Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Orlando

Læs mere om rejser til Orlando

Rejsetips af samme forfatter

Orlando - Harry Potters Troldmandsverden
Rejsetips indsendt af:
Børge Salomon Rokamp
Aarhus
20. aug. 2011

Orlando - Harry Potters Troldmandsverden

Et besøg i Harry Potters Troldmandsverden. Nyttig og spændende hjemmeside: Universalstudies.com
Introduktion: Alle Harry Potter fans drømmer om selv at prøve at være i den fortryllende troldmandsverden, som J. K. Rowling beskriver i sine bøger, og som filmene så detaljeret og loyalt illustrerer. Den oplevelse fik jeg midt i maj 2011.
Jeg havde læst og hørt, at Universal Studierne i Orlando Florida på temaøen ”Islands of Adventure” (Eventyr øen) har opført en Harry Potter troldmandsverden (”The Wizarding World of Harry Potter”). Ifølge foromtalen er ”The Wizarding World of Harry Potter” et af de mest moderne og avancerede temaområder, der findes, både hvad byggeriets dessin, attraktionerne og udfordrende virtuelle oplevelser angår. Den lave dollarkurs, det sure og kolde danske forår og min uhæmmede nysgerrighed efter at se Harry Potters troldmandsverden, fik mig til at tage den lange rejse til drømmenes land Amerika.
Det er under et år siden troldmandsbyen Hogsmeade og det nærliggende slot Hogwarts (skolen for unge hekse og troldmandselever) åbnede, så du har måske endnu ikke været der.

Jeg kan ikke love dig en objektiv beretning, fordi jeg er påvirket af at være en stor Harry Potter fan, og tidspunktet for mit første besøg bar præg af et kraftigt jetlag med en krop og en psyke i undtagelsestilstand og en temperatur på 35 graders varme i skyggen. Kort sagt: Min modstandskraft var lille, så jeg var nok nem at fortrylle - og det blev jeg.

Hogsmeade:
Indgangene til temaområdet fører til troldmandsbyen Hogsmeade. Med alle vi mugglere (ikke hekse og troldmænd) på besøg er det en travl by med menneskefyldte butikker, værtshuse og forlystelser. Alt personale er uden undtagelser hekse og troldmænd, som det tydeligt fremgår af påklædningen og deres attituder (venlige og smilende i en grad, vi ikke er vant til at se i Danmark).
Og overalt ud af skjulte højtalere i lygtepæle, buske, lofter og vægge, hører man den karakteristiske musik fra Harry Potter filmene. Så man er i en fortryllet stemning fra første skridt, man træder ind i området til længe efter, man har forladt det igen.

I den lille permanent snedækkede by er væggene skæve og vinduerne alle forskellige. I troldmandsverdenen har man åbenlyst ingen forkærlighed for regelmæssige og lige linjer.

Der er meget at se på både udvendigt og indvendigt, da alt er forskelligt fra vores verden. Jeg kikkede nærmere på nogle mærkelige planter i et vindue ved en blomsterhandler. Straks var der en plante, der følte sig provokeret og sprang op af sin potte og skreg og truede af mig. Jeg flyttede mig til forretningen ved siden af. På et skilt, der hang i døren, stod der: ”Kommer straxs”. Jeg satte hænderne op til øjnene for at skygge for det stærke sollys, klemte næsen helt flad mod vinduet og kikkede ind i det halvmørke lokale. Det må være en slag bogholderi eller skriverstue, for jeg kunne se tre skrivepulte med fjerpen og blækhus og nogle store regnskabsbøger. Pludselig rejste den ene fjerpen sig og begyndte at skrive af sig selv, Hvordan kunne det gå til, når der ikke var en troldmand tilstede?

Torvet:
På torvet i byen var der underholdning specielt for sådan nogle som mig, der hellere ville gå rundt og kikke end prøve nogen af de halsbrækkende aktiviteter som f.eks. rutsjebaner. Jeg hørte et kor med elever fra Hogwarts med en meget speciel musik akkompagneret af to store magiske frøer, der kvækkede med på omkvædet. Og senere var der to troldmandselever med guitar og en ung heks, der sang et par af ”De Sære Søstres” seneste hits. Unge smukke hekse fra den franske skole Beauxbaton dansede og var en yndig kontrast til de barske troldmandselever fra Durmstrang, der lavede voldsomme akrobatiske øvelser.

