Chicago, Illinois

Efter ankomst til Chicago er de første to dage til fri disposition til at udforske den forblæste by langs bredden af Lake Michigan. Chicago er kendt som bluesens, jazzens og den moderne arkitekturs hjemby.
Aflæg gerne den 110 etager høje Willis Tower (tidligere kendt som Sears Tower) et besøg. Bygningen er den højeste bygning, der er opført i USA siden 1973. I kan også shoppe på State Street, tage en tur ned ad "Magnificent Mile" med dens eksklusive forretninger og gallerier samt besøge basarerne i Old Town. Om aftenen er det oplagt med et besøg på en af Chicagos jazzklubber på sydsiden, det originale House of Blues eller en af byens mange teatre.
Chicago - Springfield, Illinois (326 km)

I dag starter turen på den legendariske Route 66 med første stop i Springfield, hovedstaden i Illinois, hvor tidligere præsident Abraham Lincoln boede og arbejdede i 24 år. Det er også her, I finder en af de ældste attraktioner langs den historiske Route 66, Cozy Dog Drive In, hvor man opfandt og stadig den dag i dag kan købe en "Cozy Dog". I har også mulighed for at aflægge Lincoln House et besøg, Shea's Gas Station Museum med samlerobjekter og historier fra "the Mother Road" (omdrejningspunktet i John Steinbecks berømte roman fra 1939 "Vredens druer").
Springfield, Illinois - St. Louis, Missouri (176 km)

I dag skal I forestille jer at være tilbage i tiden - til det længst forgangne Illionis. På jeres vej til St. Louis, det andet stop på jeres Route 66 tur, får I lejlighed til at køre ad en rigtig gammel strækning af ruten, der daterer sig helt tilbage til 1930'erne. I passerer Cahokia Mounts Historic Site, den største forhistoriske indianerlandsby nord for Mexico.
Dagens etape er ikke særlig lang og I har derfor god tid til sightseeing i St. Louis, hvor I kan tage en tur på Mississippi på et af de gamle dampskibe eller besøge Gateway Arch, der er 192 m høj og bygget til minde om pionererne, der udforskede og bosatte sig vest for Mississippi. Før I kører videre, bør I også stoppe ved Ted Drewes Frozen Custard og nyde en af deres specialiteter. Ted Drewes Frozen Custard er blevet en institution i St. Louis og betragtes i dag som et vartegn.
Louis - Springfield, Missouri (342 km)

Dagen byder på endnu en Springfield, men denne gang i Missouri. I forlader nu Great Plaines og kører ad den gamle rutes mest ujævne strækning gennem Ozarks, også kendt som "Devils Elbow". Undervejs bør I stoppe ved Meramec med kalkstenshulerne, der er et af de absolut største højdepunkter på den gamle Route 66. Turen i hulerne er særdeles imponerende og en uforglemmelig oplevelse. I Springfield kan I besøge Wilsons Creek National Battlefield og stoppe ved det legendariske "Steak N'Shake", hvor maden stadig serveres ved bilerne.
Springfield - Tulsa, Oklahoma (314 km)

Route 66 tog oprindelig sin begyndelse i Oklahoma og er et mekka for Route 66-fanatikere, og I skal derfor giver jer god tid til at køre gennem Tulsa. Foran jer ligger en af de bedst bevarede strækninger af den gamle rute med en lang række gode, ældre hoteller, restauranter og forretninger, der udgør en perfekt kulisse for billeder af Amerikas romantiske fortid. I kan også besøge Will Rogers Museum (the Ropin Fool) i Claremore, der fortæller historien om Oklahomas yndlingssøn. Og vil I lære mere om de indfødte indianere og det vilde vesten, er Tulsa også stedet.
Tulsa - Amarillo, Texas (587 km)

