Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Seattle

Læs mere om rejser til Seattle

Rejsetips af samme forfatter

Seton Lake ved Lillooet
Rejsetips indsendt af:
Padborg
26. okt. 2010

6.525 km på 25 dage i USA & Canada

Mine oplevelser og rejsetips fra 3½ uges rundrejse vil jeg gerne dele med andre rejselystne. De mange højdepunkter og erfaringer beskrives efterfølgende.

Planlægningen tog næsten 1 år og var fyldt med spændende udfordringer.

Vi er 4 venner, der var på den første af en række drømmerejser til Nordamerika. Denne tur gik til det nordvestlige USA og sydvestlige Canada, og varede fra 18. marts til 11. april i år. Turen var planlagt og booket over de sidste næsten 2 år, hvilket viste sig at være et meget stort – men enormt spændende – arbejde. Fly, billeje, forsikringer og 3 af overnatningerne blev købt igennem FDM travel, og vi oplevede meget kompetent og hjælpsom rådgivning fra Peter i Viborg. Resten sørgede jeg selv for via internettet, og det gav rigtig meget erfaring, som vil blive udnyttet til planlægning af flere rejser til Nordamerika, og som er på tegnebrættet. Der blev planlagt, og gennemført, mange forskellige aktiviteter undervejs, og jeg forsøger at beskrive turen efterfølgende. Tips og erfaringer stammer fra vores egne oplevelser, og kan varmt anbefales.

25 dage kræver nøje planlægning af pakningen af bagagen.

Bagage til 25 dage kræver en del plads, og selvom vi nåede at booke fly hos British Airways lige inden de indførte betaling for kuffert nr. 2, så skulle der minutiøs planlægning til, for at få plads til det hele i 2 kufferter, da der, ud over det ”normale” tøj og sko, også blev medbragt bl.a. vandrestøvler, skitøj, skistøvler, rygbeskytter og skihjelm. Jeg samlede undertøj, strømper, bukser og t-shirts, som stod for at blive kasseret, over næsten et år, indtil afrejse. Dette fik så lov at få en enkelt ”omgang” mere, og blev så smidt ud undervejs. Herved fik jeg så plads til alle de uundgåelige indkøb undervejs. Hvis man, som jeg havde, har bukser der er blevet for store, så lad være med at tage dem på under flyveturen – det er besværligt at gå gennem sikkerheds-kontrollen med bukser, der ikke kan holdes oppe uden bælte…;-)
Da vi var i tvivl om, at vægten af kufferterne var under det tilladte, gik vi hen til en ubenyttet check-in skranke i lufthavnen, for at veje kufferterne. Da vi havde lidt for meget i nogle af kufferterne, havde vi mere ro til at pakke om, da vi så ikke stod midt i check-in proceduren.

Der er mange måder at spare penge på i Nordamerika.

Turen var planlagt med faste overnatningssteder undervejs, men ruterne mellem disse valgte vi hen ad vejen. Da vi ville købe f.eks. vand, sandwich til frokost og andre fornødenheder undervejs, spurgte vi efter et Clubkort i Safeway, som vi fik uden problemer, og det gav mange rigtig gode rabatter, så vi sparede en del på disse indkøb. Kortet har vi naturligvis gemt til næste tur til USA.
Vi havde desuden stor gavn af FDMs Show-Your-Card medlemskort, som giver rabatter på bl.a. hoteller og entreer.
Vi valgte i øvrigt at købe en GPS, i stedet for at betale en meget højere pris hos biludlejeren, og den har vi så til de næste gange, vi vil besøge Nordamerika.
Vi havde besluttet at bo på hoteller, hvor morgenmad er inkluderet, hvilket også var det billigste, og så vi ikke skulle bruge tid på at finde et sted at spise morgenmad hver dag. Vi kunne så koncentrere os om oplevelserne helt fra morgenstunden, og vi fik rigtig meget ud af dagene. Næsten alle hotellerne havde fri Internet, hvilket gjorde det nemt at holde forbindelsen med familien derhjemme, hovedsageligt via Skype og MSN. Selv om man er 4 voksne, kan man sagtens dele 1 hotelværelse, hvor der er 2 queen-size senge, som er 140 cm brede. Dette gjorde at vi overnattede, med morgenmad, for i gennemsnit 175,- kr pr. person pr. nat, de steder hvor vi kun skulle være en enkelt nat. Den uge vi stod på ski havde vi valgt at bo på 2 værelser, hovedsageligt fordi vi her pakkede ud, hvilket krævede en del plads, men også for afvekslingens og, ikke mindst, for komfortens skyld.
Der findes mange indkøbscentre og outlets i USA. Ca. 30 min. kørsel nord for Seattle ligger Seattle Premium Outlets, og i Centralia, ca. 30 min. syd for Seattle, ligger yderligere et fabriksudsalg, Centralia Outlet Mall.

Forberedelse af bilen, og os selv, til kørslen.

Da vi regnede med en del vinterkørsel, i bl.a. Rocky Mountains, havde vi booket, og fået, en SUV med 4-hjulstræk. På en del af strækningerne var snekæder påbudt, og vi skulle derfor medbringe et sæt kæder. Vi købte snekæderne hos et dækcenter, der hedder Les Schwab, og som har rigtig mange afdelinger. Fordelen er her, at man kan returnere ubrugte kæder mod refusion af hele beløbet, hvilket vi benyttede os af, da vinteren som bekendt var flyttet til Danmark denne gang…
Byerne i USA og Canada er generelt meget åbne, og dermed ret nemme at finde rundt i, så der er ingen grund til at være tilbageholdende med at besøge disse.
På grund af den afslappede kørestil, og det næsten totale fravær af deciderede overhalinger, idet alle kører ca. samme hastighed, sammen med muligheden for at passere højre forbi andre køretøjer, er det absolut ikke uoverkommeligt at tilbagelægge lange strækninger ad gangen – vi tilbagelagde op til 850 km på en enkelt dag, og nåede alligevel at se og nyde naturen undervejs.
Vi brugte, udover GPS’en, en god kortbog fra Rand McNally til at planlægge de enkelte dagsruter, da en kortbog giver et meget større overblik og viser flere detaljer.
Bilen var bestilt med 2 chauffører skrevet på lejekontrakten, og det er ret dyrt at få flere tilføjet, så vi 2 chauffører skiftedes til at køre. Skiftene skete ved frokosttid hver dag, og vi kørte så maksimalt en halv dag ad gangen, skiftevis formiddag og eftermiddag, og det fungerede rigtigt godt.
Vi fandt efterfølgende ud af, at det er meget vigtigt at synkronisere kameraerne, da det var næsten uoverkommeligt at få styr på de godt 2600 billeder, der blev taget undervejs med alle vores forskellige kameraer. Det kan derfor kraftigt anbefales, altid at indstille kameraerne til lokaltid, og samtidig sørge for, at alle kameraer er synkroniseret til samme tidspunkt. Dette gør sorteringen af billederne meget lettere. Ligeledes er det en fordel, at én står for indsamling og sortering af alle dagens billeder. Vi havde medbragt en laptop og en netbook, og vi samlede alle billeder her hver aften, ligesom de blev lagt på Picasa, så vi ikke risikerede at miste dem.
Da nogle af os er garvede kaffedrikkere, havde vi medbragt en Jetboil – et lille gasblus. Gaspatroner må ikke medbringes på fly, men det er nemt at finde dem i supermarkeder og udstyrsbutikker i Canada og USA – men køb ikke flere end der er brug for. Undervejs var det nemt at lave frisk kaffe og varm kakao, som det var superskønt at nyde undervejs, og specielt ved mange af stederne vi holdt pause.
Udsigten fra Wild Horses Monument
Udsigten fra Wild Horses Monument