Rutsjebanerne:
Jeg var helt sikker på, at rutsjebanerne ”Flyve på en Hippogriff” og ”Dragekonkurrencen” ikke var noget, jeg skulle prøve, heller ikke selvom det bare var som en stille karruseltur. Og her drejer det sig tilmed om rutsjebaner, der i vandvittige sløjfer snor sig mellem hinanden, og hvor man med halsbrækkende fart tilsyneladende flyver med hovedet nedad det halve af tiden. Og desuden ville en person i min alder og med mine skavanker ifølge advarselsskiltene, der står ved indgangene til alle aktiviteterne, ikke have en chance for at overleve. Men jeg kunne ikke dy mig for at gå lidt nærmere og kikke på Dragekonkurrencen, hvor indgangen lå et stykke uden for Hogsmeade.

På vejen lagde jeg først mærke til en del plakater og skilte, der skulle opildne de fire konkurrenter fra historien om Flammernes Pokal: ”Vi elsker Fleur”, ”Viktor er vinder”, ”Cedric styrer” og ”Kom så Potter”. Stien førte forbi Hagrids hus og gennem udkanten af Den forbudte Skov.

Mellem træerne kunne man se den blå Fort Anglia, som Harry og Ron engang fløj fra London til Hogwarts i. Bilen havde det tilsyneladende godt i Den Forbudte Skov, som den jo flygtede til efter ublidt at have læsset Ron og Harry af. Den blinkede med lygterne og dyttede kækt til mig, da jeg gik forbi.

Ved enden af stien ved indgangen til Dragekonkurrencen havde man rejst det telt, de fire konkurrenter opholdt sig i, inden de skulle ind og slås med hver sin drage. Jeg nikkede til troldmanden, der sørgede for at folk afleverede hat og briller og alle andre løse dele, inden de skulle videre til rutsjebanen. Og herfra skulle jeg ikke videre.

Måske synes du, at jeg en kryster, men jeg er en gammel muggler og ikke en troldmandselev, der frivilligt melder sig til dødsensfarlige kampe mod drager.

De Tre Koste:
Jeg ville hellere på værtshuset De Tre Koste, hvor jeg fik noget at spise og en dejlig kold fadøl. Det er et mørkt, skummelt og hyggeligt sted, hvor køleanlægget kørte samtidig med, at pejsen glødede og de mange stearinlys, der lignende lamper, brændte. Også her var der mange ting at se på af underlige genstande og plakater på væggene. En plakat med et billede af en efterlyst forbryder hang på en søjle, hvor jeg sad. Han vred sig mellem de to fangevogtere, der holdt ham. Og man kunne se, han kom med vrede udbrud mod kameraet. I troldmandsverdenen er alle billeder som bekendt levende - også dem i sort/hvid.

Et andet sted hang en spiseseddel fra Profettidende med de seneste nyheder. Jeg kunne konstatere, at der er ligeså meget ævl og kævl i troldmandsverdenen som i vores verden.

Hos Ollivander:
Da jeg igen kom ud på gaden i solen, så jeg en heks holde et skilt op i udstrakte arme: ”Nu demonstreres tryllestave hos Ollivander.” Vi ved alle at Ollivander, der også har en forretning i Diagonalstræde i London, er en anerkendt tryllestavsmager. Så jeg stillede mig nysgerrigt op i køen rundt om hjørnet ved Ollivanders forretning.

Imens jeg ventede, skævede jeg op til den snedrive, der lå på taget over mig. Det fortæller noget om effektiviteten af Hogsmeade beboernes trolddomskunst, at sneen kan bliver liggende overalt i byen i 35 graders varme uden at smelte. Da jeg rykkede frem i køen, kom jeg i betænkelig grad til at stå lige under et par store istapper. De kunne nemt have lavet store huller i min sommerhat, hvis de faldt ned. Men det ikke så meget som dryppede fra dem.

