Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om USA

Læs mere om rejser til USA

Rejsetips indsendt af:
Henning Rytter
Højbjerg
1. dec. 2010

Riverrafting på Colorado River

En drengerøvstur til lands til vands og i luften. Dette rejsetip handler om et road trip hvor vi blandt andet oplevede riverrafting på Colorado River, Grand Canyon, Las Vegas, San Francisco og Death Valley.

Baggrund for turen

Jeg har lyst til at delagtiggøre omverdenen i vore oplevelser fra et roadtrip gennem staterne i 2003. Turen gjorde jeg sammen med min svoger, som havde tilrettelagt turen næsten i detaljer.Baggrunden er den, at han og jeg tre år før, havde forladt koner og børn alene i tre påskedage for at vi kunne muntre os i kano på Gudenåen, det foregik i øsende regnvejr, så vi kortede ture af. Året efter gentog vi succesen i fem dage på de svenske søer, med samme våde oplevelse, hvor vi næsten ugenkendelige og forkomne vendte tilbage uden nogen form for tørt tøj.Efter disse to fiaskoer svor vi, at næste gang, hvis en sådan skulle viste sig, skulle det f.g.m. være i tørvejr og allerhelst i solskin, så hvad var mere nærliggende end Colorado River.Pudsigt nok startede turen på USA’s Independent Day og sluttede på Frankrigs Bastille dag, det har intet med sagen/turen at gøre men alligevel.

Torsdag den 3. juli 2003

Efter moster Ellens lammeryg serveret med ”den sidste olie” og et væld af velmenende formaninger fra vore to kommende, glade græsenker var det næsten syndigt, at lægge sig til at sove helt uden bekymringer kun optændt af forventningens glæde til den forestående odyssé, men jeg sov desuagtet de retfærdiges søvn og vågnede fit for fight, og glædede mig som til et lille barn.

Afgang over middag fra Kastrup med SK 97 plads G 3 på businessclas – en rigtig rigmandsfornem- melse, som man meget hurtigt falder i tråd med. Her er bare alt det, der er nødvendigt for gøre turen behagelig. Den ca. otte timer lange tur til Washington Dolles int. lufthavn foregår i en meget tryg atmosfære fra det øjeblik, man entrer flyet.

Det første indtryk er den enorme afstand, der er mellem sæderne, og så er pladsen indrettet og spækket med alle tænkelige faciliteter. Der er således en ”pegepind”, der kan regulere seks for-skellige indstillinger i sæde og ryg, indstillelig fod- og benstøtte, nedfældet spisebord, i armlænet telefon og videoskærm med 14 programmer og flere videospil eller kabaler samt 18 musikpro-grammer leveret gennem ens eget sæt ørehøjttalere. Der er en småtingsskuffe til snacks, en holder til drinksglassene og en skuffe, hvor man kan gemme sine sko – sikkert af hensyn til sidemanden.

Endnu inden take-off fik vi et glas champagne, og så var vi klar til afgang. Da vi lå stabilt i march-højde, gik the crew i gang, og de havde travlt. Først fik hver udleveret en pose med diverse toilet-artikler, et par sovesokker, et par blindebukbriller. Menu- og vinkort kom kort efter. Inden middagen fik vi udleveret skoldhede vaskeklude, så vi kunne tørre angstens sved bort.

Forretten var en lakserulle med flødeost, salat og purløg og hvidvin. Man kunne vælge mellem tre hovedretter, jeg valgte oksebryst med peberrodssovs ledsaget af rødvin efter eget valg. Desserten bestod af ost, frugtsalat og chokoladekage med flødeskum. Hen under aften fik vi roastbeef med kartoffelsalat og kaffe med spandauer.

Under hele flyveturen, som forgik i dagslys, blev vi løbende orienteret om: højde, fart, tilbagelagt afstand, temperatur og position vist på videoskærmen som et skematisk landkort. Vores rute gik over Færøerne, Island og sydlige Grønland.

Vi ankom til Washington Dolles lufthavn om eftermiddagen. Her lejede vi hos Thrity en bil, hvorefter vi let fandt frem til Holiday Inn i Sterling i nabostaten Virginia, der var måske 10 km. Vi blev hurtigt installeret og kørte derefter straks til Washington for dér at orientere os om bl. a. parke-ringsmulighederne næste dag The independent day den 4. juli. Det viste sig at være en såre for-nuftig disposition, idet man allerede havde afspærret og ensrettet en hel del af gaderne omkring festpladsen. Så blev vi så kloge. Det var også den aften, vi stiftede bekendtskab med en af hoved-stadens vrangside – svøbt i sække og plastposer lå de subsistensløse og prøvede at finde et ly for natten under broer, i kældernedgange og parkeringskældre.

Det skal da lige nævnes, at vi fra ringvejen passerede Pentagon, der allerede er genopført efter terrorangrebet for tre år siden og alle sporene er slettet.

Tilbage på motellet i Sterling fik vi Pizza Pepperoni og fadøl og så sov vi ellers fra kl. 21:30 til næste dags morgen kl. 6:00 – lokal tid.
The Independent Day
The Independent Day

Fredag den 4. juli Washington DC. Sterling - Virginia

Fourth of July 2003 - USA’s 227. INDEPENDENTDAY.

Sammen med 429.000 andre mennesker fortrinsvis hvide skulle det efter Torbens tilrettelægning times os, at opleve netop denne dag, der for en amerikaner er lige så stor som juledag. Det skulle ske næsten på åstedet ved The Capitol regeringsbygningen og med frihedsstatuen på toppen.

Vi ankom før kl. 9 om formiddagen og fandt et parkeringshus tæt ved Det Hvide Hus. Herfra havde vi bekvem afstand til The Mall – arealet mellem Capitol og Jefferson monumentet en strækning på vel 2½ - 3 kilometer, hvor al gøglet skulle afvikles. Alle grønne arealer var indhegnet og der var etableret security check ved indgangene. Overalt myldrede det med betjente på motorcykler, i limousiner, pansrede mandskabsvogne, til hest, på cykel, i helikopter og naturligvis til fods.

Det er næsten umuligt at beskrive hvilke optrin, orkestre, tryllekunstnere, solister og optog, der passerede ned ad Constitutions Avenue. Vi så templer på vogne trukket af kinesiske munke, mexicanske dansepiger, flagsmykkede brandbiler, oppustede fantasidyr, veteranbiler og meget mere; end ikke fantasien satte grænser for folks iderigdom.

På de grønne arealer fandtes alskens boder og telte med is, kasketter, øl og vand, syngepiger, spillemænd, smykker, flag og balloner. Vi kunne deltage i hesteskokastning, få øvetimer i golf, og vederkvæge os med pandekager med honning eller for et mindre beløb få lov at vifte fluer væk fra en voksfigur af en eller anden guru mod til gengæld at få et stykke melon - vi nøjedes med pizza og øl.

I de 36 C0 fandt vi vederkvægelse i nogle museer, hvor airconditioneringen var en hel lettelse for vore kroppe. Den største oplevelse i den forbindelse var besøget i National Air And Space Museum på Jefferson drive. Her kunne man blandt mange andre effekter se en tro kopi af brdr. Wright fly, V 2 bomber fra 2. verdenskrig, Gemini rumkapslen, Sputnik og månelandingskapslen og sluttelig overværede vi en 3-D film med livet ombord i en rumstation i vægtløs tilstand.

Vores forsøg på at nærme os Det Hvide Hus var næsten forgæves, afspærringerne stod i en uhøflig afstand og menneskemængden stank af sved. Ved aftenstid fik vi oplyst, at der skulle afvikles et TV-sponseret underholdningsprogram på plænen foran The Capitol kl. 19. Det måtte vi se.