Første dag på vejene, mod Coeur d’Alene.

Efter en overnatning i Seattle, gik turen mod øst mod næste stop i Coeur d’Alene. Vi fulgte US 90 noget af vejen, og kom bl.a. forbi Wild Horses Monument, som fra lang afstand ligner en flok vilde heste på en bakketop. Vi gjorde holdt ved monumentet, og gik ad en meget stejl skråning op til skulpturerne, der viste sig at være lavet af kraftige jernplader, men som er meget livagtige på afstand. Udsigten fra bakketoppen var formidabel, og anbefalelsesværdig, men turen op og ned er absolut ikke for gangbesværede. Vejret var helt perfekt; det var skyfrit og næsten vindstille, omkring 15 grader og luften var dejlig frisk. Det skulle vise sig, at vi var så heldige, at vi havde ligeså godt vejr på næsten hele resten af turen.
Efter Cascades-bjergene valgte vi at tage en mindre vej, hvor vi kom forbi dæmningen ved Lake Coulee. Vi passerede mange skønne steder undervejs, og ruten kan meget varmt anbefales. Vi gjorde senere holdt i Spokane, hvor vi gik en tur i Riverfront Park og ved vandfaldene, inden vi fortsatte det sidste stykke. Coeur d’Alene er en mindre, men meget charmerende by ved bredden af Coeur d’Alene Lake. Vi spiste aftensmad på en rigtig god italiensk restaurant, Tito’s, og grundlæggeren hed pudsigt nok Macaroni til efternavn…
Vi havde allerede på den første dag i USA fået Amerika godt ind under huden, men det skulle vise sig at vi i løbet af de næste uger fik det helt ind i kroppen.
En af mange smukke søer
En af mange smukke søer

Smuk tur via Sandpoint til Missoula.

Næste dag gik turen via Sandpoint til Missoula, og igen passeredes mange skønne steder. Vi nød den indkøbte frokost i det fri, i stilheden ved bredden af Lake Pend O’Reille. Vi valgte flere gange helt små biveje, som førte os forbi mange flotte panoramaer og uspoleret natur. Sidst på dagen kom vi forbi National Bison Range, og vi kørte derind for at se nogle af de store dyr. De holdt sig dog på respektfuld afstand – desværre – så vi måtte ”nøjes” med bl.a. prærieulv og elk, og kørte lidt skuffede videre.
Rock Creek Road
Rock Creek Road

På småveje gennem Granite National Forest til West Yellowstone.

På tredjedagen gik ruten fra Missoula til West Yellowstone. Efter Missoula tog vi chancen, og kørte via en delvis grusbelagt skovvej, videre mod Philipsburg. Vejen gav et par udfordringer med en del fastkørt is, men vi blev belønnet med en betagende skøn natur og vi så mange dyr undervejs. Vi kørte langs med Rock Creek vandløbet det meste af strækningen, og vi gjorde holdt mange steder, for at gå ture ved creek’en, som stadig var delvis tilfrosset. På denne strækning fik vi rigtigt naturen helt ind i kroppen.
Der er ingen grund til at være bange for at begive sig ud på de helt små veje, men man skal dog bruge sin sunde fornuft, og gerne spørge de lokale om vejen er åben og farbar.
Vi passerede senere Butte, som er en gammel mineby, med både åbne og lukkede miner, hvor de åbne er blandt Nordamerikas største. Minemuseet og byens Visitor Centre var desværre søndagslukket, men vi kunne dog få et par gode kig ned over en store åbne Berkeley Pit mine.
Efter frokost i det fri, gik det videre mod dagens mål i West Yellowstone. Som navnet antyder, ligger byen ved den vestlige indgang til Yellowstone National Park, og vejen vi kørte dertil, førte os langs med bl.a. Madison-bjergkæden og Lake Hebgen, og turen bød på mange flotte panoramaer.
Sidst i marts er der meget stille i byen, idet vintersæsonen er slut, og der er et stykke tid til starten af sommersæsonen.
På snescootere i sneen
På snescootere i sneen

På snescootere i Targhee og Gallatin National Forests.

