 personer)
    11.04.12: Anja
    I sommeren 2011 tog vi på en sommerferie, der viste sig at blive et rejseminde uden lige.
    Turen gik til USA og hele baggrunden for turen var familiebesøg i Oregon.
    Se hele rejsetippet
  • Benzin i USA

    (Bedømt af 9 personer)
    Staterne Oregon og New Jersey har en særregel, som betyder, at du ikke selv må tanke din bil op. Tankpasseren forventer ikke drikkepenge for deres service, men man er naturligvis velkommen til at gi' en dollar for ulejligheden.
    Se hele rejsetippet

Læs mere om rejser til Oregon

Rejsetips af samme forfatter

Fra Nationalparken: Colorado National Monument
Rejsetips indsendt af:
Jørgen Svendsen
Kolding
29. nov. 2010

Cowboyland og Nationalparker

Bjørne, bisoner, vilde heste, præsidenter, cowboys, indianere, gunfightere, Berlinmuren(!) gejsere, mudderpøle, vandfald og canyons var nogle af de ingredienser vi så på vores USA-tur.
Toilettet i lufthavnen er også beskyttelserum
Toilettet i lufthavnen er også beskyttelserum

Uden GPS og nummerplade

Her står vi så i lufthavnen i Denver, Colorado. Vi, det er min kone og jeg. Vi er begge 60+ generationen. Bagude ligger ikke bare en lang flyrejse fra København, men også flere måneders planlægning.
Det hele startede året før. Vi fandt i FDM Travels USA-katalog en beskrivelse af en rejse kaldet: Colorado and the Rockies. Den tur kunne vi godt tænke os, og vi nærlæste turbeskrivelsen, men kom frem til, at der var afsat alt for lidt tid til, at vi grundigt kunne nå at se de ting, vi gerne ville. Kort og godt. Vi fravalgte nogle lokaliteter, bl. a Salt Lake City, og forlængede turen til 18 dage. Så havde vi ligesom skelettet til vores helt egen individuelle rejse.
Vi lagde os fast på nogle datoer og bestilte i marts måned, 2010, flybilletter, udlejningsbil og nogle enkelte hotelovernatninger gennem FDM Travel. Og så gik detail-planlægningen ellers i gang. Vi konsulterede " Turen går til Californien og det vestlige USA" og en række rejse-guides, først og fremmest fra Lonely Planet serien. Vi genlæste også gemte avis- og tidsskriftsartikler, og vi brugte selvfølgelig internettet for at få de nyeste informationer. Det hele resulterede i en 50 siders lille mappe med ideer, adresser, vejbeskrivelser m.m. Den fik vi god nytte af på turen.
Og nu, i slutningen af maj- her i lufthavnen i Denver- skal det hele så stå sin prøve. Turen kan begynde.
Vi får udleveret vores bil, en Nissan Maxima med cruise control, men uden GPS. Vi er af den gamle skole, så finde vej skal vi nok selv klare! Et par dage senere finder vi tilfældigvis ud af, at bilen mangler nummerplade foran.
"Pokkers!" "Er den stjålet" . "Hvad gør vi nu". Vi gør ingenting, og snart viser det sig, at der er mange biler uden nummerplade foran. Så er vi beroliget. Sådan er det nok med udlejningsbiler.
Vi finder uden problemer vores forudbestilte lufthavnshotel, Hyatt Place, ca. 7 miles fra lufthavnen. Det er aften i Denver, skyerne hænger tungt på himlen og i det fjerne kan vi se konturerne af en tornado-sky. Senere får vi at vide, at en voldsom tornado dagen før har hærget området. Vi bemærkede også, at nogle af herretoiletterne i lufthavnen fungerede som tornado-beskyttelserum. Ja, i USA kender de alt til naturens kræfter og har taget deres forholdsregler.
Velkommen til cowboyland
Velkommen til cowboyland

"A special offer for you"

Denver-Cheyenne:
Denver er en storby, også trafikalt set. Men skiltningen er god, og snart er vi på vej nordpå ad rute 287. Første stop er Fort Collins, hvor vi besøger Colorado Visitor Center. Vi indsamler kort og brochurer. Megen snak med personalet om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Vi sætter en nål på deres verdenskort og skriver i gæstebogen. Vi gi'r en lille donation og får en kop kaffe.
Ved middagstid passerer vi grænsen til Wyoming, cowboy-staten. I udkanten af Cheyenne ("hovedstaden" i Wyoming) gør vi holdt ved endnu et Visitor Center: Wyoming Travel and Tourism. Samme interesse og hjælpsom her. Bl.a. får vi som "a special offer" en 80 sider tyk "Wyoming Vacation Guide" med en masse detaljer om interessante lokaliteter.
Vi finder nu et hotel og kører så ellers til et sted, hvor vi håber på at få endnu mere rejseinformation, nemlig AAA's lokalkontor. Her har de vist aldrig haft besøg fra Danmark før, men da vi præsenterer os som "members of the Danish AAA- organization", er de utrolig hjælpsomme. Vi får udleveret kortmateriale og guide-materiale til alle de stater, vi skal besøge. Ganske gratis. Utrolig fin service.
Nu er det tid til en kort gåtur i Cheyenne. En noget slidt by, synes vi, men de har dog Cheyenne Depot, en flot restaureret banegård. En af Union Pacific linjens banegårde, der nu er museum. Vi lægger også mærke til de mange valgplakater i byen. Byens nye sherif skal vælges. Senere ser vi i andre byer mange tilsvarende plakater, og sjovt nok har en del af kandidaterne dansk/skandinaviske navne som Rasmussen, Svensson m.m.
Vi har på turens 2. dag ikke kørt langt, men tiden er brugt godt. Vi har fået en masse informationsmateriale, vejkort og tip til seværdigheder. Det kommer os til nytte senere på ruten.
Oregon Trail Ruts
Oregon Trail Ruts