Vi var en tredive stykker af gangen, der blev lukket ind i et lille halvmørkt lokale, der nærmest var tapetseret med tryllestavsæsker. En gammel troldmand stod for en kort demonstration assisteret af en ung mand fra publikum. Med forskellige tryllestave fik den unge mand en klokke, der hang på væggen til at bimle og fremkaldte indendørs lyn og torden. Det skulle være eksempler på, hvad der kan ske, hvis man ikke bruger den rigtige tryllestav.

Vi blev venligt ført videre til et tilstødende og meget større lokale med tusindvis af tryllestave på hylderne. Venlige hekse og troldmænd gik rundt og tilbød os deres assistance. Det var i den butik, jeg købte postkort til min familie, og så vidt jeg ved, klarede alle uglerne flyveturen til Danmark og afleverede kortene til de rette modtagere.

Jeg fik øje på et uglebur uden ugle men med en stor farlig monsterbog. For at kunne læse i sådan en bog skal man som bekendt huske at gnide den forsigtigt på ryggen. Ellers bider den. Selvom monsterbogen var sikkert lukket inde, havde man spændt en rem rundt om den som en ekstra gardering. Men den så stadigvæk frygtindgydende ud med sine stikkende øjne på bogens overside og delvis blottede tænder foran på bogen. Det var skægt at følge, at der hele tiden var nogle drenge, der ikke kunne nære sig for modigt men forsigtigt at stikke en finger ind i buret. Men når monsterbogen rørte på sig og begyndte at snerre, tog de forskrækkede fingeren til sig.

Tryllestaven:
En ca. halvtresårig heks tog mig venligt i armen og smilede elskværdigt.
”Er det til Dem selv Hr.?”
”Nah, jeg havde nu egentligt ikke …”
Hun fik fat i en stige og kravlede et par trin op og rakte sin venstre arm ud til siden i fuld længde og fik fat i den æske, hun havde tænkt sig.
”Det er den her, De skal have,” sagde hun med overbevisning, og løftede låget af æsken, så jeg kunne beundre indholdet.

Så kom jeg i tanke om, at det jo ikke er en selv, der vælger sin tryllestav, men tryllestaven, der vælger sin ejer. Og det nærmeste, jeg kunne komme på det, må være en tryllestav fundet specielt til mig af en rigtig heks. Nu følte jeg, at jeg nærmest havde gjort et stort og heldigt kup. Hun smilede venligt og pegede mod udgangen.

”De kan betale ved udgangen, når De går, der hvor der står ”EXIT.””
Og sådan gik det til, at jeg ligesom hundreder af andre den dag blev den lykkelige ejer af en lille kæp i en aflang grå æske til to hundrede kroner.
Da jeg kom ud med min Harry Potter plasticpose lagde jeg mærke til, at mange andre også bar rundt på en tilsvarende pose. Flere grupper stod sammen for at vise hinanden deres nyerhvervede tryllestav. Det skete med stor alvor, og kun enkelte gange kom en tryllestav op af æsken. Og den blev altid uden undtagelser kun holdt af sin ejer. Jeg kan da heller ikke forestille mig, at jeg ville lade andre holde min tryllestav, for jeg aner ikke, hvad der så ville ske.

Det er bemærkelsesværdigt, at interessen for troldmandsverdenen og alle dens spændende effekter deles af alle mennesker tilsyneladende fra alle kulturer: Store og små, tykke og tynde, unge og gamle, buddhister og jøder og alle racer: gule, røde, sorte og hudfarvede, som jeg selv. Jeg forestillede mig, at hvis ikke sprogbarrieren forhindrede det, kunne jeg have henvendt mig til hvem som helst af de besøgende i Hogsmeade og f.eks. spørge, om de mente, at de ny koste er så meget bedre end den ”Nimbus 2000”, som Harry Potter udførte så mange gode bedrifter på i sit første skoleår. Og jeg ville straks på den måde have startet en seriøs samtale med folk, jeg aldrig før havde mødt. Det er da tankevækkende, at alle synes at være grebet af stemningen i Hogsmeade og fortryllede af de ting, man kan se, opleve og købe.

