Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om San Diego

Læs mere om rejser til San Diego

Ørken og border control – eller 3.300 miles i Arizona og New Mexico med afstikker til Texas
Rejsetips indsendt af:
Ebba Weigelt
Billund
15. nov. 2010

Ørken og border control – eller 3.300 miles i Arizona og New Mexico med afstikker til Texas

Efter to ”færdigstrikkede” rejser fandt jeg at det var tiden at planlægge min egen tur – ikke mindst fordi steder jeg syntes kunne være interessante, ikke indgik i rejsebureauernes ”pakker”, men også fordi jeg mente at have opsamlet så megen erfaring at det skulle være muligt. Jeg lod dog rejsebureauet ordne fly, bil og hotelbestilling denne gang.
Organ Pipe Cactus - som har givet parken navn
Organ Pipe Cactus - som har givet parken navn

Imponerende kaktus i Organ Pipe Cactus National Monument

Ankom med 2½ times forsinkelse i Chicago til Phoenix – og checkede in på hotellet lidt før kl. 2!! Og så er der ellers en noget anden temperatur hernede – men det var jo også ventet, selv om det var som at ”få en dør i hovedet” med 90 gr. F ved midnat!

Det var godt nok en lang rejsetid – 24 timer! Sov det meste af turen fra Chicago, hvilket også betød at det har været lidt svært a sove – og stod op kl. ca. 5.30. De serverer morgenmad fra kl. 6 – og så kan jeg lige så godt få startet i stedet for at ligge og vride mig i sengen og ikke kunne sove alligevel.

Jeg kørte fra Phoenix allerede lidt inden kl. 8. Satte i første omgang kursen mod Gila Bend (lå på vejen så det var ikke nogen omvej), hvor jeg frekventerede et lille supermarked for at få lidt forsyninger – en is og en ”spand” vand! Jeg var lidt spændt på hvad det var en slags by – for jeg har efterhånden lært at mange af de småbyer der ligger sådan lidt afsides i forhold til metropolerne ofte kun er en lille flække, som vi vil sige det på dansk. Og de viser ofte lidt af bagsiden af landet. Forholdsvis gammelt, langt fra velholdt (ofte får man det indtryk at maling stort set ikke er opfundet de steder…) – kort sagt ret forfaldent. Og Gila Bend var ikke nogen undtagelse.

Tog et par billeder og fortsatte så mod syd, hvor jeg også gjorde et kort ophold i Ajo, hvor jeg skal overnatte. Den første del af den ligner alle de andre. Inde i midten er der dog en del nye huse, ligesom der er bygget en shoppingcenter. Men som så mange andre af den slags lider de tilsyneladende af mangel på et eller andet - i hvert fald er en del af dem tomme. Her købte jeg en sandwich, som jeg tog med og spiste da jeg kom ned i Organ Pipe Cactus National Monument, som var dagens mål.

Begyndte med det obligatoriske besøg på Visitors Center for at købe lidt info og høre hvad de vil foreslå for at få mest muligt ud af turen. Jeg havde hele eftermiddagen, så de viste en 2-3 forskellige ruter man kan køre: en ud-hjem tur – ca. 5 miles, ørken med forskellige kaktus og landskaber – en 19 miles rundtur – hovedsagelig grusvej….. noget mere kuperet terræn med en del bjerge også, her fik jeg foreslået et par trails, som ikke var alt for anstrengende og lange. Generelt frarådede de lange gåture midt på dagen i sommerperioden, de skal helst foregå om morgenen inden det bliver for varmt. For man kommer ikke udenom at det var varmt! Høj, måske lidt diset, solskin og kun lidt luftning, mest på de højeste steder. Der kom dog lidt skyer sidst på dagen. Jeg ved ikke helt hvad temperaturen har været, men ifølge udsigten i morges ventedes den op tæt på de 40 grader…. Så der blev også drukket næsten en halv ”spand” vand…..

Det specielle ved disse organ pipe cactus er at de forgrener sig nede ved jorden og ikke oppe ad stammen. Hernede er det eneste sted man kan finde dem i USA.

Alt i alt en rigtig fin dag – var tilbage i Ajo og checkede in på motellet omkrig kl. 19. Efter et svalt bad (jeg har jo slet ikke svedt i dag..) kørte jeg ud for at finde et sted at få noget at spise, men det er bestemt ikke ligefrem spisesteder der er flest af i disse småbyer, der jo heller ikke ligefrem er overrendt af turister, men jeg fandt dog en lille mexicansk restaurant, hvor de også serverer morgenmad. Rart at vide til i morgen tidlig…
Ørkenens symbol - Saguaro Cactus
Ørkenens symbol - Saguaro Cactus

Uenig med GPS’en – var nær endt i San Diego…..

Fik endelig noget morgenmad. Det var lidt svært…. Den påtænkte mexicanske restaurant var lukket. Men fandt dog en café hvor jeg fik de sædvanlige pancakes, gode!

Ellers er det en noget søvnig by at se på – det der er mest af her er Mexico Insurance! Så der må være en masse at forsikre! Eller også er det billig forsikring? Jeg ved det ikke.

Forlod Ajo nogle få minutter over 9 for at fortsætte mod Tucson.
Planen var at nå den vestlige del af Saguaro National Park – og så ellers se hvad der bød sig på vejen. Havde egentlig to muligheder – og valgte den længste med et sving nordomkring. Valgte derudover at vente med at fylde benzin på, da jeg sagtens kunne køre et pænt stykke vej. Der var nogle småbyer på vejen, så jeg regnede med at kunne tanke i en af dem….. Nu er det jo bare sådan at mange af de småbyer virkelig er småbyer så glem alt om at tanke der…. Det lykkedes dog at finde ud af at komme til en lidt større by, hvor det skulle være muligt – jeg ved så bare ikke lige hvad GPS’en havde gang i – for den var ved at sende mig ud på en i høj grad wild goose chase! På highway’en mod vest hvor jeg bare skulle fortsætte ligeud de næste 100 km….. Og hvad gør man så når tanken nærmer sig tom? Gjorde noget jeg ikke har gjort før og faktisk ikke er sikker på er lovligt, men der kom ingen biler lige på det tidspunkt: Der var lige som en overkørsel i midterrabatten – så der var ikke andet at gøre end at køre over der (jeg anede jo ikke hvornår den næste frakørsel kom……). Og så kom jeg frem til en benzinstation et par hundrede meter længere fremme.

Samtidig med benzinen fik jeg så også lidt frokost i form af noget is – samt endnu en ”spand” vand (der kræves en del herude i ørkenen når temperaturen ligger omkring de 40 grader).

Jeg forsatte så min videre færd. Klokken var efterhånden blevet omkring 12-13 stykker da jeg satte kursen videre mod Tucson. På et tidspunkt kom jeg til et skilt der viste til Picacho Peak, og jeg besluttede at se hvad det var. Det viste sig at være en såkaldt State Park (dem er der også en hel del af over hele landet). Der var et par gode vandre stier – en ret krævende der gik mod toppen af Peak’en. Jeg startede op ad den, men besluttede et stykke oppe ad bjergskråningen at vende om igen. Dels var det er meget krævende rute, ikke mindst for en uerfaren klatrer, dels var turen ca. 2 miles, og jeg skulle jo ned igen, og endelig havde jeg jo også et par kameraer med og vandflasken, så…. Der var også en kortere og mindre anstrengende tur, den tog jeg så i stedet. Efter omkring et par timer fortsatte jeg så endelig mod Seguaro NP som jeg nåede lige et kvarter inden Visitor Center lukkede. Så jeg nåede både at have reglementeret adgang og at se en del af parken. Der var en enkelt rute man kunne køre i bil. Den valgte jeg – den havde samtidig et interessant ”element”, idet der på ruten var nogle gamle såkaldte ”petroglyphs”. Det er gamle indianske inskriptioner eller illustrationer på sten. Hvad de egentlig betyde, har man endnu ikke fundet ud af.

