Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Route 66

Læs mere om rejser til Route 66

2448 miles på Route 66 USA
Rejsetips indsendt af:
Preben
3310 Ølsted
29. nov. 2010

2448 miles på Route 66 USA

Far og søn-tur på Route 66. En tur tilbage i tiden. En tur, hvor vi mødte mange søde, sjove og hjælpsomme amerikanere.
Her begynder vores tour
Her begynder vores tour

The Mother Road

Route 66 er et stykke amerikansk historie. En landevej fra Chicago til Los Angeles, der nægter at dø. En rejse mellem to moderne storbyer gennem et USA med en række særprægede småbyer, der fortæller en historie fra en svunden tid. Tiden og trafikpresset tog næsten livet af den gamle landevej. Livet i småbyerne gik i stå, og byerne sygnede hen. Nu er The Mother Road ved at genopstå fra de døde. Mange frivillige lægger både penge og arbejdstimer i, at rejsende igen kan opleve et stykke Amerika, som det var engang.
Vi skylder mange mennesker langs ruten stor tak. Blandt dem Gary Turner i Missouri, bedemand Rob i Kansas og ikke mindst Route 66 ekspert Jerry McClanahan i Oklahoma. Det er deres fortjeneste, at vores road trip på Route 66 blev en uforglemmelig oplevelse. Deres gæstfrihed, omsorg og ikke mindst deres nysgerrighed vil vi altid huske.
Jerry McClanahans håndtegnede kort er uundværlige
Jerry McClanahans håndtegnede kort er uundværlige

Håndtegnede kort

Vi (far og søn, David) fik i efteråret 2008 mulighed for en tur til USA, hvor vi ville køre hele Route 66 fra Chicago til Los Angeles. Vi undersøgte muligheder, hvor adskillige rejsebureauer kunne tilbyde færdigpakkede ture enten i bil eller på Harley Davidson med faste overnatningssteder. Det lød alt sammen meget godt. Men efterhånden som vi fik læst – på nettet og i rejsebrochurer - gik det op for os, at vi hellere måtte arrangere turen selv. Rejsebureauerne gjorde i deres materiale opmærksom på, at den gamle highway, Route 66, i dag kun findes på 40-50 procent af det oprindelige. Resten er ufremkommelig vej eller overlappet af nutidens interstates (motorvej).
I vores research på nettet blev vi opmærksom på, at der findes en håndfuld amerikanske nørder, der har gjort en dyd ud af at finde så meget af den oprindelige Route 66 som muligt. De hævder, at vejen findes i mindst 90-95 procent af den oprindelige udgave, hvis man er villig til at køre på grusvej og gennem mudderhuller.
Det fik os til at udskyde vores tur til foråret 2009 og bruge vinteren på at finde så meget materiale om den gamle Route 66 som muligt. Det kom vi aldrig til at fortryde. De gamle strækninger af Route 66 findes ikke på officielle kort og slet ikke på gps. Vi fandt via nettet frem til kort og brochurer, som omtalte den gamle vej. Et af vores bedste kort blev en bog med håndtegnede kort og udførlige kørselsvejledninger udført af Jerry McClanahan fra Oklahoma, som selv har kørt ruten mange gange og stadig leder efter gamle vejstrækninger. Ham fik vi også mulighed for at besøge, da det blev vores tur til at køre på den gamle Route 66.

På egen hånd

Vi besluttede os til en tre ugers tur med start sidst i april og hjemtur midt i maj. Vi besluttede også at lade FDM Travel stå for flybilletter, billeje, hotelovernatning første nat i Chicago og to nætter i Los Angeles. På resten af turen ville vi bare dumpe ind og finde et motel, når det blev aften. Vi var også fast besluttede på, at finde overnatning på så mange af de originale ”mum and pop-moteller” langs Route 66 som muligt. Vi havde læst os til, at disse gamle familieejede moteller stadig har en høj standard og ejerne sætter en ære i, at der er rent og pænt. Hjemmefra havde vi sagt, at vi ville overnatte så langt ude på landet, at vi skulle ryste tæpperne for klapperslanger, før vi lagde os. Vi kom langt ud, vi oplevede også klapperslanger, men ikke i tæpperne.
Vores Chevrolet Trailblazer med småskrammer
Vores Chevrolet Trailblazer med småskrammer

Bil med skrammer

Vi landede en sen eftermiddag i et koldt og regnfuldt Chicago. Første stop var Hertz-terminalen, hvor vi skulle hente den bestilte fire-hjulstrækker. På vej ind til ekspeditionsskranken fik vi bange anelser. Udlejningsbilerne holdt i lange rækker. Men det var japanske og koreanske biler, og vi havde bestemt regnet med, at vi skulle køre turen i en rigtig amerikanerbil. Vi var de eneste kunder ved skranken, og personalet havde tid til lidt sjov og pjat. De kunne sagtens forstå, at vi ville have en rigtig amerikanerbil, men blev lidt betænkelige, da vi fortalte, at vi ville køre ad den gamle Route 66. De havde før set biler, der havde været den tur igennem og spurgte forsigtigt, om vi kunne nøjes med en ikke helt ny og måske lidt skrammet bil. Det sagde vi ja til, og snart stod der en Chevrolet Trailblazer klar.
Med hjælp fra den medfølgende gps fandt vi nemt frem til vores hotel down town Chicago med flot udsigt til Sears Tower.
Vi fulgte efter politiet og kørte over for rødt
Vi fulgte efter politiet og kørte over for rødt

