Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Oregon

  • Oregons natur

    (Bedømt af 1 person)
    16.10.14: Hans-Chr. Fleng
    Lige hjemkommet fra en 4 ugers rundtur i motorhome, hvor vi bl.a. kørte i staten Oregon, vil jeg lige gøre opmærksom på et hæfte, som vi fandt på den allerførste RV campingplads, vi besøgte i Oregon.
    Se hele rejsetippet
  • Oregon vs. Californien

    (Bedømt af 22 personer)
    11.04.12: Anja
    I sommeren 2011 tog vi på en sommerferie, der viste sig at blive et rejseminde uden lige.
    Turen gik til USA og hele baggrunden for turen var familiebesøg i Oregon.
    Se hele rejsetippet
  • Benzin i USA

    (Bedømt af 9 personer)
    Staterne Oregon og New Jersey har en særregel, som betyder, at du ikke selv må tanke din bil op. Tankpasseren forventer ikke drikkepenge for deres service, men man er naturligvis velkommen til at gi' en dollar for ulejligheden.
    Se hele rejsetippet

Læs mere om rejser til Oregon

Rejsetips af samme forfatter

Malheur River i det centrale Oregon.
Rejsetips indsendt af:
Brøndby
3. nov. 2010

High Desert, vulkaner og Det store stille hav i Oregon

En kort tur gennem Oregon fra øst til vest og et smut langs den sydlige del af Stillehavskysten, gav os nogle oplevelser, som vi ikke havde haft før.
Det sidste glimt af Snake River i Idaho inden vi kørte ind i Oregon.
Det sidste glimt af Snake River i Idaho inden vi kørte ind i Oregon.

Wyoming til Oregon på en dag

At køre gennem det centrale Oregon fra øst til vest, kan være en spændende oplevelse – også når man ikke venter det. Vi havde tidligere kørt i Oregon fra grænsen til Washington i nord og til grænsen til Californien i syd, dels ad Interstate Highway 5, og dels af U. S. Route 101 – den eneste tocifrede U.S. Highway med tre cifre! En del af denne tur (langs kysten ad U.S. 101) skulle vi gentage, men resten af turen var ny, nemlig turen fra øst til vest.

Efter et besøg i Yellowstone nationalparken i Wyoming havde vi overnattet i byen Jackson syd for parken. Meningen var, at vi herfra ville køre til omegnen af Boise, Idaho, hvor vi så ville overnatte inden vi kørte ind i Oregon. Dagen var afsat til forlægning, og vi havde ikke planlagt at se noget særligt, så allerede ved Idaho Falls, tog vi motorvejen først mod syd og senere mod vest. På trods af et par stop undervejes for at tanke og indtage føde, gik det noget hurtigere end forventet, så klokken var ikke mere end 16, da vi nåede Boise. Da det nu var en forlægningsdag, besluttede vi at fortsætte ind i Oregon, og så blive ved med køre til vi ikke gad mere.

Hele vejen fra grænsen mellem Wyoming og Idaho, til Idaho Falls, og siden næsten hele vejen ad motorvejene mod syd og vest, havde vi kørt langs Snake River, så det var helt vemodigt at tage afsked med floden, da vi kørte ind i Oregon ved byen Ontario. Herfra går floden mod nord langs grænsen mellem Idaho og Oregon, mens vi fortsatte mod sydvest og senere stik vest.
U. S. Route 20 i Oregon, før den bliver helt lige på den anden side af bjergene forude.
U. S. Route 20 i Oregon, før den bliver helt lige på den anden side af bjergene forude.

A Long and Lonesome Road

Læsere, der er lige så bedagede som jeg, husker måske at titlen på dette afsnit også er titlen på et musiknummer med den hollandske gruppe Shocking Blue, som var populære i slutningen af 60'erne. Ved andre lejligheder har jeg haft fornemmelsen af at køre på "A long and Lonesome Road", når man kører i USAs mindre bebyggede områder, men det skulle blive overgået på årets første strækning i Oregon.