Vi fik en meget fin plads lige under balkonen ved fontænen umiddelbart op ad bygningen, hvorfra vi kunne følge arrangementet på en storskærm. Da vi kl. 19 kun havde hørt 6 – 8 kanonskud, der kom i en noget skæv takt, begav vi os på hjemvejen, vi vidste, at vi næste morgen skulle op allerede kl. 4. Dermed gav vi afkald på den annoncerede solist optræden, samt det stort anlagte festfyrværkeri, der skulle afvikles kl. 21 ved Jefferson monumentet.

Vi var tilbage på motellet i Sterling kl. 21:00 efter 13 timer på stikkerne på to fadøl og en 1/4 pizza – godt gået med en masse syre i benene. Efter en stor kold fadøl og en pizza tørnede vi til køjs kl. 22:30 efter en rigtig god dag.

Lørdag den 5. juli Denver – Grand Junction. Moab - Utah

Vækning kl. 04:00
Afrejse kl. 05:00.

Efter at have afleveret den lejede bil tog vi shutle-bussen til Dulles Airport, hvorfra vi kl. 6,40 lettede med United Airlines til Denver i Colorado. Nu var vi så langt vestover, at vi atter måtte korrigere vore ure og stille dem endnu en time frem, det vil sige, at pigerne derhjemme nu er otte timer forud for os inkl. sommertid.

Denver fik vi ikke stiftet nærmere bekendtskab med, vi så kun lufthavnen, men det er vel de betingelser, hvorunder en globetrotter på sin færd kloden rundt ofte er udsat for. Vi skulle ved 10-tiden videre med United til Grand Junction, et trinbræt der gjorde sig ud for at være en lufthavn. Den slags kaldes vistnok en airstrip.

Det tog ikke lang tid for Alex, en importeret franskmand, i biludlejningen at finde en Dodge Century til os. Med den begav vi os ad Highway 70 og route 128 på vej mod Moab. Det var første gang vi rigtigt mødte bjerge, så vor betagelse for den smukke rute var udtalt, og nu var vi helt overbevist om det fornuftige/nødvendige i den kendsgerning, at det heromkring er et must, at bilerne er udstyret med airkonditioneringsanlæg, hvad skulle man ellers gøre ved alle de grillstegte bilister, der ville være alternativet?
Fishers Towers
Fishers Towers

Beboelserne langs denne rute er meget sparsomme og særdeles spredt. Ved Fisher Tower mødte vi synet af et skur, flankeret med diverse reklameskilte og resterne af en benzinstander, det så virkelig ud som om en boede der, gad vide hvordan han så ud? Her tog jeg det første billede med klipper i baggrunden, det blev med tiden til adskillige af slagsen.

Moab er at sammenligne med adskillige af de amerikanske byer, vi før og efterfølgende ser, det er en række af dagligvarebutikker, barer, servicefirmaer, en brandstation og så et par moteller hovedparten anlagt langs hovedvejen, der gennemskærer byen, beboelseskvartererne klumper sig sammen ved de seks otte tværgående veje, der skærer hovedgaden.

Torben fandt snildt et Best Western Motel: Canyonland Inn til 90 $ for en nat. Her er alt, hvad vi har brug for: strygejern, -bræt, kaffemaskine, buksepresser og hårtørrer og naturnødvendigt aircondition foruden både motionsrum og pool og et cykelværksted i kælderen, men vi fandt vederkvægelse hos genboen, hvor de serverede store læskende kolde fadøl, et stykke grillet laks og en baqûet.
Arches National Park
Arches National Park

For at være orienteret rekogniserede vi lige mødestedet til i morgen tidlig den lokale landingsbane Canyonland Airport. Herfra tog vi en tur gennem Archers National Park med store imponerende klippeformationer, hvoraf flere danner portaler med store åbninger, en meget koncentreret samling af store fantasiagtige klippeformer, et himmelråbende, bjergtagende indtryk af udsyn.

Det er meget varmt, så vi hastede tilbage til Moab, for der at retablere væsketabet, som er en snigende fare, vi uafladeligt må imødegå, så derfor måtte vi også allerede i dag hver investere i 12 dåseøl til den forestående Odyssé – her sælger end ikke tankstationerne øl, og da slet ikke i morgen – søndag - i en mormonstat.

Her på motellet har de lovet at passe på vore kufferter under sejladsen, så vi skal blot have pakket det nødvendige, så det er klar til take off.
Sabinas violin sonate med Grand Canyon som baggrund
Sabinas violin sonate med Grand Canyon som baggrund

Søndag den 6. juli Riverrafting fra Potasch

På Canyonlands field afleverede vi vores Dodge og blev her afhentet af Sabrina og Jos, som kom i en firehjulstrukket pick-up med mandskabskabine, i hvilken vi straks kørte ad Potash road til Jackson Bottom, hvor vi mødtes med Lathimor, som allerede var ankommet. Nu var hele holdet samlet omkring de to både.

Vi blev præsenteret for hverandre – Sabrina og Lat - vel midt i tyverne - havde begge raftet i flere år, hvorimod Jos på 17 var med som lærling, han regner med at få sit certifikat næste år. Det er mit indtryk, at Sabrina mere eller mindre levede af jobbet som guide i firmaet CRATE, hvorimod Lat stadig læste og kun havde det som feriejob. Crate står for: Colorade Rafting And Trail Expeditions, de har hjemme i Slat Lake City i Utah.

Hele holdet bestod kun af os fem personer. Man fortalte os, at den generelle afmat-ning i USA sammenholdt med terrorskrækken afholdt folk for at tage på ferie. Bådene var begge beregnet til seks personer inkl. guiden, men vi fordelte os på den led, at min svoger, Torben, Sabrina og Jos bemandede feeterbåden og Lat og jeg førerbåden.

Fartøjerne blev pakket og stuvet med alt grej og tilbehør og surret efter alle kunstens regler, så intet kunne falde udenbords i ekstreme situationer. Latimor instruerede os i de forholdsregler, vi havde at iagttage:
  • take care of yourself and each other
  • drik al det vand, du har behov for
  • tis altid i floden og aldrig mod vinden
  • bær altid redningsvest
  • bad aldrig uden redningsvest
  • don’t jump in the river !!
  • følg altid guidens anvisninger.
Til sidst viste han hvordan man gebærder sig, når man falder i floden – armene korslagte over brystet, læg dig på ryggen med benene i sejlretningen. Efter disse formaninger stak vi så til søs – 160 km sydpå, der er ingen risiko for fejltagelser med hensyn til ruten – følg strømmen.

Det stod snart klart for os, at vi ingen pligter havde overhovedet, vi har betalt for gildet og skal bare nyde turen, det er det. Guiderne tager sig af alt ombord og på bredden. Lat og jeg gjorde dog den aftale, at når han havde roet i 1½ time, så måtte jeg ro i ½ time, såfremt min skulder stod distancen, og det gik helt fint.

Ved frokosttid fandt man det første det bedste sted, hvor det var muligt at trække bådene ind på bredden. Jeg havde vel forestillet mig, at man havde nogle i forvejen udsøgte rastepladser til såvel frokost som overnatninger, men alt efter hvor høj vandstanden var det pågældende sted og under hensyntagen til tiden fandt man en passende camp. Efter en times tid d.v.s. ca. 4 mil, var tiden inde til for første gang at stille sulten.

Frokosten blev anrettet på et par dertil indrettede sammenskruede stålborde, og anretningerne var meget varieret. Man kunne få toast eller kiks belagt valgfrit mellem roastbeefskiver, avocado, agurker, peanutsmør, mayonnaise, grøn salat, bønnespirer, marmelade, sirup og så har jeg sikkert glemt noget. Før hvert måltid blev der rigget håndvaskearrangement til, så hygiejnen blev tilgodeset og overholdt.