I politiets baghjul

Efter en god nats søvn var vi klar til at begynde vores trip. Vi fandt skiltet, der markerer starten på Route 66 ved bredden af Michigan-søen. Lige der lå også en morgenmadsrestaurant. Her var det muligt at få havregrød, gryn, müsli, adskillige slags økologisk brød, marmelade og ost. Det blev også den eneste gang på vores tur, hvor det var muligt at få sund morgenmad.
Vi fandt nemt ud fra Chicago down town. Route 66 skiltene viste tydeligt vej. Da vi var nået ud til forstæderne, og der var plads til at parkere holdt vi ind for at få lidt orden på bilen. Vi ville have anbragt kufferter og tasker ordentligt og fundet kort og fotografiapperater frem. Da vi holdt med alle fem døre på vid gab, oplevede vi vores første møde med amerikansk ordensmagt. Og det var en god oplevelse.
En politibil kørte med tændt udrykningsblink op på siden af os, og den enlige politibetjent spurgte lidt brysk, hvilke forretninger vi havde gang i. Vi skyndte os at forklare ham, at vi bare var turister, der skulle have lidt styr på bagagen. Da han hørte, at vi havde tænkt os at køre Route 66 hele vejen til Los Angeles tøede han op og blev snakkesalig. Vi blev så fortrolige med ham, at vi spurgte, om han havde forstand på mobiltelefoner, for vi kunne ikke få vores til at virke. Det havde han ikke, men han kendte et par forretninger et par kilometer derfra, hvor vi kunne få hjælp. Han mente nu ikke, at vi selv kunne finde vej, så aftalen blev, at vi bare skulle følge efter ham. Han kørte ned gennem noget, der lignede et spansk kvarter med snævre gader. Når vi nåede frem til et lyskryds tændte han udrykningsblinket og kørte over, uanset om der var grønt eller rødt, og vi fulgte bare med.
Han stoppede ved en telefonbutik og stod ud. Han var iført en lang sort regnfrakke og bar en pistol på størrelse med en mindre kanon i bæltet. Politibetjent Vasques fulgte os ind i butikken. Der ventede en kø på fem-seks kunder på betjening. Han forklarede de ventende, at vi var turister fra Danmark, der havde travlt, for vi skulle helt til Los Angeles. Ingen problemer. Alle var enige om, at vi selvfølgelig skulle til først. I forretningen kunne de dog ikke løse vores problem. Det slog ikke politibetjent Vasques ud. Han kendte en anden forretning og viste os vej til den også. Lige meget hjalp det. Efter besøg i den tredje forretning beklagede han meget, at de ikke kunne hjælpe os og tilbød at vise os vej tilbage til Route 66. Han så oprigtig bekymret ud, da han sendte os af sted og ønskede os god tur. Det var vores første møde med amerikansk hjælpsomhed. Problemet med mobiltelefonen løste vi næste dag, da vi købte en ny telefon (20 dollar) og et taletidskort.

Alt er større i USA. Også hotdog-manden
Alt er større i USA. Også hotdog-manden

Vel ude af Chicago går Route 66 gennem en række småbyer med maleriske navne som Dwight, Odell, Cayuga, Pontiac og Bloomington. De har alle et eller andet Route 66 vartegn, som de er stolte af. I Odell er der for eksempel en flot restaureret Sinclair tankstation, og i flere af byerne er der skulpturer af kæmper med enten raketter eller en hot dog i armene. Jo, alting er stort i USA. Urutinerede, som vi fortsat var, stoppede vi ved dem alle. Det resulterede i, at vi kun var nået til byen Springfield, da det blev aften. Vi fandt det første af vores Route 66 moteller og blev enige om, at vi vist ikke nåede frem til Los Angeles på tre uger, hvis vi gjorde så mange stop.
På motellet spurgte vi, om de havde værelser med to senge. Den unge pige i receptionen kiggede lidt undrende på os. Jo, de havde faktisk ikke andet, og vi fik et værelse med to dobbeltsenge. Så lærte vi det. Og sådan var alle de hotel- og motelværelser vi overnattede i på turen udstyret. Vi spurgte også, om de havde fri internetadgang til vores computer. Ja, det havde de. Og det havde de også på de moteller, vi kom til at overnatte i selv langt ude i ødemarken.
Næste morgen kørte vi hen til restauranten Cozy Drive In i Springfield. Det er en Route 66 diner, hvor deres speciale til morgenmad er en pølse dyppet i sukkerholdig dej og derefter stegt i friture - kaldet en Cozy Dog. Den serveres med en rigelig gang pomfrittes. Velbekomme.
Route 66 gennem Illinois er velbevaret og godt skiltet. Det meste af landskabet er præget af enorme majsmarker og er næsten helt fladt.
Chain of Rock Bridge over Mississippifloden
Chain of Rock Bridge over Mississippifloden

Den danske socialisme

Skiftet til Missouri kommer, når man kører over Mississippifloden i St. Louis. Den oprindelige rute går over Chain of Rock Bridge – broen der slår et knæk ude midt over floden. Det underlige knæk skyldes vist nok, at ingeniører fra staterne Illinois og Missouri ikke var helt enige om forløbet. Den rustne bro er i dag lukket for biltrafik, men kan stadig passeres af fodgængere og cyklister.
Den oprindelige Route 66 gennem Missouri er noget vanskelig at finde, men absolut besværet værd. Den hullede og revnede vej snor sig gennem et grønt landskab, hvor vi også blev belønnet med sol og varme efter regnfulde Illinois. Ruten byder også på højder, når den bugter sig op over Ozark-højderne. De sidste bakker inden pandekageflade prærielandskaber.
Mellem byerne Rolla og Lebanon kører man over en gammel bro fra 1923 ved Devils Elbow. Broen går over Big Piney River og navnet Devils Elbow er opstået, fordi floden der slår et skarpt knæk, hvor tømmerstokke i svundne tider havde det med at hobes op og stoppe lige der.

