Red Rock Scenic Byway i Arizona

Arizonas orangerøde landskaber serveret på et sølvfad

Har I nogensinde drømt om at opleve den fortryllende skønhed og den vilde ånd der hersker i ørkenstaten Arizona? Så bør I starte bilen og sætte kurs mod Red Rock Scenic Byway, også kendt som Arizona State Route 179. Denne maleriske strækning på ca. 24 kilometer fører jer gennem et landskab, der er som taget ud af en westernfilm, med majestætiske orangerøde klippeformationer, der står i skarp kontrast til den blå himmel.

Mens I kører gennem en del af Coconino National Forest, vil I blive forbløffet over det varierede terræn og de tætte skove. Nationalparken er hjemsted for en rig biodiversitet og tiltrækker mange friluftsmennesker på grund af de mange vandreture og udendørsaktiviteter.

Inspiration

Nogle af rutens højdepunkter

Et af højdepunkterne langs Red Rock Scenic Byway er den katolske kirke, Chapel of the Holy Cross. Det er en arkitektoniske perle bygget ind i de røde klipper, hvorfra I har en helt fantastisk udsigt over det omkringliggende landskab. Eller tag jer tid til at slentre gennem det charmerende kunstnerfællesskab i byen Sedona, hvor I kan se på lokale kunstværker og nyde en kop kaffe på en hyggelig café.

Klippeformationen Cathedral Rock er et must-see. Fra parkeringspladsen er der en forholdsvis kort, men stejl vandretur (Cathedral Rock Trail) til toppen af klippen, hvorfra I har en næsten 360 graders panoramaudsigt ud over det unikke orangerøde landskab. Kom tidligt om morgenen, da det er et populært stop på Red Rock Scenic Byway.

Har I mod på mere, er der også vandrestier omkring Bell Rock, hvor I kan sætte tempoet ned og nyde den enestående skønhed og ro.

Courthouse Butte er endnu en naturoplevelse, I ikke må gå glip af. Denne massive, røde klippeformation står stolt og tilføjer et dramatik til landskabet. Tag en pause, og beundre klippen og området, mens I nyder den friske luft og fortryllende stilhed, der omgiver stedet.

Kommer I fra Flagstaff er der ca. 45 minutters kørsel til Sedona og starten af Red Rock Scenic Byway.

Kort

Vis på kort