I nybyggernes hjulspor.

Ceyenne-Hot Springs:
Vi medbringer ikke computer, så det er ikke noget med at reservere hotel/motel på forhånd. Vi har fra en tidligere tur til det vestlige USA erfaring for, at det på denne årstid (maj/juni) ikke er svært at finde overnatningsmuligheder.
Vi kører nordpå ad Interstate 25. Derefter østpå ad rute 26 til Guernsey. Endelig ad en grusvej til "Oregon trail Ruts". En lille, men spændende seværdighed, som var nævnt i en af vores brochurer. Her passerede nybyggerne igennem i midten af 1800-tallet på vej mod nyt land vestpå. Der er stadig dybe hjulspor i klipperne efter nybyggernes vogne. Et stykke borte ved "Register Cliff" har nybyggerne ridset deres navne i de bløde kalkstensklipper. På P-pladsen her møder vi parret, der er på vej til Alaska i deres lille ladvogn. Deres væsentligste oppakning synes at bestå af 4 store reservedæk!
Videre til Fort Laramie. Et fort fra 1830'erne, hvor mange af bygningerne nu er restaureret. Fortet var et vigtigt knudepunkt på "the Oregon trail" (nybyggerruten vestpå). Det tjente også som en vigtig base under indianerkrigene. Som helhed ikke den mest interessante seværdighed. Vi bed dog mærke i, at der ved indgangen til hver bygning stod et markant skilt: "Warning. Firearms prohibited". Men uden for bygningerne var der øjensynligt ikke noget forbud!
Vi kører nu østover gennem småbyerne Lingle og Lusk. Undervejs støder vi på flere af de enormt lange godstog, der buldrer forbi med over 100 vogne i en næsten endeløs række. Snart passerer vi grænsen til Nebraska og støder her på de første lange, lige og øde strækninger, som er typiske i denne del af USA. Ved Chadron drejer vi nordpå og ind i South Dakota. Vi når til byen Hot Springs og finder motellet, Budget Host. Et godt lille motel med mikroovn og gratis netadgang. Vi kommer på hele turen til at værdsætte især mikro-ovnen på værelserne, for rent faktisk betyder det, at vi sparer på restaurant-besøgene og i stedet køber ind til aftensmad i det nærmeste supermarked.
Custer State Park: "Stop. Her bestemmer jeg!"
Custer State Park: "Stop. Her bestemmer jeg!"

100 bisoner og 4 præsidenter

Hot Springs-Rapid City:
Lidt nord for Hot Springs ligger Wind Cave National Park. Den kører vi hurtigt igennem for at nå til Custer State Park. Her ta'r vi ruten "wildlife loop". Og her er så sandelig dyr i massevis. Bisoner til højre og venstre; snart må vi stoppe helt op, fordi en bison lige skal passere. En flok æsler, eller er det mulddyr spærrer også vejen. Der er enkelte antiloper, og små præriehunde farer lystigt rundt i vejkanten. Det er helt vildt! Især det første syn af bisoner i store flokke er betagende.
Vi kører nu ind på Iron Mountain Road, en smal vej, der slynger sig gennem bjergene. Af og til snævrer vejen sig yderlige ind og fører gennem en tunnel. Vejen blev anlagt i 1933, og sammen med en tilsvarende, Needles Highway, udgør de to veje, Peter Norbeck Scenic Byway. En af de mange Scenic Byways, som vi passerer på vores tur.
Nu gælder det Mount Rushmore. Det store nationale monument, hvor 4 præsidenters ansigter er hugget ud i klipperne. Vi kender det fra film, ja, og også fra Anders And blade! Og vi har glædet os til at se det. Og vi bliver bestemt ikke skuffet. Det er storslået. Ansigterne er ca. 18 meter høje, næserne 6 m. og mundene 5½ m. brede.Vi går en tur i området. Her er masser af mennesker. På en scene spiller et stort orkester marchmusik. Her er en stemning af national stolthed. Vi kommer tæt på monumentet ved at følge stien (med masser af trappetrin!), "The Presidential Walk".
Men indianerne har også deres eget nationale monument:
Crazy Horse Memorial. Det ligger ikke så langt fra Mount Rushmore. Monumentet forestiller Crazy Horse, der var den indianerhøvding, der i 1876 ledede sine mænd til sejr over general Custer og hans soldater i slaget ved Little Big Horn. I virkeligheden er Crazy Horse monumentet tænkt større end Mount Rushmore. Der er bare eet problem; det er langt fra færdigt. Indtil videre er kun indianerhøvdingens ansigt færdiggjort. Det er til gengæld imponerende stort: 30 m. i højden.
I forbindelse med monumentet er der et stort museum: Indian Museum of North America. Det er interessant, men som så mange andre museer, er det så overvældende stort, at vi kun når at se en brøkdel af udstillingerne.
Nu er det sent på eftermiddagen, så vi kører nordøstpå til Rapid City, hvor vi på Motel 6 finder logi for de næste 2 nætter-
Rapid City. Jimmy Carter og en dansk turist
Rapid City. Jimmy Carter og en dansk turist

