Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Rundrejse

Læs mere om rejser til Rundrejse

Rejsetips af samme forfatter

Velkommen til ... rejse i USA
Rejsetips indsendt af:
Brøndby
9. okt. 2010

Velkommen til ... rejse i USA

Hvordan motorvejenes velkomstcentre førte til et besøg i Graceland og om mødet med en indfødt på Natchez Trace Parkway og en hestevognstur i byen Natchez.
Dorte foran et Welcome Center. Her i Illinois.
Dorte foran et Welcome Center. Her i Illinois.

Da vi var vilde med Welcome Centers

Når man passerer grænsen mellem to stater i USA på en Interstate Highway, møder man næsten altid et Welcome Center nogle få miles efter grænsen. Her byder den enkelte stat sine gæster velkommen, og man har normalt mulighed for at indskrive sig i en gæstebog. På velkomstcenteret kan man få kort over staten, brochurer om denne eller hin forlystelse eller national- og statsparker og meget andet. Desuden kan man få kuponhæfter med rabatkuponer til samme forlystelser, hoteller og restauranter mm. Amerikanerne elsker rabat, så der er mange forskellige rabatordninger, som man kan have glæde af. Kuponhæfterne er altså én af mulighederne.

På vores første tur rundt i de amerikanske øststater, hvor vi havde børnene med, benyttede vi os af disse velkomstcentre i udstrakt grad. Vi hentede altid kort, og som oftest også 10-15 brocher fra steder, som vi i hvert fald ville overveje at besøge. Vi var ikke så fuldbefarne i at køre i USA, så vi holdt os meget til de store Interstate Highways, hvilket betød at vi ofte kom forbi velkomstcentre. Ved en enkelt lejlighed gik det dog galt, og vi krydsede statsgrænsen på almindelig vej – uden velkomst center. Heldigvis kunne vi dog besøge et informationskontor i den nærmeste by, hvor vi fik de ting, vi ellers havde måttet undvære. Vores mange besøg på velkomstcentre fik vores børn til at mene, at både min kone og jeg, led af "galopperende brochuritis". De skulle bare vide, hvad der skete næste gang vi var i USA (uden børn).
Elvis Aaron Presley. Hvil i fred!
Elvis Aaron Presley. Hvil i fred!

En omvej førte os til Graceland

Vi havde overnattet i den meget lille by White House ved Interstate 65 omkring 40 km nord for Nashville i Tennessee. Herfra skulle vi syd på til Tupelo i Mississippi en strækning på omkring 235 km ad den nærmeste vej. Desværre indbefattede den nærmeste vej ikke en Interstate, og det betød, at vi ikke ville komme forbi et velkomstcenter, når vi kørte ind i Mississippi. Det syntes vi ikke var rimeligt, så vi besluttede at køre en anden vej.

På kortet kunne vi se at den nærmeste motorvej, der krydsede grænsen mellem Tennessee og Mississippi var Interstate Highway 55, som krydsede grænsen ved Memphis. Fra Whitehouse til Memphis var der ca.375 km, altså 140 km mere end der var i alt ad den direkte rute. Fra Memphis var der så yderligere 175 km tilbage mod øst til Tupelo, men hvad betyder en omvej på 315 km, når man får chancen for at besøge et Welcome Center. I praksis endte omvejen med at være ca. 360 km, men igen; man det er vel på road trip.

På vej mod vest blev vi enige med os selv om, at man ikke kunne tillade sig at være i Memphis uden at besøge Graceland. Så det gjorde vi. Heldigvis var det en helt almindelig hverdag, så køen for at komme fra den side af gaden, hvor der er parkeringsplads, museum og billetsalg til den anden side af Elvis Presley Boulevard, hvor selve huset ligger, var kun godt 45 minutter. Så blev vi læsset i en bus, og kørte de ca. 200 meter til selve Graceland. Her gik vi rundt i huset på en radioguidet tur. Selv om ingen af os er glødende Elvis-fans, var det alligevel en fantastisk følelse at gå rundt i hans hus, og ikke mindst at stå ved hans grav ude i haven. Vi brugte et par timer her, men så var det også på tide at komme videre.