I det sydlige Missouri passerer man gennem en flække ved navn Paris Springs. Selv om der kun er et par huse, er det helt sikkert et sted, alle Route 66 farere må stoppe. Her ligger nemlig tankstationen Gay Parita Scinclair Station. Mange hundrede - måske tusinde – har her fået en mindeværdig sludder med ejeren Gary Turner. Gary er pensionist og har viet resten af sit liv til at snakke med Route 66 turister, der stopper ved hans tankstation. Han sælger ikke en dråbe benzin. Tankstationen, som han har restaureret for egne midler er kun til pynt og et minde om, hvordan der så ud engang. Han bor selv i et lille hus bag tankstationen.
Den dag vi stoppede hos Gary havde han besøg af et par annoncekonsulenter/sælgere. Det fik besked på, at de måtte komme igen en anden dag, for nu havde han ikke tid mere. Han skulle snakke med os.
Gary er en snakkesalig gammel mand. Han fortæller beredvilligt om Route 66, som han har boet ved hele livet. Om ture på den gamle vej sammen med faderen, hvor de om sommeren drog ad støvede grusveje til Californien for at plukke kirsebær og derved tjene til livets ophold. Og han har en enorm samling af gamle fotos og andre seværdigheder fra Route 66’ storhedstid.
Selv om han er en god fortæller, er han først og fremmest en god og nysgerrig lytter. Han vil vide alt om Danmark, når man fortæller, hvor man kommer fra. Han kender udmærket Danmark og har snakket med mange danskere gennem tiden. Vi blev inviteret ind i hans gamle lade ved siden af tankstationen. Her bød han på sodavand og en støvet kasse til at sidde på og var helt indstillet på at bruge de næste par timer på at snakke med os. Vi spurgte ham, hvorfor han – og mange andre amerikanere vi havde snakket med – kendte så meget til Danmark.
Jo, forklarede han. Danmark er jo USA’ vigtigste og mest loyale partner i Afghanistan-krigen og tidligere også i krigen i Irak. Og så havde han også hørt, at vi danskere var verdens lykkeligste folk. Det ville hen gerne lære noget om. Den var godt nok svær at forklare. Vi fortalte ham om et land, hvor vi hygger os – det er jo ikke til at oversætte. Om et land, hvor det sociale system inkluderer gratis lægehjælp, gratis sygehusbehandling, gratis skolegang og fem seks ugers ferie. Om et land, hvor forretninger lukker om aftenen og holder lukket på helligdage, og om et land, hvor vi kører i små biler, fordi de store ikke er til at betale. Den gode Gary så drømmende og lykkelig ud, indtil vi fortalte ham, at vi betalte hen ved 50 procent i skat. Så slog han korsets tegn for sig: Det ville han alligevel ikke være med til. Det var jo den rene socialisme.
Gary er ganske vist ivrig demokrat og lykkelig over, at Barack Obama blev præsident. De otte år under George W. Bush betegner han som onde. Men 50 procent i skat. Det mente han ikke noget menneske kunne leve med.
Efter et par timer i laden skulle vi videre, selv om vi kunne have brugt flere dage i selskab med denne utroligt hyggelige mand. Gary anbefalede os vores næste motel. Vi måtte endelig ikke gå glip af Best Budget Inn i Carthage, som er et rigtigt Route 66 motel. Og det har han ret i. Hyggeligt, gammelt, rent og pænt, 10-12 værelser og lige ned til en sø og 49 dollar for en overnatning.
Ved siden af lå et lille spisested, hvor kun de lokale kommer. Her lærte vi, at rigtige mænd går med cowboystøvler og spiser med stetsonhatten på. Det var også her vi lagde mærke til, at alle nød tobakken efter maden, selv om rygeforbud ellers overholdes strengt i USA. Vi spurgte pænt tjeneren, om vi også måtte snuppe en smøg. Men nej, uha da. Det var da forbudt. Men, tilføjede han grinende, vi kunne jo spørge ham, der sad oppe ved baren med en cigar i munden. Det var sheriffen. Jo, vi var kommet på landet.
Gay Parita Sinclair Station i Paris Springs
Gay Parita Sinclair Station i Paris Springs

I det sydlige Missouri passerer man gennem en flække ved navn Paris Springs. Selv om der kun er et par huse, er det helt sikkert et sted, alle Route 66 farere må stoppe. Her ligger nemlig tankstationen Gay Parita Sinclair Station. Mange hundrede - måske tusinde – har her fået en mindeværdig sludder med ejeren Gary Turner. Gary er pensionist og har viet resten af sit liv til at snakke med Route 66 turister, der stopper ved hans tankstation. Han sælger ikke en dråbe benzin. Tankstationen, som han har restaureret for egne midler er kun til pynt og et minde om, hvordan der så ud engang. Han bor selv i et lille hus bag tankstationen.
Gary Turner fortæller i laden ved siden af hans tankstation
Gary Turner fortæller i laden ved siden af hans tankstation

Den dag vi stoppede hos Gary havde han besøg af et par annoncekonsulenter/sælgere. Det fik besked på, at de måtte komme igen en anden dag, for nu havde han ikke tid mere. Han skulle snakke med os.
Gary er en snakkesalig gammel mand. Han fortæller beredvilligt om Route 66, som han har boet ved hele livet. Om ture på den gamle vej sammen med faderen, hvor de om sommeren drog ad støvede grusveje til Californien for at plukke kirsebær og derved tjene til livets ophold. Og han har en enorm samling af gamle fotos og andre seværdigheder fra Route 66’ storhedstid.
Selv om han er en god fortæller, er han først og fremmest en god og nysgerrig lytter. Han vil vide alt om Danmark, når man fortæller, hvor man kommer fra. Han kender udmærket Danmark og har snakket med mange danskere gennem tiden. Vi blev inviteret ind i hans gamle lade ved siden af tankstationen. Her bød han på sodavand og en støvet kasse til at sidde på og var helt indstillet på at bruge de næste par timer på at snakke med os. Vi spurgte ham, hvorfor han – og mange andre amerikanere vi havde snakket med – kendte så meget til Danmark.
Jo, forklarede han. Danmark er jo USA’ vigtigste og mest loyale partner i Afghanistan-krigen og tidligere også i krigen i Irak. Og så havde han også hørt, at vi danskere var verdens lykkeligste folk. Det ville hen gerne lære noget om. Den var godt nok svær at forklare. Vi fortalte ham om et land, hvor vi hygger os – det er jo ikke til at oversætte. Om et land, hvor det sociale system inkluderer gratis lægehjælp, gratis sygehusbehandling, gratis skolegang og fem seks ugers ferie. Om et land, hvor forretninger lukker om aftenen og holder lukket på helligdage, og om et land, hvor vi kører i små biler, fordi de store ikke er til at betale. Den gode Gary så drømmende og lykkelig ud, indtil vi fortalte ham, at vi betalte hen ved 50 procent i skat. Så slog han korsets tegn for sig: Det ville han alligevel ikke være med til. Det var jo den rene socialisme.
Gary er ganske vist ivrig demokrat og lykkelig over, at Barack Obama blev præsident. De otte år under George W. Bush betegner han som onde. Men 50 procent i skat. Det mente han ikke noget menneske kunne leve med.
Efter et par timer i laden skulle vi videre, selv om vi kunne have brugt flere dage i selskab med denne utroligt hyggelige mand. Gary anbefalede os vores næste motel. Vi måtte endelig ikke gå glip af Best Budget Inn i Carthage, som er et rigtigt Route 66 motel. Og det har han ret i. Hyggeligt, gammelt, rent og pænt, 10-12 værelser og lige ned til en sø og 49 dollar for en overnatning.
Ved siden af lå et lille spisested, hvor kun de lokale kommer. Her lærte vi, at rigtige mænd går med cowboystøvler og spiser med stetsonhatten på. Det var også her vi lagde mærke til, at alle nød tobakken efter maden, selv om rygeforbud ellers overholdes strengt i USA. Vi spurgte pænt tjeneren, om vi også måtte snuppe en smøg. Men nej, uha da. Det var da forbudt. Men, tilføjede han grinende, vi kunne jo spørge ham, der sad oppe ved baren med en cigar i munden. Det var sheriffen. Jo, vi var kommet på landet.
Den sidste Rainbow Bridge i Kansas
Den sidste Rainbow Bridge i Kansas