Undtagen en person!
Jo, jeg så en, der ikke syntes trolddomsverdenen var fortryllende, og at der overhovedet ikke var noget, der var interessant at se og købe. For at gøre min beretning fyldestgørende, må jeg også berette om denne sære dissident.
Og fordi det er interessant.

En afviger:
Det var i en af de store souvenir forretninger. Nogle købte og andre gik som jeg rundt og kikkede på varerne og nød effekten af køleanlægget. To unge mennesker, skilte sig klart ud fra os andre. De var kønne, høje og ranke. Han mørkhåret og hun lyshåret med klare blå øjne. De havde begge to en udpræget intelligent og selvsikker udstråling, som straks fik mig til at tænke på den hvide amerikanske overklasse. De var sikkert opvokset med en nanny, og hvor alene carporten var større end et almindeligt dansk parcelhus. Jeg gættede på, det var to unge, der lige havde afsluttet deres højere uddannelse. Det passede med deres alder - midt i tyverne. De var nok nygifte og på bryllupsrejse.

At det var ham, der havde foreslået ”The Wizarding World of Harry Potter” som et sted, der skulle besøges, fremgik tydeligt af hans udtryk i øjnene. Han lignede en rokker på en motorcykeludstilling eller et barn i en slikbutik. Hun stod høj og rank og kikkede ud over lokalet og betragtede os andre og alle tingene i butikken med et blaseret og skeptisk udtryk, imens hun distræt pillede ved et krus fra Slytherin kollegiet. Han lå på knæ ved siden af hende og undersøgte begærligt et komplet quidditchset.

Hun fik øje på to sorte teenagepiger der prøvede troldmandskapper med tilhørende halstørklæder fra Ravenclaw og Hufflepuff, imens de ivrigt diskuterede særlige egenskaber ved beboerne på disse to kollegier. Hun kikkede undrende på de to piger og deres troldmandspåklædning og rystede på hovedet.

Idet brudgommen rejste sig op uden at slippe guidditchsettet af syne, spurgte han hende om noget. Hun ikke engang prøvede at lade som om det interesserede hende. Det bemærkede han tilsyneladende ikke, for nu fik han øje på noget henne, hvor jeg stod. Hun traskede efter lige i hælene på ham, strakte en arm frem og lagde hånden kærligt på hans ene skulder. Hun smilede, og jeg hørte hende sige:
”Hvad du end gør skat, er jeg lige bag dig.”

Pludselig dukkede der en meget lille heks op ved siden af mig. Hun var nok ikke mere end halvanden meter høj, og havde et meget opvagt ansigt, som hun vendte direkte op mod den to meter høje mand. Han bøjede sig ned til den lille heks og sagde respektfuldt:
”Undskyld, jeg har et spørgsmål.”
Den lille heks svarede kækt, som kun en heks ville gøre:
”Du er velkommen, jeg har et svar!”

Og så stak de to hovederne sammen og førte en ivrig samtale. Bruden var trådt et skridt tilbage og stod og betragtede det umage par med en hovedrystende mine. Så kunne hun alligevel ikke dy sig og gik et skridt frem og bøjede sig ned for at lytte med. Et øjeblik efter rejste hun sig op igen, trådte et skridt tilbage og rullede vantro med de kønne blå øjne. Jeg betragtede hendes ansigtsudtryk, og så det langsomt forvandle sig til et kærligt og afklaret smil.

Lige nu i dette øjeblik på bryllupsrejsen i denne butik fyldt med trolddomsting, gik det op for denne kvinde, som det er gået op for millioner af kvinder før hende, at den stærke, kloge, kønne og ambitiøse unge mand, hun har valgt at dele sit liv med, også rummer et stort irrationelt lejebarn. Det er vidst det psykologerne så respektløst benævner som ”Den lille dreng på sin trehjulede cykel”.