Vi kørte videre mod syd ad I-55 og fandt da også et velkomstcenter. Her fik, ud over de sædvanlige kort og brochurer, også serveret kaffe, te, lemonade og muffins. På statens regning! Det var første gang, vi oplevede servering på et velkomstcenter, ellers plejede der at være opstillet sodavands- og slikautomater.

Vi fortsatte mod syd til byen Batesville, hvor bilen trængte til at blive fyldt op. På tankstationen så vi et skilt til Sardis Dam, og sådan en dæmning, kunne vi selvfølgelig ikke køre uden om. Der var nu ikke meget at se, men det var da en nydelig sø, der gemte sig bag dæmningen. Efter besøget her, fortsatte vi til Tupelo gennem universitetsbyen Oxford, hjemsted for University of Mississippi, populært kaldet "Ole Miss". Lige øst for Oxford kørte vi igennem en af de 18 bebyggelser i USA, der bærer det gode navn Denmark. Derfra var det "lige ud ad landevejen" resten af vejen til Tupelo, der i øvrigt er Elvis Presleys fødeby, og hvor hans fødehjem også har offentlig adgang. Det er nu et meget lille hus, så der er kun plads til en lille del af offentligheden ad gangen, og vi orkede ikke mere Elvis den dag, så vi stod over.
Natchez Trace - The sunken trail
Natchez Trace - The sunken trail

Mod syd på historiens vinger

Når vi overhovedet var kørt til Tupelo, var det fordi vi ville køre videre mod syd til byen Natchez ad den såkaldte Natchez Trace Parkway. Denne naturskønne vej, går langs det gamle Natchez Trace, et spor, der førte fra Natchez i syd til Nashville i Tennessee. Sporet regnes som en af USA's ældste veje, og var i mange år den vigtigste landfærdselsåre i det daværende sydvestlige USA. Det blev brugt af både lokale indianerstammer, såvel som hvide opdagelsesrejsende og nybyggere. Dengang var det ikke helt ufarligt at færdes langs sporet. Dels skulle man rejse gennem sumpe med både malariamyg og giftslanger, og man skulle også helst undgå at blive overfaldet af indianere eller landevejsrøvere, som der var mange af. Én af dem, der ikke overlevede en rejse langs Natchez Trace, var dem berømte opdagelsesrejsende Meriwether Lewis, som efter at være blevet guvernør over Louisiana territoriet, blev myrdet eller måske begik selvmord under et ophold på Grinder's Stand, én af kroerne langs vejen. I dag er det noget mere sikkert at færdes her.

I Tupelo har vejen sit eget informationskontor, og her kunne vi hente kort over såvel parkvejen som det gamle spor, med beskrivelse af, hvad der var at se undervejs. Dette informationskontor bærer tydeligt præg af, at man befinder sig i syden. Ud over selve de informative aktiviteter, var der – jeg havde nær sagt selvfølgelig – en souvenirbutik. Her kunne man købe kopier af sydstatspenge fra den amerikanske borgerkrig, sydstatsuniformer, sydstatsflag og så videre. Jo, i syden er borgerkrigen, eller som de ynder at kalde den "The war against northern aggression, bestemt ikke glemt.

Vi fik imidlertid det, vi havde brug for af informationer, og så kørte vi syd på ad parkvejen. På kortet var der afsat adskillige seværdigheder og udsigtspunkter, og vi gjorde holdt ved de de fleste. Imidlertid var der ikke meget at se i praksis. De fleste steder, stod der bare et skilt med teksten "Her stod engang…." og så videre. Vi så dog nogle gamle bronzealderhøje, Emerald Mound, og vi så Line Creek, et af de få steder, hvor der var en formel grænse mellem to indianerstammer, aktuelt mellem Chickasaw og Chocktaw stammerne. Vi var også ude at gå tur på Sunken Trail, en strækning af det gamle spor, som har været slidt på så flittigt, at selve sporet ligger flere meter under det omgivende terræn.
Kudzuplanter har overgroet en gruppe træer.
Kudzuplanter har overgroet en gruppe træer.

