Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Seattle

Læs mere om rejser til Seattle

Rejsetips af samme forfatter

  • America the Beautiful Pass

    (Bedømt af 9 personer)
    30.11.10: Jan Hviid
    Når man planlægger en tur til USA, kan det være en god ide, at undersøge priserne for at komme ind i de nationalparker mm, man vil besøge undervejs. Og så overveje, om det kan betale sig at investere i det store American the Beautiful Pass til $80.
    Se hele rejsetippet
  • På vulkaner i Cascade Range

    (Bedømt af 3 personer)
    28.11.10: Jan Hviid
    Cascade bjergkæden strækker sig fra det nordlige Californien til det sydlige British Columbia. Kæden er vulkansk med langt over 20 mere eller mindre aktive vulkaner.
    Se hele rejsetippet
  • En vinterlig tur på Colorado's tag i juni

    (Bedømt af 4 personer)
    16.10.10: Jan Hviid
    Colorado's Mount Evans Scenic Byway er den højest rækkende asfalterede vej i USA. Og med en højdeforskel på godt 2 km stod den på bjergkørsel undervejs. Foruden urgamle træer, bjerggeder, storslået udsigt og tynd luft i godt 4.000 meters højde.
    Se hele rejsetippet
Glacier National Park, Montana
Rejsetips indsendt af:
København
31. okt. 2010

Glacier National Park, Montana

Glacier NP var blot et af mange stop på min tur fra Seattle til min bror i Arizona, men et meget seværdigt og oplevelsesrigt stop!
Den vestlige opkørsel ad Going to the Sun Hwy. er til tider ikke for sarte sjæle
Den vestlige opkørsel ad Going to the Sun Hwy. er til tider ikke for sarte sjæle

Tidlig ankomst

Jeg var tidligt på færde her til morgen. Jeg havde overnattet på en primitiv lejrplads ved Hungry Horse Reservoir lidt uden for West Glacier. Bare mig, mit telt og skoven. Jeg var i går ankommet fra staten Washington og derfor kommet ind i Mountain Time Zone. Der var således 'vundet' en time siden i går morges, og der var ingen ved parkens gate godt 6. Jeg benyttede lejligheden til at få lidt morgenmad, og efter en god halv time kunne jeg købe mit store, forkromede pas til alle nationalparker mm. og køre ind. Jeg har for vane at møde op tidligt på campingpladserne i parkerne, hvis det er muligt. Der har næsten altid været plads på den måde. Naturligvis under forudsætning af, at nogen allerede er flyttet ud. Jeg fandt således også med det samme en plads på Sprague Creek Campground og slog teltet op.
Hidden Lake
Hidden Lake

Going to the Sun Highway og Logan Pass

Parken har en enkelt gennemgående vej mellem vest- og øst-siden. Den er benævnt Going to the Sun Hwy, men undertiden burde den omdøbes til Going to the Fog, for Logan Pass i 2.000 meters højde har det med at gemme sig i skyerne. Jeg var dog heldig og havde stort set skyfrit under hele besøget. Turen bød på en hel del bjergkørsel, og specielt vestsiden var til tider ikke for folk med højdeskræk! Det er heller ikke alle steder, der er plads til, at andet end 2 mindre personbiler kan passere hinanden. Passet ligger lige omkring trægrænsen, hvor man har bygget et visitor center, og hvor jeg ved 9-tiden var heldig at finde den sandsynligvis sidste P-plads! Det var skyfrit, og temperaturen lå på behagelige 20 grader.
Turister møder de lokale
Turister møder de lokale

Hidden Lake og lokale

Man har anlagt et mindre antal stier i området, som man temmelig strikst beder de besøgende at benytte. Blot at vade hen over den alpine tundra vil ødelægge den. Jeg havde valgt turen op til Hidden Lake, som jeg også havde benyttet for en del år tilbage. I 2.000 meters højde skal man ikke løbe, man holder i hvert fald ret hurtigt op med det! Og det går også opefter, en rimelig kondition er således anbefalelsesværdigt. Hidden Lake ligger i et hul i terrænet ca. 1 mile fra visitor centret og er ganske malerisk. Men her er også en anden seværdighed, for stedet er et næsten stensikkert sted at møde bjerggeder. Jeg har i hvert fald set dem begge gange, jeg var der. Således også i dag. Og de tog sig ikke synderligt af alle de turister, så man kunne komme ret tæt på. Det er muligt at fortsætte ned i hullet til søen, en tur på yderligere 1½ mile hver vej, men med dertil en højdeforskel på 300 meter, var det nok at presse mit lavlands blodomløb for meget. Det var trods alt min første dag i bjergene. På tilbagevejen lykkedes det mig at få et billede af et murmeldyr, der sad og solede sig. Typisk positur, højt på et klippefremspring, så kalorius kunne holde øje med territoriet. Jeg mødte siden folk, der fortalte, de havde set en gråbjørn på den fjerne side af Hidden lake, så de er også heroppe!
Wild Goose Island midt i St.Mary Lake
Wild Goose Island midt i St.Mary Lake