Morgenmad med sovs

Kort efter Carthage forlader man Missouri og kører ind i Kansas. Turen på Route 66 gennem Kansas er kun 14 miles lang. Før i tiden kørte man over tre broer på vejen gennem Kansas. De såkaldte Rainbow Bridges. To er broerne er forsvundet, og den tredje var tæt på at lide samme skæbne. Men så greb lokale Route 66 entusiaster ind og fik restaureret den gamle bro for egne midler. Derfor er det stadig muligt at køre over en af regnbuebroerne.
I Kansas passerer man gennem byerne Galena, Riverton og Baxter Springs. Vi havde ikke fået morgenmad, da vi forlod Missouri, og bestemte os for at stoppe i Baxter Springs, fordi vi havde læst om en diner, hvor man kunne få god morgenmad. Vi fandt dineren og var næsten de eneste gæster. De to søde og meget nysgerrige servitricer skulle også høre om os tossede danskere, som kørte på Route 66. De spurgte også, hvad vi ville have til morgenmad. Men vi returnerede den og spurgte, hvad de ville anbefale. Ja, så ville de absolut sige, at vi skulle have biscuit and gravy. De lavede nemlig den bedste gravy i hele Kansas. Vi sagde pænt ja, tak, men vidste ikke rigtig, hvad biscuit and gravy er. Det skulle vi snart finde ud af. Biscuit er nærmest, hvad vi kender som teboller, og gravy er slet og ret sovs med stort V. Sovsen er kogt op på panden og skal helst indeholde lidt smulder fra den sidste bacon og steak, der har været på panden. Det hele serveres på en stor lidt dybt tallerken, så der er plads til lidt ekstra gravy. Puha, den var svær at komme igennem. Især fordi hver mundfuld blev fulgt spændt af de to søde servitricer, som var stolte, da vi bedyrede, at det skam smagte fantastisk.
Mens vi spiste fortalte de, at der var et lille museum i byen og bestyreren ville blive sur, hvis vi ikke kom på besøg. Ham ringede de efter, og han stillede på dineren og præsenterede sig som Rob, inden han fulgte os over til museet. Undervejs viste han os en bygning, hvor der tidligere havde været en bank, som var blevet røvet af Jesse James i 1876.
Banken i Baxter Springs, som Jesse James røvede i 1876
Banken i Baxter Springs, som Jesse James røvede i 1876

Museet var ganske lille og vi fik hurtigt skrevet vores navne på en af murstenene, som man skulle. Men Rob var ikke sådan at komme fra. Han er pensioneret ingeniør, havde arbejdet i Tyskland og også besøgt Danmark. Han var lidt bekymret over, hvordan vi havde det i Danmark. Han havde hørt, at der var noget med nogle cartoons, og at vi derfor var truet af terrorister. Det var selvfølgelig Muhammed-tegningerne. Det ville han gerne høre mere om.
Efter pensioneringen passede han nu byens museum, men havde også en bedemandsforretning, som han drev sammen med konen. Han fortalte også, at han var medejer af den sidste regnbuebro, som vi var kørt over tidligere. Vi skulle jo videre, men det var svært. Han mente nok, vi kunne blive et par dage og få snakket. Han turde i hvert fald ikke komme hjem og fortælle konen, at han havde snakket med to danskere og så ikke inviteret os hjem. Konen ville blive glad, og de havde masser af plads. Vi kunne sagtens få hvert vores værelse og vi skulle hygge os med barbecue om aftenen. Vi måtte skuffe den stakkels mand og satte kort efter kursen mod Oklahoma.
På ægte Route 66 grus
På ægte Route 66 grus

Støvede grusveje

Route 66 gennem Oklahoma er på lange strækninger yderst velbevaret, men det er også staten, hvor grusvejene for alvor dukker op. Lange, ensomme grusveje, hvor der af og til dukker et hus op, men ellers er langhornede køer på den flade prærie eneste selskab. Småbyerne langs ruten er i mange tilfælde i stærkt forfald, men stadig charmerende. Der er stadig masser af diners, som serverer god, billig og rigelig mad.
Jerry McClanahan og nogle af hans Route 66 motiver
Jerry McClanahan og nogle af hans Route 66 motiver