Det hele foregik jo, hvor jeg stod, så jeg hørte tydeligt, hvad heksen og den unge mand - og sikkert kommende generaldirektør for IBM eller højesteretsdommer - talte om. Jeg forstår ikke, at bruden ikke fandt det interessant. De talte nemlig om brugen og anvendelsesmuligheder af journalist ved Profettidende Rita Rivejerns magiske skriveredskaber. Hvordan kan nogen mene, det ikke er vigtigt?

En rundtur på Hogswarts:
På mine ture op og ned ad hovedgaden i Hogsmeade skævede jeg op mod Hogwarts hver gang jeg kom forbi vejen, der førte derop. Der var jo nok at se på i Hogsmeade, så der var ingen grund til at ulejlige sig op på slottet, som i øvrigt også så lidt dystert ud. Og hvad kunne der være der, som var mere interessant end der, hvor jeg allerede var og var ved at blive fortrolig med forholdene? Men så fik nysgerrigheden alligevel overhånd. Der stod en familie og diskuterede med en troldmand på hjørnet af vejen i højre side. Det kom jo ikke mig ved, jeg havde ikke brug for at spørge om noget, og der var rigelig plads til mig i venstre side af vejen.
Her har vi nok årsagen til, at jeg ikke fik set det skilt, der skulle advare sådan en som mig om, at jeg var på vej til den mest dødsensfarlige af alle aktiviteter i Harry Potter world: ”The Forbidden Journey.” - Og så lige netop mig, der er bange for en karrusel. Min tur til Hogwarts er et godt og klart eksempel på, hvordan man kan få en stor oplevelse, som man ikke ville have fået, hvis man havde undersøgt tingene ordentligt forinden og vidste, hvad man gik ind til.

Da jeg nåede op til slottet blev folk i indgangshallen bedt om at aflevere alle løse genstande i et rum til højre. Jeg havde ikke noget, så det må have været før, jeg fik min tryllestav. Det var nok derfor, jeg ikke hæftede mig særligt ved det og gik direkte ind til venstre.

Det var en dyster gang, men alle gangene på Hogwarts er jo dystre med deres mærkelige belysning. Der var Drømmespejlet. Ærgerligt, men jeg glemte at standse op for at se, hvad jeg ville få at se. Du ved, det afhænger af, hvad du i virkeligheden ønsker at se. Vi gik i gåsegang langsomt gennem slottet, så vi kunne nå at betragte det, vi kom forbi af f.eks. skulpturer og malerier.

Malerierne var naturligvis levende og talte til hinanden også om os, der kom på besøg, og ikke alle syntes, vi var velkomne - lidt uhøfligt synes jeg. Jeg kikkede godt efter for at se om, der var et billede, der bare var et almindeligt maleri og ikke bevægede sig. Men hver gang, jeg troede, jeg havde fået øje på et, vinkede portrættet til mig. Et kort øjeblik kom jeg til at tænke på, at det måske i virkeligheden var en masse fladskærme tilkoblet hver sin video. Men det kunne det jo ikke være, har du måske nogen sinde set en fladskærm med en flot udskåret billedramme dækket med bladguld?

Vi kom også igennem klasseværelserne, hvor børnenes ting lå klar på pultene. Det så ud som om, de bare havde frikvarter og kunne komme buldrende ind hvert øjeblik, det skulle være. Dumbledore var på sit kontor og stod lyslevende og kikkede ud af vinduet. Da vi kom, vendte han sig om og sagde, at vi var velkomne på Hogwarts, men han havde opserveret noget truende i horisonten, som han endnu ikke vidste, hvad var. Vi skulle bare nyde turen rundt på slottet, der skulle nok blive holdt øje med situationen. Det lød jo lidt foruroligende, men vi sjoskede videre i gåsegang. Det var i øvrigt ”den rigtige Dumbledore” - og ikke bare en, der var klædt ud. Altså holografi. Det er fantastisk så flot og realistisk, det kan laves i vore dage - illusionen var total.