Et bad, sightseeing og aftenunderholdning

Jeg fortsatte gennem parken til lodgen ved St.Mary Lake. Her kunne jeg imod kyndig betaling nemlig få et brusebad. Turen tilbage til vestsiden bød på en masse fotostops, bl.a. var jeg inde ved Baring Falls, så jeg først var tilbage på Sprague Creek i tide for aftensmad. Efter mørkets frembrud var jeg henne til et foredrag på McDonnald Lodge. Emnet var parkens mindre sete dyr. Jærv, ulv, los osv. Jo parken har skam fået ulve på besøg. De er vandret ned fra Canada. Før og efter selve programmet gennemgik rangeren de forskellige aktiviteter, der ville finde sted næste dag. Bl.a. skulle den morgenvandring, jeg gik glip af i for år tilbage blive gentaget i morgen kl. 8.30.
Sorte

Sorte

Jeg var i god tid til den morgenvandring. Den var ikke engang 8, da jeg nåede frem til Apgar Village. Og jeg havde endda pakket lejren sammen inden. Jeg valgte derfor i stedet selv at begive mig lidt på vej. Bæverhytten skulle have fået nye indbyggere i år, og den vidste jeg hvor lå. Jeg parkerede på en vigeplads, hvor stien førte ind i skoven. Da jeg var på vej rundt om bilen for at samle mit fotoudstyr op (Det lå som altid i spredt orden foran passagersædet), så jeg en mørk klump hoppe over vejen ca. 30 m væk. En sortbjørn. Jeg stod bomstille. Jeg har godt nok været tættere på bjørne før, men kun hvor jeg sad sikkert i en bil. Ikke fordi bjørnen interesserede sig synderligt for mig, den fortsatte i jævnt trav ind i skoven på den anden side af vejen. Nærmest i retning af Apgar Village, der ud over rangerstation, visitor Center, gift-shop og cafeteria også huser en af parkens største campingpladser. Jeg kørte derfor ind til Apgar igen, idet jeg mente, der nok var en eller anden ranger, der burde have noget at vide om dette her.

På vejen derind så jeg kun den sorte kalorius en enkelt gang. Stadig med retning mod Apgar. Det lokale visitor center var ikke lukket op endnu, vidste jeg, men kontoret for backcountry-permits var bemandet. Her var en kvindelig ranger i gang med at registrere en vandrefugl, da jeg ankom. “En sortbjørn her i området? Det skal du ikke tage dig af, dem har vi så mange af. De er ret fredelige.” En lille smule skuffet over den reaktion gik jeg ud igen. Blot for at vende mig i døren og gøre opmærksom på, at nu vandrede Sorte altså rundt ude på parkeringspladsen ca. 20 meter fra kontoret her. Den oplysning var åbenbart lidt ud over det sædvanlige, for begge kom hen til mig i døren, for at tage situationen i øjesyn. Bjørnen, ret lille af vækst, konstaterede rangeren (ude på egen boldgade for første gang ?), gik gennem noget buskads og gik i gang med et eller andet ca. 2 meter fra vejbanen. Rangeren kunne godt se, at lige netop denne bjørn kunne gå hen og blive et problem, hvis den begyndte at holde alt for meget til her. Ikke fordi den på nogen måde havde optrådt truende eller aggressivt, men dyr der færdes rutinemæssigt blandt mennesker mister deres naturlige frygt for disse. Og hvad der i den forbindelse er mindst lige så vigtigt; det gælder også den anden vej! “En flytning af kalorius måtte nok overvejes,” mumlede rangeren nærmest for sig selv.
Garden Wall set fra Hidden Lake Trail
Garden Wall set fra Hidden Lake Trail