Efter frokost blev vores båd snart så langt forud, at vi besluttede at tage et bad. Lat lod sig bare falde overbord med sko, briller og al klunset på. Jeg havde ellers klædt mig helt nøgen kun iført redningsvest, men det var også kun denne ene gang, på resten af turen foregik det efter skippers mønster – bare bag over.
Køkkenfaciliteterne og kokkeholdet
Køkkenfaciliteterne og kokkeholdet

Kl. 17 fandt vi en sandet bred, der kunne egne sig for en overnatning. Efter kortet havde vi tilbagelagt ca. 18 miles og man/de gik straks i gang med at rejse toiletteltet, etablere håndvask, der bestod af to hosstående spande monteret med en fodbetjent pumpe imellem, således at man pumpede vand fra den ene spand over i afløbsspanden – meget snildt. Køkkensektionen bestod af et flaskegasbord med fire blus rejst på stålrørsben magen til de to køkkenborde, hvor tilberedningen forgik, det mindede i hvert fald hvad farven angår om US army.

Som nævnt havde vi ingen pligter i forbindelse med madlavningen, vores problem bestod i at få vores daglige ration af de tre dåseøl svalet ned til noget drikkeligt. Vi opfandt et rislevandsanlæg, der bestod af fire pinde stukket i flodbredden i et sådant mønster at der lige kunne ligge tre dåser ved siden af hinanden, medens de blev overskyllet af flodvandet. Det vanskeligste var at afholde sig fra at begynde at drikke, før den første var svalet ned.

Søndagsmiddagen bestod af wokstegt grøn peber, rødløg, oliven blandet med spagetti, dertil ristede pølser og varm toast – alt well done. Desserten bestod af sandkage med jordbærsyltetøj og flødeskum fra trykflaske.

Temperaturen havde den dag været på 86 F0. Omregnet bliver det efter følgende formel:
86F0 – 32 = 54 : 9 = 6 x 5 = 30 C0 – mere indviklet er den sag ikke.

Da solen gik ned ved 21-tiden pakkede Sabrina sin violin ud af køjesækken og be-gyndte at øve sig på sin daglige ration af etuder, det var helt romantisk, som hun sad der med sin veludviklede brystkasse og overarme som en rigtig roerkarl. Jos havde ellers svoren, at han kunne lægge arm med sådan en violinspiller, men han måtte ”bide i græsset”. Stjernehimlen stod klar og lysende mod halvmånen, og flagermusene flaksede rundt efter de få myg, der var. Alle sov før kl. 22.

Det var så den dag, hvor batteriet i mit kamera løb dødt, reserven lå i kufferten på motellet i Moab, så kan jeg lære det!

Mandag den 7. juli Riverrafting

Selv om vi som sædvanligt lå direkte på den bare jord og under åben himmel, havde vi sovet rigtig godt hele natten. Vækkeuret den morgen bestod i en hjorts hjerteskærende fire brøl, derefter 15-20 sek. pause så fire nye kald, det hele gentaget i vel et kvarters tid klokken før seks om morgenen. Go’ daw do!

Morgentoilettet er hurtigt overstået: børste tænder i floden, vaske ansigt i floden, rage skægget af og vaske hår i floden, resten ordnes i floden i dagens løb, når vi plumper i. Når vi har pakket vore få ejendele ned i den vandtætte køjesæk og sendt soveposen i den anden sæk er the staff klar med morgenmaden, der bestod af kaffe eller te og juice, cornflakes eller yoghurt, ristet bacon, honning, toast, ost og marmelade, vi blev rigtig godt forkælet.

Klokken 7,30 var alt klargjort til afrejse til en ny dag med nye indtryk og oplevelser. Et stykke nede ad floden startede den dag med en treckingtur ind bjergmassivet til nogle ruiner fra en ældgammel indianerboplads. På klippesiderne kunne man endnu se nogle primitive piktogrammer forestillende hjorte, det må have været den tids form for graffiti.

Dagsmarchen foregik stadig i nogenlunde smult vand, men vi kan være glade for at det foregik medstrøms, for efter sigende er den gennemsnitlige vandmængde over 600 m3 i sek. og med et gennemsnitligt fald på 0,19 %, så man kan gøre god brug af flodens egne kræfter, hvis man kan ”læse” strømmen på overfalden og prøver at fange den.

Det er interessant på kortet at følge flodens forløb nede mellem de høje klippesider. På kortet er der en markering for hver mile. Vor ”marchhastighed” er cirka 3-4 mile/tim. Udsigten fra båden er meget afvekslende, vi får solen fra flere vinkler inden for bare en time, og de steder, hvor floden er doven og blank, kan man nyde de helt imponerende spejlinger af klippesiderne og –toppene, jeg må prøve at huske synet, kameraet virker jo ikke for nærværende.

Vi underholder os med at give klippeformationerne navne efter de forestillinger, vi gør os, når vi ser dem. En kaldte vi Jesus med skæg, hundehvalpe der slås eller tempeltårnet. På kortet har man også taget fantasien i brug her at finde: øen i himlen eller hestetyvenes bjerg.

Der er efter sigende flere slags fisk i floden, vi har nu ikke set noget til dem, for vandet er så plumret, at man ikke kan se ti centimeter ned. Til gengæld har vi ved flere lejligheder set hejrer og nogle blishønelignende skabninger. I pilekrattet, der visse steder vokser langs flodbredden, kan ofte høres cikadernes skingre sang.

Oppe ved ruinen så vi flere edderkoppespind, men der må være hård kamp om føden, for fluerne er kun få og radmagre, så der skal arbejdes hårdt for føden. Ved en enkelt lejlighed har vi set en sort odder pile af sted langs bredden.

Besætningen er flinke mennesker, de taler meget sammen, men er meget opmærksom på alle vore signaler. De er meget vidende om omkring historie, natur og etnografi. Jeg forstår ikke alt, når de taler hurtigt indbyrdes, men de er flinke at tale langsomt til mig og i korte sætninger.

Guiderne roer 1-2-3-4 takter som møllevinger idet de skubber årerne og således ser fremad i sejlretningen, i modsætning til mig, der helst trækker, men også kan skubbe men altid i 1-2 takt. Deres takt giver god motion og muskler for brystet, det ses tydeligt på Sabrina. Min roning virker mere på rygmusklerne.

Klokken 12 passerede vi de første ti miles i dag, sammenlagt med gårsdagens trip har vi nu tilbagelagt 28 miles. Turen er endnu uden dramatik, dejligt afslappende, og ingen dispositioner at tage stilling til, ud over at disponere dagens tre øl. Da vi landede for natten havde vi sammenlagt sejlet 35 miles.

Umiddelbart efter landgang blev vi indhentet af en motordrevet trimeran med et større selskab, der også havde lyst til at lægge til netop her for natten. Da vi kom først, enedes man om, at de forføjede sig, vi så dem aldrig mere.

Aftenmenuen bestod af helleflyndersteak og kartoffelmos.

Tirsdag den 8. juli Riverrafting

Straks vi forlod campground styrdykkede tre ravne ind over pladsen for at finkæmme den for eventuelle madrester, den slag er der nu ikke meget af, man/de gør et stort nummer ud af at rømme pladsen, så ingen spor er tilbage.

Latimor var synlig træt lige fra start, så jeg tog den første tørn på 3 miles på 45 min., mens han tog sig en power napping. Floden er stadig lazy, og klipperne stadig lige imponerende. Frokosten indtog vi ved Spanish Bottom, hvor vi lige fik repeteret forholdsreglerne for safty onbord and outbord, for Nu begynder det !!!