40 præsidentet og Chuckwagon Supper & Show

Vi starter dagen med at køre lidt sydpå igen til Keystone. Byen hvor forfatteren til "Det lille hus på prærien", Laura Ingalls Wilder har boet. Det ville vi gerne have set noget mere til, men det er tidligt på sæsonen og byens museum er lukket. Vi går en tur i Old Town og også i den moderne del af byen. Vi synes desværre ikke, at vi har tid til at tage en tur med det gamle damptog, der kører mellem Keystone og Hill City. Det ser ellers indbydende ud, da det indhyllet i røg tøffer ind på stationen.
I stedet kører vi tilbage til Rapid City. hvor vi har læst, at "The Journey Museum" skulle være et oplagt sted at besøge. Det er det også. Det viser Black Hill indianernes kultur og kunst. Det hele bliver levende fortalt, bl.a gennem er introduktions-film i museets biografsal. Men i et lille hjørne er der en udstilling,der fanger vores interesse. Det er en billedreportage fra den store flodbølge, der i 1985 ramte Rapid City. 285 mennesker omkom. Vi bliver noget forstemte over at se på billederne fra dengang. Så vældige ødelæggelser som vandmasserne forårsagede. I de områder langs floden, hvor flodbølgen ramte er husene revet ned, og der er anlagt grønne områder. Vi besøger senere på dagen mindeparken for de omkomne.
Som en kuriositet er der i det grønne område afsat plads til et autentisk stykke af Berlinmuren. Hvordan den har forbindelse til Rapid City, finder vi ikke ud af.
En anden kuriositet i Rapid City er, at der i midtbyen er statuer af 40 amerikanske præsidenter; een på hvet gadehjørne. Vi morer os med at blive fotograferet sammen med Kennedy, Jimmy Carter, Ronald Reegan m.fl.
Nu er det aften, og vi skal til "Chuckwagon Supper & Show" i Fort Hays lidt uden for Rapid City. Fort Hays dannede kulisse for nogle af de indledende scener i filmen "Danser med Ulve". Mange husker sikkert den scene, hvor fortkommandanten skyder sig en kugle for panden, og kuglen ryger ud gennem et vindue. Hullet i vinduet er der endnu!
Men nu gælder det aftenens show. Først får vi serveret en rigtig cowboy-menu: steaks og bønner, som serveres på en bliktallerken; dertil limonade i tinkrus. Det hele afvikles lynhurtigt, for bagefter lines der op til country-musik på scenen. Musikkens krydres med sang og vandede vittigheder (tror vi nok - vi kan ikke helt forstå dem!). Men underholdende er det bestemt. Og vi føler os som noget særligt, da vi bliver præsentert som de gæster, der kommer længst væk fra: "Tonight we have guests as far away as from Denmark" Og vi sad ellers ved siden af et ægtepar fra New Zealand!
Devils Tower
Devils Tower