Fremme ved hotellet i Tucson, som jeg nåede ved 19.30-tiden var det tid finde noget at spise. På hotellets anbefaling blev det et western steakhouse der hedder Pinnacle Peak. Det viste sig faktisk at være en helt lille western by inde midt i Tucson, med forskellige små forretninger og spisesteder, nærmest en lille forlystelsespark. Først kom jeg forbi en forretning der solgte forskellige western ”klædningsstykker”, jeg nøjedes bare ikke med at gå forbi, men gik også ind. Og forlod butikken med en cowboyhat! Og så måtte jeg hellere få noget mad – igen blev det til en gang T-bone…. Ganske fremragende.

Der foregik også mere på stedet. Netop på det tidspunkt da jeg forlod stedet skulle man i gang med at opføre lidt stunt-skuespil, så det måtte jeg også hellere tage med. Det var ganske underholdende. Bagefter holdt skuespillerne hatten frem til ”drikkepenge”. Lidt flovt havde jeg slet ingen, da jeg havde ladet kontanterne ligge i bilen, og kun havde kreditkortet med.
OK Corral - Shoot out sted i Tombstone
OK Corral - Shoot out sted i Tombstone

Kaktus – symbolet på ørkenen

Dagens program bestod først og fremmest af at se den østlige del af Saguaro NP – parken ligger i to dele, en øst og en vest for Tucson. Efter det obligatoriske besøg på Visitor Center gik det derefter rundt på en loop drive, en rundtur på ca. 9 miles (tror jeg). Dette loop er det eneste af parken der er tilgængeligt i bil, men til gengæld er der masser af vandrestier. Stødte på nogle af dem undervejs, og fik en rigtig fin spadseretur på en god times tid. Her så jeg bl.a. en jackrabbit, som sad under en busk. Jeg kom temmelig tæt på den, og selv om jeg bevægede mig ganske roligt og tog billeder af den flyttede den sig ikke – og det var jo rigtig fint. Ved ruten var der også en anden sti, som gik hen til resterne af en ranch, der var bygget i beg. af 30erne af en familie, der havde fået tildelt et stykke land hvor de kunne drive ranch- eller minedrift. Det var vist ikke særlig givtigt, og jorden var senere købt op af staten som et led i oprettelsen osv. af nationalparken. Det der rent faktisk var tilbage var en lille jordvold – og så kunne man se et par hjørnesten af huset….

Jeg forlod Saguaro NP omkring kl. 14 – og derefter var planen meget løs, overordnet set hvad der bød sig på vejen (selv om jeg havde et par ideer). Det første stop var en county park – Colossal Cave Mountain Park – som ligger meget tæt på Saguaro. Kunne godt være kommet på rundtur, men skulle så have ventet en halv times tid, og det syntes jeg ikke jeg ville, så jeg fortsatte for at se hvad den ellers havde at byde på. Jeg kunne vist godt have fået en ridetur, idet de tilbød trail rides fra en ranch i parken, hestene stod også opsadlet. Denne var oprindelig bygget i slutningen af 60erne af en mand der havde lyst til at bygge en ranch…. Han boede der med sin familie i knapt ti år. Hvad der så skete med familien meldte historien ikke noget om. Huset var nu indrettet som museum med diverse ting relateret til ranch life og cave’ens historie.

Det var nu ved at nærme sig den tid at jeg skulle overveje at vende næsen mod Tombstone, det næste overnatningssted. På vejen holdt jeg dog lige ind om endnu et grottesystem, en state park, Kartchner Caverns. Godt nok var det ved at være sidst på dagen, kl. nærmede sig 17, men der kunne dog aldrig ske noget ved at kigge ind. Desværre missede jeg også her en tur i grotterne; der var ikke flere rundture den dag, og det var der jo ikke noget at gøre ved. Det er vilkårene, når man rejser på denne måde, noget af det kommer til at ligge sidst på dagen, afhængigt af hvor det ligger i forhold til ruten, og det gælder ikke mindst impulsstoppene. Så må jeg jo vente med grotterne til Carlsbad!

Jeg opgav herefter flere eventuelle ideer, da der ikke var så meget tilbage af dagen, så ville jeg også kunne nå at se lidt mere af Tombstone inden det blev mørkt (hvad det jo bliver tidligt på disse breddegrader…). Heldigvis var der på nuværende tidspunkt kun omkring 25 miles til Tombstone, hvor jeg var fremme på hotellet lidt over kl. 18, tror jeg.

Efter indcheck tog jeg så ind for at kigge lidt på Tombstone. Her ligger en hel gade med gamle bygninger helt fra forrige(!?!) århundrede, de originale, tror jeg. Hver dag opfører man skuddramaet i the O.K. Corral! Den når jeg nu ikke, for det sker kl. 14 – og da er jeg længe kørt videre. Egentlig er det utroligt at en så kort begivenhed i den grad lever videre i historien, og at man stadig bevarer en hel bydel der var scenen for den begivenhed. Faktisk er hele gaden afspærret mod biltrafik!
Imponerende grå klipper i Chiricahua National Park
Imponerende grå klipper i Chiricahua National Park

Tombstone - og imponerende grå bjerge

Morgenmaden fik jeg på en lille restaurant der lå i forbindelse med hotellet. Et par gode, solide pandekager – og 10% rabat som gæst på hotellet – det var jo fint!

Efter endnu et på Tombstone kørte jet mod dagens attraktion, Chiricahua National Monument. Denne park er et bjergområde med nogle ganske imponerende søjleklippeformationer. De minder meget om Bryce Canyon, som jeg så for 2 år siden, men klipperne her er grå eller helt mørk-rødlige. Der var en såkaldt Scenic Drive – ud/hjem – op i bjergene, hvor der for enden af ruten var forskellige vandrestier. Jeg havde besluttet at jeg ville gå en af de ture, og fik en ganske flot 5,4 km tur på godt 1½ time ud af det. I området var der flere vandrestier, men jeg skulle jo videre, og nøjedes med den ene. Men den var turen værd.

Det var meningen at jeg også ville have været omkring Fort Bowie, der som navnet antyder, er et gammelt fort, men klokken var blevet så mange at jeg var nødt til at droppe det, bl.a. også fordi man ikke kunne køre direkte til Visitor Center, men skulle gå ca. 1,5 km, og det ville jeg ikke kunne nå. Jeg fortsatte derfor til byen Wilcox, der ligger på Interstate’en som jeg skulle videre på til Texas.

Da jeg kørte fra Wilcox havde jeg ca. 370 km til El Paso – og klokken var efterhånden blevet en 3-halvfire stykker. Undervejs var jeg nødt til at gøre endnu et kort ophold for at få lidt frisk luft – det var trods alt en pænt lang tur. Jeg var lidt spændt på hvornår jeg ville være fremme, selv om jeg havde en formodning om det. Man har nemlig ikke sommertid i Arizona, og jeg er ganske vist ikke klar over om Arizona og Texas ligger i samme tidszone – men under alle omstændigheder mistede jeg en time af dagen på turen herover – og det er jo lidt træls at man først er fremme lidt i kl. 20, når uret siger lidt i 19……. At jeg så indhenter den igen når jeg kører tilbage til Arizona i næste uge er en anden sag.

Så meldte spørgsmålet sig hvor jeg skulle finde noget at spise eftersom der ingen restaurant er på hotellet (kun continental breakfast). Men med hjælp fra et par brochurer på værelset og et check på en adresse på nettet lykkedes det at finde noget ikke ret langt herfra, en Texas Roadhouse. Det lå kun nogle få km fra hotellet, og med hjælp fra GPS’en lykkedes det uden problemer at finde både ud og hjem! Og maden var glimrende.

Turen herover gik gennem den sydøstlige del af Arizona, den sydlige del af New Mexico og så lige ind i det sydvestligste hjørne af Texas. Landskabet er ret ens, og alligevel varieret. Det meste af turen er de store flade strækninger omkranset af bjerge. Tombstone ligger i udkanten af den sydvestlige del af ørkenen (Sonoran Desert), og landskabet er tørt bevokset hovedsageligt med småbuske eller krat, eller hvad man nu skal kalde det. På et tidspunkt skiftede det så der imellem krattet også var græs (meget tørt og slet ikke grønt…..). Så skiftede det igen og blev endnu mere tørt med endnu mindre bevoksning. Ind imellem var der steder hvor der gik kreaturer. Hele tiden vekslen mellem forskellig grad af tørt og ingen til lidt vegetation.