Kort efter frokosten ramlede vi ind i den første rapid, som var en kategori 2. Rapid er betegnelsen for en strømhvirvel eller et vandfald, og deres sværhedsgrad skaleres fra 1 til 6. På kortet er disse rapids nummereret, pudsigt nok starter men med nr. 1, og jeg skal love for, det er en oplevelse første gang, man skal stå model til en sådan tur. Jeg sidder forrest i båden og stirrer lige lukt ind i den bølge, vi umiddelbart efter pløjer os igennem med et alt oversprøjtende bølgeskvulp, og så kan man begynde at øse vand udenbords.

Den eftermiddag tumlede vi gang på gang ind i den ene rapid efter den anden og den ene mere dramatisk efter den anden, det ”bedste” var nok nr. 9 og 10. Oplevelsen er ubeskrivelig. Man er fuldkommen afhængig af styrmanden og vandmasserne – det går nedad i lige forlæns dyk, for derefter at broadside – vandet vælter ind over en. Man har eet at foretage sig, at holde fast i den udvendige sideline langs rælingen og i en af surrestrapsene, skide være med hat og briller. Lat er god til i strømmen at finde den mest spektakulære effekt, men stadig under hensyntagen til sikkerheden, og jeg kvitterede med et JU – HU. Det skal i retfærdighedens navn bemærkes: jeg fik ikke lov at styre gennem en rapid.

Et par gange var vi lige inde på bredden og til fods et stykke nede for at scoute og udse den mest hensigtsmæssige placering i strømmen. Ved den slags lejligheder tager vi os gerne en svømmetur i et døvt hjørne af floden. Jeg bliver gerne i nærheden af båden, så jeg fra fast grund under fødderne kan klatre indenbords igen. Jeg har én gang kravlet ombord ude i strømmen, med det resultat, at jeg trykkede et ribben. Torben flyder gerne med dødsforagt i en halv time ned ad floden, og hun, Sabrina finder ham hver gang.

Vi har været gennemblødt måske 8-10 gange i dagens løb sidste gang ved nr. 15, hvor vi i forvejen lavede en trecking op gennem et udtørret flodleje for at bese en ”gravsten” over en vovehals, der i 1891 mistede livet netop i den kommende rapid. Inden aften gennemstrøg vi alt 19 rapids og skal overnatte umiddelbart før nr. 20.

Dagen i dag har været hele turen værd !!! Vi har ikke lavet en døjt, men jeg er træt og Torben sover allerede kl. 18:30, endnu inden aftensmaden, som består af mexicansk et eller andet meget velsmagende og krydret.

Aftenen er endnu engang så fortryllende, som man kan forstille sig med måneskin, cikadesang, flagermus og violinen. Vi sover kl. 22 og vågner helt automatisk før kl. 6.
Det var her, det gik galt
Det var her, det gik galt

Onsdag den 9. juli Riverrafting

A day to remember.
Dagen starter kl. 6 med pandekager af majsmel med honning og stegte pølser m.m. Kort efter start satte vi gennem rapids nr. 20, 21, 22 og 23, dog inspicerede vi fra klippesiden for nr. 21 og 23. Specielt så rapid nr. 23 noget indviklet ud, idet gennemsejlingen var kranset af et par store klippeblokke, hvor vandet virkelig væltede ned og lige efter lå der midt i fossen endnu en klippe, som man nødvendigvis måtte uden om.

Lat og jeg kom gennem på en gunstig position, men både sidelæns og baglæns og med kaskader af vand. – Men Sabrina fik sin båd op i 450 sidelæns, hvor Torben sad i law waterside, det var mere end han kunne klare, han røg baglæns ud over rælingen midt i fossen, og han måtte lige ned og vende bunden for derefter at dukke op i et frådende inferno af hvirvler og skum, men vi, der lå måske 100 meter længere nede ad floden, kunne nu se, han flød. Lat vendte vores båd, og vi fik ham halet indenbords bleg, forkommen men fattet men uden sin kasketten.

Jeg bød ham velkommen med et: nice to meet you. Han svarede med: Jeg har tabt min kasket, og: jeg er glad for, det ikke skete for dig, så ville jeg over for Inger-Marie have haft dårlig samvittighed resten af livet. Snart efter landede vi for at få lidt frugt og snakke hændelsen igennem, og Torben fik lejlighed til at fotografere åstedet nedstrøms fra.

Jeg er en del forundret over hvor afslappet the staff tog hele situationen. De tog sig ikke meget af Torben, men begyndte at fortælle hinanden, hvor tæt de før havde været på en lignende situation. Jeg manglede lige, at en eller anden gav Torben en feltmæssig krisehjælp, men det savnede Torben nu ikke.
Trekking hvil
Trekking hvil

Efterfølgende passerede vi gennem den nordligste del af Lake Powelsøen, hvor vandspejlet lå måske 50 meter under vandstanden for en måned siden, så det var en meget doven strøm. Efter lunch kl. 13 lavede vi en treckingtur på 4-5 miles gennem Clear Water Canyions udtørrede flodleje, hvor guiderne tog mudderbad i breddens kviksand.

Den sidste overnatning blev på en noget ubekvem flodbred, hvor det var næsten umuligt at finde et plant sted at ligge udstrakt, men Torben fandt alle tiders sandseng på ”1. sal” lige oven for køkkenet.

Som vanligt nød vi altid den første øl, så snart vi var installeret, mens besætningen kokkererede. Oven på dagens dramatiske begivenhed nød vi den ekstra, mens vi endnu en gang diskuterede forløbet. En anden lykkelig begivenhed var den tilstand, at Torben nu fik sit ølregnskab til at passe. De sidste to dage, har han haft en manko på een øl, hvad det har kunnet afstedkomme af traumer er næsten ubeskriveligt, så dagen er reddet.

Genopstandelsens- eller afskedsmiddagen bestod af stegt kylling med majs, ris, coldslaw med en dressing af mayonnaise, æblecider, flydende honning og lidt karry, den var bare rigtig god.
Vores fly til Moab
Vores fly til Moab

Torsdag den 10. juli Riverrafting til Hite Marina. Moab - Utah

Som vanligt op kl. 6, spise kl.7 hvorefter vi pakkede bådene og gjorde dem klar til afsejling, men forinden foretog vi lige en sidste hiketur ind i Dark Canyon massivet ad en bred for længst udtørret flodseng med en del store klippeforhindringer. Et par kilometer inde helt inde i bunden af lejet nåede vi frem til et næsten eventyragtigt klippeparti, hvor vi rastede. Her fandtes der endnu en smule vand, nok til at danne et mindre vandfald, der havnede i en lille sø, hvor man kunne få en dukkert.

Kl. 11 var vi tilbage ved bådene og begav os af sted på den sidste etape på vor fem dage lange færd, som slutter i nordenden af Lake Powel. Besætningen havde den opfattelse, at Crate rejsearrangøren – fra anløbsstedet i Hite Marina ville sende en båd i møde med os, for at tage begge både på slæb de sidste miles ned mod søen, hvor strømmen er næsten ikke eksisterende. Den aftale var imidlertid af chefen blevet ændret i retning af at ”The Most Perfect Man with The Most perfect Body and The Most Perfect Language” - ham havde vi hørt en del om – kom os i møde måske en mile før anløbsbroen.

Lat og jeg var en godt stykke foran, vi havde virkelig knoklet for at frem til kl. 15, som aftalen var, så derfor bad vi ham sejle i møde med Sabrina og Torben og tage dem på slæb, på den måde nåede vi broen samtidig og kun en halv time forsinket. Lat og jeg havde set vores fly lande inde bag en klippekam allerede et kvarter før klokken tre.