Fra Ontario tog vi U.S. Route 20 mod vest. Lige efter Ontario førte vejen gennem landsbrugsland med såvel korn- som kvægavl, men efterhånden blev landskabet mere og mere ørkenagtigt, og vi kørte ind i det område, der kaldes Oregon High Desert. Der var ikke tale om ørken, som vi havde set andre steder, fx i Mojave eller Sonora ørkenerne, men mere noget, som jeg ellers ville forbinde med prærie, med masser af græs og små buske, men ørken kaldes det altså, mest fordi det regner forholdsvis lidt. Vi oplevede da heller ikke regn under vores ophold i området.

Allerede ved byen Vale, mindre end 20 milers fra Ontario, mødte vi endnu en flod, som vejen fulgte. Da vi konsulterede vores trofaste og noget slidte Rand McNally Road Atlas, kunne vi se, at den hed Malheur River og på trods af det noget dystre navn (Malheur betyder ulykke eller uheld) var det en nydelig flod. Det skulle vise sig, at vi kom til at følge floden det meste af resten af den dag. Til gengæld var der ikke meget andet at se på, hvis man ikke er helt pjattet med græs, græs og mere græs afbrudt af nogle få spredte buske hist og her.

Af kortet kunne vi se, at det var så som så med byerne på denne strækning, så vi blev enige om at se, om vi ikke kunne finde et hotel i en af dobbeltbyerne Burns eller Hines. Det var godt en fjerdedel af vejen mellem grænsen til Idaho og Stillehavet, og så ville næste dags tur ikke blive så lang.

På vej mod Burns førte vejen gennem en lille dal i en ikke navngiven bjergkæde, og da vi kom ud af dalen, måtte vi også sige farvel til Malheur River. Til gengæld var vejen nu helt lige. Faktisk kørte vi de sidste 30 km til Burns-Hines stort set helt uden at dreje på rattet, og uden så meget som en lille bakke på vejen, og det skulle blive værre dagen efter. På hele denne strækning mødte vi ikke en eneste bil, og vi kunne heller ikke se nogen, der kørte i samme retning som os på den lange, lige strækning forude.
Det var ikke en af disse køer vi spiste, men muligvis en slægtning! Ranchen lå lige udenfor Burns.
Det var ikke en af disse køer vi spiste, men muligvis en slægtning! Ranchen lå lige udenfor Burns.

Bøf fra egen ko

Det viste sig, at der var ganske mange moteller i denne forholdsvis lille by. Til sammen har de to byer under 5.000 indbyggere. Burns er stammehovedsæde for en meget lille indianerstamme, nemlig Burns Paiute Tribe Indian Colony of Oregon. Stammen tilhører Northern Paiutes, og der bor kun omkring 150 medlemmer af stammen i hele reservatet, så havde vi ikke læst, at vi var i et indianerreservat, havde vi slet ikke opdaget det.

Trods de mange moteller, viste det sig, at det ikke var helt let at finde et, som havde ledige værelser. Dette til trods for, at det var en ganske almindelig mandag, og nærmest midt i ingenting. Til sidst lykkedes det dog at finde et motel i den vestlige del af Hines, som havde et par ledige værelser, også ikke-ryger, som vi foretrækker. Til gengæld var det meget tydeligt, at det kun var værelset, der var ikke-ryger, idet gangen som det lå på, meget tydeligt lugtede af røg. Men personalet var flinke, og efter lidt misforståelser omkring hvilken type af seng vi ønskede, fik vi et værelse, som var ganske glimrende.

Da klokken var ved at være mange, og vi havde kørt over 900 km den dag, besluttede vi os til at gå ud for at få noget mad med det samme. På vej til hotellet, havde vi kørt ad byens hovedgade gennem både Burns og Hines, og her havde vi lagt mærke til en restaurant, som i hvert fald ude fra så hyggelig ud. Så den besluttede vi os for at hjemsøge. Vi fandt også nemt restauranten – som viste sig at have lukket om mandagen, så det blev der ikke noget ud af. Undervejs fra hotel til restaurant, havde vi kørt forbi flere andre spisesteder, blandt andet noget, der udefra lignede et mindre træskur, og som bar det frygtindgydende navn Meat Hook Steakhouse. Navnet gav i hvert fald mig associationer til dårlige kriminalfilm fra 40'erne og 50'erne hvor gangsterne hængte deres opponenter op på kødkroge.