En død by og en levende slange

Rapid City-Sheridan:
Vi kører mod nordvest , og første stop er Deadwood. Byen var under guldfundene i Black Hills i 1876 en lovløs Wild West-by. Her regerede en mand som Wild Bill Hickok og en anløben dame som Calamity Jane. Wild Bill blev skudt under et pokerspil 2. aug. 1876 i Saloon no. 10. Men både på den ene og den anden side af hovedgaden reklamerer man med at være Saloon no. 10! Forvirrende, men hvad gør man ikke for at markedsføre sig selv. Byen er nu et mini-Las Vegas med masser af kasinoer og spillemaskiner. Højt over byen på Mt. Moriah Cemetry ligger legenderne begravet. Vi nøjes med at besøge gravstedet for James Butler Hickok alias "Wild Bill "og Martha Jane Burke alis "Calamity Jane" (her dying request: " Bury me beside Wild Bill").
Vi forlader Deadwood og kører gennem Sparfish Canyon. Ad en Scenic Byway. Det er en rimelig flot tur, men i betragtning af, hvad vi senere har i vente, ikke den helt sore naturoplevelse.
Snart forlader vi South Dakota og er nu igen i Wyoming. Vi stiler mod Devils Tower, som vi på lang afstand kan se rejse sig mod himlen. Det karakteristiske bjerg er 1280 feet højt og har stejle sider. Der er noget magisk over stedet, dels blev det brugt som kulisse til filmen "Nærkontakt af 3. grad", dels er det et helligt sted for indianerne. Legenden siger, at syv små indianerpiger legede et stykke fra lejren. De blev angrebet af en bjørn og flygtede op på en få meter høj klippeblok. De bad til, at klippeblokken ville vokse og dermed beskytte dem. Og klippeblokken voksede højt mod himlen, men bjørnen angreb dem stadig og rev med sine skarpe kløer de nu karakteristiske revner i Devils Tower. Indianerpigerne blev reddet, blev presset helt op i himlen og ses i dag som Syvstjernen. I virkeligheden er der tale om et vanskeligt forklarligt geologisk fænomen.
Vi går den 2 km. lange rute rundt om foden af bjerget. Et par unge mennesker kommer gående imod os. Pludseliglig standser de forskrækket op. Der er en 2-3 m. lang slange på stien foran os! Heldigvis er slangen lige så forskrækket som os, og den forsvinder hurtigt i græsset. Det er den største slange, som vi nogensinde har set "in natura" . Vi går videre med en vis forsigtighed.
Ved udkørslen fra Devils Tower-området er der en lille præriehunde-koloni. De små nysgerrige dyr vrimler omkring på marken, nær vejen. De bor i tunneller, men stikker næsten altid hovedet eller hele kroppen op.
Vi kører nu videre mod vest ad Interstate 90. Mod Moorcroft, Gillette og Buffalo. Store vidder med kvæg og hovdyr. I Sheridan finder vi et Days Inn-Motel m. internet, morgenmad, kaffemaskine og mikroovn. Og på den nærliggende tank-station har de alt. Middagen er hjemme.
Ved indgangen til "Dirty Annie's cafè"
Ved indgangen til "Dirty Annie's cafè"

"Winchester sold here"

Sheridan-Cody:
Vi kører mod vest og stiler mod de 9000 feet høje Big Horn Mountain. I højderne er der tåget. Meget tåget. Der er mange View Points, men det er nytteløst at stoppe op. Vi kan intet se. Her er også lidt sne; vi er i skiterræn. Efter toppen klarer vejret op. Vi gør et kort ophold ved Burgess Junction og fortsætter så nedad gennem et fladt snedækket landskab. På et tidspunkt er der et vejskilt, der viser hen mod "The dead Swede", pudsigt, men vi undersøger det ikke nærmere. Længere nede - væk fra sneen- kører vi ad Bighorn Scenic Byway, der munder ud i Shell Canyon. Her er flot. Dybe køfter, rødlige bjerge. Ved hvert View Point støder vi på nogle japanere, der med stort fotoudstyr fofograferer de flotte landskaber. Ved Shell Falls gør vi holdt. Her er et lille Visitor Center. Ad kunstfærdigt anlagte stier kommer vi tæt på vandfaldet. Vandet har skåret sig vej gennem klipperne, der består af limsten og granit.
Vel ude af Shell Canyons gør vi et kort ophold ved "Dirty Annie's Cafè". Her har de tidligere solgt skydevåben m.m., og det gamle skilt hænger her endnu: "Winchester sold here. Guns. Knives. Ammo"
Tidligt på eftermiddagen er vi nået til Cody, hvor vi ta'r ind på motellet Big Bear. Det ligger i gåafstand til både Old Trail Town og Rodeo-arenaen. Old Trail Town er et frilands-museum med autentiske bygninger og vogne fra omkring 1900. Her er et posthus, en købmandsbutik, et tømmerværksted, et smedeværksted, en saloon, en jagthytte, flere beboelseshytter m.m. Husene er faldfærdige, men ægte nok. Her er også en "kirkegård" med gravsten med navne som Jim White "Buffalo Hunter" og Jack Stilwell "Frontiersman". En af hytterne, "Hole in the Wall Cabin" var skjulested for Butch Cassidy and the Sundance Kid- banden
Cody Nite Rodeo
Cody Nite Rodeo

Gunfightere og rodeo-ryttere

Cody blev grundlagt af William E. Cody, alias Buffalo Bill, i 1898 og er en rigtig Wild West by. I midtbyen er der hver aften kl. 18 et underholdende skydeshow foran Irma Hotel. Medlemmer af Cody Gunfighters opfører her et lille spil med scener fra det gamle Wild West. Legender som Wyatt Earp, Doc Holliday, Butch CAssidy og Buffalo Bill bliver her levendegjort. Efter en lang opremsning af de sponsorer, som har gjort dette show muligt, indledes aftenen højtideligt med afsyngelsen af den amerikanske nationalsang. Det hele er ganske underholdende at overvære. De gode sejrer selvfølgelig, og alle banditterne bliver skudt.
Cody omtaler sig selv som verden rodeo-hovedstad, og kl. 20 ta'r vi til vores livs første rodeo. Cody Nite Rodeo afvikles på arenaen Stampede Park. Som ved Gunfighter-showet indledes aftenen højtideligt. Nationalsangen afsynges, alt imens Stars And Stripes rides rundt i arenaen. Rodeoet er for os en anderledes og i starten en ganske spændende oplevelse. På balstyriske heste skal cowboys forsøge at sidde længst tid i sadlen; kalve indfanges på tid af både mandlige og kvindelige ryttere.
Det er et meget amerikansk show. En klovn i midten af arenaen underholder publikum, alt imen han forsøger at undgå de "vilde" heste. En enthusiastisk speaker opmunter både publikum og ryttere. Igen bliver vi præsenteret som "The guests from Denmark", og må pilgtskyldigt rejse os op. Igen føler vi os lidt specielle.
Nå, det hele trækker ud, og da det oven i købet begynder at regne, bryder vi op og ta'r tilbage til hotellet
Yellowstone NP. Lower Falls
Yellowstone NP. Lower Falls