I nærheden af byen Las Cruces så jeg de fleste køer jeg nogensinde har set samlet på ét sted! I et utal af folde gik ligeledes et utal af malkekvæg. Det var så enormt! De køer skulle tælles i tusinder! Gad vide hvordan proceduren er med at få dem malket? I nogle af foldene så jeg også småkalve, så der har helt sikkert også været nogle med kvier. Utroligt!

Når man kører i disse tørre egne ser man virkelig noget af bagsiden af landet. Mange småbyer er næsten kun trailer-byer, almindelige huse er små og ikke noget opmuntrende syn. Det samme gælder de få beboelser der ligger ude midt i næsten ingenting. Der var dog enkelte pæne, nye huse et par steder. Det gælder bestemt ikke for alle at USA er the promised land!
En tur af denne art kan godt sætte tankerne lidt i gang.
Rio Grande - løber ned gennem kløften!
Rio Grande - løber ned gennem kløften!

2 dage i Big Bend National Park – ”Tre parker i én”

Da der var en temmelig lang køretur til dagens destination, Big Bend National Park, tæt på 500 km, havde jeg ikke lagt nogen særlig plan udover turen, bortset fra at ville tage et kort ophold i en state park, Big Bend Ranch State Park, som ligger umiddelbart inden nationalparken.

Køreturen i sig selv er dog og også en oplevelse. Nogen vil måske kalde den monoton, tørt og ørkenagtigt det første lange stykke. Det blev så over en lang strækning afløst af prærielandskab – hvor der på et tidspunkt var en del gaffelbukke, både store og små. Enkelte mindre kvægflokke sås også her. Landskabet her var næsten fladt men med bjerge i baggrunden. Herude midt på prærien indtog jeg min frokost, en sandwich jeg tidligere havde købt under et kort stop – bl.a. for også at tanke benzin. Så jeg spiste min sandwich ved et picnic-bord på en lille rasteplads ude nærmest in the middle of nowhere i prærieblæsten. Men egentlig meget hyggeligt!

På et tidspunkt, da jeg manglede omkring en times kørsel til parken stoppede jeg og ville lige checke med landkortet, hvor jeg egentlig var – og opdagede at GPS’en havde sendt mig en helt anden vej ind til parken end jeg havde regnet med! Jeg havde da godt set et skilt tidligere mod Presidio (som jeg skulle have været igennem), og undrede mig lidt over hvorfor jeg ikke skulle den vej. På det tidspunkt var det dog for sent at ændre – men det betød altså at jeg ikke kom til BB Ranch State Parken. Det var jeg ret ærgerlig over!

Nå, men sket var sket og så var det jo kun med at få det bedst mulige ud af resten af dagen. Jeg ankom til parken lidt over kl. 15 – dvs. den var altså lidt over 16! Jeg var faktisk ikke klar over at den ligger i en anden tidszone end El Paso! (Central) – så det var igen en mistet time – og med det in mente, gjorde det måske ikke så meget med den missede plan…

Når jeg skal herfra i overmorgen skal jeg nok være noget mere opmærksom på hvor jeg bliver smidt hen – for her vil jeg godt selv bestemme hvilke veje jeg skal ud ad……

Fra den Park entrance jeg kom ind ad var det stadig næsten 30 km til parkens headquarters, som var det eneste GPS’en kunne finde i parken. Så jeg måtte ind på det Visitors Center der lå der for at få at vide hvor Lodge’en, som jeg skulle bo på, lå. Det kunne rangeren der inde fint fortælle mig, også selv om jeg var lidt tungnem, men det er jo det sædvanlige med mig og vejvisning… men den lå i hvert fald 3 miles nede ad vejen og derefter yderligere 6 miles oppe i bjergene! Og sikke en køretur de 6 miles op i bjergene! Selv om det var skyet, ingen sol, og skyer dækkede det øverste af de højeste dele af bjergene, var det noget af det mest imponerende bjerglandskab jeg nogensinde har set! Det var bare så flot!! Så det er godt at det ikke var den eneste gang jeg skulle opad der, og at jeg har hele dagen i morgen til at se på parken.

Efter indcheck gik jeg en ganske kort tur for lige at orientere mig lidt i det allernærmeste område. Det var imidlertid blevet endnu mere skyet, og der var mørke skyer over bjergene. Klokken var efterhånden blevet omkring halv syv, så jeg besluttede at jeg ligeså godt kunne få noget at spise. Der er en restaurant i forbindelse med lodge’en, hvor der er en rigtig flot udsigt, hvor solnedgangen skulle være aldeles flot. Den så man nu ikke meget til i dag – skyerne gik nemlig over i både torden og regn, så der blev ikke megen sightseeing i aften.

Vejret i dag har været blæsende, men alligevel varmt, skønt slet ikke de varmegrader jeg oplevede de første dage. Lidt diset solskin med lette skyer det meste af vejen. Det virkede dog noget varmere da jeg gik en kort tur kort efter at jeg var kommet ind i parken, måske var der mere fugt i luften end normalt (skyldtes sikkert skyerne, som vist ikke var så almindelige.)

Der udgår adskillige vandreture ud fra området omkring The Lodge, hvilket jo er ret naturligt her i bjergene, og jeg besluttede at tage The Window ruten. Det er en ud/hjem tur på totalt ca. 5,5 km. Vejret var lunt, men det var stadig skyet, og på det tidspunkt ikke varmere end jeg kunne have lange bukser på. Det var en flot tur ned mellem bjergene, og kunne jeg forstå senere, en af dem rangerne anbefalede. Jeg nåede dog ikke helt ud til the Window, for på et tidspunkt skulle jeg krydse en lille bæk, og jeg havde ikke lyst til at få våde sko. Turen gik jævnt til svagt nedad hele vejen, men det var ikke nogen anstrengende tur. Turen tog i alt ca. 2½ time, hurtigst opad/tilbage, bl.a. fordi jeg ingen billeder tog på tilbageturen, men også fordi jeg jo også skulle nå andet i løbet af dagen. Det var meningen jeg ville have taget lidt af en af de andre ruter inden frokost, men det begyndte at småregne da jeg var kommet op, og så syntes jeg lige så godt jeg kunne vente de få minutter til de åbnede restauranten for frokost kl. 11. Det var ganske vist lidt tidligt, men så havde jeg jo hele resten af dagen til min rådighed.

Altså startede jeg derefter bilen for at tage et par af de scenic drives (paved) der er i parken. Først tog jeg naturligvis en masse billeder på vejen nedad, her gjorde jeg også holdt ved the Lost Mine trailhead og tog en vandretur på et stykke af den rute. Også her et flot landskab. Herefter fortsatte jeg til Panther Junction, hvor der foruden Visitors Center, også er benzintank og en lille forretning. For en sikkerheds skyld tankede jeg og – og fik desuden en spand vand til eftermiddagens tur ned i ørkenen.

Efter således at have tanket både det ene og det andet, satte jeg kursen mod syd, mod Santa Elena Canyon. Jeg var nu kommet ud i ørkenlandskabet igen, men stadig med bjerge på begge sider. Bl.a. kom jeg ud på den anden side af Chisos Mountains, og erfarede ved et af de ”Exhibits” der er på ruterne, at disse bjerge faktisk er gammelt vulkanområde. Det forklarer måske lidt bedre deres udseende og den måde de stiger op i landskabet.

Senere gjorde jeg holdt ved et andet exhibit, en forladt farm (som lå nede i en dal), her havde der været drevet fåre- og gedehold indtil den blev forladt omkring 1947. Jeg tog turen derned for lige at se den også. Et andet sted hernede er der en klippeformation der kaldes Mule Ears. Der går også en sti derudad – helt hvor langt ved jeg ikke – jeg tog en kort tur på den, og vendte så om igen. Skulle jo videre.