Fjerde dag begyndte med check-in hos udlejeren, hvor vi fik udleveret hjelm og termodragt. Støvler, handsker og hjelmhue er også en del af pakken, men vi brugte vores egne, hvilket kan anbefales, da man her er sikker på tilstand og pasform. Vi fik desuden udleveret et detaljeret kort over området, med alle sporene tydeligt markerede, og udlejeren fortalte udførligt om de bedste spor, og hvilke områder der var et besøg værd.
Efter omklædning kørte vi bag 2 lokale gutter, der havde de 4 snescootere på ladet, ud til starten af sporene. Efter aflæsning og instruktion startede vi, og så gik det mod skovene og bjergene. I hele området er der 400 miles – 640 km – præparerede spor til snescooterne, og det er lige hvad der kan nås på 3 dage, siger de lokale – men med fuld gas hele vejen….. De nedre dele af sporene var dog noget brune, da der ikke var faldet så meget sne i løbet af vinteren, men så snart vi kom højere op, var der helt fantastiske forhold. To af os var for første gang på snescooter, men efter godt en time, var de også dus med maskinerne, og så gik det ellers derudaf. Der kom en del sne i løbet af dagen, men det gjorde kun føret bedre.
Vi kom til en bjerghytte i snestorm, og hytten holdt ekstra åbent for os, da udlejeren havde sørget for et sted vi kunne få frokost. Der blev serveret nogle rigtig gode, hjemmelavede burgere, af det ældre ægtepar, der osse boede i hytten. Efter frokosten var snestormen løjet af, og det blev kun til enkelte byger resten af dagen. Der var dog også tid til at nyde naturen, og vi holdt en del pauser. Da vi hen på eftermiddagen begyndte at blive nervøse for at køre tør for benzin, vendte vi maskinerne mod udgangspunktet og kørte ned ad bjergene igen. Halvvejs nede kom vi forbi to unge knægte, der var kørt fast i den ca. 1,20 m dybe sne 10 m fra sporet. Da de ikke kunne få maskinerne fri selv, måtte vi træde til med lidt muskler og ekspertise, og det tog da osse kun et par minutter, så var de tilbage på sporet igen. Efter 170 km på sporene den dag, ankom vi til udgangspunktet, og vi havde alle stadig et par dråber tilbage i tankene.
Da vi havde haft en rigtig fed dag, besluttede vi at forlænge opholdet, så vi kunne få i hvert fald en halv dag ekstra ude på sporene, og vi fik en god aftale med udlejeren.
Dagen efter stod vi så igen klar hos udlejeren kl. 0800, opsatte på en tur mere. Det viste sig, da vi kom op i bjergene, at det havde sneet det meste af natten, og vi havde 40-50 cm uberørt pulversne at ”lege” i – hvilken fantastisk oplevelse at suse gennem sneen, med en ”hale” af sne efter sig, og med en dejlig følelse af sneens prikken i ansigtet under visiret. Vi havde så at sige området for os selv, og det var vist meget godt at der ikke kom modkørende, da vi alle var blevet så gode, at vi for det meste kørte ka(m)p-kørsel på sporene…. Efter 4 timer holdt vi igen nede ved udgangspunktet i byens udkant. Her kunne vi konstatere, at vi havde brændt lige så meget benzin af som dagen før, men på den halve tid, og kørt 130 km….
Vi fik afleveret udstyr og nøgler, og tog afsked med udlejeren, der havde ydet en helt fantastisk service. Efter frokosten tog vi af sted fra West Yellowstone, og turen gik så nordpå mod Belgrade. Undervejs passerede vi skisportsstedet Big Sky, som er Nordamerikas største skiområde, og vi kørte lige i den vestlige udkant af Yellowstone National Park et godt stykke af vejen.
I vintersæsonen kan man køre på guidede ture i selve Yellowstone National Park på snescooter. På grund af den korte og snefattige vinter, var der desværre blevet lukket for dette et par uger inden vi ankom, men det er helt sikkert en ting, der skal opleves en gang i fremtiden. Mellem vinter- og sommersæson er det muligt at gå eller cykle ind i nationalparken, og det var der en del der benyttede sig af.
Mammoth Hot Springs
Mammoth Hot Springs

Yellowstone National Park og et langt stræk til Great Falls.

Dagen startede meget tidligt, da vi havde en lang dagsmarch foran os, samtidig med at vi ville opleve en del af nationalparken. Efter et par timers kørsel ankom vi ved 9-tiden til Yellowstone National Parks nordlige indgang, i flot, klart og stille vejr, og omkring 6-7 graders frost. Ved indgangen havde vi første møde med dyrelivet, idet en bison stod midt på vejen, og ved visitorcenteret, lidt derfra, græssede elkene, som er en hjorteart, mellem bygningerne. Det var helt tydeligt, at dyrene er vant til mennesker, og en bison giver man plads, eller kører forsigtigt uden om, da den altså er større end os... I vinterperioden er det kun den nordlige del af parken, der er åben, og af de termiske steder, er det derfor kun Mammoth Hot Springs der kan besøges. Dette er dog en stor oplevelse, da området er stort, og byder på mange unikke klippeformationer, der kan nydes fra gangbroer og udsigtsplatforme. Man skal dog være forberedt på en hørm af rådne æg, idet dampen til stadighed stiger op fra kilderne, og svovllugten lader sig ikke fornægte.
Herefter kørte vi østpå gennem parken, på den eneste vej der er offentlig tilgængelig om vinteren, idet den er eneste forbindelse til to små byer, Silver Gate og Cooke City, der ligger lige udenfor nordøst-indgangen til parken. Vi kom kun et par kilometer ud ad vejen, så måtte vi pænt vige for en flok store bisoner, der kom gående ned ad vejen, lige mod os. I den klare frostluft var deres dampende ånde med til at give stor respekt for dyrene, så vi ventede til de var passeret, inden vi kørte videre. Vi tog herefter grundigt revanche for besøget i National Bison Range, idet det myldrede med bisoner næsten hele vejen til Cooke City. Her fandt vi et lokalt spisested, hvor vi indtog en velsmagende frokost, før vi kørte samme vej tilbage til den nordlige indgang. Undervejs så vi endnu flere forskellige dyr, bl.a. los, prærieulv, elk, egern og en masse fugle, i det smukke landskab.
Inden vi forlod Gardiner, som ligger lige uden for den nordlige indgang, besøgte vi en velassorteret souvenirbutik, og turen gik herefter nordpå mod Great Falls. På turen derop kørte vi gennem bjerge, langs med floder og over prærien, og det er virkelig som man ser på film; 30-40 kilometer snorlige vej, der forsvinder i horisonten. Vi vidste aldrig hvad der dukkede op bag den næste bakketop, eller bag det næste sving, men vi blev hver gang overrasket over et nyt, pragtfuldt panorama. Efter en lang køretur nåede vi frem til Great falls, som er en større by ved bredden af Missouri-floden. Vores hotel lå skønt lige ved floden, og vi var trætte efter en meget lang og oplevelsesrig dag.
En nødvendig advarsel
En nødvendig advarsel

Great Falls og undervejs til Kalispell.