Det er en helt speciel næsten vemodig fornemmelse efter fem dage og nætter at skulle tage afsked med de mennesker, vi har været helt afhængige af, og som vi har levet så tæt sammen med på så snæver en plads i et enormt stort terræn, hvor vi har døjet, moret, lidt, stridt og ædt sammen, pludselig at skulle opløse ”familien”.

Efter afskeden med Latimor og Jos på havnen fulgte Sabrina os til en airstrip nær Hite Marina. Her sagde vi farvel og tak, og hun fik som drikkepenge 100 $ til deling med de andre to. For enden af startbanen, som var en del af en tidligere landvej, stod Nick piloten fra Red Tail med sit fly og var klar til fra luften at vise os Colorado floden, som vi lige havde forladt. Han fulgte flodens forløb ad hele ruten tilbage til Canyonland, hvorfra vi var startet fem dage tidligere.
Grand Canyon set fra oven med Colorado floden
Grand Canyon set fra oven med Colorado floden

Det er ubeskriveligt storslået, når man ser det hele sådan lidt fra oven. Her har Vor Herre smidt alt det, han siden kunne få brug for, i én stor dynge, og så har han glemt det. 150 millioner års havbund er skudt op af havet. Vi startede med en vending i lav højde hen over Hite Marina og kunne se hvorledes husbådene lå som en stor eskadre ude på Lake Powell, og der var rigtig mange.

At se hvorledes Coloradofloden snor og vrider sig i et forslidt landskab, som virker helt menneskeligt ubrugeligt, kan gøre én så lille og ydmyg i al den storslåede natur i et så uoverskueligt stort område, og så alligevel ser vi der nede i terrænet et milelangt bilspor, der rækker helt ud til ingenting.

I Canyonland Field stod en Chrysler klar med airkondisition, automatgear, speed control, men uden centrallåsesystem. På Best Western Canyonland Inn I Moab blev vi genforenet med vore kufferter, og så stod den på store kolde fadøl, og derefter et brusebad, som vi ikke har oplevet hele ugen.

På restaurant Night Sunset i udkanten af Moab blev en stor-stor rød bøf sat til livs med en flaske rødvin, og nu glæder vi os til at skal ligge i en rigtig seng med en rigtig madras, der mangler kun konerne!
South Rim i Grand Canyon
South Rim i Grand Canyon

Fredag den 11. juli Grand Canyon NP. Williams - Arizona

Som vi nu har plejet van i fem dage vågnede vi klokken 6 og fik pakket snavsetøjet i den vadsæk, vi fik fra Crate som afskeds- og erindringssouvenir. Det brugbare tøj blev fordelt i kufferten og rygsækken sammen med kort og kamera, som nu var blevet ladet op på ny. Så var vi disponeret for nye landværts oplevelser ud over The Wild West i vores ”Al Capone” bil.

Vi begav os sydpå ad 191 ud af Utah ind i Arizona ad rute 163 gennem ”Indianer-land”. På vejen fra Kayenta til Tuba City, ja helt til Grand Canyon National Park passerede vi måske mere end 25 Indian Art- & Giftshops – faldefærdige skure flankeret med Stars and Stripes, hvorfra indianersquawerne solgte deres bælter, tørklæder, sølvringe og hvad ved jeg.

Grand Canyon National Park…
på mere end een måde et bjergtagende højdepunkt på turen. Vi tog en kort treckingtur langs South Rim - sydkanten af bjergmassivet, hvor Colorado-floden lå dybt dernede og på uforskammet vis grinede ad Torben og deres livtag. Vi havde herfra den mest vidtrækkende udsigt, man sagde 80 miles/120 km til en af de fjerneste tinder. Man ser ikke andet end klipper overalt og i mange farver og i utallige formationer et helt overvældende syn. Når man lægger sig på maven og kigger ud over kanten og har det hele i fugleperspektiv ser man direkte ned ad en måske 800 meter lodret klippevæg, hvor floden sniger sig rundt om formationerne dér langt nede i dybet

Torben har været her før og har en hel del viden om geologien, naturen og historien i det hele taget, og han øser gerne af sin viden. Vi tog naturligvis en del billeder for ikke at miste erindringen om Rocky Mountains. Mere nøjagtigt er vi i Grand Canyon i Arizona i den sydligste tredjedel af bjergkæden, som er 3000 km lang og ender et sted nede omkring New Mexico.

Hvor vi står her er vi kun ca. 2000 m o/h, men sceneriet er som skabt til en western film, det er lige før, man forestiller sig kvæghjorden komme travende ud fra en af kløfterne og kan det have været indianerhyl, vi hørte fra flodsengen? I centerkiosken solgte man, de mest rædselsfulde souvenirs, men der er de da lovlig undskyldt, for de var mestendels ”made in Japan”. Jeg fandt dog en acceptabel ring til, jeg skal have med hjem til Inger-Marie.
Hovedgaden i Williams Arizona
Hovedgaden i Williams Arizona

Ved aftenstid fandt vi i anden ombæring et Days Inn Motel i Williams, der ville tage sådan et par gays i eet dobbeltværelse med to senge. Det var Torben, der var inde at booke – det reddede min dyd. Inden aftensmaden fik jeg lige skrevet nogle kort til de efterladte derhjemme. Jeg havde mistet et kort, så min søster og svoger fik bagsiden af en reklame for et motel.

På vores jagt efter et spisested ramlede vi l et gadekryds ind i en sand western parodi af et gade-teater, med skønne kvinder, fulderikker og drabelige cowboys, der var lynhurtige på aftrækkeren og med knock outs med store sving. De kommer igen næste fredag, stod der på skiltet. Selv om vi ikke fik starten med skal de nu ikke regne med os.

Aftensmaden måtte vi indtage i en lidt halvtarvelig cafe uden udskænkningstilladelse, men med sand på gulvet og her var tobaksrygning tilladt, selv kokkepigen stod i køkkendøren med sin Camel. Menuen bestod for mit vedkommende af stegt leverbøf med kartoffelmos og cola.

Betragtninger:
Alt er ekstremt stort eller anderledes i USA. På vores tur gennem hele visitorcenteret så vi ikke så meget som et stykke papir eller tom flaske noget sted ligge og flyde, til gengæld er der en masse skilte om rygning forbudt.

For hver 5 – 10 miles skiltes der langs deres veje med: In memoreal of xxx xxxxx. Så har vedkommende sponseret enten anlæggelsen eller vedligeholdet af den pågældende vejstrækning. Der skiltes også med hvem, der har renholdningspligten på en given strækning, og det kan lige så være en Lions Club, en Y’s Mens club som en High School eller en familie.

Politiet har vi ved flere lejligheder set notere fartsyndere ude på en milelang snorlige småt befærdet vejstrækning - helt urimeligt. Efter forlydender skal man i en sådan situation, hvor man bliver stoppet ude på f. eks. en high way endelig ikke stige ud af bilen, for så trækker betjenten omgående sin pistol og beordre chaufføren til med skrævende ben at lægge sine hænder op på bilens tag og forholde sig i ro.