I byen Chandler bor forfatteren og kunstneren Jerry McClanahan. Han har skrevet guiden med de håndtegnede kort, som vi kørte efter, og som vi kaldte vores Route 66 bibel. I tilknytning til hans hjem har han et lille galleri, hvor han udstiller egne malerier og små tegninger med motiver fra Route 66. Vi fik en sludder med ham og fik signeret vores bibel. Han var meget imponeret af, at vi havde mod på at følge den gamle rute på grusveje. Han advarede os også om, at vi ville komme til at møde mange skilte med teksten road closed og dead end. Det skulle vi ikke lade os stoppe af. I hans bog ”EZ 66 Guide” er der anvisninger på, hvordan man kom videre.
Kort før Oklahoma City ligger byen Arcadia. Byens attraktion er The Round Barn. En rund og rødmalet lade fra 1898, der er flot restaureret.
Oklahoma City er en storby, men også en cowboy-by med kvægmarked, cowboy-museer og masser af skævbenede mænd i gaderne iført fuld cowboy-mundering.
En bøf på 72 ounce er noget af en mundfuld
En bøf på 72 ounce er noget af en mundfuld

Texanske bøffer

Når man kører over statsgrænsen til Texas, er man for alvor kommet ud, hvor man over alt mødes med ”Howdy folks, how are you”. Og texanerne mener det faktisk. De spørger indgående til, hvordan man har det, og om der er noget, de kan hjælpe med.
Vi ville overnatte i Amarillo og blive et par dage. Her det det oplagt at søge ind på Big Texan Motel, som ligger i tilknytning til Big Texan Steak Ranch.
Motellet er bygget i træ og som skåret ud af en westernkulisse.
Big Texan Steak Ranch er kendt langt ud over Texas’ grænser. Her serverer de steak i alle størrelser og udskæringer. Attraktionen er en steak på 72 ounce, som er gratis, hvis man kan spise op på en time. Det havde sønnike mod på. Men så var det, at tjener John med den drævende Texas-dialekt greb ind. Han bad sønnike om at gå op til kokken og se på det godt 2 kg store stykke kød, før han bestilte. Godt det samme. For her kan man i ramme alvor snakke om en bøf så stor som et lokumsbræt.
Midpoint Cafe i Texas markerer midtpunktet på Route 66
Midpoint Cafe i Texas markerer midtpunktet på Route 66

Vi besindede os, og sønnen lod sig nøje med en Big Texan Ribeye på 36 ounce, mens jeg kun turde binde an med 18 ounce. Et ladycut, som John kaldte det. Vi hyggede os i den store restaurant, hvor der er levende musik og overdådig udsmykning. Tjener John udnyttede hvert ledigt minut til at komme hen til vores bord og spørge til vores velbefindende og udfritte os om Danmark.
Inden man forlader Texas, kommer man til byen Adrian. Her ligger Midpoint Cafe, som skilter med at ligge midtvejs mellem Chicago og Los Angeles. 1139 miles den ene vej og 1139 miles den anden. Så kom vi da så langt.
Kan vi bunde her
Kan vi bunde her

Sov i arm med John Wayne

I New Mexico fortsætter turen på de uendeligt lange grusveje, hvor der trods tørke også forekommer oversvømmede veje nogle steder. Men i en fire-hjulstrækker, der er lettere skrammet, kan det lade sig gøre at passere. Indtil 1937 gik den oprindelige rute op over Santa Fe, så den tog vi. Tilbage på hovedruten byder indkørslen til Albuquerque på et langt stykke med masser af moteller, diners og neonskilte fra Route 66’ storhedstid. Ren nostalgi.
El Rancho Hotel har huset mange fine gæster
El Rancho Hotel har huset mange fine gæster

I Albuquerques gamle bydel slår den gamle indianerkultur for alvor igennem, og der er masser af butikker og strøg med håndlavede smykker og kunst. Her ligger også et klapperslangemuseum – eller rettere en zoo – hvor de frygtindgydende klapperslanger ligger og kigger på en bag deres glasruder, heldigvis. Slangepasseren fortalte os, at slangerne bliver fodret på forskellige tidspunkter af hensyn til os besøgende. Enten ligger de mætte og stille og sover. De sultne stirrer på en med deres uhyggelige sorte øjne, og hvis de er sultne og pirrelige nok, så hugger de.
Gallup er sidste store by i New Mexico. En stolt Route 66 by med tydeligt indianerpræg. De indfødte amerikanere møder man alle vegne. Et stolt folk med egne forretninger, og en mindre del uden stolthed, når de vader drukne rundt og tigger i gaderne.
Vi overnattede på El Rancho Hotel, der er fra 30’erne. I receptionen blev vi budt velkommen af Bill. Han kunne fortælle, at han er tidligere marinesoldat og har været udstationeret i Tyskland. Han er ret stolt af, at han også havde været i København på orlov. Ellers spurgte han, hvilket værelse vi helst ville overnatte på. Alle værelser er opkaldt efter kendte skuespillere, som efter sigende har overnattet på hotellet. Det skulle vi nu ikke helt tro på, fortalte Bill. Men det var da muligt at sove i John Waynes gamle værelse. Så bliver det vel ikke større.
Der er ikke meget tilbage af byen Two Guns
Der er ikke meget tilbage af byen Two Guns

På Harley i Arizona

Arizona er en naturskøn stat. Vi havde besluttet, at vi ville tage tre overnatninger i Flagstaff og køre ud derfra. Inden vi kom så langt, fik vi selvfølgelig set Painted Desert og Petrified Forest. Vi var også gennem byen Holbrook, hvor Wigwam Village, som er et Route 66 motel med Teepee-telte opført i beton, ligger. På strækningen ligger også spøgelsesbyerne med de maleriske navne Two Guns og Twin Arrows. Tiden har været hård ved de to byer. Der er næsten ikke andet end ruiner tilbage. Men i Two Guns er det tydeligt at se, hvad Route 66 rejsende tidligere kunne forlyste sig med på den lange tur. Her er resterne af Mountain Lions, som var en mini-zoologisk have, hvor bjergløver, slanger og mindre dyr levede i små usle bure.