En grizzly-bjørn og 2 vilde vandfald

Vi spiser morgenmad på "Our Place", lige over for motellet. En typisk amerikansk morgenmads-cafè fyldt med mennesker. Her kommer vi i snak med en lidt ældre amerikaner med cowboy-hat, der typisk indleder samtalen med: " And where are you folks from?". Han nyder livet, fortæller, at han om sommeren bor her i Cody og om vinteren i Florida. Så har han altid en plads i solen!
6 miles fra Cody ved Buffalo Bill Dam gør vi dagens første stop. På P-pladsen, der ligger i ganske kort afstand fra dæmningens Visitor Center, bliver vi kapret af Arthur, der i sin lille elbil tilbyder os transport hen til Visitor Centret. Arthur er pensionist og bruger sin tid på denne måde. Han forklarer og fortæller, mens vi kører den korte vej, og vi forstår da også det meste. Han får selvfølgelig en lille donation for sin ulejlighed. Dæmningen blev bygget i 1910, og efter en senere udbygning er den nu 353 feet høj. Området omkring den opdæmmede sø er nu en rekreationspark: Buffalo Bill State Park.
Turen går nu videre langs Shoshon floden gennem Wipiti Valley. En strækning, der af præsident Roosevelt blev beskrevet som "the most scenic 50 miles in the world". En smule overdrevent, synes vi nok.
Ved midagstid kører vi ind i Yellowstone National Park. Her er det planlagt, at vi skal opholde os de næste par dage. Området er stort; som Sjælland og Lolland-Falster tilsammen. Nogle få meter inde i parken støder vi på den første bison, der slår følgeskab med os, roligt traskende i vejkanten. I alt rummer parken ca. 4000 bisoner.
Vi passerer et pas i ca. 8500 feets højde. Her er stadig sne, og her er koldt. Vi ser masser af udbrændte træer. I 1988 udbrændte 45% af Yellowstones skovområde. De udbrændte træer fældes ikke, og der plantes ikke nye træer, men langsomt genopretter naturen af sig selv ny vækst.
Vi gør holdt ved Fishing Bridge Visitor Center. Herefter vil vi fortsætte nordpå, men ved et vejkryds ser vi i den anden retning en større samling biler og folk i vejkanten. Vi er nysgerrige og vender om. Og sandelig! En grizzly-bjørn med unge går rundt i skovkanten, 50-100 m. fra vejen. Adskillige rangers passer på, at der ikke sker noget. En bjørn med unge, fritgående i naturen. Det er stort! Der er ca. 400 grissly-bjørne i parken og ca 500 Black Bears.
Vi kører nu til Canyon Village, hvor de store seværdigheder er de to vandfald: Upper Falls og Lower Falls. Upper Fall er 109 feet høj. Lower Falls 308 feet (dobbelt så høj som Niagara Falls) Vi går en lang tur ad en sti langs sydsiden af Yellowstone river. Her er de flotteste naturscenerier: Lower Falls, floden, de rød-gule klipper. Flotte, flotte farver.
Næste stop er ved Norris Junction. Her får vi en forsmag på, hvad der venter os næste dag. Norris Geyser Basin er nemlig en af Yellowstones mest aktive gejserområder med 100vis af gejsere, varme kilder m.m. Det syder og bobler og lugter af svovl. Der er mange træ-gangbroer, hvorpå vi kan bevæge os rundt i området. Det er forbudt og i øvrigt også alt for farligt at gå på selve jorden.
Vi har forudbestilt et hotel lige uden for parken i byen West Yellowstone, der i øvrigt ligger i staten Montana. Her overnatter vi og bruger, som det er blevet sædvane, meget af aftenen på at planlægge næste dags program.
Yellowstone NP. Riverside Geyser.
Yellowstone NP. Riverside Geyser.