Efter en god nats søvn, var vi klar til nye oplevelser, og vi startede dagen med at køre langs floden, hen til vandfaldene, der har givet byen navn. Her ligger flere dæmninger, hvor der ligger kraftværker, som forsyner byen med elektricitet, og fra udsigtspunkterne kan man se ned over disse. To opdagelses-rejsende, M. Lewis & W. Clark, og deres ekspedition vestpå for lidt over to hundrede år siden, er noget man støder på overalt i de nordvestlige stater, og i Great Falls var der et stort museum, der fortalte om ekspeditionerne. Vi besøgte museet, der ligger lige ved flodbredden, og det giver et rigtigt godt indblik i datidens strabadser. Byen huser også en stor flyvestation, Malmstrom Air Force Base, som arealmæssigt er lige så stor som selve byen. Her er der ligeledes et museum over flyvestationens historie, og på museet fik vi en grundig rundvisning af en tidligere ansat, nu pensioneret befalingsmand. Det viste sig, at basen nu er hjemsted for en del af USA’s nukleare missilforsvar. Dette gav stof til eftertanke, da der er mange missilsiloer spredt over et større område rundt om byen, og her blev den kolde krig pludselig nærværende igen.
Vi forlod herefter Great Falls, og satte kursen mod Kalispell. Vi valgte igen mindre veje, og skulle da også prøve en skovvej igen, men denne gang måtte vi vende om halvvejs, da den var lukket her. Vi fortsatte så langs med Flathead Lake, gennem indianerland og store skove, og ankom sidst på eftermiddagen til Kalispell, som er en mindre by. Efter en rundtur i byen, hvor vi fandt en sportsbutik med mange spændende ting – i USA er skydning jo en udbredt sport…, endte vi på en Applebees, hvor vi fik lækker aftensmad. Applebees er en kæde af restauranter/barer, som er meget hyggelige, og de serverer rigtig god mad til forholdsvis rimelige priser.
Remongton Carriage Museum i Cardston
Remongton Carriage Museum i Cardston

Rundt om Glacier National Park og ind i Canada.

Dagen startede lidt overskyet, og vi forlod Kalispell med kursen sat mod Glacier National Park. Vi håbede på, at vejen over Logan Pass ville være åben på grund af den milde vinter, men allerede ved indgangen viste skiltene, at så heldige var vi ikke. Alligevel valgte vi at køre ind i parken, og det var muligt at køre et godt stykke mod passet, vel vidende at vi skulle samme vej tilbage, men den flotte natur opvejede dog dette til fulde. Efter besøget i Glacier fortsatte vi østpå rundt om parken mod Canada. Vi gjorde holdt mange steder undervejs for at nyde naturen til fods, og fandt flere steder med flot og særpræget natur.
Ved middagstid kom vi til et sted, der hedder Two Medicine, og vi blev enige om at spise frokost på den lokale grill. I den tilhørende købmandsbutik mødte vi en fyr, som 22 år tidligere havde været i Danmark. Han fandt hurtigt et stykke papir og en pen, og vi fik lige genopfrisket Danmarks geografi, idet han hurtigt tegnede omridset af Danmark efter hukommelsen, og forklarede hvor han havde været. Vi var imponerede, og udvekslede adskillige anekdoter med ham. Maden var som vanlig velsmagende – og rigelig.
Vi fortsatte herefter mod nord, gennem Browning, til den canadiske grænse ved Carway. Vi kom uden problemer ind i Canada, og da vi nåede til Cardston, blev vi enige om at besøge det verdensberømte Remington hestevognsmuseum.
Museet er meget anbefalelsesværdigt, og vi tilbragte adskillige timer blandt alle slags hestevogne, mest fra Nordamerika, men også enkelte fra Europa – endda en fra Danmark, en brandsprøjte. Alle vogne er enten meget velholdte eller ekstremt flot restaurerede, og det var en udsøgt fornøjelse at opleve historiens vingesus, bl.a. i nogle realistiske scenerier. Det er desuden muligt at besøge deres værksted, hvor pensionerede håndværkere genopbygger og restaurerer vogne af alle slags. Dette dyrker de til perfektion, og de er meget ivrige efter at fortælle om deres arbejde. Vi var så heldige, at en af dem tilbød at vise os rundt i udstillingen, og vi fik en meget grundig og interessant rundvisning. Efter en masse hestevogne, fortsatte vi mod dagens mål, Waterton Lake, i Waterton Lakes National Park. Lidt før byen kunne vi på en bakketop se noget, der lignede et eventyrslot, og det viste sig at være et flot hotel, som dog var lukket for vinteren. Vi sluttede dagen med en lækker aftensmad i byens eneste restaurant, som er åben om vinteren, hvilket da også blev afspejlet i priserne.
Head-Smashed-In Buffalo Jump
Head-Smashed-In Buffalo Jump

Ad the Cowboy Trail til Banff

Vi valgte at køre tidligt, og så spise morgenmad undervejs, da det igen var en pragtfuld morgen, med sol fra en skyfri himmel. Turen gik mod Fort MacLeod, og et sted, der hedder ”Head-Smashed-In Buffalo Jump”, som ligger lidt vest for byen.
Dette sted er en del af verdens naturarv, og her fortælles om, hvordan de oprindelige beboere bl.a. skaffede mad og skind, så de kunne overleve fra år til år. På stedet er der en klippeafsats, hvor de drev flokke af bison ud over kanten, så de styrtede i døden. Man kunne så ”høste” næsten alt, hvad der var behov for, fra de døde bisoner, idet de oprindelige folk var særdeles gode til at udnytte et dyr som bisonen næsten 100%. Faldet fra klippekanten er i dag ikke så højt, da der ligger knogler fra 10-tusindvis af bison, som er drevet ud over kanten i løbet af de sidste 5000 år, indtil for ca. 150 år siden. Stedet er en guldgrube for arkæologer, som har hentet mange oplysninger om de oprindelige folk ud af bunkerne ved foden af klipperne. Museet er et spændende kompleks, som er bygget ind i klippen, så det falder i med omgivelserne, og derved ikke skæmmer det historiske sted.
Vi oplevede specielt her, at det blæser en del i Alberta, og fik forklaringen af de lokale. De fortalte, at det er Chinook-vinden, som kommer ned fra Rocky Mountains, og så får frit løb ud over prærien. Vi syntes at der blæste en stiv kuling, men de lokale mente ikke, at den ”smule vind” var værd at tage notits af.
Vi fortsatte herfra mod Claresholm, hvor det var tid til frokost, og vi fandt et rigtigt godt sted. Efter frokosten fandt vi en meget velassorteret butik, med alt til cowboys og -girls, men prisniveauet er meget højt på originalt udstyr, og vi lod os ikke friste. Fra Claresholm valgte vi at køre ad vej 520, som er en grusvej, der går stik vest, over mod the Cowboy Trail. Igen blev vi belønnet med en smuk tur, og vi blev bl.a. fulgt godt på vej af en hvidhovedet ørn, som tilfældigvis fulgte vejen over flere km, kun 50-100 meter fra bilen. Herefter fortsatte vi ad Cowboy Trail mod Calgary, og ruten bød på den velkendte type landskaber, men hele tiden i nye former, med Rocky Mountains til venstre og prærien til højre. Kort før byen, drejede vi mod Banff, ad den parallelle landevej, og, som altid, fandt vi vores hotel uden problemer. Banff er en meget hyggelig by, som er præget af, at det er et skisportssted, men priserne er rimelige i byen.
Columbia Icefields Parkway
Columbia Icefields Parkway

