Sidste år i maj havde vi (familie på fire, børn på 7 og 10) en super ferie i Orlando, hvor vi bl.a. besøgte Disney World, Seaworld og Gatorland.
Det kan klart anbefales, amerikanere er generelt super flinke og imødekommende, USA er en fantastisk feriedestination og Disney er jo "king of amusement parks" - det bliver ikke meget bedre! Det hele bliver dog lidt sjovere, hvis man har planlagt sit besøg ordentligt hjemmefra, så her kommer nogle tips, der kan hjælpe til det.
Disney World
Disney World består af fire parker: Magic Kingdom, Epcot, Hollywood Studios og Animal Kingdom. Man skal regne med at bruge mindst en dag i hver park. Da parkerne er meget forskellige kan det være svært at vælge noget fra. Hvis man har små børn, kan man evt. vælge Epcot fra, da det er den mest "voksne" park. Har man større børn er Animal Kingdom nok den jeg ville fravælge, da det mere er safari, dyreshows osv. Vi snuppede alle fire parker, med lidt hviledag imellem (man får trætte fødder, så husk gode sko/sandaler!).
Vi valgte at bestille billetterne hjemmefra, så vi ikke skulle starte dagen med at stå i kø for det. Vi bestilte biletterne på www.undercovertourist.com, som sender billetterne i løbet af en uges tid. Man sparer også penge i forhold til prisen ved billetlugen, så det er rent win-win. Der findes mange typer billetter, men vi valgte standard 4-dages adgang. Man kan også få med "park hopper", hvor man kan besøge flere parker på samme dag, men det synes vi var helt unødvendigt.
Undercovertourist er et genialt website, hvor der bl.a. også er en "crowd calendar", hvor man kan se niveauet for besøgstal. Det er en rigtig god idé at planlægge sin ferie ud fra det. Vi var der i maj, som er et rigtig fint tidspunkt uden alt for mange mennesker.
Der findes også andre muligheder for at planlægge sig til et fantastisk besøg i Disney World. Det kan anbefales at bestille bogen "The Unofficial Guide to Disney World" (Amazon har den). Når man får bogen i hånden første gang tænker man "Åh nej, hvad er det dog jeg har bestilt!". Det er ca 850 sider, trykt på genbrugspapir og uden billeder... men så opdager man at det er en guldgrube af information. Alt er dækket, fra gennemgang af forlystelser, hvor det er godt at spise og vigtigst af alt, planer for hvordan man undgår at stå i kø hele dagen. Bagerst i bogen findes "touring plans" som anbefaler rækkefølge på forlystelser. Det kan umiddelbart virke lidt kedeligt at følge en plan, men hvis alternativet er at tilbringe timer i endeløse køer, så er det et godt valg. Vi fulgte planerne og kan sige at det fungerer bare!
Et andet site, som jeg fandt via bogen er www.mousesavers.com. Her er også masser af information til Disney og andre parker, samt, hvis man tilmelder mail får man gode tilbud. Der er ofte specielle tilbud på billetter, f.eks. fire dage for tre dages pris osv, så det kan betale sig at føle lidt med. Det er ikke en billig fornøjelse at besøge Mickey og vennerne!
Ud over parkerne er der også Disney Boardwalk, som er restauranter, butikker osv. Der er bla. Rainforrest Café og T-Rex, som er tema-restauranter. Vi spiste på T-Rex, hvor man er omgivet af brølende dinosaure og forhistoriske landskaber. Det er nok mest børnene, der får et kick ud af det, men sjovt var det. Hvis man gerne vil besøge en af de to restauranter kan det anbefales at bestille bord i forvejen, eller komme tidligt (senest 17:30), da der er godt fyldt op. Hvis nogen i selskabet har fødselsdag skal man huske at nævne det for tjeneren, så kommer en række af tjenere klappende gennem hele restauranten og synger for fødselsdagsbarnet og afleverer kage med lys i.
Andre parker
Vi besøgte også Seaworld og Gatorworld. Man kan sagtens bruge en hel dag i Seaworld, og det er absolut et besøg værd. Gatorworld er også hyggeligt og sjovt at besøge i nogle timer på en mere afslappende dag. Der er selvfølgelig "gators" og andre eksotiske dyr. Der er også et mindre vandland for børnene, så husk badetøjet. Og et lille bonustip: Meld dig ikke som frivillig i showet med farlige dyr, hvis du lider af araknofobi...
10.000 hoteller...
Der findes jo et hav af hoteller i Orlando, så man kan føle sig helt overvældet! Da vi helst ikke ville sidde om aftenen og hviske på et hotelværelse med sovende børn, valgte vi at leje en condo i stedet. Vi fandt Windsor Hills, som er et 5-stjernet "resort" med lejligheder og en stor fælles pool, kun ca 15 minutter fra Disney World. Fantastisk! Vi lejede en tre værelses lejlighed 11 overnatninger for ca. 1000$, hvilket bestemt ikke er dyrt! Selvom jeg jo egentlig ville holde det som vores private hemmelighed, så lægger jeg altså adressen ud her: www.sunnyscondo.com. Man kan finde masser af andre, som udlejer condos, men denne her kan jeg kun anbefale. Der ser ud præcis som på billederne, og udlejeren, Sam, holder hvad han lover.
Shopping
Der findes jo flere store outlet centre i Orlando, og shopping er næste obligatorisk, når man nu er i "over there". Mest oplagt er et af de to Premium Outlets. Der er mange penge at spare, specielt er Tommy Hillfiger billigt. Se mere på http://www.premiumoutlets.com/outlets/outlet.asp?id=96. Man kan tilmelde sig nyhedsbrev, så man modtager tilbud.
Andre tips
Hold øje med kuponhæfter, som ofte ligger i indgangen til restauranter. Det kan godt betale sig lige at bladre igennem, da der ofte er en del at spare. F.eks. anvendte vi kupon til Black Angus Steakhouse og andre spisesteder.
Billeje er en ren jungle, men der er gode tips til det på mousesavers og undercovertourist. Når man skal afhente sin lejebil vil sælgeren næsten altid prøve at sælge lidt ekstra forsikring, så vær vågen og spørg ind til hvad det er man liiige skal betale lidt ekstra for.
I de fleste lejebiler i Orlando er der installeret en slags bro-bizz (Sunpass), så man kan køre gennem betalingsanlæg på motorvejene. Så vidt vi har erfaret kan det dog blive en dyr fornøjelse, da man så betaler et gebyr for hver dag ,man lejer bilen. Tag hellere ca. fem dollars med i en-dollar sedler og quarters og kør gennem der hvor man betaler kontant.
Så er der kun tilbage at sige god ferie!