David fik sit store ønske om en tur på Harley opfyldt
David fik sit store ønske om en tur på Harley opfyldt

Fremme i Flagstaff indlogerede vi os på Travel Inn. Endnu et Route 66 motel med traditioner, som bestyrerparret Cathy og Scott værner om. Cathy og Scott er søskende og var til stor hjælp med råd og vejledning. De kunne give os tip om, hvor de bedste udsigtssteder i Gran Canyon er. Og Scott var også en uvurderlig vejleder, da vi ville leje en Harley Davidson og køre sydpå for at se de røde klipper og byen Sedona. Vi kunne jo ikke kommet hjem uden at have siddet overskrævs på sådan en.
I Flagstaff mødte vi også Matthew. Han er en ung mand fra Boston, som studerer på universitetet i Flagstaff langt hjemmefra. For at tjene til studierne er han tjener på dineren Galaxy, der ligge lige ved siden af Travel Inn. Matthew er en glad ung mand, der ville høre om Danmark. Da vi fortalte, hvordan man i Danmark kan studere og få SU, forstod han det slet ikke.
Det er da rart, at vi kan give en hånd med
Det er da rart, at vi kan give en hånd med

Fra Flagstaff og vestpå byder Route 66 på en af de sjoveste strækninger. Vejen slår en bue nordpå og går gennem flotte prærielandskaber, hvor en række småbyer byder sig til. Seligman er helt og aldeles en Route 66 by. Hovedgaden er plastret til med souvenirbutikker – så mange, at det næsten bliver for meget. Men sjovt er det. I en af souvenirbutikkerne sad indehaveren og nogle af hans venner i baglokalet. De havde lidt tømmermænd. Da indehaveren – en hollænder - hørte, at vi var fra Danmark og havde været næsten tre uger undervejs, vidste han, hvad vi længtes allermest efter. En ordentlig kop kaffe og ikke det tynde pjask, men får i USA. Han fik hurtigt brygget en kande kaffe – god og stærk – og vi nød flere kopper, mens han lidt træt kiggede på.
Man skal passe på klapperslanger mange steder
Man skal passe på klapperslanger mange steder

Sidste overnatning i Arizona fandt vi i Kingman. Det var det eneste sted, vi ikke fandt overnatning i første hug. Det skyldtes, at byen den dag var vært ved et stort bilshow, hvor mange hundrede veteranbiler var linet op i gaderne. Men vi fik vores værelse og blev i to dage, fordi vi benyttede den ene dag til en afstikker til mægtige Las Vegas, når nu vi var så tæt på.
Efter Kingman fortsætter Route 66 op i Black Mountains. En flot tur, men også barsk. Den gamle, revnede og bumpede vej snor sig op gennem serpentinersving med bratte fald og stejle bjergsider. Man får næsten kuldegysninger, når man tænker på, at vejen er den eneste mulighed for at passere Sitegreaves Pass i 3550 fods højde, og fortidens rejsende i deres tungtlastede trucks med elendige bremser har kørt her.
Nedkørslen er lige så dramatisk og slutter i guldgraverbyen Oatman, hvor fritgående æsler og svært bevæbnede cowboys skaber trængsel i byen.
Den nåede ikke til Los Angeles
Den nåede ikke til Los Angeles

I skudlinien

Når man passerer Coloradofloden fra Arizona-siden, kører man ind i Californien. Her venter et fantastisk stykke Route 66. Kort efter Needles kører man ind i den golde Mojave ørken. Med lange mellemrum dukker småbyer op. Essex, Amboy, Bagdad, Ludlow og Newberry Springs. Her ligger Bagdad Café i dag. Den karakteristiske røde træbygning, der opnåede berømmelse efter filmen af samme navn. Skægt at sidde i de lokaler og nyde en udmærket Buffalo-burger.
Vi kørte efter byen Barstow, hvor vi ville overnatte i et af de ældste Route 66 moteller på ruten. Før vi nåede så langt, gik det galt. Vi drejede forkert i en rundkørsel og kørte ind på en vej med høj midterrabat. Marine Corps Base, stod der på skiltene, og adgang strengt forbudt. Vi kørte i en kø på fem-seks biler og kunne ikke dreje fra. Ved en kontrolpost med bom stod tre svært bevæbnede soldater og en overordnet, der tjekkede bilerne foran os. Bilisterne viste tilsyneladende et kort og blev vinket videre. Da det blev vores tur, gik bommen ikke op. De tre soldater rettede deres karabiner mod os, og vi kunne kigge direkte ind i mundingerne. Ups, der var vi på gale veje. Vi skyndte os at undskylde over for den overordnede, sergent Jones. Han bad om legitimation, og vi var stadig i skudlinien. Da han så kørekortet, lyste han op i et stort smil. ”Oh, you are from Denmark. That’s good people”. Han lænede sig helt ind i bilen og fortalte, at han havde en dansk body, som han havde mødt under Irak-krigen og stadig var på mail med. Vi mener, han sagde, at kammeraten boede i Korsør, men er ikke helt sikre. Nå, men I kan bare foretage en u-vending her og så ellers god tur, sluttede han og lod bommen gå op. Vi tror, vi så smil på læberne hos de tre soldater, da de sænkede karabinerne og lod os køre.
Så er vi ved vejs ende. Her ender Route 66 ved Monica Beach
Så er vi ved vejs ende. Her ender Route 66 ved Monica Beach

Det var blevet mørkt, da vi nåede frem til Route 66 Motel i Barstow. Indehaveren, en ældre inder, mr. Sing, sad stadig i receptionen, og vacancy skiltet var tændt. Moteller er bygget i u-form og hele pladsen foran er fyldt med mere eller mindre rustne veteranbiler. Det hele så ret så forfaldent ud, og vi spurgte mr. Sing, om vi måtte se værelset, før vi tjekkede ind. Det var ikke noget problem. Han låste os ind og fremviste stolt et værelse - meget gammeldags men skinnende rent.
Efter Barstow dukker der palmer op langs vejen og trafikken bliver tættere. Man fornemmer tydeligt, at man er på vej tilbage til nutiden. Resten af Route 66 går gennem forstæder til Los Angeles. Vi nåede Santa Monica Beach, lige da solen var på vej ned i Stillehavet. Smukkere kan det vel ikke blive. Vi satte os i græsset ved siden af en mindeplade over kunstneren Will Rogers, som markerer afslutning på Route 66, og nød en stille fyraftens-cola i 32 graders varme. Vores road trip på Route 66 var slut. Vi tænkte tilbage på alle de søde amerikanere, vi havde mødt på den lange tur. Det er mange, og de er ikke alle nævnt her.
Det er flot at have sin egen stjerne på Hollywood Boulevard
Det er flot at have sin egen stjerne på Hollywood Boulevard