Gejsere, mudderpøle og varme kilder

Det er gejser-dag i dag, og på trods af det regnfulde vejr venter der os en masse oplevelser. At vi ikke helt er herre over vores egen tid, får vi en lille forsmag på allerede fra morgenstunden, da to bisoner har bestemt sig for at gå morgentur på midterstriberne på vejen! Det resulterer selvfølgelig i en lang bilkø, men skidt med det. Det er en oplevelse, der stadig sidder på nethinden.
Der er i hele Yellowstone 200-250 aktive gejsere; der er ca. 10.000 varme kilder, boblende mudderpøle og revner i jordskorpen, der udspyr vanddampe og gasser. Så vi kan selvfølgelig ikke se det hele, men vi når et fint udsnit.
Først og fremmest er der Old Faithful, den nok mest berømte gejser af dem alle. Den springer ca. hvert 90 min. med en søjle på 40-60 meter. Der er andre gejsere i området: Castle Geyser, Daisy Geyser, Giant Geyser m.m. Og ikke mindst Riverside Geyser, der springer hver 6. time, og hvor hvert udbrud varer 20 min. Søjlen stiger ca. 20 m. til vejrs. Vi er heldige og er der på det helt rigtige tidspunkt, og trods regnen var dens udbrud meget markant.
Ikke så omtalte som gejserne er de såkaldte pools eller pøler. De er en slags små søer eller varme kilder med alle regnbuens farver aftegnet på bunden. De har navne som Morning Glory Pool, Beauty Pool, Cromatic Pool, Crested Pool og Grand Prismatic Springs. De udgør alle med deres klare farver et meget smukt syn og er egentlig en endnu større seværdighed end gejserne.
Nordpå i parken ligger Mammoth Hot Springs. Et område hvor varme kilder har dannet kalkaflejringer i etageform. Der er en masse farver i aflejringerne. Lidt af det samme fænomen som vi kender fra drypstenshuler, men her altså over jorden.
Mættet med indtryk kører vi tilbage til hotellet i West Yellowstone.
Jackson Hole. Motel Ambler Inn
Jackson Hole. Motel Ambler Inn

"Jeg kan høre, at I kommer fra Tyskland"

Yellowstone-Jackson Hole:
Vi skal sydpå, og det første lange stykke er stadig i Yellowstone Nationalpark. Vi kaster et sidste blik på de store bison-flokke, der opholder sig i de lave områder ved floden. Et stykke fra vejen bevæger en grå hund sig hen mod bilen. Men det er selvfølgelig ikke en hund; det er en ulv! Vi skynder os at fotografere den, men ruller nu hurtigt vinduet op igen. Der er kun ca. 150 ulve i Yellowstone, så det er et relativt sjældent syn. Vi gør også et kort ophold ved Fountain Paint Pot. Området er et af Yellowstones store mudderpøle, hvor damp og gasser fra undergrunden så at sige holder gryden i kog.
Vi kører ind i Yellowstones nabo-park: Grand Teton Nationalpark. Her er sikkert smukt, men da det for 2. dag i træk er kraftigt regnvejr, er det nu en blandet fornøjelse.
Pludselig er der opstandelse ved vejen. En black bear med to unger bevæger sig rundt i skovkanten. Det er en kæmpeoplevelse at se disse dyr. Vi glemmer helt at det regner.Hen under aften når vi til byen Jackson, eller Jackson Hole. I midtbyen finder vi motellet, Antler Inn. Her er der i første omgang ingen ledige værelser. Jo, der er da et lille et i et hjørne. Men vi skal se det, inden vi siger ja, synes receptionisten. "Og I får 10% rabat, da jeg kan høre, at I kommer fra Tyskland", lyder det fra en ældre dame i baggrunden. "Nå, Danmark. I have relatives there, and have visited Copenhagen", siger damen, der viser sig at være ejer af motellet. Værelset ligger godt nok i en krog, men ellers er det ok, så vi ta'r det.
Jackson Hole har western-stemning over sig. Der er et rodeo i nærheden som i Cody, der er Chuckwagon-show som i Fort Hays og der opføres hver aften et gunfighter-show (= diligence-røveri) som i Cody. MEN! på grund af regnvejret er sidstnævnte aflyst. Ærgerligt. Vi havde egentlig tænkt os at tilbringe en dag i Jackson, men på grund af regnvejret beslutter vi os for at stile mod varmere himmelstrøg (d.v.s. Utah) allerede næste morgen.
Men sulten melder sig jo, og da vi er i en western-by, går vi ind på Teton Steakhouse og får serveret en kæmpe-bøf. Det hører ligesom med til oplevelsen ved at rejse i et cowboy-land.
Flaming Gorge. Red Canyon
Flaming Gorge. Red Canyon