I klasseværelset hvor der undervises i ”De Mørke Kræfter” stod Harry, Ron og Hermione sandelig. Det var også holografi i en total overbevisende illusion. De snakkede med hinanden, og henvendte sig så til os og sagde, at vi naturligvis var velkomne, men de kunne ikke forstå Dumbledore havde lukket os ind netop i dag, hvor de alle tre var sikker på, der var noget farligt under opsejling. Men de skulle naturligvis nok passe på os, så godt de kunne.

”Ja, ja,” tænkte jeg. ”Så er det vel heller ikke være.”
For enden af en lang gang med en masse drabelige skulpturer kunne jeg se folk standse op. Da jeg kom derhen, så jeg, at der lige om hjørnet var en perron. En slags vogn med plads til seks personer kørte sidelæns ind på perronen. Når sæderne var fyldt op fortsatte den langsomt og lydløs stadig sidelæns til højre og en ny vogn gled ind fra venstre. Jeg kunne se det ikke var en rutsjebane eller noget andet hurtigt kørende halsbrækkende noget, for så skulle vi jo nok ikke sidde sidelæns. Jeg tænkte, at det sandsynligvis var en tur, hvor vi langsomt glider forbi forskellige ting, der er interessant at se som en afslutning på rundturen på slottet.

Så efter en kort betænkningstid steg jeg ombord i en vogn. Jeg kunne lige være i den stol, jeg fik anvist. Den sluttede tæt til kroppen, og i hovedhøjde var der kun plads til små bevægelser. Senere på dagen så jeg, at der ved advarselsskiltet, som jeg jo ikke så, var to stole man kunne prøvesidde i. Mange amerikanere var naturligvis for tykke, men da jeg ikke havde prøvet stolen, fordi jeg ikke havde set den, var jeg helt ubekymret også på det område.

Fra højtalerne ved ørene lød dejlig afslappende Harry Potter musik og al anden støj blev lukket ude. Jeg kunne heller ikke længere se dem, der sad ved siden af. Man var totalt isoleret i sin egen lille verden, der nu blev ekstra sikret af en troldmand, der trykkede et stålstativ ned over mine skuldre og mave, til det sagde klik. Jeg kunne lige være der, men så må jeg heller ikke blive tykkere.
Jeg gled langsomt sidelæns mod venstre og kikkede ned og så, at gulvet fulgte med som et rullende fortov, man stadigvæk kunne støtte sine ben på.
Jeg gled ind i mørket.

På kosten:
Pludselig forvandt musikken, mørket og gulvet. Jeg var oppe i luften og kikkede ned på landskabet ved Hogwarts og foran mig sad Harry, Ron og Hermione på deres koste. De smilede og vinkede til mig, at jeg bare skulle følge med. Så gik det ellers over stok og sten hen over søen, ind over Hogsmeade, hvor folk gik rundt uden at ænse os, der fløj oppe over deres hoveder. Jeg kunne mærke den kølige luft, der susede forbi mine ører, imens jeg fløj en runde tæt hen over slottet. Og så gik det ud over landskabet igen. De tre venner fløj rundt mellem hinanden og havde det tilsyneladende herligt. Så fløj Ron og Hermione ud til hver sin side, mens Harry blev foran mig som en livvagt eller guide. Det var nu flot at se hele området, jeg kendte så godt fra bøgerne og filmene heroppe fra. Jeg lider heldigvis ikke af højdeskræk, men det gik alt for stærkt. Hvorfor skulle det gå så stærkt? Jeg har engang i mine yngre dage haft flycertifikat, men så tæt ved jorden fløj jeg aldrig - heller ikke så hurtigt. Og jeg har aldrig fløjet på en kost før, så jeg holdt godt fast og styrede den, så godt jeg kunne og forsøgte at følge med.