Grøn, grønnere, kudzu

Derefter mistede vi interessen for at se mere. Det begyndte nemlig at regne. I begyndelsen ikke så slemt. Vi kunne stadig nyde naturen, som blev grønnere og grønnere. Ikke bare græsset og træerne var grønne. Det voksede også grønne planter op ad træerne, på lygtepæle, hegn, højspændingsledninger osv. Det var kudzuplanten, en invasiv art, som er ved at brede sig over store dele af det sydøstlige USA. Den er ganske køn og kan danne helt skulpturelle former, men er uønsket fordi den ødelægger den lokale flora, fordi den breder sig så voldsomt, at den kvæler al anden vækst.

Efterhånden tog regnen til, og senere tog den endnu mere til, og fra at være et skybrud blev det til en veritabel syndflod. Vi kunne til sidst, i bogstavelig forstand ikke se noget som helst ud af forruden, end ikke vores egen kølerhjelm. Vi måtte derfor køre ind til siden, og afvente at regnen skulle tage af. Vi stoppede selvfølgelig vores motor, og dermed også vores klimaanlæg. Det betød at vinduerne duggede til, så man hverken kunne se ud eller ind. På det tidspunkt blev vi enige om, at vi ville bytte chauffør. Det gør vi ca. hver anden time på vores køreture, og det var det så blevet tid til.

Imidlertid var der ingen af os, der ville ud i regnen for at bytte. Så vi foretog nogle akrobatiske øvelser mellem for- og bagsæde i den lejede Pontiac Bonneville og til sidst lykkedes det da også for min kone, Dorte, som havde kørt at komme over på passagersædet og jeg endte efter nogle strabadser på førersædet. Jeg er ret sikker på, at eventuelle forbipasserende, kan have gjort sig nogle tanker om, hvad der mon foregik inde bag de duggede ruder i bilen!
Riverwalk, New Orleans
Riverwalk, New Orleans

Et møde med en indfødt

Efterhånden stilnede regnen så meget af, at vi besluttede at køre videre. Havde naturen set grøn ud før regnen, så den endnu mere grøn ud nu, hvor alting var vådt. Også dyrene skulle åbenbart ud for at se sig om, for vi mødte adskillige store og små dyr. Blandt andet så vi flere gange vilde kalkuner i vejsiden, og jeg må tilstå, at jeg blev lidt overrasket over, hvor store disse forvoksede høns egentlig var.

Efterhånden holdt det helt op med at regne, og da vi så et skilt til Ross Barnett Reservoir Overlook, blev vi enige med os selv om, at det var på tide at få lidt frisk luft. Ross Barnett Reservoir er en sø, som er opstået gennem opdæmning af Pearl River og søen leverer drikkevand til Mississippis hovedstad, Jackson. Da vi kom ind på parkeringspladsen ved udsigtspunktet, holdt der kun én anden bil, nemlig en stor pickup truck, hvor vi kunne se, at der sad en stor mand iført ærmeløs undertrøje.

Vi gik imidlertid op til udsigtspunktet og nød udsigten over søen, mens vi samtidigt nød den dejligt friske luft efter regnen. Da vi kom tilbage til parkeringspladsen, holdt pickup'en der endnu, men manden var steget ud. I oprejst tilstand så han endnu større ud, end da han sad i bilen, og hans undertrøje var ikke helt ren. Da han gik hen imod os, var vi nok en anelse nervøse. Det holdt imidlertid op, så snart han åbnede munden. Hans første ord vare nemlig det, jeg tror, er amerikanernes standardbemærkning, når de møder nogen, de mener er udenlandske:" Hey, wher'e ye guys from?"