Da vi kom ind viste stedet sig at være noget større end det så ud til udefra, til gengæld var det ikke specielt mange gæster., og alle var lokale. Vi fik et bord og et spisekort, men det havde vi stort set ikke tid til at se på, fordi vi havde travlt med at se på restaurantens vægge. Disse var nærmest tapetserede med billeder af forskellige avisudklip om og billeder af køer og tyre i alle variationer, og for hvert billede af et dyr, hang der en eller flere medaljer, som det pågældende dyr havde opnået på diverse dyrskuer. Da vi langt om længe fik tid til at studere menukortet, kunne vi se at dette blev indledt med en sidelang beskrivelse af stedet og dets historie. Det viste sig at ejeren af restauranten også havde en kvægranch lige uden for byen, hvor hun holdt disse præmiedyr, og det var deres efterkommere, som man nu fik mulighed for at fortære. Alt oksekød på stedet kom fra denne ranch.

Mens vi havde studeret spisekortet, var servitricen kommet tilbage med vores drikkevarer (en lokal øl), og hun var meget villig til at fortælle mere om ejeren, som tilsyneladende var hendes mor eller måske mormor, det blev vi ikke helt klar over. Menukortet havde kun få ting på, nemlig forskellige varianter af bøf, men det var jo også et steakhouse! Der var vist nok også mulighed for at få fisk, fjerkræ og svinekød, men det druknede i mængden af bøfvarianter. Vi syntes at priserne var lige overkanten, selv om kødet vare hjemmedyrket og håndskåret, men servitricen kunne så fortælle, at denne pris også omfattede suppe, salat og dessert, og så så det hele pludseligt meget bedre ud.

Suppe, salat og senere dessert viste sig at være som det er mest på mindre amerikanske restauranter. OK uden at være fremragende, men det var bøffen til gengæld. Jeg ved ikke om det er den bedste bøf, jeg nogensinde har fået, men det må være tæt på. Min søn, som var min ledsager på denne tur, var også tilfreds, men ikke helt så meget som jeg. Dette skyldtes at han ikke kunne lade være med at sammenligne med den bisonsteak, som vi havde fået dagen før i Jackson – men det var nok lidt uretfærdigt overfor koen.
De tre søstre. Fra venstre South Sister, North Sister og Middle Sister
De tre søstre. Fra venstre South Sister, North Sister og Middle Sister

Snedækkede vulkaner i horisonten

Næste dag skulle vi videre mod vest ud til Stillehavet. I første omgang skulle vi fortsætte på U. S. Route 20 til byen Bend, omkring 200 km vest for Hines. Også her kom vi til at køre meget lige ud. Den længste strækning uden sving var ca. 40 km. Derefter drejede vejen ca. 15 grader til venstre, og så gik det lige ud igen i omkring 25 km. På denne strækning var vi imidlertid ikke alene. Vi kom til at ligge bag et stort motorhome, med en firhjulstrækker på slæb, og vogntoget her havde ikke just travlt, så der havde dannet sig en pæn kø bagved. Hver gang vi kørte på et lige stræk kom der modkørende, så kun en enkelt bil ad gangen kunne overhale, og når der ingen modkørende var, var det på steder, hvor overhaling var forbudt, men til sidst kom de fleste, inklusive os, forbi , og vi kunne nu begynde at se snedækkede bjerge i det fjerne.

Bend, som er det centrale Oregons største by, ligger i udkanten af bjergkæden Cascade Range, og er en typisk turistby. Vi gjorde ikke holdt, men fortsatte gennem byen. På vej mod Bend havde vi passeret byen Brothers, og nu fortsatte vi mod nordvest til Sisters. Undervejs stoppede vi ved en rasteplads, hvor der var et skilt, som forklarede os, hvilke bjerge det var, som vi kunne se, nu en del tættere på. De mest karakteristiske var tre bjergtoppe, som blev kaldt Three Sisters, og som faktisk havde givet navn til byen. Alle tre bjerge er over 10.000 fod høje (godt 3.000 meter) og er vulkaner, og det var de fleste andre bjerge i området også. Disse vulkaner hører til noget, der kaldes Tumalo Volcanic Center. De to nordligste søstre regnes for at være udslukte, men South Sister og flere andre vulkaner i området er stadigt aktive. Så meget viden fra et skilt på en rasteplads.