Jeg syntes pludselig det blev køligere, tåget og fugtigt. Ron og Hermione drønede ind foran og råbte panisk til Harry:

”Dementorer! Dementorer i området!”
Og så spredtes de tre venner, og jeg var overladt til mig selv og min kost. Nu så jeg også dementorerne, og jeg prøvede at komme væk med vandvittige bevægelser med kosten, Det var hårdt for mine indvolde, men dementorerne var for hurtige og for mange. Desuden begyndte jeg at tvivle på, at det altid var mig, der styrede kosten og ikke kosten, der styrede mig. Da en dementor kom helt hen foran mig og begyndte at suge livsglæden ud af mig, kom jeg endelig i tanke om, at jeg jo var i en slags tivoli, og det hele bare var noget, der i virkeligheden ikke var der. Jeg lukkede øjnene og tænkte, at turen jo må få en ende, fordi andre jo også ville have en tur. Men det skulle jeg aldrig have gjort. For nu begyndte kosten at opfører sig fuldstændigt sindssygt og forsøgte at ryste mig af. Jeg var glad for, at jeg var spændt godt fast i mit sæde. Endelig kom Harry, Ron og Hermione ind fra venstre med tryllestavene hævet og råbte:
”Expecto patronum!” Og tågen og kulden forsvandt sammen med dementorerne.

Quidditch:
Jeg fulgte rystet i mere end en forstand efter Harry, der fløj mod Quidditchbanen, hvor der var en træningskamp i gang. Jeg blev opfordret til at deltage, og forsøgte at følge nogle af spillerne op og ned af banen i kampen om tromleren og det lille gyldne lyn. Jeg har hørt, at ishockey kaldes verdens hurtigste holdspild, men det må afgjort være quidditch. Det går virkeligt stærkt, når spillerne bevæger sig op og ned og frem og tilbage på banen, så jeg var nærmest tilskuer. Men det var alligevel interessant at flyve rundt mellem spillerne indtil, jeg opdagede, at en smasher havde retning mod mig. Jeg lavede et klodset men lynhurtigt ryk med kosten, og jeg undgik lige netop at få smasheren i bolden eller at falde af kosten. Jeg synes, jeg så Malfoy med et ondskabsfuldt grin i baggrunden. Harry Potter grinede også - det var da ikke særligt pænt af ham. Så fløj han ind mellem to teltdugsbeklædte tilskuertårne, og jeg fulgt efter. Der var lige netop plads mellem tårnene, til at jeg kunne passere, men nu var jeg også ved at blive øvet i at styre kosten. Jeg kom til at tænke på, at hvis der kun lige var plads til mig, hvad så med dem der sidder ved siden af i vognen. De må da have slået sig forfærdeligt.

Dragen:
Men hov, hvor var Harry nu henne?
Pludselig dukkede han op lige foran næsen af mig og råbte forskrækket:
”Pas på Børge, du har en drage lige i røven.”
”Hvad, sagde han ikke røven?”
Det sprog troede jeg ikke Harry Potter brugte, men han sagde det også på engelsk og så temmelig panisk ud. Samtidigt hørte jeg et stort brøl bag mig, og så en stikflamme på min højre side. Jeg kunne mærke varmen, så nu fik jeg travlt med at komme væk.

Denne gang gik det i vanvittig fart ind over Den Forbudte Skov. Det var et smart træk af Harry. For selvom jeg ikke er nogen rutineret flyver på kost, var jeg bedre til at manøvrere på skovens snoede stier end den meget større og mere klodsede drage var. Pludseligt tårnede der nogle kæmpe store fyrretræer op foran os. Harry tvang sin kost opad og opad og kom lige netop over træerne. Jeg forsøgte at følge efter, men jeg havde naturligvis meget sværere ved det. Jeg vejer også mere. Trætoppene kom nærmere, og jeg kunne ikke se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre for mig, at undgå at drøne direkte ind i træerne. Jeg skulle lige til at råbe:
”Det går galt det her!”

Men så lykkedes det alligevel lige nøjagtigt at komme over trætoppene. Jeg er sikker på, at jeg følte noget strejfe skosålerne under mig.
”Er den her tur ikke snart færdig,” tænkte jeg. ”Der må da også være andre, der skal til?”