Mod Jasper ad Columbia Icefields Parkway

Dagen bød – igen – på flot vejr, og vi satte kursen mod Jasper, efter at have provianteret til frokosten, da der ikke ville være de store muligheder over de næste 300 km. Vi passerede Lake Louise, som er et andet skisportssted, og kom derefter ind på selve Icefields Parkway. Vejen går over de næste par hundrede kilometer forbi bl.a. gletsjere, søer og vandfald. Desværre var det på denne strækning skyet og tåget en stor del af vejen, og specielt inde over gletsjerne, som vi kunne derfor ikke kunne se, da de lå et par kilometer tilbagetrukket fra vejen og parkeringspladserne. Desuden sneede det et par gange, når vi kom højere op, specielt i passene. Vi gjorde holdt mange steder på ruten, og nød de flotte panoramaer, hvor vejret tillod det.
Ved Athabasca Falls var vejret blevet lidt bedre, og vi udforskede vandfaldene grundigt ad stierne ved faldene. Athabasca Falls er utroligt smukke, og man kan rigtigt se, hvordan vandet gennem årtusinderne har skåret sig dybt ned i sandstensklipperne, så vandet ligger op til 30-35 meter nede i dybe slugter. Flere steder var der såkaldte ”potholes”, hvor vandet har lavet en hvirvel, så der er skåret et nærmest kugleformet kammer ud i sandstensklippen. Selve faldene var isdækkede, men vandet buldrede nedenunder isen, og i bunden af slugten brusede vandet af sted.
Vel ankommet til Jasper checkede vi ind på hotellet, og tog ud i byen for at udforske den. Jasper er en mindre by, som er præget af Marmot Basin skisportsstedet, som ligger en lille times kørsel derfra, og er base for skiløberne. I og uden for byen græssede både elk og big horn sheep, og de var tydeligvis vant til mennesker og trafik, hvorfor man hele tiden skal være opmærksom under kørslen.
På isen i Maligne Canyon
På isen i Maligne Canyon

Icewalk og mod Sun Peaks Resort

Dagen startede med tidlig morgenmad og pakning af bilen, da vi skulle checke ud, inden vi skulle på isvandring. Kl. 0900 blev vi hentet af guiden, og efter lidt opsamling samt udlevering af pig-såler blev vi kørt ud til et sted, der hedder Maligne Canyon. Vi startede med at montere pigsålerne, og de skulle vise sig at være meget nødvendige på vores vandring. Vi fulgte slugten ned ad bjerget, og krydsede undervejs flere gange over den, og kunne her og der kun skimte bunden, dvs. isoverfladen, der lå 30 – 40 meter nede. Efter en lille time nåede vi ned i niveau med isen, og gik her ud på den, hvorefter vi fulgte floden et godt stykke opstrøms igen, og vi kom herved dybere og dybere ind i slugten. Til forskel fra Athabasca Falls, var der her meget tyk is på floden – op til 4 m tyk, ifølge guiden – og man kunne uden problemer gå på isen. Her kunne vi rigtigt opleve dybet og mørket, og nogle store potholes, som gav en oplevelse af at stå i en katedral. Undervejs passerede vi flere store isfald, og man kunne flere steder kravle ind bag isvæggene, hvor der gemte sig mindre huler og potholes. Det var meget fascinerende at gå rundt på isen nede i dybet, og med en meget velinformeret og underholdende guide blev det en uforglemmelig tur. Visse steder kunne vi tydeligt høre vandets brusen dybt nede, ligesom der et sted var hul ned til vandet, og vi blev her advaret af guiden mod at gå for tæt på – det ville være den visse død at falde i, da vandet var meget koldt.
Undervejs var dyrene igen alle steder, men her var der flest egern og præriehunde, og efter godt 2 timers vandring var vi tilbage ved bussen. Vi blev kørt tilbage til hotellet, hvor vores bil stod, og efter lidt proviantering gik turen så mod Sun Peaks Resort.
Køreturen var igen en oplevelse af floder, bjerge og skove, med tilhørende dyreliv, og vi nød dagens etape i fulde drag, med mange stop undervejs.
På det sidste stykke op i bjergene til skisportsstedet blev vi dog noget nervøse, da der ingen sne var undervejs, og det var faktisk først da vi kørte ind i byen, at sneen viste sig – pyhh…. Da jeg havde været samme sted, og samme tid på året, 3 år tidligere, havde det været det samme, men man er alligevel spændt på hvordan det ser ud deroppe.
Vi ankom først på aftenen til Sun Peaks, og efter check-in var det tid til at pakke ud, da vi skulle være her i en uge.
Forfatteren i "sin" pistemaskine
Forfatteren i "sin" pistemaskine

I sneen rundt om Sun Peaks Resort.