Vi nåede Sisters og så forlod vi hovedvejen for at køre ud på den noget mindre Oregon Route 242, som ifølge kortet førte gennem Cascade Range og ud til byen Eugene ved Interstate Highway 5. Vejen var hele vejen markeret som "scenic route", så det så vi frem til. Det viste sig at vejen var endnu mindre end vi havde regnet med. Da vi kørte ind på den, blev vi mødt af et skilt som oplyste, at der 15 km længere fremme ville være en vendeplads, og at biler eller vogntog over 10 meters længde ikke måtte køre længere. Så lang var den lejede Camaro heller ikke, så vi tog det helt roligt. Vejen gik gennem skov det første lange stykke og 15 km længere fremme var der ganske rigtigt en vendeplads. Herefter snævrede vejen ind og blev til det rene ingenting. Samtidigt snoede den sig gennem skoven op ad bjerget, så det var ikke her vi skulle lade Camaroen vise, hvad den kunne.
Lavastrømmen.I baggrunden ses til venstre Mt. Washington og til højre Mt. Jefferson.
Lavastrømmen.I baggrunden ses til venstre Mt. Washington og til højre Mt. Jefferson.

Et "månelandskab" af lava

Efterhånden som vi kom højere op tyndede de ud i træerne, og pludselig kunne vi ved siden af vejen se et stort område, dækket af lava. Det måtte vi selvfølgelig stoppe for at se nærmere på og fotografere. Da vi havde set nok, fortsatte vi videre op ad bjerget, til vi nåede passet, som i øvrigt hedder McKenzie Pass, og som lå i 1.625 meters højde.

Her var bygget et "observatorium". Ikke sådan et, hvor man kigger stjerner, men et observatorium, hvorfra man kunne se ud over lavastrømmen. Selve observatoriet var bygget helt af lavasten, og vi kunne læse, at vejen over bjergpasset var anlagt i 1935, som et beskæftigelsesprojekt i forbindelse med depressionen. Ved den lejlighed, havde vejarbejderen bygget observatoriet, og givet det navn efter deres arbejdsformand, Dee Wright. Vi var selvfølgelig nødt til at bestige observatoriet. På toppen var der opsat en bronzeplade med navnene på og kompasretninger til de synlige bjergtoppe, som alle – som Three Sisters, var vulkaner. På etagen under, var der udhugget "sigtehuller" i lavaen, hvor man kunne se mod hver enkelt bjergtop, som blandt andre talte Mount Jefferson, som med sine 3.200 meter er det højeste bjerg i den del af Cascade Range. Faktisk er Mount Jefferson det næsthøjeste bjerg i Oregon. Desuden kunne vi se Mount Washington, som har en meget karakteristisk profil, og Belknap Crater, som er den vulkan, der er årsag til den lavastrøm, som vi stod og så på. Lavaen stammer fra et udbrud som Belknap Crater havde omkring år 1300.

Det var et lidt underlig oplevelse at se, hvordan hele området var dækket af lava, alt var gråt i gråt – og så stod der pludseligt et grønt træ midt i det hele, som et bevis på, at livet ikke er til at holde nede. Det var lige før man kunne blive filosofisk ved synet. Selv om det var imponerende, kunne vi selvfølgelig ikke slå rødder ved observatoriet, så vi fortsatte turen ned ad den vestlige side af bjergkæden. Vi kom hurtigt ind i skov igen, og her oplevede vi det eneste uheld på den 11.000 km lange tur vi kørte. På et tidspunkt var vejen var meget smal, endnu smallere end ellers og undtagelsesvis mødte vi en modkørende, netop samtidigt med at der var en bil lige efter os, så det var umuligt at bremse hårdt op. På det tidspunkt besluttede et gråt egern sig for at krydse vejen lige foran os. Både opbremsning og undvigemanøvre var umulige, og min søn, som kørte på dette tidspunkt, gjorde sit bedste for at få hjulene på hver sin side af dyret. Alligevel lød der er bump, og da jeg så mig tilbage, var det et meget fladt egern, som lå på vejen.