Nu var Harry igen forsvundet, men jeg fik øje på Hogwarts og fløj derover med dragen lige bag mig. Mellem bygninger og tårne havde jeg samme fordele som i Den Forbudte Skov. Det var et vildt ridt, hvor jeg flere gange syntes, jeg kunne mærke dragens ondskabsfulde flammer. Og nu som et par gange tidligere fik jeg mistanke om, at det ikke var mig, der styrede kosten, men at kosten havde sit eget liv.

Jeg lavede en pludselig instinktiv brat opbremsning og undgik lige nøjagtigt at drøne ind gennem vinduerne til professor McGongall, der kikkede forskrækket op. Det begyndte at regne ned med tagsten, og jeg kikkede op. Jeg bilder mig ikke ind, at det skyldes mit talent på kosten, men nok nærmere min paniske og uortodokse flyvning, at dragen var fløjet direkte ind i tårnet over mig. Den store drage faldt tungt til jorden sammen med tagstenene fra det smadrede tårn. Harry dukkede op med et stort smil:
”Godt klaret Børge! Følg mig, Dumbledore venter.”

I den indre gård stod Ron og Hermione med deres koste smilende over hele femøren. Også Dumbledore, der stod ved siden af med hænderne i siden, smilede.
”Godt klaret, du gæst på Hogwarts. Du skal altid være velkommen tilbage.”
Jeg skulle lige til at svare, at jeg næste gang foretrak at have en hyggelig samtale med spøgelserne Den Hvide dame og Den blodrøde Baron frem for igen at sætte mig op på en kost. Men idet jeg fik fast grund under fødderne forsvandt Hogwarts, og jeg var tilbage i stolen på vognen, der sidelæns gled ind på perronen. Stålstativet svingede op og en stemme sagde:
”Tak for turen, De bedes venligst gå mod udgangen.”

Jeg rejste mig op og vaklede direkte mod exitskiltet med rystende knæ. Den unge pige, der sad ved siden af mig sprang glad op og dansede uskadt hen til køen for dem, der ville have en ekstratur. Hun har sikkert oplevet turen gennem de to tilskuertårne på guidditchbanen som om, det var mig, der kom til skade.

Den søde heks:
Da jeg igen kom ud i solen, fik jeg øje på den sødeste smilende unge heks, du kan forestille dig med lyseblå øjne og en trillebør fyldt med isklumper, hvor der tittede colaflasker frem.

”One Coke, please!”
Hun smilede forstående, imens hun pillede tre dollarsedler ud af de pengesedler, jeg holdt frem i den ene hånd. Jeg rystede for meget på hånden til selv at kunne betale. Jeg satte mig på en sten i nærheden, imens jeg sitrende over hele kroppen forsøgte at fordøje mine indtryk. Jeg vil anbefale alle at besøge troldmandsbyen Hogsmeade. Men om du vil tage chancen og besøge Hogwarts er op til dig selv. Du bør nok supplere min beretning med at læse advarselsskiltet på hjørnet til vejen, der fører til Hogwarts fra Hogsmeade og prøvesidde stolen, før du bestemmer dig.
Men næste gang der er ballade på Hogwarts og omegn, skal Dumbledore og Harry Potter ikke regne med mig. Først er det din tur. Og imens, du ordner paragrafferne, bliver jeg ude hos den søde heks. - For jeg har været på Hogwarts.

Børge Salomon Rokamp

Foråret 2011.
Pens. TV-producer på DR.













Kommentarer til rejsetippet om Orlando

Whauu - som at være der igen

19/09 2013 Pia Frederiksen
Sikke en fantastisk beskrivelse.
Vi var i USA i vinters og skulle KLART besøge Harrys verden. En fantastisk tur og oplevelse - og den er så lige blevet genoplevet :-) TAK

Fantastisk beskrivelse!

23/08 2011 Mette Søndergård
Sikke en fantastisk levende beskrivelse! Nu glæder jeg mig endnu mere til mit fremtidige besøg på Hogwarts!

Du får 5 stjerner af mig!

Vh.

Mette Søndergård
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Orlando

Hoteller i Orlando
Rejser til Orlando
Denne side er udskrevet d. 3. december 2016 fra

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.