Når man derude i det vilde westen ankommer til et byskilt, står der foruden bynavnet endvidere hvor højt vi befinder os over havets overflade, hvor mange mennesker, der bor i byen, ligesom mange foreninger har deres logo og navn monteret på standeren og – selvfølgelig hvilken kirke, der findes i byen. Ordnung muss sein, som vi siger i Tyskland.
Hoover Dam dæmningen i Nevada
Hoover Dam dæmningen i Nevada

Lørdag den 12. juli Hoover Dam, Casino. Las Vegas - Nevada

Efter morgenmaden på Day’s Inn måtte vi lige en tur gennem byen Williams ad den gamle Route 66, der er at sammenligne med kulisserne til en Western – Ain’t that America. I byen stod også resterne af en hengemt Westernekspres forspændt med et bedaget damplokomotiv. Og så ellers On the road again, hvor dagens mål er Las Vegas.

Ad rute 40 og 93 nåede vi Hoover Dam på grænsen mellem Arizona og Nevada. Det et af verdens største dæmningsanlæg, hvis grundflade er så stor som to fodboldbaner, højden er næsten 250 meter og der er brugt så meget beton, at man efter sigende kunne anlægge et fire fod bredt fortov om hele kloden ved ækvator. Den er opført ikke blot for at frembringe el, men i lige så høj grad for at kunne regulere vandstanden i Coloradoflodens videre forløb.

Efter adskillige forgæves forsøg fik i dag endelig telefonisk kontakt med Inger-Marie og Ellen over mobilen. Vi havde aftalt, at jeg først skulle tale med en af dem, så jeg kunne give dem chokket ved at berette om Torbens outboard disciplin, og vi fik beretningen om deres problemer.

Fra et Best Western Mc. Carren Inn motel i Las Vegas, fik vi bestilt billetter til et music show på hotel Aladdin lige midt i The Strip, gaden med al glimmer og neon i eet stort flimmer. Det vildeste vi så, var en overdimensioneret Harley Davidson Motorcykel attrap, der stak ud fra en bygning i anden sals højde. Længere nede ad gaden stod en tro kopi af Eifeltårnet i halv størrelse, Frihedsgudinden tronede lige i nærheden og et enormt stort illumineret vandorgel med tilhørende springvand lod sig både se og høre.

Det var en forrygende forestilling fremført, af syv musikere fra Hawaii. De mestrede hele repertoiret fra blues over parodier til ballader af for- og nutidige sololister som Sammy Davis, Tina Turne og Elvis., med i arrangementet var en rigtig saftig bøf og en flaske rødvin.

Efter forestillingen traskede vi rundt i kasinoet der i huset, hvor spillerne sad med stirrende blikke naglet til spillemaskinerne og de roterende figurer. Der var rouletter, og Jack Pot borde, men vi så aldrig én, der stablede små sedler ned i kufferter. Det eneste distraherende skulle være de barmfagre serveringspiger i miniskørter, der trippede rundt med drinks til spillerne.
Las Vegas by night
Las Vegas by night

Las Vegas: ”den glade dal” er en næsten ny by, som først blev etableret da jernbanen blev anlagt i starten af 1900 tallet, men den nuværende opblomstring og egentlige opsving fik byen først efter 2. verdenskrig, da kasinoerne dukkede op langs The Strip, hvor man døgnet rundt har muligheden for at spille hele formuen op. Man påregner, at hver turist i snit lægger 2000 kr. på et døgn. Vi brugte ikke en cent, så der må være andre, der opfylder vores kvote.

På et af nabohoteller Cæsars Palads, travede vi rundt i en times tid. I de fire fløje, hotellet bestod af, var der den ene forretning ved siden af den anden, vel tilsammen flere end hvad strøggader i hele Århus kan præstere. Man kunne købe alt: tøj, lædervarer, lommeknive, næseklippere, BH’er med kun een strop, souvenirs, hatte og spiritus et sandt overflødighedshorn.

Klokken tæt på midnat listede vi hjemad. Bilen stod i et P-hus så stort som en flyveplads, hvor vi på langsiderne kunne komme op på 30 km/t.

Ikke fordi vi overhovedet spillede med andet end øjnene - en stor oplevelse rigere!
Borax minen i Nevada. Her skyggerne korte - 50 Co
Borax minen i Nevada. Her skyggerne korte - 50 Co

Søndag den 13. juli Death Valley. Mojave - Californien

Fra Las Vegas startede vi ad route 160-372-178 ind i Californien, men på en tankstation lige før grænsen i Pahrump - tre huse og en tank -, sad der søndag formiddag i kirketiden allerede seks mand og motionerede ved spilleautomaterne. Sidste chance for at få afløb for sin spilledille inden Californien, hvor den slags er bandlyst.

Kort efter at have passeret grænsen til Californien kørte vi ned i det største hul i Sierra Nevada: Death Valley i Mojave ørkenen, vejen dertil var asfalteret, snoet og stejl med stigninger op til 11% og bjerglandskabet skifter karakter 2-3 gange for til sidst kun at bestå af døde græstotter og bæverhalekaktus. Dalen er måske knap 100 km lang, den ligger på det dybeste sted ca. 600 m u/h og temperaturen er omkring de 50 C0, så det er fa…… godt med en aircondition i Chrysleren.

Ved indkørslen til Death Valley ved Furnace Creek besøgte vi visotorcentret og så en kort film om ”dengang”, og efterfølgende klatrede vi rundt omkring en nedlagt boraxmine, som indtil 1882 blev drevet ved hjælp fra nu ledige kinesiske banebørster. Efter en lang, varm og endeløs vej gennem ørkenen kom vi til et storage ved Stove Piper Wells, hvor vi indtog 2 stk. wienerbrød og en coke.

Ude midt i saltsletten ligger der en bade- og anløbsbro, hvor der på et heldigt forår kan forekomme vandansamlinger, tro det eller lad være, men den størknede lerbund lignede den smukkeste ølandsflisebelægning, der passede perfekt i sammenføjningerne. Det var en varm omgang.

Over Cottenwood Mountains ad route 190 kom vi efter en meget malerisk tur til Olancha. Det var et skift fra minus 282 feets u/h til plus 4900 feets o/h og i 45 – 50 C0. Resten af vejen ad HW 14 til Mojave/Cal. var til sammenligning temmelig flad, lige og kønsløs med en del trafik. Umiddelbart før byen holdt vi ind til siden for at fotografere en meget stor flyparkeringsplads. Her var opstaldet måske 200 store flyvemaskiner nye, gamle og brugte, som blot står der og venter på bedre tider i den branche – et monument for den stagnerende økonomi i US.

Byen Mojave kan beskrives som et vejkryds og en godsbanestation, til gengæld skilte den sig ud fra standarden af byer ved ikke at have rækken af butikker. Der var et fint Best Western Motel, hvor vi indlogerede os, og aftensmaden indtog vi på sådan en rigtigt truckerrestaurant lige op ad hovedvejen, hvorfra vi kunne betragte godsbanetrafikken på den anden side af gaden. Vi så på den times tid tre store træk forspændt tre lokomotiver efterfulgt af op til 90 godsvogne.

Jeg fik en stærk suppe og en halvkilos bøf, og vi delte en 1 liter rødvin på kande fra baren inde ved siden af, Torben startede som sædvanligt med at tømme en salat-mark. Nu har vi fundet ud, hvorfor man sidder så lavt på restauranterne, så kan den fede fru amerikaner gemme barmen under bordkanten og skubbe maden direkte ind i munden, vi så det.

Tilbage på værelset fik jeg ført min dagbog a’ jour, skrevet et par postkort, og så var det bare nat.
Dagens ret: Søløver i trængsel ved Gambia
Dagens ret: Søløver i trængsel ved Gambia

Mandag den 14. juli Monterey. Cambria - Californien

Den dag skulle vi fra Mojave til Stillehavskysten. Først valgte vi den forkerte vej ud af Mojave, den by, der som nævn bestod af et vejkryds, men vi affandt os med valget og udstak en alternativ rute gennem et knap så bjergrigt område. Det ville også have været helt fint, hvis ikke det lige var fordi, observatøren havde læst kortet forkert, og vi i Gorman havnede 4 miles inde i et skiområde, hvor vejen endte blindt – tilbage til den oprindelige rute.