Endelig nåede jeg ned i nærheden af Rio Grande. En lang, massiv klippevæg fortalte mig at det måtte være der. Jeg nåede så frem til Santa Elena Canyon og ned til floden – en brun, strøm, fyldt med sand, som jeg troede var Rio Grande…. For jeg kom i snak med nogle andre dernede som åbenbart kendte området. De fortalte at strømmen faktisk var en biflod, Terlingua Creek, og det brune vand faktisk var en af de flash floods som jeg har set advarsler mod adskillige steder hernede! Så det var jo yderst interessant. Ikke mindre interessant blev det, da der var et par mænd der var ved at krydse denne strøm. Normalt var det kun ganske lavt vand, højst op til anklerne, og på den anden side var der en bjergsti langs Rio Grande, i Santa Elena Canyon. Vi stod og betragtede de to mens de med besvær kom over. Da det endelig lykkedes takkede de os fordi vi havde fulgt dem for at sikre at de kom over. Desuden fortalte de at da de blot en time tidligere var gået over, havde den højeste vandstand været op til ca. midt på låret, og der havde været tre øer på vejen. Nu var der én, og et par steder gik de i vand til skridtet. Faktisk så det også ud som om vandet tog til i hastighed.

Jeg fik også at vide hvor Rio Grande kom ud gennem canyon’en – og det måtte jeg da også lige have billeder af!

Derfra vovede jeg at fortsætte ad en dirt road, Old Maverick. Her kom jeg igennem ørkenlandskab, igen noget bjerglandskab, mest lidt på afstand, og mod slutningen af ruten såkaldte badlands, helt bart landskab, ikke egentlig bjerge, men alligevel lavt, bakket stenlandskab.

Min rejseguide havde foreslået at man kunne spise i en lille by lige uden for parken, Terlingua, så jeg tog en afstikker derud, men det så ikke så indbydende ud, så jeg vendte om og kørte tilbage til Lodge-en. Jeg havde spist kl. 20, og da solen går ned lidt senere hernede (omkring kl. 21) var der stadig lidt tid til at tage en kort vandretur inden. Egentlig var planen at tage en del af en af ruterne og vende om på et passende tidspunkt, men disse ruter, der går lidt sammen, omfatter også en rundtur, The Basin Loop, og det endte med at jeg valgte den, så skulle jeg jo heller ikke tilbage samme vej. Det viste sig også at være en passende tur – var tilbage kl. ca. 21.45. Turen endte også med et plus – jeg ville så gerne have et par billeder af en rigtig roadrunner – og pludselig sidst på ruten, var der sådan en. Jeg fik også et par billeder – men pga. lyset, eller mangel på samme, og afstanden, blev de ikke særlig gode. Sådan en fugl stiller sig jo ikke bare op og står stille mens man kommer tæt på!

Vejret startede som sagt med skyer heroppe i bjergene, men ved middagstid forsvandt skyerne. Jeg er ikke sikker på at de også havde været i ørkenen – under alle omstændigheder var der både varmt og solskin da jeg kom derud, og det fortsatte også nede ved floden.
Der er smukt i Guadalupe National Park
Der er smukt i Guadalupe National Park

Lang tur op gennem Texas – og stoppet i en Border Patrol Control…..

Dagen begyndte igen tidligt – var oppe og klar til morgenmad lige over 7, og efter udcheck var jeg klar til at forlade Chisos Basin kl. lige over 8. Jeg havde en ret lang køretur foran mig, helt præcis hvor lang er jeg ikke klar over, men omkring 400 km vil jeg tro. Eftersom jeg ikke skulle gennem store byer på den første strækning, og vejnettet derfor er ret simpelt (desuden er området så tyndt befolket at der faktisk ikke er noget at tage fejl af…..) tog jeg første del af turen ude GPS – for jeg ville altså selv bestemme hvilken vej jeg skulle!

Undervejs løb jeg ind i en border patrol kontrol – jeg kom også gennem en den dag jeg kørte til Big Bend, men der blev jeg blot vinket igennem. Her blev jeg bedt om at vise både immigration document og green card – dum som jeg var, sagde jeg at jeg kun havde mit pas, men det var også det han mente, green card tænkte jeg da heller ikke lige over hvad var, men mente så at det var hæftet i mit pas da jeg kom ind i landet – han fandt det da også, og så kunne jeg køre videre. De er noget strikse dernede i nærheden af Mexico, og jeg har da også det adskillige border patrol stations og border patrol biler.

Egentlig havde jeg rimeligt med tid, men jeg havde faktisk planlagt et par stop på vejen, så tiden skulle nok gå. I første omgang havde jeg planlagt at kigge på Fort Davis, som ligger knapt halvvejs mellem Big Bend og Carlsbad, som jo er dagens stop. Egentlig var jeg ikke klar over at området også var inde under nationalparksystemet, og så er det fint at have nationalparkpasset, så behøver man ikke tænke så meget over hvor lang tid man bruger på stedet. Disse historiske steder er ganske interessante, også selv om det kun bliver til et overfladisk besøg. Men eftersom jeg jo har for vane at slæbe lidt information med mig derfra, kan jeg jo altid læse mere om stedet senere.

I alt blev det vist omkring en times tid på stedet, og klokken var blevet et stykke over 12, så det var på tide at komme videre. Jeg havde vist givet mig lidt god tid på den første del af turen, så det måtte jeg nok ændre lidt på. Da jeg skulle fra Fort Davis besluttede jeg at slutte GPS’en til. Og sikke da et marked! Den ville have mig en anden vej ud af Fort Davis end jeg havde bestemt, oven i købet en længere! Det ville jeg nu ikke være med til, og til sidst gav den sig da også…! Undervejs mod Van Horn var der et stykke af Interstate’en og her fik bilen lov til at gå de 80 mph der var speed limit! I Van Horn fik jeg benzintanken fyldt op – og vandbeholdningen ditto, desuden fik jeg lige fat i en sandwich til at spise lidt senere, når jeg fandt et picnic area.

Jeg var ellers ved at få kolde fødder, da jeg skulle tanke benzin – jeg kunne ikke finde mit Visa-kort! Første løsning var så at bruge Mastercard’et til benzinen, og den øvrige fourage blev betalt med kontanter. Selvfølgelig kunne jeg efterfølgende spærre kortet, men det mest ærgerlige var at jeg i samme kortmappe havde mit adgangskort til nationalparkerne! Bil og taske fik så et ekstra eftersyn – og det lykkedes! Kortmappen var simpelthen gledet ned ved siden af sikkerhedsseletilhæftningen i passagersiden! Sikken lettelse! Og jeg kunne nu fortsætte uden problemer.

Det varede godt nok et stykke inden jeg mødte et picnic area! Men kort inden jeg kom til næste planlagte stop, Guadalupe Mountain National Park, dukkede der da et op, og fik min sandwich. Kort forinden havde jeg passeret et skilt der sagde at man nu kørte ind i Mountain Time Zone – og det var rigtig fint (selv om jeg havde sikret mig viden om det nede i Big Bend), for det betød at jeg vandt den time jeg mistede på vej ned til Big Bend. Det gav lidt mere tid i Guadalupe NP, som jeg derfor ankom til lidt i kl. 3 i stedet for lidt i 4. Ganske vist var der stadig 55 miles til Carlsbad, men der kunne nu sagtens blive til et par vandreture her. Ifølge min forhåndsinfo er der kun en enkelt vej der er farbar for trafik, og kun for 4-hjulstrækkere med høj clearance. Til gengæld er der adskillige vandreruter, så der kunne godt blive tid til et par stykker.

På rangerens anbefaling valgte jeg først en ud/hjem rute, Devil’s Hall Trail. En ganske flot tur gennem bjergterrain det meste af vejen og en niveaustigning på omkring 400 fod. En del af ruten fulgte et tørt flodleje, kaldet ”wash” – det forklarede rangerens bemærkning om at der ingen vand var der…. Jeg fik at vide at det var en tur på en 3-4 timer, jeg gjorde den på 2 – trods fotostop osv. Derefter syntes jeg godt at jeg kunne nå endnu en, også et forslag, nemlig en rundtur på 2,3 miles, Smith Spring Trail. Denne rute gik op til en kilde oppe på bjergsiden – også en ganske flot rute i det åbne land – undtagen oppe ved kilden. Her var der både træer og al mulig anden bevoksning. Her ser man tydeligt hvad vand betyder!