Resten af turen ned fra bjergene til Eugene forløb uden nævneværdige begivenheder, og da vi nåede Oregons næststørste by, fandt vi et sted at spise frokost, inden turen gik videre.
Umpqua River på sin vej mod Stillehavet.
Umpqua River på sin vej mod Stillehavet.

Tæt på – og det var nok

Efter frokost tog vi Interstate 5 ca. 50 km mod syd, hvorefter vi forlod vejen og tog endnu en af de mange smukke biveje, som der er så mange af i USA. Denne hed Oregon Route 38, og den slyngede sig smukt gennem bjergkæden Coast Range langs med floden Umpqua River. Her gjorde vi holdt et par steder. Første gang for at se nærmere på floden og de nydelige "sommerhuse", som lå på den anden side. Anden gang var da vi kørte forbi et skilt med Elk Viewing Area. Her skulle der altså være mulighed for at se wapitihjorte, men enten var de ikke selv klar over, at de skulle være på stedet, eller også holdt de sommerferie et andet sted. Der var i hvert fald ikke en eneste hjort at se. Til gengæld var der et marskområde og her var der masser af fugleliv. Både svømmefugle af forskellig art, men også nogle svaler, som havde rede under taget på det læskur, som man kunne stå i, og nyde hjortene – hvis de altså havde været der. Svalerne havde unger, og var ret aggressive,men tætte dyk mod os, så vi fortrak hurtigt.

Vi nåede Stillehavet ved byen Reedsport. Herfra tog vi U.S. Route 101 mod syd langs kysten. Undervejs stod der flere gange skilte med "tsunami-evakureringsvej", men heldigvis mødte vi ingen tsunamier. Til gengæld gjorde vi holdt på en rasteplads på toppen af en bakke lige uden for byen, så vi kunne nyde udsigten over verdens største hav. Det var nu så som så med udsigten, da det var meget diset ude over havet den dag.

Vi fortsatte mod syd gennem turistbyen Coos Bay, og da vi nåede den lille havneby Bandon, blev vi enige om at overnatte der. Vi fandt et hotel helt ude ved kysten, som så spændende ud. Desværre havde de kun et værelse tilbage, og det var forsynet med en enkelt queen size bed, og godt nok kommer vi hinanden ved sønnen og jeg, men ikke så meget. Damen, der passede receptionen, kunne så tilbyde en suite, men den kostede godt 120 dollars mere end værelset, og det var vi ikke helt stemt for, og det kunne hun godt se, så hun begyndte at spørge ind til, om vi var medlem af diverse foreninger, om vi havde forskellige benzinkort osv. Underligt nok spurgte hun ikke om vi var medlem af Tripple A, så det har hotellet nok heller ikke været. Da jeg til damens store sorg ikke kunne mønstre nogle af de medlemskaber, hun efterspurgte, fandt jeg alligevel mit FDM medlemskort frem, og fortalte, at det var en dansk motororganisation, som svarede til Tripple A. Hun så end ikke på kortet, men sagde bare "Close Enough", og så fik vi suiten for kun $ 20 mere end værelset kostede.
Den forstenede prinsesse Ewauua, nu kendt som Face Rock
Den forstenede prinsesse Ewauua, nu kendt som Face Rock

Kaffen var god – og gratis

Fidusen ved suiten var, at der var to soverum, hver med en queen size bed, så nu behøvede vi ikke at dele seng. Vi indkvarterede os, og så skulle vi ud for at se på byen. På vej ind mod byen kørte vi langs stranden, og her kom vi forbi en klippe, som lå et stykke ude i vandet. Når man så den i den rigtige vinkel lignede den et kvindeansigt, og den hedder da også Face Rock. Der er en længere historie om en indianerprinsesse og en ond ånd, som fortryllede hende, som forklarer hvorfor klippen ligger som den gør. De mindre klipper rundt om Face Rock er prinsessens hund og hendes katte som også blev fortryllede ved samme lejlighed.