Rute 138 fulgte vi over Cuyama ad en usædvanlig smuk strækning direkte til Santa Maria, hvorfra vi ad HW 1 kørte til Stillehavskysten, som vi fik i syne ved Pismo Beach syd for Morra Bay og videre til Cambria, hvor vi efter flere forsøg fandt et charmerende lille motel: Sea Otter Inn, hvor vi for en bagatel af 150$ fik et ledigt værelse med to Queens beds, en lille lukket baghave med bord og to stole, en gasfyret pejs, svømmebasin og spa bad og med Stillehavskysten – Moonstone Beach – på den anden side af vejen.

Som sædvanen byder, faldt vi til ro på stedet med den obligatoriske øl denne gang i baghaven. Jeg gav udtryk for, at jeg følte mig stopfodret af indtryk, og at jeg næsten ikke kunne kapere mere. Torben foreslog derfor i ramme alvor, at vi skulle undersøge muligheden for at tage hjem en dag før beregnet – vi enedes derom, såfremt det var muligt.

Vi gik en tur langs The Pacific Ocean, hvor vi så nogle søløverne, der lå og solede sig på klipperne i brændingen neden for klippekanten. Her erfarede jeg for første gang, at der er noget, der hedder en havodder (HA! det vidste stavekontrollen heller ikke). Den boltrede sig gevaldigt mellem klipperne og dukkede kåd op snart her snart der, som ville den lege. På land piskede jordegern rund om fødderne på os, og i en busk ganske nær os sad en kolibri og kurtiserede i al sin magt og vælde på måske to gram brutto.

Oppe på main street i Cambia fandt vi lige over for logebygningen en rigtig hyggelig restaurant med gårdhave, hvor vi fik vores aftensmad: Torben sin ½ ton salat, ½ Kylling og ristet brød til bønnesuppen. I stedet for kylling fik jeg blæksprutte toast, det hele nydt med en rødvin.

Under middagen havde jeg observeret, at flere var gået ind i Frimurerlogen over for restauranten, så jeg bankede reglementeret på logens port, der var fire døre og ingen var låst og gik direkte ind i logesalen, hvor 5 – 6 mennesker måbende stirrede på mig. De var åbenbart midt i ritualet, for en kvinde stod med måske bibelen i hånden, hun holdt straks inde, og da ingen bød velkommen, undskyldte jeg mange gange, og en behjertet frimurer fulgte mig til dørs med et: Nice to meet you! Det var granvoksne mænd i civilt antræk, men med embedssymbolerne om halsen, væsentlig anderledes end jeg kender fra Den Danske Frimurerorden.

En solnedgang over Stillehavet måtte naturnødvendigt foreviges, nu er jeg spændt på at se resultatet på billede. Jeg mener jeg har fundet det ideelle sted med klipperne i silhuet under den rosafarvede himmel. Det var første gang, vi havde lange bukser og trøje på, der var måske 10 C0. Geografisk fandt vi ud af, at vi måtte være på højde med Korea.

Vi tog tilbage til logiet og fik os en god-natøl. Omkring midnat gjorde min mave sin ret gældende, og da jeg ved tre tiden var ved at have styr på den side af sagen, satte jeg mig ned på klippekanten og stirrede ud over Stillehavet og brændingen med fuldmånen og en stjerneklar himmel som kulisse, det må vist med rette kunne kaldes en stjernestund. Det er helt betagende.
En af poolene ved Herst Castle
En af poolene ved Herst Castle

Tirsdag den 15. juli Hearst Castle. Palo Alto - Californien

Torben startede med at prøve at få ændret hjemrejsen fra torsdag til onsdag, det var umuligt, så forget it. Efter morgenmaden på værelse 109, kørte vi straks til Hearst Castle, for ikke at komme til at stå i kø ved rundvisningen. Kl. 11,10 startede vores sight seeingbus, som bragte os fra visitorcentret op til selve slottet. Her forgår alt på tælling, og man må selv sørge for at følge med.

Slottet er opført over en årrække i begyndelsen af 20’erne af en aviskonge William Hearst med hjælp fra en kvindelig arkitekt. De har sammen rejst store dele af Vesteuropa og specielt Italien rundt for der at opkøbe antikviteter af enhver art, malerier, gobeliner, spisestel, lysekroner, fliser, portaler, marmorsøjler, bedeskamler, møbler – ja man kan blive helt lang i spyttet ved at opremse hvilke kostbare klenodier, de har hjembragt.

Slottet har et utal af rum og værelser, vi så alene fire badeværelser, en stort spisesal dækket op til 24 personer med venetiansk krystalglas i fire størrelser og porcelæn af helt enestående karakter. I komplekset fandtes fire gæstefløje, der i sin tid på skift blev lånt ud til Hearst’s gæster, der talte notabiliteter som: Churchill, Chaplin, Audrew Hepburn, Fred Astair, Burt Lancaster og mange andre.

I visitorcentret så vi efterfølgende en video, der anskueliggjorde slottet tilblivelse og familiens sammensætning. Will. Hurst brugte selv helst Hurst Castle frem for et af de andre fem slotte, hvoraf et af dem ligger i New York, hvor fruen gerne opholdt sig, det passede vist herren helt fin, så kunne han dyrke sine girlfriends på Hurst.

Efter besøget på slottet begav vi os på vej ad HW 1, der følger kystlinien helt kropsnært, ofte med mindre end 100 meter mellem hårnålesvingene, men i en Chrysler Cruiser med en 2,4 l motor og Toben ved rorpinden, er man lige så tryg som i et faldskærmsudspring – selv i overhalinger for fuldt optrukne mellem to hårnålesving - Herre Gud – vi kunne se hele vejen rundt, og det er altså enerverende at ligge og suge slipvinden fra en dieselcamper.
På Fishermanns Warf i Monterey tager søløver et middagshvil
På Fishermanns Warf i Monterey tager søløver et middagshvil

Old Fishermanns Warf i Monterey var et kærkomment stop, hvor Torben lige kendte en fiskerestaurant, hvor han altid spiste friterede blæksprutter så! Fra bordet kunne vi sidde og følge knægtene boltre sig i deres optimistjoller, ligesom vi atter så havodder og læssevis af søløver, der lå mageligt henslængt på stenballasten. Det er en rigtig dejlig by, hvor man snildt kunne få et par dage til at gå. Her hersker Dirty Harry alias Clint Eastwwod, som er borgmester i Monterey.

På det landværts stykke af den næste vejstrækning så vi enorme strækninger med frodig agerjord, hvor man dyrkede kartofler, hvidkål, salat ja alt til en stor salatskål. Vi så jordbærrækker på vel 200 meter, flankeret af toiletvogne for begge ender.

På vejen omkring Wattsonville sad vi en kø i måske en halv time. Det viste sig, at en bil havde slået en kolbøtte og mast taget ned i kabinen. Ellers er det, trafikken taget i betragtning, meget få bilulykker vi har set noget til, men det skal de have amerikanerne, de kører hensynsfuldt.