Klokken var nu også blevet så mange at det var på tide at lade Nissan finde Carlsbad, hvor jeg, takket være den en time længere dag, var fremme kl. ca. halv otte. Så efter indcheck var det bare med at blive frisket bare lidt og finde noget at spise. Det blev efter forespørgsel i receptionen (motellet har kun morgenmadsbuffet) til et Best Western hotel længere nede ad gaden, hvor de også have en større og pæn restaurant.

Landskabet herop? Ikke meget forskelligt fra det jeg har oplevet andre dage, flade eller let kuperede sletter, shrub ørken, hele tiden med bjergene i horisonten, både tæt på og længere væk. Afbrudt af egentlig bjerglandskab. Men både bjergene og sletterne er alligevel forskellige.

Vejret var svalt i Big Bend i morges efter at det havde tordnet og regnet i nat, og stadig med en del skyer. Disse forsvandt dog efterhånden, og resten af dagen har været varm og solrig.
Carlsbad Cavernds
Carlsbad Cavernds

Drypstenshuler – Carlsbad Caverns

Det blev igen en lang dag!
Første punkt var Carlsbad Caverns, et gigantisk underjordisk hulesystem. Jeg havde været lidt spændt på hvordan et besøg her fungerede, men det var ret enkelt. Der var en naturlig indgang ned i hulen, som et kæmpestort gab – så man gik simpelthen derned. Derefter var det blot at følge den anlagte rute, som var afskærmet med et gelænder. Inden man gik derned blev det kraftigt indskærpet at man skal blive på ruten, ikke gå ved siden af (der kan også være løse klipper), ikke røre noget og ikke kaste affald eller evt. mønter i de vandhuller der er dernede. Så gik det ellers bare nedad det første lange stykke vej. Det var virkelig imponerende, mægtige hvælvinger og drypstensdannelser. Info fortalte at ca. 95% af drypstenene i dag er tørre og inaktive. Jeg brugte ca. 2½ time dernede. Der var jo ingen grund til at haste, så jeg kunne lige så godt tage mig god tid til at kigge på det fantastiske underjordiske landskab. Når turen var slut, kørte man op med elevator. Jeg kan ikke huske hvor mange etager det var elevatorføreren sagde, men det var mange.

Da jeg kørte derfra ved middagstid tog jeg lige en tre kvarters omvej for at få et billede af velkommen til Texas-skiltet som jeg missede i går…..

Og så vat det på tide at komme videre. Jeg havde på nettet set noget om en State Park der hedder Bottomless Lake State Park. Det ligger lidt fra den vej jeg skulle, men dog sådan at jeg mente at jeg sagtens kunne nå det. Det kunne jeg også, meeen…….

Frokosten blev til is som jeg købte i en lille ”biks” i Carlsbad – det kom dog til at gå nogen tid inden jeg fik tid eller rettere lejlighed til at spise den, for der var faktisk ingen picnic areas på vejen. Men endelig, ikke ret langt fra Roswell (som parken også befandt sig i nærheden af) var der et bord med bænk. Så endnu en gang frokost ude in the middle of nowhere! Ikke ret langt fra Roswell er der også en ”correctional facility”. Et pænt stykke inden man kommer dertil bliver man advaret om at der er en correctional facility i nærheden og at man skal lade være med at tage hitch hikers op (det er anden gang på denne tur at jeg møder en sådan). Gad vide hvad man ville sige i DK hvis man ved indfaldsvejene til Horsens 10-20 km inden, blev advaret mod at tage blaffere op fordi der er et fængsel i nærheden!

Men endelig langt om længe nåede jeg frem til den bundløse sø, som det viste sig, slet ikke er så bundløs endda! Da jeg kom til Visitors Center fik jeg en fin rundvisning på stedet med historie om søen. Bagefter kørte jeg rundt i parken for at se de forskellige søer som findes på stedet. Ved den største er der også en større bygning, hvor man kan spise osv. Desuden er der badestrand, og man kan leje (tror jeg) vandcykler. Som de fleste State Parks, er dette et udpræget recreational sted, et sted hvor man kan tage hen og slappe af og tage madkurven med. Der var en hel del mennesker derude, både badegæster og nogle på vandcyklerne. Jeg nåede derud ved 4-tiden og kørte omkring en time senere. Det pudsige ved dette sted, set med danske øjne, er at det faktisk ligger langt fra alting, ude midt i næsten ingenting! Der er 7 miles til en lille flække (tror jeg det må være) og omkring 20 km til Roswell (som er en forholdsvis stor by).

Jeg havde vist forregnet mig en smule mht. turen til Alamogordo. I hvert fald havde jeg ikke helt check på afstanden. Men det er jo heller ikke det afgørende. Jeg nåede da frem – og checkede ind omkring kl. 20…..

Hotellet har ingen restaurant (kun morgenmad) – men heldigvis lå der en lille restaurant-agtig-ting lige ved siden af, så der gik jeg ind med det samme, inden jeg pakkede tingene ud, for at få noget aftensmad – både fordi det var lidt sent og fordi det regnede! Atter en steak-ting, serveret som jeg ikke har set før: på varm jerntallerken der stod både på et bræt og en bordskåner! Men den holdt kødet varmt! Lidt spændende – og den var god!.

Vejret begyndte lidt overskyet men dog lidt lunt i morges i Carlsbad. Da jeg kom op fra grotten var det blevet varmt igen. Det fortsatte resten af dagen indtil sidst på eftermiddagen. Da var der begyndt at trække skyer op da jeg var i State Parken. Disse skyer trak mere og mere sammen, og på et tidspunkt kom der lidt regn. Men et stykke inden jeg kom til Alamogordo regnede det – og temperaturen var efterhånden faldet til 17-18 grader.

Landskabet har det meste af vejen været forholdsvis fladt, det meste noget der ligner prærie, men også noget scrub ørken. Bjergene i horisonten har været meget fjernere end i Texas, på et tidspunkt var der faktisk ingen. Landskabet ændrede dog karakter på et tidspunkt til skovklædte bjerge – Lincoln National Forrest – for så igen at gå over i prærie-/ørkenlandskab.
Så hvidt var det bare......!!
Så hvidt var det bare......!!

Grene Sande i storformat! = White Sands National Monument

Efter den sædvanlige, ikke særligt ophidsende, continental breakfast var jeg klar til at indlede dagens program kl. lige over 8. Turen gik til White Sands National Monument – som man roligt kan kalde Grene Sande og Råbjerg Mile (som jeg dog ikke har set…) i stort format! Det er stort område der for den største dels vedkommende er dækket af hvidt sand. Jeg har ikke lige styr på processen, men det er noget med gips (gypsum) der skaber dette hvide sand. Det er dog kun en lille del af området der er offentligt tilgængeligt, idet størstedelen er militært område, White Sands Missile Range. I tilknytning dertil ligger der også en Air Force Base.

Fra hovedvejen og Visitors Center var det et par miles ind til selve sandområdet. Her kunne man først gå en 1-mile rundtur – nature trail – hvor der var markeringer der viste forskellige planter og andet i området. Et stykke længere inde var der også picnic områder, og på sandklitterne her var flere i gang med at køre i ”slæde” ned af skrænterne. Derfra var der en loop drive, hvor der desuden var mulighed for at få en længere vandretur på en (heldigvis) afmærket trail. Og når jeg nu var kommet, skulle jeg naturligvis have en tur i klitten… Det var en rundtur på 7,4 km iflg. oplysningerne ved trailhead. Jeg indrømmer at jeg stort set anså det for piece of cake – jeg har trods alt løbet flere beach marathons, og gået 15 km af en af dem, så… Det var heller ikke særlig slemt – og bestemt en spændende tur. Kridhvidt sand det meste af tiden, med bakker og dale, stort set ligesom et snelandskab efter en snestorm!

Flere steder var der områder i lavningerne hvor sandet var mørkere, og her var der oftest også lidt vegetation. Med adskillige stop undervejs, både for at tage billeder!!! og for at kigge på landskabet, tog turen ca. en time og 45 min., hvilket jeg anså for ganske hæderligt. Selv om det var varmt føltes det egentlig ikke særlig slemt, måske fordi der blæste en let vind. Tilbage ved Visitors Center var jeg en tur inde i deres gifts shop. Her delte de gratis is ud til alle – deres generator var gået, så de havde ingen strøm og havde ikke haft det hele dagen! Men på det tidspunkt var de vist blevet lovet at det snart kom igen….