Vi havde 6 dage til rådighed på bakkerne, og de blev nydt til fulde. På trods af den snefattige vinter var der et rigtigt godt skiføre, og det var kun hen på eftermiddagene, at det nederste af de syd- og vestvendte bakker på 2 af bjergene led af ”slush-ice”. På de nordøstvendte bakker på det sidste af de 3 bjerge, var der super skiføre hver dag. Der kom dog jævnligt noget sne, men det var ikke noget der kunne ødelægge humøret, tværtimod. Det var dog en del overskyet, så ansigtskuløren blev ikke så udtalt som ønskeligt. Vi var ikke alle til så meget skiløb, og lejlighederne blev så benyttet til at vandre i de omliggende bjerge, hvilket blev nydt i fulde drag.
Den ene dag valgte vi at køre en lille tur om eftermiddagen. Måske led vi af lidt køre-abstinenser, måske var det snestormen, der begyndte ved 13-tiden, men vi kørte en tur til Kamloops, som ligger ca. 40 km derfra, mod sydvest. Byen er meget hyggelig, og der er både museer og butikker, og det var afslappende at vandre rundt i byen.
Den ene dag havde vi booket en tur på snescooter igen, og vi stod forventningsfulde klar da guiderne kom efter os. Turen og landskabet var for så vidt en oplevelse, men vi var slemt skuffede da vi kom retur efter 3 timer. Det viste sig at det var nøjagtigt de samme – nu gamle og meget slidte – snescootere, som jeg havde kørt for 3 år siden. Sammenlignet med West Yellowstone, vil jeg meget klart fraråde at køre snescooter i Canada, og specielt i Sun Peaks ved denne udlejer, da det er ekstremt dyrt her. 3 timer kostede hér stort set det samme som 1½ dag på snescootere samt 2 overnatninger, alt inklusive, i West Yellowstone……. Det var også muligt at komme med pistemaskinerne på arbejde i en times tid om aftenen, hvilket vi benyttede os af. Det er rigtigt spændende at sidde i passagersædet, idet man får et godt indblik i maskinførerens udfordringer på bakkerne. Næste morgen skulle jeg selvfølgelig på ski ad ”mine” pistemaskine-spor…;-)
Der er mange gode spisesteder i Sun Peaks, og efter at have lokket mine rejsefæller til at smage sushi for første gang, på et sted der hedder Choppstix, blev det vores foretrukne sted at indtage aftensmaden. Man skal dog være indstillet på, at det ikke er specielt billigt at stå på ski i Canada, men sneen…, gutter, sneen….. – den er bare hamrende lækker! Og så er canadiere, og for så vidt også amerikanere, meget venlige, imødekommende, interesserede, og, ikke mindst, positive i deres tilgang til alt og alle.
Howe Sound mellem Whistler og Vancouver
Howe Sound mellem Whistler og Vancouver

Ekstrem smuk tur fra Sun Peaks via Whistler til Vancouver.

Efter godt en uge i sneen var det tid at få noget asfalt under hjulene igen, og efter pakning gik turen ned ad bjerget mod Kamloops. Herfra havde vi valgt at køre via Lillooet og Whistler, og det viste sig at være det rigtige valg af rute, idet den førte gennem Gold Country og langs med Fraser River. Det var en af de allerflotteste strækninger vi kørte på hele turen, og da vi havde hele dagen til rådighed til denne strækning, blev det til rigtig mange pauser undervejs, hvor kameraerne blev flittigt brugt. Det at være på stedet, i denne storslåede natur, var en helt speciel oplevelse, og lugtene og lydene gik, sammen med synsindtrykkene, dybt ind under huden.
British Columbia har meget store skovområder, og undervejs lagde vi mærke til, at en stor del af granskovene var helt lysegrønne, og andre rustrøde, hvilket vi undrede os over. Desuden passerede vi store områder, hvor skovene var brændt. Vi fik en forklaring et af stederne vi stoppede, da vi læste på informationstavlerne, at det var fyrretræs-billen, der huserede. Billen lever under barken, og forårsager så stor skade på træerne, at de simpelthen går ud. Første stadie gør træerne lysegrønne, og i næste stadie bliver de så rustrøde. For at få noget ud af træet, er det vigtigt, at det fældes hurtigt, men med så store skovområder er det umuligt at redde det hele. Derfor brændes en del af skovene ned, og man håber derved at kunne udrydde billerne.
Vi nåede til Whistler midt på eftermiddagen, og vi brugte et par timer på at opleve byen, som jo lige havde lagt sne til vinterolympiaden. For en gangs skyld oplevede vi at vejret var overskyet med let regn, og efter frokost og en tur rundt i byen, kørte vi videre mod Vancouver.
Det var nu tydeligt at vi nærmede os ”civilisationen” igen, idet trafikken blev tættere og mere hektisk. Det krævede lige lidt tilvænning, efter de mange tusind kilometer over prærien og gennem meget tyndt befolkede egne. Vejen fra Whistler førte os langs med Howe Sound den sidste halvdel af strækningen, og det er en smuk tur langs med vandet, med bjerge og skove i baggrunden.
Vi ankom til Vancouver først på aftenen, og efter check-in bad vi receptionen om tips til seværdigheder og spisesteder, og vi benyttede aftenen til at udforske området omkring hotellet
Aquabus til Granville Island
Aquabus til Granville Island

Rundt i Vancouver, bl.a. Public Market, Space Centre og Aquarium.

Efter overnatning i downtown Vancouver, med kort afstand til f.eks. spisesteder, skulle vi igen på opdagelse i byen. Hotellet lå i gå-afstand til vand-taxierne, og da vi havde betalt for parkering i hotellets garage for et helt døgn, lod vi bilen stå i sikkerhed her. Vi gik, efter anbefaling fra hotellets personale, ned til vandtaxierne, for at tage med en af dem til Granville Island. Her ligger et Public Market, som bl.a. byder på rigtig mange lækkerier. Ikke langt herfra ligger Space Centre, og der er ca. 20 min. gang hertil fra Granville Island. Efter et spændende besøg her, hvor vi bl.a. oplevede en flyvetur til Mars i en simulator og en anskueliggørelse af Newtons love i laboratoriet, gik vi tilbage til markedet, hvor vi nød en lækker frokost. Efter en sejltur med en af vandtaxierne, som også sejler sightseeingture, rundt i havneområdet, tog vi tilbage til hotellet, hvor bilen stod. Herfra kørte vi til Vancouver Aquarium, som ligger i den bynære Stanley Park under Lions Gate Bridge. Parken er en af de største byparker på det nordamerikanske kontinent, og er absolut et besøg værd – hvilket mange andre også synes, så det kan være svært at finde P-pladser. Akvariet er meget interessant og informativt, og afgjort et besøg værd. Man har bl.a. adgang til en 4D-biograf, hvor man får en unik oplevelse – mere vil jeg helst ikke afsløre her, da det skal opleves!
Herefter var det tid at sætte kursen mod Seattle, og vi forlod Vancouver ad rute 99 for at køre ind i USA ved Peace Arch grænseovergangen, som ligger helt ud til havet.
Rejsekammeraterne foran "deres" vandflyver
Rejsekammeraterne foran "deres" vandflyver

Rundt i Seattle – og en tur med vandflyver.