Da vi fortalte ham, at vi var fra Danmark, ville han vide, hvad vi lavede i Mississippi. Da vi så fortalte at vi var på ferie, så han meget undrende på os og udbrød "Her????", som om han undrede sig over hvad der kunne få udenlandske turister til at tage på ferie "in the middle of nowhere" i USA's fattigste stat. Han blev dog noget roligere, da vi fortalte ham at vi kun var på gennemrejse på vej til Natchez og derfra videre mod syd til New Orleans. Det fik ham sat i gang med at berømme sidstnævnte by, hvor han tit var med sin kone. Især mente han, ville Dorte sætte pris på at besøge indkøbscenteret Riverwalk med de mange butikker med dametøj.

Vi talte længe med ham, og kunne fx berolige ham med, at hans eget rejsemål for året, Blue Ridge Parkway i North Carolina og Virginia, faktisk var turen værd. Vi havde selv kørt der to år tidligere, og kunne give ham nogle gode tips. Det var en pudsig oplevelser, som dansker at give rejsetips til en amerikaner om rejsemål i USA.
Stanton House i Natchez
Stanton House i Natchez

De taler da engelsk i Danmark hver dag...

Langt om længe fik vi løsrevet os fra samtalen og kunne fortsætte til Natchez, hvor vi fandt et hotel i udkanten af byen. Efter indkvartering kørte vi ind til den gamle del af byen. Her gik vi lidt omkring og på et tidspunkt, kom vi forbi en ældre herre, som stod ved en hestevogn. Han præsenterede sig som Ron, autoriseret turistfører, og spurgte os om vi ville have en rundtur i byen. Det gør vi ret ofte, da vi nyder at høre de lokale fortælle gode historier om deres egen by, så da prisen viste sig kun at være $ 10 for hele herligheden (tur og historier) slog vi til.

Selve turen skulle ikke køres af Ron selv, men af hans barnebarn, Caleb, som var i lære som guide. Caleb, som var omkring 20 år, var en glimrende fortæller, og han lagde ud med at fortælle, at hesten foran vognen hed Rodney, og at den var tidligere travstjerne. Det må imidlertid have været meget længe siden, for Rodney var med stor margen den langsomste hest, vi endnu er blevet trukket af. Han brugte mere tid på at stoppe for at spise blade af træerne, end på at trave. Men rundt kom vi da, og vi så og hørte om mange af byens seværdigheder, Stanton House, som var et stort før-borgerkrigshus, som i øvrigt blev brugt til indendørs optagelserne til tv-serien Nord og Syd, Texada, det ældste murstenshus i Mississippi, huset som "agerede som Tante Pollys hus i filmen Huck Finn, kirken hvor Tom Sawyer og Huckleberry FGinn overværede deres egen begravelse i samme film, Gentlemens Club, hvor kvinder var velkomne, dog ikke medlemmernes koner og fængslet, hvor henrettelser i modsætning til andre steder i USA skete inden døre, ikke ude på torvet, men hvor bygningen til gengæld havde så store vinduer, at ingen alligevel gik glip af noget.

Da turen til sidst var færdig og vi kom tilbage til udgangspunktet ville bedstefar Ron også vide, hvor vi kom fra. Da vi fortalte, at vi var fra Danmark, mente han, som det høflige menneske han var, at vi talte rigtigt godt engelsk. Det undrede til gengæld ikke Caleb, for som han sagde. "Alle mennesker i Denmark taler da engelsk hver dag." Vi prøvede så at forklare, at der ikke var tale om den lille by længere mod nord i staten, men et helt andet land i en helt anden verdensdel. Det var dog tydeligt, at det ikke trængte ind. Da vi kom forbi parret igen, efter at have været et smut nede ved floden., kunne vi se på bedstefars armbevægelser, at han var i gang med at forklare Caleb om verden uden for USA.

På trods af statens åbenlyse fattigdom, er der masser at opleve i Mississippi, hvor som vi da også har besøgt igen senere.

Seværdigheder
Road trips
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Rundrejse

USA
i Rundrejse
Denne side er udskrevet d. 5. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.