Det næste jeg havde planer om, var et sted på ruten der hedder Three Rivers Petroglyph National Recreational Site. Størrelsesmæssigt og hvad andet angår, ligner det statsparkerne, dvs. at det for en stor dels vedkommende er anlagt som picnic og campingområde, men desuden er der mindst en vandresti med en form for informativt indhold. Det helt specielle ved denne er som navnet siger, petroglyfferne. Det er en form for ristninger i klipper/sten, lavet af nogle af områdets tidligere beboere. Faktisk har man endnu ikke helt løst ”gåden” om disse petroglyphs, deres formål og hvad symbolerne står for. Her fik jeg så en vandretur på ca. 1 mile – som heller ikke var uinteressant. Stedet er ikke særlig langt fra Alamogordo – det ligger i et område der kaldet Tularosa Basin, som omkranses af to bjergkæder. Dette basin er ca. 50 miles bredt og 200 miles langt, og det er også her White Sands ligger.

Det var nu tid at komme videre. Jeg havde trods alt stadig en pæn køretur foran mig – totalt set knapt 400 km. Det var også ved at være på høje tid at få noget frokost – og denne gang blev det fra en Food Mart hot stuff, en lille minipizza. Det var et fint tidspunkt at jeg fik fat i den, for ikke så langt fremme kom jeg til endnu et National Recreational Site, denne gang noget der hedder Valley of Fires. Jeg havde ganske kort set det nævnt i en brochure om Alamogordo og omegn fra hotellet i går, så det var helt fint. Den lå lige ved vejen, så det var ikke en gang en afstikker. Efter at spist min pizza gik jeg så en tur her på den afmærkede trail. Dette var også et ganske interessant område – det specielle ved det (totalt set ret store område) var at det var sort størknet lava. Ikke som et fladt, jævnt område, men med mange forskellige formationer. Det var faktisk også ret spændende!

Her brugte jeg vel også omkring en times tid, så det var ved at være på tide blot at vende næsen mod Albuquerque, hvor jeg uden de store oplevelser ankom omkring kl. 7.

Vejret i dag begyndte med svagt skydække (efter aftenens regn) og lidt svalt, men allerede da jeg kom til White Sands var det strålende sol og ganske varmt, men som nævnt slet ikke uudholdeligt, derude var der ikke en sky på himlen. Senere på dagen kom der flere skyer uden at de dog skyggede for solen (kun når man kunne se på bjergene at de kastede skygger der!), men det var stadig varmt. Skyerne trak dog lidt mere op efterhånden, og kort inden jeg nåede Albuquerque kom de en regnbyge, men derefter var det igen solskin. Ellers kan jeg forstå af tv-nyhederne/vejret at de får masser, nogle steder endog mere end rigelig regn herovre, både i de nordlige egne og længere mod øst.

Landskabet har været præget af Tularosa Basin – hvilket vil sige næsten flad scrub desert med bjergene ude i horisonten. Det blev så på et tidspunkt afløst af den sorte lava over en kort strækning. Ellers ligner det stort set det jeg har set de andre dage: tørt, nogle steder med noget der ligner græs, buske, næsten ingenting, nogle steder næsten fladt, andre steder bakket, så et stykke hvor man kører gennem nogle bjerge med lidt sving – men ellers stort set ligeud….
Pastelfarver i Blue Mesa, Petrified Forest
Pastelfarver i Blue Mesa, Petrified Forest

Old Town Albuquerque- og cliff dwellings i Bandelier National Monument

Efter morgenmad, udmærkede pandekager + en lille snak med servitricen – de havde god tid, af en eller anden grund var der vist ikke så mange gæster til morgenmad lige i dag – og udcheck var jeg klar til at begynde på dagens program omkring kl. 8.30. Dagens første programpunkt blev Old Town Albuquerque, som lå næsten lige ved siden af hotellet. Det er som navnet siger, nogle af de oprindelige bygninger fra det tidspunkt hvor byen blev grundlagt. I de fleste huse var der små restauranter eller butikker, hvor der hovedsageligt blev solgt ting af indiansk oprindelse. Ganske vist var de fleste butikker endnu lukket da jeg var der (åbnede først kl. 10), men jeg tror de fleste havde indianske indehavere. Jeg gik lidt rundt en god halv times tid, og købte bl.a. et par øreringe i en af de indianske butikker. Meget af det de sælger, er smykker og keramik eller ting forarbejdet af ler. Egentlig ganske smukke og dekorative ting.

Jeg brugte nogen tid i aftes på at finde ud af hvad dagen i dag skulle byde på, da mit oprindelige forslag for denne dag ikke helt passede mig – bl.a. fordi det indebar at jeg skulle et stykke tilbage hvor jeg kom fra. Valget faldt på Bandelier National Monument, et område der ligger et stykke nord for Albuquerque og Santa Fe, som jeg kørte igennem på vej derop. Jeg skulle tanke benzin på vejen, og en sådan afstikker kan godt give nogle lidt pudsige oplevelser med at finde tilbage på highway’en igen, især når det ikke bare er at køre ind til højre og direkte ud igen, men omkring et afkørsels-/tilkørselssystem…. Men det lykkedes da at komme tilbage igen!

Jeg nåede frem til parken omkring middagstid. Det er igen et stykke specielt natur. Man kører ned i bunden af en dal, hvor Visitors Center ligger sammen med en gift shop og en slags café. Derudover er der faktisk ingen veje til at køre på, men der findes som de fleste steder, en del vandrestier. Min oprindelige plan var egentlig at tage et par stykker, men det endte med at jeg nøjedes med at tage turen på en self-guided rute hvor der var forklaring til de ting man så undervejs. Som flere andre områder er også dette af vulkansk oprindelse, men erosionen har her givet bjergene et særligt udseende, som en hullet schweizerost – grundet i bjergenes bestanddele her, bl.a. tuff og basalt. Noget af det specielle ved området er resterne af boliger for nogle af de oprindelige Pueblo indianere, både rester af byggede huse men også boliger i klipperne, såkaldte cliff dwellings. Den anden rute jeg havde tænkt at tage fravalgte jeg bl.a. fordi jeg ikke rigtig kunne finde ud af hvor den startede….

Under alle omstændigheder nærmede klokken sig halv tre da jeg kørte derfra, hvilket egentlig også var passende. Turen derfra gik bl.a. gennem et skovområde, som var National Recreation Area, hvilket indebar at der var en masse steder med borde og bænke så man kunne spise sin mad, adskillige steder var der mulighed for at fiske, ligesom der var en del vandrestier. Jeg gjorde kort ophold ved et af disse steder, bl.a. for lige at få lidt frisk luft. Det var trods alt en tur total set på omkring en tre timer.

Jeg tog et kort stop ved endnu et Historic Marker. Denne gang et sted der har karakter af National Preserve. Endnu en gang et område med vulkansk oprindelse. Stedet hedder Valles Caldera, og er oprindeligt en vulkan der er kollapset efter en serie meget kraftige udbrud. Faktisk et ret flot, fuldstændig fladt område omgivet af bjerge.

Herefter fortsatte jeg uden flere stop direkte mod Acoma Sky City Casino Hotel. På vejen skulle jeg igen igennem Albuquerque – og det var et særdeles velplanlagt tidspunkt: lige midt i myldretiden! Nå, men jeg havde som sådan ingen hastværk, så det var jo blot at følge trafikken, selv om det gik langsomt! Jeg var fremme ved hotellet ved halv syv-tiden, så det var godt nok at jeg ikke tog flere vandreture i Bandelier NM.

Som navnet antyder, er hotellet her også casino. Det ligger i indiansk område og drives af indianere, så vidt jeg har forstået. Heldigvis er der også restaurant på stedet – og heldigvis havde jeg, inden jeg gik ned og spiste, set at det er alkoholfrit område, så jeg undgik at dumme mig og bestille øl til maden….. , som i øvrigt var ret billig.

Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel i Albuquerque i morges, men der kom nogle skyer op ad dagen, så det var ret skyet da jeg var i Bandelier, men dog stadig varmt uden at være stegende hedt, og der var lige ved at komme et par regndråber, men heller ikke mere. At det ikke var varmere kan nok også skyldes at området ligger forholdsvis højt, og at det også medvirker til skydannelsen. For da jeg kom længere bort fra skoven og ned mod Albuquerque forsvandt skyerne igen, så det var forholdsvis varmt da jeg nåede frem.

Landskabet ligner det jeg har set på størstedelen af turen, men denne gang dog også et ret stort skovområde, som også bød på lidt bjergkørsel, lidt hårnålesving uden dog at være særlig stejlt, men pænt oppe i højderne, et par kilometer, tror jeg.
En sprække i lavaen - og en lille kaktus kan vokse
En sprække i lavaen - og en lille kaktus kan vokse

Kæmpe-lavamark i El Malpais

Dagen havde to programpunkter: begge med status som National Monument, det ene El Malpais og det andet El Morro. El Malpais var første stop. Det er et ret stort område der simpelthen er dækket af størknet lava, som stammer fra udbrud fra flere – nu inaktive – vulkaner i området. Udbruddene fandt sted for flere hundrede tusinde år siden, og det pudsige var faktisk at lavastrømmene stort set fulgte samme rute. Her startede jeg faktisk ved ranger stationen, som også var info sted, og jeg fik her forslag til hvilke vandreture der var i området. Det eneste sted man kan køre i området er langs kanten af lava-”marken”, så hvad man ellers gør her foregår til fods. Første stop var et udsigtspunkt, Sandstone Bluff Overlook. Her kan man gå langs kanten af et klippeområde og se ud over lavamarken. Egentlig ganske imponerende. Disse næsten lodrette klipper er også ret fascinerende, og noget man faktisk ser ret mange steder. Et stykke længere henne ad vejen var der sted kaldet La Vendana – en naturlig bue i klipperne, den største af sin slags i New Mexico. En sti førte næsten op til buen.

Derefter kørte jeg videre til noget der kaldes Lava Falls Trail, en 2 miles lang vandretur ud over lavasletten. Det var egentlig en fascinerende tur. Afmærkningen af ruten var små opbyggede stenhøje (er det ikke det man på dansk kalder varder?), det faldt jo fint ind i landskabet (stenene var selvfølgelig lavastykker), og var samtidig lette at få øje på. Jeg var også blevet instrueret om at jeg hele tiden skulle sikre mig at jeg kunne se en både foran og bagved! Jeg kunne se at der fandtes endnu en sti som gik tværs over området – men det var uinteressant for mit vedkommende. Den sidste vandretur i området var noget de kalder The Narrows, en vandresti – ud/hjem på i alt 6 miles – der går langs kanten af et klippe-/bjergområde der ligger på modsatte side af vejen i forhold til lava-området. Jeg havde ikke tid til hele turen, men bevilgede mig selv ca. en halv time ud, hvilket ville blive ca. tilsvarende tilbage. Herfra var der også en ganske flot udsigt, de steder hvor man kom/kunne komme helt ud til kanten. Så havde jeg vist også ”gjort” El Malpais, og klokken var efterhånden blevet omkring halv to, og det var tid at komme videre. På det tidspunkt var der stadig omkring 10 miles tilbage til parkens ”udgang”.

Turen fra highway’en til El Morro snød mig igen lidt, selv om jeg vist godt vidste at der var et pænt stykke vej. Nå men skidt, dagen i dag havde den fordel at jeg ville vinde en time, når jeg kørte fra New Mexico ind i Arizona, pga. deres ”manglende” sommertid. Besøget i El Morro begyndte også som vanligt med et besøg på Visitors Center. Dette område er ikke særlig stort, man har to vandreruter, den første (som er en del af hele ruten) er en ½ mile lang tur på jævnt underlag, ikke asfalteret men nærmest store betonklodser. Den følger kanten af endnu en lodret klippevæg, hvor det specielle over en del af ruten er en masse inskriptioner i klippen. Både petroglyphs af de oprindelige beboere, men også senere, lavet af både de spanske indvandrere helt tilbage i begyndelsen af 1600-tallet. Desuden ligger der her en lille sø, som egentlig er grundlaget for eksistensen af hele områdets tidligere beboere. Fortsætter man så kommer man ad en anlagt sti op på toppen af klipperne, hvor de oprindelige indianere havde bygget en hel by. Man har udgravet en lille del af ruinerne af denne by. Endelig fortsætter stien ned mod Visitors Center. Hele denne rute er på 2 miles. Det var en flot tur, med en fantastisk udsigt fra toppen af bjergene og ud over det næsten flade land.

Klokken nærmede sig efterhånden halv seks, så det var på tide at komme videre. Resten af dagen/turen forløb uden større begivenheder, kun måtte bilen hellere få lidt mere at køre på, så jeg holdt lige ind ved en tank på vejen. Der var ca. 200 km til Holbrook, og det var her jeg var glad for den ekstra time jeg fik foræret – jeg var fremme ved hotellet kl. 7. Aftensmaden blev indtaget på et steakhouse der ligger lige nabo til motellet, helt fint at der er noget så tæt på, når motellet ingen restaurant har, men kun serverer morgenmad.

Landskabet her i det tørre sydvest ligner det jeg har kørt i det meste af tiden. Imidlertid var der en lille forandring i den tørre scrub-ørken/halvprærie, idet der et stykke fra Holbrook faktisk slet ingen buske var i græslandet, som der ellers er de fleste steder i forskellig mængde og af forskellig art. Nogle steder ses der enkelte kreaturer og heste – men jeg er heller ikke klar over hvad det er for en slags græs der vokser der.

Vejret har været varmt, strålende solskin i formiddag, men med nogle skyer i eftermiddag, men stadig varmt.

Mens jeg sidder og skriver her, kan jeg mærke og høre at der er en jernbane meget tæt på her – det er næsten så gulvet ryster når de tunge godstog kørere forbi!
De forstenede træer i Petrified Forest
De forstenede træer i Petrified Forest

Fantastiske pastelfarver i Petrified Forest

Igen en gang continental breakfast til morgenmad, denne gang med det lyspunkt at der var selvbetjening med friske vafler. Det har dog den fordel at det er inkluderet i værelsesprisen. Herefter var jeg klar til at forlade motellet lidt over otte.

Dagens program lød på the Painted Desert og Petrified Forest – og derefter ville jeg så se hvad jeg kunne nå, som en mulighed havde jeg planer om et sted der hedder Walnut Canyon, og ligger ret tæt på Flagstaff (ikke ret langt fra Sedona, hvor jeg skal overnatte).

The Painted Desert er egentlig en del af Petrified Forest; det ligger i den nordlige ende af nationalparken (selv om den reelt set dækker et meget større område….). Det er lidt svært at forklare hvad det egentlig er, men overordnet set er det vel et område som har betegnelsen badlands, små, nærmest afrundede klipper, og så godt som ingen vegetation. Det specielle ved området er de forskellige farver man ser i området, hvor kraftige de er, afhænger af lyset og vist også tidspunktet på dagen. Men de er fascinerende på deres egen måde.

Ellers udgår besøget i Petrified Forest fra en 28 miles lang vej der strækker sig ned gennem parken, hvorfra der så fører veje ind til forskellige specielle områder. Stedet skulle rumme den største samling forstenet træ i verden, men ikke det eneste sted man finder forsteninger af træer. Mit første stop var ved en ”overlook” over et område der hedder Jasper Forest, hvor man kiggede ud over et område hvor der var samlet en hel del af de forstenede træer, der har givet stedet navn. Ifølge info havde der dog en gang været mange flere, men desværre har kommercielle interesser og souvenirjægere gjort et ret stort indhug i de forsteninger der har været i parken.

Det næste sted hedder Agate Bridge – og var en 34 m lang forstenet træstamme, der dannede en bro over en lille kløft. Tiden har dog fjernet en del af underlaget, men ikke stammen. For at bevare den, har eftertiden bygget en betonbro under den, for at den skal fortsætte med at blive på stedet.