Vi begyndte dagen med at køre ind til Seattle Center, som er betegnelsen for området hvor verdensudstillingen i 1962 fandt sted, og som nok mest er kendt for Space Needle. Tidligt på dagen er det nemt at finde plads til bilen lige ved centret, og P-afgiften er til at overkomme. Vi gik hen til Monorail-banen, der også blev bygget specielt til verdensudstillingen, og tog med den ind til centrum. Her besøgte vi selvfølgelig Pikes Place Market, og oplevede stemningen og de meget underholdende ansatte hos fiskehandleren. Det er her man skal holde udkig efter flyvende fisk og skaldyr….
Efter denne oplevelse var det tid til frokost, og hvad er mere naturligt, end at spise noget med fisk og skaldyr her. Vi fandt en sushi-restaurant, der hedder Blue C, og indtog en formidabel frokost. Her sidder man i båse, og maden kommer så forbi på et transportbånd, hvorfra man blot tager det man har lyst til. Personalet er meget opmærksomt, og sørger for at man ikke mangler noget. Skålene og tallerknerne har farvekoder, der angiver prisen for den enkelte ret, og når man er færdig, samler man dem sammen og går til kassen. Stedet kan varmt anbefales, især hvis man er til sushi, eller har mod på at prøve noget nyt, og det er en oplevelse at spise frokost her.
Efter frokosten fortsatte vi rundt i byen, og vi tog monorailen tilbage til området ved Space Needle, som er et must når man er i Seattle, og vi nød udsigten over byen fra byens vartegn. Midt på eftermiddagen skulle vi checke ind hos Kenmore Air, som ligger ved Lake Union i den nordlige ende af byen. Her havde vi booket en tur med vandflyver, som egentlig blot var en almindelig ruteflyvning op til San Juan Islands, da vi gerne ville se det hele lidt fra oven. Turen går op langs kysten mod Canada, og hen over mange små øer, og vi fik et rigtigt godt indtryk af områdets geografi. Da det var en ruteflyvning, landede og startede vi ved 5-6 af øerne inden turen gik tilbage til Seattle. Vejret var ikke med os den dag, og det blev lidt af en rusketur, selvom vores dygtige pilot gjorde alt for at give os en god oplevelse. Flyvehøjden var kun ca. 500 fod, hvilket var medvirkende til at vi virkelig kunne ”mærke” vejret. Maskinen var en Sea Otter, med plads til 10 passagerer og 1 pilot, og en af os var så heldig at få sædet ved siden af piloten. Det var en stor oplevelse, og noget helt andet end en rutemaskine, at lette, flyve og lande i en vandflyver, og det kan anbefales at benytte denne mulighed for at se en del af området fra luften. Kenmore Air er et familieejet selskab, og det hele foregik i en uhøjtidelig atmosfære. Piloten var meget dygtig, og han stod selv for al servicen hver gang der skulle passagerer af og på, ligesom han fortalte lidt om stederne hver gang vi var landet. Efter godt 2 timer var vi tilbage i Seattle, og det var tid til at finde et sted at spise aftensmad.

Rundt i Seattle –bl.a. Boeing Museum og Wades Gun Range.

Vi startede dagen med at udforske Redmond, hvor bl.a. Microsofts hovedkvarter ligger. Der er mange forskellige slags butikker her, og f.eks. i Home Depot kan enhver hjemmehåndværker finde spændende ting, bl.a. ting der først kommer til Europa om et år eller to.
Sidst på formiddagen kørte vi til det sydlige Seattle, hvor Boeings Museum of Flight ligger. Museet er virkelig et besøg værd, specielt for flyinteresserede, men alle vil få noget ud af at besøge en af flyhistoriens største succeser. Det var her, i Den Røde Lade, som er en del af museet, William Boeing startede for små hundrede år siden. Her står bl.a. JFK’s gamle Air Force One, side om side med en af de udfasede Concorder fra British Airways og prototypen af Boeing’s 747 Jumbojet. Man kan gå igennem de to første, og her opleve lidt af historiens vingesus. Vi havde 3 timer til besøget, men kunne sagtens have brugt et par timer mere.
Vi kørte herefter tilbage til Kirkland, hvor vi havde besluttet os for at besøge et af de lokale skydecentre. Stedet hedder Wades Gun Range, og her kan man leje både våben og baner. Man kan her virkelig prøve lidt af the American Way of Living, som våben jo er en stor del af. Vi brugte et par timer her, og fik prøvet en del af de forskellige våben, og det var her fårene blev skilt fra bukkene, efterhånden som kaliberen blev større og større…..
Herefter stod den på aftensmad hos en af de danske familier, som bor og arbejder her i Seattle, og vi fik et mere dybdegående indblik i det amerikanske samfund. Familien har boet her i knap 3 år, og er bekendte fra gymnasietiden.
Stillehavet ved Cohassett Beach, WA
Stillehavet ved Cohassett Beach, WA

Stillehavskysten, Portland og Mount St. Helens.

Da vi alle gerne ville se det ”rigtige” Stillehav, var vi enige om at køre sydpå, hvor kysten er helt åben ud mod havet. Turen gik syd om Seattle mod vest, indtil vi kom til kysten, og så ellers videre mod syd. Turen er skøn, og første gang vi havde mulighed for at komme ud til havet, fandt vi en parkeringsplads bag diget. Da vi stoppede motoren troede vi at vi holdt ved siden af et jernbanespor, hvor et godstog passerede, men det viste sig at være Stillehavet, der var årsagen til den dybe buldren. Det var fascinerende at vandre op over diget, og opleve lyden blive mere intens, efterhånden som vi nærmede os havet. Vejret var skønt, og dønningerne rullede dovent ind mod stranden, så vi tilbragte en del tid på stranden med at tage billeder og vandre en tur langs med vandet. Hvis det blæser må det virkelig være en skræmmende oplevelse – på den gode måde. Vi fortsatte ned langs kysten, og de mange skilte med evakueringsruter gav stof til eftertanke.
Da vi nåede til udløbet af Columbia River i Stillehavet, fulgte vi floden mod sydøst og videre til Portland, hvor vi havde besluttet at besøge Leatherman’s fabriksudsalg. Her kan man i øvrigt komme på fabriksrundvisning, men desværre kun om onsdagen.
Efter frokosten gik det igen mod nord, og Mount St. Helens. Her ankom vi desværre til visitorcenteret til lukketid, men de ansatte, der var på vej ud af døren, var så flinke at hente noget materiale til os, og vi kørte videre op mod bjerget. På grund af årstiden måtte vi dog vende om halvvejs, men vi kunne nyde sceneriet, med resterne af bjerget i baggrunden.
Herefter gik det videre mod Seattle, og vi oplevede – som eneste gang på hele turen – at holde i kø. Vi holdt dog kun et par minutter, og så gik det stille og roligt videre, og vi ankom til hotellet præcis til tiden, hvor vi skulle checke ind på nettet til flyveturen hjem.
Vi endte herefter, for sidste gang på denne tur, hos Applebees til aftensmaden, og derefter stod den på pakning til hjemrejsen næste dag.