Syd for San Francisco I Palo Alto nær Stanford University fandt vi det Best Western motel: Mountain Wiev, hvor min kone og jeg gerne bor, når vi er på de kanter. Så er jeg her igen. Vi har booket to overnatninger a’ 105 £ excl. tax, men som senior fik jeg 5£ i rabat. Natten blev afbrudt af tisseaftrædning hver halve time. Årsagen skal søges i den kendsgerning, at jeg siden Williams/Arizona har haft maveproblemer. I Torbens husapotek fandt vi en ”stop mave” tablet, men virkningen var åbenbart svært vanddrivende, så det blev ikke til megen søvn.
San Fransisco og Golden Gate fra en ny vinkel
San Fransisco og Golden Gate fra en ny vinkel

Onsdag den 16. juli Golden Gate, Muir NP. Palo Alto - Californien

Straks fra morgenstunden tog vi ud til Golden Gate Bridge, hvor vi tog en del billeder. Da Inger-Marie og jeg var der sidst for tre år siden, var udsigtspladsen afspærret og det var om eftermiddagen, hvor stillehavstågen havde lagt sig som en dyne over området, så da fik vi ikke noget billede, det kunne jeg så lige få rettet op på, man må jo have sit bevismateriale i orden.

Efterfølgende kørte vi videre op ad bjergsiden til Muir Woods – Golden Gate National Park, hvor vi travede en afmærket tur et par miles ad nogle små stier under de flere hundrede år gamle Redwoodtræer langs rislende bække i et regnskovslignende terræn.
Den Japanske Have vis a vis Muir Woods
Den Japanske Have vis a vis Muir Woods

På en japansk restaurant i den nordlige ende af San Francisco fik vi Zusi og en enkelt øl, før vi kørte ud til den japanske have, bøffelengen og ovre på den anden side af gaden til den botaniske have, bøssernes tilholdssted.

På 19. gade = HW 101 indtog vi et stort varehus, hvor Torben lige fandt den polo shirt, der kunne passehans datter. Vi fandt også en interessant Brookstone butik med alverdens uundværlige ting. På toilettet fik jeg tørre rene bukser, en ren skjorte og pæne sko.

Vi skulle besøge et ægtepar Arthur og Lois som Torben havde mødt ved en tidligere lejlighed med en stående invitation, de boede på Jackson Street 2000 i San Francisco i en imponerende tre etagers victoriansk villa fra 1920, højt beliggende med udsigt ud over Golden Gate Bridge og fangeøen Alcatraz.

Det er et meget imødekommende og umiddelbart ægtepar, han havde en fortid som chef for Levis og havde stadig nogle rådgivnings- og bestyrelsesposter i forskellige firmaer. De havde to gange besøgt Århus på en Cruiser tur, ellers havde de før dyrket trecking flere steder i verden. Deres hjem var enkelt, smagfuld møbleret med overpolstrede møbler samt ægte tæpper, så huset var ikke umiddelbart indrettet til at lave mad i.

Middagen indtog vi henne om hjørnet på en italiensk restaurant, hvor tjeneren endnu kunne huske lidt svensk efter nogle år i Stockholm. Det var helt tydeligt, at Arthur og Lois var stamgæster på stedet, hvilket medførte en udsøgt betjening. På hjemvejen viste Arthur mig, den restaurant, hvor de hver morgen mødtes med naboer og venner til morgenmad ! ! !

Nok om det og så hjem og i seng. Godt vi alligevel fik den dag med. Det var meget interessant også at møde amerikanere på deres hjemmebane.
Stanford University
Stanford University

Torsdag den 17. juli Stanford universitet. Seattle – Washington State

Efter en god nats søvn, den sidste i denne omgang, - godt nok. Nu skal det blive skjønt igen at komme hjem og holde af og holde om. Morgenmaden var også her den vanlige med det hele cornflakes, juice, pandekager, sirup o.s.v.

Den 17. juli Vi havde lige et ærinde på biblioteket i Stanford Unuversity, der skulle overstås før hjemrejsen. Alle studenterne var på ferie, alle institutter lukket, men ham med P-bødeblokken havde lige præcist spottet vores Al Capone bil, pris $ 35 at sende med posten, men det er da stadigvæk billigere end at smutte over for rødt i en lysregulering, for det er med skilt på standeren prissat til $ 281.

Vi afleverede bilen kl. 12 og tog shutle train til terminal 3 i San Francisco Airport, herfra var afgangstidspunktet ændret.

Kl. 15,30 lettede vi med United Airlines til Seatle, Wahington State, en tur på et par timer. I Seatle Airport skulle vi vente til kl. 19. For vi VIP rejsende er der adgang til REDTOP lounge i de tre timers ventetid til afgang, her har jeg så lejlighed til at a’ jourføre mine memoirer.

Betragtninger i en Airbus 340
over Discobugten San Francisco tid kl. 22:20, 10660 m/oh. Turen er udregnet til 9½ time, så vi lander i Kastrup i morgen kl. 13:40 om Gud og vejret tillader.

Entre, afgang og hele velkomsten, servicen og oppasningen lod ikke den tilsvarende afrejse fra Kastrup noget tilbage. Mad, vin og drinks var på plads, når man ønskede det.

Over Calgary området afstedkommer et par enorme skovbrande nogle helt særprægede bjergagtige skydannelser, de ser herfra ud som den atombombepaddehattesky, man før har set, og helt nede langs jorden kan man ane flammerne og røgfanerne.

Efterhånden som freden og trætheden sænker sig over kabinen, lægger man sig til at sove og personalet trækker gardiner ned og lyset dæmpes. Nu har jeg så tid til at læse SAS’s (ud)salgskatalog grundigt igennem. Og så – Inger-Marie skal altså have et nyt ur som trøst for det store savn, hun uden tvivl har lidt under mit fravær. Hun har længe ønsket sig et nyt ur. Så nu køber jeg her hængende over Hudson Strædet et ur i en højde af 10500 m, for nu længes jeg hjem. Jeg trøster mig med en Bloody Mary nr. 2.

Vi er nu på vej ind mod Søndre Strømfjord over Hudson bugten, solen er ved at stå op, hvis den overhovedet har været under horisonten på disse breddegrader. Jeg har bestemt mig for ikke at sove på turen hjem. Jeg får næppe senere lejlighed til at opleve et tilsvarende sceneri, som det jeg herfra kan nyde, for jeg har fået dispensation til åbne mit gardin.

Nu må det i Danmark efterhånden være blevet fredag den18. juli 2003.

Fredag den 18. juli 2003

Vi er nu over Island og på vej mod Færøerne og Stavanger for efter planen kl. 13:40 at lande i Kastrup. For nu at opsummere kan hele turen overordnet betragtet karakteriseres som alle tiders ferie. Torben har stået for tilrettelægningen, og den har været timet og tilrettelagt i en sådan grad, som kun den der har overblikket og erfaringen kan gøre. Det var jo ikke til at vide, at rodeoet i Williams kun fandt sted om lørdagen.

Til gengæld var det at starte i Washington DC den 4. juli helt genialt set, taget i be-tragtning at vi skulle nå Moab den 6. Alle de seværdigheder vi har oplevet undervejs, ville jeg ikke have kunnet få på plads i så koncentreret et program. Skulle alt andet glippe, kan jeg spå Torben en sikker fremtid som fremmedfører i det amerikanske.

Da vi dødtrætte ankom til Kastrup, stod Ellen der med en togbillet til Århus. Jeg blev kl. 19,15 modtaget af Inger-Marie på perronen i Århus H. Vi var begge meget glade for atter at se hinanden. Aftensmaden stod på hakkebøf med bløde løg. Det havde jeg gættet i forvejen

Med formiddagsposten næste dag kom fra Torben en CD rom med 200 billeder, som jeg begejstret kunne fremvise for Inger-Marie samtidig med at jeg oplæste alle mine notater til mine memoirer.
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til New York

Hoteller i USA
Rejser til New York
Denne side er udskrevet d. 10. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/vietnam/ho-chi-minh/windsor-plaza-hotel-saigon.html

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.