Lettere brugt bil

Route 66 går gennem otte stater og er næsten 4000 kilometer lang. Vi nåede ganske vist op på 5500 kilometer og var gennem ni stater. Men det var, fordi vi også var et smut i Nevada og Las Vegas og på flere andre afstikkere. Og, ja. Det er rigtigt, at 90-95 procent af Route 66 stadig eksisterer som landevej. Vi gennemkørte turen næsten uden at være på interstate.
Vores to dage i Los Angeles blev brugt på nogle af de steder, man skal se. Hollywood Boulevard, Beverly Hills og Venice Beach var nogle af dem.
Vi kørte til lufthavnen for at aflevere bil og tage flyveren hjem efter tre uger på Route 66. I køen foran Hertz så vores bil mildest talt lidt anderledes ud. De andre skinnede om kap i solen, og vores hårdt prøvede, let skrammede Trailblazer var dækket af et tykt lag rødt støv. Det var vist meget godt, at vi ikke havde fået en ny og pæn Nissan i Chicago.
yes, we did it
yes, we did it

slut

Seværdigheder
Road trips

Kommentarer til rejsetippet om Route 66

Fedt at tage den rigtige gamle rute !

06/01 2013 Mike
Dejlig læsning ! Jeg har tankerne: "Nu skal det være !".
Jeg vil tage turen på mc, men er det realistisk at tage Jerry McClanahans rute på en lettere Harley ?

Route 66 i 2006

22/08 2012 Holger Petersen
Det var dog en storslået beskrivelse af jeres tur på den gamle Route 66 fra Chicago og helt til Los Angeles lyst til at tage en tur overthere igen. Vi var der i 2006 i tre uger og kørte USA tyndt, hvor vi også var på Route 66. Vi havde dog en splinterny Chevrolet Trailblazer at køre i. Dejlig vogn. Vi startede i Texas, Dallas, og kørte mod vest gennem the great plain og New Mexico. Kom til Arizone og kørte ned gennem den skønne rute over Flagstaf til Sedona. Videre op til Grand Canyon og derfra til Las vegas. Efter et par dage gik turen videre til San Francisco over Golden Gate. Videre til Yosemite Naturpark. Derfra opad til Yelowstone Naturpark. Derfra på skrå ned til Atlanta, hvor vi skulle flyve hjem- Alt i alt en herlig tur gennem mange sider af den amerikanske natur. Jeg håber at kunne gentage den engang snart.

Super Historie!

11/08 2012 Gustav
Hej. Tusind tak for historien. Jeg har også drømmen om route 66 og skal afsted med en kammerat. Det kort i har. det er jo ret detaljeret. Men jeg tænkte på om man kan finde et kort kun med de astfaldterede veje?

På forhånd tak.

Og vi kom afsted.........

30/05 2012 Bo valbjørn
Hey.
Faldt lige over siden igen og vil sige tak for inspirationen da jeg læste jeres artikel 4/1 2011
Min kæreste og jeg tog turen samme år i juli/august 2011 og det overgik ALLE vores store forventninger. Vi havde kun bestilt hotel i Chicago og San Fransisco-første og sidste by-og så kørte vi bare ud i det blå efter vores route 66 map og overnattede på tilfældige moteller/hoteller. Helst de hyggelige road moteller hvor man kunne bakke bilen helt hen til døren og smide sig selv og baggagen ind i værelset-total nostalgi.....
Vi fulgte 66èren fra Chicago til Tucumcari hvor vi stak nordpå til Denver og tog turen tværsover "The Rockies" til Moab hvor verdens flotteste klipper og arches ligger. Sydpå til Gallup og vestpå igen til LA inkl Grand Canyon. LA gad vi ikke og tog straks nordpå ad Highway 1 mod San Fransisco-der ligger mange dejlige steder langs kysten. SF var koldt men ovre på Sausalito siden var der alle dage lækkert vejr(Marin county)
Vi er slet ikke færdig med Route 66 og tager afsted igen til næste år i 2013-det er bare køreturen i sig selv der gør turen........Feelin free siger man vist
Mvh Bo valbjørn

Flot beskrivelse - flot arbejde!

10/02 2012 http://truels.wordpress.com/
Hej med jer. Læste om jer i Politiken fornylig. Og nu har jeg så fået fundet Jeres flotte beretning her frem. Spændende læsning! Jeg har været i USA en gang før for 14 år siden i 3 ugen, hvor vi lejede mobilhome. Næste gang skal det være med en alm. bil.
Tak for flot inspiration her!
MVH
http://truels.wordpress.com/

Tak for alt!

21/11 2011 Mille
Hej Preben.

Jeres beskrivelse er het bestemt fantastisk!
Der står også nogle rigtigt gode rejsetips. Jeg har fundet ud af mange ting jeg ikke ikke vidste før.
Man blev virkelig grebet af historien. Det lyder som om det har været en uforglemmelig oplevelse.
Det håber jeg i hvert fald, for min forældre og jeg planlægger nemlig den helt samme tur som skal foregå i år 2013. Det har været min største drøm i snart 4 år, har brugt de 4 år på at spare op til det ;-)
Så jeg håber det var det hele værd.

Det kunne være rigtig fedt hvis du kunne sende den samme liste til mig som til Henrik (længere oppe), med overnatningsteder osv.

email: millemusen.nielsen@gmail.com

M.v.h. Mille

Preben

17/09 2011 Michael
Hej Preben.

Jeg er helt vildt bidt af jeres historie.. især da mig og min kæreste planlægger nøjagtig samme tur.