Vilde heste og dybrøde canyons

Jackson Hole-Vernal:
Vi forlader altså Jackson Hole; måske en smule ærgerlige over ikke at få lejlighed til at se "Annie get your gun", som hver aften opføres på "The Jackson Hole Playhouse".
Først kører vi ad rute 189 langs Hoback River, men snart skifter vi til rute 191; et vejnummer vi kommer til at følge helt til Moab i Utah. Vi kører gennem store, øde vidder og passerer ved middagstid byen Rock Springs. Herefter går det langs Flaming Gorge ad endnu en Scenic Byway. Flaming Gorge, som vi aldrig havde hørt om før, viser sig at blive turens helt store positive overraskelse. Her er dybe kløfter, rødlige bjergområder og den ene flotte udsigt efter den anden.
Og ud af ingenting, pludselig en flok vilde heste på vores højre side. Der er vel en 100 stks. Et overraskende og flot syn. I den sydlige ende af Flaming Gorge er floden Green River opdæmmet og danner en dybblå sø. Det er også i den sydlige ende, at det flotteste natursyn er i vente. Nogle få miles mod vest ad rute 44 ligger Red Canyon. Her er et Visitor Center, og udsynet fra dette og fra de nærtliggende klipper er fantastisk. Dybt nede den blå flod omgivet af røde klipper bevokset med grønne træer. En bjergtagende farvekombination. Det blev til mange digitale fotos.
I byen Vernal længere mod syd overnatter vi på et Super 8 motel.
Helper. En slidt by
Helper. En slidt by

En by der har kendt til bedre tider

Vernal-Moab:
Inden vi fortsætter mod syd, er der lige et par lokale seværdigheder omkring Vernal, der sakl udforskes. I nogle sandstensklipper ved Sadie McConkie Ranch har tidligere tiders indianere afsat de såkaldte petroglyffer: nogle primitive tegninger af dyr og mennesker. I en anden sandstensklippe ser vi højt oppe "Remember Maine", et godt 100 år gammelt håndmalet amerikansk flag. Det blev malet til minde om de mange soldater, der døde på slagskibet The Maine. Ikke de store seværdigheder, men vi kan godt lide at besøge os på forhånd ukendte steder. Ofte oplever man noget interessant.
Så er vi igen på rute 191. Den fører os gennem nogle flotte, øde landskaber ad "Indian Canyon Scenic Byway". Vi gør holdt i Helper. Byen hedder sådan, fordi de stærke lokomotiver, der krævedes for at trække de meget lange kulvogntog, blev kaldt for "Helpere". Byen virker sølle. Tomme hoteller og butikker. Slidte facader. Byen har tydeligvis haft sin storhedstid, da kulmineindustrien var på sit højeste.
Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Moab i Utah og indlogerer os på Moab Valley Inn. Her skal vi bo de næste 3 dage. Og nu har vi den varme, som vi efterlyste nordpå i Jackson Hole. Op mod 100 grader Fahrenheit. Hotellet har heldigvis swimmingpool, som vi flittigt benytter de følgende dage.
Arches NP. North and South Window
Arches NP. North and South Window

100 grader Fahrenheit i Arches NP

Omkring Moab ligger 2 store nationalparker og en enkelt State park. Og vi skal besøge dem alle 3. I dag gælder det Arches NP, og vi har afsat hele dagen. Her er der registreret 2200 naturskabte buer. Intet andet sted i verden finder man en sådan koncentration af buer.
Straks vi kommer ind i parken, bliver vi mødt af kollosale rødlige klippeformationer så langt øjet rækker. Vi parkerer ved Wolfe Ranch for at påbegynde en times vandring op mod den mest berømte bue af dem alle: Delicate Arch. Det går stejl opad, og der er meldt 100 grader Fahrenheit! Men Delicate Arch er alle anstrengelserne værd. Den er kæmpestor. Buen spænder over 10 meter. Den er staten Utahs nationalsymbol og kan også ses på bilernes nummerplader.
I løbet af dagen gør vi holdt ved mange andre buer og klippeformationer. De er alle navngivet. Landscape Arch, den største af alle buerne.
Den fritstående klippe, Elephant Butte. Med lidt god vilje kan man godt se, at 3 elefanter her går i række. Double Arch. North Window and South Window, 2 af de mest imponerende buer. Balanced Rock, falder den kæmpesten dog ikke ned?! Og klippeformationerne, Park Avenue og Wall Street.
Med alle disse naturscenerier på nethinden kører vi i varmen tilbage til swimmingpoolen.
Dead Horse Point State Park
Dead Horse Point State Park

Om at gå lige til kanten

Canyonland Nationalpark ligger lidt længere væk fra Moab end Arches NP. På grund af floderne Green River og Colorado River er parken skåret op i 3 dele. Vi kører til den efter sigende smukkeste del: Island in the Sky
Første stop er det udsigtspunkt, der ligger længst mod syd, nemlig Grand View Point Overlook. Og her føler vi virkelig, hvad det vil sige at gå lige til kanten. Her er ingen rækværk. Vi går på klippeafsatserne, og der er langt ned. Her er smukt. De rødlige klippeformationer og det flade landskab langt nede.
Senere kører vi til et andet udsigtspunkt, Upheaval Dome, hvor vi ta'r en længere vandretur i området. Her er ikke de store vidder, men snarere et kig ned i et dybt krater i grønlige farver.
Sidste stop i Canyonland er Green River Overlook, hvor vi finder - synes vi - parkens mest imponerende skue. Højt oppe på en stejl klippeafsats står vi, og dybt nede har floden eroderet landskabet, så der fremkommer nogle buede kløfter i alle bredder og højder. Det er svært at beskrive. Det skal opleves.
Over middag kører vi ind i den lille State Park: Dead Horse Point State Park. Vi gør holdt ved Visitor Centret, og i umiddelbar nærhed finder vi - og det siger ikke så lidt - USA-turens absolut smukkeste udsigt. Fra klippeafsatsen er der 2000 feet ned til Colorado-floden, der slynger sig í en skarp U-kurve. De røde klipper, det grønne vand. Amazing! Stedet kaldes også Utahs Grand Canyon, men tro os. Det her overgår originalen.
Fruita. Vietnam War Memorial Park
Fruita. Vietnam War Memorial Park