Det næste stop hedder Blue Mesa – også et utroligt badlands-område. Den dominerende farve i disse bjerge er som navnet siger, blå, men der er nuancer af grå, rødligt og gult. Det er mineraler der er årsagen til disse farver. Området var som en loop drive, hvor der i bunden af bjergområdet var en 1 mile lang vandresti. I første omgang droppede jeg stien, men da jeg kort efter på et stop kiggede derned og så hvad det egentlig var, tog jeg turen rundt igen og fik vandreturen med – og det var godt nok, for det var en flot og meget speciel oplevelse.

Det næste område med en ca. 1 mile vandretur hedder Crystal Forest. Her er den største ”samling” forstenede træer. Ifølge info var der også her tidligere mange flere forsteninger, af samme årsag som nævnt tidligere er dette antal desværre også formindsket. Det er også ret imponerende! Disse forsteninger af træerne ligner træstammer der er skåret i stykker, klar til at blive hugget op – men som man bare har ladet ligge. Man ser dog også enkelte hele stammer!

En lidt kedelig sandwich fra en lille ”deli” ved den anden ende af parken udgjorde dagens frokost. Den blev dog suppeleret med en Ben & Jerry’s senere på turen, da jeg blev nødt til at have noget energitilførsel for at klare hjernen til køreturen. Klokken blev næsten halv tre inden jeg forlod parken for at køre videre. Jeg havde satset på Walnut Canyon, men tiden løb igen lidt fra mig. Jeg nåede frem omkring en time senere end jeg havde forestillet mig, var der 10 min. i 5, og de lukkede Visitors Center kl. 5, og der var desuden yderligere det ”men” at de lukkede de vandrestier der er på stedet allerede ved 3-4 tiden!

Jeg havde på det tidspunkt omkring 55 km til Sedona, så jeg valgte naturligvis at køre direkte derned. Turen fra Flagstaff dertil gik gennem et virkelig flot bjergområde, det meste dækket af skov (National forest), der begyndte i over 6000 fods højde, så der var igen lidt bjergkørsel. Langs ruten var der adskillige campingpladser, og det var tydeligt at vi nærmede os weekend, og at området pga. sin flotte natur er meget eftertragtet, for der var adskillige af campingpladserne der var fuldt optaget. Jeg var fremme ved motellet lidt over 6. Aftensmaden indtog jeg på en lille restaurant lige ved siden af hotellet. Når der ligger en restaurant lige ved hotellet, i de tilfælde hvor der ingen restaurant er på hotellet, går jeg som regel derhen, fordi jeg egentlig ikke orker at tage ud og lede efter spisesteder. Jeg fik her turens dyreste måltid, det var ok men egentlig heller ikke mere. Og så var de ret luskede, for der stod ingen priser på spisekortet!

Landskabet i dag har det meste af vejen til Flagstaff været næsten fladt ørken-/græslandskab. Omkring Flagstaff og til Sedona skiftede det så karakter til bjerge og det meste af vejen, skov, her er fyrretræerne langt fremherskende. Løvtræer er der faktisk ingen af, og det er sikkert for varmt for grantræer!

Vejret har været varmt og solskin, enkelte småskyer først på dagen. Men generelt har jeg oplevet at Arizona er tørt og varmt!
Red Rock State Park
Red Rock State Park

Sedona, lidt en skuffelse – og tilbage til Pheonix

Planen var at besøge nogle af de State Parks der er i området omkring Sedona.
Jeg begyndte i Red Rock State Park, hvortil jeg ankom lidt i 9. Denne park er domineret af de røde klipper der omgiver Sedona. Der var nogle ganske gode vandrestier, totalt var der vist 6 miles stier i parken. Området var ganske flot – og jeg fik en rigtig god tur, godt 1½ time i kuperet terræn, tørt bjergområde men også træer langs et lille vandløb. Heldigvis var jeg der ret tidligt, inden der rigtig begyndte at komme mennesker.

Ved 11-tiden kørte jeg fra Red Rock og tilbage gennem Sedona til Slide Rock State Park. Jeg vidste ikke helt hvad denne park havde at byde på, men det var meget tydeligt at den var populær. Da jeg kom derop var der en pæn kø ved indgangen til parken – og forklaringen var tydelig: parkeringspladsen var simpelthen fuld! Men nu havde jeg besluttet at jeg ville derind. Køen flyttede sig langsomt – hver gang en bil kørte ud igen kunne en anden komme ind. Det tog det meste af en time at komme ind – og prisen var der heller ikke noget i vejen med, det var den dyreste adgangsbillet jeg endnu har betalt for at komme ind i en State Park. Egentlig havde parken ikke voldsomt meget at byde på, ingen visitors center, kun en enkelt kort vandresti, men jeg fik også forklaringen på hvorfor den er så populær: Nede i bunden af kløften var der en lille flod, hvor der var mulighed for at bade, og det var helt tydeligt det folk kom for! Jeg gik en tur på stien, som ikke var helt tydelig, så jeg kom vist ud et par steder hvor stien ikke var…. men så var jeg da den oplevelse rigere.

Herfra kørte jeg videre mod syd. Der var et par state parker på vejen til Phoenix – jeg kunne måske have valgt anderledes, men jeg valgte en der hedder Dead Horse Ranch State Park. Jeg var heller ikke klar over hvad denne park var. Egentlig heller ikke så spændende som jeg mere eller mindre havde ventet. Parken lå lidt uden for en by der hedder Cottonwood, hovedsageligt ørkenlandskab, men også lidt skovområde, og hvad der nok kunne tænkes at være parkens attraktion, udover campingpladser, nemlig 3 små søer, eller laguner, som de kaldes på kortet. Det var dog forbudt både at soppe og bade i lagunerne. Til gengæld måtte man fiske i dem. Der var en del campister, men ellers var der meget stille i området. Jeg gik et par ture på nogle af vandrestierne i området.

Generelt for State Parks er at de ud over at have til formål at bevare noget at den lokale natur, hovedsageligt har et rekreativt formål.

Herefter syntes jeg at det var ved tiden at vende næsen mod Phoenix. Fik en lille smule benzin på bilen, for at være sikker på at jeg kunne komme til Phoenix og til lufthavnen i morgen, men så der ikke ville være for meget på den når jeg afleverer den. Det lykkedes også at finde eller rettere sagt jeg så tilfældigvis en Safeway (supermarked) hvor jeg fik fat i en Ben & Jerry’s – det blev godt nok en sen frokost, klokken var efterhånden blevet 5 inden jeg fandt et sted jeg kunne holde ind og spise den. Egentlig ville jeg godt have været en anden vej ind i Phoenix end den GPSen sendte mig ind ad, men det var så også ok, jeg kom frem til hotellet uden problemer – og checkede ind lidt i 7.

Da jeg kom til hotellet så det ud til at min reservation var annulleret – men den blev hurtigt rettet. Bortset fra at det er rygerværelse! – er det næsten ren luksus, idet det ikke kun er et værelse men en suite, med sofa og bord, to fjernsyn, minikøkken og det hele. Faktisk kunne jeg godt nu huske at det også var en suite da jeg var her første gang, men det var så kort, at jeg dårligt nåede at registrere noget.

Jeg forsøgte derefter at finde et sted at spise. Der var en guide på hotellet til både det ene og det andet, og mente at have fundet et ok sted at spise, så jeg forsøgte at køre derud, men kunne egentlig ikke se noget spisested da jeg nåde destinationen……. så jeg vendte om og kørte tilbage til hotellet igen, jeg orkede ikke forsøge flere steder, så i stedet bestilte jeg roomservice pizza. Den var også ok.

Vejret i dag har været solskin og varmt hele dagen – og det er ikke mindre varmt her i Phoenix. Det er lidt svært at vænne sig til at solen går så tidligt ned her i Phoenix eller Arizona i det hele taget, allerede omkring et kvarter i otte!
Landskabet ændrer sig lidt på vejen herned, fra Sedonas røde bjerge, over forskelligt ørkenlandskab, over en bjergryg, og igen ørken, og et stykke fra Phoenix dukke de store saguaro kaktus op.

I morgen går turen så igen hjemad.
Og jeg er allerede klar til næste tur!
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til San Diego

Hoteller i San Diego
Rejser til San Diego
Denne side er udskrevet d. 5. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.