Verdens største bygning, shopping og hjemrejse.

Efter morgenmaden blev bilen pakket, vi checkede ud og så gik turen mod Boeings flyfabrik i Everett, en halv times kørsel nord for Seattle, hvor vi havde booket en rundvisning på fabrikken. Rundvisningen var booket ca. 8 måneder før, og der var det kun lørdag, der var ledig, så man skal være i rigtig god tid med at booke hertil. Man kan også satse på ledige og uafhentede billetter, og møde op en times tid før rundvisningen starter kl. 0900.
Fabrikken i Everett er enorm, og det er her Jumbo’en (747), sammen med den nye Dreamliner (787), bl.a. bliver bygget. Det siger næsten sig selv, at samlehallerne til disse er noget over almindelig fabriksstørrelse, men det er helt overvældende at stå foran en af de fodboldbane-store porte, hvor de færdige fly kommer ud. Bygningen er i sandhed enorm, og vores guide var særdeles underholdende, idet han kunne en masse store tal vedr. fabrikken og produktionen udenad, som han krydrede med mange små anekdoter. Vi så de forskellige samlelinier fra balkoner, hvor vi havde et godt overblik over de forskellige stadier, som en ny maskine gennemgår, og vi fik et godt indtryk af den kæmpemæssige udfordring det er, at bygge et moderne rutefly. Meget passende var det Boeing-fly, som vi fløj med, og vi havde et helt andet syn på flyene, med en del ny viden omkring tilblivelsen af disse, på hjemturen senere på dagen.
Vi fortsatte, efter besøget på Boeing fabrikken, til Tukwila, hvor South Center Mall ligger. Her skulle de sidste indkøb foretages, inden vi lettede med kurs mod Europa. Mall’en er forholdsvis stor, og der ligger desuden mange store varehuse i umiddelbar nærhed, så man kan sagtens få sit shopping-gen tilfredsstillet her.
Da det var blevet frokosttid, tog det ikke lang tid at blive enige om stedet; Blue C – sushi igen, og det blev en gentagelse af succes-oplevelsen et par dage tidligere.
South Center Mall ligger 10 min. fra lufthavnen, og man kan derfor udnytte tiden optimalt indtil check-in og bagage-drop, idet risikoen for kø på strækningen er minimal. Det tog os da osse kun 25 min., inkl. tankning og aflevering af bilen, så stod vi ved British Airways skranke, klar til hjemturen.

Hjemkomst.

Vi landede i Hamborg som planlagt, efter en stille og rolig tur hjem, hvor British Airways igen leverede varen. 2 timer senere ankom vi til Padborg, og efter afskeden med rejsefællerne stod den på udpakning, og fordeling af souvenirs og små gaver til familien. Herefter har det været sjovt og spændende at fordøje turen, og der går så at sige ikke en dag, uden at man i tankerne er tilbage et eller andet sted på ruten, med rigtig gode minder om lige netop det øjeblik. En sådan tur er en oplevelse for livet, og kan nærmest ikke anbefales varmt nok.

Andre tips og forslag.

Mange museer har frivillige, og som nu er pensionerede, der tidligere har beskæftiget sig med de ting, som kan ses på museet. De har en stor viden om tingene, og de fortæller gerne og passioneret om det, hvilket man bør benytte sig af. Hvis man f.eks., som os, har militær baggrund, og besøger at militært museum, kan man her glæde dem med forskellige mærker og lignende fra vores egne enheder, som tak for deres indsats, og det falder altid i god jord. Hvis man desuden viser oprigtig interesse, sker det ofte at man får lidt ”ekstra”.
Det kan desuden anbefales, at man spørger de lokale, f.eks. hotelpersonalet, om seværdigheder i byen, og de kommer ofte med rigtig gode forslag, da de kender deres lokalområde.
Vi var undervejs så tidligt på året, at mange seværdigheder var lukkede, men vi fik alligevel gode oplevelser de fleste af disse steder, da der var plancher og info-materiale til rådighed ved indgangene. Ligeledes kan man risikere, at visse veje og bjergpas er lukkede, men vi var ”heldige” pga. den milde vinter, og kunne køre uden problemer alle steder på ruten.
Vi spiste jævnligt frokost på mindre, lokale spisesteder ved vejen, og vi oplevede hver gang en høj kvalitet, både på mad og betjening, og priserne var samtidig særdeles rimelige.

Som tidligere beskrevet fik vi Amerika ikke kun ind under huden, men helt ind i kroppen, så vi vender helt sikkert tilbage, da der er så utroligt meget at se og opleve på det nordamerikanske kontinent. Her, et stykke tid efter hjemkomsten, glæder vi os allerede til næste tur i 2012, og længslen er tydelig hos os alle.
Da vi havde fået lavet ens jakker, T-shirts og huer, med vores tur-logo og Dannebrog på, oplevede vi stor nysgerrighed overalt hvor vi kom frem. Det føjede en ekstra dimension til vores oplevelser, idet amerikanerne og canadierne er meget nysgerrige, og vi udvekslede rigtig mange informationer med dem.
Bevares, det er ikke alt i USA, der er rosenrødt, endsige til at forstå for os europæere, men naturen og dyrelivet, menneskene generelt, og ikke mindst størrelsen af landet, er fantastisk.

Hvis rejser til USA og Canada af ovennævnte kaliber har interesse, så kontakt mig endelig for yderligere tips og gode ideer.

Seværdigheder
Road trips
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Seattle

Hoteller i Seattle
Rejser til Seattle
Denne side er udskrevet d. 3. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/frankrig/disneyland-resort-paris/anbefalinger/giv-fedtmule-co.-en-krammer-paa-cafe-mickey-disney-resort.html

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.