En Vietnam-veteran og endnu en nationalpark

Moab-Rifle:
Vi bryder op fra Moab og kører ad Scenic Byway 128 langs Colorado-floden. En flot tur. Floden er bred og flyder stille afsted. Vi gør mange holdt undervejs. Vi bruger en del tid på at betragte et udskibningssted for raftingture. Her er folk i alle aldre. Helt ned til 4 år tager turarrangørerne børn med. I den anden ende af aldersskalaen ser vi et ældre par, der adstadigt troner alene på gummibåden, mens en ung pige fører årene.
Vi kører nu ind på Interstate 70, som vi skal følge helt tilbage til Denver. Snart passerer vi grænsen og er efter 14 dage atter tilbage i Colorado. Vi gør holdt i Fruita ved et Visitor Center, hvor der også er en lille Vietnam War Memorial Park.
Ved mindesmærket går en mand på vores alder omkring. Han peger på listen over faldne soldater, og spørger om vi kender nogen af dem. Nej. Men det gør han. Han peger på et navn. " Det var min bedste ven" Han fortæller, at han selv var soldat i Vietnam. I was drafted ( tvungen værnepligtig), and I was only 19 years old". Han trækker en krøllet kuvert frem med billeder fra dengang. "Se. Her er to soldater, der stiger ind i en helikopter. 20 min. senere var den ene dræbt" Manden er meget bevæget. Føler trang til at fortælle os om krigen og sine oplevelser. Han er mærket af det. Bor nu på Hawai, fortæller han, og kører i denne sommer rundt i USA i sin mobilhome.
Vi ta'r stilfærdigt afsked med manden og fortsætter mod Colorado National Monument - turens sidste nationalpark.
Vi kommer ved middagstid, og rangeren, der passer billetindgangen, har netop låst hytten af for at gå til frokost. Men "I kan bare betale ved udgangen", siger hun. Sådan!
Det er let at finde vej inde i parken. Der kun een vej: fra Øst-indgang til Vest-indgang. Vi gør mange holdt undervejs. Ved den ene spektakulære klippeformation efter den anden. Som i Arches NP har de navne: Independence Rock, Balanced Rock, Artists Point, Fallen Rock, Cold Shivers Point m.m Igen bliver vi overvældede over de oplevelser, som naturen kan gi' os.
Vi fortsætter nu ad Interstate 70 og finder et Motel 8 i Rifle, hvor vi overnatter.
Interstate 70

Interstate 70

Rifle-Denver:
Vi er nu igen på Interstate 70, og som på hele vores tur glider trafikken glat. Godt nok har vi - bortset fra Denver -undgået de store byer, og vi har kørt på mange øde strækninger, men for os, der i ferien er vant til farten på de tyske motorveje, er kørsel i USA en ren lise. Der er få overhalinger, og på grund af cruise controllen holder bilerne næsten den samme fart og afstand. Dejligt.
Ruten fører os tværs gennem Rocky Mountains. Vi passerer Vail Pass, der med sine 10.607 feet er højeste punkt på vores tur. Et tydeligt vintersportsområde. Videre gennem Glenwood Canyon og Eisenhower tunnel.
Ved middagstid når vi frem til Georgetown, en hyggelig lille by, hvor man har restaureret 200 huse fra 1870'erne. Vi køber billet til en tur med Georgetown Loop Railroad og havde egentlig håbet på en tur med damplokomotivet som trækkraft, men lige netop denne dag er det ude af drift. Vi nøjes med diesel.
Turen varer 70 min. og går af en smalsporet jernbane gennem et skovrigt landskab og over den 29 m. høje djævlekløft-bro. Det er en gammel minerute og toget gør holdt ved mineindgangen, hvor intereserede kan stå af og få en guidet i minerne.
Så er det de sidste 45 miles ind til Denver, hvor vi igen indlogerer os på lufthavnshotellet, Hyatt Place.
Næste dags morgen skal vi aflevere bilen og flyve hjem. Vi bruger aftenen til at reflektere lidt over turen. Den opfyldte alle forventninger. Vi mødte kun venlig imødekommenhed overalt; vi oplevede naturens mangfoldighed; vi besøgte både meget kendte og ret ukendte attraktioner; og vi fik et lille indblik i "The American way of life".

Min kone og jeg er lidt uenige om, hvornår vi igen skal til USA, men eet er sikkert: "We'll be back!"
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar
Denne side er udskrevet d. 3. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/new-zealand/hoteller/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.