Garden Wall

Jeg nåede aldrig den ranger walk. Jeg foretog selv en kort tur rundt i det pågældende område, men en guldsmed var det vildeste, jeg så. Efter Sorte, virkede det lidt tamt. Jeg kørte derfor igen op til passet, hvor jeg nåede frem lige i tide til at deltage i en anden ranger walk. Denne gang langs Garden Wall, der er en markant klippemur, der starter ved passet. Turen viste sig desværre at være noget af et tilløbsstykke med over 30 deltagere, så måske skulle jeg være gået i forvejen alene. Turen gik ad en til tider ganske smal sti langs med Garden Wall. At den var så smal, gjorde måske ikke så meget, hvis ikke lige det smalleste sted havde været der, hvor den fulgte en klippehylde med et lodret fald på 30 meter ned til vejen nedenfor til den ene side, og en 200 meter lodret klippe opefter til den anden. Heldigvis havde man ved hjælp af store øjebolte sat et kraftigt reb fast til klippen, så man havde noget at holde fast i. Der var adskillige i gruppen, der stirrede stift ned på tovet til højre for sig i stedet for at nyde udsigten til venstre. Denne var ellers ganske storslået, da landskabet på den anden side af vejen dernede faldt yderligere en 150 meter ned til bunden af en gammel gletscherdal. Rangeren, en ung universitetsstuderende, gjorde med mellemrum holdt, for at fortælle lidt om det omkringliggende landskab. Med så stor en gruppe tog det dog sin tid, at få de sidste til at nå op. Gruppens størrelse gjorde også, at stort set alle muligheder for at se wildlife måtte afskrives. Den rangerguidede del af turen var berammet til en 2-3 miles ud, og samme vej tilbage. Kort før det pas, der var udset til at være vendepunktet, snublede en af turens deltagere og slog hul på skinnebenet. Rangeren lod derfor turen stoppe der, hvorefter han gik i gang med at yde førstehjælp. Det hele var dog ikke så slemt, og patienten kunne gå tilbage uden hjælp. Jeg fortsatte imidlertid en lille mile videre, før jeg vendte om. På det ekstra stykke fik jeg da set både bjerggeder og tykhornsfår, men begge dele var på så stor afstand, at det næsten kunne være det samme. Gederne var med deres hvide pels de tydeligste, men selv med kikkert var det ikke andet end et par pletter højt oppe på Garden Wall. På tilbageturen indhentede jeg bagtroppen af gruppen, deriblandt rangeren, ved det smalle stykke med klippevæggen. Den tilskadekomne så jeg ikke mere til. Rangeren virkede helt oplivet, for så snart han havde bragt resterne af denne gruppe tilbage, så havde han fri de næste 3 dage. Hvad han ville bruge dem til ? Jo, han ville da tage på vandretur i vildmarken, for ligesom at komme lidt væk fra det hele.
Two Medicine området

Two Medicine området

Jeg forlod parken og kørte sydpå til Two Medicine, hvor jeg ville forsøge at finde plads på campingpladsen. Stedet ligger også i parken, men er ikke tilgængeligt fra Going to the Sun. Måske var jeg uheldig, eller også var det bare weekend, for der var ikke plads. Området lå i en langstrakt dal med to søer. Øvre og Nedre Medicine Lake. Stedet viste sig dog mere at være udgangspunkt for back country hikere, hvilket ikke havde min helt store interesse. Området omkring Upper Medicine var kønt nok, men det meste egentligt seværdige lå et stykke væk. Jeg var dog inde ved Running Eagle Falls, hvor vandløbet har boret sig en tunnel gennem klippen. Undtagen i det tidlige forår, hvor de store smeltevandsmasser kommer ned fra bjergene, og det hele overskylles, ser det ud som om vandet springer direkte frem fra klippen. Stedet siges at have en stor spirituel betydning for Sortfødderne.
East Glacier Park

East Glacier Park

Jeg kørte ud igen og fortsatte sydpå til East Glacier Park, hvor der ligger en gigantisk Lodge i bjælkehytte-stil. Ganske flot, men ikke lige min kop te. I stedet fandt jeg mig endnu en primitiv plads lidt mod sydvest ad US-2 i Lewis & Clark National Forest.
Visitor centret ved Logan Pass ved et tidligere besøg.
Visitor centret ved Logan Pass ved et tidligere besøg.

Afslutning

Efter 3 overnatninger og 2 til tider ret dramatiske dage i og omkring parken gik det videre sydpå mod Yellowstone. Glacier ligger måske lidt fra den slagne motorvej, men parken er så absolut et besøg værd. Blot skal man være indstillet på, at vejret og udsigten kan skifte fra time til time. Som en ranger sagde ved et tidligere besøg: Hvis det sner i juli, og der hænder åbenbart oppe i højderne, så ved man ikke, om det er sæsonens første eller sidste sne!

Kommentarer til rejsetippet om Seattle

Undskyld

24/07 2016 Aage Faurholt
Ville have givet 5 stjerner men fik ved fejltagelse registreret kun 2 stjerner...
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Seattle

Hoteller i Seattle
Rejser til Seattle
Denne side er udskrevet d. 2. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/tyskland/berlin/berlin-welcome-card.html

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.