Inden I forlader Oklahoma for at køre til Amarillo, bør I besøge Route 66 museet i Clinton. Og når I kommer til Amarillo, skal I holde øje med Cadillac Ranch, et besynderligt og meget farverigt kunstværk med 10 Cadillacs begravet med næsen ned i jorden - en rigtig klassiker på den gamle vej.
Amarillo - Albuquerque, New Mexico (561 km)

"When you are here you are halfway there", står der meget sigende ved Midpoint Café i Adrian, der med andre ord fortæller jer, at I nu er halvvejs på jeres rejse til det gyldne vesten. Det er et fantastisk sted at holde pause og møde sydens gæstfrihed, før I fortsætter til New Mexico. Besøg også Teepee Trading Post i Tucumcari eller kør ad den gamle del af Route 66, der ligger tæt på den gamle Santa Fe Trail.
Albuquerque

Albuquerque er kendt for sin multikulturelle arv fra de indfødte amerikanere, spanierne og andre kulturer, der sætter sit præg på hverdagslivet her. I Albuquerque er det oplagt at besøge centrum af den gamle bydel, hvor de første indbyggere bosatte sig i 1706, med masser af gallerier, forretninger og San Felipe de Neri-kirken.
I kan evt. også tage en tur til Sandia Peak Mountains. Og hvis I afviger lidt fra Route 66 ruten, bør I tage en afstikker til Aztec Motel, et temmelig utraditionelt motel fra 1930'erne i pueblostil på Central Ave, en imponerende strækning med gamle spisesteder, moteller og farvestrålende neonskilte.
Albuquerque - Gallup, New Mexico (285 km)

I forlader nu Rio Grande Valley og kommer til Colorado-plateauet, hvor I kan stoppe i Acoma Pueblo, den ældste permanent beboede indianske pueblo i Nordamerika, før I kommer tilbage på Route 66, som vil føre jer forbi Owl Rock og gamle handelsposter, før I når Gallup, den formelle hovedstad for de indfødte amerikanere.
Gallup - Flagstaff, Arizona (300 km)

"If you haven't been to Jackrabbit, you haven't been to the Southwest". Den gigantiske kanin ved handelsposten i den gamle mormonby Joseph er en af de mest fotograferede seværdigheder langs Route 66. I må heller ikke gå glip af Route 66 spisestedet i Chandlers, der er berømt for dens 66er burger, et must for alle, der rejser af den gamle rute. Walnut Canyon National Monument med dens 300 imponerende klipper er et ideelt sted for en pause på dagens etape.
Flagstaff

Dagen er til fri disposition til at udforske Flagstaff og Grand Canyon.
Flagstaff - Las Vegas, Californien (429 km)

Foran jer ligger den længste ubrudte strækning af Route 66, som løber fra Seligman hele vejen til Topock ved den californiske grænse, og I vil passere små byer som Williams, Peach Springs, Truxton og Hackberry i Hulapai indianerreservatet med gamle Route 66 forretninger, den gamle Grand Canyon jernbane, som stadig fløjter og pruster sig nordpå til Grand Canyon og Grand Canyon Caverns.
Før I når til Las Vegas, passerer I Hoover Dam, verdens største elkraftværk og verdens største betonkonstruktion, færdigbygget i 1936. Nyd aftenen i Las Vegas. Sin City er jeres hjem de næste par dage.
Las Vegas

Dagen er til fri disposition til at udforske verdens forlystelses- og spillehovedstad.
Las Vegas - Santa Monica/Los Angeles, Californien (473 km)

"From Chicago to Los Angeles, more than 2000 miles all the way" lyder strofen fra den berømte Nat King Cole-sang, "Get your Kicks on Route 66", jeres rundrejse slutter i Santa Monica, og for de fleste er dette the Pier, et fantastisk sted at lade batterierne op igen. Nyd dagen på stranden eller udforsk det nærliggende Hollywood.
Santa Monica/Los Angeles, Californien
For mange af jer går rejsen nu hjem mod Danmark. Andre har valgt at forlænge opholdet og opleve Los Angeles eller tage turen op ad Highway 1 til San Francisco.