Vi kørte lidt frem og tilbage i byens gamle del, men så meget var der ikke at se. Vi fandt derfor et sted, som så ud til at kunne servere noget mad. Det var en restaurant i to etager, og da vi kom ind, mødte vi en håndværker, som var ved at reparere en dør. Han fortalte os, at vi skulle gå ovenpå, da udsigten var langt bedre der oppe fra. Da man aldrig skal kimse af den lokale ekspertise, gjorde vi, som han havde foreslået, og der var da også en glimrende udsigt over Bandon havn, et lille fyrtårn og i det fjerne det store stille hav.

Lige som i Burns/Hines viste det sig, at når man bestilte hovedret fik man automatisk en forret med. Her kunne vi vælge mellem salatbar og clam chowder (som er muslingesuppe jævnet med mel og mælk for de uindviede). Vi valgte begge salaten, og det viste sig at salatbaren var i stueetagen, så vi måtte ned ad trappen igen. Her mødte vi håndværkeren som grinede og sagde at han vist havde glemt at sige, at ulempen ved at sidde oppe netop var, at man skulle ned for at få salat. Så fik en lille snak med ham, hvor han blandt andet spurgte om, hvad vi syntes om amerikansk kaffe. Her kunne jeg kun sige min ærlige mening, som den eneste kaffedrikker af os to, at jeg ofte syntes at den var noget tynd. Så berømmede han stedets kaffe, og sagde at selv europæiske gæster, mente at deres kaffe, var Oregons bedste. Det viste sig i øvrigt senere, at den meget anbefalende håndværker, var gift med værtinden på stedet, så han havde nok en interesse i at anbefale.

Da vi nåede tilbage med vores salatskåle, havde servitricen anbragt to svingende skåle clam chowder på vores bord. Hun mente at det var synd at vi ikke fik smagt denne hjemmelavede delikatesse, bare fordi vi også ville have salat, så chowderen var på husets regning. Til maden fik vi en lokal øl, det var bedst med øl til chowder, mente servitricen. Denne drik havde det interessante navn Dead Guy Ale, og var faktisk udmærket. Da vi endelig havde kæmpet os vej gennem chowder og salat kom hovedretten, som for mit vedkommende endnu en gang var bøf, denne gang serveret med grøntsager og hvidløgskartoffelmos. Min søn spiste en eller anden fiskeret, og det hele var ganske overordentlig godt. Da jeg havde spist ca. to mundfulde af min bøf, kom værtinden selv løbende op af trappen og beklagede, at jeg havde fået en forkert bøf. Den skulle have været på 8 ounzes (225 g), men var kun på 5 (140 g). Det havde jeg ikke lagt mærke til og efter chowder og salat, var det faktisk rigeligt, men hun fortalte, at hun havde givet kokken en overhaling, og sat ham i gang med at stege en ny bøf, som ville komme om et øjeblik. Fem minutter senere var hun tilbage med den større bøf, men jeg fik selvfølgelig lov til at beholde den første, så nu havde jeg 350 gram oksekød på min tallerken. Det endte med at hele den nye bøf, blev båret ud igen, da vi ikke ønskede at få den med på den videre tur i en "to-go-box".

Til sidst måtte jeg selvfølgelig smage den berømmede kaffe. Her kunne jeg vælge mellem maskinkaffe og stempelkaffe. Og jeg valgte det sidste i forventning om at få en lille stempelkande som på en dansk restaurant. Det viste sig imidlertid ikke at være tilfældet. Stempelkanden, der kom på bordet rummede en liter, og det kunne jeg slet ikke drikke mig igennem. Nok er jeg glad for kaffe, men der er også grænser.
Da vi fik regningen kunne jeg se, at kaffen ikke var skrevet på, og da jeg gjorde servitricen opmærksom på, det, sagde hun at den skulle jeg ikke betale for. Det kunne være kompensation for, at jeg havde fået en forkert bøf. Se DET er service.

Næste dag fortsatte vi mod syd langs kysten og nåede at få fødderne i Stillehavet, næsten blive blæst i havet, besøge en lille by, der hed Denmark og køre ind i Californien, men det er en helt anden historie.

Seværdigheder
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar
Denne side er udskrevet d. 8. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/usa/boston/boston.html

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.