Kan du evt sende mig en mail som jeg kan kontakte dig på? Evt. hvor på facebook jeg kan finde dig. :-)

Ville gerne lige spørge dig om et par ting, hvis du har lyst til at svare dem, så kontakt mig på

caleo83@gmail.com ;)

Mvh Michael

Planen er at tage turen næste år

13/06 2011 Anne Brodka
Jeg blev meget fanget af jeres rejeoplevelse og håber vi kommer til at opleve noget af det samme som I har gjort. Vi har dog planer om at leje en camper fra Los Angels til Chicago og ved så godt at det ikke er helt muligt at tage den originale route 66, desværre! Men vil meget gerne have nogle gode råd eller ting vi skal holde os fra..
Kan næsten ikke vente til denne kæmpe oplevelse!

Re. Supertur

26/05 2011 Preben
Hej Lotte.
Du skal da ikke undvære Jerry McClanahans bog. Og du finder den på www.historic66.com/ Der er der en side med maps, hvor du kan købe de rigtige kort. Du kan også købe en pakke med Jerrys kortbog og en bog der hedder: Dining & Lodging Guide Route 66. Den havde vi også meget glæde af.
God tur.

Super tur - jeg smutter afsted til september :-)

23/05 2011 Lotte
Hej.

Det lyder ved gud til at have været alletiders tur - det har længe været min drøm, og nu ser det ud til at det lykkedes til efteråret, men jeg må lige vide en ting...

Hvor fandt i det der fede håndtegnede kort over hele ruten? Jeg har Googlet og Googlet, og jeg kan godt finde manden, og også andre kort - men ikke det som I viser her i beskrivelsen.

Hvor lang tid brugte I på turen fra Chicago til New Mexico?

Slut for nu - og "manner" hvor jeg glæder mig :-)

re: tak for...

14/05 2011 Preben
Hej Henrik.
I kan godt glæde jer. Det er alle tiders tur. Og, ja. Du kan godt få en liste over vores overnatningsteder med priser og det hele. Men I kan jo også gøre, som vi gjorde. Vi havde ikke planlagt noget, men lod tilfældet råde. Hvis vi faldt i god snak, nåede vi ikke så langt, som vi havde planlagt. Så droppede vi bare ind på det første motel, der faldt os for. Og det var nok derfor, det var sjovt. Men du er velkommen til at få listen. Så skal du nok skrive til min mail norgaard13@gmail.com Det bliver for omafttende at skrive den her.

Tak for en god beretning

26/04 2011 Henrik Engel
Min kæreste og jeg planlægger at gøre jer turen efter i august måned. Har I tilfældigvis en liste med alle jeres overnatninger så vi på bedst mulig måde kan planlægge dagene ... De fleste af jeres overnatninger fremgår af beskrivelsen, men jeg når ikke helt op på 20...? På forhånd tak

Den bedste rejsebeskrivelse nogensinde

10/04 2011 Brian
Er kommet hjem fra Usa for tre måneder siden, men her foregik rejsen i fly og tog. Er efter rejsebeskrivelsen meget opsat på at gøre turen efter. Det med flinke amerikanske mennesker kan jeg kun skrive under på. Og flere gange må jeg trække på smilebåndet over samtalerne med de lokale, det var også sådan vi oplevede dem, når snakken faldt på DK.
Tak for en helt fantastisk levende fortælling, man var jo næsten med på turen :O)

re: rigtig godt....

06/02 2011 Preben
Hvis du skal køre fra L.A. til Grand Canyon har du alle tiders chance for at komme på Route 66. Den hurtigste tur går vel ad interstate 40 til Williams, hvor du skal dreje fra. Jeg vil foreslå, at du i stedet tager motorvejen ud af L.A. Når du når Barstow, kan du nemt komme på Route 66. Derfra går den gamle vej gennem Mojave ørkenen med Bagdad Cafe, Amboy og andre sjove steder. En fantastisk tur. Nå du kommer ind i Arizona kan du igen komme på Route 66. Fra statsgrænsen og frem til Williams finder du en af de flotteste strækninger på Route 66.

re: drømmen

06/02 2011 Preben
Hej Patrik.
Vi havde ikke noget egentligt budget. Vi købte flybilletter, lejede bil og hotel i Chicago og Los Angeles hjemmefra. Derefter tog vi bare ind på et motel, når det passede. Priserne lå fra 50 dollar til 80 dollar. Vi spiste mest på diner. Det hører ligesom til på Route 66. Et godt måltid kostede 10-12 dollar. Og så købte vi en tankfuld benzin hver dag.

Rigtig godt skrevet - kan ike undgå at blive fanget

01/02 2011 B
Skal selv afsted til marts - desværre ikke på samme tur, selvom det lyder som noget man bare SKAL opleve.
Det bliver kun en kort 2 dages tur fra L.A til Grand Canyon - men er der noget specielt du kan anbefale eller fraråde på den strækning? Og kræver det specielle kort, eller er skiltningen ok der?

Tak for en fin beskrivelse, og på forhånd tak :-)

drømmen

30/01 2011 patrik
lyder som i havde en helt perfekt tur ... er selv ved at planlægge turen på route 66 som har været en drøm i en del år og og ja den bog kan da ikke undværres... hva lå¨jerers burget på da i tog afsted og holdte det stik mvh patrik

re:motorhomes

16/01 2011 Preben
hej peter.
ja, og nej. du vil ikke kunne køre hele den gamle route 66 i et motorhome. vejen er simpelthen for dårlig. men bare rolig. du vil kunne køre langt det meste. jeg vil anbefale dig at købe jerry mcclanahans bog EZ66 guide for travelers. den angiver også, hvor der er grusvej.

min drøm

11/01 2011 Dorthe
smuk fortælling.jeg er taget afsted

Mortorhomes

10/01 2011 Peter Morgen
Fantatisk beskrivelse.
Den originale Route 66 i fulgte, kan en mortorhomes "klare" den?

Nice

06/01 2011 MN
Det lyder som en fantastisk tur. Og sikke en flink politimand.

Kanon beskrivelse

04/01 2011 Bo valbjørn
Jeres beskrivelse er bare helt fantastisk. Jeg vil afsted NU.........
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om kør-selv ferie på Route 66

Hoteller i Route 66
Kør-selv på Route 66
Denne side er udskrevet d. 8. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.